Mød Stine ...
På toppen på 100 dage? Jeg må være med!
Jeg tilbragte meget af december med at være at være rasende. Fik en opringning fra min mor, som havde fået konstateret forhøjet kolesteroltal. Så forhøjet at hun nok skulle regne med at det var arveligt. Glædelig jul, ræk mig venligst soven og marcipanen!
Så…mig til lægen for at få det tjekket. Her skulle jeg så nærmest tigge min læge om en tid og dernæst for at få ham til at tage blodprøven. Han lavede elevator-blikket på mig, hvorefter han konstaterede “at jeg jo ikke var i farezonen”…
Nej, jeg er ikke overvægtig, men jo jeg har en bredere bag og en større talje end før jeg fik to skønne poder. Men hallo, er det arveligt, kan det vel være lige meget om jeg er over- eller undervægtig???
Jeg fik taget prøven og fik svaret og kunne hoverende konstatere, at jeg havde ret. Jubiii??? Not. For jeg har forhøjet kolesteroltal.
Og det åbner så en jungle af uoverskuelig information…
Hvad hjælper, hvad hjælper ikke, skal jeg overhovedet gøre noget ved det eller hvad???
Jeg er blevet inviteret op til en risiko-vurdering, som jeg ærligt talt ikke har meget lyst til at få. Risiko-vurdering? Det lyder nærmest som om jeg er kørt galt i min bil og skal have takseret hvor meget min forsikringspræmie skal stige.
Så nu er jeg hoppet på min mors “vogn”. Hun bruger de næste tre måneder på at ændre vaner og ser så, hvor det har bragt hende hen…Mere motion (nemt nok, hun dyrker ingen), ingen smøger (meget værre, min far bider allerede negle ved tanken) og sund kost (der kan også tages fat, da min mor elsker alt, der kan serveres fed sovs og kartofler til.
Problemet er bare, at da jeg skulle lave mit eget eftersyn, panikkede jeg, fordi hvad kunne jeg tage fat i? Jeg lever jo sundt! Gør jeg ikke? Eller???
Jeg dyrker motion og har løbet en halvmarathon (ja, i april og har stort set ikke løbet siden efteråret), spiser sundt (er det nu også rigtigt?) og…eller… Pludselig gik det op for mig, at jeg vist har mange ting at tage fat i, både fysisk og mentalt.
Så mine 100 dage skal bruges til et eftersyn. For det hele handler ikke mere bare om mit kolesteroltal. Det handler om min livsglæde!
Når jeg dyrker min livsglæde og begejstring, passer jeg jo også godt på mig selv og nyder livet.
Jeg falder tit i den velkendte faldgrube, hvor jeg sætter for mange skibe i søen og prøver at lave 117 ting helst på en gang, og det er ikke fremmende for min glæde og energi. Jeg ender med at brænde mit lys i begge ender og ikke få lavet noget som helst.
Ingen livsglæde, ingen lyst, masser af tom fjernsynskiggeri og småsoven på sofaen.
Så jeg ser disse 100 dage som en chance for at kickstarte mig selv og komme ud af vinterdepressionssindet, pakke “det er også synd for mig”-sangen langt væk og nyde livet.
Så det er mit nytårsfortsæt for 2010.
Hvad giver mig glæde og energi?
Hvordan kan jeg passe på min krop?
Det vil sige, at dette bliver både et fysisk og et psykisk eftersyn.
Mange hilsner fra Stine.
Dag nr . 1…som altså er d. 11.
MIN KROP ER KLOG!
Ungerne sover og NU skal jeg dyrke mig selv. Oooh hvad skal jeg dog tage fat på.
Jeg burde skrive videre på min bog, som har overskredet de deadlines jeg har sat mig.
Jeg burde rydde lidt op, så her er pænt når svigermor kommer og passer unger imorgen.
Jeg burde læse Debbie Fords bog færdig, så jeg er fit for fight til hendes workshop d. 22.
Jeg burde lave lidt pilates og få bevæget min krop.
Jeg burde egentlig også lave lidt yoga nu jeg er igang.
Måske burde jeg smække en ansigtsmaske på og tage mig et fodbad. Du ved, virkelig slappe af.
Hov stop lige. Startede jeg ikke med at sige at nu skal jeg DYRKE mig selv? Og hvor mange gange sagde jeg lige BURDE her? Ikke særlig lystbetonet.
Mit problem er, at jeg tit har hjerne som en hamster (grin bare, jeg indrømmer det trods alt selv). Nogle kalder det også abehjerne…
Et lille hamster, der tæsker rundt og prøver at lave 14 ting på en gang, men forvirret sig selv så meget, så den slet ikke kan få lavet noget som helst. Når jeg åbner op for idé-posen, vælter det ud. Det er som om, min hjerne bliver bange for, at jeg glemmer det igen, hvis jeg ikke gør det NU.
Det hele ender bare med dårlig samvittighed over for mig selv, for der er sgu da ingen, der kan skrive en bog med fødderne i vand og muddermaske på i yogastilling, mens hun rydder op og læser en anden bog, end den hun er ved at skrive???
Eller? Det bilder jeg mig lidt ind at det kan jeg. Og så bliver jeg sjovt nok skuffet, når det viser sig at nej, jeg er ikke superwoman.
(Ville superwoman overhovedet kaste sig ud i så sindssygt et projekt?)
Hele listen, pånær at rydde op altså, er jo lystbetonet og vil give mig noget livsglæde…bare ikke når jeg prøver at gøre det hele på éen gang.
Jeg spænder ben for mig selv.
Men så er det, at min krop er så hamrende klog.
Jeg er nemlig ved at blive syg… Sådan føles det i hvert fald. Jeg har ondt i halsen og kontaktlinserne er røget ud, fordi øjnene kløede. Det kløer også i ganen og jeg har ondt i hele kroppen.
Så jeg orker faktisk ikke rigtig noget…
Og nu sidder jeg lige her og tænker, at min krop er skidesmart. Når min hjerne nu ikke kan finde ud af bare at slukke og gå i seng og passe lidt på kroppen, så må kroppen jo klare det selv.
Jeg er jo overhovedet ikke syg. Jeg har bare alt for mange tanker i hovedet. Er kommet alt for sent i seng alt for mange aftener. Prøver at overkomme alting på en gang. Så nu trækker kroppen stikket ud.
Kender du det???
Måske skal første ting på min begejstringsliste være AT LYTTE TIL MIN KROP. Få noget søvn og tage EN ting af gangen.
Mand, det lyder bare klogt og nemt….ahem…..
Jeg tror jeg kyler en kop varm the ned, luffer i seng og kigger på den der med at tage en ting af gangen i morgen!
Ha ha, ja det kender jeg godt
Jeg er også et hamster - ligesom dig, med forhøjet kolesteroltal faktisk :-( Det er virkelig et plus, at kroppen selv kan fortælle hjernen, når der er noget der ikke svinger og ja, så er kunsten, at lære at lytte efter hvad den fortæller. Glæder mig til at følge din blog – du skriver rigtig godt. Hvad er det for en bog du skriver?
Hamsterkram,
Rikke
DAG 2
Niks, jeg er overhovedet ikke syg
Til gengæld vågnede jeg fem minutter før vækkeuret fuld af energi.
Mental note til mig selv: En god nattesøvn giver mere overskud, flere smil, flere ideer, mere af det hele. Jeg holder bedre fast i den gode energi, når jeg er veludhvilet.
Morgenenergien kommer også min morgentrætte mand og to unger til gode, hvilket igen falder tilbage på mig selv, fordi jeg så tager glad på arbejde istedet for at sidde i toget og slå mig selv i hovedet over, at jeg burde have haft mere overskud, jeg burde ikke have vrisset…
Der dukkede BURDE lige op igen…
Haft fantastisk dag, som er sluttet af med cafébesøg med min fantastiske veninde, som jeg har kendt nu i snart 20 år… jeg er 35 år, så vi har været en del af hinandens liv længe. Vi mødes fast en gang om ugen og det er guld værd, fordi vi for længst er kommet over “hvad er der sket siden sidst”-stadiet. Det giver nogle helt andre snakke og mine aftaler med hende giver mig ALTID god energi.
Så en god nattesøvn og min ugentlige dag, hvor jeg er Stine og ikke mor. Det giver mig energi.
Arbejder på en liste over energifyldte ting… Tænker at jeg vil lave en liste og arbejde mig gennem at få dem integreret i større eller mindre mængder og se, hvor det bærer mig hen energimæssigt.
Hej Rikke.
Tak skal du have, det er jeg virkelig glad for at få at vide
Kolesterol-hamster…vi har nu opfundet et nyt begreb…
Jamen jeg er ved at skrive en bog om nærvær, hvordan vi er eller især ikke er nærværende med vores børn. Super spændende.
Jeg har været rundt og interviewe mennesker, jeg finder inspirerende og har lige fået kontakt med Peter Lund Madsen, jubii
Har nu omkring 14 interviews jeg så skal krydre med egne ord og betragtninger, så der er nok at gå igang med. Og så skal jeg jo også liiige finde et forlag. Det er ved at være nu, jeg er klar til det.
…spændende…lidt for spændende…
Men ja, kroppen er forunderlig og jeg er jo også efter flere ugers frustration over kolesterolet fundet frem til, at jeg skal fokusere mere på min mentale tilstand, for når jeg har overskud mentalt, så passer jeg automatisk bedre på mig selv…
Mange knus fra Stine.
