Mød Stine ...
På toppen på 100 dage? Jeg må være med!
Jeg tilbragte meget af december med at være at være rasende. Fik en opringning fra min mor, som havde fået konstateret forhøjet kolesteroltal. Så forhøjet at hun nok skulle regne med at det var arveligt. Glædelig jul, ræk mig venligst soven og marcipanen!
Så…mig til lægen for at få det tjekket. Her skulle jeg så nærmest tigge min læge om en tid og dernæst for at få ham til at tage blodprøven. Han lavede elevator-blikket på mig, hvorefter han konstaterede “at jeg jo ikke var i farezonen”…
Nej, jeg er ikke overvægtig, men jo jeg har en bredere bag og en større talje end før jeg fik to skønne poder. Men hallo, er det arveligt, kan det vel være lige meget om jeg er over- eller undervægtig???
Jeg fik taget prøven og fik svaret og kunne hoverende konstatere, at jeg havde ret. Jubiii??? Not. For jeg har forhøjet kolesteroltal.
Og det åbner så en jungle af uoverskuelig information…
Hvad hjælper, hvad hjælper ikke, skal jeg overhovedet gøre noget ved det eller hvad???
Jeg er blevet inviteret op til en risiko-vurdering, som jeg ærligt talt ikke har meget lyst til at få. Risiko-vurdering? Det lyder nærmest som om jeg er kørt galt i min bil og skal have takseret hvor meget min forsikringspræmie skal stige.
Så nu er jeg hoppet på min mors “vogn”. Hun bruger de næste tre måneder på at ændre vaner og ser så, hvor det har bragt hende hen…Mere motion (nemt nok, hun dyrker ingen), ingen smøger (meget værre, min far bider allerede negle ved tanken) og sund kost (der kan også tages fat, da min mor elsker alt, der kan serveres fed sovs og kartofler til.
Problemet er bare, at da jeg skulle lave mit eget eftersyn, panikkede jeg, fordi hvad kunne jeg tage fat i? Jeg lever jo sundt! Gør jeg ikke? Eller???
Jeg dyrker motion og har løbet en halvmarathon (ja, i april og har stort set ikke løbet siden efteråret), spiser sundt (er det nu også rigtigt?) og…eller… Pludselig gik det op for mig, at jeg vist har mange ting at tage fat i, både fysisk og mentalt.
Så mine 100 dage skal bruges til et eftersyn. For det hele handler ikke mere bare om mit kolesteroltal. Det handler om min livsglæde!
Når jeg dyrker min livsglæde og begejstring, passer jeg jo også godt på mig selv og nyder livet.
Jeg falder tit i den velkendte faldgrube, hvor jeg sætter for mange skibe i søen og prøver at lave 117 ting helst på en gang, og det er ikke fremmende for min glæde og energi. Jeg ender med at brænde mit lys i begge ender og ikke få lavet noget som helst.
Ingen livsglæde, ingen lyst, masser af tom fjernsynskiggeri og småsoven på sofaen.
Så jeg ser disse 100 dage som en chance for at kickstarte mig selv og komme ud af vinterdepressionssindet, pakke “det er også synd for mig”-sangen langt væk og nyde livet.
Så det er mit nytårsfortsæt for 2010.
Hvad giver mig glæde og energi?
Hvordan kan jeg passe på min krop?
Det vil sige, at dette bliver både et fysisk og et psykisk eftersyn.
Mange hilsner fra Stine.
Loading...
Søde Stine – jeg har helt tårer i øjnene over dine forældres reaktion og din fine indsigt. Hvor er du dog en fantastisk kvinde – og din mor også, for den sags skyld. Flot, at hun fik sendt dig den sms, gennem sin egen angst – det må have krævet lidt af hende.
Knus
Skønne Stine.
Så dejligt at læse din historie. Og jeg ser dig jo bare for mig når du skriver. For du kommer så tydeligt igennem. og hej. Du er jo for vildt ved at sprænge dine tøjler. You Rock…..
Sejt du skal afsted. Hils Debbie….
Lys og kærlighed
Eva Lisborg.
DAG 32
Det er fedt, men det kræver altså at jeg husker at gå tidligt i seng og DET er jeg bare ikke god til. Nu kører min krop en “er jeg ved at blive forkølet” hetz igen, så jeg vil ikke skrive så meget andet end SOV GODT og mange knus herfra 
Meget kort… super træt. Kan godt mærke at jeg kører mig selv lidt hårdt psykisk
Stine.
DAG 33
Åh det gjorde godt. 8½ times søvn, mindre kan åbenbart ikke gøre det. Vågnede dejligt udhvilet, hvilket var meget godt, da idag jo er….FASTELAVN! Meget vigtig højtid, når man har en datter på 5 år.
Sidste år var poden Askepot (har de foregående år sluppet af sted med at lave kostumer selv, men sidste år ramte Disney prinsesse-bølgen også min datter…) og hun har nærmest et helt år snakket om, at hun nu skulle være Tornerose. Askepot-kjole er ikke helt blå mere, men nærmere en ubestemmelig blågrå farve, efter at være blevet elsket ihjel gennem et helt år.
Jeg skal slet ikke komme ind på hvor lang tid jeg har brugt eller hvor mange fætter BR jeg har været i, fordi netop Livs størrelse konstant har været udsolgt. Men kjolen kom i hus, min mor spædede til med handsker der er så skrigende pink, så man får helt ondt i tænderne.
Så Liv, der godt kan være lidt langsom om morgenen, var fuldt påklædt i balkjole kl. 6.40!!! Hvornår skal vi gå, mor. Zzzz? Hva???
Men hvor var det hyggeligt. Vi gik lidt i selvsving med krøllejern og guldøjenskygge. “For Ane (bedsteveninden) må altså gerne få sminke på af SIN mor”…sagt i et mildt bebrejdende tonefald.
Så vi skred lækker-smækre ud af døren, Liv som Tornerose og jeg som Minnie Mouse. Det er utroligt så lidt der skal til. Livs Minnie Mouse halsbøjle, lidt malede knurhår og en rød kjole med hvide prikker. Taadaaaam. Pædagogerne og de andre forældre gloede godt nok lidt, men vi morede os og det er da det vigtigste.
Liv har heller ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg ikke skulle slå katten af tønden på arbejde. Og jeg havde egentlig lidt svært ved at forklare hende hvorfor. Hvorfor????
“fordi voksne bare er så dødssyge???”
