Intro til Lone H.
Hej med jer.
Jeg hedder Lone og er 42 år. Jeg er gift, og vi har 3 piger på 21, 17 og 10 år.
Her sidder jeg så søndag aften lige hjemvendt efter 1. modul af nye uddannelse til psykoterapeut. OG så har jeg besluttet mig for at deltage her i Top100blog.
Og hvorfor nu lige det????? Flere nye ting på en gang. Lærer jeg da aldrig at begrænse mig. Jo, jeg er faktisk ved at lære det bl.a. gennem længerevarende terapi. Derfor ved jeg efterhånden også hvad der er godt for mig, og hvordan jeg trives og udvikles.
Jeg har gennem livet skulle arbejde hårdt for at få en plads og blive set for den jeg er og ikke den elendighed jeg kommer fra. Måske kommer jeg ind på dette igen gennem mine 100 dage som jo trods alt er en rum tid. Nå med det der er gået op for mig gennem de seneste år, faktisk begyndte det da jeg blev 40, er at jeg har løbet med 180 km/t for at komme væk, bygge op og gøre mig dygtig så jeg kunne få anerkendelse, ikke for hvem jeg er, men for hvad jeg kunne præstere. Ja, hvor dum kan man være i livet, men jeg skulle jo først have øje på det for at kunne forandre.
Samtidig med alt det andet der er foregået i mit liv, har jeg og min familie boet på en gammel nedlagt landejendom som vi købte for 18 år siden. Super dejligt rødstens stuehus med naturskiffer tag på ca. 300 kvm.+ 450 kvm. udbygninger. Min er en rigtig gør det selv og kunne ikke se det svære i det. Jeg var 24 år og virkelig naiv. Ja nu sidder jeg så 18 år senere med et næsten færdigt stuehus nogle udmærkede udbygninger, men også med en træt mand og især en træt mig.
JEG GIDER IKKE MERE GAMLE HUSE OG UDBYGNINGER.
Den proces har været meget lang. Jeg har de sidste 5 år gerne ville flytte. Det ville min mand ikke og når han så alligevel talte om det, så mente jeg ikke vi kunne flytte derfra. Vores børn er jo vokset op her og de 2 yngste har aldrig boet andre steder. Ja sådan er vi blevet ved gennem årerne.
Tænk at man i flere år kan misbruge gode liv på denne måde.
De sidste 5½ år har jeg været selvstændig terapeut og coach. Jeg har udvidet virksomheden flere gange og har hver gang købt et nyt lille rækkehus til formålet. De ligger i en lille klynge og det fungere rigtig godt. Hver gang jeg har købt et hus har vi skulle renovere og bygge om. Nu har jeg 4 små rækkehuse som er super lækre og der har jeg haft mulighed for at gøre tingene færdig og få dem indrettet som jeg ønsker det. Min mand har været med i processen hele vejen, så der er vel ikke noget at sige til at vi bliver trætte.
Men det at have forholdsvise nye huse på arbejdet gør også at vi nu begge har fået smag for dette og gerne vil flytte. Men mand vil gerne at vi bygger nyt!!!!!!!!!!!!!!!! Ved ikke om jeg orker flere byggerier, men skal selvfølgelig ikke bo i det mens det står på.
Vores børn vil ikke tale flytning, den store mener at vi da ikke kan flytte fra det de er vokset op i og havde tænkt sig at hendes børn VORES BØRNEBØRN også skal vokse op her. Nu fik jeg godt nok børn tidligt, men er bestemt ikke parat til at snakke om børnebørn.
Glæder mit til at fortælle meget mere om mig selv og håber bestemt at jeg om 100 dage er klogere på, hvor jeg og min lille familie er på vej hen.
Hej Lone og velkommen til
Min far og hans kone købte for et par år siden et gammelt hus og de var faktisk nødt til at bo i det mens de renoverede det fuldstændig, det var ret hårdt ! Så de boede nærmest bare på en byggeplads mens de satte det i stand, så forstår godt at man kan blive træt at det på et tidspunkt 
Spænende at se hvad du får ud af at skrive her inde ?
Kærligst Line
Dag 1.
Kørte hjem idag fra arbejde hvor Thomas Helmig kom ud af højttalerne “100 dage” sang han sammen med Medina. Ja, tænkte jeg. Mine 100 dage starter idag. Hvor er det spændende.
Jeg tror jeg vil starte et andet sted end der hvor jeg slap i min intro. Det vil jeg gøre for at i kan få et indblik i mit liv, men mest af alt fordi jeg gerne vil forsøge at blive klogere på mig selv og mine handlemønstre.
Da jeg blev født boede mine forældre med min 2 år ældre bror hos mine bedsteforældre. De havde et nyt parcelhus (har ikke tænkt tanken før, men boede faktisk de første 4 år af mit liv i et nyt hus). Der var ikke meget plads, men mine bedsteforældre havde særdeles meget hjerterum til os. Da jeg var 2 år gammel fik jeg en lillebror og huset var godt fyldt op. Vi blev boende 2 år mere. Nu var vi 3 børn på 2, 4 og 6 år. Jeg husker kun lidt fra denne tid, men husker den bestemt som en dejlig varm tid. Jeg elskede min bedstemor meget højt, hvilket hun gengældte.
Mine forældre havde ikke meget styr på deres liv og det er svært at kalde dem for voksne mennesker. På den anden side blev min mor selv mor i en alder af 16 år og igen som 18 årig hvor hun fik mig og da hun var 20 år havde hun 3 børn. Det må siges at være noget at en mundfuld. Min far har vist aldrig deltaget i pasningen af os. Min far er 8 år ældre end min mor og han har vist hele livet været særdeles umoden.
Mine bedsteforældre (som er adoptivforældre til min far) købte et hus til os, som vi kunne flytte til, da deres var ved at være for lille.
Vi flyttede ind i et ældre, men rummeligt hus. Herefter blev det tydeligt at mine forældre ikke havde det godt sammen. Min far havde ikke rigtig noget job og begge mine forældre var på overførsels-indkomst.
Min far fik et lille værksted, hvor han reparerede biler for folk. Jeg syntes dengang at han var meget dygtig og gik meget ofte ude hos ham. Vi sang “Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg”. Dengang vidste jeg ikke helt hvad det kunne betyde, hvilket jeg blev klogere på senere i livet. Det hører i om i morgen.
Min far begyndte at drikke og der kom mange mærkelige mennesker i vores hjem. Ofte var jeg og mine brødre på weekend hos vores bedsteforældre, som vi savnende meget da vi flyttede fra dem.
Jeg husker ikke tiden dengang som problematisk. Vi boede i en lille landsby og der var mange børn på gårderne omkring os. Vi legede på hølofter, hjalp med at hakke roer og fodre køer og grise. Der var dejligt i den lille by.
Jeg var en lille sød pige der forstod at opsøge og bede om det jeg havde brug for. Således fik jeg den omsorg og opmærksomhed ude hos mine kammerater og deres forældre, som mine egne havde så svært ved at give.
Dag 2.
Ja, mig og teknik:-( Jeg har altså også skrevet ovenstående, men det står som anonymt.
Tænker endnu engang over hvorfor jeg giver jer hele denne. Jeg tror jeg bliver nødt til at skrive det for at finde tilbage til grunden til jeg hænger fast i noget gammelt og energidræbende istedet for at komme videre.
Inden vi flyttede for os selv havde mine bedsteforældre været med til at sørge for en god, stabil og tryg hverdag for os børn. Mine forældres parforhold blev dårligere. Jeg tror ofte at min mor bare lod stå til og lade min far bestemme. Hun var trods alt meget ung og han 8 år ældre. Dette magtforhold prægede de år de var sammen (ja også de næste derudover). Min mor begyndte at sige fra overfor sex med min far, og når hun alligevel havde det var det af pligt og ikke lyst. Dette betød så også at min far skulle finde andre steder at få sin lyst styrret. Og det blev desværre nogle gange hos mig. Så i en alder af 4-5 år fik jeg desværre også disse oplevelser og erfaringer. Jeg har heldigvis ikke mange af disse oplevelser i min bevidsthed.
Da jeg var 8 år fik jeg endnu en lillebror og da han var 10 mdr. blev mine forældre skilt.
Det var midt i 70′erne og vi flyttede fra den lille trygge landsby ind til storbyens betonbyggeri (som dog var nybyggede). Tidligere havde vi gået på en meget lille skole hvor alle kendte hinanden. Nu kom vil til en skole med 3 afdelinger og det var svært at overskue. Men som altid sørgede jeg for at opsøge det jeg havde brug for. Lang sværere var det for mine brødre.
Min mor havde også svært ved at overskue det at være alene mor med 4 børn. Selv var hun vel 26 år på det tidspunkt og vi må have været 0, 6, 8 og 10 år.
Min fars alkoholmisbrug var gennem tiden blevet større og det blev meget tydeligt nu. Det viste sig også at min mor blev udsat for vold. Den del er jeg heldigvis altid blevet forsskånet for. Min storbror har desværre set min mor blive slået.
Alt dette gjorde også at min mor fik det meget svært og blev passiv i sit liv. Og det er jo altid sådan i en familie at andre tager over og det blev så mig. I en alder af 8 år fik jeg ansvaret for mine brødre. Madpakker, bleskift, rengøring, tøjvask osv. Jeg kan huske at jeg fik lov til at tage med mine veninder i biografen og se Grease. Det var stort, da jeg stort set aldrig kunne noget uden at have min yngste lillebror med.
De weekender vi skulle besøge vores far var rædselsfulde. Alligevel tog jeg med hver gang, hvem skulle ellers passe de små???? Min storbror tog ikke med, jeg tror hans mission var at passe på vores mor.
Weekenden hos far startede altid med et værtshus inde i byen. Der blev vi til hen på aftenene, hvor vi kørte videre til den lokale kro derhjemme. Lørdag foregik altid med at min far gik ud i værkstedet. Jeg lavede mad og gjorde rent. Søndag sluttede altid på værtshuset igen og hvis vi havde været heldige besøgte vi vores bedsteforældre inden vi kørte tilbage til byen. Der var en årrække her, hvor jeg ikke havde stor kontakt med mine elskede bedsteforældre og min bedstefar døde da jeg var 12 år uden at jeg fik sagt farvel til ham. Det kan jeg stadig blive lidt trist over.
Alligevel var og er jeg en overlever og sørgede for at få det jeg havde brug for.
Nok om denne tid af mit liv.
Dag 3.
Jeg har brugt meget tid siden igår på at undre mig over det jeg skrev. Jeg har ikke tænkt på denne tid i mange år og har været i terapi og fået bearbejdet de overgreb der skete. Synes ikke der er mere der skal behandles derfra.
