Intro til Katja
Jeg har netop sagt mit lederjob i en børnehave op, pga. stress. Samtidig er det gået op for mig at grunden til at jeg altid kører død i mine jobs, i virkeligheden er fordi jeg skal lytte til mit hjerte og følge min passion. Jeg er billedkunstner og er nu gået i gang med at skrive den bog jeg altid har drømt om at skrive. Den handler om de små og store ting i livet – men ud fra min egen historie. En selvudviklings og spirituel rejse der beskriver mit bud på hvorfor vi er her ![]()
Samtidig går jeg på gudindeskolen i Sorø hos Eva, og arbejder med at finde glæden og lysten i de små ting i hverdagen. Min mission er at bevise over for mig selv at livet kan være en glæde og en nydelse hvert sekund, i stedet for en lang række af sure pligter og hårdt arbejde. Men det kræver mod at gribe livet, at sige ja til det der er lige foran mig. At være åben og opdage at det slet ikke er så farligt ![]()
Min udfordring er at undgå at falde tilbage i den gamle trygge rolle, og finde mig et nyt pædagogjob og glemme denne mision. Lukke mit hjerte og igen handle ud fra gamle roller og forventinger.
At blogge hver eller hver anden dag på top 100, vil holde mig til ilden, samtidig med at jeg håber at få respons fra andre som kender denne udfordring
Kærlig hilsen
Katja






Hmmmm…… Har siddet lidt og tænkt over hvad jeg egentlig skal skrive. Hvor skal jeg starte ? Og ja, det føles pludselig meget sårbart sådan at skrive om sig selv og sin proces, tanker og oplevelser. Men jeg tror egentlig bare at jeg vil springe ud i det…
Mange af jer kender garanteret bogen “Den niende indsigt”. Den var meget fremme i halvfemserne, som en blanding af en spændende roman og en spirituel beretning. Jeg er nu, 14 år efter at jeg læste bogen første gang, kommet med i en studiegruppe, hvor vi sammen arbejder ud fra arbejdsbogen der hører til. MEGET SPÆNDENDE faktisk. Sidste gang vi var samlet, var min intention for den næste tid, hver morgen at spørge mig selv : Hvad kan jeg gøre i dag for at komme et skridt tættere på min livsvision ? Og det har jeg gjort. Den første dag startede jeg på et nyt maleri for første gang i meget, meget lang tid og malede hele dagen. SÅ SKØNT ! Som at komme hjem
Anden dag skrev jeg indledning og indholdsfortegnelse til den bog, jeg så længe har villet starte på. Så nu er det bare om at fortsætte. Hvilket selvfølgelig er lettere sagt end gjort. Men de sidste måneder er det bare af en eller anden grund blevet meget tydeligt for mig at Livet er hvad vi gør det til. Jeg er så træt af at gøre det samme. Forvente de samme resultater. Så uden egentlig at tage en bevidst beslutning, er jeg begyndt at mærke efter hvad der kunne gøre mig glad. Hvad der kunne give mig sommerfugle i maven. Hvad der kunne få mig til at føle mig levende. Og så GØRE det. Derfor blev jeg netop MEGET inspireret af powerprinsessebogen.
Meget ofte er det små ting. Som at tage ud og kælke. Eller gå en tur i skoven. Andre gange er det større ting, som jeg har drømt om i årevis, men som jeg har udskudt eller umuliggjort.
Og nu er det gået op for mig hvor lidt der egentlig skal til for at få livet til at føles nyt. Så det øver jeg mig på. Denne blog skal huske mig på hver dag at komme et skridt tættere på min livsvision ( Som jeg stadig ikke kender til fulde endnu) Og den skal huske mig på hver dag at gøre noget som får mit liv til at føles nyt….
Hey katja.
Tillykke med din beslutning og hjertelig velkommen om bord!
Hjertets vej er ikke altid den bekvemme vej, men den eneste rigtige vej!
Des mindre du lukker andre ind i dit hjerte, des mere vil det lide….
Men jo har selv været gået ned, så jo er helt med!
Min udfordring er at holde fokus på det der er og ikke der er ikke er… og keep on doing things
Kærligst Elisabeth
Kære Elisabeth
Tusind tak for din velkomst. Ja udfordringen med at holde fokus på det der er, og se værdien i det, er meget relevant. Det er så nemt at fokusere på det man synes man mangler, og dermed konstant gå rundt og føle sig utilfreds…
Dag 2
Dagen i dag gik ikke helt som planlagt. Jeg havde forestillet mig at jeg skulle være rigtig aktiv og nå en masse. Male videre på mit maleri, og fortsætte på min bog. Men i stedet blev jeg vækket af et hyl inde fra min fire-årige datters værelse. Jeg fløj straks derind for at konstatere at hun havde fået hold i nakken og ikke kunne dreje hovedet til den ene side. I to timer lå hun stiv som et bræt og nægtede at stå ud af sengen. Efterhånden fik jeg lokket hende op at sidde og senere ud i et varmt karbad. Men hele dagen er dermed gået med at passe og nurse hende.
Først tænkte jeg lidt irriteret ; Hvorfor sker dette netop nu hvor jeg endelig er kommet i gang med min passion ? Straks var der en stemme i mig der svarede : Hold i nakken – hvad spejler det i dig ?
Her vil jeg lige indskyde en lille forklaring. På gudindeskolen er vi blevet introduceret for en teori der går ud på at alt hvad du oplever i dit liv er spejle på noget i dig selv. Hver eneste hændelse har et budskab til dig. Jo flere følelser der er involveret i ens reaktion på disse hændelser – jo mere har man at lære. Samme princip nævner Lone i sine 4 powerprincipper. Så er det jo op til en selv hvordan man vil tolke disse hændelser og personer man har i sit liv.
Nå, men kort tid efter blev jeg “tilfældigvis” ringet op af min veninde og gudindeleder Eva, som var klar til at hjælpe mig med at få øje på budskabet i min datters sygemelding.
Her er min tolkning : Sif (min datter) har ondt i venstre side af nakken. Venstre side repræsenterer den feminine side. Konklusion : Min feminine side er stadig fastlåst i gamle roller. Denne side kaldes også yin og står bl.a for nydelse, modtagelighed, åbenhed, kreativitet, frugtbarhed, modning osv. Jeg fik straks øje på min gamle tendens til at være målrettet, i kontrol, handlende osv. -De maskuline værdier. Budskabet som jeg kunne modtage fra dette spejl var altså at jeg skulle overgive mig til processen. Passe på ikke straks at gå ind i den maskuline, målrettede energi, så snart jeg har fået en ide. Men bevare den feminine energi i denne proces som jeg er gået ind i nu.
Ja, tak for det spejl. Meget relevant budskab for mig lige nu. Så nu vil jeg bruge resten af aftenen på at hygge om mig selv med te, stearinlys, en god bog…
Ønsker jer alle en dejlig aften…
Kære Katja
Velkommen ombord, dejligt at have dig med.
Jeg tror aldrig vi har mødtes, men jeg har hørt dit navn en del gang og jeg tænker også den går den anden vej.
Glæder mig til at følge hvilke erkendelse på denne rejse giver – du lægger ud med et lederskab, der lyser op og inspirerer – offerrollen er smidt overbord, tillykke med det og tak fordi du deler ud.
Kh, Lene Heide
Dag 3
Indtil min datter kaldte og vi måtte videre. Men det øjeblik vil jeg tage med i min taknemmelighedsliste i aften.
Inspireret af min nye “erkendelse” i går, fik jeg en god ide i morges da jeg stod og børstede tænder. (Det er ofte der de gode ideer lander hos mig). Dagens spørgsmål : Hvad kan jeg gøre i dag for at komme et skridt tættere på min livsvision ? – og samtidig forblive i den feminine energi. Og hvordan kan jeg forene det med at min datter har endnu en hjemmedag og jeg gerne vil hygge mig med hende samtidig ?
SELVFØLGELIG ! Vi skal da lave visionboards !!! Et visionboard får mig til at forblive i den kreative, ideskabende stemning – og forstærker samtidig mit billede af hvad det er for et liv jeg gerne vil skabe. Jeg kunne straks mærke en glad og høj stemning, ved forestillingen om at jeg skulle bruge denne dag på at lege med visionboards sammen med min datter.
Da dagen oven i det viste sig at blive vidunderlig smuk, besluttede jeg mig for at tiden var inde til at tage ud på Sorø sø, som for første gang i mange år er bundfrossen. Det blev ren nydelse. For det første var det et rent lys-bad med alt det sne og den skarpe januarsol. Jeg fandt et træ som var vokset vandret ud over søen og lagde mig på stammen, med ansigtet op imod den varme sol. Kom næsten helt i forårsstemning. Min datter nussede rundt imens, og jeg koncentrerede mig om at tage dette perfekte nu HELT ind. Jeg har nemlig oplevet i de sidste (mange) år, at det er som om jeg ikke kan være 100 % tilstede lige nu. Selv om jeg prøver, så kan jeg alligevel ikke mærke nuet sådan HELT, intenst, med alle sanser. Sådan som jeg kunne da jeg var barn. Og det har egentlig været lidt skræmmende. Som om jeg har været lidt bedøvet. Som om forskellige forbehold har gjort at jeg helt har glemt hvordan det er at overgive sig HELT til det der sker lige nu…. Så det øver jeg mig på, når jeg husker det. Og jeg bliver faktisk bedre og bedre til det. Så jeg lå der på træstammen og indåndede den rene luft og solen helt ned i maven. Og lige da fik jeg faktisk en snert af den følelse af hvordan det var da jeg var barn. Det var som om at alle mine sanser åbnede sig et kort øjeblik. Et meget lykkeligt øjeblik
Senere da vi kom tilbage til bilen, slog tanken mig : “Bare jeg ikke har fået en parkeringsbøde”. Jeg undrede mig over tanken, da der ikke er begrænsninger for hvor længe man må parkere der. Da jeg kørte af sted tænkte jeg glad : “Ha, det var da godt at jeg først tænkte tanken så sent, så jeg ikke nåede at trække en bøde ind i mit liv lige nu.” Vi kørte ind til boghandelen for at købe karton til vores visionboards, og da vi kom ud….stod der en parkeringsvagt og ventede ved bilen ! Nu skal det lige siges at det er MEGET sjældent at jeg ser en parkeringsvagt i Sorø. Jeg skævede nervøst til min forrude og i det samme kom hun hen og sagde : “Du skal lige huske at stille din skive. Man må kun parkere her en halv time”. … Og så gik hun
Jeg tror lige at jeg skal have læst “The secret” igen. Hvis jeg er blevet SÅ god til at manifestere, så må det være på tide at jeg begynder at øve mig på de gode ting, i stedet for på parkeringsbøder…
Kære Katja
Tak for en tur til Sorø sø, med din skønne beskrivelse følte jeg, at jeg selv sad på træstammen og trak vejret helt ned i maven - et skønt sted jeg har boet i år i Sorø, startede på Ankerhus men droppede ud efter et år. Men i det år blev det til en del turer rundt om Sorø sø og det er faktisk som, at jeg helst skal bo i nærheden af vand efter jeg først fik smag for det.
