Intro:
Skal, skal ikke? At dele ud af sin sårbarhed ligger normalt ikke til mig, men nu gør jeg det! Jeg forpligter mig til, via denne blog, at dele mit liv (eller dele heraf) med jer de næste 100 dage. Jeg håber nogen vil kunne bruge mine ord til noget og hvis ikke, så er det også okay – jeg ved nemlig, at det vil være gavnligt for mig, at have denne blog, så jeg kan holde mig selv til ilden og have mulighed for at reflektere over processen undervejs.
Jeg er 32 år, mor til to, på barsel med min datter på 7 mdr og langsomt på vej ud af en efterfødselsreaktion, der har været hård, både ved min sjæl og min krop. Men nu er jeg klar til at vinde mig selv og min energi tilbage – både den fysiske og den åndelige.
Fysisk har jeg 15 helt håndgribelige og overflødige barselskilo at gøre kål på. Dem har jeg tænkt mig at smelte væk, ved at følge Sundhedsrevolutionens 10 bud, suppleret med så meget motion som kan lade sig gøre, med min datter på slæb. Efter mit første barns fødsel smed jeg 20 kg på den måde og opnåede dermed min idealvægt. Så jeg ved at det kan lade sig gøre og jeg ved, at når jeg er kommet igennem de første hårde, sukkerfri uger, så kører det. For i virkeligheden kan jeg faktisk bedre lide den rene og sunde mad, end de skumbananer og tobleroner, der har bidraget flittigt til de ucharmerende sidehåndtag og den velvoksne bagdel. Det skal blive en smal sag, at blive af med dem (håber jeg) og jeg har lært af erfaring, at den sunde livsstil vil bidrage væsentligt til min følelse af overskud på energikontoen.
Psykisk har jeg nogle barrierer der skal nedbrydes, for at jeg kan overholde de fysiske mål jeg har sat mig. Det er nok her det hårdeste arbejde ligger. Det er svært at lave om på indgroede mønstre og ifølge mit livs-CV har jeg for vane, at være hård ved mig selv og skælde ud med tomme kalorier i rigelige mængder. De sidste dage af år 2009 læste jeg bogen ”Fra pæn pige til powerprinsesse” og fik mere end én AHA-oplevelse.
En af de ting jeg efterfølgende skrev til Lone i en mail var, at det eneste jeg er 100% sikker på ved mig selv er, at min yndlingsfarve er lyseblå. Det lyder måske lidt vildt og måske er det heller ikke helt rigtigt, men det er det eneste jeg med 100% ærlighed kan fortælle dig om mine præferencer i livet. Det skal der gøres noget ved! Jeg vil finde mig selv og dermed styrke min åndelige energi. Måske overambitiøst at tro, at det vil lykkes på 100 dage (hvoraf, der i skrivende stund faktisk kun er 94 Top100-dage tilbage), men om ikke andet, så er processen hermed indledt.
For at få inputs til projektet, har jeg i første omgang tilmeldt mig Nydelsesrevolutionens 21-dages nytårskur. Jeg glæder mig til at dele mine tanker og håber, at du vil skrive en kommentar til mig, hvis du læser med.
Positive energier i alle retninger,
Rikke
Loading...
Jeg har lige snakket med pladsanvisningen. Min datter skal snart i vuggestue!!! PRES… Nu SKAL jeg simpelthen finde ud af, hvad jeg skal når min barsel er slut til April. Jeg har ikke specielt meget energi i dag og det er helt sikkert fordi mit hoved er optaget af fremtidstanker. Jeg ved det simpelthen ikke…Jeg har hele tiden skudt det foran mig, men nu kan det altså snart ikke vente længere…
Jeg arbejder lige nu langt væk fra hvor vi bor. Vi er flyttet mens jeg har været på barsel. Før havde jeg 5 min. Nu har jeg mellem 50min og 1½ time – HVER vej… Det holder bare ikke med to små børn i institution…
Jeg er eksportingeniør og arbejder lige nu med radiokommunikation. Det er langt fra mit drømmejob, uden at jeg specifikt kan definere hvad mit drømmejob egentlig er…. Noget med marketing, hvis jeg absolut skal bruge min uddannelse og rent økonomisk, er det jo nok det bedste, at gøre det. Men uddannelsen tog jeg måske nok mest for at imponere min mor. Vidste ikke hvad jeg ellers skulle. Er vokset op hos min farmor og har først fået ordentlig kontakt med min mor efter jeg er blevet voksen. Hun var så stolt, da jeg tog gymnasiet og var den første pige i hendes familie, der havde gjort det. Jeg har altid været god til at gå i skole og i et ellers på mange måder besværligt liv, har det været det jeg fik anerkendelse på. Det er nok derfor, det er så svært, at finde og følge min passion. Jeg kan altid få 13-taller (som det vist i øvrigt ikke hedder mere) i fysik, matematik, sprog osv… Men i virkeligheden er jeg mere til noget med mennesker, noget spirituelt, noget åndeligt udviklende, noget hvor jeg føler jeg gør en forskel for nogen eller noget - andet end multinationale virksomheders bundlinie…. Ingen tvivl om, at en passionscoach ville kunne hjælpe mig langt… Jeg har bare ikke pengene lige nu. Jeg må i tænkeboks. Jeg får helt koldsved ved tanken om, at jeg måske bliver nødt til at beholde det job jeg har nu, for at vi kan beholde huset osv. Det ville betyde, at vi skulle ofre vores børns tid med os. 37 timer om ugen + i værste fald 3 timers transport om dagen = 52 timer/ugen… Nej, nej nej…… Men jeg er blank lige nu….
