Intro til Ida F.
Hej med Jer. I kan tro jeg er spændt over at være blevet en del at dette projekt og jeg glæder mig til at dele historier med Jer
Da jeg i går faldt over dette top-100-blogger projekt tænke jeg at det lød rigtig spændende, men nok ikke lige var noget jeg har overskud til at kaste mig ud i, hvor end jeg gerne ville. Men det var alligevel som jeg ikke kunne slippe det helt; resten af dagen blev det ved med at vende tilbage i mine tanker. Og da jeg gik i seng var den der igen. Mens jeg lå der og overvejede hvad jeg overhoved skulle bruge ’mine 100 dage’ til og om jeg på nogen måde kan bidrage med noget som andre kan gøre gavn af, så besluttede jeg at selvfølgelig skulle jeg gøre det. Og om andre kan finde inspiration i hvad jeg skriver eller ej, det måske ikke det allervigtigste, men hvis de kan er det naturligvis dejligt. Men som jeg fik vendt tingene inde i hoved indså at det her handler om mig og om at jeg skal gøre noget godt for mig selv. Og jeg ER blevet overbevist om at det kun kan føre noget godt med sig…
Og hvem er jeg så? Jeg hedder Ida, er 26 år, single, bor alene i en lejlighed og har en hel del jeg gerne vil ændre på, blive bedre til osv. Jeg er netop blevet færdiguddannet her i januar og har nu en bachelor i ’Global Nutrition & Health’ eller på dansk ’Professions Bachelor i Ernæring og Sundhed’. Og det medfører pludselig mange spørgsmål der skal tages stilling til, for hvad nu? Hvad skal jeg nu tage mig til, vil jeg arbejde, skal jeg læse videre, hvor skal jeg søge job og hvad er det egentlig jeg kan? At skulle væk fra det trygge studiemiljø der har udgjort min hverdag de sidste 3½ år lidt skræmmende og samtidig vækker det en følelse af at alle døre står åbne! Så at finde ud af hvilken vej jeg nu skal gå er noget af det der vil være vigtigt for mig at fokusere på det næste stykke tid.
Men det er ikke det eneste. Efter et noget turbulent 2009, men alt for mange nedture og alt for mange timer bragt med tårer trillende ned at kinderne, ja så trænger jeg i den grad til at starte på en frisk. Jeg trænger til at få ny energi, til at blive glad for at være mig igen og til at slippe bekymringerne (så godt jeg nu kan)!
Jeg har en mor der er alkoholiker. Tingene går meget op og ned med hende. Det ikke sådan at hun drikker hver dag, men det er hendes måde at løse tingene på når problemerne vokser hende over hovedet. I løbet af sidste år er det nærmest bare gået støt og roligt nedad og hun har haft nogle gevaldige nedture det sidste år. Min mor og jeg er MEGET tætte og jeg elsker hende virkelig højt. At se hende når hun er helt ude i torvene påvirker mig derfor enormt.
Især i løbet af efteråret har det været slemt; helt der ud hvor jeg har været bange for at jeg skulle miste hende hvis ikke der skete noget. Jeg har direkte sagt til at jeg var bange for at hun skulle dø, og det ville jeg slet ikke kunne klare for jeg har brug for hende, hun er den eneste der dur i mange sammenhæng. Men jeg kan bare mærke hvor meget energi alt det her har kostet mig og hvor meget jeg har tilsidesat mig selv. At jeg så samtidig har lagt mange kræfter i at skrive mit bachelor projekt har ikke ligefrem givet mere overskud.
Mine forældre blev skilt for ca. 4 år siden, men forblev dog venner. Vi kunne stadig holde jul, fødselsdage osv. sammen hele familien. Lige indtil i år, hvor min far knap 2 uger før juleaften meddelte at min mor ikke var velkommen og at hans kæreste (som han har haft ca. 1½ år) ville være der – det kommer man sgu da ikke og siger så tæt på jul. Det gjorde mig simpelthen så rasende og ked af det at jeg slet ikke havde lyst til at holde jul, hvilket jeg holdt fast i, hvilket jeg er stolt over.
Mine forældres skilsmisse kom ikke som nogen overraskelse og jeg havde aldrig troet at det skulle påvirke mig så meget som det gør nu. Men efter det er blevet mere seriøst mellem min far og hans kæreste og hun nu er flyttet ind hos ham, ja så er der lige pludselig kommet en person+hendes familie ind fra højre som jeg skal forholde mig til, hvilket ikke gør tingene mere kaotiske i min verden. Jeg føler mig lidt som en forvirret teenager der prøver at finde sit ståsted, uden helt at være i stand til det.
Jeg kan huske min mors alkoholproblemer fra jeg var ca. 12 år gammel. Igennem min ungdom har jeg tillært at tilpasse mig andre, at agere ud fra og være som jeg troede andre ønskede jeg skulle være, og ofte synes, mene og tro det samme som alle de andre. Det brugte jeg omkring 10 år af mit liv på, indtil jeg var i begyndelsen af tyverne og simpelthen ikke længere kunne benægte at der var noget der ikke var som det skulle være. Jeg havde ganske enkelt lært at undertrykke mig selv, så jeg ikke anede hvem jeg selv var. Og det svært at fortælle andre hvordan man har det hvis man ikke er i stand til at mærke det selv.
Det er jeg heldigvis blevet bedre til, men ’glemmer’ tit at gøre det. Så det er en anden ting jeg gerne vil arbejde på at ændre og blive bedre til, at mærke efter inde i mig selv og være i stand til at handle ud fra hvad jeg vil, hvad der gør mig glad og giver mig god energi. Og ikke mindst udtrykke det.
Den dag i dag kæmper jeg stadig for at holde fast i mig selv, være den jeg er og tro på at jeg er god nok som jeg. Noget der på det sidste ikke har været så meget af som jeg kunne tænke mig. Men det ønsker jeg at lave om på. Og dette blogger-projekt ser jeg som en fantastisk start, som et første skridt på at kaste mig ud i noget jeg ikke er helt sikker på hvad indebærer, men som jeg har lyst til!!! Og at gøre ting jeg har lyst til og følge mine første indtryk og indskydelse, i stedet for at lade mig begrænse og overveje alt ting så lang tid at det bare løbet ud i sandet, samt at være mere ærlig over for mig selv såvel som de mennesker jeg har omkring mig er noget jeg vil fokusere på. At sige tingene som det og lade folk vide når de har gjort mig ked af det, vide når de har gjort mig glad, vide når jeg har brug for dem. For jeg kan ikke ændre andre, men jeg kan starte med at ændre mig 
Dag 25
For ja, nu skal det jo ikke virke som om at jeg er helt ude af stand til at tage beslutninger. Jeg er netop kommet hjem efter min første ‘rigtige’ Poledance time hos DivaLab. Jeg har et stykke tid godt vist det var der jeg helst ville gå, men men men og bla bla bla… Men jeg har ikke mødt noget der ville hverken af- eller bekræfte at det nok også var det rigtige sted, og så måtte jeg jo bare stole på min egen fornemmelse 
Så også jeg ramt dagen hvor 1/4 af mine 100 dage er nået! og wuuhuu hvor er jeg ikke i tvivl om at jeg er i live. Det fortæller min krop mig ret tydeligt
Efter en cykeltur på en god halv time fra Amager til Valby, en times træning og en lille omvej på cykelturen hjem igen for at aflevere en jobansøgning, ja så kan jeg godt mærke i mine lemmer at jeg er en smule brugt, men føler mig dejlig godt tilpas
Når man går på begynderholdene hedder det sig at man bare skal iklæde sig tøj man føler sig godt tilpas i. Men der er nu et eller andet over dem på holdet der ifører sig hotpants, små toppe (som også er hvad der anbefales når man bliver bedre, da man ellers kan have svært ved at holde sig oppe og hurtigt glider ned pga. tøjet) og evt benvarmere som man kan rykke op og ned. Så tror da nok at jeg skal have anskaffet mig nogle hotpants, hvilket jeg normalt ikke er den store tilhænger af da jeg synes jeg har for tykke lår! Men ud med mindreværdskomplekser og frem med lårerne. Og er jeg heldig kan jeg måske få farmor til at strikke mig et par benvarmere – i pink naturligvis
Utroligt hvor lidt der nogen gange skal til. For hvis jeg nu skal til jævnligt at flashe bare ben i dansesalen, så får jeg helt automatisk også lyst til lige at barbere ben lidt oftere. Og måske lakere tånegle! Det selvom der kun er kvinder til stede og dermed ikke nogle søde fyre der skal imponerese. Men det er heller ikke det, det handler om. Næ, jeg vil gøre det for mig egen skyld. For at jeg kan føle mig lidt mere lækker og feminin 
Men det er ikke slut med dans for idag. Senere skal jeg nemlig med 2 andre til fest på IslandsBrygge med ‘Samsare Dance Club Copenhagen’ http://www.samsaradanceclub.dk/ eller på facebook. Har aldrig været til det før men lyder super fedt – lidt som Karmaklubben tror jeg. Det starter kl. 20.30 med en tromme workshop. Efterfølgende er der forskellige DJ’s der kommer og spiller. Iihh, jeg glæder mig til at danse natten lang. Håber mine ømme ben kan klare det! Orker jeg mere bagefter, har en af mine venner inviteret til fødselsdagsfest. Kan være jeg ender med at dukke op helt udkørt og svedigt efter en masse dans, haha.
Nå, nu vil jeg smutte i et dejligt varmt bad og slappe lidt af inden jeg skla ud af døren…
Mange knus og dansende glædeshilsner fra mig
Kære Ida-dansemus – hvor ER det fedt, at du danser løs. Trine T., som ejer Divalab.dk er jo ghostwriter på bogen ‘Fra pæn pige til PowerPrinsesse’, så jeg kender hende rigtigt godt. Du må give hende en knuser fra mig.
Mht. til Samsara er det et skønt sted. Forskellen på Karmaklubben og Samsara er, at der på Karmaklubben udelukkende er popmusik og det er mere som et ‘almindeligt’ dansested (hvilket det jo er, da det har til huse på Søpavillionen), hvor Samsara er lidt mere alternativt mht. musikstilen. Det vigtige er dog, at begge steder har en skøn og imødekommende atmosfære.
Kærligst
Lone
Kære Lone,
se det forklarer jo hvorfor din bog lå på bordet i lougen hos DivaLab!Jeg skal give trine et knus når/hvis jeg møder hende
Varme hilsner
Ida
Dag 26
Det er godt nok længe siden jeg har haft den følelese.
Sidder her med et stort smil på. Kan slet ikke lade være. Skønt det endnu en gang lykkedes mig at gå i seng kl. 07.00 i morges, så vågnede jeg op lidt i tolv og lå bare og smilede i min seng. Indrømmer at på det tidspunkt var jeg vist stadig en smule påvirket af alkohol, men er helt overbevist om at det altså ikke var det der gjorde det. Det her handler om oprigtig glæde, der kommer dybt indefra og spreder sig ud gennem kroppen
Det hele startede i går aftes. Var faktisk lidt træt da jeg drog afted til Samsara arrangementet. Først var der tromme workshop. Tror der var omkring 150 mennesker der deltog, instrueret på fantastisk vis af Michael Aabye. Rytmerne fra stortrommer, mindre trommer og ’rasle-ting’ (ja, har altså ikke så meget forstand på den slag, haha) blev i skøn forening omdannet til glade samba rytmer. God anledning til at drømme sig et smut til Karneval i Rio
Det giver godt nok en enorm energi når så mange mennesker skaber lyd i fællesskab. Fed oplevelse.
Bagefter blev der så fyret op på dansegulvet med indi/elektro inspireret musik. Ikke lige noget jeg er vandt til at høre, men hvad gør det så længe det inspirerer til dans. Og danset blev der. Efter kort tid var der dog så varmt i lokalet at det næsten ikke var til at holde – mindede om sommerferie og tropenætter i sydens sol, hvor det er 30 grader selv om natten. Varmen gjorde at der blev smidt sko, strømper, skjorter og hvad der ellers smides kunne uden at blive for afklædt. Jeg besluttede at følge trop, smed støvlerne og dansede rundt på strømpefødder. Der blev også åbnet en dør ud til, det gjorde i den grad en forskel og så var der til at trække vejret igen.
Og må altså sige det endnu en gang. Hvor er det bare for FEDT når voksne mennesker smidder hæmninger, slår sig løs og bare danser med alt hvad de har så sveden pibler frem. Her er der ikke noget der er rigtig eller forkert, ingen der kigger skævt. Bliver helt høj af det. På et tidspunkt tog min veninde og jeg hinande i hænderne, lænede overkroppen tilbage så armene blev strakt og snurrede så hurtigt vi kunne rundt om hinanden, med glædeshvin. Ligesom da man var barn.
På et tidspunkt midt i al den energi så tog jeg mig selv i at have en hel ustyrlig lyst til at grine og smile. Kan ikke rigtig forklare det. Og det nok også lige meget. Vigtigt er det bare at den her form for dansen sætter et eller andet i gang inden i mig, der gør mig i godt humør. Måske det følelsen af bare at være tilstede, glemme alt omkring mig og samtidig føle mig accepteret, annerkendt og helt okay som jeg er. Noget der kom mere af i løbet af aftenen. Nå, mht. det med at slå sig løs på et dansegulv, så er det noget jeg indtil for, ja, 1-2 år siden på ingen måde følte mig godt tilpas ved at gøre uden at have fået et par øl/glas vin/drinks indenbors først. Det er jeg så taknemmelig for at være kommet udover.
Omkring midnat var dansebenene ved at være trættet og vi besluttede at gå. Da jeg også var inviteret til fest hos en af mine venner skrev jeg og spurgte om der stadig var fest, for så ville jeg kigge forbi.
Lidt over kl. 01.00 ankom jeg til aftenens fest nr. 2. De andre havde været i gang et godt stykke tid og de fleste var mere eller mindre berusede. Der kom jeg så og havde drukket en ½ liter vand i løbet af aftenen. Der blev gjort lidt grin og spurgt om jeg nu havde været til enkebal på Damhuskroen igen (den dag jeg var i Karmaklubben var jeg kommet til at skrive til en veninde at jeg skulle på Damhuskroen istedet for Søpavilionen). Hertil kunne jeg helt uden bekymring for at fremstå som sær, skør osv. svare at jeg havde været til trommeworkshop og dansefest på Islands Brygge, og at jeg bare har fundet ud af at jeg bliver glad og fuld af energi ved at danse til sådanne arrangementer. Det føles så godt at kunne være ærlig og åben uden at være bange for at føle sig dum eller anderledes. Det har ikke noget med deres reaktion at gøre, men en ændring i min måde at tænke på, at se mig selv på og den måde jeg opfatter deres reaktion. Jeg gør nogle ting som jeg finder er rigtigt for mig, og det har jeg lov til – ligemeget om andre forstår eller er enige.
Eftersom jeg gik i seng kl. 07 i morges er det vel selvsagt at jeg havde en dejlig aften/nat. Jeg red fortsat på en bølge at glæde, tilstedeværelse og `her er jeg som jeg er`. Der var et par af mine bedste og tætteste veninder og andre gode venner. Men også folk jeg ikke har set i måneder, da det er venner’s venner som jeg kun ser til fester og lign. Jeg har det jo tit med at gøre mig mange overvejelser over hvad andre mener og tænker om mig. Bare ikke i går. Jeg formåede at være til fest hele natten uden at skænke det en tanke, og i stedet bare nyde at være sammen med så mange dejlige, åbne, søde og gavmilde mennesker. Det gode ved det hele er at på den måde bliver mere afslappet og til stede. Er ikke sikker på der er nogen der ud ad til kunne mærke en forskel, men inden i kunne jeg helt sikkert.