Du er jo en sand magnetisk gudinde som ved hvor skaberkraften sidder – glæder mig til at høre om alle de gode ting, du skal til at tiltrække.
kh, Lene Heide
Hvor er det bare nogen gange svært at holde energien oppe, selvom man har besluttet sig for at gøre det. Denne dag startede faktisk rigtig godt. Jeg skulle arbejde videre med min “Den niende indsigt-studiegruppe”, og vi fik nogle rigtig gode erkendelser, samt nogle stærke visioner af den fremtid vi alle tre drømmer om at skabe. Jeg er SÅ taknemmelig for at de to smukke kvinder er i mit liv netop nu…
Men på en eller anden måde gik luften alligevel ud af ballonen da jeg kom hjem. Jeg er begyndt at læse “The secret” igen, og blev pludselig meget opmærksom på hvor mange negative tanker jeg tænker i løbet af en (halvdårlig) dag. Nogen dage er det bare som om jeg ikke rigtigt kan være i min egen krop. Jeg bliver irritabel og rastløs og gider ikke være i selskab med mig selv…. Det der hjælper bedst når jeg har det sådan (hvilket heldigvis ikke er særlig tit), er at løbe en tur. Men udenfor er det mørkt, blæsende og sneende. Det gør jeg bare ikke…
Min datter sover, min mand sidder i sit eget rum og ser film, og jeg sidder her og ved egentlig ikke hvad jeg skal tage mig til…. Offerrollen stikker sit skumle ansigt frem…. Hmmm, jeg tror tiden er inde til at hive mit visionboard frem igen. Det kan virkelig få energien op. En kop varm te, noget god musik og frem med ugeblade, lim og saks….. Et tappert forsøg på at redde aftenen…
Dag 4 (fortsat)
Det skal ind og hænge ved min seng så jeg kan se på det inden jeg skal sove og hver morgen når jeg vågner. Det fik virkelig mit humør op igen. Det er så vigtigt for mig at være bevidst om hvad det er for et liv jeg drømmer om, og så TRO på at jeg kan skabe det. At vande disse indre billeder, får min energi flere grader op. Det giver simpelthen det hele mening for mig. Jeg kommer ud af offerrollen og håbløsheden og ind i en stemning af at jeg er en kreativ skaber af mit liv og mine drømme.
Men jeg kommer nu også til at savne København når jeg læser din blog. Har boet i Kbh. i 8 år og ELSKER den by….
Det virkede !! Jeg har lige lavet det flotteste visionboard og jeg er bare SÅ glad for det
Lene – tak for din kommentar. Sjovt at du også har boet i Sorø. En meget smuk by. Kan godt følge dig med vandet. Ha altid drømt om at bo ved havet. Sorø sø er et godt alternativ
Dag 6
Jeg skal lige over i atelieret og kigge – og bliver bare glad når jeg ser det……. TAK …..
Hver aften inden jeg sover, skriver jeg en liste over alt det jeg er taknemmelig for fra den dag der netop er gået. Der skal være mindst 10 punkter, men når jeg først kommer i gang bliver det næsten altid til flere. Hver morgen når jeg vågner, øver jeg mig på, inden jeg begynder at tænke på noget andet, at tænke på de ting jeg er taknemmelig for lige der. Det går bedre og bedre, og gør mig helt klart mindre morgensur. Jeg er ikke ret god til at stå tidligt op…. Planen er selvfølgelig i bedste “The secret”-stil, at blive bevidst om mine tanker, og trække mere af det gode ind i mit liv, i stedet for at manifestere det som giver bekymringer. Det er virkelig en meget spændende og dejlig proces. Jeg iagttager mere og mere bevidst hvordan jeg selv kan styre om dette nu skal være frygteligt eller fantastisk. Og jeg bliver gradvist mere og mere glad for mit liv. Jeg ved ikke helt om de ting der kommer til mig “udefra” ville være nogen andre hvis jeg ikke øvede mig på dette. (Sandsynligvis) Men en ting er sikkert. Min måde at reagere på de ting der sker, bestemmer om min dag bliver god eller dårlig. Dermed har jeg taget ansvaret hjem, og det føles som en enorm frihed
I dag er jeg taknemmelig for rigtig mange ting, og listen bliver lang. Men det jeg er mest taknemmelig for, er at jeg er i gang med et maleri på den der rigtig fede måde, hvor det nærmest står og kalder på mig
Dag 8
Jeg har meldt mig til PP’s februar -boost. Har lige fået den første aftenmeditation. Virkelig dejligt. Lige hvad jeg havde brug for. Nu føles min krop virkelig meget bedre….
Det har nu ellers været en blandet weekend. Det går lidt op og ned med den energi. Er ellers meget opmærksom på at tænke glade, taknemmelige tanker i øjeblikket. Men nogen gange er det bare som om at følelserne får lov til at overtage – og så bliver det DEM som styrer tankerne, og ikke mig – hvis I forstår hvad jeg mener… Faktisk kan jeg opleve at jeg tænker “Åh nej, nu er jeg skide sur eller vred og det får mig til at tænke flere vrede tanker, der gør mig endnu mere vred, og dermed er jeg trådt ind i den forkerte spiral. Den spiral der snor sig nedad, og som virker selvforstærkende fordi at mine omgivelser selvfølgelig reagerer på min vrede. Og det værste er næsten at jeg sommetider oplever at vreden faktisk ikke har noget med nutiden at gøre. Det er et eller andet fra fortiden som åbenbart ikke er helt afklaret, og som så pludselig kan poppe op, hvis der sker noget i nutiden der kan aktivere det…. Det der trøster mig er at jeg hver gang får nye indsigter ud af det og at jeg bliver bedre til at slippe vreden igen, når jeg har indset hvad der sker. Før i tiden kunne jeg være sur i flere timer (eller dage), uden helt at vide hvorfor. Nu har jeg jo besluttet at jeg vil åbne mig for livet . Åbne mit hjerte og vælge de gode ting. De gode følelser. Og det kan jeg jo ikke hvis jeg går rundt og er sur :-/
Jeg er også blevet bedre til at iagttage hvordan jeg har det i min krop. Hvis min mave trækker sig sammen, eller jeg spænder i armene. Jeg registrerer det og opdager dermed at denne situation faktisk ikke gør mig glad. Det kan være et ubehageligt fjernsynsprogram eller en stress-følelse. Det er nok det der svarer til det Lone PP kalder “Er dette kærlighed til mig selv ?” Det er virkelig en god sætning. Og når jeg kan registrere det, kan jeg også gøre noget ved det. F.eks. slukke fjernsynet.
Kærlighed til mig selv lige nu vil være at slukke computeren og lægge mig til at sove, så jeg kan være udhvilet til to lange, intensive gudindedage…Så det vil jeg gøre
Dag 9
Det er jo fantastisk ! Det vil jo før eller siden ændre hele den måde vi ser og behandler os selv, hinanden og jorden på. Jeg ved godt at det stadig er en lille procentdel af jordens befolkning, men jeg ved også at det er en tendens som breder sig og som accelerer mere og mere. På et eller andet tidspunkt når vi det som nogen kalder “den kritiske masse” og så går det rigtig stærkt…
Det er virkelig interessant hvad der sker i verden i denne tid. Jeg ved godt at det man fokuserer på vokser, og man ser hvad man vil se. Men jeg oplever bare at der er flere og flere mennesker som er begyndt at tage ansvar for sit liv på en helt anden måde end for bare 5 eller 10 år siden. Det sker nok primært i den vestlige verden. Og det er selvfølgelig svært at sige hvad der er en generel tendens og hvad der bare handler om mine egne cirkler. Men det jeg ser er at denne positive og meget bevidste indstilling til livet spreder sig som ringe i vandet og det er BARE SÅ FEDT !! Det gør virkelig livet magisk. Offerrollen og meningsløsheden bliver gradvist opløst og skaber helt nye muligheder. Flere og flere mennesker begynder at meditere, dyrke sport, spiser sundt, holder op med at ryge, går på selvudviklingskurser, forkæler sig selv med wellness osv. osv. Og det hele handler jo i bund og grund om at flere og flere mennesker er begyndt at behandle sig selv mere kærligt. Dermed vil flere og flere mennesker begynde at sende mere kærlighed ud i verden
Nå, jeg går vist lidt i optimistisk selvsving. Havde bare brug for at dele denne tanke, da det er enormt livsbekræftende hver dag at blive bekræftet i denne udvikling. Og jeg er så taknemmelig over at være en del af den, og at være med til at sprede ringe i vandet…
I dag har jeg fået fyret ekstra op under denne selv-kærligheds – power på gudindeskolen. Det er bare et genialt koncept hende Kirsten Stendevad har lavet. Trin for trin lærer vi at blive bedre og bedre til at bringe nydelse og glæde ind i vores liv, og dermed begynde at tiltrække de dejlige drømme vi hver især har om det perfekte liv. Begrebet utopi findes bare ikke i den verden. Alt er muligt. Det handler bare om virkelig at tro på dette, før vi kan skabe det. Og samtidig handler det om at nyde det liv vi har lige nu. At vande det gode.
Mange af de vise bøger jeg med tiden har læst, bliver her forvandlet til handling og til brugbare redskaber, som vi kan tage med os ud i hverdagen for at forvandle den til det gode liv vi vælger at skabe. Vi er alle guder og gudinder som hvert øjeblik skaber vores liv. Det handler bare om at lære at skabe bevidst….
Jeg skal have købt mig noget ny musik. Noget som gør mig i godt humør. Som får min krop til at føle sig levende… Jo mere opmærksom jeg bliver på det, jo flere måder finder jeg på, hvordan jeg kan få min energi op. For det er jo i første omgang det der er det vigtige. At kickstarte energien i kroppen, så man kan begynde at tænke de gode, glade, levende, begejstrede tanker og dermed trække de gode dejlige ting ind i sit liv….
I dag på gudindeskolen blev der talt om skygger og spejle. Meget interessant. Teorien er at alt hvad der sker i livet er et spejl på noget i en selv. Så hvis jeg bliver frustreret over en person i min nærhed, så spejler det i virkeligheden noget i mig selv. Det handler om at tage ansvaret hjem for det liv man har, i stedet for at give andre skylden for det… Kommer lige i tanke om at det også er en af Lone pp’s powerprincipper. Men en ting er jo at forstå noget teoretisk, en anden ting er at leve det ud i praksis. At integrere det. Det kan jo godt tage noget tid. Men disse to dage er en hurtig opfriskning af trin et, som jeg tog i efteråret og jeg kan faktisk allerede mærke at der er sket meget på de måneder…
Jeg elsker simpelthen denne proces og denne udvikling.
I love you – thank you
Dag 11

I dag startede jeg dagen med Lone pp’s boost-kursus om tro. Halvanden times online kursus lige ind i min stue, om tanker om livet som egentlig stemmer meget fint overens med de konklusioner jeg selv er kommet frem til. Men Lone har altså bare en fantastisk måde at forklare tingene på, som gør det hele lidt mere enkelt. Jeg kan især godt lide hendes historie om taxaen. Når vi har en tendens til at køre i selvsving over en eller anden hændelse, hvor vi forestiller os et videre forløb (I ved, hvor man kan fører lange samtaler med imaginære personer), så kalder hun det at køre taxa. Taxaen kører bare rundt med en, og man kommer længere og længere væk hjemmefra. Så handler det om at komme hjem til sig selv i en fart, lige så snart man opdager at man sidder i en taxa. Virkelig genialt. Det vil jeg huske
Hun kom også med et andet rigtig fint billede på hvem vi er som mennesker. Hun brugte en metafor om at vi alle er sjæle fra den samme kilde, men i forskellige beholdere. Som vand fra havet i forskellige glas. Jeg tænkte over det i dag, da jeg gik forbi min perfektionistiske nabo som gik og fjernede sne i sin indkørsel med en meget larmende og ildelugtende maskine. I stedet for at blive irriteret og fordømmende, prøvede jeg at fokusere på billedet af at min sjæl er forbundet med hans sjæl, men at det bare er vores glas (ydre personlighed) der er forskellige. Inde bag ved er vi alle ens. En meget spændende tanke at lege med
Apropos at komme hjem, så har jeg malet videre på mit maleri i dag. Det er gået op for mig at det at male er et vigtigt grundlag for mig, for at føle mig tryg. Det er som om at efterhånden som mine malerier vokser frem, så er der et eller andet flygtigt i mig, som bliver mere og mere tydeligt… fysisk. Jeg forstår det ikke helt selv endnu, men det vigtige lige nu er egentlig også bare at mærke efter hvad der føles godt at gøre, og så gøre det. Som Lone ville sige “At gøre det som føles som kærlighed til mig”.