Hvor er du dog en stærk kvinde! 2 fødselsdepressioner… og det er hårdt nok at få børn uden.
Din søn er sart, men du ved ikke om det er fordi du har haft fødselsdepression eller om…det “bare” er fordi han er sart. Der er ingen der siger det varer ved og alting kan vende. Han har den bedste mor han kan have i hele verden, så alting skal nok gå.
Jeg var så bekymret for min søn, da han var helt lille. Han var så fed (jeg taler budda-man kunne ikke se hans hals-fed), så han ikke kunne ligge på maven og løfte hovedet. Han blev helt skæv… Jeg blev stoppet på gaden af emsige damer, der indirekte fortalte mig, at jeg var en dårlig mor, fordi jeg ikke klædte mit barn ordentligt på. Men selvom det var frostvejr, behøvede han ikke særligt meget tøj, dels fordi han havde et naturligt spæklag og dels fordi han bare er en enormt varm dreng.
Idag er han 10, tynd som en pind og stadig meget varm. Så jeg havde ikke behøvet at bekymre mig om overvægt eller temperatur. Det ordner sig.
Han har altid været meget følsom, især med fjernsyn. Når fjernsyn for dig sluttede, stortudede han, fordi det sluttede. Det gjorde han i flere år og det var nogle gange et helvede at se fjernsyn… Vildt stress to minutter inden programmet sluttede…
Han turde ikke se det meste af det. Han har en enorm stor indlevelsesevne (ligesom sin mor, som stadig ikke tør gå alene på toilettet efter en uhyggelig film) så der er stadig noget fjernsyn for dig han nægter at se. Uhyggelige ting eller ting hvor andre bliver drillet eller kede af det. Så går han mens hans 5 år yngre lillesøster sluger det hele råt.
Hans første bif-tur som 5 årig var “Grislings store dag”. Vi måtte gå ud, fordi Grisling bliver væk i en skov og jeg kunne bare ikke forklare ham, at Grisling jo finder hjem igen.
Hvor har jeg bekymret mig meget over, om han ville ende med at blive drillet, men han klarer det Så cool. Han ser ikke halvdelen af de film hans kammerater ser, men det er ikke noget problem. Som han siger: Jeg behøver ikke se den mor, de andre har fortalt mig om den!
Til gengæld er han den mest kærlige og betænksomme dreng i verden.
Så selvfølgelig er du frustreret og ked af det, men dine unger er lige præcis som de skal være med den bedste mor de kan have.
Alting ordner sig, bare rolig.
Og ja! Jeg kan varnt anbefale ud-af-huset oplevelser ALENE!!!
God energi til alle i familien!!!
Mange knus fra Stine.
Kære Stine,
Min datter er en helt anden støbning, der bare tilpasser sig omgivelserne… Han er helt klart et meget sanseligt barn, der har følerne siddende udenpå. På mange måder synes jeg det er en gave – det håber jeg i hvert fald det kan blive for ham. Pædagogerne har foreslået en ergoterapeut, der kan give ham noget trykmassage, for at give ham bedre kontakt med sine sanser. Jeg tvivler dog på at de kan få ham overtalt til at modtage. Jeg kæmper en kamp for, at få lov at klippe hans hår – han ligner en høstak, for han er dødsens angst for klippemaskinen og vil IKKE til frisør… Tak fordi du giver mig et billede af en sød og betænksom 10-årig dreng. Med hjælp, støtte og kærlighed, er det jo netop det min søn har potentialet til at blive <3
Jeg er simpelthen så glad for dit svar. Din søn lyder fuldstændig som min i ældre udgave. Sjovt nok har vi også en lillesøster – der er godt nok kun 2 års forskel. Hun er kun 7 mdr, men leger glad i badet med den frø som Christian stadig ikke vil kendes ved. Der er så mange ting han synes er uhyggelige. Bonbon-land f.eks. – aldrig har jeg set så skræmt et barn. Alle de hyl fra rutsjebanerne – han var panisk
Knus
Mange knus tilbage.
Og må jeg lige tilføje at det først er begyndt at være sjovt at tage i Tivoli for et par år siden. Jeg tror han har været omkring 7-8, før han prøvede noget som helst vildere end karusellen.
