Dag 100 …og en sjat

Jeg ved ikke om universet prøver at fortælle mig noget, men mine indlæg herinde forsvinder…gad vide hvad jeg skal lære af det?

Nå men mine 100 dage er jo rundet… og jeg har det praftfuldt!
Er i gang med den vildeste rutchetur i livet med op- og nedture, frustrationer og lykkefølelse.
Når jeg har en dag, hvor jeg mister grebet, har jeg nu lært at finde de gode sider frem, alt det jeg kan og har opnået. Og er det svært, har jeg (også) lært at række hånden ud og bede om hjælp.
Og dét er fantastisk!!!

Jeg er ikke alene, jeg hører til, universet er med mig og jeg tror.
Tror på mig selv, på andre og på at jeg finder min vej. Og at den finder mig

Så tak, fordi du læser og/eller skriver herinde. Det har virkelig lært mig meget at læse vores forskellige historier, som er så forskellige og dog så ens på nogle punkter. Det har gjort mig glad og beæret, når jeg har fået kommentarer og jeg føler jeg er en del af noget.
Og er der noget jeg skal fremhæve som det vigtigste jeg har lært om mig selv i de sidste 100 dage… så er det hvor vigtig det er for mig at være en del af et fællesskab.
Og den store gave det er (nu hvor jeg tør bevæge mig “derud”) at opdage hvor velkommen jeg er i fællesskabet.

Jeg elsker livet.
Knus fra Stine.

Idag har jeg besluttet at gøre noget godt for mig selv, så jeg vil indånde livet med glæde.

Tak skønne Stine.

Kh. Lone H.

Jeg har fået noget med mandage. Det er som om solen skinner og jeg har masser af energi.
Jeg havde en fantastisk dag igår, hvor jeg mødtes med en masse skønne mennesker fra mit ophold i San Diego. Anerkendende, lyttende, kraftfulde, ærlige mennesker. Sikke et energi-boost.

Og nu starter så en en uge med masser af muligheder. Jeg elsker det.

Trækker hver morgen et kort med et universelt budskab og budskabet for idag er:
Indånd livet med glæde

Ja tak! Det er jeg bare så klar til.
Jeg kommer mere og mere i kontakt med at jeg allerede har det liv jeg ønsker og at jeg har alle de muligheder jeg ønsker. Det er sådan set “bare” at gribe dem.
Mit hjerte er fuldt af kærlighed til livet, til mig selv og de mennesker jeg har været så klog at omgive mig med.
Mange solskinsknus og husk at indånde livet med glæde, intet mindre kan gøre det!
Stine.

Wauw, alle burde prøve at starte dagen med at blive coachet af min fantastiske coach. Hun er indsigtsfuld, kærlig og stiller altid liiiiige de spørgsmål, som jeg IKKE har lyst til at svare på. Og når jeg så svarer på dem alligevel, ser verden anderledes ud.

Solen skinner og jeg er boostet af energi. Tak Lone, du er skøn!

Så jeg vil nyde mit liv idag!
Knus fra Stine.

Mandag morgen. Solen skinner og fuglene fløjter.
Jeg har haft en pragtfuld weekend med familien. Været på stranden og boret tæerne i sandet. Gået på sten med bare tæer. Fundet rav og hjertemuslinger. Klatret i træer med min frygtløse datter. Fået talt længe og kraftfuldt med min mand. Stået på rulleskøjter i dyrehaven med en cyklende datter og en løbende mand. Og sovet. Også til middag

Så jeg starter ugen godt tanket op.
Jeg købte et sæt kort med universets budskaber i De ukendtes Boghandel og er begyndt at trække et kort, hvis jeg er oprørt over noget OG hver morgen for at sætte en retning for min dag.

Igår skulle jeg “give og tage uden begrænsninger” og da jeg købte dem fredag og stadig var lidt ked af det over vores halvdårlige kommunikation min mand og jeg imellem, fik jeg budskabet:
“Acceptér dig selv og du vil accepterer andre”.
Så kunne jeg jo ikke lade være med at trække på smilebåndet, for det er lige præcis det der sker med os, tror jeg. Det går galt, når vi har det skidt med os selv og ikke accepterer os selv. Så tak univers

Idag er budskabet:
“Lad det ske”.
Spændende, jeg tænker at det åbner op for mange muligheder, hvis jeg bare lader det ske.

Hav en fantastisk mandag. Stine.