Whauw…hvor kan der sker meget på få dage. Jeg føler mig som en forsker, som er i gang med at undersøge hvordan sindet og tankerne kan ændre min følelsesmæssige tilstand radikalt fra det ene øjeblik til det andet. I torsdags hentede jeg bogen “Jeg kan” af Louise Hay på biblioteket. Det er jo en gammel bog, og jeg kender den egentlig i forvejen. Men lige nu fokuserer jeg al min energi på visualisering. Nu vil jeg simpelthen knække koden, og lære hvordan jeg kan højne min energi og leve i et flow hvor jeg bliver en bevidst skaber af mit liv. Så jeg læser så meget litteratur om dette emne som jeg overhovedet kan få fat i. Derfor også Louise Hay. Min energi var ikke helt i top i torsdags og det endte faktisk med at jeg blev både gal og gik i offerrolle-fælden hvor jeg forlod aftensmadsbordet pga. den dårlige stemning og dramatisk trampede ind i soveværelset, hvor jeg smed mig på sengen med min nye bog – “Jeg kan”. Da jeg havde læst i den i få minutter, begyndte energien at vende og jeg fik øje på mig selv. Det var jo op til mig om jeg ville ligge her og være sur, eller om jeg bare ville give slip og vælge det gode. Vælge kærlighed til mig selv. Lige nu var jeg jo ved at manifestere mere af den dårlige stemning. Forstærke den. Alt hvad man sender ud kommer tilbage. ….Den første bekræftelse i bogen hedder “Jeg kan lide at være sammen med mig selv. Jeg kan skabe positive forandringer i mit liv. Jeg kan.” Hmmm….Meget banalt. Men der sker vel ikke noget ved at prøve. Jeg begyndte stille at sige sætningerne inde i hovedet. “Jeg kan lide at være sammen med mig selv”…. Det føltes jo egentlig meget godt. “Jeg kan skabe positive forandringer i mit liv”….Tjaaa….. Det er vel egentlig mig selv som har magten over mine tanker og mine følelser…. “Jeg kan”…. JA…. Jeg kan jo gøre hvad jeg vil.! Energien voksede sig stille og roligt større og lige pludselig fik jeg en trang til at handle. Jeg sprang ud af sengen og ind i stuen og satte musik på, og gik i gang med at rydde af bordet. (Havde få minutter forinden ikke kunne overskue hverken at rydde af bordet, putte barn, ordne vasketøjet eller noget som helst andet end at blive liggende i sengen og have medlidenhed med mig selv). Jeg blev ved med at sige bekræftelsen inde i hovedet og den blev efterhånden en slags tæppe som lå nederst i min bevidsthed, imens jeg samtidig kunne tænke tanker og få ideer til hvad jeg nu ville bruge min aften til. Energien voksede gradvist og jeg var selv overrasket over hvilken effekt de få ord omgående havde på mine tanker,´mine følelser og min motivation…
Rytmen blev også ved med at sidde i kroppen og jeg måtte bare danse videre i går, imens jeg bagte kage til familiefødselsdagen osv. Så det skal bare være en fast del af denne 100 dages- “hvordan finder jeg glæden i mit liv og udnytter hvert et minut til det bedste”- kickstarter. Masser af dans- både i hverdagen og til Lones karmafester.
Siden har jeg brugt hendes bekræftelser hver gang en bekymring eller angstfølelse er dukket op. Og vupti ryger energien op igen. I fredags var jeg igen sammen med min “Den niende indsigt -gruppe”, og dette var endnu et energiboost. Vi blev enige om at starte dagen med medition og kundaliniyoga og herefter arbejde videre med indsigterne…. SÅ fantastisk. Det er bare så livsbekræftende at få et større og større overblik over den røde tråd i livet, og vide at jeg lever min livsvision. Det giver en ro, samtidig med at det gør livet så fantastisk spændende og meningsfuldt.
Vi sluttede dagen med en hurtig brainstorm på den virksomhed vi skal til at starte sammen. Det nye paradigme. Det kommer I til at høre mere om her på min blog. Og nu er Eva jo også blevet blogger herinde, så der kan I også følge med i den udvikling hvis I har lyst
Denne fantastiske dag sluttede med at Eva og jeg kørte til dansefest i Karmaklubben. Så PERFEKT. Jeg har simpelthen ikke danset i flere år, og nu dansede vi nonstop i 2-3 timer. Det var bare SÅ skønt. Da vi kørte hjem og dagen efter, havde jeg det som om at jeg var trådt ud af et hylster. Alt føltes blødere og glæden boblede i mig. Det gør den forøvrigt stadig
HURRA for at livet kan være så nemt og så skønt
Er begyndt at lytte til Louise Hay på lydbog. Når man gør rent, kører bil, laver mad osv. så tænker man jo typisk over alle mulige ting. Og det er her at jeg ubemærket kan køre ind i de negative skruer. Tænke mig selv ned i energi, i stedet for op. Dermed går jeg og bekræfter en masse negative ting og gør dem til virkelighed. Det er netop i disse stunder at jeg nu vil høre Louise Hay, Eckart Tolle, Barbara Berger osv, for at om programmere mine tanker og i stedet skabe positive skruer der bekræfter det liv jeg gerne vil have. Det er faktisk interessant så hurtigt det virker. Kærligheden til mig selv vokser. Et nærvær og en ro breder sig i min krop. Jeg får mere overskud til at tackle de forskellige situationer og skabe en positiv udgang, i stedet for at lave mere drama.
I går var jeg med min datter til gymnastik. Jeg har før oplevet det som noget jeg gjorde for hendes skyld. En time som jeg tog fra min egen tid. Men i går var det anderledes. Jeg besluttede mig for, nærmest ubevidst, at være fuldt til stede og sige JA til denne oplevelse. Hvilket selvfølgelig skabte noget helt nyt. Jeg nød virkelig hvert sekund. Nød at bevæge mig med min datter. Nød at overgive mig til den barnlige og legende verden og var fuldstændig ligeglad med de andre forældres mening. Min datter strålede og grinede hele timen og det var tydeligt at hun nød mit nærvær og vores glade og legende fællesskab. Og det dejlige var at jeg kunne se hvordan det smittede de andre forældre. De smilede mere, når de så på os og blev mere opmærksomme på deres egne børn. Jeg følte virkelig et velvære og en kærlighedsenergi eller livsenergi i hele min krop, der gjorde at jeg kunne være fuldt til stede i nuet og nyde hvert sekund.
Jeg har tænkt meget på i dag, at vi alle har vores drømme og vores billeder af det perfekte liv. Vi kæmper alle med vores skygger, vores angst og vores modstand mod livet. I sidste ende handler livet om at elske sig selv. Det er bare blevet sådan en fortærsket floskel. Vi ved jo alle at vi skal elsker os selv før vi kan elske nogen eller noget andet. Men det er faktisk de færreste af os som virkelig er i stand til at gøre det. Sådan virkelig virkelig ELSKE sig selv. Knuselske sig selv med hud og hår. Det er ikke så lige til. Men jeg tror på at det er det vi er her for. Det er det der menes med at livet handler om kærlighed. For når vi først oplever glimt af en ultimativ kærlighed til sig selv, så vil vi automatisk elske alt andet omkring os. Det er uundgåeligt. Denne selvkærlighed vil skabe mirakler. Med den kan vi alle gå på vandet
Det nye paradigme handler meget om den feminine energi. Det handler om at genopdage og integrere de værdier der ligger i denne energi. I flere tusind år har vi levet i et patriarkalsk samfund hvor kvinder og de feminine værdier er blevet massivt undertrygt. Vores samfund er blevet ekstremt målorienteret og rationelt. Vi har alle lært gennem generationer at undertrykke følelser, intuition, kreativitet, spiritualitet – ja at orientere os i verden indefra. Først religionen og siden videnskaben har fået en magtfuld status og de fleste af os er opdraget til at gøre hvad der forventes og ikke hvad vi føler eller fornemmer at der er rigtigt. Vi har ganske enkelt ikke lært at stole på os selv.
Denne tid er spændende. Flere og flere mennesker opdager at der ligger et enormt potentiale i den tanke at genforene den maskuline og den feminine energi. At genskabe yin og yang. Som mennesker vil vi få et helt andet overskud og en enorm kapacitet ved at give os selv et rum til at lytte indad. Til at genvinde en gammel tillid til den visdom der ligger i hjertet.
Som ringe i vandet spreder dette budskab sig over jorden. Flere og flere netværk dukker op rundt omkring og der bliver skrevet flere og flere bøger om dette. Det er selvfølgelig ikke alle der kalder det Den feminine energi eller det nye paradigme. Forskellige brudstykker af disse værdier bliver opprioriteret rundt omkring i virksomhederne og hos privatpersoner som ønsker større glæde og frihed i deres liv. Meditation og mindfulness er ord som dukker op overalt og netop dette er essensen i hele denne udvikling. At lytte indad og genfinde tilliden og dermed kærligheden til sig selv….
Jeg er i gang med at læse en bog der hedder Livet er en gave, af Gill Edvards. Hun skriver ; For hver eneste tanke fungerer du enten ud fra frygt eller kærlighed. Adskillelse eller forbindelse. Stagnation eller flow. Beskyttelse eller vækst. Fordømmelse eller accept. Usikkerhed eller selvværd. Kritik eller værdsættelse. Lukning eller åbning. Ensretning eller frihed. Kontrol eller tillid. Støvede gamle vaner eller friske nye ønsker. Når vi udvider os ind i kærlighedens verden, kan universet let opfylde vores drømme.
Jeg oplever hvordan kærligheden til mig selv vokser for dag til dag. Primært gennem meditation – men også ved at iagttage og styre mine tanker med nye positive bekræftelser. Det er meget interessant at iagttage sig selv i denne proces. Det går op for mig at jeg har lært at tro på en mangelmentalitet. Tro på at der ikke er nok til alle og at jeg skal være god og holde mine behov tilbage. Når kærligheden til mig selv gradvist vokser, bliver jeg samtidig opmærksom på mine ønsker og drømme. Helt ned i små detaljer som at gå efter den bedste parkeringsplads, og købe lækre kvalitetsstøvler frem for de næstbedste og så til at blive bevidst om hvilke forhold jeg vil have til andre mennesker og at jeg ikke vil bruge mit liv på at lade mig nøjes eller affinde mig med de næstbedste løsninger fordi jeg ikke tror jeg fortjener bedre. Det giver automatisk nogle til tider ret dramatiske ændringer i mit liv…
En anden ting jeg har lagt mærke til er at jeg er blevet mere modig. Jeg har fået en lyst til at sige ja til alle de muligheder der dukker op, i stedet for at vælge den nemmeste løsning – at blive hjemme i sin trygge sofa. Dette bringer mig sommetider ud i gul zone – men glæden bobler i mig og kærligheden vokser hver gang jeg gør noget som jeg ikke ville have gjort for et halvt år siden. Livet bliver pludselig så intenst og så ærligt. Jeg har en følelse af at alting i mit liv virker mere klart og nyt. Det er enormt forfriskende men også lidt skræmmende sommetider
Katja. Du har så meget ret. Hvor er det skønt at læse alt din visdom, og alt det du transformerer med din selv kærlighed.
Kys
Eva Lisborg.