Jeg omdøber hermed dagene efter datoen, det er simpelthen for forvirrende at jeg er “bagud” fordi jeg startede lidt senere…
Så dette er hermed DAG 14…
Havde en rigtig rutchebane-dag igår. Kom ALT for sent i seng og var piv-træt, da jeg vågnede. Og ja, jeg ved godt, at jeg forleden konkluderede, at jeg får energi af søvn…så kan jeg lære det, kan jeg!
Sad på kursus hele dagen på en elendig stol, var ikke ude i luften og fik ikke nok at spise… Så da jeg kom hjem, smeltede min hjerne helt sammen…
Heldigvis har jeg en livline!!! Jeg blev uddannet coach i februar sidste år og har en rigtig god aftale med en med-coach. Hver 14. dag coacher vi hinanden og igår aftes var det så min tur.
Hun er en fantastisk kvinde, som virkelig forstår at spørge om det helt rigtige, især når du febrilsk prøver at snakke om noget andet, fordi det måske nok gør lidt vel ondt at tale om dette her.
Så der sad jeg, havde lidt ondt i livet og alt for mange tanker og kunne faktisk ikke lige se, hvad vi skulle tale om. Jeg var bare forundret over at 3 timers manglende søvn kunne gøre mig i SÅ skidt humør.
Vi snakkede om det at være “tjekket” og mine følelser omkring at være god nok og slå til overfor mig selv og familien.
Og midt i det hele afbryder hun mig og spørger “har du egentlig mange regler for, hvornår du er god nok?”
Nu har jeg jo selv lært spørgeteknikken omkring afdækning af regler, så jeg sprællede som en fisk på krogen, men fantastisk som hun er, holdt hun mig fast.
Jeg endte med den mest sindssyge liste for, hvornår jeg egentlig i mine egne øjne er god nok, hvad jeg skal yde for at være god nok.
Og det var ikke småting…
Jeg bringer her et uddrag, bemærk jeg skrev UDDRAG……
Jeg skal tabe mig.
Jeg skal i bedre form.
Jeg skal barbere mine ben.
Jeg skal ordne mit hår (ikke noget med en våd hestehale og ud af døren)
Når jeg træder ind i et lokale, skal folk kunne lide mig.
De skal ikke kunne sætte en finger på mig.
Jeg skal være en fantastisk mor, hvilket indebærer yderligere regler:
Jeg skal læse hyggelæsning med min søn.
Jeg skal lege med min datter.
Vi skal også lave noget fælles allesammen.
De skal have en lækker, fantasifuld madpakke med.
Vi skal have lækker, sund og varieret mad hver dag.
Jeg skal have styr på økonomien.
Her skal være ryddet op og være pænt (vi er alle fire rodehoveder…).
Alle mine bunker af papirer skal i mapper.
Jeg skal have printet fotos ud og lavet fotomapper.
Også til bedsteforældrene…
Jeg skal have sendt min bogsynopsis til forlag.
Jeg skal have redigeret færdig omkring mine interviews.
Bogen skal faktisk helst være færdig igår.
Etc etc etc
Listen fortsætter. Heldigvis stoppede hun mig på et tidspunkt, for jeg kunne være blevet ved og spurgte mig, hvad jeg kunne se omkring mine regler…
På det tidspunkt sad jeg nærmest tudende og gloede på den sindssyge liste, som et eller andet mentalt monster i min hjerne har udtænkt…
Hve m!#¤!%&!&! skulle dog kunne nå det hver dag???
Det der forvirrede mig mest var jo, at mange af tingene burde jo være lige meget. Og om den der bunke papirer kommer i mapper idag eller om 3 måneder er vel lige meget.
Mit problem er bare, at min liste er så lang, så den dræner mig på forhånd. Og jo mere den dræner mig, jo mindre får jeg lavet.
Jeg løber i tankerne rundt og kan ikke vælge mellem alle de 7000 ting jeg BURDE lave, så jeg ender med ingenting.
Og SÅ kan man jo ságtens finde den mentale hammer frem og slå sig selv. Eller bebrejde familien, at de er nogle rodehoveder.
Alene det at få sat ord på alle de ting rykkede ved noget i mig.
Den er sgu ikke særlig fuld af livsglæde…eller begejstring….
Den er et stort BURDE, og det er jeg ærligt talt træt af at sige og skrive nu!!!
Så sort, dybt hul søges, som jeg så personligt vil følge BURDE ud til og give et kæmpe los ned i! Nemlig.
Jeg sidder jo og hygger mig med at ordne billeder af ungerne, men ikke når jeg får gearet det op til et stort BURDE…
Så….jeg fik gennemgået mine regler en for en.
Nogle blev fyret med det samme (nej, jeg bliver ikke et dårligere menneske, hvis jeg ikke barberer ben HVER dag) og andre blev modereret (kunne det tænkes, at min dejlige mand kunne overtage noget ansvar, hvis han ellers kan vriste det ud af hænderne på mig, jo det tror jeg nok).
Fantastisk! Så hvad gav det mig at få pillet ved det sindssyge regelsæt jeg ikke lige var helt bevidst om jeg havde?
RO!!!
Og når jeg har ro, får jeg overblik, tager tingene en af gangen, hvilket giver mig mere ro og så har vi en god spiral.
Jeg bliver mere kreativ og kommer i kontakt med det vigtigste i mit liv:
KÆRLIGHEDEN. Corny, but true…
Kærlighed til mig selv, mine unger, min mand, verden og alle i den.
Så da jeg kom vaklende ud af soveværelset efter endt session over skype, kiggede min bedre halvdel éen gang på mig og konkluderede ” hvordan er det dog du ser ud”
Kors jeg var udmattet. Lige på hovedet i seng.
Så imorgen kommer min begejstringsliste! Hvad giver mig energi og livsglæde?
Øverst på listen indtil videre står der nattesøvn og så skal jeg lige finde det modsatte ord af “burde”…
Måske skulle jeg også lave en burde-liste og skyde den ved daggry…???
Åh Stine – du er sgu altså kær … Hvis du var en engel, som sad oppe på en blå sky med røde gummistøvler på engelfødderne og en glorie over hovedet, så ville du omgående stige ned fra din sky, holde om dig selv og hviske dig selv i øret, at du skal huske det, som du glemte, da du blev menneske.
Så mens man så fumler rundt hernede på jorden i sin menneskekrop, kan man jo hygge sig med at komme i tanke om, hvad det er (bl.a. noget med kærlighed, løssluppenhed, vækst, ud- og afvikling og sjov). Det hjælper nogle gange at vende blikket mod himlen – eller åbne øret for en af de jordiske engle, som du jo gjorde
Kærligst
Lone
Hej Stine ,
det lyder som et helt fantastisk bog-projekt. Så spændende, at jeg har lyst til at høre meget mere om det, meget mere, meget mere.
Kh
Rikke W
D. 18.1.
Jeg kan kun igen konkludere, at min krop er klog. Da min hjerne åbenbart ikke helt kan følge med min krops IQ, valgte min krop så den drastiske udvej. Den tacklede mig. Voldsomt.
Sad fredag aften midt i noget jeg egentlig ikke havde voldsomt lyst til, men som ville udløse nogle penge jeg jo sagtens kan bruge…
Jeg fik hovedpine, følte mig svimmel, lidt feberagtig og kunne ikke rigtig koncentrere mig.
Ignorerede det et par timer selvom det blev værre, for “nu sidder jeg her jo og har sagt ja og jeg er jo pligtopfyldende” etc.
Tænkte jeg lige ville bruge fem minutter på at skrive på min blog…og så det kunne jeg ikke. Jeg sad og gloede på skærmen og tænkte “helt ærligt!!! Hvordan kan du sidde og skrive om livsglæde og begejstring, når du lige nu har det af h…… til og befinder dig et sted, der giver dig det absolut modsatte???”
Puha, så jeg tog en beslutning, som omhandlede at sige fra og aflyse aftaler jeg har sagt ja til, men egentlig ikke har lyst til. FOR NU ER DET ALTSÅ LIVSGLÆDE OG ENERGI DET HANDLER OM!
Jeg åndede lettet op, gik ud for at vaske hænder…. og faldt om på toilettet?!
Måske var lettelse over at min forkvaklede hjerne ENDELIG havde fanget budskabet, måske troede kroppen ikke helt på, at jeg havde fanget den. Jeg faldt i hvert fald om… gled langsomt ned af væggen og endte med at ligge svimmel og tænke, at der jo nok kom en og samlede mig op på et tidspunkt.
Det blev jeg… af en læge
Og så røg jeg gennem den store tur med lytten til, trykken på, urinprøve, blodprøve, spørgen ud etc etc etc.
Hun konkluderede, hvad jeg havde sagt fra starten, at jeg er rask og frisk. Nå nej, ikke frisk… Hun gloede vast på mig og opfordrede mig at til lytte til min krop, for den prøvede jo nok at fortælle mig noget.
Jo tak, jeg HAR fattet den!
(Sendte dig lige en venlig tanke, Lone…)
Så jeg har sovet weekenden væk sammen med min datter på 5, som fik roskildesyge oveni det hele og min dejlige mand, som egentlig også kunne trænge til at sove igennem.
Og hvad har jeg så lært af det???
Jeg skal til at lytte til mig selv, lytte godt efter. Det var det der med at sløjfe “burde” og få noget mere begejstring ind.
Så. Jeg har hentet min noget klattede datter tidligt idag og vi har råhygget. Min mand kommer først hjem sent iaften og min søn er hos sin far (jeps, dine, mine og vores børn), så vi har tøsehygget.
Og når jeg siger tøsehygget, mener jeg virkelig tøsehygget.