Så det må være min mission næste år. Vi har fast fællesmøde om onsdagen på mit arbejde og næste år kupper jeg dem til at slå katten af tønden. Det tror jeg faktisk godt, de kunne lokkes til. Det ville da være for sjovt.
Hvorfor skal det være så kedeligt at være voksen???
Nej vel.
Jeg vil så bare lige tilføje, at jeg altså fjernede knurhårene igen, inden jeg gik på arbejde
Det glemte jeg sidste år og har måtte høre for det et helt år.
Så på søndag kommer mine forældre med fastelavnsris og aner ikke, hvad der rammer dem. Heller ikke min mand for den sags skyld. Jeg har nemlig købt en paptønde, så jeg har planer om at vi skal slå katten af tønden i stuen.
Slut med kedeligt voksenliv, nu skal der altså LEGES!!!!
DAG 33
Åh det gjorde godt. 8½ times søvn, mindre kan åbenbart ikke gøre det. Vågnede dejligt udhvilet, hvilket var meget godt, da idag jo er….FASTELAVN! Meget vigtig højtid, når man har en datter på 5 år.
Sidste år var poden Askepot (har de foregående år sluppet af sted med at lave kostumer selv, men sidste år ramte Disney prinsesse-bølgen også min datter…) og hun har nærmest et helt år snakket om, at hun nu skulle være Tornerose. Askepot-kjole er ikke helt blå mere, men nærmere en ubestemmelig blågrå farve, efter at være blevet elsket ihjel gennem et helt år.
Jeg skal slet ikke komme ind på hvor lang tid jeg har brugt eller hvor mange fætter BR jeg har været i, fordi netop Livs størrelse konstant har været udsolgt. Men kjolen kom i hus, min mor spædede til med handsker der er så skrigende pink, så man får helt ondt i tænderne.
Så Liv, der godt kan være lidt langsom om morgenen, var fuldt påklædt i balkjole kl. 6.40!!! Hvornår skal vi gå, mor. Zzzz? Hva???
Men hvor var det hyggeligt. Vi gik lidt i selvsving med krøllejern og guldøjenskygge. “For Ane (bedsteveninden) må altså gerne få sminke på af SIN mor”…sagt i et mildt bebrejdende tonefald.
Så vi skred lækker-smækre ud af døren, Liv som Tornerose og jeg som Minnie Mouse. Det er utroligt så lidt der skal til. Livs Minnie Mouse halsbøjle, lidt malede knurhår og en rød kjole med hvide prikker. Taadaaaam. Pædagogerne og de andre forældre gloede godt nok lidt, men vi morede os og det er da det vigtigste.
Liv har heller ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg ikke skulle slå katten af tønden på arbejde. Og jeg havde egentlig lidt svært ved at forklare hende hvorfor. Hvorfor????
“fordi voksne bare er så dødssyge???”
Så det må være min mission næste år. Vi har fast fællesmøde om onsdagen på mit arbejde og næste år kupper jeg dem til at slå katten af tønden. Det tror jeg faktisk godt, de kunne lokkes til. Det ville da være for sjovt.
Hvorfor skal det være så kedeligt at være voksen???
Nej vel.
Jeg vil så bare lige tilføje, at jeg altså fjernede knurhårene igen, inden jeg gik på arbejde
Det glemte jeg sidste år og har måtte høre for det et helt år.
Så på søndag kommer mine forældre med fastelavnsris og aner ikke, hvad der rammer dem. Heller ikke min mand for den sags skyld. Jeg har nemlig købt en paptønde, så jeg har planer om at vi skal slå katten af tønden i stuen.
Slut med kedeligt voksenliv, nu skal der altså LEGES!!!!
Hmm… og nu kan jeg ikke få kommentarerne på…det ender garanteret med at den kommer på 2 gange ligesom sidst.
Måske skal jeg skrive indlæggene, når jeg er liiiidt friskere
Hej Stine
GID DET VAR MIG DER SKULLE UD OG LEGE FASTELAVN I DAG 
Er helt misundelig over at i skal slå katten af tønden hjemme hos dig i dag 
DET VAR EN FANTASTISK IDE 
Håber at det bliver rigtig sjovt……..det tror jeg uden tvivl at det gør 
Måske at du kan få Lone til at fjerne dine dobbelte indlæg hvis det irritere dig.
Ja det er super fedt at bevare sit barnlige sind
Nå ja om ang dine indlæg, så heller et for meget end et for lidt…….så hva gør det at vi får den samme to gange
Hej Stine
Har lige læst dit indlæg om fastelavn. Vil bare sige at jeg giver dig fuldstændig ret. Hvorfor skal voksne være så “ikke-legende” ? Genial ide med at indføre fastelavnsfest på arbejdspladsen ;-D
Kærlig hilsen Katja
DAG 36
Jeg kan klart anbefale at holde fastelavn hjemme i stuen. Kors, det var sjovt. Nu er mine forældre også med på sådan noget, så de troppede op mere store fastelavnsris, malede næser og store plastik troldeører.
Som min mor dog hørte smed, da de åbenbart udløsesr hedeture, når man er i den alder.
Men Livs ansigt da hun åbnede døren, var det hele værd. Hun som Tornerose og jeg som Minnie Mouse.
Hmm, næste år skal jeg klart være noget power-noget og ikke en mus…
Liv og jeg havde brugt meget af lørdagen på at male tønden og tale om i, hvad der skulle i… Liv heppede klart på slikket, “rosinerne må du gerne få, mor”. Heldigvis er hun super glad for Omahros gode daddelkugler, så det går nok alt sammen.
Og SÅ blev der ellers slået på tønde. Utroligt hvad en paptønde kan holde til. Min far (som har været på frimærkehjem og vist aldrig har prøvet særlig meget sjovt som barn) gik så meget til den, så min mor sendte onde øjne hver gang han skulle slå. Hun synes jo, at Liv skulle slå den ned. Men det endte selvfølgelig med, at han baldrede den ned og fik helt panikslagne øjne, for blev Liv nu tosset. Samtidig med at han nød det. Endelig i en alder af 59 år at blive kattekonge. Dét under jeg ham sgu! Lykken ville, at der lige sad et lille stykke pap tilbage på snoren og Liv havde jo lige lært i børnehaven, at den der slår det sidste bræt ned, bliver kattedronning, så det gjorde hun. Alle var glade og vi fik festet.
Wauw. Mere leg ud i verden. Især til de voksne. Vi trænger!!!