Kort og præcist vil jeg bare fortælle at jeg nyder at følge med i din fortælling. Jeg hører selv lydbøger om selvudvikling, og bliver “drillet” af veninderne for det: “Det er gammeldags” – Men hey, det virker for mig. Og dejligt at du fortæller hvor du søger inspiration fra også
Thumbs up
I fredags stod jeg og bagte pandekager med min datter. Pludselig kom jeg til at kaste et blik på hylden med kogebøger og det gik op for mig at jeg egentlig ikke bruger halvdelen af dem. Jeg fik med et en stor trang til straks at sorterer i dem, og smide dem ud jeg ikke bruger mere. Inden den næste pandekage skulle vendes på panden, blev det hurtigt klaret og jeg kunne straks mærke hvilken skøn følelse det gav i kroppen. Jeg kiggede op på min boghylde over spisebordet og måtte bare fortsætte sorteringen. Hvorfor gå og gemme på gamle bøger som jeg bare med sikkerhed ved at jeg aldrig vil læse igen ? Derefter gik turen til bogreolen – ud med hele molevitten. Så manglede der bare det store bogskab… Hov ups, nu brænder pandekagerne på… Nå tilbage til bogskabet. Ud med det hele på gulvet. Store bunker af tunge bøger hobede sig op (De fleste er min mands), og jeg kunne fysisk mærke den tunge energi i kroppen. Jeg fik en enorm trang til at få alle bøger ud af stuen og gik resolut i gang med at slæbe dem alle enten til storskald eller ind på min mands kontor. Hvilken kæmpe befrielse. Nu var der pludselig masser af LUFT i stuen. Jeg kom i tanke om en sætning jeg har hørt mange gange : Man skal give slip på noget, for at skabe plads til noget nyt. Det var netop det jeg havde gjort. Jeg så med fryd på de tomme hylder og tænkte : Så, nu er jeg klar til at tage imod noget nyt i mit liv….
I dag har jeg fuldendt processen ved simpelthen at fjerne den tomme bogreol fra stuen og rykke rundt på alle møblerne, så de står på en måde der skaber endnu mere luft. Jeg har nøje udvalgt de særlige ting der skal ind på de tomme hylder i bogskabet, og samtidig har jeg fået gjort ordentlig rent der hvor møblerne før stod, og fået fjernet gamle nullermænd og gammel energi. SÅ SKØNT
Det har bare været en rigtig dejlig og befriende proces. Som om jeg helt symbolsk har sluppet noget gammelt i mig selv. En slags identitet jeg havde fra de bøger, som jeg jo ikke har brug for længere.
Pandekagerne glemte vi helt at spise. Min datter blev sjovt nok lige så opslugt af processen og fordybede sig straks i alle de spændende ting der lå og flød i hele stuen undervejs. Det er interessant som børn nyder når der kommer bevægelse i tingene. Heldigvis kom der en veninde og hendes to døtre på uventet besøg, netop som vi var færdige. De ville rigtig gerne hjælpe os med at spise pandekagerne
P.s Anna, tak for din kommentar. Dejligt at vide at du læser med og kan bruge det jeg skriver. Det er jeg rigtig glad for
Eva – også rigtig dejligt at følge med i din blog. Det løfter virkelig energien at læse dine ord
I dag har jeg udvidet min “skab dit liv bevidst”-proces med at skrive dagens intention ned i en bog lige når jeg vågner. Det virker !… Min intention for i dag var at få klarhed omkring mit ægteskab, og det fik jeg. Det var også tiltrængt. Jeg har en følelse af at denne proces skaber en projektør som lyser rundt i alle hjørner og kroge af mit liv og starter en hovedrengøring. Og nu er turen altså kommet til mit ægteskab. Jeg har længe følt mig begrænset af min mand. Så begrænset at jeg i mandags ville skilles fra ham. Men efter nogle meget ærlige dage, med lange sunde, nøgne samtaler der har åbnet begge vore hjerter endnu mere, er det gået op for mig at der ikke er nogen her i verden der begrænser mig, andre end mig selv. Andre mennesker kan have deres meninger og holdninger, men det er først når jeg giver disse meninger næring og kombinerer dem med mine egne historier, at de får magt i mit liv. En magt som kun jeg kan give dem. Jeg kunne pludselig se at jeg giver min mand en rolle som min far (og andre kærester) tidligere har haft. Det er jo ikke min mand jeg skal skilles fra – men denne rolle. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og det kræver nok lidt hjælp – men hvilken indsigt.
Så tak for at dagens intention blev til virkelighed
Gud er i detaljerne – er der nogen der siger. Eller i nuet, skulle man måske sige. Det kan jeg godt følge. Hvis vi bare var i stand til at være 100 % til stede i nuet og tage hver eneste sansning helt ind, uden forbehold, så ville verden se en hel del anderledes ud. Det er en god ting at øve sig på, hvis man gerne vil skabe lykke i sit liv. I går aftes sov min datter hos mine forældre og dette gav min mand og mig en sjælden mulighed for at gå en sen aftentur i skoven. Der er noget ganske særligt ved at gå i skoven om natten. Og især i denne tid hvor sneen lyser op og skaber en magisk stemning. Stilheden og sneen der knaser. Vi stoppede og talte netop om magi. Magi i livet. Nærvær. Lige der fik jeg en følelse af at tiden ophørte. Der var ingen fortid som kunne fortælle os historier om forudsigelighed og gentagelser. Det kunne lige så godt være et helt nyt møde, som det kunne være et mange år gammelt ægteskab. At møde mennesker på ny, med samme åbenhed og uforbeholdenhed som der kan ligge i en nyforelskelse er noget af det smukkeste. Vi går glip af så meget smukt, når vi lytter til alle vores historier. Historier om en fortid som forlængst er væk, men som bliver gentaget i nuet, så længe vi giver dem lov til det.
Nu ved jeg hvad det er jeg går efter…
I dag da jeg kørte i min bil på vej hen for at hente min datter, lyttede jeg igen til Louise Hay. Efter en halv time blev jeg pludselig fyldt op af en følelse af totalt velvære. Jeg følte at min energi var høj, men på en fuldstændig afslappet og nærmest summende måde. Jeg følte mig virkelig opfyldt af kærlighed til mig selv og hele verden på en måde jeg aldrig har prøvet før. SÅ fantastisk.
Følelsen fortog sig langsomt i løbet af dagen og blev erstattet af en mere dagligdags følelse af godt humør. Men nu er jeg hooked ! Jeg vil have mere af den følelse
Kære Katja.
Hvor ER det vildt, som damerne har mandeindsigter i disse tider (tjek Idas blog).
Jeg synes, det virkelig er en smuk indsigt, du har fået. Min kære veninde Sofie (www.sofierose.dk) siger, at vi alle skaber de folk, vi har omkring os. Og du har fået ‘skabt’ din mand således, at du kunne komme frem til denne indsigt – som du så generøst deler med os.
Tusind mange tak – din indsigt arkiverer jeg omgående.
Kærligst
Lone
Ja det er interessant som man kan “skabe” sin omverden så den passer til ens historier. Det begynder virkelig at blive mere og mere tydeligt for mig at jeg selv vælger hvordan jeg har det og hvordan jeg oplever tingene. Efter min sidste indsigt med min mand kan jeg mærke en helt ny frihed i forhold til at være mig og “os”. Jeg får hurtigere øje på mig selv når jeg hopper ind i en gammel rolle, hvor jeg føler mig uretfærdigt behandlet – altså føler mig som offer. Det fede er at jeg faktisk kan hoppe ud af den igen, så snart jeg får øje på det. Enten bliver det tydeligt at der egentlig slet ikke er noget at føle sig uretfærdigt behandlet over og så er det jo bare at slippe det (Det er faktisk slet ikke svært – men jeg er sikker på at Louise Hay har hjulpet mig godt på vej). Eller også kan jeg spørge eller sige højt hvis der er noget jeg ikke har lyst til at være med til. Det hele bliver SÅ ENKELT. Og endnu mere fantastisk : Min mand er meget mere glad, og meget mere fleksibel end jeg har bildt mig selv ind at han var. Det er så VILDT hvordan man ubevidst kan gentage gamle historier, roller og mønstre både fra sin egen fortid, men måske især fra sine forældres !!! Og denne frihed hænger bare sammen med den frihed jeg i det hele taget indser at jeg er i gang med at opnå. En frihed hvor jeg bliver mere og mere bevidst om hvem jeg gerne vil være og hvilket liv jeg gerne vil leve. Det går op for mig at min udfordring ikke har været at gøre mine drømme til virkelighed – men nærmere at kende mine drømme. Når jeg først ved hvad jeg vil og tør at lytte til det – ja så kommer resten lige så stille af sig selv…
Her til morgen sidder min mand og jeg og drikker morgenkaffe og kigger ud ad vinduet. Det har sneet igen, og vi taler om hvordan det mon kan være at det pludselig er så koldt, når den globale opvarmning skulle gøre klimaet varmere. Vi længes begge efter foråret, og selv om jeg elsker sne og er dybt taknemmelig over denne vinter, så ville det nu være dejligt hvis der snart kom lidt forår. Lidt efter kigger jeg ud igen, og bliver med et slået af den skønhed som sneen skaber. Der breder sig en rar og varm følelse i min krop, idet jeg nyder dette syn og jeg glæder mig til senere at komme en tur ud i skoven. Da går det op for mig at jeg inden da, havde en knugende, sammentrækkende mavefølelse da vi talte om den globale opvarmning og “gid det dog snart blev forår”. Modstanden mod det der er, giver spændinger i kroppen (og ondt i maven) – accept af det der er giver en dejlig afslappet varm følelse i hele kroppen. Vi kan ikke ændre de ydre forhold, men vi kan vælge om vi vil have modsand på dem (og få ondt i maven) eller om vi vil have accept af dem (og føle fred). Selv om jeg længe har vidst dette teoretisk, så blev det i dag meget tydeligt rent fysisk og følelsesmæssigt, hvad der sker når jeg har modstand på tingene i stedet for accept. Dette betyder jo ikke det samme som apati. Men hvis man udfra en følelse af fred og accept spørger : Hvordan kan det blive bedre end dette? Så opstår der ideer til ændringer på et helt andet plan end hvis man handler ud fra modstand og angst. Og lige med hensyn til vejret, så er det nok meget sundt for os mennesker at der er visse områder vi bare ikke har kontrol over, så vi kan øve os i accept
Der er jo ikke andre end mig i min verden der kan afgøre hvad jeg fortjener og hvad jeg er værd. Så når jeg kan mærke en modstand i mig selv i forhold til at virkelig at tro på at jeg kan skabe hvad som helst jeg drømmer om, så handler det om at jeg skal hæve kærligheden til mig selv. Dermed hæver jeg den energi som jeg tiltrækker ud fra. Så mit fokus nu, er at være så god og kærlig ved mig selv som jeg overhovedet kan. Dette kan jeg både gøre ved at meditere, gå ture i skoven, lave yoga, give mig selv et fodbad, købe blomster til mig selv osv. Forkæle mig selv. Men jeg gør det også ved at øve mig i at være kærlig ved mig selv i forhold til hvordan jeg taler til mig selv. Inspireret af bl.a. Lone og igen Louise Hay, så øver jeg mig i at tale kærligt og omsorgsfuldt til mig selv. Det sjove er at jeg dermed automatisk også kommer til at behandle andre mere kærligt, og dermed bevæger jeg mig ind i en selvforstærkende cirkel. Men det føles godt nok noget fremmed og akavet i starten, (hvilket i sig selv er tankevækkende), men efterhånden bliver det mere og mere naturligt og jeg vender mig mere og mere til at have en afslappet, fredelig følelse i kroppen, frem for en andspændt sammentrækkende følelse.