Vi løb hjem og hoppede i nattøjet, lavede popcorn og så Peter Plys i sneen. Vi har brugt rigtig lang tid på at gennemgå min bøtte med neglelakker og ordnet både tæer og fingre. Og hvad gør man, når man ikke kan vælge? Man tager da lidt af det hele. Jeg kan bare lære SÅ meget min datter.
Ok, jeg var da lidt vild, jeg har én farve på tæerne og en anden på fingrene, men krudtuglen? Jeps, hun har fem forskellige farver og vi brugte meget lang tid på at vælge, hvilke negle der skulle have hvilke farver.
OG. For at det ikke skal være løgn, fandt vi så også lige min negleklistermærker frem. Så masser af farver og blomster, sommerfugle og hjerter. Vi er ØNDIGE!!!! Med stort Ø.
Lige nu sidder vi storsmilende i vores udtræks-sofa med dyne og hygger inden sengetid og jeg? Jeg har haft en skøn dag i min datters tempo og sidder nu og skriver med flotte lilla negle med glimmerhjerter
DET er livsglæde og booster mig med energi. Der er ikke ryddet op og bliver det heller ikke idag. Skønt!
Imorgen skal jeg interviewe Peter Lund Madsen til min bog og i denne uge, skal jeg have sendt synopsis afsted til forlag. Den er stort set færdigskrevet, jeg skal “bare” lige over de sidste mentale forhindringer, så skal den afsted!!! Ud i verden og forhåbentlig vende tilbage med en masse begejstrede forlag
Livet er skønt og fuld af muligheder. Og jeg har tænkt mig at gribe dem!
Søde Stine,
og så er det jo i øvrigt tankevækkende, at alle os der går og har brug for mere energi, ender med at blive slået omkuld undervejs i processen. Jeg tror universet prøver at fortælle os, at det vi har gang i er vigtigt!! Godt kroppen er klogere end hjernen nogen gange. Og godt, at du er okay!!!
I hvert fald føler jeg en slags connection med dig. Tak for de tanker du sætter i gang hos mig 
Jeg elsker, at læse din blog. Kan virkelig mærke din energi strømme ud gennem skærmen – fik lige den opladning jeg havde brug for. TAK
Måske er det fordi vi begge er af arten kolesterolhamster, at jeg kan se mig selv så meget i dine indlæg? Måske er det fordi du hedder Stine, ligesom tre af mine bedste veninder
Lyse tanker,
Rikke
Dag 9 (ja jeg er vægelsindet, går tilbage til at tælle dage og ikke dato)
Det er vildt som man kan svinge op og ned med dags varsel. Ja, nogle gange med timers varsel.
Sidder i hvert fald midt i en pragtfuld dag og tænker, at jeg lige vil fange den, MENS jeg er i den og ikke bagefter.
Fantastisk dag på arbejde, jeg elsker mit job! Er ungevejleder og det giver bare så meget mening, så jeg sidder og coacher en ung, der ender med at udbryde “jeg kan klare hvad som helst”, “der er ingen grænser”! Yes! Specielt når det er en, der er kommet ind af døren tynget af ondt i livet og en massiv tung social opvækst i bagagen.
Været ude at gå i det gode vejr og det giver mig mere energi, end jeg lige regner med. Har givet mig tid til at hente ungerne tidligt og droppet alt, der hedder rengøring og oprydning.
(Håber virkelig at rengøringsfeen kommer forbi en dag…)
Så nu har jeg tre 10-årige knægte i fuld sving i stuen og 2 5-årige piger på værelset, der hører Enya og tegner. Min datters nye flip: Enya?! Skønt hvad den musik gør ved hende.
Begge unger er begyndt at ville sove til musik, den ene til Enya og den anden til Abba…Godt de ikke ryger i seng på samme tid… det kunne være kønt, Enya og Dancing Queen i skøn forvirring.
Så om lidt har vi planlagt at bage en ordentlig stavl pandekager og så vil jeg bare læne mig tilbage og nyde den skønne ordstrøm der flyder fra 5 dejlige unger.
Min førsteklasses-billet til nuet. Hvis der er nogle, der kan finde ud af at være i nuet og være begejstrede, så er det børn. Og lucky me, jeg har to af slagsen, så det er bare om at suge til mig!
Jeg har interviewet Peter Lund Madsen idag til min bog og hvor er det bare skønt! Jeg sidder der med min fedtede lap papir med spørgsmål og håber, der flyder et par guldkorn min vej (kan der andet fra den mand?) og hvad gør han? Kommer med den ene udtalelse efter den anden, der understøtter hele baggrunden for min bog.
TAK, siger jeg bare.
Rikke, du har ret. Universet gør et godt stykke arbejde. For ja, selvfølgelig er mi bog vedkommende og den har et rigtig godt budskab og NU skal jeg have sendt den synopsis af sted, så forlagene kan begynde at skændes om, hvilken der skal have lov til at udgive min fantastiske bog
Og dagen er ikke slut endnu. Jeg skal mødes med min skønne, pragtfulde veninde og spise aftensmad og hygge. Hurra for gode veninder!!! Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden hende!
Det er simplent hen det bedste vi nogensinde har gjort, da vi lavede aftale om at mødes en gang om ugen. Det kan virkelig anbefales!!!
En dag om ugen er jeg ikke mor, oprydder, husfe eller noget andet, jeg er Stine! Og vi har mødtes nu ugentligt gennem (hold da op, tiden løber) nogle år nu og det giver noget virkelig unikt. Ikke noget med at opdatere hvad der er sket siden sidst eller hvordan går det med ham eller hende. Vi ved det hele fordi vi mødes så tit, så det er helt andre samtaler vi har. Dybt, kærligt, udfordrende, sjovt.
Og så er det pragtfuldt at komme ind for at skrive her og få en skøn mail, som den fra dig Rikke
Tak. Jeg nyder at læse de indlæg der bliver skrevet herinde. Der er altid noget, der rammer mig og sætter en masse tanker igang. Og det er da en gave, hvis jeg kan gøre det samme.
Livet er skønt!
Hej Stine,
Åh, hvor er det fedt at læse om din given-slip på “burder” og tage fat i nuet. Og ja, børn er bare den største inspirationskilde.
Var ellers et kort øjeblik nervøs for om der “gliden-ned-på gulvet” og hospital er noget der smitter herinde.
Men det gir mig en kærkommen reminder til, at kroppen er vores hjælper, den der for alvor træder i karakter, når vi for fanden blir ved med at gøre noet der ikke er godt for os. Som feks “burder”.
Jeg øver mig også……”Eckhart Tolle”, kender du ham ?! Nuets kraft, du ved? ! Anyways jeg har den på lydbånd, og det kan virkelig inspirere mig til at …..ja, være i nuet. Nogle gang ligger jeg mig ned på stuegulvet og lytter, andre gange sætter jeg den bare på mens jeg laver andre ting. Det hjælper mig til at komme tilbage igen…
Hvor blir det godt for verdenen at få din bog ud. Jeg glæder mig allerede til at blive inviteret til bog-udgivelses-reception
Kærligst
Rikke W
Ej, hvor jeg dog bare håber, at min datter bliver vild med Enya, når hun er 5
Du har ret – livet er sgu skønt!
Kære Stine – hvor er det dejligt, at du husker at have mindst en dag til dig selv – det tror jeg, at mange (kommende) mødre kan have glæde af at se sort på hvidt.
Jeg tror godt, du kan regne med at alle top-100-bloggerne regner med at blive inviteret til bogfest, så du kan godt se at komme afsted med den bog!
Kærligst
Lone
DAG 11
Hvor er det dog lækkert med denne blog. Jeg bliver så taknemmelig
Havde simpelthen en rædsom afslutning på dagen igår, tudede mig i søvn og vågnede udkørt med frøøjne og drænet for energi.
Livet og verden var bare grå og trist og jeg var bare ikke lige i humør til at tage de lyserøde energi-briller på.
MEN!
Jeg afleverede min datter i børnehave og mødte en beboer fra vores ejendom på vej mod toget. En rigtig sød ældre herre, jeg tit hilser på. Uden varsel stoppede han op og spurgte, om det kunne være rigtigt, at vi var ved at flytte. Jeg prøvede at forklare ham, at for at købe hus skal man have solgt først og det er ikke lige noget der sker overnight for øjeblikket.
Og så sagde han, at ja… hans kone og han havde da også talt om, at det da ville være en skam! For det var så hyggeligt, når vi kom gående med ungerne (der bor ellers bogstabeligt talt KUN pensionister i ejendommen) det gav sådan et liv. Og de nød sådan at stå i vinduet og se, når vi legede med ungerne nede på plænen og havde også snakket om, hvor dejligt det var med en familie, der virkelig gjorde så meget med ungerne.
…. Wauw!!!!….
Varm og rød i kinderne af super-mor glæde nåede jeg frem til arbejde og tændte computeren og loggede ind på bloggen her. Og så jeres kommentarer. Tak. Jeg bliver bare så glad!
…Dobbelt wauw!!!…
Og for at det ikke skal være løgn var jeg så heldig at jeg mødte en veninde ud af det blå, som var så fantastisk at spørge til mine bog-projekter. (ja, flertal…har også en børnebog liggende jeg har skrevet og tegnet og ikke fået afsted) Så for at gøre en lang historie kort meldte hun meget fyndigt ud, at nu gav hun mig en uge, så skulle hun nok personligt komme og poste hele dynen for mig!!!
Yes! Kærlige los i r…. ja tak!
Jeg siger jer, min dag blev meget anderledes end jeg lige regnede med, da jeg væltede ud af sengen og kæmpede med at få kontaktlinser i mine hævede frøøjne.
ANERKENDELSE!!!! Der skal så lidt til.