Har leget fantastisk leg med Liv idag. Lå inde på vores seng og hyggede og endte med, at hun sagde tre ord og så fortalte jeg en “røver”historie hvor de tre ord indgik. Inspireret af et interview med Naser Khader, som klart synes at vi skal dyrke historiefortællingen noget mere.
(nu skal jeg have den bog afsted, altså!!!)
Superfedt. Vi endte med vilde historier om snorkende delfiner og hunde der lettede ben op af en giraf i troen på, at det var et træ.
Fantastisk!
Det er klart der, jeg får min energi. I nærværet! Og i kreativiteten!
MERE!
Kære Stine
Når du fortæller om nogle af dine øjeblikke med din datter……..er det lige før at jeg får lyst til at få børn engang : )Og hvor er det bare fedt og dejligt at din far blev kattekonge 
Voksne skal også have lov til at lege, det holder jeg på 
Glæder mig så meget til at læse med når at du har været på dit kursus 
Tror bare at du kommer hjem med SÅ MEGET INSPIRATION 
Hvor lyder det bare helt fantastisk
Kærlig Hilsen Line
Ps måske er du en POWER-mus
Dag 39
Klokken er alt for meget, jeg ved det. Det kører ikke rigtig for mig, det der med at gå tidligt i seng
Men jeg har haft en skøn aften. Haft besøg af en veninde, som jeg ikke har set i flere år.
Ikke fordi vi ikke har ville se hinanden, men mest fordi jeg ikke har haft overskud. Der har været sket så mange ting og jeg har ikke følt, jeg havde energien.
Og nu endelig skulle det lykkes. Hun er så vidunderlig kvinde, at hun har holdt ved de sidste år, selvom jeg ikke har været god til at skrive eller planlægge, hvornår vi skulle ses.
Har troligt skrevet til mig, selvom hun var i sin gode ret til at opgive.
Fantastisk. Og nu kommer hun “tilbage” i mit liv, hvor jeg lige præcis har brug for hendes ro, hendes visdom og hendes skønne syn på verden.
Gode veninder. Det er virkelig en gave og noget der giver mig god energi! Så netop når jeg ikke føler jeg har overskud, skal jeg se mine veninder. Mental note til mig selv!
Og så bliver jeg lige nødt til at fortælle en lille sød historie fra igår. Fik mig til at smile resten af dagen…
Holdt fri med min datter på 5 og bagte muffins, da vi skulle hjem til min far senere. Kæmpede os gennem sne og blæst til bussen, som holdt ved endestationen og ventede på en ny chauffør. Vi satte os pænt ind og ventede og hele bussen osede af chokoladekage. (altid med chokolade, da det er mufars favorit).
Liv sad og snakkede fanden et øre af, som hun altid gør, pludrede i et væk og endelig kunne vi se chaufføren komme gående med en kop kaffe i hånden. Liv kiggede på mig og spurgte om vi ikke kunne give ham en muffin? Øh… jo, det kunne vi da godt. Så Liv, der ellers kan være ret genert overfor fremmede, gaflede en muffins op fra posen og stak den op i hovedet på chaufføren inden han overhovedet nåede ind i bussen.
Han blev så glad. Kors, hvor er min datter dog en gave. Selvfølgelig skuklle han da have en kage. Vi havde bagt en hel posefuld og havde masser og han skulle sidde i en kold bus og køre.
Han nød sin kage, fik en sludder med Liv og der blev vinket og smilet, da vi stod af bussen nogle stoppesteder senere.
Hvor skal der i grunden lidt til… Og hvor skal jeg huske at være lige så umiddelbar og spontan som en 5-årig nogle gange. Det er altså fantastisk!
Og så måske også få sovet (næsten) lige så meget som en 5-årig
Ih altså bliver helt varm om hjertet, og hvor kan vi andre lære meget at skønne lille Liv, der skal så lidt til at sprede glæde
Og så har hun Iøvrigt fået det helt rigtige navn.
Giv hende en kæmpe kys herfra
Katrine
Kære Stine,
og kan du SÅ få den bog afsted kvinde!!
Jeg elsker at følge med i din blog. Du og din datter er simpelthen så livsbekræftende og dine beretninger om jeres hverdag gør mig glad hver gang. Du er helt sikkert en power-mus og din datter en skøn lille musling
Knus
Dag 43
TAK! Den største gave er altså at komme ind og se jeres kommentarer. Jeg nyder at følge bloggene og bliver virkelig taknemmlig over at blive inviteret ind i jeres liv og samtidig få tilbagemeldinger på mine skriv.
Det er virkelig dejligt og jeg vil nu holde op med at undre mig over, hvor meget jeg hele tiden kan genkende på den ene eller anden måde. Vi er alle forbundne, tror jeg. Sat her for at lære af hinanden og støtte og bringe hinanden kærlighed og glæde.
Træt. Mand, der sker meget for øjeblikket. Fantastiske ting, men også udmattende og krævende ting.
Jeg nævner i flæng:
Jeg er i skrivende stund blevet 36 (har erklæret år 36 til at blive det mest fantastisk år i mit kvindeliv),
min søn er ENDELIG kommet hjem fra 10 dages vinterferie, lejlighedssalg (måske, skulle vi snart få sparket gang i hussalgene…)
jeg er godt i gang med Debbie Fords Breakthrough.
Har fået styr på pas, fly, blåt sygesikring, rejseforsikring, fælleskald over telefonen til USA. Hold da op, jeg havde aldrig troet at jeg skulle blande mig ind i sådan noget, men det er fedt og jeg flytter hver dag grænsen en lille smule for, hvad jeg tror er muligt for mig.
Men jeg er træt. Så jeg vil gå i seng og så vender jeg lige tilbage med lidt mere konkret, når jeg er friskere…
Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz.
Hej Stine,
og nej, det var ikke fordi jeg syntes jeg burde men fordi jeg havde lyst!
så fik jeg også læst din blog, sådan er det at være placeret nederst i navneliste
Og tak for at få lov til at læse dine mange livsbekræftende indlæg. Det er skønt at læse.
Jeg har de sidste par dage gjort mig en del tanker om mine venindeforhold. Jeg synes nemlig af og til at vi tramper rundt i de samme cirkler og ikke rigtig kommer dybere ind på livet af hinanden. Det savner jeg. At læse om dit forhold til din veninde som du mødes med hver uge, har blot bekræftet at det er noget der er værd at arbejde for. Tak for det.