Grunden til at jeg er så opmærksom på mine følelser og på hvordan min krop føles, er fordi jeg er meget optaget af “Loven om tiltrækning”. Jeg tror virkelig på at vi skaber vores egen virkelighed ved at tiltrække de forskellige hændelser i vores liv, ud fra det energiniveau vi befinder os på. Jeg tror at hvis vi bliver bevidste om præcis hvad det er for et liv vi drømmer om, og visualiserer det, og formår at hæve vores energi, så kan vi skabe det vi drømmer om. Udfordringen ligger i energien. Det er afgørende at vi har en dejlig, kærlig følelse i kroppen det meste af tiden, for at skabe det vi drømmer om. Hvis vi tænker negativt 90 % af tiden, og dermed har følelser der svarer til det lave energiniveau, så tiltrækker vi mere af det vi frygter.
Det går efterhånden mere og mere op for mig at det handler om kærlighed til sig selv. Når jeg iagttager mine egne tanker, så opdager jeg nogengange at jeg har en tro på at jeg nærmest skal gøre mig fortjent til det jeg drømmer om. Jeg har en eller anden diffus fornemmelse af at jeg skal stå til ansvar for “nogen”, og at disse “nogen” skal afgøre om jeg fortjener at manifestere 500 kr. eller 1.000.000 kr. Men når jeg spørger ind til hvem disse “nogen” er, ja så er der jo ikke andre end mig
Så det er en vekselvirkning mellem at arbejde med mine tanker, og at lytte til kroppen og bruge den som barometer for hvor jeg befinder mig rent energetisk. Jeg spørger mig selv : Hvad skaber jeg lige nu ? Mere af det jeg frygter eller mere af det jeg drømmer om? Hvilken power vi har som mennesker, hvis bare vi virkelig tør at tro på det.
I går så jeg filmen “The shift” af Wayne Dyer. Det er en fabelagtig film og jeg kan virkelig anbefale den. Jeg har altid været vild med hans bøger. Han siger bl.a. at vi ikke tiltrækker det vi ønsker men det vi er !!! Og han taler om at det er egoet der skaber vores problemer. Så i stedet for at se det som en pol-stang hvor vi skal vende os fra minus til plus, så handler det nærmere om bare at give slip. Let go and let God. Hvis vi giver slip og overgiver os til nuet, til nærvær og til accept, så slipper vi egoet og så kan vi skabe og tiltrække hvad som helst. For da vil vi komme ind i en følelse af glæde, fryd og fred.
I går da jeg hentede min datter ville hun ikke med hjem og hun stod bare og skreg af mig og nægtede totalt. Det var bare SÅ pinligt og jeg fik vildt ondt i maven. Jeg følte simpelthen at hun bevidst satte mig i en frygtelig situation, og jeg følte mig fanget fordi jeg jo ikke bare kunne gå. Da vi kom ud af børnehaven og hjem, var jeg bare så vred og rasende at jeg nærmest dirrede. Bagefter var jeg helt mat, sagde selvfølgelig undskyld mange gange og trøstede hende. Men lige siden, også da jeg vågnede har jeg været stiv og øm i kroppen og vred på mig selv. Frustreret og forvirret. Jeg tænkte på filmen i går, og spurgte : Hvordan kommer jeg væk fra dette ego der bliver så pinlig, går op i hvad andre tænker, bliver vred, skælder ud og blander sig ? Hvordan kommer jeg ind til min guddommelige kerne hvor jeg ved at der er accept og fred. Svaret kom med det samme : Nærvær. Ved at være nærværende i nuet, opstår der automatisk accept og en form for overgivelse. Dermed kommer jeg i kontakt med noget højere i mig selv.
Jeg praktiserede det så godt jeg kunne her til morgen, med det resultat at Sif var glad, blid og samarbejdede med tøj osv. Vildt…
Da jeg havde afleveret hende i børnehaven, gik jeg hjem og lavede kundaliniyoga og mediterede, og stivheden og ømheden i min krop løsnede sig. Jeg kan nu virkelig se og mærke at jeg jo har alle svarene selv. Hvis jeg slipper egoet og er nærværende og i fred, så kommer svarene til mig. Det er egoet der skaber alle problemerne og som tror at livet skal være hårdt. Wayne Dyer siger : Hvis vi (egoet) bare kunne lade være med at blande os i den guddommelige plan, så ville vi se at der bliver sørget for alt. Vi er lige så trygge som da vi lå inde i vores moders mave. Vi ved det bare ikke… Let go and let God
Det er ret stort at rumme og forstå med min hjerne. Men i mit hjerte ved jeg at dette er sandheden. Det handler bare om at blive klar til den. At integrere den og leve den. Så kommer alle beviserne som perler på en snor…Jeg tror at vores ego gør alting meget mere kompliceret end det behøver at være. Lige bagved alle følelserne og tankerne ligger der en virkelighed som er meget mere enkel. Det handler ikke om at dele sig selv op i godt og dårligt. Men om at øve sig på at blive stille, gennem nærvær for at lytte til den visdom som ligger i os alle. Hvis vi lever ud fra de historier vi selv og alle andre hele tiden skaber og genskaber, så lever vi i en illusion. Det tager tid (måske) at ophæve illusioner. Indtil da kan man begynde at blive bevidst om sine historier og arbejde på at gøre dem positive i stedet for at lade angsten styre. … Det øver jeg mig på. Fra nu af vil jeg også øve mig på nærvær
Dejligt at læse dine ord, de giver så meget mening – meget gudindelige
Kh, Lene
I dag har jeg danset salsa hele dagen med min mand. Det har i mange år været et ønske for mig at lære at danse salsa, og denne tid er jo manifestationernes tid, så nu skulle det være. Og det var bare SÅ sjovt og skønt. Jeg elsker at lære noget nyt, og det er faktisk meget nemmere end jeg havde forventet. Nu tror jeg dog også jeg har en fordel i at min mand har danset salsa før og er rigtig god til at føre mig. Efterhånden som trinene blev indøvet, overtog kroppen automatisk rytmen og jeg fik indimellem nogle glimt af at vores kroppe blev fuldstændig synkroniseret og bevægede sig som en. Når det kørte på den måde, kunne jeg lade være med at tænke og bare overlade kroppen til musikken, og rytmen, i tillid til at min mand jo skulle føre og beslutte trinene. DET var fedt. Jeg kunne simpelthen mærke energien stige når vi kom ind i flowet på den måde. Det gjorde vi godt nok kun indimellem – vi skal jo lige lære det. Men det var virkelig en dejlig oplevelse som jeg helt klart vil have mere af i mit liv. Heldigvis skal vi også af sted hele dagen i morgen. Det glæder jeg mig til.
Det lyder måske lidt helligt det her. Og det er jo egentlig noget man kan øve sig på i mange år (eller resten af livet). Men det er virkelig en glæde for mig at jeg endelig kan begynde at bruge det, som jeg teoretisk har vidst i mange år. Endelig kan jeg se at det er mig selv som skaber min virkelighed og endelig kan jeg begynde at handle på det.
Jeg har skrevet en liste (se Evas blog, vi arbejder jo sammen) over alle de ting som gør mig glad og som jeg gerne vil have mere af i mit liv, og nu kan jeg se hvordan de en efter en strømmer ind i mit liv. En af tingene var at komme mere til stranden. Når jeg først har skrevet det sort på hvidt, så er det jo bare at køre af sted og hvilken fryd det er kort tid efter at stå og indånde den friske havluft og nyde lyden af de stille skvulp fra det kolde vinterhav. En anden ting var at danse salsa og dette er jo manifesteret i dag . Det giver mere og mere energi at gøre det som man ønsker og som gør en glad, og dermed bliver det nemmere at finde nye løsninger på hvordan jeg kan komme til at gøre alle de andre ting jeg drømmer om. Dag for dag bliver livet mere og mere magisk. I just love it…
Jeg er meget opmærksom på at nyde og glæde mig over de små og store ting i hverdagen. Min beslutning er jo at nyde livet og opøve troen på at jeg kan tiltrække alt det jeg ønsker, hvis bare jeg bevarer glæden og en følelse af velvære. Indimellem er det en udfordring at undgå at blive irriteret eller føle modstand, men jeg bliver bedre og bedre til at slippe det og bruge positive bekræftelser. Jeg skriver dagens intention hver morgen og en taknemmelighedsliste hver aften, og det har virkelig en stor effekt. Jeg iagttager mine gamle tankemønstre, og øver mig på at slippe dem som ikke er hensigtsmæssige for mit velbefindende. Det er ikke altid helt nemt, men hver gang det lykkes, føler jeg en stor frihed. Jeg kan selv vælge hvad jeg vil tænke og dermed kan jeg selv vælge hvordan jeg har det. Det er ikke andre mennesker som er herre over hvordan jeg har det. Det er op til mig hvilken indflydelse deres handlinger skal have på mine følelser. Når jeg kan lade vreden strømme igennem mig, og vente med at handle til jeg har sluppet den, så kan jeg bedre udtrykke mig selv med en helt anden styrke og klarhed, og undgår at skabe opslidende, destruktive skænderier. Der er stor forskel på at undertrykke sine følelser (og blive bitter) og på at adskille sig fra dem, iagttage dem og tillade dem, uden at lade dem styre mig. Jeg er også blevet bedre til at stoppe historierne, når de begynder og i stedet tage en dyb indånding og komme tilbage til nuet. Slippe alle mine domme og blot nyde det der er lige nu. Det gør mine dage SÅ meget federe
En anden ting som jeg har fokus på nu, er at blive bevidst om hvad der gør mig glad og så handle på det der er muligt. Det er ikke længere bare et ønske for mig som ligger ude i fremtiden. Uden at jeg egentlig har besluttet det, så gør jeg bare det jeg har lyst til. Der går næsten sport i det
Åh Katja – man bliver glad i cellerne af at læse det der!!!
Kærligst
Lone
Tak Lone. Dejligt at vide
Det er svært at beskrive den kraft og energi jeg oplevede i mig selv og i rummet, men den gjorde mig virkelig høj af glæde og af en følelse af indre power. En ting er helt sikkert. Jeg skal synge mere. Hvor er det dog bare forløsende og en direkte vej til fryd og glæde. For mig i hvert fald.
Jeg havde simpelthen en SUPER fantastisk dag i går. Jeg var i øbrohallen med mine to dejlige paradigme-kollegaer, hvor vi forkælede os selv fra top til tå med spa, dampbad, sauna, muddermaske, bodyscrub osv. SKØNT. Og bare en virkelig dejlig måde at være sammen med hinanden på. Bagefter strålede vores hud og vores sjæl og jeg havde en dejlig fredfyldt stemning i hele kroppen. Sand gudindenydelse for krop og sjæl.
Derefter fandt vi en hyggelig lille restaurant ved Nørreport og fik os noget super dejlig aftensmad. Dagen sluttede i Samadhi spa til gudindetræf. Jeg har gået på gudindeskolen i Sorø siden september, men havde endnu ikke haft fornøjelsen af at møde übergudinden Kirsten Stendevad før i går. Det var bare en fornøjelse. Hvor er hun dog skøn. Og hvilken stemning der var. At være i rum med så mange kvinder på den måde var simpelthen fantastisk. Vi startede med at lave en times kundalini-yoga, og dette skabte en fuldstændig afslappet og kærlig stemning til resten af aftenen. Selv om de efterfølgende øvelser kunne virke lidt grænseoverskridende, så var det som om alle følte sig fuldkommen trygge til bare at være sig selv. Aftenen sluttede med at de to spændende kvinder fra katapultprincippet.dk kom og gav os en times smagsprøve på hvad de kan. Og hvilken smagsprøve. De arbejder med krop og stemme bl.a. gennem sang og dans og det var bare SÅ sjovt og skønt. Den energi der var i gruppen og i rummet i forvejen gjorde at alle gav den hele armen og sang så taget nærmest lettede
Vi grinede hele vejen hjem i toget, og min energi var så høj at min mand glemte alt om budget og regninger, som han ellers sad og svedte over da jeg kom hjem, og i stedet bød mig op til en omgang salsa på stuegulvet. Hvor er livet dog bare magisk !!
