Kh. Lone H.

Da weekenden var gået, undrede det mig, at jeg ikke blev kørt hjem, at ingen kom og hentede mig. Men en lidt længere ferie havde jeg da heller ikke noget imod, selvom hverdagen hos mine bedsteforældre ikke bød på helt den mængde slik, jeg havde forestillet mig. Da min far et par måneder senere kom på besøg, var det for længst gået op for mig, at jeg nok ikke blev hentet igen. På det tidspunkt var jeg begyndt at tilpasse mig mine nye omgivelser, på den måde kun børn mestrer. Jeg græd mig selv i søvn om aftenen, men begyndte så småt at finde legekammerater på vejen og finde mig til rette i mit nye miljø om dagen. Min farmor gjorde sit til, at jeg skulle føle mig hjemme – allerede i den alder blev jeg forkælet og fik det meste af det jeg pegede på. Som 5-årig var min største fornøjelse, at gå med min farmor i stofforretning og vælge fra hylden med de fine silkebånd. Jeg fik to stykker, til at binde i mine rottehaler og min farmor nød det mindst ligeså meget som jeg. Hun havde altid ønsket sig en pige og med hendes to sønner, faldt det i god jord, at mine forældre valgte, at efterlade mig hos hende.

På mange måder blev min hverdag lettere, i selskab med mine bedsteforældre. Ingen skænderier, ingen slåskamp, ingen utryghed og bekymring. Men alligevel var der slået et stort stykke af min hjerte. Jeg forstod ikke, at mine forældre bare sådan uden videre kunne give mig væk og selvom jeg konstant var efter min 3 år yngre lillesøster, fordi vi måtte konkurrere hårdt om vores forældres opmærksomhed, så savnede jeg hende meget. Jeg startede i skole og fik en tryg, stabil hverdag, med min farmor som plejemor. Den konstellation kan anbefales – det er i hvert fald ikke gået op for mig, før jeg blev voksen, at jeg rent faktisk var i pleje. Det var jo bare mine bedsteforældre. Var jeg blevet anbragt i en fremmed familie, er jeg sikker på, at jeg ikke var faldet så heldigt ud, som jeg vil påstå, at jeg er. De nærede jo allerede, en stor kærlighed til mig, som deres første barnebarn.

Min far kom ind imellem på besøg. Andre gange blev han væk, selvom han havde lovet at komme. Han havde travlt med sit nye singleliv og kom da også ind imellem med en ny dame på armen. Jeg tilbad ham og elskede, når han blev og sov, så han også var der næste morgen, når jeg stod op. På det tidspunkt forstod jeg ikke hans sygdom og forstod ikke, at hans humør skiftede så drastisk, eller at han nogen gange, når han var fuld, græd som pisket og forsøgte, at forklare mig alt om hans, i hans øjne, miserable liv. I mine øjne, var han fantastisk og alle de mennesker, som han fortalte havde gjort ham ondt – dem hadede jeg som pesten.

Sådan gik de første par år, uden et ord fra min mor. Senere har hun fortalt mig, at hun forsøgte at ringe, men min farmor mente ikke det var godt for mig, at høre hendes stemme, så hun blev bedt om at lade være. Men to år senere, fik jeg lov til at møde hende igen. Da ingen fra min fars familie havde lyst til at se hende, blev jeg sat på en bus og en station længere henne stod min mor. Hendes lange bløde krøllede hår var klippet i en kort smart frisure, hun havde make-up på og var meget tynd. Hun boede ude på landet, hos en familie, hvor hun hjalp med at passe et par børn. Det undrede mig, kan jeg huske, at hun hellere ville passe andres børn, end tage sig af sine egne. Min søster var på det tidspunkt i pleje ved mit andet sæt bedsteforældre – min mors forældre. Men det var dejligt, at se hende. Jeg græd meget den dag, men var glad og fik massevis af store kærlige knus af min mor. Det trængte jeg i  den grad til, for derhjemme, ved min farmor og farfar, havde jeg lukket i for den slags. Af en eller anden grund havde jeg bestemt mig for, at knus og kys tilhørte mine forældre, så den slags delte jeg ikke ud til andre. To år var længe, at vente på et knus fra min mor. Udover knus, havde hun købt en grøn kjole til mig og to små hjertespænder til mit hår – et hvidt og et rødt. Det røde har jeg stadig – på bunden af mit smykkeskrin. I denne omvendte verden, gik min mor og jeg en lang tur til en benzintank, hvor min mor forkælede mig, med masser af slik og sodavand, inden turen gik tilbage til mit hjem hos min farmor og farfar.

En dag vil jeg skrive noget mere, om hvordan jeg havde det, i mine første år og senere som plejebarn hos mine bedsteforældre, men det jeg bliver nødt til at skrive om nu, ligger mange flere år ude i fremtiden.

