Intro til Ida F.
Hej med Jer. I kan tro jeg er spændt over at være blevet en del at dette projekt og jeg glæder mig til at dele historier med Jer
Da jeg i går faldt over dette top-100-blogger projekt tænke jeg at det lød rigtig spændende, men nok ikke lige var noget jeg har overskud til at kaste mig ud i, hvor end jeg gerne ville. Men det var alligevel som jeg ikke kunne slippe det helt; resten af dagen blev det ved med at vende tilbage i mine tanker. Og da jeg gik i seng var den der igen. Mens jeg lå der og overvejede hvad jeg overhoved skulle bruge ’mine 100 dage’ til og om jeg på nogen måde kan bidrage med noget som andre kan gøre gavn af, så besluttede jeg at selvfølgelig skulle jeg gøre det. Og om andre kan finde inspiration i hvad jeg skriver eller ej, det måske ikke det allervigtigste, men hvis de kan er det naturligvis dejligt. Men som jeg fik vendt tingene inde i hoved indså at det her handler om mig og om at jeg skal gøre noget godt for mig selv. Og jeg ER blevet overbevist om at det kun kan føre noget godt med sig…
Og hvem er jeg så? Jeg hedder Ida, er 26 år, single, bor alene i en lejlighed og har en hel del jeg gerne vil ændre på, blive bedre til osv. Jeg er netop blevet færdiguddannet her i januar og har nu en bachelor i ’Global Nutrition & Health’ eller på dansk ’Professions Bachelor i Ernæring og Sundhed’. Og det medfører pludselig mange spørgsmål der skal tages stilling til, for hvad nu? Hvad skal jeg nu tage mig til, vil jeg arbejde, skal jeg læse videre, hvor skal jeg søge job og hvad er det egentlig jeg kan? At skulle væk fra det trygge studiemiljø der har udgjort min hverdag de sidste 3½ år lidt skræmmende og samtidig vækker det en følelse af at alle døre står åbne! Så at finde ud af hvilken vej jeg nu skal gå er noget af det der vil være vigtigt for mig at fokusere på det næste stykke tid.
Men det er ikke det eneste. Efter et noget turbulent 2009, men alt for mange nedture og alt for mange timer bragt med tårer trillende ned at kinderne, ja så trænger jeg i den grad til at starte på en frisk. Jeg trænger til at få ny energi, til at blive glad for at være mig igen og til at slippe bekymringerne (så godt jeg nu kan)!
Jeg har en mor der er alkoholiker. Tingene går meget op og ned med hende. Det ikke sådan at hun drikker hver dag, men det er hendes måde at løse tingene på når problemerne vokser hende over hovedet. I løbet af sidste år er det nærmest bare gået støt og roligt nedad og hun har haft nogle gevaldige nedture det sidste år. Min mor og jeg er MEGET tætte og jeg elsker hende virkelig højt. At se hende når hun er helt ude i torvene påvirker mig derfor enormt.
Især i løbet af efteråret har det været slemt; helt der ud hvor jeg har været bange for at jeg skulle miste hende hvis ikke der skete noget. Jeg har direkte sagt til at jeg var bange for at hun skulle dø, og det ville jeg slet ikke kunne klare for jeg har brug for hende, hun er den eneste der dur i mange sammenhæng. Men jeg kan bare mærke hvor meget energi alt det her har kostet mig og hvor meget jeg har tilsidesat mig selv. At jeg så samtidig har lagt mange kræfter i at skrive mit bachelor projekt har ikke ligefrem givet mere overskud.
Mine forældre blev skilt for ca. 4 år siden, men forblev dog venner. Vi kunne stadig holde jul, fødselsdage osv. sammen hele familien. Lige indtil i år, hvor min far knap 2 uger før juleaften meddelte at min mor ikke var velkommen og at hans kæreste (som han har haft ca. 1½ år) ville være der – det kommer man sgu da ikke og siger så tæt på jul. Det gjorde mig simpelthen så rasende og ked af det at jeg slet ikke havde lyst til at holde jul, hvilket jeg holdt fast i, hvilket jeg er stolt over.
Mine forældres skilsmisse kom ikke som nogen overraskelse og jeg havde aldrig troet at det skulle påvirke mig så meget som det gør nu. Men efter det er blevet mere seriøst mellem min far og hans kæreste og hun nu er flyttet ind hos ham, ja så er der lige pludselig kommet en person+hendes familie ind fra højre som jeg skal forholde mig til, hvilket ikke gør tingene mere kaotiske i min verden. Jeg føler mig lidt som en forvirret teenager der prøver at finde sit ståsted, uden helt at være i stand til det.