Mine reflektioner er så, at når man igen fortæller en historie, så forandre den sig efter hvor jeg er i livet og hvordan jeg har det på det givne tidspunkt. Eksempelvis her jeg aldrig tidligere været opmærksom på, at jeg som barn faktisk har boet i nybyggeri og selv har boet i en nybygget lejlighed som “voksen”.
Dernæst er jeg blevet opmærksom på, at jeg skriver at jeg altid udenfor min familie har opsøgt og fået det jeg havde brug for.
Ja det er delvis rigtigt, men jeg har også det meste af mit liv tænkt mig selv som Lucky Luck, den “ensomme” cowboy. Jeg har altid haft den opfattelse, at der ikke var nogen der kunne hjælpe mig, og at jeg er nødt til at klare tingene selv. Dette er jeg dog ved at lægge fra mig, men komme ofte tilbage i rollen.
Da jeg blev gift mente jeg, at jeg burde fortælle min kommende mand om de overgreb der var foregået. Jeg syntes ellers at han ville blive gift med en løgn og at jeg ikke gav ham muligheden for at vælge fra. Jeg fik det ikke sagt dengang. Havde ikke modet.
Senere opdagede han at jeg græd om natten. Det havde jeg gjort gennem et par måneder. Han nærmest tvang mig til at fortælle hvorfår jeg græd og han har bestemt støttet mig siden. Har stadig ikke fundet ud af hvad jeg var bange for. At han skulle gå fra mig? At han skulle slå min far? Ja jeg ved det ikke, men den erfaring jeg fik og senere har brugt mange gange i livet er, at forestillingerne inde i mit hoved meget ofte er værre end i virkligheden, så jeg kan lige så godt undersøge den og få ro. Jeg nu lyder det flot, det er til tider stadig meget svært, men jeg forsøget at tage mig sammen og når jeg gør det, virker det.
Som afslutning på et terapiforløb opsøgte jeg i 1997 jeg min far og fortalte ham, hvad han havde gjort ved mig og om de påvirkninger det havde haft på mit liv. Jeg brugte en 1 time sammen med ham. Jeg sagde “farvel” og ikke vi ses, da jeg tog afsted. Jeg har ikke set ham siden, men har idag ingen had til ham, vi lever bare hver vores sted på jorden.
Da jeg kørte fra ham den dag i 1997 fik jeg en helt ny oplevelse og erfaring med mig. Mine skuldre sad ikke oppe under ørerne, det var vildt underligt, havde ikke prøvet det før og gennem den næste tid forsvandt min spændingshovedpine og mine kæber gjorde ikke ondt mere.
Fra den dag begyndte jeg så småt at kunne mærke hvem jeg var, havde faktisk aldrig tidligere haft fornemmelse af min krop (heller ikke selv om jeg på det tidspunkt havde født 2 børn).
At øve sig i at sige fra og få det jeg havde brug for var en helt ny verden for mig. Ikke at mine omgivelser havde villet mig noget ondt, men jeg har de første 29 år af mit liv levet som offer, fordi jeg selv gjorde mig til det uden at vide jeg havde andre muligheder. DET VED JEG NU.
Gad vide hvad der sker for mig.
Jeg satte mig for at blive klogere på vores flytteprojekt og det jeg indtil nu har brugt tid på er at huske tilbage på hvordan mit liv har været tidligere. Jeg må prøve at forstå dette, men gør det ikke lige nu.
Egentlig tror jeg at både min mand og jeg har gjort op at vi vil flytte. Gad vide om det er finanskrisen der afholder os fra at sætte til salg? Er det at det halve af vores lille by er til salg?
Jeg har flyttet rigtig mange gange i mit liv. Her har vi nu boet i 18 år. Gad vide om jeg er bange for at rykke igen eller det er tanken om evt. at skal bygge et nyt hus der skræmmer mig?
Eller også er den dybere grund, at jeg er bange for om jeg ikke tør bo et sted hvor jeg får mulighed for at slappe mere af og nyde livet. Tænk hvis jeg ikke kan finde ud af at leve uden at skulle yde og præstere. Jeg synes ellers jeg er blevet helt god til at mærke og passe på mig selv. Hvad nu hvis jeg ikke er det alligevel.
Er jeg i virkeligheden noget værd hvis jeg ikke præstere????? Ja jeg tror jeg her har fat i noget. Det går op for mig mens jeg skriver her.
Nå men den vil jeg lade ligge lidt. Jeg skal ud med min mand idag UDEN børn. Hvor jeg glæder mig
Hej Lone,
ja jeg er også en af de nye bloggere herinde.
wow, hvor skriver du dejligt ærligt og åbent - det er fedt at læse og rører virkelig noget inden i.
Det ‘sjovt’ du nævner det med at gå rundt med skuldrene oppe under ørerne. Det har jeg også en tendens til at gøre og prøver at huske mig selv på at få dem ned igen. Men din historie får mig til at tænke at måske ligger der et eller andet bag, måske er der en årsag til det! Jeg har en gang fået at vide af en terapeut at ting man ikke får sagt kan lagres som spændinger i især kæberne. Jeg ved at jeg ofte har svært ved at sige min mening og give udtryk for mine følelser og behov – måske der er en sammenhæng? Det gav lige stof til eftertanke, TAK.
Bedste hilsner Ida
Kære Lone
Velkomme til, og hvor er det modigt at dele din historie med os andre. Og du har så evigt ret, vores historie ændre sig hele tide, og heldigvis for det, så vi ikke behøver hænge fast i den.
Desuden tro jeg at der er mange af os, der ligesom dig kan være bange for at vise hvem vi er, i angsten for at blive afvist. Eller vi bilder os selv ind at hvis de ved hvem vi egentlig er så kan de ikke lige os mere. Men tingen er jo, at vi netop skal finde en partner der elsker os for lige netop den vi er, der kan rumme vores historie, vores glæder og sorger. Og det skriver jeg med tåre i øjnene, fordi jeg ved, at det lige netop var et problemet med min eks, Han rummede ikke min sårbarhed. Derfor skal jeg være glad for at han forlod mig, så jeg kan finde en der rummer mig og mine særheder
Og så lige en tanke, der måske ikke har noget på sig. Men da da jeg læste din historie med alle dine flytninger, tænke jeg. Det at flytte kan også være en flugt. Så måske har du ikke lyst til at flytte igen, netop fordi du føler dig hjemme og har det godt hvor du er. Bare en tanke, smid den væk hvis du ikke kan bruge den
Kæmpe knus her fra og tak fordi jeg må læse med
Dag 4.
Tak for jeres tilbagemeldinger som igen giver mig eftertanker:-)
Heldigvis er jeg for flere år siden sluppet af med mine spændinger i kæberne. Kan stadig have nogle muskelspændinger i nakke og pande. Nu ved jeg heldigvis hvorfor de kommer og hvad jeg skal gøre for at få dem til at forsvinde igen.
Kommer til at tænke på, at jeg sammenfattende, i 1995 blev operet i halsen. Jeg har altid haft en stemme der lød som jeg havde været på druk i 14 dage. Hvis folk ikke kunne kende mig på andet, så kunne de på stemmen. I foråret 1995 begyndte jeg så periodisk så helt at miste stemmen. Jeg blev operet 2 gange inden det lykkes at få de papiloner jeg havde på stemmebåndet til at forsvinde. Jeg er helt sikker på at de er kommet af at holde en masse indenbords jeg ikke kunne sige højt til andre. Jeg har spurgt min mor hvornår min stemme blev sådan og hun siger at den faktisk altid har været sådan. Tankevækkende:-(
Efter oprationen var det så at jeg fik fortalt min mand om overgrebene.
Ja, det var lige de reflektioner jeg fik.
Ellers havde jeg tænkt mig idag at følge tanken om jeg tør have et liv, hovr der ikke HELE TIDEN stilles krav til mig om at skulle være aktiv.
Tidligere (du har helt ret Kathrine) flygtede jeg. Når jeg var aktiv udenfor mig selv behøvede jeg jo ikke kigge ind af. Dette er bestemt også et mønster jeg ser hos de mennesker jeg til dagligt har i terapi. Idag kigger jeg rigtig meget indad og elsker det. Synes faktisk det skulle være en menneskeret at gå i terapi.
Det at blive hvor vi bor nu ser jeg idag som at stå stille og ikke tør udvikling. Det er trygt men ikke godt for hverken min mand eller jeg at blive hvor vi bor nu. Der er stadig noget her jeg mangler at blive klog på!!!!!!!!
Igår havde jeg en rigtig dejlig dag med min mand. Vi er rigtig gode til at holde fri sammen, det oplever vi også vores ferier med og uden børn. Vi er ikke ret gode til at gøre noget sammen når vi er hjemme. Jeg begynder at blive meget bevidst om at det her sted er med til at dræne os. HVORFOR BLIVER VI I DET?????
Kære Lone.
Det fangede mig virkelig, det du siger om at forstillingerne er meget værre end virkeligheden, så man kan lige så godt få det ud og få ro.
Hvor er det sandt.Har lige haft sådan en oplevelse med mine forældre, hvor det gik op for mig, hvor meget jeg bremser mig selv på grund af alle de mærkelig historier, jeg spinder i mit hovede. Og stresser over.
SLUT med det.
Tak for din ærlige historie, det er meget inspirerende at følge dig
Mange knus. Stine.
Dag 5.
Har haft en travl men dejlig dag på arbejdet.
Sluttede dagen med yoga og er lige vendt hjem. Nu er jeg for træt til reflektioner og store tanker.
Og eftersom jeg har lovet mig selv at begynde at tage hensyn til hvad kroppen fortæller mig så vil jeg sige
GODNAT
Dag 7.
Gad vide hvad der sker med mig lige i tiden.
Jeg havde en god dag på arbejdet uden stress eller pres af nogen art. Da jeg kom hjem havde jeg en lang telefonsamtale med en veninde og da jeg så skulle slappe af og hygge med manden min, faldt jeg i søvn hans arme og sov hele aftenene.
Til morgen er jeg total energiforladt.
Der sker noget med mig når jg kommer hjem. Enten arbejder jeg for meget, hvilket jeg faktisk har reduceret med ca. 15 timer om ugen, bruger for meget energi der så der ikke er noget tilbage når jeg kommer hjem, eller også er det bare vores hjem og de rammer vi har der der drænser mig voldsomt.
Ens hjem skulle jo gerne være den trygge base, hvor det er muligt at lade op og få energi, hvor det er muligt at være MIG uden der stilles alle mulige krav.
Kan mærke at jeg lige har brug for at sætte fokus på noget der fungere i mit liv.