Lidt af en wauw oplevelse at have en fantastisk aften ved at være MIG, uden at tænke over hvordan andre opfatter mig. Nu når jeg tænker over det oplevede jeg kun søde ord, komplimenter og hvad der for mig virkede som oprigtig interesse. Iihh, hvor skal jeg bare praktisere meget mere MIG.
De dejligste hilner og varme knus fra MIG
Kære Ida,
Og har også været i Karmaklubben. Jeg vil rigtig gerne med den 12. marts, og har fået lokket en veninde med derhen – måske skulle jeg spørge nogle fra min nye klasse på SUHR’S om de vil med.. Det vil jeg lige overveje. Jeg vil bestemt følge dine gode erfaringer, og deltage i de sociale arrangementer på studiet. Jeg har tænkt på, at melde mig ind i festudvalget, fordi jeg har hørt, at det giver mange gode sociale relationer på tværs af klasserne. Jeg har dog aldrig før meldt mig ind i et udvalg, men det kunne sikkert være både lærerigt og sjovt at prøve. DSR som du skriver kunne også være en mulighed. Hvor kunne det være sjovt, at møde dig til en fredagsbar/ fest på Suhrs. Det håber jeg, at komme til;) Og i Karmaklubben den 12. ikke mindst! Hvordan kan jeg finde dig der? 
Nu har jeg lige læst dit svar til mig, tusind tak! Jo, jeg elsker at danse
Hav’ en skøn kommende uge. I morgen 1. marts, betyder det ikke et snart begyndende forår? Det håber jeg!
Knus Julie
Dag 27
Er dog en smule træt, men sådan er det når man vender op på nat og dag i sin weekend.
Har stadig en dejlige boblende følelse af glæde inden i. Skønt
I dag har jeg været til møde i A-kassen og fik uden videre godkendt mit CV samt fik svar på et par spørgsmål. Altid rart når der er noget man kan finde ud af
Så har jeg haft familie besøg for at få lidt computer assistance. Har nemlig fået ny computer af min nærmeste familie i bachelor-gave. Der skulle lægges nogle programmer ind som jeg ikke selv har mm. Hvor heldig er man så at have én der bare tropper op efter arbejde med installations cd’er og hjælper med andet af det her teknik-halløj man ikke selv har styr på? Jeg føler sgu en smule priviligeret
Det blev også lige til en times træning i den forening hvor jeg er frivillig. Jeg har også fået bagt muffins, samt lavet dejlig tærte til aftensmad.
Nu slappes der af til Grey’s Anatomi.
Alt i alt en dejlig dag
Kh Ida
p.s. Har godt set din besked Julie, tak
- håber det ok jeg vednder tilbage til dig i morgen! For jeg trænger til at lukke computeren for i dag.
Dag 28
I dag fra min nye computer der endelig er blevet taget i brug
Jeg har så været til min første yoga-time hos DivaLab her til aften. Skal love for det godt kan mærkes det er længe siden jeg sidst har lavet yoga - vel et par år tror jeg. Så er nu dejlig brugt
og har ikke den store energi til at lade de store, kreative, dybe tanker og reflektioner flyde. Forhåbentlig betyder det at jeg kan få en god nattesøvn. Og ikke som det ofte sker bruger op til en time på at falde i søvn!
Ellers har jeg haft endnu en dejlig dag. Har fået afleveret endnu en jobansøgning, været til frivillig møde i en forening hvor jeg er frivillig, fået ordnet et par andre småting og også mødt et par problemer med at tage min nye computer i brug. Det er ikke helt noget min tålmodighed synes om – tekniske ting skal helst bare fungere! Nå, men det håber jeg at finde en løsning på i morgen. Der nytter jo alligevel ikke rigtig noget at hidse sig op over, slet ikke før jeg ved hvor besværligt det er. Tror jeg for en gangs skyld jeg vil lade være med at blive irriteret/bekymre mig over noget, førend jeg ved om der er grund til det.
Håber I alle vil drømme sødt
Kære Julie,
ihhh, hvor lyder det sjovt og hyggeligt hvis vi kunne mødes til Karmaklub d. 12 marts. Og ja, det ville da helt sikkert være en lejlighed for at lære nogle af dine nye medstuderende lidt bedre at kende.
Mht. hvordan vi kan finde hinanden, hvis du er på facebook kan du tilføje mig der. Mit fulde navn er Ida Torstholm Frederiksen (så røg anonymiteten vist helt!). Ellers kan vi aftale nærmere her når vi nærmer os den 12. marts. Eller udveksle mail/tlf.
Alternativt er jeg på SUHRS på fredag kl. 14-16 til graduation reception for nogle stykker fra min klasse der af forskellige årsager er blevet færdige med deres bachelor opgaver senere end os andre. Måske du har timer og er der alligevel?
Lyder rigtig godt du har mod på at kaste dig ud i noget af alt det sociale uden for undervisninger – er sikker på du vil være glad for det, om så det bliver festudvalg, DSR eller andet.
Mange knus fra mig
Kære Ida,
Kender du til “Guardian Night?” som også er en event på Suhrs, hvor de ældre studerende inviterer de nye på middag, og så følges vi efterfølgende til stor fest inde på Suhrs. Det sker den 12. marts, hvor der jo også er Karmaklub, øv.. Men jeg tager til Lone’s arrangement på mandag den 8. marts, så der får jeg set hende, og så må jeg have til gode at danse i Karmaklubben næste gang! 
Nu må jeg slutte denne lange smøre, som blev noget længere end jeg havde tænkt… Håber at det er ok, at jeg skriver alt dette til dig?
Hvad er din holdning/ erfaring om festudvalget på SUHR’S? Jeg vil gerne engagere mig i noget og være åben over for at møde forhåbentligt søde og spændende mennesker, men jeg er også i tvivl om hvorvidt festudvalget er en god idé, at melde sig ind i. Jeg drikker ikke alkohol i lange baner, (øl er især ikke min favorit) men jeg elsker at danse og også at være social – dog synes jeg, at det er lidt svært, at lære nye mennesker at kende – nogen gange - mest fordi jeg ikke ‘folder mig nok ud’ tror jeg. Af den grund ender jeg ofte sammen med mennesker, som jeg dybest set ikke gider. Det er ret dumt. Hvis jeg lod være med at tilpasse mig alle andre og holde mig tilbage, men i stedet begyndte, at mærke efter hvad jeg vil/kan, og ikke er bange for at stå ved det, så vil jeg nok finde sammen med nogen jeg ‘svinger’ langt bedre med. Jeg vil klart tage ved lære af Lone’s nyeste webvideo “Grib livet – byd det på kaffe.”
Håber at du nyder det skønne solskinsvejr! Jeg vil skynde mig ind på Suhrs, hvor vi skal have ‘køkkenøvelse.’
Knus fra Julie
Kære Ida,
Jeg har lige læst dit svar, tak! Jeg skrev til dig tidligere i dag (før jeg læste dit svar.) Vil straks gå ind og tilføje dig på facebook. (Forhåbentlig gør det ikke noget, at din anonymitet røg?!) Der er “Guardian Night” på Suhrs fredag den 12. marts, som jeg tænker, at det ville være en god idé, at deltage i. Har du været med til det i løbet af din tid på Suhrs? Jeg vil på samme tid (eller måske endda hellere) virkelig gerne med i Karmaklubben, især hvis vi kunne mødes derhenne! Jeg går i den klasse, der har skemafri-dag hver fredag, så jeg er desværre ikke på skolen fra kl 14-16 på fredag, når du er der. Det ville jeg ellers rigtig gerne have været. Jo, jeg har helt bestemt mod på at kaste mig ud i noget af alt det sociale, der ligger uden for undervisningen – nu skal jeg bare have fundet ud af hvad det bliver.
Hvor er det dejligt, at være i kontakt med dig. Skønt at du har meldt dig som top-100 blogger
Mange knus Julie
Kære Julie,
spørg bare løs. Jeg skal svare så godt jeg kan. Jeg har ikke selv været med i festudvalget, men en fra min klasse var. De første par år var hun rigtig glad for det – er min fornemmelse de har et godt sammenhold. Dog fik hun for meget af det til sidst. Dem i festudvalget plejer, måske rimelig inlysende, bestemt ikke at være dem der går først hjem. Men jeg kender dem ikke personligt, kun fra festerne. Og der er sikkert også stor forskel på hvor meget de fester igennem og drikker store mængder alkohol. Hvis det er det du pt føler mest for, så synes jeg da helt sikkert du skal prøve det af. Men det ene udelukker jo ikke nødvendigvis det andet og det er helt legalt at trække sig igen hvis man ikke længere har lyst/tid/energi til at være med.
ååhh gud, du kan tro jeg kender det med at være tilbageholdende og ikke turde ‘folde mig ud’. Jeg har bare nået et punkt hvor jeg ikke gider være sådan længere. Ikke at det er til at ændre fra den ene dag til den anden, men med små skridt og udfordringer af gangen kan det helt sikker muligt stille og roligt at bevæge sig i den retning man ønsker.
Mht Guardian Night blev det aflyst da jeg var på 1.semester, så har aldrig været gæst. Men har været vært 2 gange alene og 1 gang med en studiekammerat. Jeg synes det har været helt vildt sjovt og hyggeligt. Har egentlig ikke holdt kontakt med dem jeg har haft som gæster, men det jo heller ikke hovedformålet. Det går jo ud på at de nye skal møde hinanden og samtidig have mulighed for at stille spørsmål til studiet mm. Selvom ingen på forhånd har kendt hinanden de gange jeg har været vært, har det på ingen måde været akavet og snakken er gået uden problemer
sikkert fordi det er samme ‘typer’ der melder sig til sådan noget. Folk der er åbne og nysgerrige. Så det kan anbefales.
ok – er helt sikker på vi nok skal finde en anden dag/lejlighed til at mødes.
Håber det var svar nok!
Kh Ida
Dag 30
Hmm, havde egentlig en plan om at komme med en lille up-date fra både i går og i dag, men jeg er ganske enkelt for mørbanken. Tør slet ikke tænke på hvordan jeg er når jeg skal ud af sengen i morgen, haha.
Jeg tror at jeg i dag har lavet næsten lige så meget motion som jeg det sidste stykke tid har gjort på en uge, sådan føles det i hvertfald! Startede med at cykle godt 10km til Dragør for at gøre rent i 3 timer, så direkte videre til træning på det hold piger hvor jeg er frivillig hver torsdag til 1 times leg/stafet/boldspil, hjem og vende og så afsted til 2 timers træning i DivaLab i Valby. For en gangs skyld tog jeg bussen selvom jeg normalt foretrækker min cykel fremfor det offentlige. Godt nok er motion sundt, men der må også være en grænse. Og jeg havde en meget klar fornemmelse at jeg ikke ville have meget lyst til at cykle hjem kl. 20 efter 2 timers træning – er taknemmelig for at fik manet stædigheden i jorden og lod cyklen stå
Så jeg har haft en dejlig og MEGET aktiv dag, med små positive oplevelser jeg gerne ville have delt hvis jeg var i stand til det, men det som om der pt ikke helt er fonbindelse mellem min hjerne og krop – tror jeg er gået på standby eller måske nærmere i dvale
Knus og kh
Kære Ida,
Tusind tak for dit gode svar! Du har så ganske ret i, at det er muligt, at ændre på sin tilbageholdende rolle ved at udfordre sig selv en smule (eller meget) hver dag. Jeg har været/ og er virkelig ubeskrivelig træt af, at have befundet mig i den uudholdelige rolle længe. Men som du skriver, så kan man ændre på det, og det er jo en lykkelig tanke.
Så snart man bliver træt nok af det, og giver op, at ønske sig en “personlighedstransplantation!” 
Til “Guardian Night” skal man spise sammen med festudvalget, hvis man vil være en del af det. Der er en pige i min klasse, som jeg på rusturen kom til at tale meget med om, at vi skulle melde os ind i festudvalget. Hun er stadigvæk meget opsat på det, men jeg har ombestemt mig. Uheldigvis føler jeg en vis forpligtelse over for pigen i min klasse, som jeg i øvrigt vil være opmærksom på, ikke at lade mig “styre alt for meget af.” Jeg kan godt have tendens til at holde mig til én, fordi det er en tryghed at have nogen. Men hvis det er de forkerte man holder sig til, blot for at undgå usikkerheden eller frygten for at stå alene, så er man nok alligevel ude på et skråplan. Jeg er stadigvæk meget interesseret i at engagere mig i det sociale på SUHRS. Det glæder mig meget at høre, at du har haft tre gode erfaringer som værtinde til Guardian Night. Jeg ser frem til at være med til det. J Har du også været til den årlige professionsfest på Park? Det skal vi fredag den 19. marts.
Ja, vi finder bestemt en anden dag/ lejlighed til at mødes. Det kan vi jo aftale via denne fantastiske blog eller på facebook, ikke?
Du må have en dejlig weekend, og rigtig god tur ind på Suhrs i morgen til graduation receptionen.
Mange kærlige hilsner Julie
Dag 31
Og min krop er slet ikke så medtaget efter gårsdagens træning som frygtet. Har faktisk haft en rigtig dejlig start på dagen.
Kan starte med at konkludere at jeg rent faktisk kom ud af sengen her til morgen
Jeg har siden november været på ‘pille kur’ for behandling af uren hud. Ikke fordi det har særlig voldsomt eller noget stort problem, men nok til at være irriterende i længden. Og når der nu kunne gøres noget ved det syntes jeg det var forsøget værd. Det betyder dog at jeg hver 4-5 uge skal have taget blodprøve, da pillerne er ret stærke og i sjældne tilfælde kan påvirke nyrer og lever. Når jeg for taget disse blodprøver skal jeg være fastende fra kl. 22 aftenen før. Når man nu som jeg altid er sulten om morgenen, vil jeg helst tidligt afsted. Så det blev dagens første gøremål.
Da jeg kom hjem igen lavede jeg dejlig morgenmad. Smoothie med blåbær og banan, blødkogt æg og rugbrød, uhmm. Elsker morgener hvor jeg har, og giver mig, tid til at hygge om mig selv
Nå, ellers har jeg haft nogle gode oplevelser de sidste par dage. I onsdags var jeg til “Sæt ord på dig selv” møde i min A-kasse. Det var et arrangement for nyuddannede, med fokus på at sætte ord på egne kompetencer, samt information om CV og jobansøgninger. I forbindelse med at kunne udtrykke egne kompetencer blev vi sat sammen to og to. En ad gangen skulle vi udfylde et skema med ALLE jobs vi har haft, uddannelse, udlandrejser, frivilligt arbejde – ja kort sagt alt hvad man havde lavet. Her efter skulle man så skrive hvilke kompetencer man havde opnået ud for hver af disse kategorier. Hensigten var så at hjælpe hinanden ved at stille spørgsmål, komme med forslag osv. Selvom det er noget jeg har arbejdet med før, så synes jeg altså ikke det er helt nemt. Til gengæld får det mig til at føle at jeg kan så mange ting, men nogle gange glemmer det eller ikke rigtig tør tro på at jeg nu også kan. Så det var super fedt at få sådan et boost af at skrive ned alle de ting jeg har lært og er god til. Det hjælper til at give afklaring.
