Powerprinsesse

Skal jeg blive eller gå?

Kære Lone
Jeg tillader mig at skrive dette brev til dig, fordi du netop i dit ekstremt gode foredrag fortalte om mod. Modet til at gøre noget!

Jeg er ikke helt sikker på, hvad mit mål er med dette brev. Det burde jeg jo nok i første omgang gøre mig klart….. (pause)… jo det er vel at få nogle endnu flere og eventuelt mere specifikke råd fra dig.

Jeg var meget imponeret over dit foredrag. Jeg slugte det meste af det råt. Smiler. Du har en kanon fremtoning og en masse gode eksempler, som gør det hele nemmere for mig at forstå.

Dette handler om noget helt andet og langt mere privat.

Kort fortalt er jeg en 35 årig kvinde, som bor i København med min kæreste og to børn, én på 8 år og én på 5 mdr. Jeg har yderst været den selvsikre pige, som har været populær, en god ven og en eftertragtet kæreste. Jeg har ikke altid behandlet mine kærester ordentligt (utroskab og nedladende), men jeg har ikke haft de store kærlighedsproblemer. Jeg er inderst inde ”den pæne” pige, som du beskrev.. tænker altid over hvad andre mener, har svært ved at vælge og især at holde fast – altså langt fra den power prinsesse, som du beskrev – og som jeg ønsker at blive!

Der var enormt mange af dine kloge sætninger, som jeg skrev ned og som kører rundt i mit hoved – dog med min eget problemstilling draget ind i.

Her er så essensen. Jeg opdagede, da min mindste søn var få mdr. gammel, at min kæreste (faren til mit yngste barn og kæreste gennem 6 år) havde været mig utro (jeg har ikke været ham utro, men han har altid været usikker på mig). Jeg fandt ud af mange ting igennem mit dediktiv arbejde. Han havde været i seng med én kvinde og havde derudover kommunikeret pr. sms, mail og telefonisk med 4-5 andre (som jeg er blevet vidende om). Det skal siges, at jeg ikke er en jaloux type, og altid har været den udadvendte pige, som har kommunikeret og flirtet med rigtig mange. Det lærte min nuværende kæreste mig, at det var MEGET forkert og at han overhovedet ikke brød som om det. Jeg forsøgte at respektere ham og undlod næsten kontakt med det modsatte køn.

Netop derfor blev jeg SÅ overrasket og chokeret, da jeg finder ud af, at alt det han har bedt mig om ikke at gøre, har han netop selv gjort i stor grad. Nå, men jeg har virkelig forsøgt at tilgive. Måtte dog til terapeut, psykolog og til sidst anti-depressiv medicin for bare at være, hvor jeg er i dag. Mig selv igen, dog med rigtig mange erfaringer, dårlige men så sandelig også rigtig mange gode og lærerige erfaringer!!

Jeg har ikke tilgivet ham endnu. Jeg har stadig en enorm vrede. Han angrer og undskylder og jeg tror faktisk på, at han (lige nu) ikke er mig utro. Dette er dog en helt anden snak, – og heri vil jeg kun koncentrere mig om mig selv.

For ”gir det energi? Eller tager det energi?” –
Tja, det dræner mig totalt for energi, når jeg tænker på alt det han har gjort imod mig. Jeg har det sidste halve år ”dyrket” dette, fordret ormene i min mave, kørt filmene gennem hovedet eller hvad du vil kalde det. I hvert fald har jeg været meget væk fra ”min mave”. Jeg valgte dog at forsøge at tilgive, fordi jeg mener jeg elsker manden og at han rent faktisk gør en forskel for mig. Som fyren du fortalte om lærte dig om meditation. Ham her lærte mig i starten af vores forhold om anerkendelse, han forstod mig, elskede mig som jeg var, lytter til mig, vil gerne udvikle sig med mig, er opmærksom – og gør mig bedre. Jeg har enormt lyst til ham seksuelt, også efter 6 år – og sådan har jeg ikke haft det før. Så dette forhold både giver og tager energi!

Der er selvfølgelig angsten for at blive forladt. Den hænder sammen med min barndom. Og derfor ekstra reagerede jeg også, da jeg følte, at han forlod mig ved at være mig utro, selvom han inderligt fortrød og har forsøgt at gøre det godt det sidste halve år. Angsten er der dog ikke, som lige efter hans utroskab. Nu ved jeg, at jeg kan klare mig selv og mine børn. Ingen tvivl, selvom det bestemt ikke er det, jeg ønsker.