Jeg har en rigtig dejlig mand. Vi har været sammen i mere end halvdelen af mit liv. Aj hvor var vi unge og til tider dumme dengang. Dengang var i ikke gode til at vise hensyn og give kærlighed til hinanden. Vi var en årrække meget optaget af vores eget liv. Det var den periode hvor jeg var mest offer. Tror jeg skubbede ham væk fra mig, han flygtede jo ud af familien når lejligheden bød sig. Alligevel blev vi sammen og det har bestemt været med til at gøre os stærke sammen. Jeg har aldrig lært hvad det vil sige at elske et andet menneske og lukke det helt ind i hjertet. Når man våger det risikerer man jo også at miste og blive svigtet, hvilket jeg havde prøvet for meget. Efterhånden er det lykkedes at åbne mit hjerte helt og jeg elsker ham vildt og ubetinget. Nogle gange kan jeg komme til græde over dern følelse der er så stærk. Tænk at det findes og at jeg har fået det så godt. Når jeg kigger rundt på de mennesker der er omkring os også vores nære relationer, så kan jeg se at mange ikke helt har acceptere deres partner som den han/hun er og vil stadig lave om og forme. Der findes mange skænderier og dårlige stemninger som handler om ikke at stoppe op og tage et valg.
DET HAR VI GJORT og det er jeg meget stolt af.
Kære Lone Powerprinsesse.
Tak for muligheden for denne blog. Det var vist lige det lille skub jeg havde brug for idag.
Rigtig god og kærlighedsfyldt dag til jeg alle.
Knus fra Lone
Dag 10.
Ja jeg ahr været væk nogle dage. Jeg har haft travlt på arbejde med at færdiggøre et nyt projekt. Samtidig har jeg brugt tid op frisør, som jeg faktisk ikke nød denne gang, da jeg var for stresset til at sidde i stolen, ØV elsker ellers denne tur.
Min søde veninde blev 40 og jeg havde lovet hende at bage brød til natmaden. Hun havde inviteret 80 mennesker, så det var en ordentlig portion. Før i tiden var det intet problem at bage så meget på en aften, men her kan jeg heldigvis mærke at jeg får nogle nye grænser og ved nu, at det gør jeg ikke igen på denne her måde.
I går var vi så til festen. En rigtig sjov og hyggelig aften. Jeg holdt tale for hende. Jeg synes ofte jeg g lemmer i hverdagen at fortælle hvor meget jeg sætter pris på mine nære relationer og derfor var anledningen der så igår. Jeg holdt en meget personlig tale og hun blev meget glad og rørt. Og jeg var meget stolt af mig sig, at jeg kunne gøre det:-)
Vi gik først hjem kl. 4.30 i morges, så dagen er blevet brugt på sofaen.
Nu er jeg kvik igen og har lige opdateret mig her på siden. Hvor er det et dejligt projekt at være en del af her. I er nogle fantastiske kvinder som jeg er stolt af at være en del af.
Jeg vil den næste tid sætte mig det mål, at jeg hver dag bruger mindst ½ time på selvreflektion, hvor jeg både planlægger min tid, så jeg ikke kommer til at sige ja til noget jeg ikke kan overkomme, samtidig vil bruge tid på at give mig selv kærlige tanker og sætte pris på det gode jeg gør. Der må jo være noget hver dag, hvis jeg sætter fokus på.
Det tror jeg lige nu er vejen frem mod at give slip på det gamle, altså forberede mig mentalt på at give slip og at skulle flytte.
Dag 12.
Ja, utroligt som livet former sig efter hvordan man giver det energi. JEG VED DET JO GODT, og alligevel glemmer jeg det ind imellem. Efter en hård, men sjov weekend hvor jeg drak alt for meget er jeg nu tilbage igen med fornyet energi. Den tid jeg lørdag besluttede mig at afsætte til mig selv hver dag, er gået rigtig godt og jeg sender mig selv nogle gode energier. Det har så også resulteret i, at jeg idag har lavet noget fantastisk arbejde og at jeg idag har afprøvet nogle nye metoder, som jeg fik på min nye uddannelse. Det gik ud over alt forventning og parret jeg arbejdede med fik nogle rigtig gode indsigter.
JEG ER SÅ TILFREDS MED MIG SELV. I aften skal jeg til yoga, hvilket jeg elsker og det gør bestemt også noget godt for mig.
Igår spiste jeg brunchpå en slotrestaurent med min familie og min søde mand gav mig en dejlig gave. Den kærlighed der stråler fra andre her på bloggen er vist også ved at nå mig:-)
Får også lige lyst til at fortælle, at jeg idag også havde en terapi med en kvinde der som barn havde været udsat for seksulle overgreb. Det var en fantastisk og spændende terapi. Opdagede at jeg havde en masse at give af, som jeg faktisk ikke tror man kan læse sig til.
Dag 13.
Ja jeg tror jeg er ved at lære noget. Igen har jeg haft en fantasktisk dag på arbejdet. Jeg er ved at opstarte et nyt koncept (kan ikke lige huske om jeg har fortalt om det tidligere!!) med parterapi. Min erfaring har til tider været at folk der kommer i terapi hos mig er meget glad for det, men desværre oplever jeg også at når det handler om par kan de have svært ved at snakke sammen og prioriterer ikke i hverdagen at skabe plads til at reflektere sammen. Så nogle gange har jeg oplevet, at enten har parret sat sig ned sammen om aftenen inden de skal komme igen eller også har de lige haft en hurtig snak i bilen på vej herover. Det er jo ikke nok, men har givet mig den tanke at det kan være svært at finde fordybelsen i hverdagen som jo også er fyldt med job, børn og andre trivialiteter. Mit koncept går så ud på at parret rykker et par dage ud af kalenderen og kommer hos mig. Opholdet er med 2 overnatninger, hvor vi i forvejen har sørget for alt. Der er udfra et i forvejen udfyldt skema handlet ind af lækkerier, vin og champagne. Parret bor alene i en lejlighed og kommer hver dag til terapi, samtidig med de også arbejder på egen hånd ud fra nøje planlagte opgaver.
Lige nu har jeg mit 1. par på besøg. De er på 2. dagen og er lige nu i Forkælelseshuset, hvilket jeg håber de nyder meget. Det er et lille intimt sted med spa, dampkabine, masagestol og vandseng med lydvibrationer i. I aften får parret gourmetmiddag, som jeg håber de vil nyde meget.
Glæder mig til i morgen, hvor vi skal afslutte opholdet med dem. Er meget spændt på hvilket tilbagemeldinger vi får.
Ja, så hvis jeg laver det jeg kan lide på jobbet og ellers giver mig selv nogle kærlige klap på skulderen hver dag, så tegner fremtiden lys:-)
Dag 16.
Jeg er lige nu igang med at forberede middag til gæster i aften. Jeg glæder mig. Jeg ELSKER at lave mad.
Jeg går og kigger ud af mine køkkenvinduer hvor jeg kan se sneen dale ned over vores hyggelige have.
Ja så kommer tankerne igen om at skal/skal ikke flytte. Når jeg ser ud og omkring mig, så bor vi virkelig dejligt i vores store hus (lige nu er det også ryddet op og gjort rent). Alting bliver meget lettere når der ikke er en hel masse der skal laves. Så er det min romantiske drøm godt kan tage over. Men jeg ved også at når vi når til foråret er der en hel masse opgaver der kalder på mig igen og vi har en ret stor have. Ja den nyder jeg rigtig meget at gå i og jeg elsker mit drivhus, hvor jeg dyrker mange grøntsager. Det er ren terapi for mig. Desværre er den så stor at det vist nok er et fuldtids job at holde den nede.
Nej jeg må snart til at gøre noget alvorligt ved de tanker om at flytte. Min mand har brugt meget tid på det sidste på at rydde op i udhusene og køre gamle ting på genbrugspladsen. Han forbereder sig også.
Jeg kan mærke på det sidste, at jeg begynder at lukke mig lidt inde i mig selv. Tidligere delte jeg ALT jeg vidste og tænkte med andre mennesker. Nu har jeg en periode hvor jeg har meget brug for at kigge ind og blive klog på mig selv. Nu er det bestemt ikke alt jeg deler med min omverden. For eksempel har jeg ikke fortalt nogen om bloggen her. Den er min lige nu, måske deler jeg den senere, men kun hvis jeg kan mærke det er rigtigt for mig.
Jeg der altid har haft alle antenner ude for at tilfredstille andre er vist begyndt for alvor at fatte, at jeg er nødt til også at passe på mig selv.
Nu vil jeg tilbage til min madlavning. Jeg forbereder dessert. Elsker at lave dessert, idag står den på små kransekage kager m. trøffelcreme og kirsebær, nøddeskål m. chili-chokoladeis og jordbærkage. UHM, men vist ikke helt efter Umahro, som jeg ellers dyrker meget i mit køkken.
Dag 17.
Tænker meget over hvad der gør at mange af os handler i vores liv, uden at være i overensstemmelse med hvad vi har brug for.
Hvis alting bare var let og overskueligt ville livet jo også være det. Til tider skal vi nogle meget snoede veje for at nå vores mål.
En anden reflektion idag er, at vi kan få nok så mange gode råd og coaching i stride strømme, det hjælper bare ikke hvis vi ikke bruge kræfter til at få ro og opfylde egne behov. Vi kan jo ikke hjælpes hvis vi ikke selv er parat til at arbejde og lægge kræfter i.
Tidligere tænkte jeg ofte, at det var uundgåelig og vigtigt med skænderier i et parforhold. Jeg havde den filosofi, at hvis der ikke var skænderier, så var der en der bukkede nakken. Sådan tænker jeg ikke længere, jeg mener godt vi kan være i parforhold uden at taget ind imellem letter. Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har skændtes med min mand. Vi diskutere ofte forskellige emner, men har efter 22 år sammen, fået plads til forskelligheden og er blevet rigtig gode til at lytte på hinanden i stedet for hele tiden at skulle sætte sig selv igennem.
Ja det var en masse reflektioner over livet jeg har gjort mig idag, mens jeg har gået og pakket det sidste sammen til vores skiferie. Jeg glæder mig vildt, det er første gang i 5 år vi skal på ferie sammen alle 5
Det betyder så også at jeg først vender tilbage hertil igen om en uge. Vi skal køre i nat.
Ha’ det rigtig godt alle sammen til vi skrives ved igen.
Dag 24.
Har lige været på en rigtig dejlig skiferie med hele familie. Hvor jeg nyder når vi er hele familien sammen.
Nu hvor det er begyndt at tø sker der også skader på vores hus. Vi har ikke været hjemme til at tage sne ned af taget (hvilket min mand går og gør lige nu), men det betyder også at vi har fået revet en tagrende ned, hvilket jo så IGEN betyder reperationer på huset. Hvorfor sælger vi det ikke bare??????????????????