Samtidig er noget af det jeg absolut sætter pris på hos mine veninder, og mig selv, vores evne til at være utrolig ‘børnlige’ og glemme alt om hvordan voksne opfører sig. Vi har sat os for at holde ‘Legedag’ til sommer, med alle de lege vi kan huske fra skoletiden
Pøj pøj med bogudgivelse, rejse og alt det andet. Det er SÅ sejt at du springer ud i det.
Mange knus
Ida F
DAG 46
Jeg nåede det næsten…. at skrive inden jeg skal i seng…
Har sat mig et mål, der hedder at jeg skal gå i seng kl. 22.00. Så det gør jeg…lige om lidt.
Har virkelig haft et par dage med et ego, der bare har kørt i højeste gear. Hvor gør jeg dog mange sindssyge ting for at forhindre mig selv.
Det “morsomme” har dog været at iagttage mig selv de seneste dage, hvor mit ego egentlig ikke har haft en chance. Lige nu prøver det nemlig at forhindre mig i at tage til San Diego på tirsdag til Debbie Ford. Det bliver SÅ stort at træde ud på amerikansk grund, at være taget derover alene og i det hele taget bare at være taget derover uden at være død af skræk. Verden vil virkelig ligge mig for fødderne, når jeg kommer hjem igen.
Jeg glæder mig!
Men mit stakkels ego prøver virkelig at holde mig hjemme. Alle de mange ting jeg skal have styr på, visa, billet, bekræftelse af datoer.
Det testamente jeg burde få lavet, hvis jeg drøner ned i Atlanterhavet (og der skulle ikke grines, sidst jeg skulle flyve, skrev jeg afskedsbreve til hele familien), de løse ender jeg har på arbejde, som jeg skal have styr på inden ferien, etc etc etc.
For ikke at tale om den dårlige samvittighed over at bruge så mange penge. At tage væk fra min familie. OG. At jeg rent faktisk glæder mig som et lille barn!!! Ja, jeg glæder mig til at være helt i fred for mine unger i en hel uge. Wauw, ikke særlig politisk korrekt at sige, men altså…
Min datter har fået en sær fascination af brækkede ben og krykker. Hun er som sagt 5 ½ år og Erik i børnehaven har prøvet at brække sit ben og gik med krykker og nu har børnehaven også anskaffet sig en bog om emnet.
Jeg har så måtte forklare min datter, at nej- jeg kan ikke give hende rigtig gips på og nej- jeg kan ikke fremskaffe krykker og nej- hun har ikke brækket benet rigtigt. Meget sjovt at lege noget tid, men jeg har en MEGET stædig datter, så det kan godt tage overhånd.
Helt træt blev jeg, da jeg endelig gik i seng i ordentlig tid for at få en god laaang nats søvn og blev vækket af Liv kl. 4 der meget bestemt kaldte på mig. Bare for at fortælle mig, at hun altså HAVDE brækket benet og ville have gips på. Helst nu. Og om jeg egentlig havde skaffe de der krykker, for hun ville gerne have dem på i børnehave…
Kors, det kræver overskud at være pædagoisk kl. 4 om morgenen, tak for at jeg var gået tidligt i seng. Så hvæsede jeg ikke helt så højt at hun skulle sove NU.
Det kommer jeg ikke til at opleve en hel uge. Så det virker som en oase
At jeg så vil savne dem forfærdeligt og tænke meget på dem, fordi jeg aldrig har været væk længere tid fra dem end et par dage, det er så en anden historie. Puha, mine unger. Verdens dejligste børn. Mit hjerteblod.
Men. Jeg har været i forhindringernes verden de seneste dage. Heldigvis har jeg jo så jordens skønneste coach! Hun stiller mig lige de rigtige spørgsmål og efter jeg tudende havde klaget min nød over alle mine forhindringer, stillede hun mig det spørgsmål jeg havde allermest brug for at finde svaret på.
Hvad kan du gøre for at give dig tryghed? Hvad giver dig tryghed?
???? Ved du det?
Jeg blev pludselig i tvivl. Men da jeg havde lavet en liste, gav det mening og ro og jeg vaklede i seng og snorksov, som var jeg slået med et baseballbat.
Så mit fokus skal være at give mig selv tryghed de næste dage, så jeg har alle de bedste forudsætninger for at tage på mit livs rejse til et fantastisk ophold hos Debbie Ford.
Også selvom jeg har sovet på min hånd, så jeg slet ikke har kunne gribe om noget med venstre hånd idag.
Også selvom jeg tabte et glas og skar mig så voldsomt i en finger, så jeg ikke rigtig kan bruge hånden. Også venstre hånd, så pyt, den var i udu i forvejen…
Også selvom jeg måtte til lægen igår, fordi der pludselig dukkede en mærkelig hård bule op ovenpå min venstre fod (ok, min venstre side af kroppen prøver at fortælle mig noget?) og en henvisning til røntgen med den besked, at jeg har fået en knoglefremvækst.
En hvad for en? Den ligner mest af alt sådan en knyst min oldemor havde på sin fod. Og godt nok er jeg lige blevet 36 men alligevel.
Nu havde jeg lige vænnet mig til at jeg godt kunne flashe mine fødder i klipklapper på trods af bred meget sund ecco-fod (tak for kasseskoene, mor). Så nu skal jeg flashe bred eccofod med knoglefremvækst.
Haha. Okay, sidder lige og giver mig selv et lille grineflip.
Det lød altså for åndssvagt… Jeg er vist træt. Must sleep.
Godnat og sov godt alle i fantastiske mennesker derude. Nogle jeg allerede har mødt live eller på nettet og nogle jeg endnu har tilgode.
Livet er da en gave.
Knoglefremvækst eller ej
Knus fra Stine.
Og Ida. Tak for din besked
Fantastisk idé at holde legedag. Dén vil jeg fluks tage til mig og prøve at arrangere. Det vil da være top-morsomt. Hinkesten, sjippe, jeg melder krig mod…. Får skønne billeder af voksne kvinder, der kravler rundt i et legestativ og leger jorden er giftig. Fedt!
Knus fra Stine.
Åh Stine, hvor er du fantastisk. Jeg elsker at følge dig.
Jeg tager ind imellem et ego ophold i en weekend, og er lige startet på en psykoterapeut udd. hvor jeg er hjemmefra i 5 dage og hvor er det berigende at have tid til sig selv uden at skulle have hverdagen til at hænge sammen.
