Intro til Ida
Hvem er Ida? Det er et svært spørgsmål, men jeg har bestemt mig for at finde svaret – eller ihf begive mig ud på en 100-dages for at lære mig selv bedre at kende.
Jeg mistede min elskede far meget pludseligt for et år siden, hvilket var mere end jeg kunne bære. Så jeg “gik i hi” og slog hjernen og hjertet på autopilot, men da jeg vente tilbage til overfladen et halvt år efter, passede jeg ikke længere ind i den rolle jeg tidligere havde fået skabt til mig selv.
En masse spørgsmål dukkede pludselig op; Hvor blev min umiddelbare tilgang til livet af? Den jeg husker så godt? Hvad har jeg egentlig lyst til? Hvad gør mig glad? Hvad betyder noget for mig? Alt det jeg faktisk ellers var så bevidst om som lille og i de tidlige teenageår, men som jeg pludselig ikke kunne svare på…
Min kloge forstander på min gamle højskole sagde engang til mig “Det er utroligt smukt at tænke på andre mennesker – men det bliver sørgeligt hvis man tilgengæld glemmer sig selv”. Jeg forstod meningen, men syntes absolut ikke at det passede på mig – men det gjorde det!
Hvor er det forfærdeligt at jeg først standser op og mærker efter, når der sker noget så dramatisk. Men nu er jeg på vej! Det er så spændende – livet ligger for mine fødder og jeg glæder mig til at dele det med jer!
Kh Ida
Loading...
Hej Ida og velkommen til
Fedt at du skriver……..glæder mig meget til at følge din rejse og til at læse med 
Kærlig Hilsen Line Harriet
Dag 1
Ja, så er dag 1 gået – og den har været skøn!
Jeg har det sidste stykke tid virkelig forsøgt at stoppe op en gang imellem og mærke efter hvad jeg har lyst til – noget som jeg, som tidligere nævnt, ikke er alt for god til.
Men idag! Hold da op! Det er jo en fantastisk befrielse at fjerne “hvad-mon-de-andre-forventer-af-mig-filteret” – og i stedet for mærke efter hvad jeg har lyst til og så tage et valg. Og det skønne af det hele er at når jeg blivere gladere, smitter det jo også alle omkring mig – Jeg har simpelthen mere at gi’ af.
Og tit er det jo ganske små ting der skal til – og jeg har en oplevelse af at jeg møder langt større forståelse hos andre, når jeg selv kan stå 100 % bag mine valg.
Jeg læser i øjeblikket en skøn samtalebog med Johannes Møllehave og Benny Andersen, hvor de bl. a. taler om det at tage et valg. Og de bliver så fint enige om at
”Det er underordnet om du træffer det rigtige valg, det vil du opdage. Men du vil først opdage det når du har truffet valget. Det øjeblik, hvor du træffer valget og bestemmer dig for hvad du vil med dit liv og din nuværende tilværelse, da træder du i karakter og bliver et helt menneske. Hvis ikke du gør det – så lever du en halv tilværelse og driver med strømmen ligesom alle de andre og finder aldrig ud af, hvem du selv er.(…) Det kan være, at man bagefter kan se, at det var forkert, men okay, så finder jeg ud af noget andet. Men jeg er kommet det skridt videre og ved mere om, hvem jeg selv er, og hvad jeg vil med mit liv.”
Og det er jo så rigtigt!
Tak for velkomsten Line – den varmer
Kære Ida – sikke et fantastisk citat! Sådan har jeg aldrig nogensinde set på det – tusind tak! Kom gerne med flere af dem!
Og velkommen ombord i øvrigt.
Kærlige knus
Jeg blev så utrolig rørt idag. Jeg var i teatret og stod bagved et ældre par (mellem 75 og 85 år). De holdte hinanden i hånden og de var SÅ forelskede! Det var simpelthen så smukt! Jeg synes at det er så livsbekræftende at oplever kærligheden mellem to mennesker i deres alder. Der er noget anderledes og rent over det – og det er ligegyldigt om de har været gift i 45 år eller kærester i et halvt år…der er bare ikke så mange dikkedarer…sådan er det selvfølgelig ikke altid…men mit romantiske hjerte løber simpelthen af med mig i sådan en situation – så er der altså håb
Ja for min oplevelse fik mig også til at tænke lidt over romantikken i mit eget liv
…Og så gik der noget op for mig. Og selvom nogle af de ting man pludselig indser om sig selv ikke er de fedeste, så er det så befriende at opdage – for så kan jeg jo lave det om.
Men jeg kom til at tænke på hvordan romantikken har været for mig. Og det viser sig at der er en ret sikker skabelon;
*Jeg møder en mand som jeg er tiltrukket af på den ene eller anden måde.
*De første 3 uger er jeg altid skiftevis meget interesseret og så alligevel ikke
*Han er altid MEGET på de første tre uger
*Så overgiver jeg mig endelig, og livet er fantastisk og jeg svæver på en sky i en måned.
Og her går det så galt!:
*Jeg bliver mere og mere afhængig af følelsen og ikke mindst af ham.
*Til sidst tilsidesætter jeg alt i mit eget liv – og synes at hans liv er SÅ interessant og spændende.
*Og så finder han ud af at han alligevel ikke er så interesseret.