Jeg kan huske min mors alkoholproblemer fra jeg var ca. 12 år gammel. Igennem min ungdom har jeg tillært at tilpasse mig andre, at agere ud fra og være som jeg troede andre ønskede jeg skulle være, og ofte synes, mene og tro det samme som alle de andre. Det brugte jeg omkring 10 år af mit liv på, indtil jeg var i begyndelsen af tyverne og simpelthen ikke længere kunne benægte at der var noget der ikke var som det skulle være. Jeg havde ganske enkelt lært at undertrykke mig selv, så jeg ikke anede hvem jeg selv var. Og det svært at fortælle andre hvordan man har det hvis man ikke er i stand til at mærke det selv.
Det er jeg heldigvis blevet bedre til, men ’glemmer’ tit at gøre det. Så det er en anden ting jeg gerne vil arbejde på at ændre og blive bedre til, at mærke efter inde i mig selv og være i stand til at handle ud fra hvad jeg vil, hvad der gør mig glad og giver mig god energi. Og ikke mindst udtrykke det.
Den dag i dag kæmper jeg stadig for at holde fast i mig selv, være den jeg er og tro på at jeg er god nok som jeg. Noget der på det sidste ikke har været så meget af som jeg kunne tænke mig. Men det ønsker jeg at lave om på. Og dette blogger-projekt ser jeg som en fantastisk start, som et første skridt på at kaste mig ud i noget jeg ikke er helt sikker på hvad indebærer, men som jeg har lyst til!!! Og at gøre ting jeg har lyst til og følge mine første indtryk og indskydelse, i stedet for at lade mig begrænse og overveje alt ting så lang tid at det bare løbet ud i sandet, samt at være mere ærlig over for mig selv såvel som de mennesker jeg har omkring mig er noget jeg vil fokusere på. At sige tingene som det og lade folk vide når de har gjort mig ked af det, vide når de har gjort mig glad, vide når jeg har brug for dem. For jeg kan ikke ændre andre, men jeg kan starte med at ændre mig 
Hej Ida
Det har været så slemt at jeg har været mødt til at bryde kontakten med min mor 
Og min far have fundet en ny kone, og der var nogle år hvor at han skulle holde jul med hendes og hendes børn, og hvor jeg ikke var velkommen! I dag har jeg heldigvis fået det bedre med min far og hans kone, men det er stadig delt meget op imellem hans børn og hendes børn når det kommer til jul 
Og i år stod jeg igen og viste ikke hvor jeg skulle holde jul henne…………det er ikke særligt sjovt 
Og velkommen til
Jeg syntes at det er så fedt at du har valgt at skrive.
Jeg genkender rigtig meget af det du skriver. Jeg er selv 31 år, jeg er også singel og bor alene……..og ind imellem føler jeg mig også som en forvirret teenager der ikke kan finde ud af livet, og som bare kager rundt
Men jeg har nu også haft mit at slås med !
Jeg er vokset op med mor der er psykisk syg, og hun har også en masse andre problemer oven i bla drikker hun også nogle gange.
Mine forældre er også skilt!
Og jeg har også prøvet nogle gange ikke at vide hvor jeg skulle holde juleaften henne. Fordi at jeg ikke kunne være sammen med min mor, da hun ikke er god for mig
Da jeg brød kontakten med min mor for 10 år siden røg jeg fuldstændig ned og blev indlagt. Derefter startede en lang og sej kamp med at finde uf af HVEM ER JEG EGENTLIGT ? Hvad er mine behov ? Hvad vil jeg gerne ? Hvor er mine grænser ? Hvordan siger man fra ? Og den kamp med at finde mig selv, og anerkende mig selv og mærke min behov den er jeg stadig i gang med
Det fik jeg bare lige lyst til at dele med dig, for du skal vide at du ikke er alene
Jeg skriver forøvrigt også selv her på bloggen og har allerede fået rigtig meget ud af det
Hilsen Line
Hmm, day one på mine blog. Og gud hvor føles det skønt at være her
Jeg har i lang tid haft et ønske om at skrive en form for dagbog eller lignende. Et sted hvor jeg kan skrive mine skøre pudsige infald, mine til tider kaotiske tanker, og bekymringer om stort og småt ned. Jeg har nemlig for længst indset at det hjælper mig at skrive ting ned i stedet for at gå med det inde i hovedet. I sommer købte jeg med stor entusiasme en notesbog til netop dette formål. De første sider blev da også hurtigt fyldt ud, men så var det bare som om projektet gik lidt i stå. Men nu har jeg jo så fundet mig en hel anden måde at holde mig selv til ilden på. For ved at gå ind i dette projekt føler jeg at jeg ikke kun binder mig over for mig selv, men også for Lone der har givet mig denne fantastiske chance og selvfølgelig også alle jer andre skønne kvinder tilmeldt her.