Vi har dyrket Damhus Tivolu i stedet. Der er ret hyggeligt for mindre eller forsigtige børn…
Og ja, vi tog også i Bon-bon land og kors det var en kamp. Manden min var bare SÅ frustreret over at der faktisk ikke var noget som helst Mads ville prøve, og Mads…tja han prøvede de samme to forlystelser 300 gange og så var det det. Har ikke været der siden.
Og ved du hvad. Livet er lige så godt af den grund
Du må bare ikke gøre hverken dig selv eller ham forkerte. I er som I skal være. Og der er mange gaver i at være et følsomt barn!
Jeg er selv en voksen en af slagsen
Mange knus. Stine.
Stine, du har så ret. Livet er bestemt lige så godt, af den grund
Æblet falder sjældent langt fra stammen. Jeg var helt sikkert også et hypersensitivt barn. Det har min søn ikke fra fremmede… og jeg har det da fint i dag, selvom jeg stadig kan være lidt for følsom i nogen situationer 
Mad er kærlighed
Den mad du spiser, skal være kærlighed til din krop. Når du fylder den med tomme kalorier skælder du den ud… I nat, da min datter vågnede for at få mad, kom jeg i tanke om Umahros ord. Jeg sad i mørket og ammede min datter, der åbenlyst følte sig som den tryggeste lille bylt i verden, som hun lå der i mors favn og fik dejlig, lun mælk. Jeg kom til at tænke på, at lige fra starten lærer vi jo faktisk, at der er forbindelse mellem mad og kærlighed. Man har sit lille barn i armene og fodrer det, enten fra sin egen krop eller med flaske, imens man kærligt kigger ned på barnet. Jeg har altid været meget bevidst om, hvad jeg fylder i mine unger, men den sidste tid er det blevet meget mere synligt for mig. Specielt når jeg ammer min datter kan jeg nærmest mærke, hvordan alle de gode ting jeg har næret mig selv med (den kærlighed jeg har givet mig selv) flyder over i hende og nærer alle hendes celler… Men hvornår går det så galt? Når god, nærende naturlig mad er kærlighed, hvorfor tager de fleste så den drejning, hvor de i perioder foretrækker usund, tapetklister mad? Det må være noget tillært. En slags substitut for rigtig kærlighed. Jeg er faktisk begyndt, at føle mig skyldig, når min søn spiser noget med sukker i….For et par måneder siden føltes det som om jeg forkælede ham, når jeg gav ham en lille kanelgiffel eller en enkelt chokofant. Nu føler jeg, at jeg giver ham en eller anden form for kærlighedserstatning…. Lidt svært, når min kæreste stadig elsker at ”forkæle” ungerne …
Jeg ved ikke lige hvad jeg vil sige med dette, men det føltes som en stor tanke, så jeg ville lige dele den med jer
Åh, jeg sidder helt og falder i staver. Havde fuldstændig glemt nætterne med amning og den lille smukke bebs, jeg sad og puttede med. Det er så smukt et billede, du giver med maden og amningen. Hvor er det rigtigt. Dejligt med så god en perspektivering, for det kan være så svært.
Har lige hentet min datter hos mine forældre, hvor hun har sovet og haft en fest. Dejligt, men hold da op, de har nærmest tømt et helt glas nutella sammen, hun og min far. Og selvfølgelig skal der være plads til nutella, men jeg kommer bare til at tænke på, hvor dårligt mine forældre spiser og hvor lidt jeg lærte at spise ordentligt hjemmefra. Det er stadig svært for mig og kræver eftertænkningsomhed at holde fokus og jeg vil virkelig virkelig gerne lære mine børn det.
Så tak, fordi du satte nogle tanker i gang.
Knus. Stine.
Energistatus
Jeg har tabt 3 kg indtil videre, selvom det slet ikke er det det egentlig handler om (bare en MEGET positiv sidegevinst) og det hele er tabt de rigtige steder, så jeg har fået flere kommentarer for mit vægttab – skønt!!!