Det er jo selvfølgelig meget groft opridset, men det viser mig alligevel lidt et billede af hvordan det er foregået de sidste par år – men sådan har det jo ikke altid været! Og det er det der er så fantastisk at indse! Førhen glemte jeg jo ikke mine egne interesser og jeg tilsidesatte ikke de aftaler jeg havde med veninder osv… Og det er det jeg skal tilbage til. Jeg kan sku’ sagtens forstå at mændene mistede interessen – jeg husker tydeligt en sød fyr jeg datede, som altid var “jeg-har-lyst-til-det-du-har-lyst-til-agtig” – og det var forfærdeligt! Jeg fik jo nærmest klaustrofobi!
Og så kan jeg tænke tilbage på et skønt og harmonisk forhold jeg havde et par år med den dejligste mand…vi mødtes på midten – og vi skiltes som venner.
Jeg skal simpelthen tilbage til mig
Det blev vidst en meget lang tankerække – ja jeg ved egentlig ikke hvor interessant den er for jer, men den giver mening for mig…
Jeg syntes at det er MEGET interessant
Dag 5 …nu med madforgiftning
Øv hvor har jeg det dårligt! Har nu ligget et døgn med madforgiftning – og det er bare ikke sjovt. Har kun bevæget mig frem og tilbage mellem min seng og badeværelsesmåtten. Hvordan er det muligt at blive ved med at kaste op? Og kunne vi evt aftale at min mave stopper med at forsøge at få mere op, når der nu definitivt er tomt?! Jeg har ikke engang kunne læse en bog eller se en film…jeg fik det simpelthen dårligt af at have åbne øjne…Hvor kan man ha’ ondt af sig selv! Men det er sku da også som om at universet med præcision vælger det tidspunkt der er allermest kritisk. Jeg har en meget vigtig optagelsesprøve onsdag formiddag (jeg arbejder inden for teaterverdenen), som jeg har forberedt mig på siden november. Jeg ville virkelig være ked af hvis det her får indflydelse på min præstation…så send gerne healende energi i min retning!
Nå, nu orker jeg ikke mere – tror jeg vil forsøge mig med lidt til maven…hvad kan den egentlig tåle i sådan en situation? ihf ikke agurk…
Håber at I er forskånet for sådan en omgang her
Jeg føler med dig. Vi har lige haft besøg af den samme tur herhjemme. Og nu givet den videre til min mor.
Rigtig god bedring og du skal lige vide, at dine tanker giver RIGTIG god mening
Knus fra Stine.
Ja, dine tanker giver virkelig god mening, også her - Tak fordi du deler dem
Jeg kan godt følge dig mht. den aldrende romantik – jeg bliver også altid helt blød i knæene og tænker, at sådan vil jeg have det, når jeg bliver gammel. Tænker, at man måske så sjældent ser det, fordi det trods alt kun er få mennesker, der henad vejen faktisk foretager sig de valg du snakker om (eller Johannes og Benny snakker om). Resten følger bare med strømmen og når de bliver gamle, er der ikke energi nok til at udvise den slags forelskelse, som du snakker om. Måske?!! Bare en tanke. Men, måske derfor er det vigtigt, at foretage valg, baseret på sine egne lyster og behov. Så man ikke en dag er forsvundet fra sit eget indre. Og så man også kan blive forelsket når man er 100 år – folk bliver jo ældre og ældre, så det er surt, at gå kold omkring de 40 :)
Knus,
Rikke
@Stine – tak…og nu er jeg vidst kommet ud på den anden side efter en hård omgang
Og når jeg ser mig omkring i min vennekreds, er dem der har det fineste forhold også dem der holder fast i sig selv (selvfølgelig skal man gå på kompromis og tilpasse sig – men alt med måde) og som har taget mange af deres valg med udgangspunkt i dem selv…Når alt kommer til alt handler det vel – helt firkantet – om at tage ansvar for sig selv. Skønt at få nogle tanker på mine tanker 
@Rikke – jeg tror bestemt at de to ting hænger sammen…jeg kan jo bare se på min egen flotte parade af forliste forhold
Kh Ida
Dag 7
Lige en lille tanke herfra – jeg skal vidst tidligt i seng oven på den omgang jeg har været ude i.
Kender I det når noget næsten er for godt til at være sandt? Hvor man får tilbudt et job eller lign. og tænker “Hvor er det fedt!…men hvad sker der når de finder ud af, at jeg slet ikke er så god som de tror?”.
Jeg har fået tilbudt et super undervisningsjob, 3 timer om ugen med en skøn løn (jeg er freelance, så mit arbejdsskema skifter mellem mange små jobs og længere projekter der strækker sig over flere uger eller måneder) hvilket passer fedt ind i mit skema nu – og jeg ved jo godt at jeg er kvalificeret til det…men hvorfor skal den tvivl altid komme og nage?! Er det janteloven der trykker? Det er sku bare så irriterende at jeg ikke bare kan glædes, når den lykke jeg har gået og kaldt på endelig viser sig for mig. Ville det ikke være en super måde at få tanket energikontoen lidt op på, hvis man rent faktisk tillod sig selv at modtage ros, påskønnelse og lykke, når det bliver sendt til én?!
bare en lille tanke…
kærligst Ida
Ida! Stop. Hold op. Ikke tænke kun sige ‘tak’ ‘tak’ ‘tak’ ‘tak’.