Af og til får jeg faktisk sådan en fornemmelse eller en følelese af at rumme så meget, og have så meget at give af, men det er som om jeg bare ikke rigtig kan finde ud af at kanalisere det ud. Jeg ved med mig selv at jeg har et stort hjerte og indeholder så meget kærlighed, til mennesker, til livet. Jeg kan bare ikke altid finde ud af at vise det.
Jeg har så mange ideer og tanker om ting jeg vil, sociale arrangementer jeg syntes kunne være sjovt. Jeg er bare ikke vant til at være hende der lige arrangere en fest for 20 mennesker, eller inviterer til champagne brunch eller… (listen kan vist blive lang). Her spiller frygten for afvisning nok ind. Hvis jeg skal arrangere noget vil jeg helst have at jeg med sikkerhed ved at mindst en af mine veninder er med på den. For tænk hvis jeg inviterede en masse mennesker til et eller andet og de ikke dukkede op, ikke havde lyst til at komme. Hmm, sjovt som ting nogle gange lyder helt banalt så snart man får skrevet det ned! Der kan jo være mange årsager til at folk ikke dukker op (andre aftaler, arbejde, ferie, sygdom). Det behøver ikke være personligt, behøver ikke betyde de ikke har lyst, men at de rent faktisk ikke kan.
Mest af alt har det at gøre med at jeg føler mig usikker på hvor jeg har folk. For drejer det sig om mine skønne veninder er jeg ikke bange for at foreslå diverse ting vi skal lave. Men når det kommer til folk jeg ikke sådan snakker med i det daglige, men som jeg alligevel ser med jævne mellemrum, men måske ikke snakker med helt så personlige ting om, så bliver jeg i tvivl om hvordan de opfatter vores forhold. Altså hvornår ved man om man er ‘rigtige’ venner. Åhh, haha – jeg har det vist af og til med at gøre tingene mere indviklet end det behøver være! For når nogen i min omgangskreds inviterer mig til noget, så bliver jeg da glad, lige meget om jeg kan komme eller ej. Og de ville da vel ikke invitere mig hvis ikke det var fordi de ønskede jeg kom. Det vist værd at overveje.
Faktisk har jeg i mange år haft en tendens til ikke at tro på folk omkring mig ville mig, bare sådan som jeg er. Har i mange situationer været mistroisk og tænkt ‘hvad vil du mig? hvad er det du vil have ud af mig?’ Især i forhold til fyre. Tør slet ikke tænke på alle de gange hvor en fyr har været interesseret og mit eneste spørgsmål har været “hvorfor?”. Det må jo enten være fordi jeg ser ensom ud, han har medlidenhed med mig, han tænker hende der ser ud som en hurtig scoring osv. Sådan kan det jo naturligvis også være i nogle situationer. Når jeg har fået at vide jeg var sød, smuk, dejlig osv., har min tanke ofte været “jaja, den er god med dig. Hvorfor skulle jeg tro på det?”. Det er min opfattelse at min egen usikkerhed gør at jeg nogle gange godt kan virke
meget afvisende, selv i situationer hvor jeg ikke ønsker at være (det gælder ikke kun i hensyn til fyre).
Ikke den sundeste måde at tænke på, og ikke særlig gavligt hvis man ønsker at have folk i sit liv der kender én helt ind til kernen. Men det er jo netop det jeg i mange år har været bange for. At lade folk komme helt tæt på og være tæt knyttet med andre. Det er jeg heldigvis blevet bedre til i løbet af de sidste år.
Næste gang en person giver mig et kompliment, gerne vil i kontakt med mig osv. så håber jeg at jeg er i stand til at tage det til mig, sige tak og tro på at vedkommende oprigtigt mener det.
Det blev vist lidt af et sidespor fra hvad der er sket af gode ting de sidste par dage
Men de kommer her:
- Var til inspirerende og lærerigt møde i A-kassen i onsdags. Oplevede endnu en gang at være sammen med mennesker jeg ikke kender og stadig være MIG uden at føle jeg skulle bevise noget.
- Fik efterfølgende besøg af min far. Vi fik sat et par kroge op på mit badeværelse og gik en lang tur i det dejlige solskinsvejr mens vi hygge snakkede.
- I går til træning i DivaLab skete der det at instruktøren til min første time ikke dukkede op, hvilket resulterede i at dem der har gået længe på holdet mente vi selv kunne varme op med den serie/de øvelser de plejer at lave. Blev vist ikke helt som det skulle, men tilgengæld blev der grinet en hel del. Jeg har aldrig været den store fan af træningscentre, så det var dejligt befriende at opleve det sammenhold, hygge snak og plads til alle der er her. Hende der havde undervist timen før os var heldigvis så sød at blive og tage en time mere
- Jeg er i morgen blevet inviteret til fødselsdag af en der startede på SUHR’S i sommers. Jeg kender hende ikke særlig godt og de fleste af dem jeg kender har på facebook svaret enten ‘kommer ikke’ eller ‘kommer måske’. Indtil i går vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle svare. Men med det i tankerne at ligeså snart et siger ja, følger flere med. Jeg valgte derfor at sige jeg kommer. I går aftes skrev en af dem jeg kender godt, og spurgte om jeg kom? Så vil hun også. Jeg vil gerne blive ved med at være hende der siger Ja
Ønsker Jer alle en skøn dag – kærlige fredaghilsner herfra.
Dag 33
Jeg har i dag lært noget jeg håber jeg ALDRIG får brug for i det virkelige liv. Jeg har nemlig været på et 6 timers førstehjælpskursu bestående af Hjerte-Lunge-Redning og Livreddende Førstehjælp. Jeg har flere år tænkt på og haft lyst til at tage et førstehjælpskursus men aldrig rigtig fået taget mig sammen. For et par uger siden fik jeg en mail vedr. muligheden for at deltage i ovenstående kursus – og det enda helt gratis i og med det blev arrageret af en forening (4H og Lanbrugsrådet) hvor jeg har været med til at arbejde frivilligt. Det var deres måde at ‘betale’ deres medlemmer for deres frivillige indsats. Jeg sendte straks en mail retur om at jeg gerne ville deltage.
Og hvilken fornøjelse. Er simpelhent så glad for at jeg gjorde det. Det har været en rigtig spændende og lærerig dag. En super dygtig og kompetent underviser og en flok søde tøser/kvinder som medkursister. Det viste sig sågar at en af dem er en jeg kender fra SUHRS hvor vi lavede studenterrådspolitik sammen – det var rigtig hyggeligt og dejligt at se hende. Sjovt som nogle mennesker bare tiltrækkes af de samme ting.
Min selvtillid har lige fået et boost i dag. Føler mig som et lidt bedre og vigtiger menneske end før (lyder måske lidt selvglad, men det må man vel også godt af og til!). Jeg har idag lært noget der måske en dag kan være med til at redde et andet mennesker – det er sgu da stort.
Kurset sluttede af med en evaluering. For underviseren var det vigtigste at få svar på om vi følte os i stand til rent faktisk at bruge det vi havde lært. På det tidspunkt, og i skrivende stund, kunne jeg 100% ærligt svare ja. Det kan jo ændre sig hen ad vejen, jeg håber det ikke. Noget af det væsentligste underviseren han fik banket ind mit hoved er at for en der ligger bevistløs og uden vejrtrækning, er et hvert forsøg på hjælp bedre end ingen hjælp overhovedet, vedkommende er jo sådan set allerede død og uden en chance. Men ved at turde tage ansvar og handle giver man vedkommende en chance. Det kan godt være man ikke gør tingene fuldstændig korrekt og efter bogen, men det kan stadig være livreddende. Han fortalte flere historier om hændelser fra det virkelige liv hvor dette netop gjorde sig gældende, hvor helt almindelige folk havde reddet liv ved at prøve, ved at handle efter bedste evne uden teoretisk at gøre det perfekt – det “perfekte” lå i at de gjorde noget, og derved havde reddet et andet menneskes liv. Det vigtigste er at tro på man kan gøre en forskel og turde træde frem og gå forrest. Det føler jeg pt at jeg godt ville kunne. Utroligt hvad 6 timer kan gøre ved én
Jeg syntes ganske enkelt det havde været et rigtig godt kursus. Det besluttede jeg mig for at underviseren skulle have at vide. Så da jeg gik sagde jeg pænt tak for i dag og fortalte ham at jeg syntes det havde været et rigtig godt kursus. Om det havde betydning for ham eller ej ved jeg ikke, sagen er at jeg havde noget på hjerte som jeg formåede at sige højt
En anden lille succes fra kurset var at jeg undervejs tog mig selv i at være helt afslappet og nærværende. Selv når vi skulle lave forskellige øvelser, glemte jeg alt om at skulle præstere, være bange for at gøre noget forkert og derved blive til grin – sådan reagerer jeg ellers tit i sådanne situationer (eller kan forhåbentlig sige reagerede!). Utrolig så meget nemmere og sjovere tingene bliver når jeg fokuserer på det jeg skal gøre, i stedet for at tænke på om jeg nu gør det rigtig/fokert. Føler virkelig der er sket en udvikling her og at jeg er på rette vej
Har også virkelig oplevet en ændring i forhold til min tendens til at tage ansvar for min mor og lade mig påvirke helt ekstremt meget af hvordan det går hende. Hun har jo siden forrige onsdag været i dagbehandling for sit alkohol misbrug. Hun klarede 15 ædru dage, indtil i torsdag. Det fik jeg at vide i går. Siden hun startede i behandling har jeg kunne mærke dag for dag at jeg i mindre grad har haft behov for at være i kontrol med hvor hun var, hvad hun lavede, hvordan hun havde det osv.
I går aftes skulle jeg til fødselsdagsfest. Inden da havde jeg en veninde hjemme til spisning inden vi skulle af sted. Lige som vi skulle til att sætte os ringede min mor. Hun ville fortælle at hun var blevet bortvist fra behandlingen. Det er konsekvensen når man har tilbagefald. Det var åbentbart gået galt for hende i torsdags. Da hun ringede i går var hun hos sin gode AA-ven, så fik også en lang snak med ham. Selvom jeg selvfølgelig synes det var/er en trist besked, kan jeg mærke jeg ikke lader mig påvirke på samme måde som jeg plejer. Det er svært at forklare.
Nu det ikke sådan at hun ikke må komme tilbage, men der skulle vist gå en uge førend hun kan genoptage behandlingen.
Hende jeg havde på besøg vidste ikke noget om at min mor er alkoholiker. Da jeg havde brugt ca. 15 minnuter på en samtale hvor jeg havde sagt meget få ord, syntes jeg ligeså godt jeg kunne fortælle hende hvad det drejede sig om. Så jeg fortalte ganske enkelt at 2ja, det var noget hun ikke vidste noget om, men at jeg lige så godt kunne sige det som det var, nemlig at min alkoholiserede mor omsider var gået i behandling og nu havde haft et tilbagefald, hvilket betød midlertidigt bortvisning”, og “at det ikke var fordi det var noget vi behøvede snakke om, jeg er bare begyndt at blive bedre til at sige det som det er i stedet for at holde det hemligt”.
Det gode er, at for hver gang jeg fortæller det til en person og opdager at det ikke ændre noget for mit forhold til vedkommende, at det ikke betyder de vender mig ryggen, jo bedre har jeg det med mig selv. Jo mere føler jeg at jeg tillader mig selv at være MIG.
Puha, det blev en hel masse. Jeg får det simpelthen godt af at sætte ord på det, komme ud med det og få skrevet tankerne ned.
Stort knus fra mig
Dag 34
Ønskede mig den i julegave, men fik den ikke. Kunne ikke finde den i den lokale Bog & idé. I sidste uge besluttede jeg i stedet at bestille den online. Den kom med pakkeposten kl. 7.40 i morges! Glæder mig til der skal læses 
Alting går ikke altid helt som planlagt. Sådan har min dag været. Heldigvis er der da kommet nogle gode ting ud af dagen.
Nu er også jeg den glade ejer af Lone’s bog “Fra pæn pige til powerprinsesse” – bedre sent end aldrig
Eller stod morgenen på en times HotHips træning i DivaLab. På hjemmesiden ligger der en video om hvad holdet går ud på. Den så jeg i går. På et tidspunkt siger instruktøren noget om at der bruges tid til “at dele de udfordringer hver især danser på”. Min første tanke var ‘åh nej, skal jeg nu stå og sige noget klogt, smart, rørende før jeg kan få lov at danse? så ved jeg ikke om jeg har lyst’. Rablende skørt, jeg ved det. Gudskelov er jeg blevet i stand til (i det mindste i dette tilfælde) at stoppe disse skøre tanker før de tager overhånd. For det første var det jo slet ikke sikkert det var noget de gjorde, for det andet var der jo ikke noget som helst jeg skulle bevise og hvis jeg endelig skulle dele en udfordring skulle da mene jeg har et par stykker at tage af.
Selvom der ikke var noget ‘delen udfordringer’ er jeg glad for jeg brugte tid på at overveje det. Det satte nemlig nogle ret så konstruktive tanker i gang inden jeg tog af sted i morges. For hvad er egentlig min(e) største undfordring(er) her og nu? Jeg fandt frem til at fra denne uge er min udfordring at få strutur på min hverdag. Eller, vist rettere at få skabt en hverdag. Som nyuddannet og uden arbejde på 6. uge tror jeg, er jeg nu nået dertil hvor jeg ikke synes det i orden at den ene dag tager den anden, uden jeg rigtig får udrettet noget. Når jeg ikke har noget jeg decideret SKAL op til, er det nemt at udskyde ting og ‘spilde tiden’. Jeg famler lidt rundt på må og få, laver lidt her og der uden sådan rigtig at komme nogen vejne.
Min plan var derfor at jeg i eftermiddags ville sætte mig ned og lave en plan over hvad jeg skulle lave hvornår de kommende dage – hvad er det jeg gerne vil have gjort, hvordan skal det prioteres, hvad er vigtigst osv. Dog skete der det da jeg kom hjem fra træning, at jeg blev slået ud af menstruations smerter. Havde så mega mavekramper og ‘ud af kroppe oplevelser’ at jeg slet ikke kunne tænke klart. Endte med at jeg måtte tage et par smertestillende (hvilket jeg kun gør hvis det virkeligt er nødvendigt) for overhovet at finde ro. Faldt i søvn og søv to timer. Så gik eftermiddagen.
Men jeg vil glæde mig over at jeg har fået reflekteret over hvad der er vigtigt for mig lige nu – nemlig at prøve at få noget der ligner en hverdag. Jeg vil også glæde mig over at jeg efter mange stædige forsøg på at få det trådløse netværk til at fungere på min nye computer overgav mig og ringede til yousee. Med hjælp fra en meget flink og tålmodig mand var problemet løst i løbet af 5-7 minutter, hurra for det
Med små skridt af gangen falder flere og flere ting på plads. Jeg er på det sidste virkelig begyndt at indse at ikke alting er så besværligt og så stort et problem jeg gør det til. Har det tit med at skubbe de ting jeg tror er svære at få bugt med fra mig. Jeg er så småt ved at finde ud af at hvis jeg først prøver at gå i gang, er det sjældent så svært og uoverkommeligt som jeg gør det til inde i mit hovedet! Det er så skønt at opleve. Jeg glæder mig helt til at starte min planlægning i morgen – jeg vælger at se det som noget sjovt og spændende fremfor en kedelig og besværlig opgave.