I morges da jeg vågnede sad følelsen stadig i kroppen og jeg lå bare lige så stille og summede af glæde. Nu begynder jeg at forstå hvad det er for en energi man kan opnå ved at vælge glæden og målrettet gå efter de ting som skaber glæde og nydelse, At sige ja – uforbeholdent og bare kaste sig ud i det, for så at opdage at det jo ikke er så farligt. Det er så meget farligere at lade være og gå glip af livet….
Dagene suser af sted, og jeg har simpelthen ikke haft tid til at skrive de sidste par dage. Men jeg ved hvor vigtigt det er for mig at beskrive denne proces og denne blog er virkelig en god mulighed for at få bevidstgjort hvad det egentlig er det sker. Når jeg går tilbage og læser hvad jeg har skrevet tidligere, kommer jeg automatisk tilbage på sporet, hvilket jo også var planen
Det er bare så spændende. Jeg glæder mig helt vildt til at flyve til London og arbejde koncentreret med alle disse ting i en hel uge, uden afbrydelser. Virkelig luksus.
Det virker bare det her.
Det er jo derfra at jeg kan manifestere de gode ting i fremtiden, gennem mine tanker, ønsker og følelser. I dag har jeg igen været en tur ved havet. Det har altså bare en helt særlig virkning på mig at gå og lytte til de blide skvulp og dufte havduften. Jeg elsker at føle mig lille i forhold til det enorme hav. Der ligger en stor symbolik i dette.
De sidste dage er gået med gudindeaften i sorø, og planlægning af vores første kursus i Det nye paradigme. Det er lagt ud på facebook og alt er nu klar inden vi alle 3 drager til London på søndag for at gøre os endnu mere kompetente og dygtige på vores felt
Jeg kan godt vågne op om morgenen og være tilbage i den gamle tankegang med hvad der bekymrer mig, hvad der er irriterende osv. Men så sætter jeg mig op i sengen og skriver dagens intention, og så er det næsten lige som om at JEG sætter mig bag rattet og overtager styringen derfra. Jeg stiller mig ud under bruseren og begynder at sige mine bekræftelser fra Louise Hay og lige så stille vender energien, og de gode ideer begynder at lande. Inden jeg kommer ud fra badeværelset er jeg glad og fuld af energi og klar til dagen
Og så har jeg endelig fået købt mig en ipod, så nu er det endnu nemmere at lytte til Louise Hay, og andre kloge hoveder når jeg kører bil, ordner vasketøj, eller hvad jeg nu gør. Jeg er stadig meget bevidst om hele tiden at holde energien oppe, gennem tanker og musik. Har lige købt Nik og Jay – Super høj energi
Alt hvad vi tænker påvirker hvordan vi har det. Og den måde vi har det på, påvirker vores omgivelser. Vi skaber os selv, vores virkelighed og vores verden hvert eneste øjeblik. Det er et stort ansvar. Men også en stor frihed, fyldt med muligheder
Efter en uge i London på visionary coach-kursus, er jeg hjemme igen – fuld af ny energi og inspiration. Det har været en fantastisk uge hvor vi har arbejdet med alt dette som jeg i forvejen har haft fokus på de sidste måneder. Hvordan vores tanker og følelser skaber vores virkelighed. Dette var bare på et meget højere plan hvor vi arbejdede målrettet med vores energier, tanker og visioner, i forhold til os selv og vores rolle i denne verden. For et par år siden læste jeg bogen “Den guddommelige matrix” af Chris Braden. Det er en fantastisk bog som beskriver kvantefysikken på et meget konkret plan og jeg blev høj af at læse den. Det er så ubeskriveligt fantastisk at opleve hvordan dette virker i praksis og at være sammen med andre mennesker om dette. At møde mennesker som har arbejdet med dette i mange mange år, og videregiver deres erfaringer på en top professionel, inspirerende og kærlig måde. Så føler mig Så priviligeret og Så tændt
Det er så skønt at være hjemme igen, fuld af nye ideer og konkrete billeder af hvad det er vi skaber i vores nye virksomhed Det nye paradigme. Jeg glæder mig og er fuld af taknemmelighed over dette….
Efter en uge i London på visionary coach-kursus, er jeg hjemme igen – fuld af ny energi og inspiration. Det har været en fantastisk uge hvor vi har arbejdet med alt dette som jeg i forvejen har haft fokus på de sidste måneder. Hvordan vores tanker og følelser skaber vores virkelighed. Dette var bare på et meget højere plan hvor vi arbejdede målrettet med vores energier, tanker og visioner, i forhold til os selv og vores rolle i denne verden. For et par år siden læste jeg bogen “Den guddommelige matrix” af Chris Braden. Det er en fantastisk bog som beskriver kvantefysikken på et meget konkret plan og jeg blev høj af at læse den. Det er så ubeskriveligt fantastisk at opleve hvordan dette virker i praksis og at være sammen med andre mennesker om dette. At møde mennesker som har arbejdet med dette i mange mange år, og videregiver deres erfaringer på en top professionel, inspirerende og kærlig måde. Så føler mig Så priviligeret og Så tændt
Det er så skønt at være hjemme igen, fuld af nye ideer og konkrete billeder af hvad det er vi skaber i vores nye virksomhed Det nye paradigme. Jeg glæder mig og er fuld af taknemmelighed over dette….
I dag havde jeg brug for en yin-dag. En dag hvor jeg giver plads til at alle de nye indtryk kan lande. Det er så vigtigt for mig at huske at give mig selv tid og plads til at fordøje, da det netop er her jeg høster guldet, i form af ny inspiration og nye erkendelser. Det er her jeg bygger mig selv op og skaber ny energi og nyt overskud til at gå ud i verden og give og modtage nye gaver.
Min yin-dag blev dog en smule mere aktiv end jeg først havde planlagt, men det er helt perfekt. Jeg endte med at sortere ud i gamle ting og køre flere læs på storskrald. Hvilken fantastisk følelse. Man siger jo at man skal give slip på noget gammelt for at skabe plads til noget nyt. Dette tænkte jeg meget over i dag. Der er strømmet så mange nye fantastiske ting ind i mit liv i de sidste måneder at jeg de sidste dage næsten har følt mig overmæt. Der lå meget symbolik for mig i at bruge en dag på at smide en masse gamle ting ud – for at skabe plads til alt det nye. En proces som giver mig SÅ meget energi og som bestemt ikke er slut endnu
Kære Katja
Hvor er det dejligt at læse din blog, som jeg først nu har haft tid og overskud til at besøge .
Og hvor jeg glæder mig til med tiden at læse din bog – Hold fast i den vision!!! Du besidder en dyb visdom, som verden skal have del i, og din søgen, udviklingslængsel er så dybt og autentisk og dit commitment til den livsproces er så stor, at jeg bliver rørt!
Glæder mig til at følge din blog ( – og vil overveje selv at begynde på en, når energien og overskudet forbåbentlig snart vender)
Et stort JAHU!! til Lone, for at hun giver denne mulighed for at blogge i en vedkommende ramme.
Kære Gitte
Tusind tak for din dejlige kommentar. Det varmer virkelig mit hjerte. Er glad for at du læser med
Jeg har lige læst alt det jeg har skrevet de sidste 2 måneder. Det er faktisk ret smart med sådan en blog. Jeg kan nu se at jeg i den sidste uge er kommet lidt væk fra denne proces og er faldet tilbage i nogle gamle roller. Når jeg læser om min proces, bliver jeg mindet om hvor vigtigt det er for mig at meditere hver dag, at iagttage mine tanker, sige bekræftelser, at være nærværende i nuet, at være taknemmelig, at visualisere mine drømme, og at give mig selv glæde og nydelse gennem yin-tid. Lige så stille er jeg holdt op med at meditere, glemt at give mig selv yin-tid, glemt bekræftelserne og min taknemmelighedsliste er begyndt at minde lidt om en pligt. Når jeg ser på mig selv udefra og iagttager de tanker der har fyldt mit hoved i dag, så kan jeg se at jeg er på vej tilbage i en gammel offerrolle. Jeg har arbejdet i haven hele dagen, og det er Så fedt – bagefter. For egentlig er jeg bange for at jeg glemte at nye det undervejs. Jeg har i stedet tænkt på alt det andet der også skal ordnes i huset og haven, og har været irriteret og frustreret over alle mosegrisene og muldvarpene. Jeg har stresset mig selv over alt det andet jeg bør få gjort, og har spekuleret over alle de penge vi ikke har til at sætte huset i stand. Jeg har ikke holdt særlig mange pauser i løbet af dagen, men har bare knoklet på fordi jeg ville være færdig. Dette har resulteret i at jeg har været i dårligt humør hele dagen og har haft en følelse af at livet er hårdt.
Men jeg ved jo godt at dette er en illusion. Livet er ikke hårdt. Livets mening er at nyde hvert minut. Jeg kunne have nået lige så meget (eller mere) i dag gennem nydelse og nærvær, i stedet for gennem pligt og offerfølelse. Jeg kunne lytte til Eckart Tolle i min ipod, imens jeg rev blade sammen. Jeg kunne sætte mig i solen med en kop the og nyde forårstemningen. Jeg kunne fokusere på en taknemmelighedsfølelse over hvor priviligeret jeg er over at have et skønt hus og en dejlig have. Jeg kunne stoppe et par timer før og takket mig selv for alt det jeg havde nået. Jeg kunne vælge at bruge resten af dagen på at male eller gå en tur i skoven…
Dette er en MEGET vigtig erkendelse for mig. Jeg kan nu virkelig se at det slet ikke handler så meget om hvad jeg gør, men om hvordan jeg gør det. Det er vigtigt at være bevidst om sine drømme og øve sig i at manifestere dem gennem visualisering osv. Men det vigtigste er indstillingen til nuet. Det kan være lige meget om vi udlever vores drømme, hvis vi ikke formår at være nærværende og virkelig nyde nuet. I princippet kan jeg have et hvilket som helst arbejde og være lykkelig, hvis jeg formår at være til stede i nuet med accept og nærvær. Hvis jeg hvert eneste øjeblik af mit liv sørger for at handle ud fra kærlighed til mig selv (og dermed alle andre), så kan de fleste situationer i mit liv vendes til en glæde og en nydelse, Som f.eks. min oplevelse med haven i dag.
TAK for denne erkendelse. Nu vil jeg meditere, og så vil jeg hoppe tilbage på sporet, så jeg fortsat kan nye hvert minut af mit liv
Denne dag har været gennemsyret af min største inspirationskilde – Wayne Dyer. Jeg har lige købt en lydbog med flere af hans foredrag, og det er bare guld i lydform, hvis man kan sige det… Den mand er så klog, så vis og så ydmyg. Han formår at gøre alting meget enkelt, samtidig med at det lykkes ham at formidle al den glæde og fred som han indeholder.
Jeg har fået lavet en masse praktiske ting imens jeg har lyttet til ham i min ipod. Begge ting var virkelig tiltrængt. Jeg har længe ventet på at energien ville være stor nok til at få lavet nogle af de projekter der har ligget og ventet i huset i et par år. Den energi er der nu, og jeg har bare lyst til at gøre det hele på en gang. Virkelig en skøn følelse. Samtidig er jeg ivrig efter at fortsætte denne udvikling, og komme tættere på nogle af de svar jeg altid har ledt efter. Som f.eks, Hvad er livets mening ? Dette har Wayne Dyer et rigtig godt bud på, og det er virkelig genialt at jeg kan blive beriget af hans vise ord, samtidig med at jeg får lavet en masse i huset. MEN nu er jeg også opmærksom på at være aktiv og effektiv på den gudindelige måde, hvilket betyder at jeg skal være kærlig ved mig selv undervejs. Da min ipod løb tør for strøm, så jeg det derfor som et tegn på at jeg skulle tage mig en lang pause, lave mig en super lækker frokost-smothie, meditere, trække vejret ned i maven og bare sidde og mærke livet og kigge ud i min dejlige have. Dette resulterede i at jeg fik en masse nye ideer til min bog
Så denne dag har både været effektiv, gudindelig, inspirerende og kærlig. Hvad mere kan man ønske sig ?