Just stop it! Lad være med at tænke over hvorfor du tænker, som du gør, hvorfor tankerne er der, eller hvor de kommer fra. Bare drop det. Stop og sig tak. Tak fordi at livet giver mig noget dejligt. Stop. Tak.
Kærligst
Lone
Kære Ida
Kæmpe tillykke med dit nye job, hvor er det fantastisk for dig. Og selvfølgelig er du kvalificeret til det, de har jo valgt dig. Og ja desværre sidder der nogle gange en lille rød djævel på vore ene skulder, og visker os underlig ting i øret, men den skal bare børste af, ligesom snavs.
For Lone har ret, der er ikke andet at sige end TAK du har fortjent det.
Knus
Katrine
Ida,
tillykke med dit nye job!
Og tak fordi man må læse med på din rejse..
Husk at Janteloven er løgn og latin!
Alt det bedste,
Pernille
Dag 10
tak for kommentarene – jeg vil prøve! Det er jo også dumt, for havde det været min veninde havde jeg sagt det samme som jer – så ud med jantelov
Det lader til at mit nytårsønske holder! Jeg kan ihf ikke klage indtil videre. Jeg sagde til mig selv at ovenpå et rigtig hårdt og svært år, skulle 2010 bringe glæde. Og faktisk går det så godt så det er helt svært at tro på. Siden i onsdags er jeg blevet ringet op endnu en gang – helt uafhængigt af det andet job – og har fået tilbudt at lave et 1 uges kursus…det er helt vildt! Jeg forstår det slet ikke. Men jeg siger TAK
Det er som om at universet virkelig er med mig. Jeg havde helt uplanlagt den hyggeligste dag sammen med manden som er skyld i at jeg vil ha’ et barn en dag (jeg har ellers ALDRIG ønsket at få børn…har allerhøjst, meget langt ude i fremtiden, kunnet se mig adoptere et barn…men så mødte jeg “ham”). Vi kærestede sidste sommer, hvorefter jeg lavede “klister-finten”, hvilket selvfølgelig resulterede i at han mistede interessen…men pludselig er jeg interessant igen…jaja, jeg ved det – jeg bevæger mig på tynd is…Men jeg kan bare ikke lade vær…Jeg er typen som glædeligt vender tilbage til en fuser op til flere gange. Men ham her har nu heldigvis opført sig pænt trods alt.
Noget helt andet: Jeg kom sådan til at tænke på i dag at jeg er dybt misundelig på mænd. Jeg har altid haft mange venner, men dem jeg har haft det sjovest med har som regel været fyrene. Der er jo selvfølgelig undtagelser, men jeg tror simpelthen at det er fordi jeg virkelig bliver træt af det der hønsegårdssladder der er altid bliver når en masser piger er samlet. Og jeg er jo ikke bedre selv! Hold kæft hvor kan jeg knævre. Men det jeg så godt kan li’ ved mine drengevenner er at vi altid laver noget når vi mødes. Vi sjældent bare for at snakke. Og det jeg er misundelig på ved mændende det er deres evne til at føre ting ud i livet. De har allesammen ti forskellige venner de laver ti forskellige ting med – og får de en idé om at de vil samle et modelfly, så køber de sku’ 1000 dele hjem og mødes onsdag aften i garagen med håndbajere.
Vi kvinder vi snakker sku altid ting ihjel. Alt skal vendes, drejes og analyseres 10 gange over brunch, før vi får fingeren ud. Jeg har prøvet 4 gange at starte en kulturklub med mine veninder – alle synes at det er en god idé, men længere er vi ikke nået.
I virkeligheden siger jeg vel at jeg ville ønske at jeg kunne blive bedre til at gribe dagen, og få noget ud af den. Idag har jeg for første gang i lang tid haft en hel fridag – og jeg har INTET lavet. helt bogstaveligt. Jeg har stenet med computeren stort set hele dagen. Øv hvor jeg hader sådan nogle dage, som bare forsvinder mellem hænderne på mig. Det er jo ikke engang fordi jeg har hygget mig med alle de ting jeg normalt ikke kan nå…dagen er bare forsvundet.
Men ellers masser af positiv energi herfra
Jeg vil smutte i seng så jeg kan komme op til en laaang arbejdsdag imorgen!
God weekend skønne damer – og tusind tak for alle jeres hilsner, og ikke mindst jeres egne eventyr, som det er så spændende at følge med i…
kærligst Ida
Dag 12
Livet er skønt! Jeg har haft to dejlige dage, hvor jeg har nået en masse af de ting jeg aldrig når.
Og så blev jeg SÅ inspireret i går da jeg læste de andres tanker herinde på top-100. Bl.a. Stines indlæg hvor hun skriver om anerkendelse. Hvor er det dejligt at blive inspireret og mindet om noget godt, som jeg havde glemt. Så det er hermed intergreret i mit liv igen – jeg følger trop med tre anerkendelser af andre om dagen.