Sweet dreams til alle I dejlige kvinder.
P.s. og glædelig ´Kvindernes kampdag/frihedsdag’
Stort tillykke Ida.
Hvor er det en dejlig indsigt du har fået dig med at fortælle dine omgivelser om din mor misbrug.
Og tak til dig fordi du endnu engang minder mig om, at tingene altid er større inde i vores hoveder end udenfor, så vi kan ligeså godt få dem ud.
Kh. Lone H.
Ida – du har altså de fedeste observationer!
Glæder mig, at du har fundet bogen – jeg glæder mig til at høre, hvad du synes
Kærligst
Lone
Dag 36
takker mange gange for jeres kommentarer – altid dejligt med feedback og hilsner.
Kære Lone og Lone
Så lakker endnu en dag mod enden og her er det ved at være senge tid. Jeg har næsten nået alt hvad jeg havde sat mig for i dag. De to ansøgninger jeg gerne ville have haft færdig blev til 1 sendt og 1 halvt skrevet. Til gengæld har jeg snakket i telefon med en veninde næsten en time. Det betød at jeg heller ikke nåede apoteket og cykelhandleren, det gør jeg forhåbentlig i morgen. Min telefon samtale fik sat gang i nogle tanker, men det har jeg ikke overskud til at skrive om lige nu.
Jeg er faktisk helt stolt af at jeg formåede at udskyde at færdiggøre den ansøgning jeg ikke fik skrevet. Når jeg har en idé om noget jeg skal, har sat mig noget for som skal gøre, så har jeg det med at forsere tingene og tvinge mig selv til at gøre det alligevel, selvom jeg ikke er i humør til det. Med det resultat at jeg bare bruger 3 gange så lang tid på tingene som hvis jeg venter til jeg igen har energi, inspiration og motivation til at gøre det. Efter en del timer foran computeren var jeg simpelthen ikke i stand til at være fokuseret på endnu en ansøgning. I stedet for at blive ved at kæmpe, valgte jeg bevidst at vente til i morgen eller fredag, til jeg er klar i hovedet igen.
Men jeg har fået taget fodbad og set skøn eventyrfilm – Finding Neverland, med dejlige Jonny Depp. Sød og rørende film
Nå, nu er jeg selv parat til at flyve til drømmeland…
Jeg sender en alf afsted med søde drømme og eventyr til Jer alle
Dag 37
Puha, det har været en lang dag. Tog hjemmefra ca. kl 8.40 i morges, har været hjemme ca. en ½ time i eftermiddags og er først kommet hjem her 21.45. Startede dagen med en cykeltur forbi min far, for at hente nogle batterier samt få ham til at udfylde en fuldmagt til min mor. Så forbi mutti og tømme post, videre over at gøre rent i 3 timer 5min fra hvor hun bor, direkte videre til det dansehold hvor jeg er frivillig instruktør på et dansehold for piger 1 time hver torsdag. Der er dog ikke så meget dans over det for tiden da danseinstruktøren ikke længere kan komme pga. studier. I stedet laver jeg leg/boldspil med pigerne. Vi håber snart at finde en ny der kan undervise i dans
Efter dansfik jeg ordnet apoteket som jeg ikke nåede i går og mødtes jeg kort med min mor for at give hende fuldmagten fra min far.
Så et smut hjem og vende og af sted for at mødes med to andre fra den pigeforening hvor jeg er frivillig. Det et helt nyt projekt der blev startet i efteråret, men først her i midten af januar havde vi stiftende generalforsamling og blev dermed en etableret forening. Det hele bliver drevet af en flok på ca. 15 frivillige tøser. Vi har fokus på at bygge bro på tværs af kultur, alder, boligområde mm., pt. gennem hold med fokus på idræt/fysisk aktivitet. På sigt håber vi andre kunne lave andre tilbud, fx drama. Jeg blev en del af dette projekt i forbindelse med min sidste praktikperiode, hvor jeg var i Københavns Kommune.
Vi har som forening meldt os til at være en del af Kulturhavn på islands Brygge til sommer. Her til aften var der indkaldt til netværksmøde for alle de deltagende foreningen. Jeg og to andre frivillige har meldt os til at være ansvarlige for vores forenings deltagelse i Kulturhavn.
Vi havde aftalt at mødes på en café inden netværksmøde, for lige at vende hvad vi havde af ideer til vores deltagelse. Indtil nu har vi i foreningen stort set kun set hinanden i forbindelse med vores frivillige møder. Det var rigtig rart og hyggeligt at mødes lidt mere uformelt. Selvom vi havde nogle ting vi skulle snakke om blev der helt naturligt også snakket om alt muligt andet. Og vi nået da frem til en overordnet ramme for hvordan vi godt kunne tænke os at blive repræsenteret på Kulturhavn.
Og det blev også et godt og udbytterigt netværksmøde efterfælgende. Vi fik da skabt kontakt til et par foreninger der er potentielle samarbejdspartnere. Det giver simpelthen så meget energi at komme ud at møde andre der ligesom én selv engagere sig i noget de brænder for. At der så samtidig er nogen der ser potentialle i det man selv laver gør det bare endnu federe.
Samtidig oplevede jeg igen i dag at føle mig godt tilpas med de mennesker jeg var omgivet af. Både de to fra den forening jeg selv er med i, og de andre der var til stede på netværksmødet. Kan godt være det lyder banalt, men igen når man som jeg har været genert og usikker betyder det bare rigtig meget for mig at opdage jeg er kommet videre.
Denne lange ‘indledning’ leder frem til noget jeg kom til at tænke på da jeg cyklede hjem fra mødet. Nemlig at en del af det her personlige udviklingsprojekt, for mig også handler om at give slip på de forestillinger jeg har af mig selv. Jeg indså at jeg, i hvertfald i nogle sammenhæng, har det med at holde mig selv fast i et bestemt billede. For ja, jeg har været genert en gang og følt mig akavat blandt folk jeg ikke kendte, ikke vidst hvad jeg skulle snakke om osv. Jeg kan mærke at jeg har rigtig ssvært ved at give slip på dette billede af mig selv; jeg ser stadig mig selv som genert. Jeg har ved lejlighed kort/overfladisk snakket med mine veninder om mig som værende genert – de kigger bare på mig og siger ‘nej, det er du bestemt ikke’, hvortil jeg har svaret ‘nej, måske ikke over for jer, men over for andre’.
Idag slog det mig virkelig, at der vist er noget om snakket om at nej, jeg er sgu ikke den samme lille generte pige mere. Det bare et stempel jeg har givet mig selv i panden og ikke tør vaske af igen. For det kræver jo jeg ændre min egen opfattelse af mig, og det kan sgu være skræmmende. Men når jeg nu på det sidste gang på gang oplever at small talke med folk jeg aldrig har mødt før uden at føle mig dum, når jeg kan tage til Flirtefest helt alene, når jeg flere gange har været til fest hos veninder uden at kende andre end værtinden og efter 1-2 timer snakker på livet løs med andre gæster, og sådan kunne jeg komme med flere eksempler, ja så vil jeg hermed ‘vaske stemplet af panden’ og gøre op med min egen forestilling om at være genert! Altså kan helt sikkert stadig finde situationer hvor nok vil føle mig genert eller pinlig, men sådan helt generelt er jeg ikke længere genert.
Det får mig til at tænke på min drama lærer tilbage i gymnasiet. For selvom jeg valgte et fag som drama hvor det er lidt svært at gemme sig, så var samtidig også tilbageholdende. Nå, men i forbindelse med noget midtvejs evaluering eller lignende skrev hun til mig noget i stil med at jeg ‘skulle turde vende vrangen ud på mig selv’. Hun så simpelthen lige i gennem mig. For selvom hun ikke var i tvivl om at jeg var dygtig, læste mine ting osv. så hun at jeg holdt mig selv tilbage, at jeg ikke turde folde mig selv ud. Og det vidste jeg jo godt hun havde ret i, jeg anede bare ikke hvordan jeg skulle gøre det. Nu sidder jeg her ca. 9 år senere og kan da glæde mig over jeg er kommet et stykke af vejen
Det må være min vigtigste læring i dag – at jeg skal passe på med at fastholde min selvopfattelse når den faktisk ikke længere stemmer overens med virkeligheden, og turde ændre den måde jeg ser mig selv på, da jeg tror på det kan holde mig fast i nogle uhensigtsmæssige mønstre. At det fx kan holde mig tilbage for at gøre visse ting, for det er jeg jo for genert til.
Kærlige hilsner fra mig
Dag 38
Er snart på vej ud af døren, så det bliver ganske kort. Jeg GLÆDER mig til at danse løs med Karmaklubben om et par timer. Først skal jeg dog sammen med en ven hjem til veninde og spise og hygge inden vi begiver os til Søpavilionen. Som altid når jeg skal nogen steder er jeg lidt i tidsnød – aner ikke hvad jeg skal have på af tøj og skal lige nå at lave en salat færdig, og skal gerne være ude af døren om 45 min. argghhh
Nå, I må alle have en skøn aften, måske jeg endda kommer til at danse blandt nogle af Jer i aften uden at vide det…
Dag 40
Har været en smule nede siden i går. Efter en dejlig fredag aften først i selskab med min kære veninde, så dans i Karmaklubben og til sidst et par timer i fredagsbar på mit nu tidligere studie, ja så skete der et eller andet inden i da jeg cyklede hjem.
Jeg vågnede op lørdag med en følelse af tristhed og i går var første gang i et par uger at jeg var meget tæt på at tage en rigtig tudetur. Er ret sikker på det stikker dybere end bare træthed. Jeg må sande at det nogle gange kan være hårdt at konfrontere sine egne svagheder, længsler mm. Kender I det når nogen stiller et spørgsmål eller kommer med en kommentar der egentlig er helt harmløs, men som uden vedkommende på nogen måde kan vide det, bare rammer lige hvor det gør ondt, der hvor man føler sig sårbar?
Det var til dels hvad der skete i fredags. Og det har altså fået mig til vende mig mod de mere mørke sider i mit indre. Det giver så samtidig også noget at arbejde med – kan mærke der nogle følelser og tanker der skal analyseres.
Men ved at lyset nok skal vende igen, når jeg er klar til det
Alt det bedste her fra…
Dag 41
Det var så skønt at mærke hvordan solen var kraftig nok til at varme mig, måtte smide min jekke til sidst og fik en smule røde kinder 
To skridt frem og et tilbage – sådan synes jeg min “energi-rejse” er pt. Har generelt været i bedre humør idag. Har fået nydt det dejlige solskinsvejr. Da jeg skulle op at handle valgte jeg at gå istedet for at cykle, bare for at nyde solen lidt længere. Her til eftermiddag fandt jeg min have-/liggestol frem, min varme sovepose, lavede en kop the og satte mig i døråbningen ud til min altan og nød solens stråler varme mig, mens jeg læste de første 3 kapitler af “Powerprinsesse” bogen
Mens jeg sad der kom smilet tilbage og jeg fandt lidt ro igen. Efter at have brugt et par dage på at tænke på en masse bekymringer om alt muligt, fik jeg et glimt af troen på at livet nok skal flaske sig trods alt. Selvom jeg ikke ligefrem holder af at ‘ryge ned i et hul’, så trøster jeg mig med at jeg ved det ikke varer ved. Jeg ved jeg nok skal få vendt tingene igen. Indtil da forsøger jeg på bedste vis at være i nuet og være i mig med alt hvad det bringer af tvivl, bekymring osv. Det er jo også en del af det at være mig!
Her til aften har jeg dog mærket at der er mere der skal bearbejdes og gives slip på før jeg for alvor er oven på igen. Jeg kan mærke jeg lader mig irritere når tingene ikke helt går som jeg vil. Fik et lille hysterisk flip over at det ikke lykkedes mig at finde et program til at konvertere word dokumenter til pdf-filer jeg kunne downloade til min computer. Blev samtidig irriteret over der ikke bare er et på computeren. Blev endnu mere irriteret da min mail blev ved ikke at ville samarbejde da jeg prøvede at vedhæfte en fil med kopi at mit eksamensbevis til en ansøgning jeg ville sende. Jeg har slet ikke tålmodighed til den slags modstand, lortet skal bare virke. Jeg føler jeg ender med at spilde alt for meget tid på den slags, men samtidig er jeg for stædig til at give op før jeg har prøvet jeg ved ikke hvor mange gange. Da jeg så væltede mit glas med vand så de papirer jeg havde på bordet blev våde og der kom en sø af vand på gulvet, ja så var jeg tæt på at eksplodere. Argghh, sådan noget giver lyst til at skrige meget højt
Er dog faldet nogenlunde ned igen. Har fået sendt min ansøgning, men kan stadig ikke lave pdf-filer på en simpel måde, øv øv. Så sig endelig til hvis der nogen der kender en løsning.
Jeg vil tage en dyb indåndning, prøve at se lidt mere optimistisk på tingene og finde ro inden jeg skal sove.
Knus og kh
Dag 42
sidder her i sofaen med benene og nyder en gang Ben&Jerry’s is og lidt honningmelon, dejlig træt efter endnu en gang træning i DivaLab – i dag med lakerede tånegle og hotpants
Lige her og nu er livet helt sikkert til at holde ud
Så jeg vil lade det være ved det i dag og holde fast i det.
Kh Ida
Dag 44
Og det heller ikke fordi vi har planer om det vilde druk. Bare en hyggetur, formentlig noget der indvolvere dansemusik 
Havde egentlig tænkt at i aften skulle jeg skrive en længere smøre, but but but – change of plans! En veninde skrev nemlig for godt en time siden om ikke jeg havde vildt lyst til en bytur?
Min første tanke var at ‘ej, det gider jeg ikke. Jeg er træt og orker ikke at trække i festtøjet’. Men efter få sekunders eftertanke så tænke jeg ‘hvorfor egentlig ikke? Jeg har ikke noget bestemt jeg SKAL nå. Jeg skal ikke tidligt op til et eller andet i morgen. Det er ved at være et stykke tid siden jeg har set min veninde. And we only live once (det i hvertfald hvad jeg tror på!)’. Så jo, jeg vil sgu gerne ud at svinge lidt med ørerne. Og der er heldigvis ingen der bestemmer hvor meget eller lidt jeg skal dresses ud
Og jeg kan jo godt lide at være spontan af og til, bare sige ja og droppe alle ‘for og imod’ overvejelserne. Så nu vil jeg fyre op for musikken, nyde en god kop kaffe, gøre mig klar og danse ud i livet…
Lyse og varme tanker til alle der måtte læse med
Dag 46
For mig er det små succeer som dette, der gør det hårde arbejde værd. Ikke kun i sammenhæng med træning, men i alle livets gøremål.
Vil starte med dagens succes-oplevelse. Ja, jeg er jo ved at blive lidt af en ‘trænings-nørd’ og min Poledance time i formiddags gav mig et fantastisk boost. Havde en plan om at også skulle til timen inden, men da jeg var ude med en veninde i går og kom lidt sent i seng, besluttede jeg i stedet at sove en time længere - det havde jeg mere brug for.
