Kommentarer til: Pernille

Af: Pernille

Pernille — Wed, 03 Feb 2010 21:40:58 +0000

Jeg havde jo lovet projektet her og mig selv at blogge mindst hver anden dag; det går pt ikke lige så godt. Jeg har godt nok også været indlagt i mellemtiden, og nærmest sovet 15 timer i døgnet siden jeg kom ud fra hospitalet… A propos hospitalet: så var jeg virkelig chokeret over min oplevelse. Jeg blev indlagt fordi jeg er følelsesløs i undelivet og i balderne – eller ridebukseområdet som jeg nu har lært at det hedder på lægesprog – og ikke kan mærke at jeg skal tisse før min blære er helt helt fuld. Desuden er der tryk på nogle nerver der går ind til mine indre organer der resulterer i en underlig kvalmefornemmelse – a la det føles som om nogen rører rundt inde mellem mine organer med en grydeske.
Jeg kom ind og fik anvist min seng, begyndte at tage mine sko af og så lidt beskidt sne der var faldet af min sko som jeg lige ville fjerne. Til min overraskelse/rædsel var det et stykke beskidt flat vat!!! Edr. Efter endt rutineundersøgelse fik jeg så frokost. Igen: Edr. Ok, jeg er vokset op med at være lactoseintolerant, har en mor der er ikke tåler gluten og lactose, så ja jeg er nok vandt til rimelig sund mad… men alligevel. Den mad var bare så slatten og næringsforladt at jeg blev helt deprimeret; det eneste jeg kunne tænke på mens jeg spiste den var: hvad med alle dem der er herinde og som er virkelig syge – jeg har jo trods alt kun et fysisk problem – de kan jo aldrig blive raske hvis ikke de får noget ordentligt at spise!! Jeg havde selvfølgelig ikke troet at jeg ville få mad som jeg får derhjemme men: klar suppe med boller på tynd og dårlig buillion, ca 4 gulerodstern, ca 8 porrestrimler med tilhørende rundstykke. Suk. Det er jo ingen der kan leve af… eller få det bedre for den sags skyld!
Senere på dagen er der en dame på samme stue der skal på toilettet, hun har mange smerter i benene og kan ikke gå, så de kommer med en bækkenstol – fint nok tænker omme bag mit stribede gardin. Da hun er færdig er bækkenstolen placeret så hun ikke kan nå snoren og kalde på sygeplejersken og da hun forsøger at kravle over i sengen vælter hun. En anden dame på stuen ringer efter hjæp. Jeg kan høre en sygeplejerske sige til damen ned på gulvet at “nu skal du ikke få alt for ondt af dig selv” De skramler lidt, med bækkenstolen damen jamrer sig og klager og manglende kræfter i benene og at hun ikke kan mærke dem… Skramlelydene holder så småt op men damen jamrer stadig efter en 10 minutters tid – fair nok tænker jeg hun har vel stadig mange smerter selv om hun er kommet op i sengen… Pludselig siger sygeplejersken surt “Ja, jeg kan altså ikke løfte dig så du bliver nødt til selv at komme op i sengen”. Alt imens jeg ligger og tænker “her vil jeg da overhovedet ikke være – de kan jo ikke finde ud af at passe på mig” kommer der tilfældigt en anden sygeplejerske ind på stuen og hjælper til med at løfte damen tilbage i sengen.
Jeg ved godt det lyder som brok hele den svada her. Det er det sådan set ikke. Det er ren og skær forbløffelse. Jeg blev heldigvis sendt hurtigt hjem!! Men har stadig et følelsesløst ridebukseområde som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre ved.
Nu skal jeg lige læse lidt om hvad der er sket for jer andre mens jeg har ligget brak, inden jeg skal sove.

Af: Elisabeth

Elisabeth — Tue, 02 Feb 2010 20:52:37 +0000

Kan du lære mig det der remember to forget?
Knus

Af: Pernille

Pernille — Wed, 27 Jan 2010 22:50:07 +0000

Anden dag på min nye praktikplads. Jeg er sååå træt men glad. Godnat de damer, jeg vender frygtelig tilbage…