Jeg kommer til at tænke på en gammel tanke jeg har haft. Det er ikke så tit jeg har den mere, men jeg har altid set mig selv og mit liv som en tumling, sådan en små børn leger med. Når man slår til den vælter den, men rejser sig igen. Jeg er blevet væltet mange gange i livet, også med nogle ordentlige slag, men har altid rejst mig op igen og kommet videre. Det giver mig igen overvejelser om det at blive boende. Det er trygt og jeg skal ikke forholde mig til nye ting her.
Og det er altid ting udefra der der vælter mig, ting jeg ikke selv synes jeg har ansvar for eller kunne forudse.
Som for 2 år siden da jeg en lørdag morgen står glad ud af sengen. Jeg skal med på en basar som en veninde har arrangeret. Bilen er pakket og børnene glæder sig til en dag med shopping og bio. Min mand er i Kbh. og skal komme hjem til aften.
Mens jeg spiser morgenmad ringer min mobil, jeg kan se det er min lillebror og jeg tager den glad og siger “Hej Bette”. Min lillebror er 18 år yngre end mig. I den anden ende hører jeg en hulkende stemme og kan ikke forstå hvad han siger. Til sidst forstår jeg at “Det er Ole, han er død” Det er min anden lillebror 27 år gammel. Han er kørt galt om natten. Jeg går i chok. Min mand ringer et øjeblik efter og siger glad at han snart er på vej hjem til os. DET HAR JEG OGSÅ BRUG FOR. Jeg hulker bare i telefonen, men kan jo ikke få ham her til at holde om mig. Jeg kører op til mine forældre (mor og stedfar) Ole er deres ældste fællesbarn.
Vi bliver ringet op af kapellet som fortæller, at vi gerne må komme og se ham. Jeg er den der skal være stærk her, mine forældre og lillebror er i total chok og jeg må være der for dem. Jeg havde ikke nogen særlig kontakt med Ole, vi levede vores liv meget forskelligt, men var trods alt halvsøskende.
Da vi kommer til kapellet spørger jeg, hvordan Ole ser ud, om jeg skal byde min familie at se ham, hvilket jeg får at vide det kan jeg godt, han er gjort i stand. Mine forældre bryder helt sammen og står med hinanden på den ene side. På den anden side står min lillebror og hans kæreste og græder. Og der står jeg midt i det hele HELT ALENE. Ikke på noget tidspunkt havde jeg tænkt på, om jeg skal byde mig selv at se ham. Det er det mest modbydelige øjeblik i mit liv.
Resten af dagen og ugen forventes det at jeg er stærk. Min mand passer heldigvis godt på mig og jeg får ekstra tider hos min terapeut, så jeg selv kan overleve i dette helvede.
Min familie har altid haft store forventninger til mig. Jeg er god til at sige til og fra. Og i denne tid blev jeg så også tillagt det at jeg jo er terapeut, så jeg kan jo nok hjælpe og give det der er brug for. Og selvfølgelig kunne jeg ikke det, og ville heller ikke.
Jeg har stadig noget der sidder i klemme fra dengang. Jeg har grædt meget, mens jeg har skrevet idag.
Min mor kommer sig aldrig over det at have mistet en søn, men har heller ikke ønsket at modtage hjælp. Jeg har ikke haft energi til at tage hende i hånden og hjælpe hende på vej, det må blive hendes eget ansvar nu. Jeg forsøgte flere gange efter ulykken uden held.
Måske er det nogle af disse oplevelser der gør, at jeg ikke tager springet og flytter. Jeg har brug for en tryg base, hvor jeg ikke skal forholde mig, men bare være.
Det får jeg vel også et nyt sted, men hvad nu, hvis der sker noget udefra kommende igen, som jeg ikke selv er herrer over. Gad egentlig godt vide hvor meget et menneske kan holde til. Jeg kan åbentbart holde til det meste, men det er vel også fordi jeg nu har lært at mærke mig selv og går i terapi for at blive klogere på mine potentialer og begrænsninger.
Kære Lone H.
Uh, sikke dog en historie – jeg kan ikke komme i tanke om noget værre end at miste en bror eller søster; for slet ikke at tale om, hvordan det må være for forældre at miste et barn.
Puha. Se man ved aldrig, aldrig, ALDRIG hvad folk er stået op til om morgenen; derfor kan ingen tillade sig at dømme andres humør.
Tak for reminderen og tak fordi du deler.
Kærligst
Lone
Dag 25.
Jeg har idag været alene hjemme med min yngste datter. Hun har leget med en veninde og jeg har fået ordnet mine tøjskabe. Hold da op hvor var der mange ting der ikke bliver brugt mere. Og hvor er det længe siden jeg sidst har taget en ordentlig oprydningstur. Hvor er det skønt at have orden i tøjet igen. Har fundet en aftager til det jeg har kasseret
I mine pauser har jeg været lidt rundt omkring på nettet bl.a. læste jeg om Lone Powerprinsesses besøg hos Tantra Templet. Det er en tanke jeg selv leger meget med, at gøre for mig selv. Jeg er ret sikker på at min krop har mange blokeringer endnu efter de overgreb den tidligere har været udsat for. Og alligevel er det så svært at tage skridtet og ved ikke om jeg tør. Ja det finder jeg sikker ud af i nærmeste fremtid;-)
Nå nu kommer der nogle børn og vil serviceres. Skriver igen senere:-)
Kære Lone,
Du skriver bare så dejligt beskrivende!
Jeg har netop læst hele din blog og ville ønske at jeg orkede at dykke ned og beskrive mit liv i grove træk, sådan som du har gjort, fordi det giver andre læsere så meget mere indblik, samtidig er bloggen jo til for dig, mig og med det formål at vi skal komme ‘ovenpå’ på 100 dage, så ja det vi nedfælder er jo allermest til glæde for os selv.
Men jeg vil bare sig dig tak, for dine refleksioner, mange af dem kan jeg overføre til mig eget liv…
En hammer god idé med Velvære-parterapi iøvrigt….
Kærligt knus
Birgitte
Dag 27.
Hvad skete der lige der. Jeg blev afbrudt at nogle børn og her sidder jeg 2 dage senere????
Nå men der er da også sket mange ting siden da. Søndag blev en rigtig hygge dag. Jeg drak te med pigerne, det er en fornøjelse at være sammen med de børn der nu begynder at forholde sig til livet og de ting der sker omkring dem:-)
Igår blev en noget blandet dag. Jeg startede med at være i terapi, hvilket var en dejlig start på dagen. Jeg fik større indsigt og blev bekræftet i at jeg er godt på vej til at komme et bedre sted hen i livet;o)
Derefter spiste jeg en dejlig frokost med min mand inden jeg skulle på arbejde igen. Vi fik her vendt de indsigter jeg havde fået. Synes det er rigtig vigtigt at dele det med ham, vi skal jo sammen videre herfra. Nåede også lige at trække ham ind og se de vanvittige flotte sandaler jeg har set men de koster en formue. Han synes bestemt at jeg skulle have dem, nu jeg har snakket så meget om dem. Hvor er det lettere at brug mange penge på sig selv, når manden siger god for det!!!!!
Da jeg kørte hjem fra arbejde havde jeg fået hovedpine og var træt. Det var nogle tunge sager jeg havde arbejdet med om eftermiddagen.
Kort tid efter jeg kom hjem måtte jeg til vagtlæge med datteren på 17 år. Hun havde forstrakt den ene arm og der kom nogle grimme udtrækninger omkring. Vi ventede 1½ time uden at være kommet ind og jeg ringede efter min mand der kunne være med hende, da jeg selv ikke ville gå glip af min elskede yogatime. Da jeg var færdig med yoga fik jeg en besked fra manden er stadig sad på hospitalet. Nu var de kommet på skadestuen efter at have været i røngten!!!! Jeg ankom med hende kl. 17.45 og nu var kl. 21.45. Jeg kørte op til dem og hentede yngstebarnet der trængte til at komme hjem i seng. De andre kom hjem kl. 2 i nat. Det sundhedssystem trænger nu noget til at blive strammet op:-(
Idag kunne ingen åbne øjnene da der var tid til at stå op. Jeg havde en frygtelig hovedpine (fortsat fra igår) og valgte at blive hjemme idag sammen med resten af familien. Da jeg vågnede stod jeg op og lavede
brunch til familie, hvilket var en god start på dagen. Senere gik vi alle en tur i det dejlige solskinsvejr. Trods masser af sne, så er foråret nået Nordjylland idag.
Inden lukketid nåede jeg lige at runde en ny lækker tøjbutik der lige er åbnet. Brugte selvfølgelig for mange penge der, men jeg havde jo lige ryddet op i mit skab, så der er plads til det:-)
I aften har hele familien hørt højt musik og danset. Det har været en rigtig dejlig og livsbekræftende dag. Hvor er livet herligt:-)
Dag 29.
Der begynder at ske noget omkring mig lige nu.
Efter jeg fik startet oprydning i mit klædeskab i søndags er det fortsat. Jeg er nu begyndt at muge ud på mit kontor. Jeg har længe overvejet at alle de gamle teorier og artikler som jeg har fra tidligere uddannelser skulle ud, så jeg kan gøre plads til den nye. Samtidig er jeg jo ved at omlægge virksomheden fra familieterapi til at arbejde meget mere med parterapi og coaching, som jeg jo også er uddannet til, men at andre grunde ikke har sat i højsædet.
Mit kontor er noget rodet lige nu da skulle ud af huset i eftermiddag, men glæder mig til at komme igang imorgen igen:-)
Den proces jeg har startet giver mig ny energi, ja måske er det også fordi solen skinner og jeg får gået nogle gode turer i skoven, men jeg er også sikker på at det er ny energi på vej mod noget nyt, der giver mig energien til at smide det gamle ud. SKØØØØØØØØØØØØØØØNT
Min medarbejder er syg i disse dage. Det gør også at jeg har mere tid til at fordybe mig i mit eget projekt.
Kan mærke at jeg er på vej nu. Min mand har vist også fanget det og er gået med, uden det er noget vi har aftalt:-)
Vores børn er glade (ældste barnet er taget på skiferie igen idag) og alle trives i stor stil her.
Jeg sender de bedste og varmeste energier mod mig selv og min familie, så det her kan fortsætte.
Dag 32.
