Louise M.
Hej Lone… mit navn er Louise.
Jeg er i gang med din bog og har indtil videre været på ét af dine seminarer (har booket det næste)… og jeg er VILDT inspireret! Jeg er selv igang med en stor udvikling, som jeg gerne vil dele… Måske sidder der nogen derude, som har det som jeg, som jeg kan hjælpe, og som kan hjælpe mig! Her er lidt om mig:
Jeg er 30. Jeg har 2 vidunderlige og velfungerende børn; En dreng på 4 og en pige på snart 2. Jeg har en skøn mand, som forstår mig, som har tålmodighed med mig, han inspirerer mig. En mand som elsker mig, og elsker min krop. Han er ikke perfekt, men han er god, en rigtig god mand som på mange mange måder er perfekt til mig!
Jeg har for nogle måneder siden fået fingrene i mit drømmejob, jeg er god til det, og jeg har nogle søde kollegaer. Jeg bor i København i en skøn lejlighed, med en skøn grøn gård til. Økonomien fejler ingenting. Jeg har nogle fantastiske veninder, som jeg ved jeg kan stole på, som elsker mig og som hver på sin måde er inspirerende for mit liv!
Men… og her er mit MEN!! Jeg er ikke lykkelig… HVORFOR er jeg ikke lykkelig?? Jeg har ALT jeg nogensinde havde drømt om, men jeg er ikke lykkelig! Jeg har de sidste 3 år (for det har nu stået på så længe) brugt meget tid på at tænke over dette… Beskyldt mig selv for ikke at være lykkelig. Beskyldt min omverden for ikke at være lykkelig! Jeg har måtte gennem en meget svær tid med svigt, alenehed, depression, krise og jeg er nu her… ikke på den anden side, ikke med en løsning, ikke færdig… men én vigtig indsigt klogere: Jeg er ikke lykkelig fordi JEG ikke er med! Lad mig forklare:
Da jeg mødte min mand, var jeg, på mange måder (og nu bruger jeg et mindre pænt ord, da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal skrive) “Damaged goods”. Jeg havde (læs: har hele mit live haft) store selvtillidsproblemer, hvilket (bland meget andet) har resulteret i et meget usundt forhold til mænd og sex. Jeg har brugt sex til at få kærlighed, accept, omsorg osv. Ikke just den rette vej… (Dette er længere historie som jeg nok vender tilbage til senere!) Men ihvertfald… Jeg var ikke sund. Jeg har hele mit liv haft en facade for at prøve at være perfekt. Og igennem en kort periode, hvor jeg havde være singel, havde jeg levet et liv, hvor denne facade var blevet “stærkere”… Det er/var ikke en god og sund facade for mig, men en facade som dækkede ikke kun mig, min person, men også resten af mit liv. Både mig som veninde, som søster, som datter. Et perfekt hjem, perfekt ydre, givende, gøre alt for alle (undtagen mig selv). En facade som min
mand i første omgang faldt for (hvem ville ikke det??). Men indenunder var en lille pige som havde brug for omsorg, kærlighed og accept. Ikke kun fra ham, men også fra sig selv.
Nu 5½ år senere mærker jeg effekten af ikke at elske sig selv… ikke at holde af sig selv! Men konstant prøve at være perfekt, god nok, og alligevel have en indre stemme der taler ned til en, fortæller en at man ikke er god nok, uanset hvad man gør!
Nu er tiden inden til at jeg får fundet MIG… får MIG med ind i dette liv som jeg er virkelig glad for, men ikke kan nyde… Jeg vil lære at elske mig. Jeg vil lære at sætte fokus på mig selv, sådan at jeg kan få overskud til mig, og dermed overflod til de mennesker jeg elsker. Jeg vil have selvindsigt, finde ud af hvad mine behov er, for det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg vil elske mig så jeg kan elske mit liv! Dette er min mission… en mission som jeg håber at kunne nå på 100 dage…
Jeg håber dette er ok… hvis der mangler noget må du gerne sige til! Mange kærlige hilsner Louise
Hej igen allesammen…
Hvor er det skønt, at kunne være med i dette lille projekt. Det bliver spændende at se, om vi alle når vores individuelle mål! Jeg har læst lidt på de fleste, og alle historierne giver jo stof til eftertanke.