Jeg føler lidt at mit liv er blevet til et langt flow. Jeg siger ja til det der sker, og har tillid til at der kommer de ting ind i mit liv, som jeg har brug for lige nu. Følger energien og inspirationen og griber de ideer der opstår. Prøver at lade være med at planlægge for meget, og undgår dermed stress og dårlig samvittighed, hvis jeg ikke når det jeg har planlagt. Fokuserer derimod på det jeg får gjort og er taknemmelig for det. Det er faktisk en rigtig dejlig måde at leve på. Jeg har aldrig prøvet at være i sådan et livsflow før.
Vi er begyndt at tilbyde visionary coaching til de mennesker som dukker op i vores liv lige nu, og har brug for det. Vi har brug for at øve os inden vi tager penge for det, og får samtidig opøvet tillid og erfaring med det vi kan. Det er virkelig en spændende proces. Jeg føler simpelthen at jeg kører rundt og giver gaver til andre mennesker, ved at hjælpe dem med at lytte til de svar de selv indeholder på et højere plan. Det er bare så smukt… Jeg er SÅ taknemmelig for at have muligheden for dette.
Så indtil videre har denne proces ført mig hertil og de 100 dage er langt fra gået endnu. Det bliver spændende at se hvor jeg befinder mig i starten af maj når denne fase med at blogge slutter
De sidste to dage har jeg været alene hjemme (næsten). Min mand og min datter kørte til Tyskland for at besøge min mands far og min datters farfar. Det er virkelig en særlig følelse at være alene hjemme når det sker så sjældent. Før i tiden boede jeg i lange perioder alene og trivedes virkelig godt med det. Når jeg er alene nu, kommer jeg med det samme tilbage til den stemning fra tiden før mand og barn. En stemning af ro og nærvær. Jeg kan mærke mig selv på en helt anden måde, og nyder virkelig i fulde drag det nærvær der opstår når jeg er alene. Jeg har tid til at læse, stirre ud af vinduet, gå en tur og blive i den samme stemning hele dagen – uden at blive distraheret og uden at blive revet ud af mine tanker og stemninger. Det giver mig en fred som er svær at beskrive. Jeg mærker mig selv på en meget grundlæggende måde, samtidig med at jeg faktisk mærker livet meget intenst. Jeg er vild med at være mor og dybt taknemmelig for mit ægteskab, men i disse dage er jeg blevet opmærksom på hvor meget energi jeg faktisk bruger på at forholde mig til min familie. Til deres sindstilstand, til deres gøremål, til deres behov, til deres rod (:-/), til deres indflydelse på min sindstilstand osv. Der er ikke nogen domme i det jeg oplever. Jeg tænker ikke at det ene er bedre end det andet. Men jeg kan mærke at det er en vigtig erkendelse for mig, at der er så stor forskel på at være alene i flere dage og at være omgivet af mennesker jeg elsker….
Men helt alene har jeg ikke været. Jeg fik besøg af gamle veninder begge dage og det var skønt. Min samarbejdspartner Lise og jeg lavede visionær coaching på en af mine veninder og det var virkelig en fantastisk oplevelse. Hun er lige blevet fyret og var meget opslugt af sine “historier” om alle de forhold hun befandt sig i, mht. til sit arbejde. Under coachingsessionen hævede hun sin energi og så hele situationen oppefra, samtidig med at hun så sin sande livsvision. Dette ændrede hele hendes holdning og opfattelse af situationen og fra at være frustreret, bange, vred og forvirret blev hun nu afklaret, taknemmelig og trådte ind i sin power. Hun gik herfra med en styrke og en afklarethed og en følelse af taknemmelighed over det der var sket. Det er så fantastisk at være vidne til en transformation på den måde. Livet er bare så meget større end vi gør det til. Hvis vi bare kan hæve os op over vores angst og gennemskue alle de gamle mønstre og roller som mange af os sidder fast i, så kan vi se at vi i virkeligheden er guder og gudinder som har kraften til at skabe det liv vi hver især drømmer om…
I dag har jeg kopieret “Nuets kraft” af Eckart Tolle over på min ipod. Jeg elsker simpelthen at gøre hvert minut til en nydelse ved at lytte til kloge ord i min ipod, samtidig med at jeg får ordnet praktiske ting.
Som sagt er jeg i gang med at læse “Den guddommelig matrix” igen og vil lige benytte lejligheden til at rette mig selv fra tidligere. Forfatteren hedder Gregg Braden og ikke Chris som jeg skrev. Den bog kan jeg anbefale til alle. Den beskriver kvantefysikken på et meget konkret plan og fortæller om videnskabelige forsøg der påviser hvordan vi alle hele tiden skaber vores liv og vores virkelighed ud fra de følelser vi har i kroppen. Det er SÅ tankevækkende og vender op og ned på alt det vi indtil nu forholder os til som virkelighed. Min stakkels hjerne kan næsten ikke rumme denne sandhed, men mit hjerte jubler over endelig at få beviser på det som jeg altid har følt var virkeligheden…
Jeg er derfor ekstra opmærksom på mine tanker og følelser i disse dage – og på de spejle der møder mig i hverdagen. Min mand giver mig f.eks. nogle interessante spejle i øjeblikket. Men lige så snart at jeg formår at spørge mig selv “Hvad spejler denne irritation hos ham i mig?”, så flytter min energi sig straks fra at gå i forsvar og forstærke den dårlige stemning, til at blive i min egen cirkel og i stedet koncentrere mig om mit eget arbejde, i stedet for at tage ansvar for hans sindstilstand. En anden sætning som hjælper mig meget i sådanne situationer har jeg fra Wayne Dyer. Han har sat en mærkat på instrumentbrættet i sin bil hvor der står “Jeg kan vælge fred i stedet for dette”. Det er op til os selv hvordan vi vil have det indeni, lige meget hvad der sker i vores omgivelser. For mig ligger der en stor frihed og styrke i at erfare dette…
Eckart Tolle foreslår at man øver sig i at iagttage sine egne tanker (egoet). Jeg blev i dag igen opmærksom på min tendens til at lade offerrollen komme snigende. Min mand og min datter var ude og besøge nogle venner hele dagen, og da tiden nærmede sig aftensmad var de stadig ikke vendt tilbage. Det var hans maddag og jeg tog mig selv i flygtigt at mærke en “Hvor er han bare egoistisk og hvor er det bare synd for mig at jeg skal klare alting herhjemme”. Men inden tanken nåede at bide sig fast, erstattede jeg den bevidst med en tanke og en følelse af hvor heldig jeg var at jeg nu havde masser af tid til at hygge mig for mig selv og færdiggøre det jeg var i gang med. Madproblemet måtte løse sig selv. Og det gjorde det også i form af rugbrødsmadder og rester da de senere kom hjem.
Det er virkelig en sejr nu at opleve at jeg begynder at bliver herre over mine tanker og mønstre og bliver bedre til at gå ud af de gamle uhensigtsmæssige roller og i stedet – ja vælge fred
Denne påske har været meget blandet for mig. Jeg føler nu at der er to sider i mig som skiftes til at være “på”. Mange ville nok kalde det mit ego og mit højere selv. Lige meget hvad det kaldes, så er jeg i hvert fald blevet meget bevidst om hvor forskellig disse to tilstande er. Forleden dag var jeg i virkelig dårligt humør. Jeg var irritabel og følte mig træt og uoplagt. Efter en halv dag i denne tilstand var der pludselig en tanke i mig der sagde noget i retning af “Nej jeg vil simpelthen ikke finde mig i at have det sådan her”. Trods min lave energi tog eg løbetøjet på og sagde til familie og min datters gæster at jeg ville løbe en tur i skoven. Og som ved magi blev alting ændret i løbet af få minutter. Det var SKØNT at komme ud i skoven og SKØNT at løbe al den dårlige energi af sig. Min hjerne er kodet til at tænke positive bekræftelser hver gang jeg løber, og dette virkede straks med stor kraft. Da jeg kom hjem var jeg et nyt menneske. Fyldt med energi og glæde, men også med en helt anden tillid og tolerance. Det er så vildt at jeg kan komme ind i denne dårlige tilstand hvor jeg er irriteret på mig selv og mine omgivelser – og så skal der så lidt til at vende energien. Egentlig handler det bare om at tage beslutningen… Når jeg først går ind i den gode energi, så bliver det hurtigt en god spiral der bliver ved med at udvide sig. Jeg sørger for at meditere og skabe rum til mig selv. Og jeg er mere tilstede i nuet. Da jeg vågnede lørdag morgen havde jeg en meget intens oplevelse af at befinde mig helt i nuet. Hver eneste lyd (fra min datters og min mands morgensnak), duft (fra morgenbrisen gennem det åbne vindue), og selve denne smukke morgen fyldte mig med en følelse af ren fryd og nydelse og dyb taknemmeligehed. Tænk hvis man altid kunne befinde sig i denne tilstand
I dag har det regnet hele dagen og det har været svært at få energien op. Selv om jeg har løbet i skoven, har det ikke rigtig virket. Jeg har en meget stærk mistanke om at det er alle de chokoladepåskeæg jeg har spist. Vi er ikke vant til at spise særlig meget sukker og er meget inspireret af Umahro, Thorbjörg og kernesunds måde at finde alternativer til sukkeret. Men nu er det jo påske og de gamle traditioner sidder dybt. Men resultatet blev at min datter har været totalt speedet hele dagen, og næsten var umulig at få til at sove – og jeg har følt mig smådeprimeret og modløs. Først her til aften kom jeg i tanke om Ninka fra kernesunds beskrivelse af hvordan hun også blev deprimeret af at spise sukker, da hun først havde vænnet sig af med det. Det er lidt skræmmende at opleve hvilken stærk virkning det har på kroppen – og på psyken. For selv om jeg godt ved det, og egentlig ikke engang synes det smager godt mere, så har en gammel vane alligevel fået mig til at spise videre. MEN nu er jeg en erfaring rigere, og ved at jeg ikke skal gå på kompromis med min krop og mine værdier en anden gang. Det her var bestemt IKKE kærlighed til mig selv…
Så er påskeferien forbi, og hverdagen er tilbage. Og DET er faktisk skønt. Har brugt dagen med min fantastiske samarbejdspartner Lise, til at meditere og give hinanden visionær coaching på hvad vi skal i den nærmeste fremtid. Det er virkelig spændende. Det som gik op for os er, at det livet handler om er at fylde sit bæger HELT op, indtil det flyder over af sig selv. Det vil konkret sige at det handler om at gå efter sine drømme – store som små – og gøre det som giver glæder og sommerfugle i maven. Spørge sig selv hver dag : hvad har jeg allermest lyst til at gøre lige nu, og så gøre det. Hvis vi fylder vores bæger op – fylder os selv med kærlighed, nydelse og glæde – så vil vores bæger efterhånden blive så fyldt at vi ikke kan lade være med at give ud af os selv til verden. Disse gaver som vi da har at give kan være i mange former. Det kan være ved at sprede en kærlig og god stemning, eller det kan være i form af mere konkrete ting, som at skrive, holde kurser, arbejde med børn, gamle, male billeder, arrangere dansefester eller hvad man nu brænder for. Bare det kommer fra hjertet og fordi man næsten ikke kan lade være. DA bliver livet den nydelse og glæde som det i virkeligheden er. I modsætning til hvis man skaber noget i verden ud fra tanken : “Hvad for jeg ud af det. Hvad kan jeg tjene på det ? Det er ikke en tanke der skaber glæde i en selv eller andre. Det er en tanke der kommer fra egoet der tror på knaphed. Ved at give gaver til verden fra et glad og fyldt hjerte, skaber man ud fra glæde, og da vil alle andre ting (som f.eks. penge) komme af sig selv. Det vigtigste i denne situation er at holde sin energi oppe via meditation, kundaliniyoga osv. så man bevarer tilliden og visionen. Hvis man ikke gør det, vil energien dale og egoet vil komme tilbage på banen med sin tvivl og angst. Vi skaber jo alle selv vores virkelighed gennem de tanker og følelser vi har. Så det handler altid om at vælge sine tanker med omhu