Har haft end skønneste weekend. Min mand og jeg har selv prøvet vores nye tilbud i virksomheden af. Vi har været i vores nye par-hus. Det har været helt fantastisk, vi har hygget os og nydt at være kun os to. Vi lavede også de paropgaver/-øvelser som andre i huset laver. Hvor var det en skøn oplevelse;-) Vi satte ord på de egenskaber vi sætter højest hos den anden, skrev det ned, så vi har det og kan finde frem på grå hverdage. Min mand er den skønneste i HELE verden. Jeg har virkelig lært hvad kærlighed er og hvor er det fantastisk at lukke et andet menneske helt derind. Jeg kan til tider få helt ond over at elske så meget. Jeg har aldrig tidligere i livet elsket et andet menneske på denne måde og har heller aldrig turde. Når jeg lukker helt derind kan jeg jo risikere at miste, hvilket ville gøre ondt og det har jeg aldrig tidligere i livet turde. Det gør jeg nu med den frygt, men selvfølgelig allermest glæde det giver.
Jeg kan mærke at jeg bliver helt rørt over mine følelser. Det er virkelig stort for mig at elske et andet menneske som jeg gør nu. Og sikke nogle dejlige ord han gav mig med:-) Min kærlighed er heldigvis gengældt.
Sådan en weekend skulle være en “par-ret” alle par skulle have mindst 2 gange om året. Jeg er sikker på at vi kan leve længe på den omsorg og kærlighed vi har givet hinanden de sidste 2 døgn.
Kærlighed til jer alle fra mig.
Kh. Lone
Dag 35.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive idag. Jeg ved ikke hvad der sker med mig.
Jeg har lige haft den mest fantastiske weekend med min mand og vi har det alle godt på hjemmefronten.
Alligevel er det som om jeg vil straffe mig selv, som om jeg ikke må have det godt.
Jeg går meget op i min og familiens kost og synes bestemt at vi spiser sundt og med gode rene råvarer. Almindeligvis er jeg også god til at lave madpakke.
Igår lavede jeg ikke madpakke og af hvilken grund??? Jeg vidste fra morgenstunden at jeg ville købe noget på vejen. Jeg fik McDonald drive in. Da jeg kom tilbage på kontoret spiste jeg 3 SMÅ påskeæg. Og hvad gør det ved mig. Jeg bliver nedtrygt og træt. Hvorfor byder jeg mig selv det her. Jeg har sovet rigtig dårligt i nat og har været rigtig træt idag. Jeg havde afsat dagen til den sidste oprydning på kontoret og så regnskaber. Jeg har vist ikke rigtig fået noget fra hånden idag. Jo nogle småting der også skulle laves men ikke noget i betragtning af et der er gået en hel arbejdsdag nu.
Jeg har haft mad med idag, men er stadig træt. Kan det mon stadig skyldes kosten igår??
Jeg bliver vist igen nødt til at tale om det gamle mønster med min terapeut.
Hvorfor bliver jeg ved med selv at spænde ben for min egen lykke. Jeg har nogle fantastiske mennesker omkring mig der elsker mig højt og er der for mig. Hvorfor kan jeg ikke bare glædes over det og så tage det lys og den kærlighed der ligger til mig.
I aften skal jeg mødes med nogle gamle studiekammerater, dem jeg blev terapeut med. Nogle gæve kvinder, hvor vi altid får sat ord på livet gang. Det glæder jeg mig meget til og ved at det vil være med til at give mig et positivt skub igen.
Ja det blev en klagesang fra mig idag, men det skulle ud. Nu vil jeg pakke sammen og lukke ned for idag, det bliver vist alligevel ikke til mere arbejde.
Kære Lone H.
“When at first you don’t succeed pick yourself up and try again”.
Jeg læste en gang et eller andet sted, at når man falder i, så kan man enten vælge at ærgre sig eller samle sig selv op.
Så giv dig selv et knus – et langt et – og så kom op på den sunde hest igen!
Kærligst
Lone
Kære Lone.
Tak for en fantastisk blog. Du er så varmt og skønt et menneske, virkelig en gave til verden. Tak for dine tanker, de sætter mine i gang!
Knus fra Stine.
Dag 39.
Tak for dine ord og hvor har du ret:-)
Jeg har lige været væk et par dage.
Tordag fik jeg en direkte højre, total knock-out. Denne gang handler det desværre om min virksomhed. Kommunene er kommet i tanke om, at jeg ikke må hvad den placering jeg har. Nå det er en lang og kedelig sag, som jeg nok skal lade være at trætte jer med. Jeg havde hele tiden været overbevidst om, at jeg ikke kunne komme ud denne situation, hvorfor den selvfølgelig så ramte med fuld styrke.
I lørdag græd jeg så meget som jeg ikke har gjort i mange år. Jeg er et mennesker der græder, jeg kan sidde og græde over næsten alt på tv. Jeg kan også godt fælde en tårer, hvis nogen gør mig kede af det. I lørdags græd jeg meget anderledes og jeg har vist ikke grædt sådan siden jeg var 15 år og valgte at slå min mor tilbage, da hun slog mig. Det blev sidste gang hun gjorde det, men det endte også i et mindre slagsmål og jeg måtte bageefter flytte.
I lørdags græd jeg så jeg næsten ikke kunne få vejret, jeg hulkede og hiksede og snot og tårer stod ud til alle sider. Men hvor var det dejlig befriende. Tror der var tårer fra andre situationer også. Måske skulle jeg give mig selv lov til at græde noget mere på egne veje.
Jeg følte jeg at verden er et meget uretfærdigt sted at være, og at det da for pokker må være andres tur nu. Og jo jeg ved godt der bliver ved med at være noget til mig, så længe jeg ikke er færdig med at lære. Men hvad f….. er det jeg skal lære???????????????????
Søndag formiddag kunne jeg godt mærke at jeg stadig var meget hudløs, men havde det langt bedere end lørdag. Så den dag brugte jeg på at lave et godt og sundt måltid til mig selv og min søde familie.
Jeg må jeg gøre noget det, hvor jeg har direkte indflydelse. Og så var jeg i haven og klippe grene som jeg med spændig vil vente på springer ud inde i min stue:-)
Jo, jeg skal nok komme på på hesten igen, det gør jeg jo altid:-)
Idag vil jeg sørge for at få luft og lys. Og som altid slutter jeg mandagen med yoga, som bestemt også gør noget godt for mig.
Rigtig god forårs mandag til jer alle.
Kh. Lone
Dag 40.
Igår startede jeg dagen med at skrive her og fik den mest fantastiske dag jeg har haft længe. Så idag gør jeg det samme:-)
Alt hvad jeg rørte ved igår lykkedes for mig og det skal fortsætte. Det kan godt være at det har været en hylekoncert fra mig de sidste dage, men det jeg mærker er at jeg giver mig selv plads og lov og derefter rejser mig igen uden så store sår som tidligere. Jeg er jo en fighter og det bliver nemmere at komme igennem uden store kampe. Jeg kan mærke at jeg virkelig begynder at tage mig selv og mine følelser alvorligt. Så igår fik en politiker og andet godtfolk en opringning fra mig, jeg havde en hyggelig stund med mit personale og så lavede jeg de fedeste terapier med store indsigter, både for klienten og mig selv.
Jeg kom til at arbejde med “forældrefunktioner”, hvad er en far, hvilken egenskaber har han og ligeså med en mor.
Faderen var bl.a. stærk og skrap, moderen var blød, en der hygger (om), praktisk.
Min klient fandt ud af at hun overfor alle omkring sig var mor, men når det handlede om hende selv var hun far. Altså stillede hun krav til sig selv om at være stærk, samtidig med hun var skrap og ikke viste kærlighed.
Ja det er vel nogenlunde det samme jeg har bøvlet med alt for længe. Og så det at jeg ikketydeligt nok gør opmærksom på mig selv og mine behov/ønsker.
Denne dejlige indsigt vil jeg tage med mig og være bevidst om i fremtiden.
Dag41.
Idag har jeg vinduet åbent og fuglene synger udenfor. Sikke en dejlig morgen.
Jeg kan mærke at jeg igen har overskud og jeg laver noget rigtig godt arbejde med mine klienter lige nu.
Igår sprudlede jeg af energi for fik lavet brainstorm på videre færd med virksomheden. Hvor er det skønt og livsbekræftende, at kigge på MINE muligheder.
Jeg var til netværksmøde med en flok kvindlige iværksættere. Her skulle vi se på muligheder og mål for 2010 (nåede det ikke sidste gang, så derfor så sent). Det blev et super møde, idèerne stod i kø for at komme ud af mit hoved og jeg fik virkelig givet de skønne kvinder noget med hjem. Selv fik jeg noget nyt til min hjemmeside, som voldsomt trænger til et løft.
Og så er mit hoved ved at indstille sig på, at det skal være slut med udefra kommende begivenheder der vælter mig omkuld. Jeg reflektere meget i disse dage over, hvordan jeg mon tiltrækker alle disse dårligdomme. Jeg har ikke fundet noget svar men vil arbejde videre indtil jeg er der. Jeg tror jeg denne gang vil fortælle nogle om det udenfor mig selv, da jeg jo stadig har noget at lære omkring det at være Lucky Luck, den ensomme cowboy. Jeg vil lukke nogen ind der kan hjælpe mig. Jeg vil ikke være alene mere.
Du er absolut ikke alene. Overhovedet ikke!
Et meget smukt statement, der virkelig rammer mig efter at have stået overfor et fyldt rum i San Diego og indrømmet, at jeg altid har haft følelsen af ikke at høre til. Og så få disse smukke bekræftelser i, hvor mange jeg har omkring mig. Det kræver “bare” at jeg lukker dem ind.
Så nej, jeg vil heller ikke være alene mere. Tak!
Knus fra Stine.
Dag 43.
Tak Stine, hvor er det dejligt at åbne herinde og nogen har givet omsorg og tilbagemelding:-)
De sidste par dage har en sang kørt i hovedet på mig og jeg har reflekteret meget over teksten.
Det er Danser med Drenge og “Rejs dig op og kom videre” som fortsætter “lad nu vær’ at ha’ ondt af dig selv, glem de dårlige tider det nytter ikke alligevel”
Jeg er vild med DMD efter nogle rigtig sjove koncert ture, og synes de synger nogle fantastiske tekster, men denne her har sat sig anderledes de sidste dagen end den plejer. Jeg er enig i at jeg skal glemme de dårlige tider, men det er jo også vigtigt at samle læring op så det ikke bliver ved med at være dårlige tider.
Men det der rammer mig mest er at de synger “Rejs dig op og kom videre, lad nu vær’ at ha’ ondt af dig selv”. SÅDAN HAR JEG JO LEVET HELE LIVET. Og det er vist én af de ting jeg skal have lært.
JEG MÅ GERNE HAVE ONDT AF MIG SELV OG SLIKKE SÅR.
Det er vist det man kalder egen-omsorg jeg skal til at lære:-) Jeg har lært fra helt lille, at det hjælper ikke at pive, der er ingen der trøster og jeg skal alligevel have overskud og omsorg for andre. Så jeg forstår godt Lucky Luck kom ind over.