Nå men endnu en lille historie skal falde herfra: Jeg er jo som sagt igang med at læse Lones bog, og den er jo spækfyldt med sjove anekdoter, gode råd, eftertænksomme oplevelser… og på mange måder får den mig til at tænke! Tænke over de beslutninger jeg har taget igennem mit liv.
Nå men Lone skriver noget i sin bog omkring de krav hun har til sin (på det tidspunkt) kommende mand, samt noget om en liste over de ting som frembringer den feminine side af én, en side som giver overskud… Det fik mig virkelig til at tænke, at sådanne lister måske er gode at lave? Bare for en selv at se på, for at minde sig selv om tingene…
På mange måder tænker jeg (angående den første liste), at jeg har fået det meste af min liste opfyldt… men tror nu jeg laver den alligevel, bare for sjovt! Den sidstnævnte liste tror jeg virkelig ville være en god liste for mig at lave! Jeg er et sted lige nu, hvor jeg overhovedet ikke er i kontakt med mig selv og mine behov. Jeg er i min hverdag total rutinepræget, og der er ingen rigtig nydelse, i det jeg gør. Jeg gør sjældent noget KUN for min egen skyld, og får jeg behov, er der tit andre ting der er vigtigere! I denne tid hvor der sker så mange ting inden i mig, er der dog ét behov der bliver ved med at vende tilbage… Og det er behovet for alene-tid. Alenetid til at tænke, læse, slappe af og mærke efter… Men lige derefter melder den dårlige samvittighed sig: Hvad så med min mand? Så står han der alene med det hele, og børnene, de vil og også gerne være sammen med mig? Og alt det praktiske? Og veninderne der banker på og familien?… Puha, bliver helt svedt ved tanken. Nå, men det resulterer oftest i, at jeg (inden i mig selv beslutter), at jeg skal have en GOD grund til at opfylde mit behov! Og hvad er den af??? Hvorfor er det egentlig, at jeg syntes, at JEG skal have en god grund til at opfylde mit eget behov, når jeg så gladeligt og uden at tænke, opfylder alle andres? Tjaa, svaret har jeg ikke, så det må være et tegn på, at noget skal ændres! Det jeg er kommet frem til er, at ved at lave den liste med hvad der er mine behov, hvad der får mig til at være mere feminin… Så er jeg NØDT TIL at se den, se mine behov og bliver måske på den måde mere bevidst om hvilke ting (store som små) der giver mig overskud! Men det er faktisk mit 1. delmål: At skrive de 2 ovennævnte lister samt prøve at tilgodese mine behov på lige fod med andre i mit liv!
Kære Louise,
Velkommen til.
Uha – hvor kan jeg identificere mig med din, tidligere, tilgang til mænd og alt den ‘slå’en sigselv i hovedet’ med at skulle være så f…… perfekt!
Sådan så mit liv også ud i RIGTIG mange år.
Jeg håber at du finder dig selv.
Husk at leve mens du gør det – husk at elske mens du tør det (det gælder vel også kærligheden til digselv)
Men for ikke at stresse digselv til at nå dit mål på bare 100 dage, vil jeg slutte af med endnu et Piet Hein citat
Lær af træer – gro i ro
KH Birgitte
Hej Birgitte.
Tak for de søde ord, og jeg vil huske dem, for du har ret! En så grundlæggende ærdring i ens liv og livsopfattelse kan ikke ske fra den ene dag til den anden! Jeg hørte blandt andet her den anden dag, at grunden til at det er så svært at ændre vaner (gode som dårlige) er, at der oppe i ens hjerne allerede er lavet nervebaner, som understøtter vanerne. Så det man faktisk skal, er at der skal oprettes nye nervebaner, der kan understørre de nye vaner man ønsker i sit liv… Ikke lige en proces der sker “over night”! Lidt til eftertanke…
Nå men der er sket lidt siden sidst jeg skrev… og for at fortælle om det må jeg skrive lidt mere om min livshistorie, jeg vil prøve at gøre det kort!