Af: Pernille

Pernille — Mon, 25 Jan 2010 21:09:12 +0000

Dag 3
Pudsigt som bare det at beslutte sig for at rense ud på flere planer sætter processen igang. Igår havde jeg det som om jeg havde ben der hvor jeg skulle have arme, og omvendt, min krop var allerede igang med at rense ud i alle de ting der har lagret sig i den. Så det var ikke meget magt jeg havde over min krop. Til gengæld havde jeg magten over de valg jeg foretog. Efter at have prøvet at tvinge mit oprindelige dagsprogram igennem overgav jeg mig til at bare gøre det jeg havde lyst til og hvad der faldt mig ind når det faldt mig ind. Ren luksus. Jeg endte med at få arbejdet videre med en gammel idé jeg havde til et værk, dansede lidt rundt i stuen og bagte til sidst en (lovlig) kage – med hjertefacon.
Min intro blev jo temmelig kort så det fremgår nok ikke helt klart hvad det er jeg har tænkt mig at bruge disse 100 dage på. I virkeligheden er det også meget svært for mig at formulere det særlig klart – men jeg har en hel klar fornemmelse indeni…
Det føles som om jeg har fået taget et helt år ud af mit liv. Alle de smerter jeg har haft har taget så meget tid og hjernekapacitet at jeg ikke har kunnet andet end bare overleve. Nu er smerteniveauet på et sted hvor jeg er i stand til at sige: nu vil jeg altså til at leve!’ Med alt hvad det fører med sig… Jeg tror ikke jeg kan indhente den tid jeg har – ikke tabt, snarere været nødsaget til at bruge andreledes – men jeg kan vælge at stille mig selv spørgsmålet “er dette kærlighed til mig?” og derigennem designe mit liv, så det har den form og det udtryk jeg ønsker.
Remeber to forget sagde min gamle koreografi-lærer Emilyn Claid til mig engang. Det er også noget af det jeg skal bruge tiden til; at huske og glemme de ting der er blevet en vane for min krop. Nu er det faktisk sådan at jeg kan blive helt nervøs hvis ikke har nogen smerter, fordi jeg har opfundet en eller anden form for falsk tryghed i smerterne som har været fast inventar så længe. Den falske tryghed vil jeg huske at glemme.

Af: Stine Jensen

Stine Jensen — Mon, 25 Jan 2010 21:03:01 +0000

Jeg fik en gang det råd at tænke “er det dét værd” men hvor er det en fin sætning “er det kærlighed til mig”!
Den vil jeg tage til mig med det samme, den passer som et par gode dansesko

Af: Lone PowerPrinsesse

Lone PowerPrinsesse — Sat, 23 Jan 2010 19:26:41 +0000

“Er dette kærlighed til mig” – jep, det er virkelig en universal sætning
Velkommen ombord, Pernille.

Kærligst
Lone

Af: Pernille

Pernille — Sat, 23 Jan 2010 15:25:50 +0000

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde..
Jeg havde aldrig hørt om Lone indtil for få dage siden hvor jeg kom forbi hendes hjemmeside da jeg ledte efter noget helt andet på nettet. Efter lidt nysgerrigt snusen rundt på siden stod det hurtigt klart at var den igen, den besked der bliver ved med at komme ind i mit liv fra forskellige retninger og udtrykt på lidt forskellige måder. Men beskeden lyder nogenlunde sådan her: Hvis man ønsker sig noget i fremtiden, så skal man vælge at elske og være taknemmelig for det man har LIGE NU. For uden at værdsætte nuet og det man har i nuet er der intet der kan ændres.
Lone’s version af beskeden var bare udtrykt som et enkelt spørgsmål: Er det her kærlighed til mig?
Så enkelt og samtidig så facetteret. Det spørgsmål kan man bruge på alle områder i sit liv. Og så kan man aktivt tilvælge at elske sig selv! Elske sig selv gennem den mad man spiser, det tøj man går i, ens omgivelser, bekendtskaber, fysiske aktiviteter, tanker, etc etc.
Når jeg ser på mit liv på den måde bliver det pludselig meget nemt at vælge hvad der skal være i mit liv og hvad der ikke skal. In any way, shape or form..
Det førte igår til et større udrydnings/rengørings projekt der mundede ud it at min kæreste og jeg fik ryddet op og ud i alle vores ting. Nu ved vi hvad vi har – og hvor det er! Det resulterede dog også i en interessant opdagelse. Vi fandt en del ting vi ikke engang vidste vi havde hvilket jeg synes er ret vildt da vi begge er flyttet gennemsnitligt et par gange om året de sidste 10 år, efter vi flyttede sammen for 2 år siden er vi også flyttet 2 gange. Alligevel har der sneget sig alle mulige sager ind i vores liv uden at vi har lagt mærke til det… først grinede vi lidt af det men så siger min kæreste pludselig ret alvorligt: det er jo også en måde at være lidt ligeglad med sig selv på! Og ja det er det jo faktisk. Vi skilte os smilede af med tingene på den ene eller den anden måde og glædede os over at nu har vi aktivt tilvalgt at omgive os med ting som for os er forklædt som kærlighed.

Af: Anonym

Anonym — Fri, 22 Jan 2010 21:58:15 +0000

Neih hvor dejligt at få lov til at være med her sammen med alle jer andre.. var i virkeligheden så småt på vej i seng men så skulle jeg jo liiige checke min mail inden – ren overspringshandling – heldigvis var der mail fra Lone om at jeg nu havde min egen blog her sammen med jer andre. Jeg føler mig helt glad indeni over at være med i dette eksperiment/projekt, og glæder mig til og over alt det der kommer til at ske og alt det der vil blomstre frem i os alle sammen i processen.
Al styrke kommer indefra – er nok denne dags bedste sætning. Den vil jeg glæde mig til at huske på imorgen.

Af: Elisabeth

Elisabeth — Fri, 22 Jan 2010 17:52:17 +0000

Velkommen Pernille, dejligt at “se” dig
Jeg blev selv for 11 år siden opereret for en prolaps, og var sygemeldt 1 år, så kender lidt til det! Men ja vigtigt at definere sig selv ud sin personlighed frem for evt. sygdom, god fornøjelse med din blog, jeg er selv lige begyndt på mig..
Smil fra Elisabeth