Jeg kom til at tænke på et foredrag jeg var til med arbejdet forleden. En eminent foredragsholder om unge og sorg, der virkelig rørte mig med hans engagement.
Men fortalte jeg ham det? Nej. Tænk hvis han nu havde en ligeså rådden dag og jeg kunne have gjort en forskel for ham?
Med på min energiliste…anerkendelse! Jeg tror jeg skal sparke gang i et projekt, der hedder “anerkend andre mindst 3 gange dagligt”
Lækker positiv energi begge veje. Win-win situation som Nikolai Lie Kaas ville have udbrudt i sin lækre gule t-shirt.
Så det er budskabet idag.
Stine.
Nu vil jeg vælte i seng og få sovet godt igennem, så jeg er klar til Debbie Fords workshop her i weekenden.
Glæder mig og er egentlig også skræmt fra vid og sans
Det skal nok blive godt og givende.
Hø, hø. Anede ikke at jeg havde hamster-hjerne;-) Rigtig dejlig blog og fantastisk bog lyder det til. Vil glædelig følge begge dele. Er sikker på at du kan bringe mange smil frem i dinblog-tid!
Lotte
Stine, hvor ER det dejligt at du fortæller, hvor nede du var og hvordan det vendte. Det, jeg kommer til at tænke på, er, at når det falder en ind at sige noget pænt eller bare sige noget til en person, så er det fandme om at åbne gabet, for man ved aldrig om ens lille sætning, kompliment eller forespørgsel redder nogens dag. Hurra for den ældre herre, han var din dagens engel – den lægger jeg lige ind bag øret. Tak fordi du deler og god fornøjelse med ms. SunnyShadow.
Kærligst
Lone
Hej Stine,
jeg har lige læst dit indlæg om alle de ting man BURDE gøre og BURDE have styr på… ALT skal helst være perfekt… sådan har jeg det nemlig også – dermed ikke sagt at alt er perfekt
Jeg vil blot dele et lille trick som jeg ville ønske jeg selv havde fundet på, for det er så smart. Men det er altså min kæreste der har fundet på det.. Det er et oprydnings/få-orden-i-sagerne-trick. Herhjemme kalde vi de ganske enkelt 20 minutes Det startede egentlig som en måde at få vores über-rodede hus til at være sådan at vi havde lyst til at lukke folk ind hvis det ringer på døren – men det bed sig fast og har gjort vores hverdag meget nemmere! Du kan selvfølgelig altid vælge et andet tal end 20. Vi synes bare at det er tilpas kort tid at bruge på det..
Man starter med at slå sig sammen (her bor vi kun to, men mon ikke du kan hele din familie med- se om de kan få vristet lidt ansvar fra dig, hehe)
Man sætter noget god musik på
Man sætter sit æggeur på 20 minutter
Og så rydder man op i 20 minutter
Når æggeuret ringer holder man op med at rydde op
Der bliver overraskende hurtigt ryddet op i ens hus og lige pludselig kan man begynde at bruge sine 20 minutes på blot fjerne lidt rod fra dagen før og så kan man begynde og gøre rent i den tid eller arkivere ting og sager, og voila så vil man gerne lukke folk ind når det ringer på døren!
Æggeurstricket er kanon! Jeg havde fornøjelsen af at have planlægningsekspert Dorthe Rindbo http://www.dortherindbo.dk hjemme hos mig til en web-tv-snak. I kan kigge med her: http://powerprinsesse.dk/video/inspiration/dortherindbo/. Hun gav mig faktisk i gave et sådan fint lille hvidt ur, som står på min skrivebord. Jeg bruger det til at holde fokus med en opgave – både praktisk, som Pernille, men også til at lave kontoragtige ting.
Det er virkelig en fortrøstning for mig at vide, at nogen har mestret de områder, hvor jeg er lost, og så er det jo bare at bede om hjælp!.
Kærligst
Lone
Hej Stine,
Hvor er det skønt at blive mindet om hvor meget glæde der er i at give komplimenter! Det er sjovt, jeg oplever at DK er et af de lande for folk er dårligst til at anerkende andre. Da jeg boede i Paris var det helt normalt at blive prikket på skulderen af damen bagved, der bare ville sige at jeg havde smukke krøller – og sådan en dum lille ting kan virkelig gøre en lortedag SÅ meget bedre. Og jeg var også meget bedre til det selv.
Så tak fordi du mindede mig om, hvor dejligt det er at anerkende andre!
Kærligst Ida
Åh ja, den anerkendelse er så vigtig! Hvor er det fedt, at du lige minder os om den. For måske 15 år siden, da jeg var med min mor til en spilleaften (hun spiller harmonika altså) var der en ældre dame bag mig, der prikkede mig på skulderen. Hun blev altså bare nødt til at fortælle mig, at hun synes jeg var SÅ smuk og hun havde siddet og kigget på mig. Tænk, så lidt der skal til – det krævede ikke mere, end et prik på skulderen og meget få ord og jeg husker det endnu
Den spontane oplevelse fyldte så meget hos mig, at jeg i flere måneder efter gik rundt og fortalte folk i bussen og andre steder, hvis jeg f.eks. synes de havde noget vildt flot hår 
Jeg tror jeg hopper med på din “anerkend andre 3 gange dagligt” 
Jeg mødte jo sjovt nok aldrig nogen, der ikke synes det var fedt, når man roste dem spontant…
Rikke
Dagens 2. anerkendelse: Stine, du skriver virkelig skønt og inspirerende (dagens 1. gik i til min mand, der fik at vide, at han er en god far)…
DAG 15
Så er jeg tilbage efter tre fantastiske dage i selskab med Debbie Ford.
Jeg føler det som om jeg er blevet kørt over af en damptromle…på den fede måde.
Havde læst nogen af hnde på forhånd, men hold da op. Godt jeg ikke vidste hvad det var jeg havde meldt mig til, for jeg har sagt og gjort ting i denne weekend, som jeg ALDRIG troede jeg skulle gøre.
Fået mentale udfordringer, der gjorde mig så bange som et lille barn.
Det føles som 3 års psykoterapi på 3 dage…
Jeg har udgydet mit inderste til folk jeg ikke kendte, råbt (urkvinde, hear me roar!!!) og grædt.
FEDT!!!!! Må have mere.
Så jeg er mentalt træt. Men det fantastiske er, at jeg føler mig let som en fjer. Det er som om jeg har fået skyllet mange mange års nag, angst, skam og skyld af mig.
Verden er blevet skarp og lys. Jeg er nyfødt og klar til verden. Jeg har omfavnet min indre amerikaner og klar til at tale med store begejstrede bogstaver.
…jeg håber det holder…
Jeg skal nok dele mere, men jeg skal lige have det lagret ordentligt og løst nogle daglige opgaver for at integrere det i mig.
Ikke for sent i seng, ikke for meget tv/pc, spise lidt men sundt og lave nogle mentale øvelser.
Men jeg må sige denne blog virkelig er en gave!!! Ikke at have været på i flere dage og så logge på til jeres skønne kommentarer. TAK!
Det gør mig virkelig varm om hjertet.
Men jeg vil logge af, mentaltræne lidt og hoppe under dynen. Har beslutninger ulmende, som jeg har svært ved at kigge på og en masse energi og begejstring, der skal udløses! Når jeg altså lige har fået sovet et par dage
Og Pernille. Jeg har idag købt æggeur, for dét er da det mest geniale jeg længe har hørt. Uanset om familien er med på den eller ej, er det virkelig noget jeg kan bruge!!!!
Hvor lyder det bare helt igennem fantastisk!!! Glæder mig vildt til at høre mere….
DAG 17
Hjælp, overload. Min hjerne kan ikke følge med… Den er slet slet ikke vant til at hjertet og mavefornemmelsen bestemmer!!!
Jeg er simpelthen ved at tage den mest sindssyge beslutning (fortæller min hjerne mig…) og jeg må bare sende det ud i cyperspace nu, så jeg kan lægge mig under dynen og SOVE!
Mange ting skete oppe i mit hovede under Debbie Fords workshop i weekenden. Jeg har fået tilgivet mig selv (og andre) for en masse ting og sagt farvel til min angst.
Angst for ikke at være god nok. Angst for at være for meget. Angst for at bede om hjælp. Angst for at være for egoistisk. Angst for at blive væk, både i ordets større og mest bogstavelige mening.
Kender du nogle af dem???
De kommer sikkert snigende, men LIGE NU er de fyret og ligger og raller i et dunkelt hjøtne sammen med “burde”. Yes.
Og hele udgangspunktet for det Debbie Ford underviser i, giver så god mening for mig selv personligt, men også for de unge jeg coacher og vejleder i min hverdag. Så.
For at gøre en lang historie kort (nu skal jeg altså i seng!!!) udbyder Ford institute en blue print coach uddannelse, der starter med et modul, der hedder Breakthrough. Og jeg må bare have mere, så jeg kan få dette integrere og lære mere. Må må må.
Og så er det at alle forhindringer kommer tromlende.
Det koster 10.000,-
Der er 5 dages intensiv undervisning….i San Diego!!!!
Jeg kan da ikke tage til USA alene, jeg bliver jo væk.
Det koster ret mange penge for flybilletten.
Jeg skal også finde et hotel, det koster også penge.
Ja, ja, jeg ved godt at jeg har stor forhindring omkring de “¤#%!%&! penge.
Jeg har aldrig været væk fra mine børn en hel uge samlet.
Hvor skaffer jeg 20.000,- fra???
Og så videre, og så videre. MAnge forhindringer.
Men faktum er….jeg vil SÅ gerne afsted. Jeg kan mærke i min mave og helt ind i mine knogler at det er det rigtige for mig.