Jeg tror at min store tudetur i lørdags har været med til at åbne ind til et nyt kammer indeni mig. Jeg kan mærke en ny og anderledes omsorg for mig selv, som jeg ikke tror jeg har mærket før. Kan man sætte sig som mål at man vil græde noget mere??????????????? Jeg vil i hvert tilfælde tillade mig at græde i omsorg for mig selv, når jeg har lyst til det. Og jeg er sikker på at jeg kan begynde at mærke det tydligere, så jeg ikke bare lader stå til eller revser mig selv for at være pyldret.
Idag rejser min datter på 17 til Rom og yngstebarnet skal besøge sin storsøster, så min mand og jeg har igen en weekend uden børn. Vi har ikek planlagt noget, men bestemt at vi skal prøve at være hjemme uden at skulle for meget ud af huset. Glæder mig til at se hvad weekenden bringer.
Rigtig god weekend til jer alle.
Kram fra Lone
Hej igen.
Er på vej ud af døren men MÅ altså lige fortælle jer, at de sidste dages tø har gjort at jeg nu kan se mit krydderurte bed udenfor køkkenvinduet. Der pibler vintergækker op sammen med purløg og oregano der er stort nok til jeg kan tage lidt af det:-)
Det bliver en dejlig weekend som jeg næsten føler allerede er startet.
Kære Lone,
Jeg ELSKER også at lave mad.
I mellem alle dine dejlige indlæg sprang én enkelt sætning mig i øjnene, du bor i Nordjylland???
Bare tanken om at jeg – der for 8 år siden flyttede til Vestkysten og har følt mig så alene ‘herovre’ – nu har dig i Nordjylland, at relatere til, en person der bare er så gennemærlig og sympatisk, det fylder mig med en enorm glæde! (Ja, jo jeg har nogle skønne veninder, men undertegnede har bare en hel mere ‘drive’ i forhold til karriere og om at ‘nå’ noget i mit liv..)
Har du en hjemmeside? Jeg er altså også ret nysgerrig efter at se og læse nærmere om dit par-velvære-hus… har længe villet have min mand med på kro-ophold men der er hele tiden kommet noget i vejen, måske det skyldes at vi skulle op til dig i stedet?
Hvis du vil ulejlige dig med at give mig nogle flere oplysninger kan jeg kontaktes på birgitteweisbjerg@gmail.com
Nyd weekenden!!
Nyd din nyligt opsprungne krydderurter også
Kærlig hilsen
Birgitte
Dag 46.
Tak til dig Birgitte for ovenstående. Jeg vender tilbage til dig imorgen:-)
Efter at have læst Evas indlæg er jeg blevet inspireret til at kigge tilbage endnu engang.
Mens jeg var barn og ung brugte jeg meget energi på at være offer. Jeg blev udsat for mange grimme udefra kommende situationer som jeg ikke var i stand til at sige fra overfor, samtidig gjorde jeg mig også til offer i endnu flere situationer. Jeg brugte mange år på at være vred og bruge tid på at “det er alle andres skyld”. Selv brugte jeg tid på at hjælpe alle de stakler der var omkring mig. Jeg gik konstant rundt med våde skuldre af alle dem der sad og græd op af dem.
Også ift. mænd lod jeg også mine grænser overskide. Det reflekterede jeg forøvrigt noget over, da jeg så et af Lone PP og Katrine Berlings indslag på You Tube.
Selv brugte jeg altid den danske serie “Rejseholdet” som eksempel nor jeg holdt foredrag. Der er et afsnit, hvor en ung kvinde bliver anholdt og mistænkt for mord bla bla bla, men det korte af det lange er, at da hun kommer hjem igen vil kæresten gerne have sex med hende, hvilket resulterer i at hun også vil slå ham ihjel. Og her er pointen (som måske bliver lidt kludret skrevet herinde), at der jo ikke er ham der gør noget forkert. Han elsker sin kæreste og har savnet hende utroligt meget og vil enormt gerne have sex med hende. Det er der jo ikke noget unormalt i. Der hvor filmen knækker er der, hvor hun går med til det uden at ville det. Igen bliver hun udsat for overgreb, men denne gang af sig selv, da hun ikke siger fra overfor noget hun ikke vil.
Denne teori har jeg brugt meget energi på at omsætte i mit eget liv, således jeg blev i stand til at tage hånd om mig selv på kærlig vis. Fra at have levet et liv som “incestOFFER” begyndte jeg at tage mere ansvar og begyndte at kalde det “incestRAMT”, da det jo er en del af mig, som jeg ikke kan fjerne helt, men ikke noget der skal have fokus mere.
Jeg har holdt mange foredrag om den tid af mit liv, hvilket jeg har været meget glad for. Det var en spændende proces og jeg mærkede at folk omkring mig blev rørt og andre fik mod til at gøre noget ved eget liv. Måske blev kimen til mit liv som terapeut lagt her???
Jeg er vokset på i et meget krops fattigt hjem. Seksualitet var ikke noget der blev snakket om, knus ikke noget der blev givet til børn over 2 år og man viste sig ikke uden tøj på NOGENSINDE.
Der hvor jeg stadig har et udviklingspunkt er omkring krop og det at mærke den og være i den som den nu er og ser ud. Jeg er bestemt blevet langt bedre til dette og arbejder dagligt med at mærke min krop. Nu tør jeg også stå at jeg min seksualitet, at det er ok at have lyst og at min mand bestemt ikke bliver bange når jeg siger det højt:-)
Hvor er livet en forunderlig størrelse. Så vidt forskelligt afhængig af hvor vi lander og sammen med hvem.
Rigtig god mandag til jeg alle derude. Her tegner det til at blive en flot solskinsdag;o)
Dag 48.
I aftes skulle jeg have min ældste datter med til yoga. Hun er 22 år og læser på uni. Vi havde aftalt at jeg skulle komme tidligt så vi kunne spise sammen, hvilket vi faktisk gør alt for sjældent.
Det resulterede i at vi ikke kom til yoga, men fik en fantastisk snak istedet for. Jeg fik fortall hende om hvordan det var som 20 årig at blive mor, hvilket ansvar det har været, men også om de krav jeg af den grund kom til at stille til hende, da jeg jo nok skulle vise omverdenen at jeg kunne klare opgaven og være en god mor. Udad til skulle tingene være i orden og jeg ville for alt i verden ikke ligne men egen mor. Nogle af de situationer jeg ikke er mest stolt af, fik jeg snakket med hende om. Hun kunne heldigvis ikke huske dem. Hun fortalte mig om, hvordan det havde været at være ude at rejse alene.
Vi fik snakket om det der ikke havde været helt godt da hun var barn, men hun fortalte også om de ting hun havde fået med sig, som hun helt sikkert ville give videre engang.
Ja der er forskellige tider i livet. Det her er én af de bedre. Den dybe mor og datter snak, hvor jeg som mor finder ud af jeg jo har gjort det godt og at mit barn er kommet sund og hel ud i den anden ende.
Det giver mig igen den tanke at tingene ofte er værre inde i hovedet på en selv, end de er i virkeligheden. Jeg forsøger jo på bedste vis at være mig selv, ikke stille for store krav!!! og holde op med at have forestillinger om, hvad ander forventer af mig. Den samtale igår fortæller mig, at jeg godt kan fortsætte, for jeg gør det godt:-)
JEG ER JO HELT HØJ…………………..
Havde dette været facebook ville jeg have trykket på; synes godt om-knappen for ovenstående indlæg
KNUS Birgitte
Dag 50.
Dag 50…. Det er næsten helt skræmmende at skrive. Det vil jo sige at jeg er halvvejs, jeg elsker at være med i det her projekt. Det gør at jeg reflektere mere over livet, end jeg ellers ville have gjort. Og nej jeg har faktisk ikke haft dårlig samvittighed de dage jeg ikke har skrevet. Jeg arbejder alligevel og jeg gør det jo i virkeligheden for min egen skyld:-)
Men hvor er jeg så nu?????????????
I forhold til mit flytteprojekt, så tror jeg at vi er på vej. Jeg ved stadig ikke hvornår, men vi har brugt den sidste tid på at rydde ud og smide væk. Jeg tager 1 rum af gangen og kommer HELT i bund. Faktisk har jeg altid været en samler. Det er jeg ikke mere og er blevet rigtig god til at smide ud. Jeg tror at når jeg smider noget gammelt ud, skaber det plads til noget nyt. Jeg tror faktisk at jeg altid har troet på det, og alligevel har det været så svært at smide ud og komme videre. Endnu engang må jeg sige, at det er utroligt hvordan man kan misbruge et godt liv.
Og jeg kan jo se at den ydre oprydning tager den indre med sig. Den snak jeg havde med min datter i mandags er en jeg har ønsket længe, men ikke fået gjort noget ved den. Nu er vi startet og er sikker på, at vi får flere af dem i fremtiden.
På arbejdet har jeg de seneste dage fået flere nye kunder. Vi kan mærke at krisen begynder at kradse og der er stigning i søgningen på parterapi.
Når vo starter en ny familie op på arbejdet laver vi en samarbejdsaftale med dem. I den skal de også bedømme problemernes størrelse ved at sætte tal på fra 1 – 10 og så laver vi status hver 3. md.
Jeg kan se, at det jo også er det der er sket her. Lige nu sidder jeg jo og laver status og synes faktisk at jeg er godt på vej mod et bedre liv. Med eller uden flytning;-)
Dag 54.
har været travlt beskæftiget de seneste dage. Rydder op og rydder ud (stadigvæk). Jeg tror ikke jeg har de store reflektioner i disse dage, men nyder at se hvor rolige mine omgivelser bliver af alle de ting der forsvinder.
Jeg har masser af energi og nyder virkelig denne her proces, men der er vist også et ordsprog der siger at “du får energi ved at bruge energi” Det er jeg helt enig i. Jeg kan mærke at jeg også ser anderledes på mig selv. Jeg har selv savnet nogle hylder til, hvilket ville have været helt utænkeligt tidligere. Jeg er vant til bede min mand gøre alt håndværksmæssigt arbejde. Det er en stor sejr selv at klare det. Og han er vist også lidt stolt af mig;o)
Jeg kan mærke at tidligere har ladet mig bremse og ikke udføre de ting jeg gerne ville have gjort. Jeg har altid ventet på at andre skulle gøre noget for at jeg kunne gøre noget. Det er slet ikke tilfældet lige nu og jeg vil arbejde for at jeg også på det her område begynder at tage mere ansvar for mig selv. Jeg det er menst jeg skriver her jeg bliver klar over det. Jeg vidste slet ikke at jeg havde et blindt punkt her.
Tænk at der skal så lidt til for at der alligevel kommer reflektioner ind over og oveni købet nogen jeg også kan blive klogere af.