Jeg ønsker dig alt det bedste på din rejse.
Kh. Lone
Hej Stine,
du er for sej! Fandt dig lige herinde og har nydt at læse om hvordan du går og har det : )
Håber du får en skøn tur til San Diego, det lyder super spændende. Hvis tiden tillader det, så nup en tur i Seaworld, det et fedt!
Knus og tanker fra din tidligere Hamlet-kollega Camilla
Dag …… ??? jeg er simpelthen for træt til at tælle hvad dag er jeg er nået til.
Er landet i San Diego og befinder mg nu i USA???!!!
Stadig meget surrealistisk. Men! Tidsforskellen er godt nok hård. At starte kursus kl 5 amerikansk tid, når kroppen er ved at kollapse, fordi den tror kl. er 2 om natten…..
Og en af opgaverne eller reglerne på kurset er NO INTERNET…..så bær over med mig, jeg forsvinder ud i tågerne en stund.
Jeg vender stærkt tilbage omkring d. 10. når jeg er kommet mig over mit jetlag og SÅ skal I høre om min fantastiske tur.
Mange knus.
Stine.
Dag ????
Ooooh the beauty of jetlag…. Must sleep
Jeg har haft den mest fantastiske rejse både til San Diego og til min indre kerne.
Jeg elsker mig selv og verden. Så fuld af muligheder.
Knus og godnat!
Stine.
Kære Stine – vi glæææder os til at høre mere
Kærligst
Lone
DAG 63
63???!!!!! Kors, hvor tiden dog flyver!!!!
Jeg har været længe væk herfra, synes jeg og det føles nærmest som om det har været i et andet liv. Før og efter Debbie Ford og San Diego…
Havde en fantastisk tur, hvor jeg har lært så meget om mig selv, fået kastet så mange ting op i luften og er nu ved at vælge, hvilke jeg vil gribe og hvilke der skal i skraldespanden.
Jeg har hele tiden udskudt at skrive herinde, for jeg har simpelthen SÅ mange tanker og så meget at fortælle, at jeg er blevet helt tom i hovedet, hver gang jeg har prøvet.
Så nu har jeg besluttet mig for ikke at fortælle så meget…det må komme i små portioner hen af vejen, men det er vigtigt for mig at skrive hvor jeg er lige NU!
For jeg er træt. Og begejstret. Og frustreret. Og helt oppe at ringe.
Det var svært at komme hjem igen. Forestil dig fem dage med mennesker i et rum, der er så trygt at alle deler deres inderst drømme, frygt, skam og livsønsker. Så mange mennesker du kommer så tæt på og kommer til at holde så meget af. Et rum, hvor du er elsket og accepteret præcis som du er, faktisk lige præcis fordi du er den du er.
Og så komme hjem til brokkeri over kaffemaskinen der ikke virker på arbejdet. Stillingtagen til hvad vi skal have til aftensmad. Ingen der siger hvad de føler eller ærligt tænker, men kører videre i deres ræs.
Argh. Det har sgu været svært.
Men. Også lærerigt. For jeg kan jo starte? Med ikke at brokke mig over kaffemaskinen, men være ærlig. Sige hvad jeg tænker og føler og HVAD JEG HAR BRUG FOR.
Turen har lært mig ikke at være bange. At jeg er god nok. At folk ikke forlader mig, når jeg viser hvem jeg er og hvad jeg drømmer om.
Og gør de, ville de nok ikke berige mit liv alligevel…
Kunsten nu er bare at holde fast i det jeg har lært og integrere det i mit liv. For en ting er at skyde missioner og visioner skarpt fra hoften, når man sidder i et accepterende miljø i solen i San Diego, noget andet er alt holde fast i det, når man kommer hjem til kolde Danmark og den vante trummerum, hvor jeg plejer at være en anden, end den jeg var i San Diego…
Men det var fantastisk.
Men nu har jeg brug for et råd. Og hjælp!
For jeg har kastet mig ud i en udfordring. Det er en lang historie I får en af dagene, men jeg kommer direkte til pointen idag, ellers bliver bloggen for lang.
Jeg og 3 andre skønne kvinder har taget imod udfordringen at indsamle 10.000,- på 14 dage til et projekt, der bygger skoler i Uganda til børnene. (I får historien imorgen, for dér lærte jeg meget om mig selv!!!)
Meget konkret har jeg nogle skønne perlekæder, som man får, når man donerer min. 125,- (og jeg får ikke lov at købe flere af min bedre halvdel, for jeg er faldet for så mange selv, at jeg har en til hvert dress det næste år) men hvordan, hvad, hjælp?????
Tanker flyver rundt, jeg kan bage kage og sælge det, men hvor? Skal jeg stille mig på et gadehjørne med perlerne eller hvad? Og er det overhovedet muligt at få en kynisk dansker, der allerede har doneret til Haiti, orkaner, jordskævl etc at give så meget som en krone?
Hjælp? Alle ideer og råd eller evt. bare en bemærkning om at jeg ikke er helt bims er yderst velkomne.
Mange mange knus fra Stine, der skriver forklaringen på projektet imorgen. Se evt. meget om projektet på http://www.thecollectiveheart.org
PS
…dag 63, 37 dage tilbage…når jeg er kommet så langt på 63 dage, kan jeg ikke vente med at se hvor jeg er på dag 100. Har lige regnet ud af det er d. 20. april. Der er jo ikke længe til!!!!!
He jStine.
Velkommen tilbage. Først vil jeg gerne sige, at jeg blev glad da jeg læse din blog. De teamer du tager op er lige netop dem jeg selv tumler med og det er for mig lige nu rigtig dejligt at vide at jeg ikke er alene:-)
Vedr. haldkæderne kan jeg måske hjælpe dig her i Nordjylland. Jeg vil gerne sælge nogle af dem i min virksomhed og så ellers tage med med mig rundt til yoga, netværk osv. Hvis det kunne være noget Så meld tilbage.
Rigtig god onsdag til dig. Fuglene synger helt vildt i min have til morgen:-)
Kh. Lone H.
Fuglesang i haven. Åh jeg sender god energi ud, så der kommer nogle venlige sjæle og køber vores lejlighed, så jeg kan få opfyldt min drøm om netop fuglesang i MIN have
Og tak for din blog omkring at være mor for andre og far for sig selv….av av av. Den tænker jeg lige over.
Hvordan gør vi det praktisk?