Og hele det her halløj med at finde ud af hvem jeg er, hvad der gør glad og giver mig energi, og ikke mindst hvad der ikke gør mig glad og hvad der tager energi fra mig har allerede sat en masse tanker i gang.
Et af mine arbejds-mål går som sagt ud på at finde mit fremtidig ståsted eftersom jeg lige er blevet færdig uddannet. I mandags faldt jeg så lidt tilfældigt over stillingd annonce som jeg syntes lød som lige noget for mig. Med ansøgningsfrist torsdag, krævede det hurtig action. Der skulle skrives ansøgning, rettes CV, kopieres eksamensbeviser mm. Men alt dette var jeg opsat på. Da jeg så først kom i gang skete der hvad der alt for ofte sker – nemlig at hende den her selvdestruktive kvinde der åbentbart bor inde i alt for mange kvindfolk kiggede frem. Er sikker på I også kender hende, hende der siger “er jeg nu også god nok?” til alt hvad man gør. Og så kørte hele rumlen, for hvorfor skulle de være interesseret i at ansætte lige netop mig? I en tid med rift om diverse jobs, ansætter de sgu da ikke en nyuddannet stort set uden erfaring, når der sikkert er mange meget bedre, dygtigere, klogere osv. personer der søger netop samme stilling. Pludselig var det slet ikke sådan en fornøjelse at skrive ansøgningen og jeg tænkte at jeg lige så godt kunne lade være.
Midt i al min ‘sort-seenhed’ (ja, jeg har det med at opfinde mine egne ord af og til!), begyndte jeg så at lægge mærke til hvordan jeg blev påvirket af disse negative tanker. Og det er tydeligvis ikke noget der hverken gør mig i godt humør, gør mig gladere for mig selv eller giver energi! Jeg tog derfor en beslutning om at feje hende ”du er ikke god nok” til side og stå fast ved min første inskydelse. Nu er ansøgningen sendt og kommer der ikke noget job ud af det, ja så har jeg da i det mindste forsøgt
Og for fremtiden vil jeg forsøge at stoppe hende der inden i mig, som ikke helt tror sig selv før hun tager overhånd.
Men jeg har også lagt mærke til andre små ting der positivt har påvirket mit humør i dag. I formiddag skrev Lone en mail til mig for at bekræfte at min blog nu var oprettet her. Der stod kort og godt: Du er på, smukke! Hvilket jeg besvarede med et kompliment tilbage. Det kan godt være det lyder skørt, men at sådan skrive søde ting til hinanden – kvinde til kvinde – gjorde mig faktisk glad. Så måske man skulle praktisere mere af det…!
Jeg er i dag også blevet mindet om hvor meget jeg holder af at small talke med folk på gaden. Altså ikke nødvendigvis føre lange samtaler med fremmede folk, men bare en venlig kommentar eller småsludder med kassedamen, mens man venter på bussen eller hvad ved jeg. Jeg synes det er SÅ hyggeligt. For to år siden var et semester i Australien og læse. Der var det mere reglen end untagelsen at man hilste på eller snakkede med folk man mødte på sin vej, og jeg tænker tit på hvorfor vi er så dårlige til sådan noget her i lille Danmark? Svaret har jeg ikke, men jeg ved jeg vil blive ved med at snakke med folk på min vej, bare fordi det gør mig i godt humør
Dette er bare et lille opråb om, at i en for mange hektisk hverdag, kan små umiddelbart betydningsløse ting og hændendelse sagtens have en stor effekt…
Det bliver det fra mig i dag.
Kære Line,
tusind tak for din hilsen – det varmer bare så meget og det er fedt at vide man ikke er alene
Glæder mig meget til at læse mere om alle jer andre…
Kære Ida.
Du er bestemt ikke alene her. Fat mod.
Jeg glæder mig til at hører mere fra dig og vil gerne være med i dit projekt med at give kompimenter til de skønne mennesker vi omgiver os med. Det er jo ikke fordi jeg ikke ved at det er vigtigt, men glemmer det bare for ofte. Tusind tak fordi du mindede mig om det.
Kærligst Lone H.
Utrolig så hurtigt tingenes tilstand kan ændre sig. Al den energi der strømmede ind over mig i går er pt pist væk. Den månedlige PMS raser og jeg føler mig træt, ugidelig og alt andet end tiltrækkende. Alt for store mængder chokolade har på mystisk vis fundet vej ned i min mave og jeg sidder nu tilbage med lettere kvalme!!!