JEG ER VILD MED DENNE BLOG.
Nu vil jeg køre hjem fra arbejde efter en dejlig dag.
Kære Lone H.
Som altid er det så dejligt at læse din blogg. Du rammer mig lige hvor jeg er. JA jeg skal også i gang med at rydde op, jeg trænger så meget til det og jeg har en idé om, at alt det overflødige vi har i vores store lejlighed også fylder i hovedet…må skabe noget mere plads! Til mig! Ikke fysisk plads, men psykisk. Giver det mening?
Og fantastisk snak med din datter!!! Hvor er det dejligt at læse, for jeg har lige været afsted med min mor og haft en skøn dag, hvor vi har snakket meget og dybt og det gav mig så meget glæde og ro. Dejligt at tænke, at jeg har givet hende det samme?
Og hvor er det fedt, at du skriver at du ikke har haft dårlig samvittighed over ikke at skrive, for du udvikler dig alligevel.
Jeg har lige brugt adskillige linjer i min blog på at forklare….suk, jeg skal virkelig lære at lade være. Ingen gider jo høre undskyldninger alligevel, men hellere en powerful historie.
Jeg lærer lige af dig og hylder dig på vejen
Mange knus fra Stine.
Dag 56.
Tak skønne Stine. Har faktisk lige læst og kommenteret din blog:-)
Jeg er stadig fyldt med en dejlig energi og det kan ikke kun være pga. vejret. Idag har det regnet hele formiddagen her i Nordjylland.
Jeg har været på shopping tur i formiddag og har købt nogle lækre ting til mig selv. Ikke noget med at tænke på mand eller børn der. Jeg gik udelukkende efter noget til mig selv:-) (købte også lige Lone PP’s bog).
Jeg mærker virkelig at jeg selv kan gøre en forskel i mit liv. Jeg elsker livet, hvilket jeg bestemt ikke altid har gjort. Jeg synes det er en fantastisk rejse. Hver gang jeg har arbejdet med en ny vinkel, så får jeg øje på en ny og tager fat på den. Selv om jeg bestemt ikke er offer i mit eget liv mere, så ser alligevel mine ømme punkter og arbejder mig ud af dem.
Kommer lige til at tænke på:
Da jeg havde fødselsdag inviterede jeg mine dejlige veninder en tur i Forkælelseshuset (gad vide om jeg har fortalt det tidligere???) Nå men da vi sad der i spabadene og snakkede om vores forhold til krop og udseende, blev jeg faktisk noget overrasket, men også stolt af mig selv. Jeg er den ældste af os og den yngste veninde jeg har er 6 år yngre end mig. Vi talte om forfald og rynker. Det gik op for mig at jeg faktisk selv synes at jeg ser ret godt ud (må man sige det højt?? Ikke ret gerne i Nordjylland). Jeg kan godt se at noget på kroppen begynder at hænge, men jeg vil stadig våge den påstand at mit ansigt IKKE er på vej i forfald. Vi kan jo altid samligne os med nogen der er smartere, rigere, kønnere, tyndere osv. Jeg samligner mig med min mor og andre kvinder i min opvækstfamilie, hvilket bestemt er til min fordel. HA HA.
Den opdagelse har jeg taget med mig, og jeg kan mærke at jeg siden den dag har sendt janteloven et nyt sted hen. Den er endnu ikke helt ude af mit liv, men den er godt på vej. Bare jeg hele tiden husker at drage omsorg for mig selv. Jeg satte mig tidligere her på bloggen det mål, at jeg ville bruge ½ time hver dag for mig selv. Det gør jeg ved at stå tidligere op. Nogle dage har jeg skrevet her, andre dage har jeg sat mig udenfor, mærket vejret og ellers nydt stilheden.
Jeg bliver bare et bedre menneske både for mig selv og mine omgivelser når jeg er god ved mig selv:-)
Rigtig god og kærlighedsfyldt påske til jer alle fra mig.
Kram fra Lone H.
Wauw!
Og ja, det er helt klart tilladt at sige højt. Endelig. Mere af det!!!!
Knus Stine.
Dag 58.
Tralalalalalalala.
Her går det stadig i højt humør. Der må været sket et eller andet der har ændret noget drastisk. Ved ikke hovrnår jeg sidst har haft så lang en god periode med masser af energi.-)
Idag har jeg malet vores bryggers som virkelig trængte til det. Jeg plejer at være maler “analfabet” men væggene er virkelig fine, selv mine børn og mand roser dem. Men det fedeste er, at jeg IKKE bad om hjælp eller forventede at min mand kom og overtog arbejdet når bare jeg gik igang.
JEG ER FOR SEJ:-)
Dag 62.
Har haft en rigtig dejlig påske. Har både været hos venner og familie og haft venner til middag. Samtidig har jeg fået en masse fra hånden. Vores brygges bliver så fint nu. Hvor er det egentlig lidt der skal til for at jeg glædes. Men jeg kan også se at det bliver fint og opdateret så det forhåbentlig bliver mere salgsbart. Har lige hørt i nyhederne at danskerne nu igen sætter deres huse til salg. Hvorvidt der også komme flere købere meldte historien ikke noget om. Men én ting er sikkert, vi er helt enige om nu, at vi vil sælge og videre. Min mand begynder nu at snakke om de ting han gerne vil have i vores nye hus (som han bliver mere og mere overbevidst om vi selv skal bygge). Vi var lige forbi og se et hus der er ved at blive bygget sort funkis. Ja hvis det bliver sådan et, så kan jeg vist godt holde til processen:)
Idag har jeg været i lidt “tvært” humør. En af mine ansatte som jeg desværre lige er blevet venner med på Facebook, skrev op til påske at hun glædede sig til at have fri, hvilket jeg bestemt også gjorde. Igår skrev hun så at ØØØØØØØØØØØVVVVV hverdag igen med madpakker og arbejdsuge og at hun virkelig glæder sig til fredag når arbejdsugen er ovre. Det gør sku noget ved mig som arbejdsgiver. Hvorfor blev jeg venner med hende. Det havde jeg jo ellers besluttet mig for at jeg ikke ville. Endnu engang kan jeg så lærer at lytte til min mave fornemmelse og så tage den alvorligt. Nå men nu er jeg vel nødt til at fortælle hende at hun bliver slettet igen på vennelisten……
Rigtig god aften til jer derude.
Kh. Lone
Dag 65.
Jeg kan mærke at jeg går og er noget smånervøs. Måske er dette ikke noget for andre og nogle helt andre kan ikke forstå at det kan finde sted i vores tidsalder, men der er neget jeg bliver nødt til begynde at arbejde med.
I min opvækstfamilien har vi aldrig gjort noget ud af skulle kunne noget som helst. Jo mindre vi vidste, jo mindre skulle vi forholde os til. Det må man sige at jeg virkelig har arbejdet med og opsøger gerne ny viden og uddanner mig. Men der er stadig nogle hængepartier. Bl.a. har vi i min familie aldrig kunne synge eller det er hvad vi har fået fortalt vi ikke kunne. Jeg er ikke noget musikgeni, men har lært at synge med den stemme jeg har og det går faktisk helt godt. Alle mine børn har musik på højere plan.
Nå men nu til den problemstilling som begrænser mig dagligt. Hvis der var en knap til skriftstørrelse ville jeg måske skrive det her med meget småt, da jeg synes det er vildt pinlig (og jeg bliver vist ved med at skrive udenom). Tidligere har jeg altid omtalt mig selv som “sprogspasser”, det gør jeg dog ikke mere, det er jo ikke særlig kærligt. Men jeg har virkelig svært med sprog, jeg synes det bliver lidt bedre med tiden. Tidligere kunne jeg hverken forstå folk fra Sønderjylland eller Thy. Nu fanger jeg da noget. Det helt store problem er selvfølgelig engelsk, som jeg stadig er bange for. Desværre har jeg også fået fyldt noget af den tro ind i mine 2 ældste. Den lille klarer sig super. Den store har rejst meget siden gymnasiet og er nu vist helt opdateret.
Når jeg kommer til en engelsk tekst kan jeg som regel læse den, eller i hvert tilfælde forstå det meste (det her været meget svært med faglitteratur på engelsk). Jeg er også rimelig med når jeg hører sproget og når vi er på ferie bare familien kan jeg faktisk også begå mig.
Når jeg møder engelske tekster går jeg hellere videre end stopper op og undersøger. Det vil jeg så gerne stoppe med. Det er jo et mindreværdskompleks som ikke hører hjemme med det liv jeg har nu.I min opvækstfamilie var der ingen fare for at møde fremmedsprog, så der var heller ikke brug for det og i skolen holdt jeg mund for ikke at blive grinet af, hvis jeg ikke udtalte korrekt.
Nu møder jeg jo sproget dagligt, selv mine danske venner skriver ofte på engelsk på Facebook. Selv min lillebror som har været et meget udsat barn kan jeg se mestre sproget fuldt ud. Han har været vagabond i flere år og er åbenbart kommet sig over sine blokeringer.
Og grunden til at det igen er forstørret i disse dage er, at jeg har meldt mig til yoga på Frederiksberg på søndag med en instruktør fra Indien. Jeg forstiller mig både undervisning OG tale i pauserne bliver på engelsk. Det skræmmer mig rigtig meget og jeg overvejer virkelig at blive hjemme, men så kommer jeg jo aldrig videre…………
Mon nogen kan forstå hvilket handicap det er??
Lige nu har jeg ondt i maven og føler mig dum. Jeg tænkte på det under min travetur i skoven i morges. Men besluttede mig for, at nu skal det være slut med at vige udenom og så forsøge at komme videre.
Og selvfølgelig tager jeg afsted i weekenden. Jeg har jo meldt mig til og vil rigtig gerne afsted. Familien tager med og vi kører imorgen og tager en hotelovernatning. Børnene vil gerne shoppe og den er jeg bestemt med på:)
God weekend til alle.
Knus fra Lone H.
Dag 67.
Ja, så er jeg hjemvendt igen efter en dejlig weekend i Kbh.
Selvfølgelig klarede jeg mig med mit sporariske engelsk. Dog skulle jeg lige gøre opmærksom på dette inden vi gik igang, hvilket havde været unødvendigt. Gad vide hvorfor jeg havde brug for at sætte mig i den sårbare situation???? Nå men det har jeg besluttet mig for ikke at gøre igen. Så op på hesten igen.