Men afsted til den ene time kom jeg dog. Der vare igen i helt fantastisk hyggelig og afslappet stemning. For selvom det bliver taget seriøst, bliver der grinet med hinanden når tingene ikke helt lykkes! Men min succes-oplevelse gik ud på noget der faktisk lykkedes. Da jeg for et par uger siden første gang blev stillet overfor udfordringen at skulle svinge mig op og hænge på hovedet i polen, kunne jeg kun lige få storetåen op at røre. I dag lykkedes det mig at komme helt op og hænge helt selv, uden en hjælpende hånd til at skubbe numsen med op
Noget helt andet er at jeg i løbet af ugen har jeg haft nogle ret pudsige oplevelser. I starten af ugen skulle jeg ind i en forretning i kødbyen for at købe en gave. På vejen kom jeg forbi en økologisk restaurant på Halmtorvet, som aldrig har set eller hørt om da jeg sjældent kommer den vej. Der var simpelthen bare et eller andet ved det sted der tiltrak og jeg begyndte at lege med tanken om at det faktisk godt kunne være et sted jeg kunne have lyst til at arbejde. Da jeg så kom hjem og fik tændt for computeren viser det sig at denne restaurant samme dag havde opslået en stillingsannonce om at de søgte 3 nye ansatte. Lidt vildt sammentræf! Da jeg havde et par ansøgning med frist denne uge, fik de førstepriotet. I torsdags da jeg så ville lave en ansøgning til restauranten, viser det sig at opslaget er taget ned igen, øvøv
og her gik jeg og troede det var et tydeligt tegn (lidt overtro skader vel ikke). Nå, men jeg besluttede ikke at lade mig slå, så i går skrev jeg en, syntes jeg selv, lidt atypisk ansøgning til stedet. Med farverige overskrifter i samme farver som på deres hjemmeside! Det blev måske lidt flippet, men jeg blev nødsaget til at sende den ansøgning. Nu må vi se hvad der sker…
En anden ting der har slået mig er det her med at ‘universet aldrig tager noget, uden der noget bedre på vej’ (eller noget i den stil), og man skal følge med ‘sin egen strøm’ og ikke kæmpe i mod, som Lone PP og andre her på bloggen har været inde på. Sådan en oplevelse havde jeg, måske i min egen fortolkede version, i torsdags. Efter at have været til træning med det dansehold hvor jeg er frivillig, var det min plan at jeg selv ville tage til træning. Da jeg kom hjem kunne jeg bare mærke at jeg faktisk var ret træt i kroppen. Jeg diskuterede lidt frem og tilbage med mig selv om hvad der ville være bedst for mig. Beslutningen endte med at jeg jeg blev hjemme og i stedet brugte ca. 1½ time på at lave strækøvelser. Hvilket var skønt. Min krop, især nakke, skuldre og ryg, har det bedst hvis jeg tager mig tid til at få strukket ordentlig ud, helst et par gange om ugen. Jeg kan altid mærke og høre at det ’klikker’ på plads og infiltrationer bliver (delvist!) løsnet. Så selvom jeg ærgrede mig en smule over at droppe træningen, føltes det dejligt at få løsnet op i kroppen.
Om aftenen skete det jo så at min veninde skrev og spurgte om jeg ikke ville med i byen, hvilket jeg er glad for at jeg gjorde for vi havde en super sjov aften. Sagen er jo så den, at hvis jeg havde presset mig selv til at tage til træning selvom jeg ikke havde lyst, så var højest sandsynligt ikke kommet i byen. Men ved at lytte til mig selv, gøre hvad jeg følte var bedst for mig og blive hjemme fra træning, så fik jeg mulighed for i stedet at gøre noget andet som jeg gerne ville, noget jeg havde mere lyst til.
Det har fået mig til at tænke over, at det virkelig giver mening at gøre hvad jeg føler for, også selvom det betyder jeg nogle gange må vælge noget fra. Men ved at vælge fra, får jeg jo samtidig mulighed for at vælge noget andet til!
Den sidste uge har mine tanker også kræset en hel del om min fremtid, om drømme, om veninder, om jeg nogenside finder ‘min plads’ her i livet. Hvordan finder jeeg overhovedet ud af hvad jeg brænder for. Bliver jeg nogensinde i stand til at slå mig ned, finder jeg den eneste ene, hvad er det jeg er bange for. Tro mig, jeg har været rundt om RIGTIG mange ting. Dog har jeg mest sat gang i tankerne og stillet mig selv en masse spørgsmål, uden at finde helt så mange svar. Derfor har jeg valgt at tage en stille og rolig aften i dag, og har heller ikke de store planer i morgen, så min plan er at den står på ‘Ida-tid’. Tid hvor jeg kan reflektere, fundere og måske finde nogle svar. Eller i hvertfald starte med at skrive disse tanker ned, således at de kommer ud af hovedet
Knus og kh.
orv, lige en ting mere jeg er glad for at have taget mig tid til i denne uge. Min ene kusine har for et par år siden lavet en dokumentar film om fangerlivet i Ilulissat, i Grønland, hvor hun har boet en overgang. Sidste lørdag var jeg hjemme hos min sammen med noget mere familie, og der så vi den film min kusine har lavet (og vundet en pris for
). Den gjorde et stort indtryk, nok især fordi jeg selv har været i Grønland mange gange og på et tidspunkt boede der et ½år, så jeg har mange fantastiske oplevelser derfra. I den forbindelse besluttede jeg at skrive en mail til min kusine, der pt. bor i Norge, for at fortælle hende at jeg rigtig godt kunne lide hendes film og blev rørt over at se den. Det får mig til at føle mig helt overskudagtig når jeg tager mig tid til at gøre sådanne ting, og samtidig blev hun forhåbentlig glad – så det er jo ren win-win!
Nå, slut for nu
Hej Ida
Og så har jeg også haft rigtig travlt med at leve livet, og gøre klar til min kommende udstillingen ! Nu er min ferniseringen overstået, og udstillingen er kommet godt plads, så nu kan jeg igen trække vejret og følge op på nogle ting, som bla din blog !
Det er længe siden……..Længe siden at jeg har fået taget mig ordentligt tid til at læse din blog og komme up to date
Dels har jeg haft en del problemer med min computer
Det er skønt at høre at det trods alt går dig godt, jeg syntes at du gør dig rigtig mange gode erkendelser ! Og jeg kan følge jeg dig i rigtig mange ting, og genkende mig selv i meget af det du skriver
Keep up the good work
Kærlig hilsner og tanker fra Line
Dag 47
Det bliver lige til lidt tanker her inden senge tid. Noget af det jeg har tænkt en del på, på det sidste er veninde. Disse skønne, kære, vidunderlige mennesker jeg har i mit liv. For ingen tvivl om at jeg sætter pris på dem, hver især på sin helt egen måde. Dog har jeg gjort mig tanker om mit forhold til nogle af dem – hvordan vi kommunikerer, hvordan vi tilbringer tid sammen, hvad vi laver og snakker om. Det skræmmende er, at med nogle af dem jeg de sidste MANGE år har set som mine tætteste og bedste veninder, har jeg en følelse af at de slet ikke kender mig så godt som de tror, eller som jeg tror at de tror! Og omvendt for den sags skyld. Ikke fordi jeg vil mene vores venskab er blevet overfladisk, måske nærmere bare gået lidt i stå, ikke rigtig udvikler sig. Vi følger hinanden, ja. Men jeg sidder samtidig af og til med en følelse af at ‘vi går i ring’, at vi laver de samme ting når vi er sammen, at vi snakker om de samme ting og lidt tager for givet at vi forstår og læser hinanden. Kan ikke huske om jeg har været inde på det tidligere her på bloggen, men for mig er det som om at vi har accepteret hinanden som vi er- eller det vist ikke helt det rette ord, men det bedste jeg kan finde lige her og nu. Det jeg mener med det er at jeg føler vi bare accepterer tingene (og hinanden) som de er. At de tænker ‘det er Ida og sådan er hun bare’, som om at det ikke er muligt at ændre på eller udvikle sig. Det jeg prøver at sige er at jeg savner at blive udfordret, jeg savner at der bliver stillet spørgsmålstegn ved de ting jeg gør og de valg jeg tager, at de ikke bare giver mig ret og siger ‘det kan jeg godt forstå’, og så snakker vi ikke mere om det. I stedet ønsker jeg at der bliver spurgt ‘hvad kan du gøre ved det? hvad er det du er bange for’? osv. Jeg har et helt konkret eksempel/emne i tankerne, men det gemmer jeg til i morgen!
Jeg føler vi ligesom godt kan komme et lag dybere ned. Sådan har jeg vist haft det et godt stykke tid, uden helt at kunne sætte ord på hvad det er jeg savner, hvad jeg synes der mangler. Jeg har bare haft en fornemmelse at der er noget jeg godt kunne tænke mig var anderledes. Det er nu gået op for mig at jeg fx ikke kender deres drømme, at jeg ikke kender til alle de ting der gør dem glade, at jeg faktisk ikke 100% ved om de er glade for det liv de lever, hvad de ser som meningen med livet osv.
Nu skal det ikke opfattes som om at jeg sidder her og giver dem ‘skylden’ for at det er sådan. Måske ser det slet ikke sådan på det. Men det sådan jeg ser det, og ved at have indset dette giver det mig jo netop mulighed for at give udtryk for. Mulighed for at tage ansvar og selv åbne og tage det første skridt til at dele de ting som jeg finder vigtige, men ikke føler vi deler pt. Jeg kan vist helt klart godt bruge at kommunikere bedre her!
Efter at have læst om ‘at koge suppe’ og ‘have samme software’ i Lone pp’s bog er der også noget andet der er gået op for mig. Og det er netop at jeg med nogle af de veninder jeg hentyder til måske ikke altid føler helt forstået. Til gengæld er det noget jeg meget tydeligt oplever med en af mine nyere veninder. Vi er simpelthen så meget på bølgelængde som jeg aldrig har oplevet før. Vi er meget ens, og så alligevel så forskellige. Men det jeg oplever med hende er en åbenhed og nysgerrighed. Måske det at vi ikke har en lang historie sammen gør at vi begge stiller spørgsmålstegn ved det vi ikke forstår. Samtidig er vi begge into personlig udvikling og arbejder begge på at udfordre os selv (og hinanden) og ændre de ting vi ikke er helt tilfredse med. Det ved jeg ikke helt om jeg kan sige med mine andre veninder, det i hvertfald ikke rigtig noget vi snakker om på samme måde, endnu
For en ting er at have tillid til, stole på, kunne være åben overfor, og kunne fortælle mine veninder hvad der foregår inde i hovedet på mig, at fortælle om både op- og nedture, at vide jeg kan “dumme” mig og de vil stadig være der. Noget andet er at gøre dette og føle sig forstået. Men for at nå dertil kræver det også at jeg tør tage fat på emnet, tør åbne op for at jeg ønsker at komme et skridt dybere ind under huden på hinanden – og det kan man efter min mening ikke blive andet end glad og rørt over. Sådan ville jeg helt sikkert have det hvis et andet menneske oprigtigt kom og sagde at vedkommende virkelig ønskede at lære mig bedre at kende, at komme tættere ind på livet af hinanden!
Ja, det bliver mine filosofiske tanker for i dag. Nu vil jeg lægge hovedet på puden, og nyde at jeg i dag har fået vasket alt mit vasketøj, har fået støvsuget, lagt rent sengetøj på, gået en lang tur på et par timer i selskab med min mor, bagt rugbrød, lavet dejlig aftensmad, fået reflekteret over noget for mig rigtig vigtigt og sat ord på det her på bloggen – hmm, det er da vist alligevel en del. Har nemlig en rigtig dårlig vane med at syntes jeg ikke får udrettet noget, selvom jeg egentlig gør en masse…
KNUZZER
Dag 48
Solen skinner, fuglene synger og det er helt sikkert en smuk dag.
It’s a beautiful day, o00hhh ooohhh
Kom i går i seng et stykke over min almindelige sengetid, så var lidt spændt på om jeg ville vågne tids nok til at nå mogenens træning kl. 10. Vågnede da klokken var lidt over 7, men faldt i søvn i gen. Næste gang jeg vågnede var kl. fem i ni, hvilket betød jeg havde ca. 20 min. til at komme ud af døren, hmmm! Tænkte et øjeblik at jeg jo også bare kunne løbe mig en tur. Det savner jeg faktisk – en rask løbetur hvor jeg virkelig får pulsen op. Det gør jeg også til dans, men på en anden måde.
Nå, jeg nåede både at få morgen, hoppe i træningstøjet og være ude af døren næsten til tiden. Der blev trampet hårdt i pedalerne, så jeg nåede det alligevel til tiden
Ja, når jeg virkelig skal kan jeg godt få fingeren ud i en vis fart! Og heldigvis, for ellers havde jeg ikke haft den skønne oplevelse jeg fik (i hvertfald ikke idag). For hvad jeg oplevede var at der helt sikkert er sket noget med min holding, min kropsførelse (eller hvad så noget hedder). I dag fik jeg den dejlige fornemmelse af at jeg stille og roligt er begyndt at løsne op i min krop, at jeg bliver blødere, mindre stiv og kantet i mine bevægelser. Ydermere gik det op for mig at jeg er begyndt at se lidt anderledes på det med at danse og bevæge min krop i en sal med spejle. Jeg har haft det sådan, at det at se mig selv i et spejl, var bare en måde at få fokus på mine fejl og mangel på rytme osv. I dag oplevede jeg have det helt fint med at se mig selv i et spejl, også selvom jeg ikke ligefrem gjorde alle bevægelser perfekt. Spejlet er jo en hjælp til at se når tingene ser fine ud, og være i stand til at rette op på det der måske ser knap så fint ud – til lige at blive opmærksom på at det ser kønnere ud når armene er strakte, at få fornemmelsen af hvordan det føles i kroppen når det ser godt ud i spejlet. Håber det giver mening. Er så glad for at jeg kom ud af døren og fik mulighed for opleve at jeg har fået en smule mere positiv opfattelse af min egen krop og sensuallitet.
Og mens jeg cyklede hjem begyndte solen at skinne, uhh sikken fantastisk dejlig start på dagen
Så har jeg fået lavet humus, uhmm, det smager bare så skønt. Har fået den dejligste frokost – blandet salat med grøntsager, oliven og feta. Det jo helt vildt at man kan fylde sig selv og sin krop med så mange dejlige, sunde og nærende ting, der samtidig smager skønt!
I aften skal jeg i biffen med en veninde – det glæder jeg meget til. så denne vinunderlige solskinsdag der indtil videre har været nærmest helt perfekt, kan kun få en god slutning
Ønsker alle en beautiful day…
Ja, så kommer der altså lige lidt flere tanker på bordet her. Som jeg skrev forleden dag, har der i den forgange uge været en del tanker der har kreset rundt i mit hoved. En af måderne jeg får styr på tanker, er bl.a. ved at skrive dem ned, for det at se dem sort på hvidt og processen med at skrive, er i nogle tilfælde nok til at jeg ser lyset, nok til at jeg får klarhed og indser hvad der er hoved og hale i det hele. Og så kan jeg jo lige så godt skrive her, som at holde det for mig selv.
Et at mine store spørgsmål pt er ‘hvor er jeg på vej hen?’. Sagen er den at jeg leger lidt med tanken om at tage til Sierre Leone i Afrika for at arbejde som frivillig på et projekt. For ja jeg ved ikke helt præcist, men vel en 1½ år siden, fik jeg gennem studiet nys om et projekt i Sierre Leone. Projektet er startet op af en dansk organisation der i samarbejde med andre, siden 2005 har været med til at opbygge et hospital i byen Masanga, midt ude i junglen. Efter mange års borgerkrig i landet, er det ellers fungerende hospital som så meget andet blevet ødelagt. Formålet er at hjælpe, støtte og supervise lokalbefolkningen til at være i stand til at drive hospitalet på egen hånd igen, uden hjælp udefra.