Ja det var dagens vision. Det skaber jo unægteligt et lyst perspektiv for fremtiden
I sidste uge sad jeg og fortalte en veninde at jeg var frustreret over at jeg har brug for at sove så mange timer om natten. Jeg går tidligt i seng, men kan ikke komme ud af sengen før 7, og har så temmelig travlt. Hvortil min veninde svarede : Er du sikker på det ikke bare er noget du selv skaber ? Du taler jo meget om hvor meget søvn du har brug for og hvor svært du har ved at komme op om morgenen. Måske skulle du bare manifestere det du gerne vil have i stedet !”…. Gud ja…. Hun havde jo ret. Jeg skrev straks en ny bekræftelse i min notesbog : Jeg vågner tidligt hver morgen, frisk og veludhvilet. Allerede samme aften satte jeg vækkeuret til kl. 6, og sjovt nok så vågnede jeg halvt et par gange før det ringede, som om min underbevidsthed var indstillet på at jeg skulle op. Da uret ringede stod jeg op, trak i løbetøjet og løb en tur i skoven. SÅ FANTASTISK !!! Fuglene kvidrede, solen stod op bag træerne og det var bare den smukkeste oplevelse. Jeg var høj da jeg kom hjem. Lige siden er jeg stået op kl. 6 (ikke i weekenden) og planen er enten at løbe i skoven, lave yoga eller meditere. Det er for mig en perfekt måde at starte dagen på. At have en halv time for mig selv hvor jeg lige får fokus og skabt plads til at den positive energi kan præge resten af dagen. I morges vågnede jeg endda 5.45 og lå og ventede på at vækkeuret ringede
Det er så vildt hvad man kan bilde sig selv ind. Endnu et bevis på at jeg skaber min egen virkelighed, og altid er fri til at skabe den om, så den passer bedre ind i det liv jeg gerne vil leve…
Hvor er det vildt, jeg bliver så inspireret af at læse dine indlæg…. har lige sagt mit job op, ved ikke hvad jeg skal til, men ved NU at jeg skal følge mit hjerte…
Føler mig lige pludeslig så priviligeret, at jeg har så meget tid til at forberede min datter´s konfirmation, istedet for at ærge mig over at jeg ikke har noget job, glædes jeg over, at jeg har tid til det der er vigtig for at jeg er glad…. fantastisk…
Så slut med at bilde mig selv ind, at det er så hårdt for mig, nej jeg er da skide heldig, at jeg pludselig har fået masser af tid, efter en meget hård og stresset periode…
Tak for det, og dine kloge ord… og kom så igang med den bog……
knus og dejlig solskinsdag
Kære Mildefe
På den måde vil du hurtigt finde ud af hvad det er for et arbejde du vil gå efter. Hvis ikke er du altid velkommen til at få en visionær coaching hos os
– Og ja bogen venter. Faktisk var min tanke at når jeg står så tidligt op, så har jeg en time hver morgen til at skrive på min bog. Du har netop inspireret mig til at komme i gang – eller videre.
Tusind tak for din kommentar. Det glæder mig SÅ meget at vide at du læser med. Det glæder mig endnu mere at du har besluttet at følge dit hjerte og gøre de ting som gør dig glad
I dag har vi arbejdet med vores tekstforfatter, som laver tekst til hjemmesiden til den virksomhed vi er ved at starte. Og der var virkelig hul igennem. Endelig har vi fundet ind til essensen af hvad det er vi er ved at bygge op. Alting bliver pludselig meget konkret og håndgribeligt og det er virkelig fedt. Jeg glæder mig bare SÅ meget til at det hele kører – lige om lidt. Det er så vildt at vi allerede er her nu. At vi er kommet så langt. Ved at holde visionen og tænke i hensigter og bekræftelser, er jeg ved at skabe præcis det liv jeg altid har drømt om at leve. Jeg elsker mit liv som det er nu….
Der er virkelig store ting der falder på plads for mig i disse dage. Jeg havde en diskussion med min mand om børneopdragelse i går. Min datter gav udtryk for at hun havde brug for en hjemmedag fra børnehaven i torsdags, og da jeg spurgte ind til det, kunne jeg tydeligt mærke på hende at hun var træt og virkelig mente at hun havde brug for en hviledag. Da jeg havde mulighed for at give hende den, bliv hun hjemme. Dette var min mand ikke enig i, da han er bange for at hun bliver doven, ugidelig og lærer at tage de nemme veje i livet. Dette fik os ud i en heftig diskussion og jeg undrede mig selv over at jeg blev så vred. Indtil det i dag gik op for mig at netop dette emne er essensen af det der er min passion i mit liv. At lære mig selv og andre at være indefra styret. Jeg tror på at alle mennesker oprindeligt er gode, kærlige og sociale. Men hvis de hele deres liv lærer at lytte til andres behov og forventninger i stedet for at lytte til deres egne, kan de udvikle sig til at blive egoistiske, manipulerende og ugidelige. Jeg tror på at alle børn er kompetente (Ja jeg er meget inspireret af Jesper Juul blandt mange andre kloge mennesker som har forsket i dette), og jeg tror at det er ekstremt vigtigt at vise dem tillid. Dette vil lære dem fra starten at lytte til deres egne følelser og behov, og at udtrykke dem klart til verden. Hvis de føler sig set og respekteret, vil de automatisk kunne rumme andres behov og udvikle omsorg og kærlighed for andre. Hvis man viser dem tillid, vil de leve op til denne tillid ved at være ærlige. Viser man dem mistillid, ved ikke at lytte og respektere deres behov, men i stedet opdrager dem ud fra principper og angst, så vil de leve op til disse forventninger og begynde at manipulere sig til at få deres vilje. De vil vokse op til at blive mennesker som er udefra styret. Som hele tiden forholder sig til hvad andre tænker om dem, hvad andre forventer af dem, og hvordan de skal forholde sig for at få kærlighed og anerkendelse fra andre. Det er denne form for opdragelse de fleste af os har fået, og det er blandt andet derfor at så mange af os ikke ved hvad vi vil med vores liv. Ikke kender vores passion og ikke rigtig drømmer om noget, men helle ikke er helt lykkelige… Alt dette fortalte jeg min mand. Og han forstod hvad jeg mente. Samtidig blev det meget klart for mig hvad det er for en virksomhed vi er ved at skabe i Det nye paradigme….
Jeg elsker mit job. I disse dage tilbyder vi gratis coaching til alle frem til 1 maj for at få så meget erfaring som muligt. Og jeg skal love for at det virker. Det er simpelthen så fantastisk at opleve hvordan de fleste af os gør os mindre end vi i virkeligheden er. Når vi går ind og ser på folks potentialer gennem coaching bliver vi gang på gang imponeret over de enorme evner og muligheder vi hver især indeholder. Der ligger så meget power, så meget passion og så meget potentiale, der bare venter på at bliver givet fri og udlevet. Det er så smukt og fascinerende at sætte ord på de billeder vi får og så høre på de mennesker vi coacher at de selv er klar over det meste, men endnu ikke helt har turdet at tro på at de virkelig har så meget power. Passionen bliver vækket og der bobler en glæde og en styrke frem som sommetider kan ændre hele personens udtryk. Der var en kvinde som forleden dag kom med en meget smuk udtalelse efter hun var blevet coachet. Hun sagde : Visionær coaching går bag om janteloven. Det er præcis det der sker. Hvis egoet og janteloven lige kunne tage sig en lang ferie, så ville der godt nok ske ting og sager i de forskellige liv vi lever. Jeg er dybt taknemmelig over at være vidne til disse transformationer. Min kærlighed til menneskeheden vokser uundgåeligt når jeg gang på gang får vist at vi alle i virkeligheden er de mest fantastiske, storslåede og kærlige væsner med hver vores unikke og særlige bidrag til denne verden.
Er nu i gang med at læse Deepak Chopra. Han skriver at den måde vi bliver bevidste skabere af vores virkelighed på, er ved at være opmærksomme på dagligdagens sammentræf. I stedet for at kalde det held, så er sammentræfene en måde for universet at guide os på, så vi bliver ledt ind på vores livsvej. Ved at øve sig i nærvær og åbne sin sanser, kan man efterhånden lære at se sammentræfene og fortolke dem, så man dermed lever mere og mere i flow med sit højere selv.
En anden vigtig ting er at han understreger vigtigheden af at ens bevidste intentioner ikke kommer fra egoet, men fra det højere selv. Hvis ens intentioner er i overensstemmelse med helheden og dermed til gode for verden og ikke kun for en selv, så er der en god chance for at de vil blive til virkelighed, da de går i synkronicitet med universet og ens højere formål i livet…. Den er for mig ret vigtig. Jeg kan tydelig mærke forskel i energien i mig, hvis jeg har et ønske og en intention ud fra egoet eller ud fra noget større eller højere i mig. Det første giver en følelse af kontrol og udspringer ofte af frustration over ikke at have det jeg ønsker. Det andet giver en følelse af fred og overgivelse og udspringer af tillid til at alt er perfekt som det er lige nu…
Disse tanker har jeg haft i dag, i mens jeg har nusset i haven. Og jeg har vekslet meget mellem den ene og den anden følelse. Men jeg har husket at være nærværende og jeg har husket at tage pauser, hvor jeg har siddet i solen og mediteret og trukket foråret, duftene, fuglesangen og børnenes legestemmer helt ned i maven – fuld af taknemmelighed over dette smukke liv…
Dagene flyver og der sker mange ting i mit liv i denne fase. Det er en stor ting at starte sin egen virksomhed, og den proces vi går igennem ændrer sig hele tiden. Vi får nye ideer, ny inspiration og bliver hver især mere og mere bevidste om hvad vores eget unikke bidrag er til denne verden. Samtidig bliver vi opmærksomme på hinanden som partnere og kolleger og ryger sommetider ud i nogle kolbøtter, som er nødvendige for at finde vores helt eget ståsted. Sådan en kolbøtte har vi netop taget, og dette har medført nogle drastiske ændringer som bla. indebærer et nyt navn der beskriver vores koncept mere præcist. Dette vil jeg dog vente med at afsløre for jer, til alting er faldet helt på plads…
Jeg kan mærke at ny inspiration er på vej til min bog og til vores virksomhed. Mit hoved er fuld af nye ideer og erfaringer der skal fordøjes. Hele sidste uge fik jeg genopfrisket min visionary coachuddannelse, da underviserne kom her til Dk. i tre dage. Det var igen nogle intensive dage, der satte en masse nye processer i gang. Det er så spændende det hele, og jeg føler en boblende energi i hele kroppen over alt det der sker og skal ske i fremtiden. Men jeg er også træt og kan mærke at jeg har brug for at hvile, fordøje og integrere alt det nye. Dagen i dag har derfor været helt perfekt. En ægte gudindedag. Jeg har været ude hos en medgudinde sammen med min buisnesspartner og er blevet forkælet med lækker mad, spa og pool og hyggelig venindesnak. Tak for det og for alle de andre dejlige ting som sker i mit liv….