Hjemturen brugte til til at læse i Lones bog. Og kommer til at tænke på, at jeg faktisk gennem hele livet er gået efter det jeg ønsker mig. Jeg er gået gennem rigtig mange bagdøre for snart at gå gennem fordøren. Med det mener jeg eksempelvis som da jeg hørte om der var en stilling ledig på vores praktik- uddannelsessted da jeg læste til terapeut. Den stilling ville jeg rigtig gerne have, men var vist ikke helt parat, da jeg lige var begyndt at læse. Jeg ringede og fik en aftale med lederen. Her fik jeg tilbudt min første familie, som jeg sagde ja til. Var sikker på at jeg nok skulle få mere når jeg først var igang. Med til historien hører også at jeg boede 100 km. væk, så jeg valgte kun at give mit mobilnr. så de ikke fandt ud af at jeg boede så langt væk. Jeg kunne jo risikere at jeg ikke selv fik valget om det var for langt at køre. Og den strategi lykkedes. Selvfølgelig fik de hurtigt at vide at havde en lille køretur hver dag, men inden længe var de så glade for mig, at jeg fik en fast stilling. Og her lærte jeg rigtig meget og blev rigtig god til mit arbejde. Lige efter jeg var fædiguddannet var jeg så sikker på mig selv og min faglighed, at jeg startede som selvstændig. Også her er jeg gået efter det jeg gerne vil lave. Jeg er ikke tryghedsnarkoman, men handler når jeg får en idé. Indtil nu har jeg ikke sprunget ud i noget som ikke kan bære, så det bliver jeg ved med.
Det er så dejlig bekræftende at læse i Lones bog og komme i tanke om de ting der faktisk fungere i mit:) Så tak for den Lone.
Nu vil jeg i seng, så jeg kan være frisk til en ny uge
Lone, du er så modig og så stærk, det er en fornøjelse at læse din blog.
Dejligt, at du kom afsted til yoga og at du får vendt dit liv på den måde.
Opvækst og hvad gør man i familien…
Jeg kommer til at tænke på, da jeg startede i gymnasiet. Jeg kom ind i en meget politisk bevidst klasse og jeg var for øvrigt også lige kommet et år for tidligt afsted. Var umoden og yngre end de andre.
Mine forældre har aldrig diskuteret politik, min mor er først kommet efter det i mit voksenliv. Jeg kan nu forstå, at hun altid har været involveret og interesseret, men det var aldrig noget vi snakkede om hjemme. Ej heller at diskutere og udveksle meninger.
Så jeg endte med (og her kommer min lyst til at skrive med små bogstaver, kan stadig mærke hvor pinligt det var for mig) at sige i en samfundsfagstime, at Schlüter var socialdemokrat og Auken var konservativ. Jeg synes Auken så konservativ ud…. anede ikke forskellen, interesserede mig ikke for det.
Men det var det eneste jeg vidste, at jeg vidste om politik.
Ahem….goddaw do.
Klassen grinede og min lærer spurgte mig aldrig mere om noget politisk.
Jeg tog en beslutning om at være dum og uvidende og selvom jeg den dag i dag godt ved, at det ikke passer, så diskuterer jeg sjældent politik og har stadig svært ved at forstå politik. Har sat en kæmpe blokade op for mig selv.
Hmm, interessant. Det har jeg ikke tænkt over længe, tak fordi du lige fik mig igang med den. Den bliver spændende at kigge på…
Mange knus fra Stine.
Dag 71.
Der sker så mange ting i mit hoved pt. så det et er ved at spænge. Nå men 2 ting jeg reflektere og glædes over lige nu er:
1. Jeg er ved at læse Lones bog og lige læst kapitlet om dans. Det får mig til at glædes over at vi altid har danset meget hjemme hos os. Da børnene var små satte vi meget tit en CD på og dansede “fjollet”. Min mand synger meget og har digtet mange sjove sange om de ting der sker omkring os, så de var genkendelige. Samtidig kan vi mange sjove danske sange, som ingen i vores generation vel kender (mere, eller måske nærmere nu 15 år efter kender alle dem) og ingen andre børn kunne synge med på “Ta’ med ud og fisk”, “Den knaldrøde gummibåd” “Knuden.” “Fiskeren fra Hvidesande” var et stort hit hjemme hos os:)
Jeg elsker at komme hjem fra arbejde efter en lang arbejdsdag og så mand og børn går i køkkenet og laver mad med en CD for fuld skrue. Så danser vi igen og har det rigtig sjovt sammen.
Det har fået mig til at tænke på en sætning der var i vores musikbog da jeg gik på seminariet “Du kan godt bevæge dig uden at høre musik, men du kan ikke høre musik uden at bevæge dig.”
Hvor er det dejligt at huske. Både den glade tid hvor børnene var små (har slået mig selv med nogle gevaldig slag tidligere over andre ting jeg ikke gjorde godt nok dengang) og vi hyggede os så meget sammen, men også at huske på hvor vigtigt at vi stadig gør det og hvilken nydelse det er bare at være i dansen.
2. Lone spurgte lige på Facebook om vi kendte nogen der har sorte tal på kontoen.
Her er der en anden ting at glædes over.
Jeg har jo tidligere fortalt at jeg kommer fra laveste socialklasse overhovedet og at jeg har løbet meget stærkt for at komme væk derfra. Så stærkt at jeg ikke så før langt senere at jeg havde overhalet for længst.
Nå men det der gør mig glad er, at jeg har klaret det så godt i frimaet. Inden for de sidste 4-5 år har jeg købt 4 huse og en lejlighed. Husene har jeg firma i, lejligheden i Aalborg bor vores datter i.
Jeg har knoklet for at få det til at lykkes med firmaet og pludselig gik det så godt, at alt dette kunne lade sig gøre.
Ja jeg synes faktisk idag, at jeg har noget at være stolt af.
1000 tak fordi du har været med til give mig de reflektioner Lone.
Ha’ en dejlig dag allesammen
Glade forårsknus fra Lone
Dag 75.
Ja, så nåede jeg 3/4 dele af mit projekt her på bloggen. Og hvor er jeg så??????????
Igår blev min ældste datter 22 år. Jeg synes hvert år, at det giver anledning til reflektion. Vi besøgte hende sammen med noget familie. Det var rigtig hyggeligt og hun havde lavet mad til os. Hold k… hvor er hun så lige pludselig voksen. Nogle gange kan jeg undres over at jeg har så store børn, men hvor er det herligt. Det er jo også nu jeg kan se, at de trives og er kommet godt ind i livet.
Siden jeg har været på her sidst har jeg været travlt beskæftiget med forskellige ting. Fredag var jeg i terapi, hvilket var en rigtig dejlig oplevelse. Jeg fik gjort status over det sidste års tid (jeg har gået hos den samme terapeut i ca. 3 år nu og er ikke helt færdig der, selv om jeg mener det kan være godt at skifte ind i mellem). Jeg er virkelig nået langt og mærker at jeg nu psykisk er ved at være hel. Selvfølgelig er der da noget, udvikling er vel en del af livet. Men der hvor jeg kan mærke den store ændring er, at jeg nu begynder at interessere mig meget mere for kroppen. Måske har jeg skrevet dette tidligere. Jeg mener at krop og psyke hænger sammen, men har endnu ikke fået givet min krop tilstrækkelig opmærksomhed. Det er jeg begyndt på nu og det er en herlig fornemmelse. Idag var jeg i Forkælelseshuset med min mand. Vi så stort set ikke hinanden mens vi var der, men fik hver især det vi havde brug for at nydelse og afslapning. Det var også hårdt tiltrængt efter den sidste tid, hvor vi har lavet bryggers.
Min mand, som vist faldt i søvn i massagestolen, fik en reflektion som vi talte om senere. Hvordan er det at tale sammen som par, hvis man er nøgen eksempelvis over et glas rødvin? Kan man det, vil det være unaturligt, er det lige som terapi uden et bord foran sig?? og en masse andre spørgsmål dukkede op mens vi talte om det. Personligt tror jeg ikke det ville være svært. Vi talte om, at vi jo har været sammen i næsten 22 år. Det ville sikkert være svært hvis vi var nyforelskede. Måske mærker han virkelig også den proces jeg er gået igang med omkring kroppen og det at tage den alvorligt. Men der kan da også være en hel del komplekser forbundet med sådan en øvelse?
Ja det skræmmer mig ikke.
Med hensyn til vores flytteproces, så mærker jeg nu en ro jeg ikke har haft i flere år (og måske aldrig). Jeg reflektere meget over dette i tiden, men er ikke helt sikker endnu på, hvad jeg virkelig mener, derfor fortæller jeg heller ikke endnu om mine overvejelser….
Jeg kan stadig mærke at jeg er mere glad og fyldt med energi.
JEG ELSKER LIVET:)
Knus fra Lone
Dag 78.
Idag vælger jeg at sidder her istedet for en tur i skoven. Der har været frost i nat og hustagene er hvide. Nu sidder jeg her i min varme stue og har lige sat en dej over til grovboller.
Jeg har ikke sovet ret godt i nat. Jeg er for alvor begyndt at mærke krop, men det betyder også at jeg skal begynde at arbejde med vrede. Jeg har altid haft svært ved at blive vred. Jeg har ladet mine grænser overskride og når det blev for meget begyndte jeg at skælde ud, råbe og smide nogle finker over fadet. Ja, det er jo ikke noget særlig kønt mønster. Det med pludselige udbrud og finker er vist meget lang tid siden det er sket, men det ændre ikke på, at jeg har svært ved at blive vred. Igår var jeg på uddannelse i Sandplay. Da jeg selv skulle lave en sandkasse arbejde jeg med vreden og jeg har nu fået taget hul på det.
Det er virkelig svært for mig, jeg har i flere år gjort små forsøg på at komme igang. Nu ser det endelig ud til at lykkes. Men jeg er altså også lidt skræmt ved tanken.
Jeg har den seneste tid haft nogle meget smertefulde anfald som gik lige i solar plexus. Jeg tænker at jeg har fat i noget af det rigtige, men kan også blive bange for så stærke kræfter i min krop. Første gang jeg oplevede det, var under min tudetur for nogen tid siden (den har jeg vist fortalt om). Den anden dag sad jeg i en familie, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der foregår, der er noget lukket og grimt i den. Jeg fik det virkelig dårligt og min krop reagerede voldsomt. Faktisk var det sådan at jeg efterfølgende måtte tage hjem (kl. 16.00) og jeg sov resten af dagen, aftenen og hele natten. Her tænker jeg også at min vrede spiller ind, da jeg bliver meget vred over ikke at kan hjælpe og at vores system ikke gør det muligt:(
Dagen i dag har jeg næste fri. Jeg har kun én samtale, hvilket jeg priser mig lykkelig for. Jeg er i et underligt humør, ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men jeg er sikker på, at der kommer noget godt ud af denne proces.
Jeg vil nyde dagen og gøre noget godt for mig selv. I aften skal jeg i biffen med min mand, så det skal nok blive en dejlig dag.
Rigtig god onsdag til jer.
Kram fra Lone H.