I et forsøg på at overvåge mit energiniveau, må jeg konstatere, at jeg ikke selv har kontrol over tingene. Min datters søvnrytme er ligefrem proportionel med mit energiniveau. Når hendes rytme og søvn går i ged, gør min energi det samme, uanset hvad jeg ellers gør for at booste den!!… Det går mig virkelig på for tiden, at jeg ikke selv kan gøre det sidste, for at styrke processen. Søvn er bare så vigtigt, for kroppens fysiske og psykiske velbefindende. Men de sidste 5 dage har jeg måttet nøjes med sammenlagt 4 timers søvn hver nat, fordelt på halve timer natten igennem, på trods af, at jeg har ofret mine aftner og er gået i seng kl. 21…. I går var jeg færdig, tudede over alt og ingenting, råbte af mine børn og min mand og da han tillod sig at sige, at han snart var træt af at høre på “hvad Umahro siger” om det ene og det andet mad, ja så var jeg klar til at flytte ud i legehuset…
I nat fik jeg dog lidt mere søvn, så i dag er der lidt overskud igen. Også overskud til at være taknemmelig for, at jeg faktisk på trods af træthed, har formået ikke at spise noget som helst, der ikke overholder sundhedsrevolutionens kostbud. Tæt på en måned, helt uden sukker, kemi og tilsætning… Og det kan mærkes. Min hud er blevet pænere, næsten ingen appelsinhud tilbage og så kan jeg nu passe yderligere 3 par jeans fra min tidligere garderobe og de nye jeg købte hænger allerede
Jeg håber og tror på ekstra søvn igen i nat, så jeg kan komme tilbage på energihesten og få danset humøret et par grader opad…
Jeg har tænkt SÅ mange dybe tanker omkring alt det her de sidste dage – specielt i mine mange natlige vågentimer. Men jeg har desværre ikke haft energi til at formulere mig ordentligt… Derfor bare denne lille statusupdate – håber jeg kan komme med noget lidt mere reflekterende snarest…
Varme, energiske tanker til jer alle
Stine – hvor føles det dog bare super fedt, at du også kan få noget ud af de tanker jeg har gjort mig. Tak fordi du altid tager dig tid til at skrive
DYYYB RESPEKT!!! Og samtidig også lidt gys, fordi du bare så tit rammer lige hvor jeg er
De sidste to nætter har Liv sovet megauroligt og jeg har i nat været oppe en gang i timen på grund af mareridt etc. Når man kun sover en time af gangen og bliver vækket med et moaaar, bliver man en lille smule sindssyg…
Og jeg har ikke haft din rygrad idag…chokoladescone, lakrids, hvidt brød. “#!¤&%!#¤&! sidder med hovedpine og forbander mig selv.
Og smiler også lidt, fordi den der med “Omahro siger” prøver jeg også at holde lidt for mig selv. Men det virker jo!
Så idag er det TIDLIGT i seng og der er købt ind, så dagen kan starte med en power smoothie og så op på hesten igen!!!
Så mange knus fra mig. Du er fantastisk
Og tillykke med vægttab og lækker hud. Hvor er det godt!!!!!!
Jeg har haft en uges tid nu, hvor jeg har været i absolut minus på energikontoen og det har i den grad lært mig, at det altså ikke kun handler om mad. Den har nemlig været fin nok – altså jeg har stadig ikke syndet (eller jo, en lille smule én dag). Jeg er nået dertil med min mad, at jeg faktisk også hellere vil spise hestepærer end Samba flødeboller, som Umahro siger :-D Eller – det er måske liiige overdrevet nok, men jeg er sikker på I fatter pointen, som jo er, at det altså kører ret godt – det der med maden…. Som indskudt bemærkning, kan jeg også lige nævne, at vægten nu siger -3kg
Men jeg ved stadig ikke hvad jeg skal lave, når min barsel slutter og det tager AL min energi fra mig, at jeg simpelthen skal finde en løsning, om ikke NU så MEGET snart! Det stresser mig. Den ene dag fik jeg kvalme og ondt i maven, på samme måde som jeg tidligere har haft det, når jeg har været stresset på jobbet. En overgang gik jeg hjem 3 gange om ugen og kastede op, når jeg havde fri. Tænk, hvad man udsætter sig selv for. Et kraftigt vognstangsvink om, at jeg nok burde lave noget andet. Men de der burder, de hænger jo nogengange i luften i årevis, så jeg har altså stadig det samme job.
Den værste energisluger er dog, at der er problemer med min søn. Han er jordens dejligste dreng, men vi har nu for tredje gang været til samtale med pædagoger og i går også en psykolog, der mener, at han har nogle adfærdsproblemer. Han er ikke så god til det sociale og viser i det hele taget mange tegn, der peger imod, at han har nogle mere eller mindre udprægede autistiske træk. Så, nu har jeg sagt det højt – eller så godt som højt i hvert fald! Men uanset hvad der så sker, så er han jo stadig vores lille guldklump og vi vil gøre ALT i verden for ham. Derfor står min egen verden også ret stille lige nu og er mest koncentreret om, hvordan vi kan gøre hans hverdag lettere for ham. Han har simpelthen så svært ved at klare, når der bare er den mindste forandring i hans hverdag – helt ned til, om han får højre støvle på før venstre og om hans mad ligger den rigtige vej i madpakken
Ej, det piner mig virkelig, at lave et indlæg, der udstråler negativ energi, så jeg slutter det her og planlægger at få skrevet endnu et indlæg senere. Jeg vil fortælle jer, om et energiboost af dimensioner, som kom af, at jeg genså gamle veninder – jeg har siddet herude på landet uden dem lidt for længe nu. Og så har jeg faktisk også mødt en masse nye skønne kvinder. Men mere om det senere
Og Stine – 1000 tak for din kommentar. Din respons varmer altid. Knus til dig!