Der arbejdes på mange forskellige projekter – nogle står for at renovere tjenesteboliger, få indlagt vand og elektricitet igen. Andre arbejder på at få små landbrug op at køre, der kan forsyne hospitalet med råvarer og samtidig skabe arbejdspladser for lokale. Andre arbejder på at uddanne lokale sygeplejesker, jordmødre, læger osv. Dette er bare få eksempler.
Et af projekterne, som er det jeg har hørt om via studiet, er et ‘sanitets & ernærings’ projekt. Her arbejdes bl.a. på at få områdets 3 kantiner til at fungere og løbe rundt. Fx ved at lære om bogholderi for at undgå underskud, om hygiejne så patienter og andre der får mad fra kantinerne ikke bliver syge mm. Lige siden jeg første gang fik information om dette projekt, har jeg været vild for at komme afsted.
Sidste år prøvede jeg få det til at passe med noget praktikforløb, men der var nogle eksamner mm. i vejen. I løbet af efteråret, mens jeg skrev bachelor, har jeg så leget med tanken om at tage afsted nu til efteråret. Det har længe virket som den perfekte plan, men nu er jeg begyndt at komme i tvivl om, om det er det rigtige. Om det er det jeg virkelig vil! Om jeg orker endnu en gang at skulle fremleje min lejlighede, pakke alt ned i kasser osv.
Opholdet varer 5½ måned – fra slut august 2010 til start februar 2011. Efter hvad jeg har fået oplyst vil det alt i alt komme til at koste ca. 25.000 kr. Pengene er nu ikke det der bekymrer mig mest – hvis jeg virkelig vil afsted skal jeg nok finde en løsning på det.
Min tvivl er mere på om jeg atter har lyst til at forlade venner og familie i så lang tid, det vil være 3. gang indenfor de sidste 4-5 år. På den ene side er 5½ måned ikke lang tid ud af et helt liv. På den anden side føler jeg at jeg er ved at skabe mig det liv jeg ønsker her hvor jeg er nu. Jeg er virkelig ved at indse hvor mange dejlige mennesker jeg har omkring mig og er begyndt at tro på de oprigtigt vil mig. Jeg tænker på alt det jeg vil gå glip af herhjemme, hvis jeg tager afsted.
På den anden side vil det være en kæmpe oplevelse at komme afsted.
Samtidig er der bare så mange andre ting jeg også gerne vil. En rigtig god veninde i USA, som jeg mødte da vi begge var på udveksling i Australien for 2 år siden, har jeg også en drøm om at besøge. Vi har ikke set hinanden siden, men holder stadig kontakten. Vi har sammen snakket om roadtrip i USA, om at uddanne os til hhv. ski- og snowboard instruktør.
Jeg savner også Grønland og kunne godt tænke mig at tage tilbage. Jeg vil også rigtig gerne tilbage til Australien på et tidspunkt.
På et tidspunkt kunne jeg også godt tænke at videre uddanne mig, at tage en master eller kandidat, ved bare ikke helt i hvad endnu. Måske kunne jeg godt tænke mig at åbne min egen virksomhed en dag, selvom jeg synes tanker er en smule skræmmende.
Åhh, alle de muligheder og drømme. Problemet er nok at der er så mange ting jeg gerne vil, og helst af alt skal det hele være nu!
For samtidig tænker jeg på at jeg jo ikke vil være ung for altid. Nærmer mig hastigt de 27, hvilket nogle sikkert vil mene ikke er nogen alder.
Men jeg kan jo ikke bruge hele mit liv på at rejse rundt, have tilfældige jobs osv. Eller kan jeg? Måske giver det sig selv at jeg en dag ikke gider mere. Min frygt er at jeg vil ende med at blive rodløs, at jeg aldrig vil formå at slå mig ned, stifte familie osv. Jeg er bange for pludselig at være blevet ‘gammel’ og gået glip af en masse.
Vil jeg nogensinde finde ud af hvad jeg vil med mit liv? Til dels tror jeg godt jeg ved det, måske jeg bare bange for at stå ved det, hmm!
Men jo længere der går før jeg beslutter mig for om jeg vil til Afrika eller ej, jo mere tid bruger jeg på at spekulere og jo kortere tid har jeg til at gå målrettet efter det og jo kortere tid har jeg til at planlægge og forberede. Men hvad hvis drømmejobbet dukker op inden jeg tager afsted.
Okay, det var vist rigtig mange ‘hvad nu hvis?’ der sneg sig ind her – måske det er selve problemet…
Kan godt være jeg lyder helt tosset. Trods alle mine forvirrende tanker er jeg dog ved godt mod. Tror jeg vil sætte mig en deadline for hvornår jeg have besluttet mig, selvom at det heller ikke altid gavner at presse mig selv for at tage store beslutninger.
Jeg har vist lidt at arbejde på her
Knus fra den forvirrede…
Dag 49
Har haft sådan en dag, hvor det har været som om jeg ikke rigtig har kunnet vågne – sådan lidt groggy eller zombie agtig. Alligevel har det været en dejlig dag
Jeg har fået bekræftet at min stædighed og vilje til ikke at give op, har båret frugt (selvom disse egenskaber også af og til gør at jeg kæmper længere end nødvendigt før jeg spørger om hjælp eller prøver noget andet). Jeg har fået ordnet nogle tekniske-computer udfordringer, som jeg eller havde prøvet at løse før. Nogle gange skal man bare prøve igen, og gå til værks med friske øjne
Det er skønt når noget lykkes.
I går da jeg var i biffen med min veninde, kom vi af en eller anden grund til at snakke om ‘at gøre ting/arrangere ting’. Min veninde erklærede at når det kom til sådan noget, var hun altså bare ikke særlig kreativ og idérig. Men det var ikke ens betydende med at hun ikke gerne ville lave ting vi måske ikke plejer, hun får bare ikke tankerne selv. Jeg har tit ideer til ting jeg gerne vil, men er ikke god til at spørge om andre vil være med. At fx min veninde ikke tager initiativ til at lave noget anderledes har jeg vist ubevist fejlagtigt opfattet som tegn på at hun ikke gad. Det kan godt være det er små ting, men for mig var det alligevel lidt af en aha-oplevelse.
Jeg fortalte at jeg fx længe har syntes det kunne være sjovt at komme ud at køre go-cart eller lignende. Det var hun helt med på, men som hun sagde, ja så kommer hun bare ikke på sådanne ideer selv. Men hvis andre spørger om hun vil med tænker hun ‘ihh, det kunne være sjovt’.
Og det jo godt at vide for mig. Så måske jeg skulle begynde at kaste mine ideer op i luften noget oftere, og se hvad der sker. De færreste er jo tankelæsere, så de kan jo ikke vide at jeg har lyst til at holde grillfest, spise brunch, køre gocart, tage i spa osv., medmindre jeg siger det! Ved godt at dette er meget banalt, men nogen gange er det bare som om tingene skal vende en ekstra gang, eller mange, i hovedet for det sådan for alvor ryger, brikkerne falder på plads og bliver til indsigt der kan bruges.
Nu vil jeg snart ind og have min skønheds søvn
Knus og kram fra mig…
Dag 51
Bum bum – så har jeg passeret halvdelen af de 100 dage. Det ved jeg ikke helt hvad jeg synes om! På den anden side er denne process der er sat i gang via dette projekt jo i virkeligheden en livslang udvikling, forhåbentlig.
Pt syntes jeg lidt jeg har nået et punkt hvor jeg træder vande – en midtvejskrise måske, haha
Måske er det bare en nødvendighed med en periode hvor tingene står lidt still, som om der er noget der skal synke på plads før jeg for alvor kommer videre. Måske er det bare ambitionerne til mig selv, der gør at jeg ikke synes, jeg når alt det jeg gerne vil. Jeg er trods alt ikke super-woman, selvom jeg selv tror det af og til 
Kan også være det er fordi der er så mange ting jeg er blevet opmærksom på jeg gerne vil gøre noget ved, men har ikke tid og overskud til at føre det hele ud i livet.
Men det er vel også en slags erkendelse, at man ikke kan nå alting…
Lys og varme til Jer
Dag 52
Det virkede helt fantastisk, at læse om Jeres glæde, taknemmelighed, og positive spirit gav mig lige et boost og et smil på læben. Så TAK for det!
Var ellers lidt drænet for energi her tidligere på aftenen. Så er det jo herligt man kan tage sig en tur rundt på bloggen og suge energi og inspiration til sig fra Jer andre blog-skrivere
Jeg har i lang tid, meget lang tid, haft et ringbind+et tidsskriftholder stående med gamle tegninger/malerier/klippe-klister-ting fra jeg var barn, med den intention at der skulle sorteres i det og efterfølgende sættes i mapper. Jeg fik taget første skridt og ryddet ud i noget af det. Åhh gud, hvor det dog bragte endnu flere smil frem
Sender en venlig tanke til, hovedsageligt, min mor for at have skrevet dato mm. på næsten alle tegninger. Utroligt som krusse-duller kan ligne al verdens ting når man ikke er mere end 4-7 år. Har simpelthen grinet ad alle de ‘smukke’ tegninger hvor der bagpå pænt er skrevet hvad tegningen forestiller. Så jeg har (gen)set min familie i mange ganske ukendelige udgaver, set skibe, huse, prissesser, dyr, blomster, selvpotrætter, mit navn som jeg selv har skrevet og meget andet der ikke lige var til at gætte hvad var. En af mine favoritter var en tegning af min storebror – ja i mine barneøjne havde mennesker ikke nogen krop og i dette tilfælde heller ikke nogen arme, til gengæld var min kære bror tegnet som et ansigt med 3 ‘ben’. Bag på tegningen havde min mor skrevet tisemand ved miderste ‘ben’. Der brød jeg altså ud i højlydt latter. Jeg var 4 år da tegnede den tegning… Hvor jeg dog elsker børns ligefremme og uhøjtidelige tilgang til livet og omverdenen.
Så det behøver åbentbart ikke være kedeligt at rydde op
Tror nu alligevel jeg holder for i aften!
Knus fra hende der håber hun aldrig giver helt slip på sit barnlige sind
Dag 55
Så er jeg tilbage igen efter en dejlig, lidt travl weekende. Egentlig er det ved at gå op for at jeg trives med at have mange bolde i luften, have aftaler her og der osv., altså til en vis grænse naturligvis.
I lørdags skulle jeg have holdt påskefrokost med “tøserne”. Vi er en 5-6 tøser der de sidste mange år har holdt julefrokost sammen. Sidste år blev mig og en af veninderne enige om at starte en ‘tradition’ med at holde påskefrokost også. I lørdags, 27/3, blev i første omgang udvalgt til at være den store dag. Da det viste sig at alle ikke kunne denne dag, forsøgte vi at finde en anden dag – hvor utroligt det end lyder er det dog ikke lykkes at finde en dag hvor alle kan være med, i hvertfald ikke i nærmeste fremtid. Så efter en masse sms’er og mails frem og tilbage blev det aflyst. Det er så blevet foreslået at rykke det til starten af juni!
Ja, må ærligt indrømme at jeg er stået lidt af her. Kan godt være alle har deres at passe, men hvis 5 tøser ikke kan finde en fredag/lørdag i perioden fra midt marts og før 5. juni hvor der er mulighed for at mødes, så begynder jeg at overveje hvor vigtigt vi hver især overhovedet finder det at ses!
Det endte dog med at min veninde og jeg besluttede at så kunne vi da bare underholde os selv. En mere af mine veninder ville også gerne være med. Så lørdag startede med at få handlet ind, så et par timers træning i DivaLab, hjem i bad, rydde op og gøre rent da jeg havde meldt mig til at lægge lejlighed til. Og så i gang med min del af madlavningen inden kl. 17! Og det er det jeg mener, jeg nød faktisk at skulle nå alle disse ting, selvom jeg var en smule presset
Vi havde en super hyggelig aften – god mad i alt for store mængder (særligt desserten), marcipan påskeæg, vin og bailey. Bailey er en fast del af vores tøse-aftener, og penis-isklumper hører sig til (altså sådan nogle farved plastik-isklumper formet som penisser eller pikkemænd som vi har døbt dem)! Senere tog vi videre på værtshus og mødtes med min venindes kæreste og 3 af ‘gutterne’. Vi fik snakket, hygget, spillet dart og grinet i lange baner
Så har min bror, der ellers bor i jylland, været i kbh her i weekenden, i anledningen af et familiemedlems 60 års fødselsdag. Der var inviteret til herre-middag lørdag, så i går søndag var sat af til at se resten af familien. Dagen startede med brunch sammen med min bror hos mutti. Senere gik turen til farmor.
Det var ikke blevet til så meget søvn, så jeg var en smule træt da først på aftenen var hjemme igen.
Alt i alt en dejlig weekend med mange af alle de mennesker jeg holder af og som betyder alverden for mig :)
I dag har fået skrevet atter en jobansøgning, ordnet lidt andre hængepartier og her til aften er hele min meget beskidte ovn blevet smurt ind i brun sæbe – så der ingen vej uden om for at gøre ovn rent i morgen.
Jeg bliver simpelthen i dejligt humør når jeg endelig får gjort ting jeg har tænkt på længe…
Knus og kram
Dag 56
og så endda helt enkelt.
Sidder i skrivende stund med fødderne i et dejligt fodbad – skønt at mærke varme brede sig og duften af pebermynte der frisker, mens fødderne bliver blødgjorte. Det er ren selvforkælelse
Ellers har jeg i dag – endnu en gang – oplevet at “hver ting til sin tid”. Oplever virkelig at ting jeg gerne vil, ting jeg skal have gjort osv. nok skal blive gjort, det kræver bare det rette tidspunkt. Kræver at jeg har tiden, humøret og motivationene til at kaste mig over det. Og så kan ‘kedelige’ ting som rengøring, oprydning og andre ‘pligter’ faktisk gå hen og blive helt hyggelige at udføre – og så kan man jo nyde resultatet bagefter
Så i stedet for at gå og have dårlig samvittighed over alt det, der ikke bliver gjort og evt. tvinge mig selv til at gøre det, selvom jeg ikke har lyst, begynder jeg at give slip og tro på, at det, der skal gøres bliver gjort når tid er. I stedet for at spilde energi på at spekulere over at få gjort ’ligegyldige’ ting, kan jeg jo lige så godt bruge energien på at gøre det jeg føler for her og nu – tænk at jeg har så svært ved at efterleve dette.
Altså om gulvet bliver vasket i dag eller i morgen, om mailen med en hilsen til veninden på den anden side af jorden bliver sendt nu eller i næste uge osv, det er jo ikke alt afgørende, selvom det er noget jeg gerne vil have gjort…
Nå, vil prøve at komme tidligt i seng i dag – har ikke sovet så godt de sidste to nætter. Om det er fuldmånen, pms’en eller en kombination, eller någet tredje, det ved jeg ikke helt. Men bliver påvirket af et eller andet, det helt sikkert – har det helt vildt varmt, blusser og kan ikke finde ro når jeg er gået i seng de sidste to nætter. Håber det bliver anderledes i dag!