Det giver god mening for mig selv, for det jeg vil give min familie og mand, for mit atbejde og også i forhold til bogen jeg er ved at skrive…
Så jeg har skrevet til Ford Institute og spurgt om et scholarship…det kan man ikke få til det modul, men der er åbnet op for at jeg kan søge det til resten af uddannelsen…
Jeg har skrevet til SAS og Spies og tilbudt at jeg kan coache deres personale, hvis de giver mig en flybillet til San Diego. Det kan være de griner, men tænk hvis de siger ja?
Jeg skal afsted til noget sælge tøj dag søn
Alt skal prøves!!!!
Så? Alle gode råd om fond-raising modtages.
Hov, og der fik jeg lige trkket på noget forkert….midt i en sætning om søndag
Mere om det en anden aften.
Jeg planlægger at prøve at sælge halvdelen af min garderobe søndag.
Jeg må prøve at være kreativ omkring salg af mine malerier. Jeps, jeg maler
Så hjælp! Har I nogle ideer, kom med dem. Alle råd modtages.
Og gerne et heppekor omkring at det ikke er sindssygt at smide alt hvad man har i hænderne og forlade familien i en uge for at gøre noget man virkelig virkelig gerne vil.
Jeg ved det jo godt, men heppekor modtages alligevel gerne, det kunne jo være at jeg glemte det…
Og! Det mest vidunderlige er, at jeg ved, at hvis jeg kigger min mand i øjnene og siger at jeg forlader ham og familien i en uges tid, fordi jeg virkelig gerne vil dette her, vil han smile tilbage og sige: God tur.
Dét er sgu da en gave!
NU går jeg i seng.
Mange knus herfra. Hvor er det sknt at kunne sende sine tanker afsted og håbe de lander et sted i en forståelig favn.
Stine.
Min forståelige favn er SÅ åben. Jeg bliver vildt inspireret af dine indlæg og håber sådan, at du kommer afsted. Selvfølgelig, kommer du afsted!!! Hvis det er det du vil, så er det det du skal…. Bed universet om det og tro på det
Sælg halvdelen af dine ungers tøj og legetøj på trendsales – hvis de har ligeså meget som mine, så lægger de ikke mærke til det 
Ville ønske jeg var rig – så gav jeg dig et sponsorat på stedet,
Mange knus,
Rikke
DAG 19
Ok! Stor beslutning. Jeg tager afsted! Jeg melder mig til Debbie Fords blue print uddannelse og tager til San Diego!!!
Det har været en hård fødsel. Jeg har simpelt hen ikke været ordentligt tilstede i min egen hverdag de sidste to dage, fordi jeg har skulle tage en beslutning, som jeg egentlig havde taget.
I min mave og mit hjerte vidste jeg godt, at jeg bare gerne vil afsted. At det vil være det rigtigste for mig at gøre og at jeg vil få så meget ud af det. Men hold da op, selvom jeg er udannet coach og trænet i at spotte folks forhindringer, betyder det altså ikke, at mine egne holder ferie.
Egentlig har det været lærerigt…
Min væren flov over at bruge så mange penge på mig selv, når jeg burde bruge dem på mand og børn og en ferie for os alle.
(oh yeah, jeg har klart haft besøg af “burde” igen)
Min tidligere angst for at leve, gøre noget fantastisk, blive væk, komme til skade, you name it har virkelig prøvet at få hul igennem.
Og min mor!!! Hvor mange af jer har også jeres mor boende inden i baghovedet??? Eller er det bare mig der er så uheldig?
Min mor har virkelig fortalt mig de sidste dage, hvor EGOISTISK det vil være, at jeg ikke bare kan FORLADE mine børn en hel uge, at jeg skal PASSE PÅ mine penge og ikke være ØDSEL, hvor BANGE mine forældre vil være mens jeg er væk og om det ikke bare er en SEKT der har hjernevasket mig….
Hold da op, hvad?
Jeg skynder mig lige at fortælle, at jeg elsker min mor og at hun faktisk slet ikke er sådan…tror jeg.
Det er nemlig gået op for mig, at jeg faktisk ikke aner, hvad hun vil sige, når jeg præsenterer hende for, at jeg lige smutter overthere.
Ja, jeg er ret sikker på, at hun vil skide grønne grise og helst så at jeg blev hjemme og så mig for 20 gange, inden jeg går over gaden.
Men måske vil hun også synes det er cool. Måske vil hun kunne se det lys jeg selv føler stråler i mig og forstå at jeg gør noget godt for mig.
Måske er den stemme jeg så længe har tillagt min mor bare min egen angst for at leve og så er det nemmere at give hende skylden???
Avs! Undskyld mor…
Men jeg ved det ikke. Men det finder jeg ud af. FOR JEG TAGER AFSTED!!!!!
Jeg føler mig splitterravende sindssyg og kan slet ikke forstå, at jeg lænser kontoen og drager SÅ langt væk. Men jeg glæder mig.
Så er der nogen med rabatkuponer til SAS, som vil sprede glæde, send dem endelig denne vej
Så jeg har tænkt mig at SPØRGE min mor direkte, hvad hun tænker.
Med fare for at hun siger præcis det jeg er bange for, haha. Men så ved jeg det og kan tale med hende om det.
Og siger hun noget andet, vil det jo være en kæmpe gave.
Men jeg smutter, er ved at tømme mit skab for tøj, skal ud og sige min garderobe i weekenden
En af de ting jeg lærte i weekenden er hvordan jeg ser mig selv og min krop… og hvor svært jeg egentlig havde ved at se mig selv som sexet.
Sød ja, flot…hmm ok, piget åh ja, sexet? uuuuuhhh det kan man da ikke sige om sig selv.
Men efter fantastiske øvelser sad jeg søndag eftermiddag og brølede tre mennesker ind i hovedet, at jeg er sexet, hot og en fantastisk elskerinde. Og tror på det
Yes. Så min opgave i denne uge er at drøne alt det tøj ud, der giver mig den modsatte følelse.
Behøver jeg at fortælle, at mit skab vil være nærmest tomt, når jeg er færdigt…Inde bagerst ligger der måske noget som jeg har købt og så ikke rigtig turde gå i. Slut med det.
Frem med det lækre undertøj, knald på farverne og afsted med mig!
Livet er en fest og jeg skal fejre mig selv!
Kære Stine
Tillykke med din beslutning, det lyder så godt, og jeg er sikker på at det er den helt rigtige beslutning du har taget. Glæder mig til at høre mere om det
Kærlig hilsen
Katrine
SÅ fedt, at du gør det!!! Seje kvinde!!! Fik du i øvrigt sendt bogen afsted?
knus,
Rikke
DAG 21
SNE! Jeg var egentlig træt af al den sne, men tog i morges en bevidst beslutning om at nyde dagen, så idag elsker jeg sne.
Jo, jeg har fået våde strømper og løbenæse af at hente Liv hos mine forældre (yes, par-aften igår aftes uden børn, kan VARMT anbefales) i bus og skulle videre med hende til børnefødselsdag.
Jeg har ikke kørekort, så vi traskede afsted i sneen.
Liv havde lokket min far ud af sengen kl. 4 (!!!???) imorges, så han havde potentiel zombiestatus og Liv var heller ikke helt fit for fight.
Men humøret var højt og vi festede os gennem sneen.
Istedet for at fryse og brokke over sneen, morede vi os over bunkerne af sne, som jeg måtte kaste hende over, kiggede efter fugle og aftalte at køre fuglebolde imorgen, så de kan få noget at spise.
Når jeg henter hende kl. 14 regner jeg med at vi tager hjem og tager en eftermiddagslur og så står den på varm kakao og spulespil resten af dagen, hvis det står til mig.
Mine “burde”-venner står i kø (vasketøj, støvsugning, opvask, you name it, men jeg har fundet et mørkt skab til dem og det fungerer fint.
Jeg får slappet af og nyder at sidde og kigge ud på sneen.
Jeg fik ikke fortalt mine forældre om San Diego, de var meget trætte (hvem vil ikke være det efter at have leget med en 5-årig siden kl 4 i nat?) og jeg foretrække at have dem lidt friskere, når jeg trækker tæppet væk under dem.
MEN. Jeg glæder mig. Veksler mellem at være sprudlende lykkelig, skræmt fra vid og sans og meget praktisk. Skal man have visa? Hvor er mit pas? Har de samme stikkontakter som os? Damn, jeg er ikke nogen globetroter
Min bog. TAK Rikke, for at spørge mig! Dejligt, for jeg trænger til nogle skub. Den er liiiiiige ved at være ude af døren nu. Tættere på end nogensinde, men ikke ude af døren. Argh. Hvor irriterende at jeg ikke kan få lavet det sidste skub, så den kommer afsted.
Jeg har jo allerede skrevet bogen færdig i hovedet, udgivet den, stået med den i hånden, holdt udgivelsesfest og tjent en masse millioner….i hovedet. Så ACTION!
Måske skulle jeg også pudse æggeuret på min bog? For at gøre det lettere tilgængeligt og mere lavpraktisk?
Så skal jeg ikke skrive den helt færdig og udgive den, hver gang jeg sætter mig foran computeren, men skrive måske 20 minutter af gangen.
Det er mere overskueligt
Men ellers er jeg fuld af kærlighed, glæde og nysgerrighed på verden og jeg nyder det. Føler mig så levende som aldrig før!
Tænker også lidt at når dette er dag 21, hvad kan jeg så ikke nå at opleve indenfor 100 dage? Haha, januar har bare været så fantastisk, så er dette sporet for resten af året bliver det jo VILDT!!!
Mange knus fra Stine.