I September 2008, 31 år gammel, ringede jeg glad til min farmor, for at fortælle, at jeg endnu engang havde tænkt mig at gøre hende til oldemor. Hendes glæde var stor og på mine vegne håbede hun, at det denne gang ville blive en pige, så jeg ville prøve at have en af hvert køn. Min søn Christian var fra starten et vidunderbarn i min farmors øjne og alle små detaljer fra hans liv, blev straks videregivet til hendes store flok af venner, veninder og naboer. Jeg glædede mig til, at også mit næste barn skulle opleve, at blive forkælet af hende.

I marts 2009 brækkede min farmor benet. Da hun i forvejen, efter kræftbehandling som 40-årig, havde et ben med meget vanskellig lymfedem, var det lidt kritisk for hende. Hun skulle sidde stille i 10 uger og synes bestemt ikke det var noget sjovt liv i den tid. Men hun gjorde det, benet voksede sammen og hun begyndte til genoptræning.

I slutningen af April 2009 ringede jeg igen en dag til min farmor, kun for at finde ud af, at hun var røget på hospitalet med infektion i benet. Hendes læge havde slået det hen som influenza i flere dage, uden at besøge hende. Da hun endelig kom afsted, havde infektionen bredt sig meget. Men hun var, som altid, ved godt mod. Hvad der så skete, kan jeg næsten ikke huske. Faktum er, at nogle uger senere, fik vi at vide, at hun skulle have taget benet af. Det gjorde mig ondt på hendes vegne, men hvis nogen kunne klare et liv uden ben, så var det hende. Hun var i forvejen i kørestol pga hendes vanskellige ben. 2 uger senere var hendes ben fjernet og det stod klart, at infektionen var så alvorlig, at de ikke engang kunne lukke såret efter amputationen.

Gravid i 38. uge fik jeg at vide, at min elskede farmor ikke ville overleve. Min farbrors kæreste tog plejeorlov og min farmor kom hjem i sin egen seng og ligge. Ingen vidste hvor længe det ville tage, men lægernes formodninger var mellem et par timer og 4 dage. En uge senere lå hun stadig i sin seng. Jeg kørte hver dag frem og tilbage mellem vores hjem i Tappernøje og hendes ældrebolig i Ringsted. Jeg fik vist hende billeder af vores nye hus og hun forærede mig et par guldøreringe. Jeg fik sagt tak, fordi hun tog sig til mig. Hendes svar var ”vi har altid været glade for dig. Ja, vi har altid været glade for hinanden os to”. Hun nægtede at give slip, hun ville møde sit nye oldebarn. ”kunne du da bare tage og føde det barn – så skulle hun ikke ligge her og lide længere” hvæsede min farmors svigerinde en dag efter mig. Alle havde følelserne siddende udenpå tøjet og det var selvfølgelig ikke sagt i en ond mening, men det gjorde nu ondt alligevel. To dage efter min datters terminsdag blev jeg ringet op, at det så skidt ud. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne afsted til Ringsted, endnu en gang.

Min farmor havde fået at vide, at jeg ville komme, så hun ville ikke lægge sig til at sove før jeg var der. Kl. 12 d. 25. maj, 2 dage over termin, talte jeg med min farmor for sidste gang. Igennem morfinrusen bad hun mig om, ikke at være ked af det og hun lagde hånden på min mave og smilede. Jeg havde svært ved at opfylde hendes ønske, men jeg tror heller ikke hun lod mærke til meget mere derfra. Hun faldt i søvn og vågnede ikke op igen. Men hun gav heller ikke slip. Kl 18 fik vi at vide, at hendes vejrtrækning tydede på, at hun var på vej væk. Jeg holdt hendes højre hånd, græd og kiggede på hende, da hendes sjæl første gang forlod hendes krop. Hendes forpinte vejrtrækning forsvandt, alle folder i hendes hud glattedes ud, øjnene mistede deres lys og huden faldt tilbage om hendes ansigts knogler. Det var som en handske, man trækker hånden ud af – pludselig var der ikke mere liv. Men et minut efter hoppede hun frem i sengen, hev vejret ind og levede videre. Det skete 4 gange mere i løbet af aftenen. Hver gang sagde vi farvel, min tante og jeg og hver gang kom hun tilbage. Kl lidt over 2 d. 26. maj 2009, døde hun for sidste gang. Infektionen fik ikke kål på hende, som lægerne havde forudsagt. I stedet druknede hun i det vand, der havde ophobet sig i hendes lunger pga infektionen. Man kunne høre de frygtelige druknelyde, mens hendes øjne flakkede rundt i vildskab. Høje rallende druknelyde, sort væske fra mundvigene og så skete det igen – så var hun væk. Helt væk og 3 minutter senere, var hun stadig ikke kommet tilbage.

Min farmor blev gjort i stand og lagt på sin seng. Jeg gav hende hendes perlesmykker på og holdt hendes hånd, fuldstændig ude af mig selv af sorg. 3 dage over termin havde jeg ikke sovet i 2 døgn og var på ingen måde klar til en fødsel, indenfor nærmeste fremtid.
 