Efter at have brugt 3½ år på at tage en uddannelse inden for kost og ernæring, livsstilsændring, motivation osv., ja så vil jeg mene at jeg har rimelig stor viden om hvad der skal til for at leve sundt. I almindelighed synes jeg da også jeg lever rimelig fornuftigt og jeg nyder det, uden dog på nogen måde at være fanatisk – der skal jo være plads til at nyde livet ;) Men en gang i mellem er det som om min krop går helt amok og en ustyrlig trang til at putte i hoved overtager kontrollen. Sådan en aften har det været i dag.
Nu er det ikke fordi jeg har problemer med vægten eller noget, så på den måde har jeg egentlig ikke dårlig samvittighed over det. Det jeg ikke bryder mig om er følelesen af at miste kontrollen – og så det bare heller ikke fedt at have fået kvalme fordi jeg har spist 10 fyldte chokolader og min aftensmad! Føler mig i den grad dvask. Samtidig så har jeg det med at synes det faktisk er en smule komisk og har det med, især hvis det op til min mestruation, at bruge som undskyldning at “det sikkert bare fordi det er det jeg har brug for og at blive overvældet af en trang til chokolade er en helt naturlig del af at være kvinde “. Og ja, jeg mener helt bestemt det nogen gange er på sin plads at give efter for trangen, men kan også konstatere at det altså ikke er altid det giver gavn.
Nå, vil nu også fokusere på noget mere positivt. Jeg har nemlig givet mig selv en lille udfordring eller opgave her de næste dage. I går var jeg sammen med min mor. I går var jeg også meget mere fuld af glæde og energi end hvad jeg har været længe. Jeg pludrede og fortalte om stort og småt, jokede og pjattede og var bare i godt humør. En af mine målsætninger med det her blog-projekt er netop at jeg vil være mere ærlig overfor mig selv såvel som andre, og være bedre til at fortælle hvordan jeg har det, hvad jeg tænker osv. Jeg fortalte så min mor om det her projekt jeg har kastet mig ud; at bruge 100 dage på at få mere energi og glæde ind i mit liv. Hun synes det lød rigtig spændende og hun syntes virkelig det var en fantastisk god idé . Samtidig fortalte jeg hende at jeg altså også havde skrevet om hende og ville komme til at gøre det igen, idet hun til tider er en af årsagerne til at jeg ikke har det godt, at jeg til tider lader hende stjæle alt for meget af min energi, men samtidig er hun også med til at give mig god energi og kan være med til at gøre mig glad når jeg er ked eller bekymret. Og det føltes rigtig godt at fortælle om det her projekt, at dele en del af mig med en person der står mig så nær.
I løbet at weekenden har jeg aftaler med flere af mine dejlige veninder. Min opgave eller mit mål er i den sammenhæng også at fortælle dem om mit projekt. De ved jo godt jeg ikke har haft det for godt i alt for lang tid, nogle mere detaljeret end andre, og jeg ved de gerne vil hjælpe mig til at få det bedre. Dog er alt det her med at finde sig selv, mærke sig selv osv. ikke noget jeg og mine ældste (forstået som dem jeg har haft længst) veninder snakker særlig meget om. Men det er noget der betyder meget for mig, og det har jeg lyst til at dele med dem.
I morgen skal jeg være sammen med en af mine veninder. Vi har de sidste 4-5 været rigtig tætte. Vi snakkede i tlf. sammen stort set hver dag, nogle gange flere gange om dagen. Vi sås mindst en gang om ugen og for det meste også i weekenden. For et år siden begyndte hun så at se en fyr, det endte med at blive alvor og de bor nu mere eller mindre sammen. Det er selvfølgelig helt fantastisk og jeg oprigtig glad på hendes vegne. Dog har dette bl.a. betydet at vi ikke har set meget til hinanden siden de begyndt at komme sammen. Samtidig har hun også skulle skrive afgangsprojekt på sit studie. Allerede i løbet af sidste forår havde jeg det sådan at hver gang jeg snakkede med hende handlede alt om hendes ny kæreste og om hvor travlt hun havde med sin opgave. Min veninde er et fantastisk varmt og dejligt menneske, men kan godt fylde rigtig meget hvis hun får lov. Jeg er omvendt en person der meget nemt lader andre fylde. Og når hun var færdig med at snakke om alt hvad hende og hendes kæreste nu havde gjort og hvad de skulle næste uge og hvordan opgaven gik, ja så var det som jeg ikke havde energi til at komme med noget som helst. Selvom hun flere gange at hun nok skulle finde tid til mig hvis jeg ville snakke, var det som om jeg bare ikke orkede. Overvejer lidt om man kan få for meget af visse personer? Tror måske det ved at gå op for mig at der længe har været et eller andet skævt i vores forhold.