Hej Stine
Det er så fedt, at du gør det. Stort stort tillykke fra mig til dig. Jeg var der jo selv……hos Debbie Ford, og jeg fortår helt ind i marven og knoglerne hvorfor du må have mere. Og hvis nogle skulle mene, at det er en sekt……well, their choise. Jeg vil meget gerne være sekt medlem hos Debbie Ford, og blir det også på et tidspunkt
Sidste år, da jeg meldte mig til Pernille Melsteds passionCoach uddannelse, havde jeg det lidt som du beksriver. Jeg vidste bare, at jeg måtte. Og jeg anede ikke hvordan jeg skulle skaffe pengene til det. Enlig mor, et nystartet firma, nogle få pædagog timer,men når man vil og brænder for det, så lykkes det.
So you just go girl, wish I could join you.
Dag 23
Uberettigede bekymringer. Kender du dem?
Jeg er en mester i dem, det har nærmest været en nationalsport for mig.
Og i dag har jeg brugt hele dagen på en af slagsen.
Vi havde dobbeltbooket, min bedre halvdel og jeg. Så han skulle gå halv seks og jeg ville først være hjemme kl. seks.
Så jeg har prøvet at afsætte poderne. Liv blev afsat til veninde, som jeg kunne hente på vejen hjem.
Men Mads´kammerater går til fodbold, guitar, rullehockey etc, så der var ingen afsætning. Manden min foreslog at tage ham med til stævne, men det ville betyde, at han først kom i seng MEGET sent, dårlig idé.
Alternativt skulle han være alene hjemme en halv times tid.
Det kan han jo sagtens, det ved jeg. Min hjerne ved det, min rationelle del af hjernen altså. Men min bekymrede hjernehalvdel, den der tilhører pyllermor, var allerede i gang med bekymringerne.
Hvad nu hvis og hvad nu hvis…
Og for at det ikke skulle være løgn blev der så lige smidt en snestorm ind i ligningen…gosh, hvad nu hvis jeg sad fast i et tog og ikke kunne komme hjem, HVAD NU HVIS….
Sindssyge bekymringer, jeg ved det, men nogle gange tager pyllermors hjernehalvdel sit eget liv og kvæler min rationelle side.
Og hvad sker der??? Efter en hel dags stressen over, hvad nu hvis? Min sidste samtale idag blev aflyst og det endte med, at jeg var hjemme før resten af familien…
Hold da kæft, hvor kunne jeg have været så meget mere effektiv, hvis jeg havde brugt al den energi på noget konstruktivt!!!
Så “pyllermor” og “burde” er sendt ud i sneen for at lege og kommer forhåbentlig glade og afdæmpede ind senere.
Og så har resten af dagen for øvrigt også bare været op af bakke.
Fly- og hotelbestilling har været et mareridt at bestille, meget lang og teknisk forklaring, det har taget mig næsten 24 timer at få det i orden. Samtidig med at pyllermor også lige syntes, at hun skulle have noget at skulle have sagt i den forbindelse (måske skal du bare blive hjemme hos din børn, hvor de r ersikkert)…
Jeg fik ikke lavet madpakke, så jeg har ikke fået noget ordentlig at spise hele dagen og for øvrigt har Liv vækket mig en gang i timen i nat, så søvnkontoen har været banket helt i bund.
Mand, hvor er jeg ikke spor overskudsagtig med sådan en start på dagen.
MEN!
Nu sidder jeg her og nyder det fantastiske snelandskab udenfor. Elsker sne! Sikkert fordi jeg ikke har fået kørekort
Liv ligger og er ved at falde i søvn. Hun er konverteret fra Enya til Kenny G´s saxofon, så den spiller i baggrunden.
Mads og jeg skal ind og læse Harry Potter og SÅ skal jeg bare tidligt i seng og SOVE!!!
Turen til San Diego er bestilt, billetterne er i hus. Jeg har endda fået visum i hus over nettet, var pavestolt over selv at have klaret det hele.
Jeg har fået købt ind, så jeg kan starte dagen med en power smoothie og så går det alt sammen alligevel.
Jeg kan godt se, at den liste jeg skulle have lavet over ting der giver mig energi ikke rigtig bliver til noget. Til gengæld tror jeg, at det kan give mig rigtig gode fingerpeg, når jeg finder ud af det modsatte af begreber som “burde” og pyllermor.
Men det bliver ikke idag. Nu skal der slappes gevaldigt af.
Lykken må OGSÅ være overhovedet ikke at selvudvikle noget som helst, men bare læse godnathistorie med ungerne og gå tidligt i seng
PS
Pernille Melsted udfordrede på sit nyhedsbrev at gøre noget man var bange for…
Karmaklub…
Jeg overvejer at tage i karmaklub på fredag, hvor jeg pludselig har fået et hul i kalenderen foræret….
Argh, hele ungdommens “hvad nu hvis jeg kommer til at stå helt alene og ingen kan lide mig” kommer bare sejlende ind.
Så måske skal det være ugens udfordring
Jeg er jo ikke helt keglet, jeg kan da finde ud af at smile og sige pænt goddag og så går det jo nok alligevel.
Og jeg elsker jo at danse, så…..
Knus og godnat.
kære Stine pigen
Jeg var inde og læse din blog forleden dag……..mest fordi jeg var nysgerrig over : Hvem var hende kvinden mon som have skrevet kommentar til min blog, og skrevet at hun kendte til nogle af de samme ting ? Og i dag besluttede jeg mig så at tage mig ordentligt tid til at LÆSE HELE DIN BLOG IGENNEM IGEN 
Og det har jeg så gjort nu, og sat og skrevet små notater til noget af det jeg gerne vil sige til dig 
For første ja jeg genkender rigtig mange ting fra dig hos mig selv : fx det med AT ALTING SKAL VÆRE PERFEKT ! Angst for ikke at være godt nok, eller hvad andre vil tænke ? At du ikke kan overskude det fordi at du vil det hele på en gang ! Og at du virker til at være rigtig god til at tage dig af andres behov, men nogle gange glemmer dine egne ? Det kan godt være at jeg nu får et rapt over fingrene, og du måske bliver lidt fornærmet over jeg så direkte ! Men det er bare sådan jeg ser ! Og kan du bruge det jeg har at sige til noget………SÅ BRUG DET 
Og kan du ikke, ja så lad være 
Jeg syntes bare at det er lidt tankevækkende at alle syntes at det er sådan et fantastisk projekt at du vil anerkende 3 andre hver dag ! Det er da også fint at du gør det, og jeg syntes endeligt også at du skal gøre det hvis der pludseligt er noget man får lyst til at sige 
Jeg går det også selv ofte hvis det lige falder mig ind, var fx i matas forleden dag og hun have nogle virkelig fine negle og så sagde jeg det til hende 
Men jeg syntes bare at du skal starte med dig selv 
TÆNK HVIS DU SKULLE ANERKENDE DIG SELV FOR MINDST 1 TING HVER DAG ? Det tror jeg virkelig kunne være godt for dig, og få dig til at fokusere på noget af alt det du faktisk gør hver dag 
Så du kunne se noget af alt det du når hver dag, i stedet for at fokusere på det det du ikke når ! Jeg kan i hvert falde varmt anbefale at skrive MINDST EN POSITIV TING DER ANERKENDER DIG SELV HVER AFTEN INDEN DU GÅR I SENG ! Og så kan du altid have den bog med dig, når du får brug for at kigge i den ? For det virker til at du ligesom mig sagtens kan det andet med at bearbejde dig selv ! Men at du trænger til at give dig selv noget anerkendelse 
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte……….JEG HAR SÅ MEGET JEG GERNE VIL SIGE TIL DIG
Jeg har lige delt mit indlæg op i flere så at det bliver alt for langt
Vil selvfølgelig også lige sige at hvis du møder en rengørings fe eller alf…….så send hende gerne min vej når at du er færdig med hende 
For selvfølgeligt skal du afsted 
Ja det vil blive pisse hårdt for dig, men jeg tror også at det vil være vildt godt og udvikle dig en hel masse 
Og jeg håber virkeligt at du kommer afsted FOR JEG TROR BARE AT DET ER SÅ VIGTIGT AT DU TAGER AFSTED 
Og så til noget andet der har med det samme emne at gøre : Jeg blev faktisk pisse gal på din mor over at høre at hun IKKE støttede dig, men i stedet sagde at DU VAR EGOISTISK ! Undskyld jeg siger det MEN JEG SYNTES FAKTISK AT DET ER HENDE DER ER EGOISTISK ! Det er hendes opgave som mor og støtte dig, og hvis hun er bange for at der så sker alt muligt med dig,eller ikke kan klare at du er væk en uge ? Ja så er det jo i virkeligheden hendes angst som hun føre over på dig?????? Hvis du gør noget som er godt for dig, så er det jo i virkeligheden ikke egoistisk…….for alt den energi du får ud af det vil jo falde tilbage til dine nærmeste, og de vil få en meget mere energifyldt og glad mor og kone med mere overskud hjem igen 
Hvad nu hvis det fx var din mand som skulle afsted en uge og “forlade” børnene, ville han så blive kaldt for egoistisk ? Og forøvrigt så forlader du jo ikke dine børn ! Det er jo ikke sådan at de skal være alene 
Så var min første tanke da jeg læste din indlæg om at tage afsted forleden dag, godt nok ud af sammenhæng da jeg ikke have læst de andre indlæg først ! Så var min første tanke at det kan hun da ikke bare gøre ? Heldigvis sagde min kloge hjerne til mig, lad være med at skrive noget tilbage til hende lige nu………tyg lidt på det, og læs det så igen inden du svare, hvis at du over hovedet skal svare ? Og nu slår det mig, at jeg blev da selvfølgelig ramt af en eller anden form for “misundelse” Og jeg tror at det er det samme der sker med din mor : Hvis vi selv bliver ramt på noget vi måske i virkeligheden ville ønske vi selv kunne gøre, men ikke tør eller gør……..JA SÅ ER VI IKKE SÆRLIGT STØTTENDE ! Plus at det kan være skræmmende for os hvis at vores nærmeste pludselig vælger at forandre sig eller gøre noget de ikke plejer at gøre, så tror jeg godt at man kan komme til at ville forsøge at fastholde dem for sin egen skyld !