Og tak! Fantastisk, jeg vil da elske, hvis du kan sælge nogle af kæderne for mig
Jeg er stadig helt benovet over min søns energi omkring det. Jeg skal bare lære så meget af mine børn, istedet for at begrænse mig selv.
Og så måske også gå ligeså tidligt i seng som dem…
Mange knus, Stine.
Hej igen Stine.
Jeg har lige skrevet til Lone PP. for at spørge om hun kan skabe kontakt mellem os:-) Ellers må vi lige finde ud af noget andet.
God weekend til dig.
Kram fra Lone
Skønne Stine – kan du lige maile mig, så sætter jeg dig i forbindelse med min navnesøster
Kærligst
Lone
DAG 79
Ok, når jeg skal tælle fingre OG tæer for at finde ud af, hvor mange dage der er gået siden sidst, er det for længe siden jeg har været på…
Jeg orker ikke komme med lange forklaringer om, hvorfor… lang historie om lidt for mange actionsteps, en energikrævende eksmand, overspringshandlinger og en masse erkendelser, som jeg vist ikke har givet mig selv helt tid og plads til at tage helt ind…
Men. Jeg vil virkelig forsøge at komme på og skrive noget HVER dag den sidste tid vi er her. Det giver mig jo noget at skrive her, problemet er jo bare de høje krav jeg sætter til mig og at jeg virkelig synes at jeg skal have overskud og noget åndrigt på hjerte…
Og så sker der så meget for mig for tiden, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal begynde…
Men jeg tror idag, at jeg vil kigge tilbage på den tid der er gået fra jeg startede og danne mig et overblik, som jeg kan bruge den sidste tid.
Kors, “den sidste tid”… det lyder som om jeg er dødeligt syg…
DET ER JEG JO IKKE. Bare træt, fordi jeg som altid kaster mig ud i for mange ting på en gang….
Nej, ved I hvad. Jeg får lyst til at fortælle en anden ting. Om min mor.
Hende har jeg vist nævnt en enkelt gang før ikk?
Vi er tæt knyttet og jeg elsker hende så utroligt højt. Og min rejse med Debbie Ford har virkelig vist mig, hvor svært jeg har haft ved at tage ind, når min mor har udtryk noget godt overfor mig…
Men i hvert fald. Jeg har været i statsforvaltningen med min eksmand (lang kedelig historie om en samværs-resolution) og mødtes med min mor bagefter. Vi havde snakket aftenen før og var begge urolige og lidt kede af det over mødet.
Men min mor satte sig og fortalte mig følgende:
Hun havde haft så ondt i hovedet og dårlig mave, da hun vågnede og var enormt nervøs på mine og min søns vegne… Det fortsatte frem til kl. 08.30, hvor hun vidste mødet startede.
Og da kl. blev 08.30, forsvandt hendes hovedpine. For, som hun sagde “jeg vidste, at du ville gå ind og gøre lige nøjagtig det der skulle til og at du ville gøre det så godt. At du ville gøre det bedste du kunne og at det ville være mere end godt”.
Og det mest fantastiske var, at vi så hinanden i øjnene, min mor og jeg, og jeg tillod mig selv at høre hendes anerkendelse.
Jeg følte den. Jeg tillod mig selv at se mig selv og hende med andre øjne. Og så mig selv som hun ser mig og som jeg til tider ser mig selv…
En fantastisk kvinde, som har så meget kraft og så meget kærlighed.
Ah, og det er derfor jeg skal blive ved med at skrive denne blogg, om så ingen læser den. Dejligt lige at komme i kontakt med den følelse igen, her på en dødssyg tirsdag aften, hvor jeg er piv-træt
Mange knus herfra!
Hmm, og nu havde jeg lige skrevet langt indlæg…gad vide om det kommer på…
Stine.
Kære Stine.
Hvor er det smukt. Jeg sidder her med tårer i øjnene efter at have læst din blog. Hvor er du heldig at have sådan en mor og TAG FOR POKKER ALT DET DU KAN FÅ FRA HENDE;-) Det skulle jo også gerne være det vi har mødre til. Det har jeg desværre ikke men forsøger virkelig selv at være det.
Og selv om vi til tider føler os energi forladte og ikke har nogle reflektioner så kommer der alligevel noget godt ud af at skrive her.
Tak til dig.
Knus fra Lone H.
DAG 81
19 dage tilbage… tiden flyver i godt selskab.
Jeg har haft to skønne dage. Efter mit skriveri forleden blev jeg så arrig på mig selv over at være hoppet direkte tilbage i mit “det er så hårdt og synd og jeg er fanget”-hul, så dét skulle være løgn skulle det.
Så inspireret af Lone har jeg virkelig bevidst tænkt -Er dette kærlighed til mig-inden jeg har noget. Spist noget. Taget beslutning om noget.
Og ja, det er kærlighed til mig at drikke flere smoothies.
At lade min 5-årige datter sove hos mine forældre og hente hende træt men super lykkelig dagen efter.
At udnytte chancen for at have min søn på 10 og min mand for mig selv.
At tage i biffen og se Sådan træner du en drage! og virkelig nyde mit barnlige sind og grine igennem med min søn.
At lære min datter at stå på rulleskøjter.
At se min søn og mand tage til fodbold og komme trætte men glade hjem.
At falde i søvn på sofaen, mens min ret så friske søn speedsnakker i øret på mig.
At bekende mit dårlige humor til en veninde og få den skønneste støttende sms tilbage.
At dele med min mor hvor meget hun betyder for mig.
At lægge puslespil.
Udfyld selv videre. Pludselig vælter det frem. Jeg elsker de dage, hvor jeg bare har knækket koden. Hvor glasset virkelig virkelig er halvt fuldt fremfor havlt tomt. I love it!
Var på loppemarked med min mor i weekenden og købte 4 smukke Bjørn Wiinblad puslespil. Har 2 som jeg lagde med min bedstemor -kaldet Morgen og Aften- men som jeg ikke rigtig lægger, fordi jeg bare kommer til at savne hende for meget.
Pludselig dukkede der to op ved loppemarkedet, som jeg aldrig har set før…Sommer og Vinter. Mærkeligt, min mor har heller aldrig set dem og hun går ellers meget på loppemarked og antikmarkeder… Men jeg købte dem med stort smil på læben for 90 kr ialt.