Det går godt, selvom det kan være hårdt at komme ud af en stivnet rolle man har været i i al for lang tid. Som jeg skrev i min indledning, har jeg en stærk tendens til at nedpriotere mig selv i forhold til andre. Indtil nu er det sværeste ved at forsøge at ændre det, at det jo ikke kun er mig selv der holder mig fast i den rolle – det er også min omgangskreds. Det oplevede jeg da jeg fik en vred og skuffet veninde i telefonen, der skældte mig ud over at jeg i løbet af de sidste to uger har brugt alt for lidt tid på hende. Og det var ikke for sjov. Hun syntes at det var for dårligt at jeg pludselig ikke ringede til hende som jeg plejede, for det havde hun jo brug for. Det mest overraskende ved situationen var min egen reaktion. Jeg tog det helt roligt – normalt ville jeg være plaget af dårlig samvittighed og allerede være igang med at arrangere en overraskelse til hende inden jeg havde lagt på. Men som jeg sagde til hende, havde jeg til nytår sagt at jeg havde brug for at bruge mere energi på mig selv – lære mig selv bedre at kende. Og hun havde jo selv sagt “det var også på tide”. Jeg kunne sagtens forstå hende – det er jo også en stor omvæltning for min omgangskreds at jeg lige pludselig ikke huske ALLE deres små deadlines og ringer og spørger hvordan det gik. Men samtidig var jeg så afklaret med hvad jeg havde brug for – og vidste at jeg havde meldt klart ud.
Så det endte med at blive en rigtig god samtale – hvor hun faktisk sagde til sidst “det er jo noget med at man ikke ved hvad man har før man mister det”. Hun mente simpelthen at hun havde glemt at sætte pris på al den energi jeg havde givet hende – og pludselig fik hun kun det halve.
Det sidste års tid er min veninde og jeg blevet ved at vende tilbage til en teori om at der (det er groft sagt) findes to slags mennesker; “dem der drejer rundt om verden” og “dem verden drejer rundt om” – her tænker vi på livssyn. Ingen af dem er bedre eller dårligere end den anden slags, men det handler om energiforhorholdet i et parforhold/venskab /mellem kollegaer m.m.
Jeg hører så absolut til den “kategori” der drejer rundt om verden. Hvis jeg tager udgangspunkt i mine tidligere parforhold, havde jeg et vidunderligt forhold til en mand som var i samme “kategori” som mig. Jeg har aldrig før eller siden været i et forhold hvor energibalancen var så god. Vi fyldte os selv og hinanden på lige fod, fordi vi begge var meget opmærksomme på den anden part. Og fordi han også fyldte min energitank, havde jeg masser af energi til mig selv også.
Så kan jeg sammenligne med to andre forhold hvor de dejlige mænd så absolut tilhørte den ”verden drejer rundt om mig”-kategorien. Og nu kan jeg se at det bare ikke fungerede, fordi jeg blev ved med at pumpe energi over i dem, men den mængde der kom tilbage slet ikke var tilsvarende hvad jeg sendte afsted. Tilgengæld var de begge fantastisk kreative mennesker der kunne få ting til at ske. Og så længe vi havde et fælles ønske eller mål fik jeg masser af energi tilbage. Men der var bare en ubalance fordi jeg simpelthen sendte for meget energi over i dem og deres projekter – forøvrigt ikke energi som de havde bedt om! Det var så absolut på mit eget initiativ.
Som et helt tredje eksempel kan jeg fortælle om et vennepar der begge tilhøre “verden drejer rundt om mig”-kategorien. Og de har det dejligste forhold. Der er harmoni på deres fælles energikonto.
Hmm…det er måske en teori der bedst forstås med hjælp fra et powerpoint-show
Men det giver mening for mig.
Kærligst ida
Kære Ida
Jeg er vild med at læse om kvinder, der tør stoppe og ændre kurs, og især når de vælger at sætte sig selv i første række – tillykke med din beslutning og tillykke med de udfordringer du får på din rejse til at vokse af. Du skrive om din fridag, som du ikke har fået så meget ud af – jeg tænker først og fremmest, at det var skønt, du gav dig selv en fridag – det er super god mulighed for at mærke efter, hvad der skal til for at skabe en dag med nydelse og glæde. Glæder mig til at læse, hvad din næste fridag kommer til at indeholde.
kh, Lene Heide
Hej Ida
Vil bare sige at jeg virkelig godt kan lide din beskrivelse af de to mennesketyper. Kan sagtens følge dig. Jeg tilhører selv “verden drejer rundt om mig” kategorien, og er gift med en mand der tilhører den modsatte kategori – det kan godt give nogle forviklinger
Kh Katja
Dag 15
Et lille hej herfra. Tiden flyver bare i de her dage, men jeg har det skønt og kan mærke at det er de helt rigtige prioteringer jeg har valgt.
Eftersom min tid er knap i de her dage, har jeg afprøvet “æggeurs-modelen” – og det er altså ikke kun oprydning den virker til! Det er skønt at kunne sætte uret og så være 100 % i det jeg nu laver, uden at skulle holde øje med tiden eller samtidig tænke på alt det jeg ikke når.
Og når det er sagt, så er det jo gået op for mig hvor lang tid jeg bruger foran computeren hver dag – puha! Det skal der sættes en stopper for. Ofte sidder jeg jo bare surfer rundt mellem forskellige ligegyldige ting. Så jeg tænker noget a la max 1 time om dagen, og så må jeg klare hvad jeg nu har af arbejds-emails m.m. inden for det tidsrum – det vil jo også give mig meget mere tid til noget af alt det andet sjove.