Du vil gerne have spark i forhold til din bog ? Men jeg vælger at tro på at du gør det når du selv er klar……..FX EFTER AT DU HAR VÆRET UDE AT REJSE
Så slog noget andet mig da jeg blev irriteret over at din mor ikke støttede dig……..Og det var at hvis jeg skal være hudløs ærlig ? Og jeg vælger at tro at du forsat sætter pris på min ærlighed
Hej Line.
Tak for din hilsen
Jep, anerkendelse skal starte med en selv, jeg har en fin lille bog liggende under sengen, som jeg prøver at huske at skrive i hver aften. Små anerkendelser til mig selv, så jeg kan se de mange gode ting der sker i løbet af dagen. Det er en rigtig god idé, det har du ret i.
Min mor…MOR…Jeg tror du har misforstået lidt. Jeg har ikke fortalt hende det endnu, tager mig sammen, tager mig sammen
Det hele foregår i mit hovedet. Jeg VED ikke hvad hun vil sige, jeg håber jo at hun overrasker mig. Jeg forestiller mig, hvad hun vil sige og tænke og mene, men så længe jeg ikke spørger hende, kan jeg reelt ikke vide det. Så det er min udfordring.
At fortælle hende det med åbent sind og se hvad der kommer.
MEN. Jeg tror at det er meget godt set af dig, at det kan handle om
- en slags misundelse, jeg gør nogle ting, som hun måske godt havde kunne tænke sig…
eller
-angst for forandring.
Det har jeg oplevet flere gange i løbet af de sidste år. Jo mere jeg har lært at sige min mening eller sige fra eller bare at lade være med at rende rundt pg please alle andre, jo mere reagerer omgivelserne.
Heldigvis har dem tæt på mig taget det positivt, selvom de nogle gange får lidt tics om øjnene, for hvad kan jeg nu finde på
Så godt set . Mange knus.
Stine.
Kære Stine
For det kan jo godt virke lidt grænse overskridende når en man ikke kender i virkeligheden kommer med en så ærlig mening, så kan man jo godt risikere at folk vil sige hvad bilder hun sig egentlig ind, hun kender mig jo slet ikke hvis at du var blevet ramt over noget af det jeg have sagt. Så fedt at du tager det så positivt, det var helt bestemt også ment positiv fra min side, selvom det måske godt kunne lyde hårdt ? Men ja jeg have misforståede det med din mor JEG TROEDE JO AT DET VAR NOGET SOM HUN FAKTISK HAVE SAGT TIL DIG ! Men det var det jo slet ikke 
Angsten inde i vores hoveder er nogle gange det værste, fordi man nogle gange frygter det værste der kan ske ! Så det kan vel næsten ikke blive værre end du frygter, så hvem ved måske du bliver positiv overrasket ? Og forøvrigt er det vel ikke din mor der skal bestemme eller styre dit liv ?
Jeg tror at du får en hel masse ud af det 
Og glæder mig til at høre om det når at du kommer hjem igen !
Hvor er jeg rigtig glad for din tilbage melding………For hvis jeg var helt ærlig, så var jeg lidt bange for hvor hvordan du ville tage det
Vildt godt at bruger bogen, men det skal ikke lægge under sengen, men lige ved siden af din seng eller i din taske så at du altid har den med dig ! Det virker bedst for mig hvis jeg BRUGER DEN HVER ENESTE DAG UANSET HVOR TRÆLS DAG DET HAR VÆRET, for det er ofte de dage jeg har mest brug for at huske mig selv på at glasset er halv fuldt og ikke halv tomt !
Og forøvrigt så føler jeg jo faktisk også at jeg kender dig, selvom at jeg ikke kender dig i virkeligheden
Vildt fedt at du er ved at bestille og angeret rejsen, fedt at du virkelig kommer afsted
Kærlig Hilsen Line
PS Jeg regner jo også med at blive inviteret med til bogfest, når den tid kommer
Hej Stine,
hvor er det godt at du kunne bruge æggeurstricket! Jeg er selv helt vild med det (der står oven i købet SignalGirl på mit).
Knus Pernille
Hej Stine.
Hvor er jeg vild med din blog.
Du er en fantastisk fortæller og jeg bliver meget grebet af at følge dig her. Jeg håber bestemt at dine projekter omkring rejse og bøger lykkes, men det er jeg meget sikker på de gør. Der er et ordsprog der siger “Om du siger du kan eller ikke kan, så får du ret” Og selv om du fortæller om dine “burder” der hele tiden kommer ind over, så lyder du alligevel til at at vide inderst inde, hvad der er rigtigt for dig.
Jeg vil glæde mig til at følge tid i din videre færd.
Kærligst Lone H.
Dag 25
Hold da op, så er en fjerdedel af de 100 dage gået. Wuuush, det gik stærkt.
Og apropos wuuush, så har jeg en oplevelse jeg vil dele, inden jeg løber ind under dynen og plejer min søvn-forsømte krop.
Jeg var i Søndermarken og kælke igår. Det i sig selv er bare en livsbekræftende oplevelse. Af flere grunde. Både fordi jeg elsker mine ungers overvejelser omkring hvor fra på bakken, man skal sætte af. Det er nemlig ikke lige meget om det er højre side (der er alle bumpene) eller venstre side (der får du mere fart på) eller midten (træ for foden, meget spændende om man rammer).
Fordi jeg elsker min mand for at han står på toppen af bakken frysende – han er ikke udpræget vild med sne – og pænt vinker hver gang vi drøner afsted. Og pænt giver os et skub når vi beder om det.
Jeg er sikker på, at han indvendig drømmer om sofa og varm kaffe, men han står der og kan faktisk også lokkes til en enkelt tur.
MEN. Gaven igår var så, at jeg skulle mødes med min skønne veninde bagefter. Vi plejer at mødes i Valby, så det passede jo fint.
Ændringen blev så, at vi mødtes i Søndermarken i stedet.
Hold da kæft, det er længe siden jeg har leet så meget.
Har I nogen sinde prøvet at grine sådan, at man faktisk ikke kan trække vejret, men heller ikke kan stoppe med at grine?
Jeps, sådan en tur fik jeg igår og dét er altså bedre end tre håndfylde antidepressiva!
Ungerne, især Liv, var meget optaget af at min veninde også skulle “lege” med. Os afsted på kælken, tilbage op ad bakken. Afsted med min veninde, tilbage op ad bakken. Kors, den bakke er altså meget lang, når man skal OP igen… jeg mente nu nok, at jeg liiige kunne løbe hele vejen op, pust pust, jeg er ikke helt så god form som jeg troede. Suk.
Løbetræning tilbage på skemaet….
Og da vi nu frøs så meget, at nu måtte vi hellere tage videre, skulle vi liiige have en tur sammen. Vi har købt en gammeldags (dyr dyr dyr) trækælk og har testet den med flere voksne på.
Wuuush, siger jeg bare.
Ungerne drønede ned for at tage imod os for foden af bakken og manden min tog pænt billeder holdende dametaske og indkøbsnet.
(har jeg nævnt at jeg har en meget tålmodig og rummelig mand???)
Og så kørte vi. Hold da fest, hvor var det skægt. Vi fik godt med fart på og tog den i den side med alle bumpene med det resultat, at vi lettede flere gange og hamrede ned i jorden for fulde gardiner.
Kælken holdt, de indre organer blev rystet rundt og vi hvinede som små børn. Det var næsten det, det var det mest morsomme.
At kunne få lov til bare at slippe og hvine og hyle og MORE SIG.
Så nu har jeg tre pragtfulde fotos af vores kælketur. På det første sidder vi med røde kinder og er egentlig alt alt for store til kælken, men i ÅNDEN
er vi 5 år.
Det næste er taget for foden af bakken, hvor vi kører frontalt med kameraet med arme og ben strittende til alle sider. Det sidste billede er næsten det bedste… der er det allerbagerste af kælken kørende ud af billede med fartstriber på. Wuuush, væk var vi.
Det var en fest og jeg har hygget mig over det hele dagen idag.
Knus og sov godt. Stine.
Dag 25
Hold da op, så er en fjerdedel af de 100 dage gået. Wuuush, det gik stærkt.
Og apropos wuuush, så har jeg en oplevelse jeg vil dele, inden jeg løber ind under dynen og plejer min søvn-forsømte krop.
Jeg var i Søndermarken og kælke igår. Det i sig selv er bare en livsbekræftende oplevelse. Af flere grunde. Både fordi jeg elsker mine ungers overvejelser omkring hvor fra på bakken, man skal sætte af. Det er nemlig ikke lige meget om det er højre side (der er alle bumpene) eller venstre side (der får du mere fart på) eller midten (træ for foden, meget spændende om man rammer).
Fordi jeg elsker min mand for at han står på toppen af bakken frysende – han er ikke udpræget vild med sne – og pænt vinker hver gang vi drøner afsted. Og pænt giver os et skub når vi beder om det.
Jeg er sikker på, at han indvendig drømmer om sofa og varm kaffe, men han står der og kan faktisk også lokkes til en enkelt tur.