Tre rækker længere nede ligger Forår der sgu…for en 20´er. Og ja, den sidste række gemte så på Efterår..så jeg gik glad hjem med 4 puslespil, som min datter blev lidt forarget over. De var ikke lyserøde, de var ikke for børn og ikke til hende. Uforståeligt, haha.
Men jeg har hygget mig. Det gik pludselig op for mig, hvor svært jeg har ved at stresse, når jeg lægger puslespil. Det havde jeg glemt. Så de tre er lagt og det fjerde på vej. 500 brikker per stk. Fedt.
Jeg ved ikke om der er lidt nørdet gammel dame over det, men det virker for mig. Min mor strikker, jeg lægger puslespil.
Hvad gør du???
Mange knus fra Stine.
Og tak Lone. Du har ret. Jeg skal suge alt det fra hende jeg kan. Og huske at anerkende hende for det pragtfulde menneske og den fantastiske mor hun er for mig.
Knus igen. Stine.
Hmm, forstår ikke helt hvad der sker for mig herinde. Nogle gange kommer det jeg skriver på med det samme og nogle gange dagen efter…og denne gang overhovedet ikke.
Suk, havde ellers skrevet lang superglad mail om mine skønne dage med skønne unger, puslespil, rulleskøjteløb etc…
Men ok, det hænger et sted i cyperspace og jeg kom i kontakt med min glæde, da jeg skrev den. Det er vel det vigtigste
Jeg er begyndt at lægge puslespil. Lagde meget puslespil med min bedstemor, som betød rigtig meget for mig. Har arvet to Bjørn Wiinblad puslespil -Morgen og Aften- efter hende. Men lægger dem ikke så tit, da jeg kommer til at savne hende enormt.
Var på loppemarked med min mor og fandt 4(!!!) puslespil, de fire årstider, af ham, som jeg ALDRIG har set før.
Så jeg sidder og afstresser. Kan simpelt hen ikke stresse, når jeg lægger puslespil. Ved godt det er lidt nørdet, gammelmor agtigt
Min mor strikker, jeg lægger puslespil, hvad gør du for at stresse af?
-Knus fra Stine.
DAG 86
Uaaah, hvor går dagene hurtigt. Min tidsoptimisme skal jeg klart kigge på en dag
Men nu er der så 14 dage tilbage…
Jeg har haft en meget blandet påske vil jeg lige sige. Fantastiske dage med familien, hvor vi har gemt påskeæg med mine forældre, rullet på rulleskøjter, lavet alting og ingenting og bare haft det skønt.
Jeg har fået lukket ned for alle mine to do lister og bare været.
Fantastisk.
Og når man så sidder der midt i det hele og slapper af, rammer flodbølgen.
Wam!
Min bedre halvdel gav mig over to gange en tsunami af anklager. For ham var det observationer, for mig føltes det mere som anklager og dybe knivstik. Av av av.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på detaljer andet end udtalelser som “du interesserer dig slet ikke for mig” og ”du ved vidst ikke hvor sårende du kan være”. Avavav.
Jeg blev fanget i skænderiernes ingenmandsland, hvor man kan vælge at hoppe i “lad mig forsvare mig selv og angribe dig”-grøften eller “ok, jeg prøver at lytte og holde bandage på knivstikkene, så jeg ikke forbløder imens”-grøften.
Jeg tror jeg steppede lidt rundt i begge grøfter… prøvede at holde fast i at når man giver råd eller anklager andre for noget, så er det egentlig sig selv man taler til… prøvede at tage ind og se, hvad der var sandt… og prøvede egentlig også bare at trække vejret og gemme mig.
For ja, han havde ret i en ting. Han ved heller ikke, hvor sårende han kan være og hvis jeg bare er tilnærmelsesvis så hård ved ham, som han er ved mig, skylder jeg ham en undskyldning…
Havde tanken “når han ser mig sådan, er vi så gode for hinanden?”. Når han nu ikke kan se det lys, andre kan se i mig, er det så manden jeg har lyst til at være sammen med? Er jeg kvinden for ham?
Så jeg søbede rundt en halv dags tid i selvmedlidenhed, offer/martyr-rolle og fik også skrevet et laaaangt anklagende, meget lidt konstruktivt brev til ham.
Og da jeg læste det, blev jeg meget meget flov.
Hvofor var det lige jeg havde behov for at angribe ham på samme måde, som havde gjort så ondt på mig selv?
Heldigvis har jeg en skøn veninde og en lige så skøn coach, som jeg kan vende tingene med.
Og det gik op for mig, at den eneste grund til at jeg pludselig sad som et lille barn og måske ikke havde lyst til at være sammen med ham alligevel, “når det skulle være på den måde” (forestiller mig et lille surt barn med armene over kors…) var fordi, det gjorde for ondt.
Av, det gør ondt at få andre menneskers mening om en. Især når det er fra det menneske i hele verden, hvis mening der betyder allermest.
Og av av, når der er sandhed i det!
Tænk at jeg virkelig overvejede om vi skal være sammen, hellere end at gribe i egen barm og se på, om det kunne være sandt det han sagde om mig…
Tak for den lektie… Så vi skal snakke, men har fået taget lidt af gassen af ballonen. For nej, ingen af os mener det jo så slemt, og gu´elsker vi hinanden. Og ja, jeg vil kæmpe for ham og vores forhold også når det gør ondt at se på mig selv.
Åh Stine, hvor er tingene bare uretfærdige nogen gange. Men dejligt at du efterfølgende kan reflektere konstruktivt over din situation.
Hvor kender jeg godt det med at tænke om vi virkelig skal være sammen. Det er heldigvis meget lang tid siden nu og håber vi har overstået det kapitel i vores fælles liv.
Jeg synes du er en sej kvinde:)
Kh. Lone H.
Og det skal lige siges, at jeg har haft en fantastisk dag!
Godt i gang med arbejde efter påsken, en tur til poledancing og middag med god veninde. Er nu landet og skal i seng under varm dyne med varm mand. Ah. Livet bliver ikke bedre end dette.
Specielt fordi jeg endelig har fået svar på ansøgning og jeg starter resten af Debbie Fords blue print coach uddannelse i morgen.
YES! Dét er god energi og sådan en dag får mig klart på toppen!!!!
Sov godt. Stine.
DAG 87
Av, jeg har ondt i kroppen idag og jeg tror, det bliver værre imorgen. Har efter to introtimer kastet mig ud i poledance trin 1 klasse. Avavav.