Min mand og jeg mødte hinanden i november 2004. Og efter den første date gik det MEGET hurtigt! Vi flyttede ind sammen, og besluttede at vi vil have at barn sammen, og min mand friede til mig på helt gammeldags maner, efter forespørgsel ved mine forældre naturligvis! Et lille 1½ år efter kom vores søn til verden. (Nu vil jeg lige tilføje, at min støreste drøm siden jeg var helt lille har været, at blive mor og blive gift, og der var fra min side høje forventninger!) Nå men i starten leve alt op til mine forventniger. Dog 3 mdr efter vores søn kom til verden, skulle min mand udsendes (han arbejder, som du sikkert har gættet, i forsvaret)… og her brast min første drøm. Godt nok var det “en fælles” beslutning, men fra min side i mangel af bedre. Med det mener jeg, at den udsendelse der her var tale om, var kun 4 mdr og til kosovo… billigt sluppet i forhold til en tur til afganistan i 6 måneder+. Nå, men jeg gik jo med på ideen, og må bære min del af “skylden” for at min drøm, om første barn, ikke gik i opfyldelse, for jeg var alene med vores søn, som ovenikøbet var kolikbarn. Mens min mand var udsendt, skulle jeg flytte hele vores lille familie fra jylland til kbh. En stor omvæltning for mig, men min mand skulle starte på skole, så det var en nødvendighed. Jeg indrettede hele lejligheden, og fik os etableret og så kom ham hjem. 14 dage efter hjemkomsten startede han på forsvarets hårdeste uddannelse med 8 timers skole og ca. 6-8 timers lektier dagligt = ikke meget tid til mig og hans søn! Men igen det var “en fælles beslutning”, og jeg måtte bide tænderne sammen og gennemføre. Jeg følte mig alene, og meget bundet til vores hjem, det var en hård tid for mig. Dog skal det tilføjes, at min mand gjorde det bedste han kunne, for at være der så meget som muligt (han læste blandt andet kun lektier efter eftensmaden og så indtil kl. 02 om natten, og sov så kun mellem 4-5 timer hver nat i ca. 2 år!) Det fortæller jeg ikke, for at undskylde eller forsvare ham… for samtidig var det mig der gjorde ALT andet derhjemme. Nå, men midt i alt det er kaos skulle vi jo giftes d. 070707 . Og IGEN braste en af mine drømme, på grund af en fælles besltning. Jeg endte nemlig med, at planlægge hele vores bryllup selv, uden meget hjælp fra min mand. Som jeg senere har beskrevet det, så var det MIT bryllup og ikke VORES! På mange måder kan man selvfølgelg sige, at jeg jo fik det 100% som jeg ville have det, men jeg syntes personligt at omkostningerne var for store! Nå men nok om det… Efter bryllupet havde min mand endnu 8 måneder tilbage på skole. Jeg startede på et job, som kunne passe ind i vores lille families stramme program. Gode arbejdstider, nedsat tid, men ikke ligefrem mit drømmejob! Da min mand endelig var færdig på skole, besluttede vi, at nu var det da tid til at prøve at få endnu et barn… og ½ år efter var jeg gravid. Ikke en let graviditet, hvor jeg stort set var sygemeldt hele tiden! Jeg tror, at jeg ubevidst havde puttet endnu flere drømme ind i denne graviditet, og det var et stort slag for mig, da jeg var meget syg, samt fordi den endte 5 uger før tid, da jeg fik blindtarmsbetændelse og de måtte forløse min datter ved akut kejsersnit. Vi var indlagt en uges tid på sygehuset inden hun var frisk nok til, at vi kunne tage hende med hjem. Da hun var 12 dage gammel blev hun rigtg syg, og var ved at dø fra os… En meget hård oplevelse som væltede mig totalt ud af kurs… (Hun er i dag en frisk, sund og glad pige!) Jeg fik en depression der slog igennem ca. ½ år efter denne oplevelse! Jeg måtte på lykkepiller i et lille ½ år før jeg var på rette spor igen… Det er nu 1 år siden og jeg har det godt i dag. Mange ting er anderledes nu og vores lille familie er harmonisk. Mn mand har fået et job med masser af plads til familie og jeg har, som jeg tidligere skrev, fået mit drømmejob! Men jeg sidder også tilbage med en masse braste drømme, en masse skyld og en masse vrede mod min mand. Jeg skal tilgive både mig selv og ham for de (for mig) dårlige beslutninger vi har taget… og vi må lære af dem. Det er bare virkelig svært for mig at give slip. Det er stadigvæk noget eg dagligt må tage beslutning om!