MEN. Gaven igår var så, at jeg skulle mødes med min skønne veninde bagefter. Vi plejer at mødes i Valby, så det passede jo fint.
Ændringen blev så, at vi mødtes i Søndermarken i stedet.
Hold da kæft, det er længe siden jeg har leet så meget.
Har I nogen sinde prøvet at grine sådan, at man faktisk ikke kan trække vejret, men heller ikke kan stoppe med at grine?
Jeps, sådan en tur fik jeg igår og dét er altså bedre end tre håndfylde antidepressiva!
Ungerne, især Liv, var meget optaget af at min veninde også skulle “lege” med. Os afsted på kælken, tilbage op ad bakken. Afsted med min veninde, tilbage op ad bakken. Kors, den bakke er altså meget lang, når man skal OP igen… jeg mente nu nok, at jeg liiige kunne løbe hele vejen op, pust pust, jeg er ikke helt så god form som jeg troede. Suk.
Løbetræning tilbage på skemaet….
Og da vi nu frøs så meget, at nu måtte vi hellere tage videre, skulle vi liiige have en tur sammen. Vi har købt en gammeldags (dyr dyr dyr) trækælk og har testet den med flere voksne på.
Wuuush, siger jeg bare.
Ungerne drønede ned for at tage imod os for foden af bakken og manden min tog pænt billeder holdende dametaske og indkøbsnet.
(har jeg nævnt at jeg har en meget tålmodig og rummelig mand???)
Og så kørte vi. Hold da fest, hvor var det skægt. Vi fik godt med fart på og tog den i den side med alle bumpene med det resultat, at vi lettede flere gange og hamrede ned i jorden for fulde gardiner.
Kælken holdt, de indre organer blev rystet rundt og vi hvinede som små børn. Det var næsten det, det var det mest morsomme.
At kunne få lov til bare at slippe og hvine og hyle og MORE SIG.
Så nu har jeg tre pragtfulde fotos af vores kælketur. På det første sidder vi med røde kinder og er egentlig alt alt for store til kælken, men i ÅNDEN
er vi 5 år.
Det næste er taget for foden af bakken, hvor vi kører frontalt med kameraet med arme og ben strittende til alle sider. Det sidste billede er næsten det bedste… der er det allerbagerste af kælken kørende ud af billede med fartstriber på. Wuuush, væk var vi.
Det var en fest og jeg har hygget mig over det hele dagen idag.
Hold da op, og dén fik I så to gange nu skal jeg vist i seng, hva…
Hvor er det bare fedt hvor dig Stine
Det var lyder sådan som jeg have det da jeg var ude at kælke med nogle af mine veninder for et par uger siden 
Selvom at min veninde godt nok endte på skadestuen 
Vi var lidt vilde og det var på en isbakke med et træ forneden……ja så kan det jo godt gå galt 
Men det er noget af det sjoveste jeg har oplevet 
Og sjældent har jeg grinet så meget 
Og det var virkelig også god motion 
Så når jeg nu forhåbentligt snart er helt rask så vil jeg også ud at kælke igen 
FOR DET ER SÅ SJOVT 
Og noget af det mest livsbekræftende man kan lave 
Hvor lyder det sjovt. Og hvor har du dog en god fortæller evne. Tak for det. Jeg vil glæde mig til at følge dig de næste 75 dage:-)
Ja som tiden dog hurtigt……..jeg har endnu ikke helt fundet ud af om de 100 dage egentligt startede d 1 jan 2010 eller den dag Lone begyndte at skrive på hendes top 100 projekt eller den dag man selv begyndte at skrive ? Så kære Lone det her på egentligt være et spørgsmål til dig……..hvad dato er projektet slut ? Knus
Hej prinsesse – det kommer aldrig at slutte
Det er mig så stor en glæde at se, hvordan kvinder deler deres tanker, historier og livsovervejelser, så når den enkelte er færdige med deres top100projekt … så går de bare i gang med et nyt 
.
Kærligst
Lone
Hej Grine Stine.
Skønt at følge med i alle dine gaver. Godt at mødes igen.
Knus Eva
Dag 29
Dagene går hurtigt, synes jeg nok. MEN. Nu har jeg fået sprængt bomben! Jeg har fået fortalt mine forældre (min MOR) at jeg sprænger husholdningsbudgettet og tager til San Diego for at deltage i Debbie Fords Breakthrough intensive.
Puha.
Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor meget der foregår inden i mit eget hovede. Hvor mange historier og meget jeg tillægger andre uden reelt at vide, hvad de tænker.
Men jeg var hjemme hos dem igår og skulle virkelig tage mig sammen til at få det sagt. Åndssvagt egentlig, for jeg glæder mig mere og mere og forliger mig mere og mere med tanken om at skulle hænge over atlanten i et fly i MANGE timer… alene…
Så vi sad der og sludrede, mens jeg havde en mindre monolog kørende i baghovedet… kom nu kom nu, sig det nu, kom nu. Chiiiicken.
Min mand sad pænt og puffede til mig et par gange for at vippe mig afsted, men hver gang jeg prøvede at få ordene “jeg smutter liiiige til USA” over læberne, blev spændende emner som vejret eller mine forældres fjernsyn smidt på bordet.
De er nemlig ikke særlig tekniske, så min far havde fået trykket på en eller anden knap, så de pludselig kun kunne se den øverste og ikke den nederste del af underteksten…hvilket er et problem, når man ikke forstår engelsk. De havde prøvet alt muligt, men krøb nu til korset for at få min bedre halvdel til at hjælpe. Han rykker altid mildt overbærende ud, når signalerne skifter og kanalerne skifter plads eller når min far har siddet en halv nat og set Ringenes herre i sort/hvid, fordi han (igen) har fået trykket på et eller andet.
Det skal så lige siges, at min mor hikkende af grin ringede og fortalte, at min far næste morgen havde taget fat i hende og sagt, at nu havde han vist set den for mange gange. Den var blevet slidt så meget, at farven var slidt af filmen!!!
Jeg har verdens dejligste forældre, men tekniske er de ikke
Men. Efter i en halv time at have tænkt -dette her da er for åndssvagt- fik jeg endelig trukket vejret dybt ind og fortalt, at jeg skulle på et nyt kursus med Debbie Ford. … i San Diego…
Min mor fik bogstaveligt talt noget galt i halsen, luft, kaffe, jeg ved det ikke, hun kom i hvert fald med et stort host. min far hørte vist ikke helt hvad jeg sagde eller også har han ikke helt styr på, hvor San Diego ligger, for han så ufatteligt rolig ud. Jeg gentog og forklarede: USA.
Jeg elsker dem rigtig højt og pludselig kunne jeg se dem i et andet lys. I stedet for at blive irriteret og ked af det over at de ikke spurgte ind til, hvad jeg skulle derover efter, overhovedet, kunne jeg se dem lidt udefra. Min far futtede rundt og ryddede op og holdt sig i sving, mens han fik hold på tankerne. Min mor stæsede over efter en smøg og koncentrerede sig meget om det praktiske: Penge, hvor mange penge koster det, har I de penge, hvad med jeres pontetielle huskøb???
Og egentlig gik det op for mig, at den angst jeg altid har haft for at rejse og tage langt langt væk måske ikke så meget er min egen. Måske er det en angst jeg har overtaget efter dem og nu skipper!
Og da jeg prøvede at forklare dem følelsen af, at når jeg kommer hjem fra denne tur, ligger verden mig åben og jeg kan rejse overalt med mand og børn og ikke være så bange mere, virkede det som om de forstod. Vildt. Min far fik ikke vilde øjne, som han ellers er ekspert i og min mor fik ikke det der påklistrede smil, som bare ikke er et ægte smil.
Hun kiggede bare meget bestemt på mig og sagde: Nu sørger du for at komme hjem igen!
Åh, mor. Jeg kender jo godt de bekymringer. Nu har jeg jo selv børn. Jeg glemmer jo bare, at hun stadig har dem, selvom jeg er voksen…
Men det bedste!
Jeg fik den mest fantastiske sms fra min mor idag. Hun skrev, at hun lige ville holde en pause fra sin angst for at miste og fortælle mig, at hun er stolt af mig.
Så nu er det altså slut med at dømme andre i mit hovede, inden jeg ovehovedet har set hvordan de reagerer eller hørt, hvad de siger. Også selvom jeg har årelange referencer og tror jeg kender deres holdning. Måske er det bare noget, jeg har set, fordi jeg havde brug for det. Måske har det været nemmere for mig at pådutte andre en masse angst/fordomme/holdninger/fill in the blanks, fordi jeg så ikke skulle se i øjnene, at de var mine egne og at jeg reelt kunne gøre op med dem. Og HANDLE!
Men det gør jeg nu. HANDLER. Og det føles FANTASTISK!
TILLYKKE Stine. Rigtig godt gået og en rigtig dejlig indsigt du har fået. Ja, lad os bringe det budskab at VIRKELIGHEDEN OFTE ER VÆRRE INDE I VORES HOVEDER, END DEN ER I VIRKELIGHEDEN.
Glæder mig meget til at følge dig på rejsen.
Kh. Lone
Tillykke tillykke tillykke, sidder næsten med tåre i øjnene, hvor er det skønt for dig, både at du har fået taget en fed beslutning, og at du kan se dine forældre i et nyt lys.
Og selvfølgelig er din mor stolt af dig, hun bekymrer sig jo bare fordi hun elsker dig.
Fantastisk
Kæmpe knus
Katrine
Kære Stine
Super godt gået 
Og hvor var det bare flot og stort af din mor at sende den sms til dig 