Kære Rikke.
Mange mange knus til dig. Det er en svær situation og det er fuldt forståeligt, at din verden står lidt stille.
Lad være med at tænke på, om du udstråler negativ energi i indlægget, jeg synes det er dejligt befriende med dit ærlige indlæg.
Alle der har børn kender den bekymring og de sorger, når der er noget som helst med ens barn, uanset hvordan problemstillingen er.
Og hvis du ikke skulle kunne hælde lidt fra herinde, hvor så?????
Husk på, at du er den allerbedste mor din søn kan have!
Mange knus og tanker fra Stine.
I går, da jeg skulle køre min datters barnevogn ud af skuret, sad den fast i en snedrive. Jeg blev bare ved og ved, at skubbe på den, i forsøg på at få den fri. Til sidst lænede jeg mig til siden og opdagede, at jeg ligeså godt kunne have forsøgt, at køre den igennem en mur. Jeg måtte bakke tilbage og forsøge en anden vej… Sådan er mit liv for tiden. De sidste to uger har jeg forsøgt at møve mig selv igennem den ene store ”sne”drive efter den anden, uden held. For hver drive jeg er stødt ind i, har jeg slækket lidt på mine nye livsfilosofier og resultatet er, at jeg nu sidder her, med munden fuld af sejt, sukkerholdingt slik, uden energi og i super dårligt humør. Beslutningen herfra må være, at i dag vil jeg lige tage et par skridt tilbage og se om jeg kan finde en ny vej! Jeg fik et ”secret scroll” for et par dage siden på mail, der lød:
” Whatever feelings you have within you are attracting your tomorrow. Worry attracts more worry. Anxiety attracts more anxiety. Unhappiness attracts more unhappiness. Dissatisfaction attracts more dissatisfaction. AND . . . Joy attracts more joy. Happiness attracts more happiness. Peace attracts more peace. Gratitude attracts more gratitude. Kindness attracts more kindness. Love attracts more love. Your job is an inside one. To change your world, all you have to do is change the way you feel inside. How easy is that?” <3
Og ja, hvad skal jeg sige? – jeg ved det jo godt!!! Jeg har oplevet det virke på egen krop så mange gange. Så i dag skal kun tænke glade og positive tanker. Jeg må glæde mig over, at min datters opkastninger og diarre nok snart er ved at være slut, så hun helt sikkert vil sove i nat! Jeg har ikke sovet i snart 4 døgn, andet end et par timer her og der, når min datter har været rolig. Ellers har det været hårdt arbejde. MEN, jeg har jo stadig min skønne familie, vores dejlige hjem, mine fantastiske børn, min dejlige mand, fantastiske veninder… Min datter fejler jo ikke noget, der ikke går over igen!!! OP PÅ HESTEN!!!! I dag skal jeg bage brød, lave humus og delight-kugler – alle de ting jeg plejer at lave til SR-kickstart. Det er ting jeg kan lave på rygraden, som jeg elsker at spise, så jeg ikke føler afsavn og så er jeg i gang igen. Jeg har ikke turdet stille mig på vægten og se hvad de sidste par uger har haft af betydning. I går aftes ÅD jeg en hel bakke snøfler, en stang toblerone og en pose p-tærter…. Jeg har seriøst et problem med mad – det er enten eller. Jeg kan ikke bare nyde en enkelt aften i synd og så sige ”det var det”… Det er som om den ene synd tiltrækker den næste og til sidst er jeg der hvor jeg er nu, hvor det kræver et enormt overskud og massiv viljestyrke, at bakke tilbage og finde den rigtige vej igen. Problemet ligger indeni mig, men jeg er ikke helt sikker på hvor? Jeg har en idé, om hvorfor det er gået SÅ galt, men det skal jeg lige overveje om jeg vil dele – skrives ned skal det i hvert fald! Det må være vejen til erkendelse….
Kære Stine,
Jeg er så glad for din respons på mine indlæg – det betyder rigtig meget for mig
Jeg har skrevet en temmelig personlig beretning, som jeg har tænkt mig at lægge herind. Jeg tror jeg er ved at få fat i den største årsag til, at jeg har ondt indeni og har svært ved at holde mig på det rette spor. Målet er fornyet energi, men jeg vil jo også gerne beholde den energi, som en fast del af mig. For at det kan ske, er jeg vist nødt til at tænke nogen ting igennem…
5 år gammel, blev jeg spurgt, om jeg ville på weekend hos mine bedsteforældre. Da en sådan oplevelse under normale omstændigheder bød på masser af forkælelse og kærlig omsorg, var jeg ikke sen til at sige ja tak. Det undrede mig, kan jeg huske, at jeg pludselig havde fået mit eget værelse hos dem – men jeg var jo også ofte på weekend, så det var nok derfor. At min farfar så havde tømt diverse pop-blade i hans bladforretning for plakater og hængt dem op på væggen, forstod jeg ikke. Men jeg smilede, sagde tak og lod som om jeg synes det var den mest fantastiske indretning til en 5-årig prinsesse.