Det var en lang historie som leder mig frem til det jeg egentlig ville skrive om… nemlig tillid. Alt dette stress, knuste drømme, vrede og sorg har medført en stor mangel af tillid i vores forhold. Ikke fra ham til mig men fra mig til ham… En mangel på tillid hvor en del måske er grundlæggende i mig (er kun i starten af, at finde ud af, hvorfor jeg dog som udgangspunkt har så meget mistllid til verden) men en anden del der er ansporet af svigt og alenehed! Denne mistillig gør at jeg er ekstremt kontrollerende. Jeg stoler ikkepå at nogen kan gøre noget så godt som mig… Dette er mit næste projekt:
Jeg håber, at ved at få klarhed over mine egne behov, og hvad der giver mig overskud, samt at finde ud af, hvad jeg har brug for ved en mand, kan jeg arbejde med at få tillid til min omverden. Til at se min mand med andre briller og se at han vil mig det bedste. Jeg har brug for at lægge fortiden bag mig og se fremad! Jeg har brug for at slippe kontrollen, der er alt for meget energi der går tabt i ALTID at bevare kontrollen, energi som jeg kunne bruge på mig sel om mine nærmeste!
Måske er dette her lidt rodet, men det symboliserer hvis meget godt det kaos der er oven i mit hovede lige nu!
) Nok at gøre, skriver snart igen! Knus
Kære Louise.
Velkommen her. Håber du får lig så spændende en proces som jeg har haft.
Jeg kendet til ALT du skriver om. Det er en svær og hård periode som jeg tror rigtig mange kvinder skal igennem. Men det betyder også at jeg ved at det kan lade sig gøre at komme et andet sted hen i livet. Så GO FOR IT.
Glæder mig til at følge dig.
Knus fra Lone H.
Hej igen.
Så er jeg tilbage, og denne gang skriver jeg fra England, hvor jeg er på tøsetur sammen med to af de meget fantastiske kvinder i lit liv. Og der er virkelig blevet diskuteret powerprinsesseprincipper, nydelse, honningkrukker og mænd. Det er fedt! Jeg er efterhånden ved at være færdig med bogen, og der er flere og flere ting der går op for mig!
Nå, men lad mig starte fra en ende af! Jeg har efterhånden fået lavet mine to lister, og jeg må sige, at jeg er meget overrasket, både over processen, og det der kom ud af den! Den første liste om “den perfekte mand”, vender jeg tilbage til en anden gang, da det lige nu skal handle om mig. Men min nydelsesliste… det er jo helt vildt fedt, at lave sådan en liste!! Og jeg må sige at det, stik mod forventning, var meget let for mig at lave den liste. Jeg kunne blive ved… både store og små ting sprang ud på papiret i en uendelighed. Jeg har fundet ud af, at mit problem ikke er (som jeg havde forbentet), at finde de ting som giver mig nydelse, men det er at gøre dem… Det er, at priorirete de behov JEG har… Mit problem er, at jeg altid finder på ting, der er vitigere end mine egne behov. MEN, fra i dag af lover jeg mig selv, at jeg fremover vil tænke på mig selv som en honningkrukke, nøjagtig som Lone beskriver i sin bog. Det er mit eget ansvar at fylde min krukke op, og jeg har også et ansvar i, af hjælpe andre med at fylde min honningkrukke op. Jeg ELSKER det Lone skriver om, at vi skal sige hvad vi gerne vil have… Jeg skal lære at sige hvad jeg gerne vil have! Jeg vil lære at rose min mand, at sprede tryllestøv på ham, og så vil jeg lære at hjælpe ham med at forstå, hvordan han kan hjælpe mig med at fylde min honningkrukke op. Her er min plan:
Når jeg kommer hjem, vil jeg prøve kun at se (læs: kommentere) alle de gode ting han har gjort mens jeg har været væk, og jeg vil prøve ikke at nævne de ting der ikke er gjort. Altså istedet for at komme hjem, og kommentere på rodet, den manglende rengøring og vasketøjet så vil jeg komentere på hvor dejlige børnene har det, hvor dejligt de nybagte boller smager osv. Dette er min plan. Herefter vil jeg de næste par uger have meget fokus på klar kommunikation! At fortælle ham hvad jeg gerne vil have! At have fokus på mine behov.