Bisættelsen blev planlagt til så nær fremtid som muligt, i håb om, at jeg så ville kunne deltage – og det lykkedes. Præsten talte om, hvordan min farmor og hendes mand havde store hjerter og i nødens tid valgte at tage deres barnebarn til sig, som deres eget. Jeg sad ved siden af kisten og græd, med min store mave. Gennem tårene var jeg frygtelig bange for, at min lille datter skulle tage skade af al den sorg.

Min datter valgte heldigvis at blive inde i varmen helt indtil d. 6. juni 2009 – 14 dage over termin. Hun vil aldrig møde sin oldemor og min farmor vil aldrig få sit oldebarn at se. Planen var, at urnen først skulle lukkes efter fødslen, så min farmor kunne få et billede af min datter med sig. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke bisætte et billede af min datter. Det var ikke den rigtige måde. I stedet fandt jeg trøst i en drøm jeg havde, nogle uger efter fødslen. Jeg drømte, at min farmor sad i en stor lænestol og jeg viste hende min datter. I drømmen sagde min farmor ”jeg kan se jer og jeg kan se hvor fin hun er”. Min datter fik min farmors navn som mellemnavn. 3 uger efter min datters fødsels døde også min oldemor, min farmors mor. Knap 102 år gammel, døde hun af sorg over, at hendes datter var død.

Den første tid med min datter var det som om jeg ikke oplevede verden som det var. Hele oplevelsen omkring min farmors død var ikke-eksisterende. Jeg var glad, undrede mig indimellem over min manglende reaktion, men også over, at jeg konstant forventede at høre min farmors stemme, når jeg tog telefonen. I øvrigt ringede den ikke så meget mere. Min farmor ringede i perioder flere gange hver dag, bare for at høre til de små ting. Det er der ikke længere nogen der gør. Der er ingen der holder styr på, hvornår min søn skal på tur med vuggestuen, eller om jeg huskede min aftale med optikeren, eller om den mad vi fik i forgårs smagte godt. Jeg har aldrig tænkt over, hvor meget min farmor fyldte i mit liv og i de senere års travlt liv, har jeg ofte været irriteret, når hun kun ringede for at høre, hvad vi skulle have at spise. Men som så ofte opdager man ikke hvad man har, før man har mistet det. Nu er der bare tomt, i telefonen og på familiehylden… Men samtidig føler jeg også, at jeg nu kan være lige præcis den jeg vil – jeg skylder ikke længere nogen, at være sådan som de allerhelst ser mig. Det er svært at forklare. Jeg vil prøve –  en anden dag. Det er vist nok for nu…

Jeg har skrevet en temmelig personlig beretning, som jeg har tænkt mig at lægge herind. Jeg tror jeg er ved at få fat i den største årsag til, at jeg har ondt indeni og har svært ved at holde mig på det rette spor. Målet er fornyet energi, men jeg vil jo også gerne beholde den energi, som en fast del af mig. For at det kan ske, er jeg vist nødt til at tænke nogen ting igennem…

” Whatever feelings you have within you are attracting your tomorrow. Worry attracts more worry. Anxiety attracts more anxiety. Unhappiness attracts more unhappiness. Dissatisfaction attracts more dissatisfaction. AND . . . Joy attracts more joy. Happiness attracts more happiness. Peace attracts more peace. Gratitude attracts more gratitude. Kindness attracts more kindness. Love attracts more love. Your job is an inside one. To change your world, all you have to do is change the way you feel inside. How easy is that?” <3

Og ja, hvad skal jeg sige? – jeg ved det jo godt!!! Jeg har oplevet det virke på egen krop så mange gange. Så i dag skal kun tænke glade og positive tanker. Jeg må glæde mig over, at min datters opkastninger og diarre nok snart er ved at være slut, så hun helt sikkert vil sove i nat! Jeg har ikke sovet i snart 4 døgn, andet end et par timer her og der, når min datter har været rolig. Ellers har det været hårdt arbejde. MEN, jeg har jo stadig min skønne familie, vores dejlige hjem, mine fantastiske børn, min dejlige mand, fantastiske veninder… Min datter fejler jo ikke noget, der ikke går over igen!!! OP PÅ HESTEN!!!! I dag skal jeg bage brød, lave humus og delight-kugler – alle de ting jeg plejer at lave til SR-kickstart. Det er ting jeg kan lave på rygraden, som jeg elsker at spise, så jeg ikke føler afsavn og så er jeg i gang igen. Jeg har ikke turdet stille mig på vægten og se hvad de sidste par uger har haft af betydning. I går aftes ÅD jeg en hel bakke snøfler, en stang toblerone og en pose p-tærter…. Jeg har seriøst et problem med mad – det er enten eller. Jeg kan ikke bare nyde en enkelt aften i synd og så sige ”det var det”… Det er som om den ene synd tiltrækker den næste og til sidst er jeg der hvor jeg er nu, hvor det kræver et enormt overskud og massiv viljestyrke, at bakke tilbage og finde den rigtige vej igen. Problemet ligger indeni mig, men jeg er ikke helt sikker på hvor? Jeg har en idé, om hvorfor det er gået SÅ galt, men det skal jeg lige overveje om jeg vil dele – skrives ned skal det i hvert fald! Det må være vejen til erkendelse….