Av, jeg har ondt i kroppen idag og jeg tror, det bliver værre imorgen. Har efter to introtimer kastet mig ud i poledance trin 1 klasse. Avavav.
Det er den fedeste, sjoveste, hårdeste time jeg har prøver…ever. Jeg elsker det. Den legende følelse når jeg svinger rundt, det sensuelle, det kropslige og så lige udfordringen i at løfte hele min krop op i en stang…i armene.
Kan stadig ikke helt bestemme mig for om jeg har vatarme eller tung i r…. måske er det en skøn kombi
Armbøjninger er vejen frem.

Men det fede ved den time var at jeg blev så udfordret på, hvad jeg tror jeg kan. Og fordi jeg synes det er for pinligt bare at skride, når jeg egentlig er udmattet/skræmt/opgivende/you name it…så bliver jeg ved og overrasker mig selv.
Så jeg har holdende i en polestang løftet mig i armene, hængt med hovedet nedad med benene op i luften et sted.
Jeg har drejet baglæns og dippet mig selv bagud. Og det gode er, at jeg ikke kan nå at se mig selv i spejlet, jeg holder øje med læreren. Så i min fantasi ser jeg mindst ligeså lækker ud, som hun gør. Og det er fedt. Energi-givende. Og legende.

At jeg så knapt kan tage strømper af og på idag er en biting.
Leg er vejen frem. Kropslighed. Og gode grin.

Og imorgen skal jeg have taget blodprøve og have tjekket kolesteroltal. Jeg tænkte, at når de 100 dage snart er gået, må jeg hellere få dem tjekket.
Har egentlig ikke været så opmærksom på kosten, som jeg havde tænkt mig, men mere haft overordnet fokus på at have det godt, så nu må vi se…. spændende.

Godnat og sov godt.
Stine.

Jeg synes du er en sej kvinde:)

Kh. Lone H.

Jeg har haft en meget blandet påske vil jeg lige sige. Fantastiske dage med familien, hvor vi har gemt påskeæg med mine forældre, rullet på rulleskøjter, lavet alting og ingenting og bare haft det skønt.
Jeg har fået lukket ned for alle mine to do lister og bare været.
Fantastisk.
Og når man så sidder der midt i det hele og slapper af, rammer flodbølgen.
Wam!

Min bedre halvdel gav mig over to gange en tsunami af anklager. For ham var det observationer, for mig føltes det mere som anklager og dybe knivstik. Av av av.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på detaljer andet end udtalelser som “du interesserer dig slet ikke for mig” og ”du ved vidst ikke hvor sårende du kan være”. Avavav.

Jeg blev fanget i skænderiernes ingenmandsland, hvor man kan vælge at hoppe i “lad mig forsvare mig selv og angribe dig”-grøften eller “ok, jeg prøver at lytte og holde bandage på knivstikkene, så jeg ikke forbløder imens”-grøften.

Jeg tror jeg steppede lidt rundt i begge grøfter… prøvede at holde fast i at når man giver råd eller anklager andre for noget, så er det egentlig sig selv man taler til… prøvede at tage ind og se, hvad der var sandt… og prøvede egentlig også bare at trække vejret og gemme mig.

For ja, han havde ret i en ting. Han ved heller ikke, hvor sårende han kan være og hvis jeg bare er tilnærmelsesvis så hård ved ham, som han er ved mig, skylder jeg ham en undskyldning…

Havde tanken “når han ser mig sådan, er vi så gode for hinanden?”. Når han nu ikke kan se det lys, andre kan se i mig, er det så manden jeg har lyst til at være sammen med? Er jeg kvinden for ham?

Så jeg søbede rundt en halv dags tid i selvmedlidenhed, offer/martyr-rolle og fik også skrevet et laaaangt anklagende, meget lidt konstruktivt brev til ham.
Og da jeg læste det, blev jeg meget meget flov.

Hvofor var det lige jeg havde behov for at angribe ham på samme måde, som havde gjort så ondt på mig selv?
Heldigvis har jeg en skøn veninde og en lige så skøn coach, som jeg kan vende tingene med.

Og det gik op for mig, at den eneste grund til at jeg pludselig sad som et lille barn og måske ikke havde lyst til at være sammen med ham alligevel, “når det skulle være på den måde” (forestiller mig et lille surt barn med armene over kors…) var fordi, det gjorde for ondt.

Av, det gør ondt at få andre menneskers mening om en. Især når det er fra det menneske i hele verden, hvis mening der betyder allermest.
Og av av, når der er sandhed i det!
Tænk at jeg virkelig overvejede om vi skal være sammen, hellere end at gribe i egen barm og se på, om det kunne være sandt det han sagde om mig…

Tak for den lektie… Så vi skal snakke, men har fået taget lidt af gassen af ballonen. For nej, ingen af os mener det jo så slemt, og gu´elsker vi hinanden. Og ja, jeg vil kæmpe for ham og vores forhold også når det gør ondt at se på mig selv.

Stine.