Nå, det blev en lille hilsen herfra damer. Ha’ en dejlig solrig torsdag.
Kærligst Ida
Spændende teori, den med de to slags mennesker. Tror lige jeg vil tænke lidt mere over den og over hvilken type jeg er
Ville faktisk godt lige have et powerpoint-show 
Dag 18
Tak for kommentarerne – det er dejligt at vide at der er nogen der følger med OG ikke mindst at der er nogle af tankerne der giver mening
Jeg kan mærke at jeg er så dejligt positiv for tiden – og hvordan positivt bare avler positivt.
Jeg har lånt bogen “the secret” – har faktisk haft lånt den før, men den var nederst i bogstablen, så jeg nåede aldrig til den. Men denne gang skal det være. Jeg har taget hul på den – og hvor er det sjovt at den så handler om nogle af de tanker jeg selv har gået at rodet lidt med (det skal lige siges at mine tanker på INGEN på har været så klare og præcise som de er i bogen…det har bare været små glimt der er dukket op). Kender I det når man går og roder med nogle tanker – og pludselig er man til et foredrag, læser en bog eller ser en film og så falder det hele på plads?! Skøn følelse! Så jeg glæder mig til at give mig i kast med bogen om et øjeblik – og satser på at den bringer endnu flere positive og håbefulde tanker ind i mit liv
Kærligst Ida
Dag 22
Hurra! Jeg rider stadig på en bølge af glæde
Det er helt utroligt! Jeg har det så dejligt og godt med mig selv, at kontrolløren snart beder mig om at stå af karrusellen så de andre kan få lov at prøve en tur.
Det går fantastisk godt med at mærke efter hvad jeg vil og hvad jeg har lyst til – og det har gjort at jeg føler at jeg lige har opdaget en helt ny del af forlystelsesparken jeg ikke har prøvet endnu, so to speak.
Og det mest fantastiske er at al den her stoppen-op-og-mærken-efter har fået min selvaccept til at stige 30 %…dvs lige pludselig har jeg en langt større frihed til at være mig – fordi jeg tillod mig at mærke efter hvem jeg er! Forvirret?! Det er bare så skønt at jeg lige pludselig får lavet en masse jeg har lyst til – fordi jeg rent faktisk tager mig selv den ulejelighed at spørge mig selv ”hvad har du lyst til Ida? Hvad føler du Ida?”. Ja, det kan virke helt dumt at jeg først er ved at lære det nu…men jeg kunne nu også da jeg var en lille pige. Men et eller andet har gjort at den evne langsomt er gledet fra mig. Hvad det er kan være ligegyldigt. Nu er jeg ved at lære det igen – og jeg nyder det.
Jeg er udemærket klar over at glædeskurven ikke kan blive ved med at fortsætte opad – og det skal den heller ikke, sådan hænger livet jo ikke sammen. Men lige nu tillader jeg mig at blive siddende i karrusellen med udslået hår, armene over hovedet og med en boblene, frydefuld latter helt nede fra maven!
Skønne, varme smilehuller til jer alle
Ida
Dag 26
Så skete det – glædeskurven tog et dyk…Øvøvøv…
Og selvfølgelig handler det om en mand – der er altid en mand involveret når jeg tager et af de her kæmpe dyk…det må jeg altså lave om på.
Jeg har det så svært i “start-fasen” af et kærlighedsforhold. Der hvor man ellers bare skulle være være forelsket og svæve på en lyserød sky. Jeg bliver så usikker på om han vil mig eller bare har det sjovt. og det irriterer mig rigtig meget at jeg ikke bare selv kan have det sjovt og så se hvad der sker – i stedet for at være så afhængig af hvad HAN føler og hvad HAN har lyst til.
Det værste er at det hele udspringer af et on/off – forhold jeg havde i 5 år. Jeg kunne aldrig være sikker. Den ene dag var han romantisk, kom med blomster og snakkede om hvor glad han var for at vi var sammen – og den næste kunne han være sammen med en anden. Og jeg blev ved med at tilgive ham…og han blev værre og værre.
Men hele det her forhold har stor indflydelse på min opførsel i forhold til mænd – jeg er så bange for at brænde fingrene igen, at jeg nærmest forbereder mig på at det vil ske. og er der de mindste tegn på at han hellere vil noget andet, så står jeg klar med skovlen til at grave min egen grav. Og jeg har tit svært ved at vurdere om det så er min intuition eller min angst som prikker til mig. For nogle gange kan jeg se hvordan jeg har reageret på noget som slet ikke var noget, men som jeg selv har kørt op.
Det er ikke sådan at jeg skaber helt hysterisk overfor ham – nææ, jeg er dum nok til at gå rundt med det selv…måske fordi jeg er bange for at jeg mister ham hvis jeg siger: “ved du hvad, jeg har det rigtig svært med den her fase, fordi jeg har rigtig dårlig erfaring med den. Det er ikke sådan at jeg har et behov for at vi skal kalde os kærester så tidligt, men du skal vide at jeg bliver meget usikker når jeg ikke ved hvad du vil.” For tænk nu hvis han så siger “ok…det er lige lidt for meget til mig det der…øhh…så tror jeg bare vi skal være venner eller noget…ha’ et godt liv”.