Det er den fedeste, sjoveste, hårdeste time jeg har prøver…ever. Jeg elsker det. Den legende følelse når jeg svinger rundt, det sensuelle, det kropslige og så lige udfordringen i at løfte hele min krop op i en stang…i armene.
Kan stadig ikke helt bestemme mig for om jeg har vatarme eller tung i r…. måske er det en skøn kombi
Armbøjninger er vejen frem.
Men det fede ved den time var at jeg blev så udfordret på, hvad jeg tror jeg kan. Og fordi jeg synes det er for pinligt bare at skride, når jeg egentlig er udmattet/skræmt/opgivende/you name it…så bliver jeg ved og overrasker mig selv.
Så jeg har holdende i en polestang løftet mig i armene, hængt med hovedet nedad med benene op i luften et sted.
Jeg har drejet baglæns og dippet mig selv bagud. Og det gode er, at jeg ikke kan nå at se mig selv i spejlet, jeg holder øje med læreren. Så i min fantasi ser jeg mindst ligeså lækker ud, som hun gør. Og det er fedt. Energi-givende. Og legende.
At jeg så knapt kan tage strømper af og på idag er en biting.
Leg er vejen frem. Kropslighed. Og gode grin.
Og imorgen skal jeg have taget blodprøve og have tjekket kolesteroltal. Jeg tænkte, at når de 100 dage snart er gået, må jeg hellere få dem tjekket.
Har egentlig ikke været så opmærksom på kosten, som jeg havde tænkt mig, men mere haft overordnet fokus på at have det godt, så nu må vi se…. spændende.
Godnat og sov godt.
Stine.
Dag 92
Mandag morgen. Solen skinner og fuglene fløjter.
Jeg har haft en pragtfuld weekend med familien. Været på stranden og boret tæerne i sandet. Gået på sten med bare tæer. Fundet rav og hjertemuslinger. Klatret i træer med min frygtløse datter. Fået talt længe og kraftfuldt med min mand. Stået på rulleskøjter i dyrehaven med en cyklende datter og en løbende mand. Og sovet. Også til middag
Så jeg starter ugen godt tanket op.
Jeg købte et sæt kort med universets budskaber i De ukendtes Boghandel og er begyndt at trække et kort, hvis jeg er oprørt over noget OG hver morgen for at sætte en retning for min dag.
Igår skulle jeg “give og tage uden begrænsninger” og da jeg købte dem fredag og stadig var lidt ked af det over vores halvdårlige kommunikation min mand og jeg imellem, fik jeg budskabet:
“Acceptér dig selv og du vil accepterer andre”.
Så kunne jeg jo ikke lade være med at trække på smilebåndet, for det er lige præcis det der sker med os, tror jeg. Det går galt, når vi har det skidt med os selv og ikke accepterer os selv. Så tak univers
Idag er budskabet:
“Lad det ske”.
Spændende, jeg tænker at det åbner op for mange muligheder, hvis jeg bare lader det ske.
Hav en fantastisk mandag. Stine.
DAG 94
Wauw, alle burde prøve at starte dagen med at blive coachet af min fantastiske coach. Hun er indsigtsfuld, kærlig og stiller altid liiiiige de spørgsmål, som jeg IKKE har lyst til at svare på. Og når jeg så svarer på dem alligevel, ser verden anderledes ud.
Solen skinner og jeg er boostet af energi. Tak Lone, du er skøn!
Så jeg vil nyde mit liv idag!
Knus fra Stine.
DAG 99
Jeg har fået noget med mandage. Det er som om solen skinner og jeg har masser af energi.
Jeg havde en fantastisk dag igår, hvor jeg mødtes med en masse skønne mennesker fra mit ophold i San Diego. Anerkendende, lyttende, kraftfulde, ærlige mennesker. Sikke et energi-boost.
Og nu starter så en en uge med masser af muligheder. Jeg elsker det.
Trækker hver morgen et kort med et universelt budskab og budskabet for idag er:
Indånd livet med glæde
Ja tak! Det er jeg bare så klar til.
Jeg kommer mere og mere i kontakt med at jeg allerede har det liv jeg ønsker og at jeg har alle de muligheder jeg ønsker. Det er sådan set “bare” at gribe dem.
Mit hjerte er fuldt af kærlighed til livet, til mig selv og de mennesker jeg har været så klog at omgive mig med.
Mange solskinsknus og husk at indånde livet med glæde, intet mindre kan gøre det!
Stine.
Hmm…
Det er som om de sidste indlæg jeg har skrevet her de sidste par dage er forsvundet i tågerne???
Men jeg har egentlig basicly fortalt, at jeg har det fantastisk og nyder livet!
Knus Stine.
Kære Stine.
Tak for din positive energi. Den kan jeg godt bruge i disse dage.
Jeg er som du egentlig tilfreds med mit liv og måden det former sig på, men lige nu er jeg begyndt at arbejde med vrede som jeg kan mærke jeg har meget svært ved.
Idag har jeg besluttet at gøre noget godt for mig selv, så jeg vil indånde livet med glæde.
Tak skønne Stine.
Kh. Lone H.
Dag 100 …og en sjat
Jeg ved ikke om universet prøver at fortælle mig noget, men mine indlæg herinde forsvinder…gad vide hvad jeg skal lære af det?
Nå men mine 100 dage er jo rundet… og jeg har det praftfuldt!
Er i gang med den vildeste rutchetur i livet med op- og nedture, frustrationer og lykkefølelse.
Når jeg har en dag, hvor jeg mister grebet, har jeg nu lært at finde de gode sider frem, alt det jeg kan og har opnået. Og er det svært, har jeg (også) lært at række hånden ud og bede om hjælp.
Og dét er fantastisk!!!
Jeg er ikke alene, jeg hører til, universet er med mig og jeg tror.
Tror på mig selv, på andre og på at jeg finder min vej. Og at den finder mig
Så tak, fordi du læser og/eller skriver herinde. Det har virkelig lært mig meget at læse vores forskellige historier, som er så forskellige og dog så ens på nogle punkter. Det har gjort mig glad og beæret, når jeg har fået kommentarer og jeg føler jeg er en del af noget.
Og er der noget jeg skal fremhæve som det vigtigste jeg har lært om mig selv i de sidste 100 dage… så er det hvor vigtig det er for mig at være en del af et fællesskab.
Og den store gave det er (nu hvor jeg tør bevæge mig “derud”) at opdage hvor velkommen jeg er i fællesskabet.
Jeg elsker livet.
Knus fra Stine.