”Universet tager aldrig noget fra os, med mindre der kommer noget bedre”. Noget i den retning, sagde du også. Det er så utrolig rigtigt, og selvom jeg inderligt gerne ville have været foruden det sidste halve år, så har jeg lært utrolig meget. Bl.a. 1) ikke at fordømme andre mennesker, for ALLE kan presses ud i alt. Det mærkede jeg på egen krop. 2) at jeg er nødt til at behandle mine kærester ordentligt, for hvis jeg bliver ved med at ”træde” på dem, som jeg altid har gjort, så leder de efter positiv opmærksomhed fra andre steder, som min nuværende kæreste. 3) jeg skal være langt bedre til at passe på mig selv, ”han har ikke passet på mig” – omskrevet til ”jeg har ikke passet på mig selv”. Jeg forventede at han passede på mig uanset, hvordan jeg behandlede mig. At han elskede mig ubetinget. Jeg har lært, at det kun er ens børn, vi elsker ubetinget.

Til sidst snakkede du om: gå efter det, som giver ro. Deri sagde du, at følelser er løgn og uden forestillinger, så ville vi have ro, samt at vi skulle undgå at tænke over, hvad der er rigtig og forkert. Sådan opfattede jeg det i hvert fald. Det forsøger jeg virkelig. Jeg forsøger at leve i nu’et, hvor jeg ikke tænker på hans utroskab og ikke tænker på, om han gør det igen. Men men men, ind imellem går det helt galt for mig. Vreden kommer op i mig, jeg skælder ham ud, ”tværer” ham ud, og fortsætter med at ”dunke” ham i hovedet, som inden hans utroskab. Han har mange gange givet udtryk for, at det snart må stoppe, og at han ikke længere vil straffes hver dag, for så må vores forhold stoppe. Det holder ingen af os til. Og han har ret! Jeg kan ind imellem bare ikke styre mine følelser.

Jeg ved nu, som du sagde, at jeg skal fylde mig selv op! Men hvordan? Gøre de ting, som er gode for mig og som giver mig energi. Men hvis jeg skal tro på det, som gør det lettest for mig (som du nævnte i går) så ved jeg sørme ikke, hvad det letteste er. Det virker bestemt ikke som det letteste, at forlade min kæreste og blive alene mor til to – men det ER bestemt ikke lettest hver dag at kæmpe mig igennem ”dumme” tanker og følelser.

I din video-hilsen til hende, hvis kæreste havde været sms-utro, snakkede du en del om, at han skulle vise ALT for at gøre det godt igen. Det tog jeg til mig og har tænkt over hvad MIN kæreste har gjort. Han har gjort rigtig meget, men ikke alt i mine øjne. Mine veninder forstår dog ikke, at han stadig er hos mig, eftersom jeg har “kørt på ham” og “dunket ham i hovedet” med hans utroskab lige siden. Lige fra starten foreslog han parterapi samt terapi enkeltvis. Derudover lever han familielivet, som i starten af vores forhold, går ikke i byen, lader mig altid gå i hans telefon, mail osv. Alt dette har gjort, sammen med min selvudvikling det sidste år, at jeg ikke har det samme brug for at checke ham. For vil han være mig utro, så er muligheden der altid. Fokus er vendt til mig selv.

Alligevel synes jeg det er hårdt. For jeg har kun dette ene liv og vil gerne være glad og nyde livet. Samtidig har jeg et lille barn med ham og har ikke lyst til at have et delebarn mv. endnu engang. Jeg vil gerne tilgive – for alle kan lave fejl, og hvem skal bedømme, hvor store fejlen må være. Alligevel føler jeg ikke den glæde og tilfredshed, som jeg fortjener hver dag.

Hvad tænker du, når du har læst alt dette? Jeg ved jo godt du ikke kan give mig svarene, men måske dine refleksioner og andre gode erfaringer og råd kan give mig ideer og ”vise mig vejen”…

Hvis du har læst hele brevet, så vil jeg takke for dig tålmodighed og endnu engang sige tak for dit opvækkende foredrag.

En hilsen fra København

Mit svar til Københavnerinden:

Giv gerne dit besyv med nedenfor.