Jeg vil slutte nu for skal jo tilbage til mine to fantastiske veninder og den kolde øl der venter… Skriver snart igen!
… Har du nogensinde haft en samtale med en du elsker, hvor du kommer til at sige ting du slet ikke mener? Faktisk mener du lige det modsatte af det du siger… Og det du siger er ikke pænt, det sårer den du elsker, men du mener det ikke. Du er ikke ude på at såre… men det er det du gør. Og du gør det fordi du er så bange for at miste. Sådan en samtale havde i med min mand den anden aften, og det er ikke første gang (og desværre nok heller ikke sidste gang endnu, men det er jo blandt andet det jeg pøver at lave om på), men denne gang var det anderledes… jeg hørte det jeg sagde udefra…. Og jeg får myrekryb bare ved at tænke på det jeg sagde både direkte og indirekte.
Kort fortalt er min mand på rejse med sit arbejde, han tog afsted onsdag og kommer hjem igen om 10 dage. De havde “fri” i weekenden og var selvfølgelig på sightseeing og i byen… Og jeg bliver jaloux og bange… bange for at miste ham, bange for at han er mig utro. Så i telefonen bliver jeg snerpet, sur, og siger indirekte til ham at hans behov for at “let loose” ikke er “rigtige”, faktisk er de meget forkerte. Jeg siger, at han skal have dårlig samvittighed over at han hygger sig. Jeg er god til at bruge ord, så det jeg siger rammer de “rigtige” steder… Jeg giver mig selv ret til at dømme om hans behov er rigtige eller forkerte, og jeg bakker ham ikke op i de behov han har.
Hvad giver mig ret til at dømme? I stedet for at nedgøre ham og hans behov så burde jeg jo “kommunikere klart”! Sige det jeg i virkeligheden tænker som er: “Jeg er bange for at miste dig, jeg elsker dig så meget det gør ondt, jeg savner dig, jeg er bange for at stole på at du elsker mig så meget som jeg elsker mig, for måske er jeg slet ikke værd at elske”…
Det må ikke være nemt at være ham, når jeg ikke siger hvad jeg mener. Jeg er virkelig dårlig til at mærke efter, og sige det jeg mener og stå fast ved det jeg tror på!
Mit mål med disse hundrede dage er ud over at finde ro i mig selv og elske mig selv, også at KOMMUNIKERE KLART! Sige hvad jeg i virkeligheden mener… Jeg vil mit ægtesakb, jeg vil min mand og jeg vil mig selv!
Tiden flyver afsted. Jeg er virkelig ikke ret god til at holde fast i alle de positive tanker i hverdagen. Jeg føler meget hurtigt at jeg falder af hesten og falder tilbage til negative tanker og dårlige vaner! Jeg bliver hurtigt overvældet…
men det positive er at jeg ikke bliver så hurtigt overvældet som jeg gjorde for bare 2 måneder siden. Jeg prøver meget at holde fokus på alle de små ting som jeg kan få til at blomstre (også selvom jeg falder af hesten!) Man må jo kravle op igen ikke??
Jeg har i den sidste tid været meget alene hjemme og har haft rig mulighed for at tænke… Jeg har meget høje forventninger til mig selv og til de mennesker jeg har omkring mig! Men mine prioriteter er off! Jeg vælger at putte meget af min energi de forkerte steder hen! Ihvertfald hvis man sammenligner det jeg gør med det jeg i virkeligheden drømmer om at gøre! For eksempel vælger jeg rengøring over tid med børnene.
Jeg har gennem hele min mand og mit forhold været den der laver det meste af de praktiske arbejde. Og det gjorde ikke så meget da der ingen børn var, eller da jeg var på barsel, men nu arbejder jeg fuld tid og nu gør det noget! Jeg har virkelig tænkt meget over hvorfor dette ikke ændre sig! Og jeg har fundet ud af at jeg gør det af forskellige grunde:
1. Jeg gør det fordi jeg som sagt ikke har noget imod at gøre det, men nu betaler jeg jo en pris: tid med børnene
2. Jeg gør det fordi jeg tror jeg er den eneste af os to der kan gøre det rigtigt…
Men det er jo noget fis… Derfor har jeg besluttet at min mand og jeg skal ha snakket om fordelingen af pligter. Han skal tage og jeg skal give slip… HELT slip… Vi må se om det ikke kan lykkes denne gang!