Da weekenden var gået, undrede det mig, at jeg ikke blev kørt hjem, at ingen kom og hentede mig. Men en lidt længere ferie havde jeg da heller ikke noget imod, selvom hverdagen hos mine bedsteforældre ikke bød på helt den mængde slik, jeg havde forestillet mig. Da min far et par måneder senere kom på besøg, var det for længst gået op for mig, at jeg nok ikke blev hentet igen. På det tidspunkt var jeg begyndt at tilpasse mig mine nye omgivelser, på den måde kun børn mestrer. Jeg græd mig selv i søvn om aftenen, men begyndte så småt at finde legekammerater på vejen og finde mig til rette i mit nye miljø om dagen. Min farmor gjorde sit til, at jeg skulle føle mig hjemme – allerede i den alder blev jeg forkælet og fik det meste af det jeg pegede på. Som 5-årig var min største fornøjelse, at gå med min farmor i stofforretning og vælge fra hylden med de fine silkebånd. Jeg fik to stykker, til at binde i mine rottehaler og min farmor nød det mindst ligeså meget som jeg. Hun havde altid ønsket sig en pige og med hendes to sønner, faldt det i god jord, at mine forældre valgte, at efterlade mig hos hende.
På mange måder blev min hverdag lettere, i selskab med mine bedsteforældre. Ingen skænderier, ingen slåskamp, ingen utryghed og bekymring. Men alligevel var der slået et stort stykke af min hjerte. Jeg forstod ikke, at mine forældre bare sådan uden videre kunne give mig væk og selvom jeg konstant var efter min 3 år yngre lillesøster, fordi vi måtte konkurrere hårdt om vores forældres opmærksomhed, så savnede jeg hende meget. Jeg startede i skole og fik en tryg, stabil hverdag, med min farmor som plejemor. Den konstellation kan anbefales – det er i hvert fald ikke gået op for mig, før jeg blev voksen, at jeg rent faktisk var i pleje. Det var jo bare mine bedsteforældre. Var jeg blevet anbragt i en fremmed familie, er jeg sikker på, at jeg ikke var faldet så heldigt ud, som jeg vil påstå, at jeg er. De nærede jo allerede, en stor kærlighed til mig, som deres første barnebarn.
Min far kom ind imellem på besøg. Andre gange blev han væk, selvom han havde lovet at komme. Han havde travlt med sit nye singleliv og kom da også ind imellem med en ny dame på armen. Jeg tilbad ham og elskede, når han blev og sov, så han også var der næste morgen, når jeg stod op. På det tidspunkt forstod jeg ikke hans sygdom og forstod ikke, at hans humør skiftede så drastisk, eller at han nogen gange, når han var fuld, græd som pisket og forsøgte, at forklare mig alt om hans, i hans øjne, miserable liv. I mine øjne, var han fantastisk og alle de mennesker, som han fortalte havde gjort ham ondt – dem hadede jeg som pesten.
Sådan gik de første par år, uden et ord fra min mor. Senere har hun fortalt mig, at hun forsøgte at ringe, men min farmor mente ikke det var godt for mig, at høre hendes stemme, så hun blev bedt om at lade være. Men to år senere, fik jeg lov til at møde hende igen. Da ingen fra min fars familie havde lyst til at se hende, blev jeg sat på en bus og en station længere henne stod min mor. Hendes lange bløde krøllede hår var klippet i en kort smart frisure, hun havde make-up på og var meget tynd. Hun boede ude på landet, hos en familie, hvor hun hjalp med at passe et par børn. Det undrede mig, kan jeg huske, at hun hellere ville passe andres børn, end tage sig af sine egne. Min søster var på det tidspunkt i pleje ved mit andet sæt bedsteforældre – min mors forældre. Men det var dejligt, at se hende. Jeg græd meget den dag, men var glad og fik massevis af store kærlige knus af min mor. Det trængte jeg i den grad til, for derhjemme, ved min farmor og farfar, havde jeg lukket i for den slags. Af en eller anden grund havde jeg bestemt mig for, at knus og kys tilhørte mine forældre, så den slags delte jeg ikke ud til andre. To år var længe, at vente på et knus fra min mor. Udover knus, havde hun købt en grøn kjole til mig og to små hjertespænder til mit hår – et hvidt og et rødt. Det røde har jeg stadig – på bunden af mit smykkeskrin. I denne omvendte verden, gik min mor og jeg en lang tur til en benzintank, hvor min mor forkælede mig, med masser af slik og sodavand, inden turen gik tilbage til mit hjem hos min farmor og farfar.