Men omvendt kan jeg bare mærke at det er så befriende at være ærlig overfor mig selv – både hvad angår de “lette” og de “svære” følelser. Så måske skal jeg rent faktisk prøve at kaste mig ud i at være helt ærlig den her gang…hmm…den må jeg vidst lige tænke lidt over.
Jeg har ihf bestemt mig for at jeg kommer oven på igen – så jeg bruger “the secret”s metoder til at få noget energi ind i sjælen igen.
kærligst Ida
Dag 27
Det var faktisk ikke helt tosset for mig at få det dyk, for det er gået op for mig at jeg faktisk har enormt mange andre ting og mennesker i mit liv som gør mig glad. Normalt har det været sådan at al min energi har været over i ham (den mand jeg nu har haft på det pågældende tidspunkt), men det går faktisk op for mig at jeg denne gang har beholdt en masse til mig selv og alle de ting og mennesker der også er vigtige for mig. Det er da en sejr! Og hvad der er endnu bedre; jeg fik bremset mit eget lille vulkanudbrud og set situationen oppefra. Fik meldt ud hvordan jeg havde - helt ærligt og uden at neglisere mine følelser…og det blev overraskende godt modtaget.
Jeg må indrømme at jeg faktisk er lidt stolt af mig selv. Det er lykkes mig at tage ansvar for mig selv og mit liv på alle fronter i de første 27 dage af dette skønne projekt – selvfølgelig ikke i alle situationer, men i store træk – og det er helt nyt for mig. Og det giver virkelig en god følelse…så kan jeg jo ikke gøre så meget mere.
Kærligst Ida
Hej Ida.
Hvor er det dog dejligt og livsbekræftende at læse med i din blog!
Du kan tro jeg kender ” temaet” omkring startfasen i forhold til et nyt bekendtskab med en mand. Jeg øver og øver også, at kunne blive lidt mere i ” mine egne sko” fremfor konstant at forsøge, at tolke på signaler og ikke mindst signaler der ikke vises
. Det er utroligt let, at se spøgelser ved højlys dag på den måde og særligt hvis man så ovenikøbet har dårlige erfaringer i med i sin rygsæk.
Man får ikke hvad man ønsker men hvad man FORVENTER
Kh
Dag 28
@Christina Man får nemlig lige nøjagtig hvad man forventer – men det er da altid noget at jeg er blevet klar over det allerede nu, så det står til at redde
Men dejligt at høre at jeg ikke er alene om det!
Jeg har været til en optagelses prøve sammen med 450 andre piger og er så heldig at være en af de 33 der er gået videre til 2. prøve. Så idag skulle jeg sende en et ansøgningsskema tilbage, hvor jeg bl.a. skulle udfylde feltet “Vi beder dig her at skrive lidt om dig selv”. Som i 2/3 A4 side om mig selv. Så kan det ellers nok være at Ida fik besøg af janteloven der kom og bankede hende i hovedet! Utroligt at det skal være så svært at skrive noget godt om mig selv, uden at føle at jeg for meget.
Det tog mig hele dagen at få taget mig sammen - og selve skriveprocessen tog 2 timer! Så lang tid tager det altså ikke at skrive 2/3 håndskrevet side! Men til sidst kom jeg over min blufærdighed, eftersom jeg jo godt kunne se at det ville være lidt for dumt at skrive noget negativt om mig selv. Nu hvor opgaven er overstået kan jeg da godt grine lidt af mig selv. Jeg læste den op for en veninde og var meget i tvivl om hvad hendes reaktion ville være. Hun kunne vidst mærke at jeg var lidt pinlig over at skrive om mine positive sider.
”Hvis det var mig der havde skrevet det om mig selv, Ida, hvad ville du så synes om det? Ville du synes at det var for meget?!”
”Nej”
”Der har du svaret! Det er overhovedet ikke for meget. Der er intet af det du har skrevet jeg ikke ville skrive under på”
Jeg var en måned i New York i sommers og tage et kursus, og der fylder janteloven betydeligt mindre end den gør herhjemme. Og det var fantastisk! folk var også SÅ meget bedre til at rose hinanden…så mere af det herhjemme!
Kærlige tanker til alle I skønne og dygtige kvinder!
Dag 33
Kender I når man er nået dertil hvor man bliver nødt til at sende en vidunderlig mand videre, fordi man har indset at han bare ikke er god for en. Sådan har jeg det nu. Det er virkelig hårdt – ikke mindst fordi det er manden som har sået et lille ønske i mig om at få børn en dag. Men jeg må desværre indse at hvis vores “forhold” fortsætter, vil det altid være sådan at jeg vil ham mere end han vil mig…jeg kommer vidst aldrig til at blive rigtig glad i sådan et forhold…
Det er så skride svært, for vi har det vidunderligt når vi er sammen, men det kan bare ikke nytte noget når jeg ligger nr. 19 på mandens prioteringsliste. Jeg har fuld forståelse for at man holder fast i sig selv og sine interesser – men det er bare ikke nok for mig kun at se ham hver 14. dag…
Men jeg har tænkt over at det at sende ham videre til en anden, gør jo også at jeg åbner muligheden for at møde den dejlige mand der venter på mig derude. Jeg er nemlig sådan en kvinde der ikke kan håndtere at ha’ flere mænd inde i billedet ad gangen…
Så jeg må tag mig sammen og få meldt ud…
Skøn søndag til jer alle.
kærligst ida
Ih, Ida – hvor ER du sej. Det er saftsusme et primaeksempel i ‘kærlighed til mig’ og ’tillid til universet’.