De bedste hilsner herfra
Dag 57
Okay, jeg har vist lige taget en helt vild beslutning. Hvis nogen skulle have læst med længere tilbage i mine indlæg, har i kunnet læse om mine overvejelser om at tage til Sierre Leone i Afrika. Jeg er nu ret afklaret – JEG VIL AFSTED!
I går besluttede jeg at skrive en mail til hende der er den sidst hjemvendte fra projektet – hun kom hjem i februar i år (og har for øvrigt lejet min lejlighed mens jeg var ude at rejse for nogle år siden, verden er nogen gange lille). Jeg skrev og spurgte hvordan hun syntes det harvde været, om det var det værd og hvad hun havde fået ud af det (ja, det er så det med at ‘man skal åbne munden og spørge’). Og hun skrev den dejligste mail tilbage men beskeden DO IT. Hun havde i hvertfald haft en super god, spændende og lærerig tur. Og hvis jeg havde lyst ville hun gerne fortælle mere og vise billeder – jeg skulle bare sige til! Ihh, jeg bliver så glad og varm inden i hver gang jeg oplever at denne verden er fyldt med åbne, hjælpsomme mennesker.
Dette, sammen med en lang facebook chat med en veninde der pt er guide i udlandet (og har været det de sidste mange år), gav mig det sidste skub til at tage en beslutning. Et eller andet sted har jeg nok godt vist at jeg gerne ville afsted, men forventninger om at nu når jeg har fået en uddannelse så skal jeg da også ud og have et ‘seriøst og relevant’ job eller evt. læse videre. Men nej, jeg behøver ikke følge regler og gøre som alle andre. Ja, jeg har fået en uddannelse og skal nok finde mig et fagligt relevant job. Bare ikke lige her og nu, for jeg er et andet sted i mit liv, jeg har en spirende lyst inden i til endnu et eventyr. Det kan godt være det ikke vil møde forståelse af alle omkring mig – men det føles godt. Har haft helt kriller i maven i løbet af dagen
I dag har jeg også været til jobsamtale. Det var i en børnehave hvor jeg havde søgt en stilling som køkkenmedhjælper, dvs. stå for at lave sund og ernærings rigtig frokost til børnene. Det virkede som et rigtig rart sted og lederen som jeg var til samtale hos var super sød. Tror der kunne komme et godt samarbejde ud af det. Nu var jeg jo ikke den eneste ansøger, men hun virkede meget positiv. Nu hvor jeg har taget en beslutning om at skulle til Afrika, synes jeg dog ikke det er fair andet end at være ærlig og sige jeg ikke er interesseret alligevel. Jeg ville blive ansat fra 1.maj, og få betalt hygiejne kursus, hvilket ville betyde jeg ville kunne være der godt 3 måneder. Jeg er alligevel glad for jeg tog til samtalen, det var trods alt en positiv oplevelse.
Så har jeg i dag virkelig hygget mig i mit eget selskab. Har faktisk ikke rigtig set nogen de sidste par dage. Ind i mellem kan det godt få mig til at føle mig ensom, uelsket og ligegyldig. Men i dag slog det mig at jeg faktisk har nydt det. Nydt at jeg har fået gjort en masse ting. Kan være jeg har haft brug for at ‘grave mig ned’ nogle dage, have tid for mig selv, tid til eftertanke!
Der er helt sikkert faldet nogle ting på plads for mig og jeg kan mærke det har skabt en form for ro inden i. Dejligt
Det forår og livet er skønt… Håber I er enige
Dag 58
Har simpelthen gjort noget lettere grænseoverskridende her til formiddag. Ved ikke om nogen af Jer har fulgt med på p3 i denne uge? Men om formiddagen de samler ind til ‘Humor mod AIDS’, ved at diverse kendte personer udsættes for pinlige udfordringer som udføres når lytterne via sms har doneret et vist beløb – jo flere penge der kommer ind, jo værre bliver udfordringen. Men der bliver også lavet andre indsamlings projekter.
I starten af ugen meddelte en Automester at han ville donere 1000 kr per person (dog max 150.000) der stillede sig op nøgen på Rådhuspladserne i hhv. Kbh, Århus og Odense, tror jeg det var. I går blev projektet så ændre, da det ikke er tilladt for ordensmagten at folk smider tøjet på steder som Rådhuspladser, det koster 500 kr i bøde per person. Og så gik lidt af ideen jo af!
I stedet ville der her til formiddag blive arrangeret nøgenløb på Amager Strand. Hmm, tænkte jeg – jeg bor 5 min. fra Amager Strand, og at smide tøjet og løbe 100 m for at en anden donerer 1000 kr til en god sag, det kan vel ikke være så slemt. På den anden side syntes jeg også det måske var at overskride min egen bluffærdigheds grænse! Lige indtil det sidste var jeg i tvivl. Det er jo påske, folk har fri og kender jo altså en hel del der bor her på Amager der kunne have hørt om arrangementet! Fu.. hvor ville det være pinligt hvis nogen jeg kendte dukkede op! Alligevel syntes jeg jo det var en sjov idé.
Jeg gjorde op med mig selv at jeg jo kunne køre der ned og kigge til at starte med – lige tjekke ud hvor manger der var osv. Jeg kunne heldigvis ikke spotte et eneste kendt ansigt. Og endte med at gi pokker i det hele og gøre det. Så jeg fik udleveret en fin rød plastik klovne næse, ligesom alle de andre deltagende. Stemningen var høj og uhøjtidelig, der blev småsnakket, kommet med kommentarer, joket og grinet. Der var på INGEN måde noget pornografisk i det – folk syntes bare det var en sjov måde at støtte en god sag
Lige inden start blev det så meddelt at beløbet var hævet til 5000 kr per person, nok fordi vi ikke var så mange igen – ca. 30-35 stykker vil jeg tro. Så nu sidder jeg med god samvittighed, har (indirekte) doneret 5000 kr til AIDS fonden ved at løbe 100 m nøgen! Så trods en smule væven i morges, er jeg nu glad for at jeg overskred grænsen og gjorde det – det sgu da en lidt sjov historie at fortælle
Bagefter var vi et par stykker der hoppede i vandet nu vi var i gang. En smule koldt, men slet ikke så slemt.
Min mor ringede 10 min. før jeg var på vej ud af døren. Tror godt hun fornemmede at jeg ikke havde den store tålmodighed til at snakke – men ville ikke lige sige det var fordi jeg var ved psykisk at sætte mig op til at løbe nøgenløb på stranden!
Nu kan jeg så fortælle hende at jeg har gjort det…
Ikke lige den start på påsken jeg havde regnet med
Men elsker at gøre skøre, anderledes ting – det vist bare en del af at være mig!
Hvor er du SEJ!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Du er fantastisk!!
Kære Ida – tillykke med beslutningen!
Jeg håber, at de har internet, så du kan blogge dernede fra. Jeg er sikker på, at de andre PowerPrinsesser er enige i, at vi ikke vil undvære dit input!
Kærligst
Lone
Kære Ida.
Hvor er du bare sej og beundringsværdig.-)))))
Godt gået (løbet).
Kh. Lone H.
Tak for jeres søde ord 2xLone – det gør mig glad helt ind i sjælen. Min mor syntes også det var godt gået, hun var helt stolt af mig og syntes nærmest det var rørende at hendes datter vil gå så langt for at støtte en god sag, for at hjælpe andre
også mine veninder har sagt det var sejt, fedt og stor respekt!
Dag 61
Er godt og grundigt træt. Var på arbejde i går, og trods jeg skulle arbejde kl. 7.30-14.30 i hjemmeplejen igen i dag, ja så skulle jeg da ikke gå glip af en tur i byen i går! Gik i seng kl. 4.00 i morges og ‘sov’ ret uroligt knap 3 timer til vækkeuret ringede. Heldigvis er det meget sjældet det kan ses og mærkes på mig når jeg ikke har sovet. Har faktisk også været overraskende frisk i løbet af dagen, men mærker nu at trætheden indhenter mig.
Har haft en rigtig dejlig dag på arbejdet. Alle de klienter jeg havde på mit program i dag (og i går for den sags skyld, da de var de samme), har bare været så søde og medgørlige. Selvom tanken om at skulle tidligt op ikke var særlig tiltalende, så har jeg haft et program hvor jeg har haft tid til at yde den hjælp jeg skulle uden at skulle skynde mig og stresse. Jeg glædet mig over at kunne hjælpe de gamle, har hygget og snakket om stort og småt – alle steder har de sagt pænt tak for hjælpen. Det lyder måske af lidt, men det gør bare så stor en forskel for mig
Der er også blevet grint en hel del i selskab med de øvrige der var på arbejde – en dejlig arbejdsdag, hvor ikke en gang regnvejret har kunne tage mit gode humør fra mig.
Nu når vinteren er ovre, har jeg snakket om at det var tid til at få ordnet min cykel og få den vasket og rengjort efter måneder med sne, is, saltning, sjap og slud – det var i den grad tiltrængt. Jeg havde derfor spurgt min kære far om evt. havde tid til at hjælpe mig (ellers ender jeg bare med at skille tingene ad, for derfor ikke helt at kunne huske hvordan det skal samles igen – og ja, så ville der alligevel blive sendt bud efter farmand!), det havde han i dag. Så lige efter arbejde mødtes jeg med min far.
Af en eller anden årsag fik jeg sådan lyst til jordbærkage i formiddags. Derfor var jeg lige et smut forbi bageren da jeg var færdig med mit arbejde. Efter et par timer var min cykel fin og ren igen (så ren den nu kan blive), smurt med olie, samt fået ordnet bremser, alt i mens far og datter hyggede sig sammen. og efterfølgende spiste jordbærkage naturligvis – hvilket må siges at være en billig pris for at få hjælp til at ordne cykel
selvom far havde gjort det lige meget hvad, alt for yndlingsdatteren…
Er det ikke bare skønt
Så nu står den på afslapning i sofaen, og måske tidligt i seng!
Dag 62
Det utrolitg at opleve, hvor meget jeg påvirkes af at gøre det, jeg finder er rigtigt for mig – hvor meget gladere jeg bliver, hvor meget nemmere alting bliver!
Har haft endnu en dejlig dag. For tiden får jeg ryddet op både inden i og ‘uden på’, dvs i min lejlighed/mine fysiske omgivelser. Jeg får reflekteret over ting, jeg tidligere sikkert ikke havde taget mig tid til. Jeg kan mærke, at jeg får taget nogle valg, der får mig til at føle mig godt tilpas
Kunsten er vel så at holde fast, at blive ved med at handle udfra de signaler jeg får indefra…
Kh fra mig
Dag 64
som dagene dog flyver. Syntes jeg gør mig så mange tanker jeg gerne vil skrive ned her, men når klokken bliver så mange som nu er jeg simpelthen for træt til at holde sammen på tankerne og formulere mig ordentlig.
Jeg har dog to ting der popper som bare har gjort mig glad. Først og fremmest skrev en af mine veninder som svar på min mail, i en mail her til aften, at hun virkelig bare er så glad for at have mig som veninde! Kan man blive andet end rørt – jeg kan ikke. Det bedste af det hele er at jeg har det på samme måde!
Den anden ting er fra i går. I går morges da jeg tændte computeren, fik jeg en besked på facebook chatten fra en jeg mødte da jeg var i Australien. Ved ikke hvor meget jeg kan sige vi er veninder, er faktisk ret sikker på jeg kun nåede at møde hende en gang. Det var til en pubcrawl med hockey klubben hvor jeg spillede mens jeg var afsted. Hun var veninde til en af de andre på holdet, og på en eller andet måde kom vi til at snakke sammen. Kan ikke helt huske hvordan, det var jo trods alt på en pubcrawl
Vi blev hurtigt enige om at der burde være nogen der indtog dansegulvet. Og husker så bare vi gik lidt amok og teede os tossede. Vi snakkede flere gange om at vi da skulle ud at danse igen, men nåede det aldrig inden jeg rejste. Ikke fordi vi har haft den store kontakt siden – mest udvekslet føs’dags hilsner og sådan. Men i går morges skrev hun så og spurgte hvornår jeg kom og dansede med hende. Jeg synes simpelthen det er så hyggeligt og sjov, at man kan holde kontakten på den måde.
For mig er det helt fantastisk at vide at jeg ‘kender’ folk rundt omkring ude i verden, og selvom vi ikke har den store kontakt, ville jeg ikke tøve med at kontakte dem hvis livet skulle føre mig deres vej, da jeg er sikker på vi nok skulle kunne komme ud af det med hinanden.
Så nu vil jeg gå i seng, velvidende at jeg har folk både nært og fjernt, som jeg betyder noget for, på den ene eller andet måde – og omvendt.
Godnat hilsner herfra…
Dag 67
Iiihhh, hvor er livet dog bare fuld af skønne oplevelser – hvis man er villig til at tage imod!
I torsdag var jeg fx ude at bowle med nogle af de andre frivillige fra den pigeforening jeg var med til at starte op i efteråret. Indtil nu har vi kun mødtes til møder osv., men har et stykke tid snakket om at lave noget socialt sammen og lære hinanden at kende uden at skulle diskutere praktiske ting, fremtidige planer mm. i forhold til vores forening.
Så vi var 6 tøser der mødtes til en gang bowling. og hvilken formøjelse må jeg sige. Vi havde det bare super hyggeligt og sjovt. Bagefter blev det foreslået at vi kunne gå ud at drikke en øl sammen. Den var jeg med på. To blev nødsaget til at gå, men de fire af os tog videre på bodega, selvom klokken kun var lidt kl.19 - vi var jo på Amager
Der blevet snakket, sladret og fniset i bedste tøse-stil. Tiden fløj afsted og inden vi fik set os om var der gået et par timer. Helt sikker en succes vi var enige om at gentage.
I går aftes stod den så på Karmaklubben. Der er ganske enkelt noget ved det sted der kan få mig til at føle mig helt høj. Jeg mødtes med en veninde ved Søpavilionen kl. 20.30 (dvs 5 min over halv, da jeg konsekvent altid skal være sent på den – det er en af de tinge jeg er begyndt bare at acceptere, når jeg har aftaler med folk tror jeg altid liiige jeg kan nå dit og dat. Jeg gider ikke længere kæmpe imod og lade mig irritere over det, jeg forener mig med det i stedet). Indenfor stod vi og snakkede et øjeblik. For inden der var gået 5 min. begyndte vi begge at rokke i takt til musikken og begyndte at bevæge os ud på dansegulvet. Uden videre bredte et stort smil sig hos os begge.
Jeg var træt og øm i benene allerede inden jeg tog hjemmefra, så var sikker på jeg ikke ville holde længere end et par timer. Vi slæbte os derfra omkring kl. 2.00, med MEGET ømme fødder og ben! Efter godt 5 timer i Karmaklubben, med mere end 4 timers dans var jeg fuldstændig høj. Den sidste times tid blev de høje hæle smidt – var så befriende at danse rundt på strømpefødder.
Efter midnat blev der stille og roligt tyndet ud blandt gæsterne, hvilket gav masser af plads på dansegulvet. Det skulle helt sikker udnyttes og min veninde og jeg danset rundt som hvad der mindende mig om barndommens frie og bekymringsløse liv. Jeg dansede rundt på strømpefødder i min kjole, glad og fri.