En dag vil jeg skrive noget mere, om hvordan jeg havde det, i mine første år og senere som plejebarn hos mine bedsteforældre, men det jeg bliver nødt til at skrive om nu, ligger mange flere år ude i fremtiden.
I September 2008, 31 år gammel, ringede jeg glad til min farmor, for at fortælle, at jeg endnu engang havde tænkt mig at gøre hende til oldemor. Hendes glæde var stor og på mine vegne håbede hun, at det denne gang ville blive en pige, så jeg ville prøve at have en af hvert køn. Min søn Christian var fra starten et vidunderbarn i min farmors øjne og alle små detaljer fra hans liv, blev straks videregivet til hendes store flok af venner, veninder og naboer. Jeg glædede mig til, at også mit næste barn skulle opleve, at blive forkælet af hende.
I marts 2009 brækkede min farmor benet. Da hun i forvejen, efter kræftbehandling som 40-årig, havde et ben med meget vanskellig lymfedem, var det lidt kritisk for hende. Hun skulle sidde stille i 10 uger og synes bestemt ikke det var noget sjovt liv i den tid. Men hun gjorde det, benet voksede sammen og hun begyndte til genoptræning.
I slutningen af April 2009 ringede jeg igen en dag til min farmor, kun for at finde ud af, at hun var røget på hospitalet med infektion i benet. Hendes læge havde slået det hen som influenza i flere dage, uden at besøge hende. Da hun endelig kom afsted, havde infektionen bredt sig meget. Men hun var, som altid, ved godt mod. Hvad der så skete, kan jeg næsten ikke huske. Faktum er, at nogle uger senere, fik vi at vide, at hun skulle have taget benet af. Det gjorde mig ondt på hendes vegne, men hvis nogen kunne klare et liv uden ben, så var det hende. Hun var i forvejen i kørestol pga hendes vanskellige ben. 2 uger senere var hendes ben fjernet og det stod klart, at infektionen var så alvorlig, at de ikke engang kunne lukke såret efter amputationen.
Gravid i 38. uge fik jeg at vide, at min elskede farmor ikke ville overleve. Min farbrors kæreste tog plejeorlov og min farmor kom hjem i sin egen seng og ligge. Ingen vidste hvor længe det ville tage, men lægernes formodninger var mellem et par timer og 4 dage. En uge senere lå hun stadig i sin seng. Jeg kørte hver dag frem og tilbage mellem vores hjem i Tappernøje og hendes ældrebolig i Ringsted. Jeg fik vist hende billeder af vores nye hus og hun forærede mig et par guldøreringe. Jeg fik sagt tak, fordi hun tog sig til mig. Hendes svar var ”vi har altid været glade for dig. Ja, vi har altid været glade for hinanden os to”. Hun nægtede at give slip, hun ville møde sit nye oldebarn. ”kunne du da bare tage og føde det barn – så skulle hun ikke ligge her og lide længere” hvæsede min farmors svigerinde en dag efter mig. Alle havde følelserne siddende udenpå tøjet og det var selvfølgelig ikke sagt i en ond mening, men det gjorde nu ondt alligevel. To dage efter min datters terminsdag blev jeg ringet op, at det så skidt ud. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne afsted til Ringsted, endnu en gang.
Min farmor havde fået at vide, at jeg ville komme, så hun ville ikke lægge sig til at sove før jeg var der. Kl. 12 d. 25. maj, 2 dage over termin, talte jeg med min farmor for sidste gang. Igennem morfinrusen bad hun mig om, ikke at være ked af det og hun lagde hånden på min mave og smilede. Jeg havde svært ved at opfylde hendes ønske, men jeg tror heller ikke hun lod mærke til meget mere derfra. Hun faldt i søvn og vågnede ikke op igen. Men hun gav heller ikke slip. Kl 18 fik vi at vide, at hendes vejrtrækning tydede på, at hun var på vej væk. Jeg holdt hendes højre hånd, græd og kiggede på hende, da hendes sjæl første gang forlod hendes krop. Hendes forpinte vejrtrækning forsvandt, alle folder i hendes hud glattedes ud, øjnene mistede deres lys og huden faldt tilbage om hendes ansigts knogler. Det var som en handske, man trækker hånden ud af – pludselig var der ikke mere liv. Men et minut efter hoppede hun frem i sengen, hev vejret ind og levede videre. Det skete 4 gange mere i løbet af aftenen. Hver gang sagde vi farvel, min tante og jeg og hver gang kom hun tilbage. Kl lidt over 2 d. 26. maj 2009, døde hun for sidste gang. Infektionen fik ikke kål på hende, som lægerne havde forudsagt. I stedet druknede hun i det vand, der havde ophobet sig i hendes lunger pga infektionen. Man kunne høre de frygtelige druknelyde, mens hendes øjne flakkede rundt i vildskab. Høje rallende druknelyde, sort væske fra mundvigene og så skete det igen – så var hun væk. Helt væk og 3 minutter senere, var hun stadig ikke kommet tilbage.