Kærligst
Lone
Dag 36
Ham manden er lagt på standby indtil jeg har overskud til at få taget snakken – jeg har været lidt presset i de her dage. Eller det vil sige; jeg har en MEGET vigtig prøve foran mig på søndag og jeg har haft total blorkering. Efter tre dages stilstand har jeg bestemt mig for at det stopper nu! Fra nu af kommer det til at gå forrygende og jeg glæder mig til den fantastiske tid der ligger forude – ikke mindst den skønne dag jeg har i vente søndag. Det bliver sjovt!
Så det her blev en ganske kort tanke til alle jer dejlige damer
Ha’ det fantastisk!
Kærligst Ida
Dag 38
ahh! Efter tre søvnløse timer natten til torsdag gik der et lys op for mig. Blokeringen er nu ude af billedet og jeg er SÅ klar og glæder mig til den store prøve søndag. Hvor er det skønt at jeg er blevet i stand til at få energien så hurtigt tilbage.
Jeg er blevet så god til at komme tilbage i mig selv, når jeg er flakset over i en anden for en stund. Og jeg kan mærke hvor givende det er for mig og mit arbejde. Jeg havde en skøn øver til prøven på søndag – jeg har så meget mere at byde ind med, når jeg ikke har sendt den halve sjæl over i en anden (i den her situation en mand der befinder sig i den anden ende af landet). Og problemerne bliver så meget mere overskuelige, når jeg ikke hele tiden sender en stor potion energi ind i dem.
Faktisk har jeg indset at når jeg bliver inde i mig selv og kigger på situationen, er min lykke slet ikke så afhængig af en mand, som jeg i lang tid har bildt mig ind.
Jeg arbejder med en Lars Norèn tekst for tiden og en af karakterene har en replik som jeg har lyst til at dele med jer:
“Kender du også den der angst for at miste noget, du alligevel ikke har – ligesom når man bliver forelsket?”
(Lars Norèn ”En frygtelig lykke”)
Den angst kender jeg – det er når den dukke op at jeg normalt fiser over i en manden, i panik og en tro på at hvis jeg finder ud af præcis hvad han vil og ønsker sig, så bliver han nok hos mig. For jeg kan jo ikke leve uden ham?! JO IDA! Det er sku’ da gået meget godt indtil nu!
Så kan man så sidde og grine lidt af mine desperate (og mislykkedes) forsøg på at finde en mand der elsker mig - han kan jo hverken se eller mærke MIG, når jeg forsøger at modelere mig om til min fortolkning af hans drømme. Det var jo mig som menneske han blev interesseret i til at starte med.
Så næste gang jeg møder en fantastisk mand skal han have lov at opleve mig – og indtil da vil jeg have en fest med mig selv, livet og alle de dejlige mennesker jeg ellers har omkring mig.
Kærlige hilsner med ønsket om en dejlig weekend til jer alle!
Ida
Kære Ida – hold kæft hvor er du genial. Jeg genciterer dig lige: “Den angst kender jeg – det er når den dukke op at jeg normalt fiser over i en manden, i panik og en tro på at hvis jeg finder ud af præcis hvad han vil og ønsker sig, så bliver han nok hos mig. For jeg kan jo ikke leve uden ham?! JO IDA! Det er sku’ da gået meget godt indtil nu!
Så kan man så sidde og grine lidt af mine desperate (og mislykkedes) forsøg på at finde en mand der elsker mig – han kan jo hverken se eller mærke MIG, når jeg forsøger at modelere mig om til min fortolkning af hans drømme. Det var jo mig som menneske han blev interesseret i til at starte med.
Så næste gang jeg møder en fantastisk mand skal han have lov at opleve mig – og indtil da vil jeg have en fest med mig selv, livet og alle de dejlige mennesker jeg ellers har omkring mig.”
Jeg synes, du skal få trygt 3 mio. flyers med den sætning på og så uddele dem til alle Danmarks kvinder!
Tak fordi du deler dine fantastiske indsigter!
Kærligst
Lone
Kære Ida
Tillykke tillykke tillykke, fantastisk indsigt, og jeg er enig med Lone, ud med det
Knus
Katrine
Kære Ida,
så har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at få læst din blog.
Hvor er det fedt at læse om alt det du lærer om dig selv for tiden – lader til du er godt på vej til at finde DIG
Du skriver rigtig mange interessante ting. Især et punkt kan jeg nikke genkendende til, nemlig at ”kvinder snakker ting ihjel”. Har det præcis på samme måde. Mine veninder og jeg har ting vi har snakket om at gøre i årevis, men stadig ikke har gjort! Det er da tankevækkende.
Kommer lige nu til at tænke over at ansvaret jo er delt. Så måske det ‘bare’ handler om selv at tage initiativ, og ikke mindst ansvar. Hmm…
Ha’ en dejlig aften,
Knus Ida F
Kære Ida
Hvor er det dejligt at læse din blog. Og meget bekræftende for mig at læse din sidste indsigt omkring mænd. Jeg kender det SÅ godt og er netop kommet frem til præcis samme konklusion.