På et tidspunkt i løbet af aftenen blev jeg opmærksom på at jeg havde givet fuldstændig slip på kontrollen. Min krop snoede, vred og vrikkede sig til musikken, uden at jeg på nogen måde skænkede det en tanke – som om arme og ben bevægede sig af sig selv.
Da jeg kom hjem kl. 03.00 var jeg så fuld af energi at jeg på ingen måde kunne sove. Så postkassen blev tømt for reklamer (ja, hvor tit gør man det kl. 3 om natten), og jeg satte mig til rette i køkkenet med tilbudsaviser, ostemad og cocio
Det tog en time før jeg var faldet så meget ned at jeg kunne sove – så kan man vist snakke om frigivelse af endorfiner 
Så kære Lone PP, tak fordi du har skabt Karmaklubben, et vidunderligt fristed – og selvfølgelig også tak til alle de andre skønne mennesker der kommer, ellers ville der jo ikke være så meget ved det. For det er jo den energi alle hver især bidrager med der gør det noget helt specielt.
Og jeg kan åbenbart ikke få nok – trods ømme fødder kom jeg afsted til træning i formiddags. Men er glad for jeg gjorde det – det var skønt. Ellers er det meste af dagen gået med, velfortjent, afslapning
En god lur og ikke mindst et dejlig langt fodbad…
Kh Ida
Dag 69
Kan godt være dette indlæg ender med at blive et mix af, ja lidt af hvert.
Har tilbragt eftermiddagen på at blive opdateret her på bloggen. Som altid en fornøjelse lige at tage en tur rundt og læse hvad der foregår hos de/Jer andre. At læse om hvordan der bliver taget beslutninger, reflekteret, handlet osv. det er så opløftende og hjælper til at holde mig selv på rette vej, når jeg af og til glemmer/har svært ved at holde fast i mig selv.
Der er altså et eller andet ved forår og solskin. Selvom jeg helt sikkert også holder af jul, vinter og den kolde tid, der giver anledning til stearinlys, tæpper, varm kakao, en god bog og hygge, så er der bare et eller andet ved den lys og varme foråret bringer. Det giver mig lyst til at springe ud i livet, til at bevæge mig UD i det hele taget og smile til dem jeg møder på min vej (selvom det er jeg vist egentlig ret god til i forvejen).
I dag har jeg ret meget givet mig selv lov til at glemme alt om at ‘burde’ og skulle. Solen er blevet nydt fra min altan, til lyden af masser af min yndlingsmusik. Hurra for bærbare computere og trådløst internet der gør det muligt at læse/skrive blog, få ordnet e-mails osv., selv helt ude på altanen
Eftermiddagen er derudover også blevet tilbragt med at læse i “Fra pæn pige til powerprinsesse”-bogen. Nyder at læse hvert et ord, og tage ved lære og blive inspireret af alle disse pudsige, pinlige, rørende, grænseoverskridende osv. hændelser. Det sidste kapitel jeg fik læst var ‘Nydelsesekspeditionen’ – måtte flere gange tage mig selv i at grine for mig selv. Samtidig fik det mig også til at tænke over om jeg kender nogen jeg kunne få til at være med til sådan et eksperiment? Jeg ikke sikker.
Om det var med inspiration fra bogen kan jeg ikke helt huske nu, men på et tidspunkt kom jeg til at fundere over hvordan jeg har det med at være den ‘evige single’. Jeg kom frem til den konklusion at jeg synes det er pinligt. Hvad det er ved det jeg finder pinligt spekulerede jeg dog ikke over – det et spørgsmål der kom til mig nu mens jeg skriver. Det der kommer til mig umiddelbart lige nu er at jeg føler mig akavet, føler mig tåbelig, forkert, som om der er noget galt med mig. Og hvad gør man med emner/ting man føler sig pinlig over? Man skubber det fraa sig, undgår at snakke om det, eller det hvad jeg gør, har jeg indset i dag. Min første tanke var at give mine forældre skylden – hvorfor lærte de mig aldrig at være åben overfor og knytte mig til ‘det andet køn’? Hvorfor snakkede de aldrig med mig om kærester, forhold mm.? Måske regnede de med at jeg ville gøre mig mine egne erfaringer, måske gik de ud fra jeg ville komme til dem hvis der var noget jeg ville snakke om. Det kan også være de rent faktisk gjorde et forsøg på at snakke med mig om disse ting, men at jeg ikke var modtagelig for det – jeg mindes i det mindste ikke at de prøvede. Heller ikke at min storebror gjorde. Han er 4 år ældre end jeg og flyttede hjemmefra da han var i starten af 20′er. På det tidspunkt mindes jeg aldrig at have hørt ham snakke om eller vise tegn på kæresterier – så hun i hvertfald ikke blevet introduceret for lille søster/familien.
Og ja, det nemmeste er at give andre skylden, at bebrejde andre for det man ikke selv synes man mestrer. Jeg vil stadig holde fast i, at min opvækst har påvirket mit forhold til drenge/fyre/mænd. Men nu er jeg blevet voksen, må tage ansvar for mig selv. Tage ansvar for at ændre de ting, der ikke er som jeg ønsker. Så i dag slog det mig, at i stedet for at synes det er pinligt, og på en måde lidt tabu-agtigt, ikke at være god til forhold og have svært ved at lukke fyre helt tæt ind, så kunne det være, det en idé at snakke om det. Indtil videre har jeg jo erfaret, at det ikke er farligt at snakke om de ting der går mig på – tværtimod er der kun kommet positivt ud af det.
Jeg ved allerede jeg ikke er den eneste der hader at sidde til fx familie sammenkomster og for gang nummer jeg ved ikke hvad, blive spurgt ‘hvordan det kan være at sådan en sød, køn pige ikke har nogen kæreste?’ – det spørgsmål kan få mig til at krumme tæer. Oftest er det folk længere ude der stiller spørgsmålet, mens den tætteste familie ikke direkte spørger eller snakker med mig om det, men kommer med indirekte bemærkninger. Måske forstår de (min nærmeste familie) det heller ikke, men finder det samtidig svært og akavet at snakke om – og undgår det lige så meget som jeg selv gør!
Så nej, jeg har endnu ikke mødt ham som kunne ‘åbne låsen til mit indre’. Men det gør mig sgu da ikke til et dårligt menneske
Til gengæld har det skabt en ond cirkel.
Men det vil jeg vende tilbage til i morgen. Nu vil jeg passe min sengetid
Dag 70
Okay, tror bare jeg vil starte hvor jeg slap i går, og om at finde det pinligt ikke at have haft en rigtig kæreste i flere år. En ting er at være i stand til i det mindste at snakke med et par af mine veninder om dette. Men når jeg tænker over det, er det faktisk værre at skulle sige det til en sød fyr, som jeg måske var blevet interesseret i. Hvad ville han ikke tænke: ”kan hun ikke finde ud af at være sammen med andre mennesker, er hun bange for at knytte sig, er der bare ingen der er gode nok, fejler hun et eller andet” osv. derudad.
I virkeligheden er det nok mig selv, der gør det til et større problem end det er. Men faktum er, at jeg faktisk er sikker på, at det er med til at holde mig tilbage mht. kærester.
En anden ting jeg har tænkt over, er hvordan jeg har mødt de fyre jeg hidtil har været sammen med – om så det var for en enkelt gang eller længere tid. De fleste af mine veninder fungerer sådan at de kan træde ind i et rum, fyldt med mennesker og udpege et par interessante emner. Sådan har jeg aldrig rigtig fungeret. De fyre jeg har været sammen med er jeg på en eller anden måde faldet i snak med, og så fundet ud af de sgu da var meget søde. Selvfølgelig betyder udseendet også noget, og når jeg går ud er der da også af og til fyre jeg synes ser sødere/lækrere ud. Men derfra og så til decideret at udse mig et ’offer’ og go for it, der er der altså et godt stykke vej. Kan kun huske at have gjort dette én gang – der var jeg også langt hjemmefra og havde ikke nogen til at fortælle mig hvad jeg skulle/ikke skulle.
Når jeg kigger tilbage, kan jeg se at det her faktisk er endnu et emne hvor jeg har ladet mig styre en hel del af andres meninger. Hmm, det har jeg aldrig tænkt bevidst over. Men mindes faktisk at have flirtet med fyre, hvor veninder har sagt ’Ham der?’ med et undrende og ’det mener du bare ikke’ udtryk. Og så har jeg tænkt, nej det har de nok ret i. Men det hører jo ingen steder hjemme, det er der sgu da ingen andre end mig der kan afgøre.
Ser helt klart, at jeg har sådan en ’hvad vil min omgangskreds mon synes om ham’ overvejelse. Altså, selvfølgelig er det at foretrække at ens kæreste kan sammen med ens venner og familie, men i sidste ende er det jo ikke dem, der skal date ham!
Livet er ikke altid let, men heldigvis er det alligevel værd at leve, med alt hvad det bringer af udfordringer, gode oplevelser og fantastiske stunder :
Dag 75
Så gik der da vist lige et par dage siden sidst. Jeg vil ikke ‘spilde’ tid på detaljerede beretninger om hvad tiden er gået med, men blot konstatere at der har været andre ting at se til.
Bl.a. en lang dag med mange gøremål og ulidelig spændingshovedpine
En dejlig eftermiddag tilbragt på et af Christiania’s spisesteder med min skønne veninde. Og nej, vi indtager INGEN form for drugs – Christiania er meget mere end det, hat jeg heldigvis erfaret. Jeg er vild med den anderledes, lidt skæve (stadig ikke noget der har med stoffer at gøre), hyggelige, sociale og frie stemning der findes her 
Weekenden er gået med arbejde i hjemmeplejen og så har jeg fundet en håndfuld stillingsannoncer jeg har kastet mig over at søge.
Sidst men ikke mindst har jeg sagt ja til at holde et oplæg om min sidste praktikperiode på SUHR’S og mit tilknyttende bachelor projekt. Min bachelor vejleder startede allerede i januar med at spørge om jeg ikke havde lyst til at komme og fortælle om mit projekt, hvilket jeg sagde ja til. Han spurgte mig igen til et arrangement på skolen i begyndelsen af marts. Og jo, jeg var stadig på. Han sagde at det nok ville blive i april. Da jeg ikke hørte noget siden, begyndte jeg at tænke han nok havde droppet det igen. Lige indtil i torsdag, hvor han sendte en mail om spurgte om jeg ville komme nu på tirsdag, bare ca. 45 min.
Og så gik jeg vist lidt i baglås et øjeblik. Jeg har aldrig været vild med det der med at holde foredrag/præsentationer og skulle stille sig op foran en masse mennesker og skulle snakke. Det kan gøre mig helt nervøs, give fugtige håndflader, og få mig til at snuble i ordenen – det simpelthen som om hjernen kortslutter, og alt det jeg gerne vil sige bare ikke kan komme ud. I løbet af studietiden er dette dog blevet meget bedre, idet vi har haft rigtig mange mundtlige fremlæggelser. Jeg har det dog bedst når jeg er super forberedt og ved lige hvad jeg skal sige. Og netop det fik mig til at panikke – for med aftale fredag, arbejde lørdag+søndag, og 2 ansøgninger der SKAL afsted senest mandag, hvornår var det så lige jeg skulle nå at forberede et 45 min. oplæg.
Efter at have taget nogle dybe vejrtrækninger og tænkt det lidt igennem en dags tid, skrev jeg i går til min vejleder og sagde jeg stadig gerne ville gøre det, men om det ikke kunne blive næste uge igen? Men tirsdag er åbentbart eneste mulighed, da modulet slutter eller ændre sig næste uge igen. Min vejleder er meget entusiastisk omkring mit projekt, og var hele vejen gennem bachelor skrivningen rigtig positiv og optimistisk - blev ved med at fortælle mig at det kun kunne gå godt, jeg var selv en hel del mere forbeholden. Nå, men mht min fremlæggelse på tirsdag skrev han tilbage at det kun kunne blive godt og endelig skulle sige hvis der var noget jeg havde brug for hjælp til!
Det satte tanker igang. For som i så mange andre sammenhæng, var det min egen tvivl på at være god nok der fik mig til at tvivle. Har jeg nu noget relevant at sige, hvad hvis de studerende slet ikke synes det er interessant, hvad hvis jeg gør mig selv til grin, jeg kan godt nok nå at få sagt meget sludder på 45 min. osv.
Men når nu min vejleder, der jo kender mit bachelor projekt mm., tror på at jeg godt kan klare det og mener at mit projekt og mine erfaringer passer perfekt ind i hans undervisning, hvorfor fanden skulle det så ikke være rigtigt! Han ville jo ikke bede mig komme, hvis ikke det var fordi han mente jeg havde noget relevant at bidrage med. Så ville han i hvertfald ikke være særlig rar!
Nå, jeg har valgt at springe ud i det og prøver at se det som en øvelse. Sagen er jo at jeg faktisk gerne vil det, men bare ikke føler jeg har nok forberedelsestid til at kunne stille mig op uden at blive nervøs. Stadig vælger jeg at udfordre mig selv, og overvinde min ‘skræk’ for at tale foran en masse mennesker. For når det hele er gået godt, ved jeg med sikkerhed at jeg vil være vokset mindst en halv meter
Varme hilsner til Jer alle…
Dag 77
Utroligt hvordan tanker påvirker én!
Så overlevede jeg min præsentation i dag. Tror det gik ok – eller rettere sagt, jeg synes selv det gik ok. Hvad de studerende tænkte det ved jeg ikke. Men som noget nyt betyder det heller ikke det store – kunne de bruge nogle af mine erfaringer er det selvfølgelig fint. Det vigtigste er dog at jeg havde noget på, som jeg formåede at formidle så godt jeg kunne. Der kan altid komme ‘undskyldninger’ og bortforklaringer om manglende tid til forberedelse osv. Men jeg ved, jeg gjorde hvad jeg kunne med de midler jeg nu havde til rådighed. Så trods lidt tøven til at starte med, lykkedes det mig at tænke ‘Ida, træk vejret, tag det roligt, og gør det så godt du kan. Kan godt være de studerende ser ud til overhoved ikke at høre efter eller er ved at falde i søvn, men hvordan har du ikke lige selv siddet og kæmpet for at holde øjnene åbne under undervisning sidst på dagen? Det behøver ikke have noget med dig at gøre!’ Fantastisk at opleve at snakke sig selv til fornuft midt under en mundtlig præsentation
Og så har jeg brugt den sidste uges tid eller lignende til at tænke endnu mere over at øve mig på at sprede lys og varme omkring mig, på bedste ‘nydelsesrevolution’ manér. Det fik jeg lejlighed til i går, hvor jeg blev ringet op af en fra Falck. Jeg var blevet ringet op af hende i sidste uge, i forbindelse med abonnement på Falck Healthcare. Et tilbud som jeg faktisk fandt meget tiltalende, men lige måtte tænke over – hvilket jeg meddelte hende og aftalte hun ville ringe igen. Jeg havde i mellemtiden besluttet ikke at gøre det lige nu ihvertfald. Jeg fortalte hende at jeg alligevel var rigtig glad for at være blevet ringet op, da jeg jo egentlig synes godt om tilbuddet, det skulle bare ikke være lige nu, og at jeg sikkert ikke var blevet opmærksom på det af mig selv. Det blev hun rigtig glad for at høre og vi ønskede hinanden en fortsat rigtig god dag. Og jeg havde en god fornemmelse ved at have gjort hende glad. Ved godt det er en lille ting, men man skal jo starte et sted
Knus og klem…