Min farmor blev gjort i stand og lagt på sin seng. Jeg gav hende hendes perlesmykker på og holdt hendes hånd, fuldstændig ude af mig selv af sorg. 3 dage over termin havde jeg ikke sovet i 2 døgn og var på ingen måde klar til en fødsel, indenfor nærmeste fremtid.
Bisættelsen blev planlagt til så nær fremtid som muligt, i håb om, at jeg så ville kunne deltage – og det lykkedes. Præsten talte om, hvordan min farmor og hendes mand havde store hjerter og i nødens tid valgte at tage deres barnebarn til sig, som deres eget. Jeg sad ved siden af kisten og græd, med min store mave. Gennem tårene var jeg frygtelig bange for, at min lille datter skulle tage skade af al den sorg.
Min datter valgte heldigvis at blive inde i varmen helt indtil d. 6. juni 2009 – 14 dage over termin. Hun vil aldrig møde sin oldemor og min farmor vil aldrig få sit oldebarn at se. Planen var, at urnen først skulle lukkes efter fødslen, så min farmor kunne få et billede af min datter med sig. Men da det kom til stykket, kunne jeg ikke bisætte et billede af min datter. Det var ikke den rigtige måde. I stedet fandt jeg trøst i en drøm jeg havde, nogle uger efter fødslen. Jeg drømte, at min farmor sad i en stor lænestol og jeg viste hende min datter. I drømmen sagde min farmor ”jeg kan se jer og jeg kan se hvor fin hun er”. Min datter fik min farmors navn som mellemnavn. 3 uger efter min datters fødsels døde også min oldemor, min farmors mor. Knap 102 år gammel, døde hun af sorg over, at hendes datter var død.
Den første tid med min datter var det som om jeg ikke oplevede verden som det var. Hele oplevelsen omkring min farmors død var ikke-eksisterende. Jeg var glad, undrede mig indimellem over min manglende reaktion, men også over, at jeg konstant forventede at høre min farmors stemme, når jeg tog telefonen. I øvrigt ringede den ikke så meget mere. Min farmor ringede i perioder flere gange hver dag, bare for at høre til de små ting. Det er der ikke længere nogen der gør. Der er ingen der holder styr på, hvornår min søn skal på tur med vuggestuen, eller om jeg huskede min aftale med optikeren, eller om den mad vi fik i forgårs smagte godt. Jeg har aldrig tænkt over, hvor meget min farmor fyldte i mit liv og i de senere års travlt liv, har jeg ofte været irriteret, når hun kun ringede for at høre, hvad vi skulle have at spise. Men som så ofte opdager man ikke hvad man har, før man har mistet det. Nu er der bare tomt, i telefonen og på familiehylden… Men samtidig føler jeg også, at jeg nu kan være lige præcis den jeg vil – jeg skylder ikke længere nogen, at være sådan som de allerhelst ser mig. Det er svært at forklare. Jeg vil prøve – en anden dag. Det er vist nok for nu…
Kære Rikke.
Waow! Jeg sidder her med tårerne dryppende ned på cowboybukserne.
Jeg vil gerne høre noget mere af det der med, at du ikke behøver at være som alle andre helst ser dig …
Knus i mange lange baner
Lone
Kære Rikke.
Jeg mangler ord lige nu. Sidder tudende og vil virkelig gerne give pigen med de to hårspænder jordens største knus.
Hvor er du modig at sende din historie ud i verden. Det er en kæmpe gave du giver, for selvom jeg absolut ikke har oplevet det kæmpe skift du har, kan jeg genkende ensomheden og forladtheden. Puha, den skulle jeg så åbenbart i kontakt med nu. Det kunne jeg ikke selv og det gav du mig mulighed for med din meget ærlige historie.
Fortæl endelig mere, når du har overskud.
Jeg vil meget gerne høre om, hvordan du har det med dine forældre idag? Og hvor er det smukt det du skriver til sidst. At du ikke behøver at være nogen, som andre allerhelst ser dig.
Fantastisk! Hvor er du stærk at du kan erkende dig midt i de ting der gør ondt. Det vil jeg virkelig gerne anerkende dig for. Det er smukt!
Jeg ville gerne skrive en masse åndrigt, men mangler ord.
Så Rikke, vil bare sige at du virkelig har rørt mig med din historie og jeg sender så mange tanker og kærlighed din vej. Du har virkelig fortjent det!
Mange tanker og knus fra Stine.
1000 tak begge to. Jeg er her stadig, men lige nu står den bare på ren overlevelse og ikke rigtig nogen reflektioner… Håber virkelig snart at bøtten vender (at JEG får den vendt)… Jeg vender forhåbentlig snart tilbage. I er ikke glemt… Kh Rikke
Kære Rikke.
Hvor er det en gribende historie du skriver.
Jeg er fuld af beundring for dig. Alt det bedste til dig.
Kh. Lone H.