Kærlige tanker fra Katja
Dag 44
Puha…dagene flyver og jeg fik lige brug for en logout fra alt det som har fyldt i mit liv den sidste måned. Jeg var til den tidligere omtalte 2. prøve i weekenden og det gik egentlig ok – men ikke godt nok til at komme til 3. prøve. Den var hård at sluge. Jeg begyndte forberedelserne til prøven for et halvt år siden – så er det altså hårdt at acceptere at det bare er slut nu.
Og så har jeg det rigtig svært med at jeg har fået usansynligt mange beskeder og opkald fra alle mulige bekendte, som havde hørt fra en tredje part at jeg var videre og som lige ville høre hvordan det var gået. Jeg har haft en stor lyst til at det skulle være mit eget projekt – det var noget jeg gjorde for mig selv. Så er det altså grænseoverskridende at jeg ikke kunne få lov at fordøje det i fred OG at jeg faktisk følte at jeg ikke levede op til andres forventninger og skuffede dem, fordi jeg ikke var gået videre.
Så jeg måtte simpelthen tage ansvar for mig selv – jeg sendte en besked til min mor som lovet og satte derefter telefonen på lydløs…i tre dage! Det er ikke sket før. Så jeg har tilladt mig selv et utal af ubesvarede opkald og beskeder – noget jeg normalt får dårlig samvittighed over…så lidt godt kom der da ud af det.
Og så til noget andet positivt; Jeg er stoppet med at ryge! Et skråplan jeg for alvor kom ud på da jeg for 4 år siden flyttede til Paris. Det eskalerede simpelthen i december/januar/februar til et plan jeg selv syntes var rigtig ulækkert. Så jeg lovede mig selv at når jeg d. 22. feb. skulle starte på et 14 ugers intensivt sangkursus, måtte det stoppe. Og jeg har sku’ holdt det! jaja…det er kun fire dage indtil nu, men et sted skal jeg jo starte…og jeg må sige at jeg imponere mig midt i alle disse frustrationer.
Og så er det her sangkursus som sendt fra himlen! Det er simpelthen så fede undervisere, lokaler – og mest af alt FED TIMING! Lige sådan et boost jeg trænger til…og noget af en udfordring.
Kender I de der ting man elskede som barn, som en senere oplevelse har “ødelagt” for en. Sådan har jeg det sjovt nok med sang. Jeg sang rigtig meget i kor da jeg var lille, fik soloundervisning og spillede musicals – men glæden ved sang og troen på at jeg kunne synge er langsomt forsvundet pga nogle små dumme kommentarer fra forskellige mennesker jeg har mødt igennem livet – kommentarer, som jeg må indse, har berørt mig langt dybere end jeg troede. Men hvor er det så fedt at gå igennem alt det lort nu - og allerede på 4 dagen kunne mærke hvordan glæden ved sang så småt begynder at spire igen
Inden jeg smutter i seng vil jeg sige tusind tak for alle jeres kommentarer – det varmer virkelig at vide at jeg bliver hørt og at der er nogen der følger mig på min rejse. Og så også tak fordi jeg må følge jer andre og samle inspiration fra jer…jeg går i al hemmelighed og drømmer om at vi kan mødes når rejsen er slut. Det ville være så skønt at møde så dejlige kvinder i levende live.
Drøm dejligt!
Kærligst Ida
Dag 48
Hurra! Så er 9 røgfrie dage gennemført og det har faktisk ikke været svært – ikke en gang til den fødselsdagsfest jeg var til i fredags, hvor der måtte ryges indenfor. Det er simpelthen skønt at det er så let for mig denne gang – det har det absolut ikke været de andre gange, men jeg kan bare mærke at det er helt anderledes denne gang. Det er ikke bare fordi jeg “burde” stoppe med at ryge. Jeg VIL simelthen IKKe ryge! Jeg er helt anderledes afklaret med det.
Så til noget helt andet. Det er gået op for mig at jeg som teenager anså mig selv som en mere voksen kvinde end jeg gør nu!? Og hvorfor ved jeg ikke – det kan også være lige meget. Jeg er bare træt af at jeg i nogle fora har en tendens til – helt ubevidst – at mene at andre menneskers mening tæller mere end min egen. Og jeg ved virkelig ikke hvor det kommer fra. Jeg har ellers altid været et enormt selvstændigt menneske, der har haft meninger om alt og aldrig har været bleg for en diskussion…men det er altså noget der er startet for 4-5 år siden…nu når jeg tænker over det, skyldes det måske at jeg simpelthen ikke respektere mig selv. Jeg har simpelthen ikke nok tro på mig selv.
(tænkepause)
Jeg tror at jeg kan vende tilbage til janteloven som jeg tidligere har berørt. Jeg er så super træt af at jeg/andre ikke må tro at de er noget – når vi faktisk er rigtig meget!
Fra nu af vil jeg hver aften inden jeg går seng stille mig op på min “prale-trone” (en stol) og snakke i 1 minut om noget ved mig selv/noget jeg har gjort, jeg er stolt af! HA! Så kan den jantelov godt pakke sammen og smutte ud af mit liv!
Jeg er så stolt af at jeg den sidste måned har taget så meget ansvar for mit liv og har ændret flere ting jeg ikke var glad for…nu skal jeg vidst ind og stå på stolen!
Kh Ida