Jeg selv begyndte i stedet at være rigtig meget sammen med nogle fra mit eget studie. Og det er et af lyspunkterne fra 2009. Jeg har fået nogle fantastiske veninder, hvor jeg især med den ene på kort tid har fået et forhold hvor jeg føler jeg kan snakke om alt. På en måde er det som om hun kender mig bedre end veninder jeg har haft meget længere. Men det korte af det lange er at jeg har opdaget nogle mennesker som rent faktisk vil mig, bare fordi jeg er mig og det er da for fed en ting.
Nå, min veninde som nu kun ser meget sjældent er begyndt at give udtryk for at hun savner at være sammen med mig. Hver gang hun foreslår, at vi skal lave noget, er det som der opstår en eller anden modstand i mig, noget der gør at jeg egentlig ikke har lyst til at se hende. Det som om der er kommet en afstand i mellem os, som om hun er blevet en fremmed. Men et eller andet sted savner jeg også det vi havde sammen.
I morgen har hun inviteret mig hjem til hende sammen med nogle af hendes studie kammerater. Og jeg kan allerede mærke modstanden. Det som om jeg på forhånd har gjort op med mig selv at det ikke bliver spor sjovt eller hyggeligt. Men jeg kan ikke blive ved med at have det på den måde, så i morgen har jeg sat mig for at lave en aftale med hvor vi kan være sammen bare os to, og få snakket tingene i gennem. Jeg har i hvertfald nogle ting jeg gerne vil fortælle hende.
Og så er der en sidste ting jeg virkelig har lyst til at prøve. Jeg vil gerne til fest i Karmaklubben, for jeg elsker at danse. Jeg er ikke verdens bedste danser, men at danse er dejligt…
og nu vil jeg smutte ind og sove
Hej Ida
Det lyder rigtig spænende, håber at din samtale med din veninde kom til at gå godt ? I aften er der jo netop karmaklub………så tænker på om du mon er der og danser lige nu ? Kærlig hilsen Line 
åh Ida, hvor jeg dog kender det problem du beskriver med din veninde. Jeg håber virkelige du får talt med hende. Selv har jeg ville tale med min veninde i rigtig lang tid, men har ikke fået taget mig sommen endnu. På den ene side håber jeg det bliver bedre, på den anden tænker jeg at vores forhold måske bare skal flyde ud. Ja det er altså den vattede holdning jeg har. Du har vist lige givet mig et spark til at gøre noget ved det:-) TAK FOR DET
Kh. Lone H.
Har så for en gangs skyld oplevet at der ikke behøver være langt fra tanke til handling. Jeg sidder nu her med ømme fødder og et lidt tungt hoved. Ikke pga. tømmermænd, men efter en FANTASTISK aften i Karmaklubben. Jeg er nemlig så priviligeret at have en danse-fanatisk veninde, som jeg i torsdags sendte et link til Karmaklubben og hun var ellevild og helt med på ideen.
Og hvilken succes. Selvom vi vist nok var aftenens yngste gæster og en stor del af alle de andre dansende var på vores forældres alder, ja så havde vi det bare SÅ sjovt. Netop fordi stedet for én til at føle sig velkommen helt som man
Hov, der blev vist trykket på den fokerte knap!!! Prøver lige en gang til, hmm
Har så for en gangs skyld oplevet at der ikke behøver være langt fra tanke til handling. Jeg sidder nu her med ømme fødder og et lidt tungt hoved. Ikke pga. tømmermænd, men efter en FANTASTISK aften i Karmaklubben. Jeg er nemlig så priviligeret at have en danse-fanatisk veninde, som jeg i torsdags sendte et link til Karmaklubben og hun var ellevild og helt med på ideen.
Og hvilken succes. Selvom vi vist nok var aftenens yngste gæster og en stor del af alle de andre dansende var på vores forældre’s alder, ja så havde vi det bare SÅ sjovt. Netop fordi stedet får én til at føle sig velkommen helt som man er.
Vi dansede stort set non-stop i lidt mere end 2½ time! Hvor føles det SKØNT at give slip og bare gi’ den gas. Vi fik både danset skørt, grimt, fjollet, sexet, med store armbevægelsen og åndsvage grimasser, der blev hoppet, klappet og hujet indtil kl. lidt over midnat hvor vi bare ikke kunne mere. Alt det uden på nogen måde at føle sig pinlig, udsat eller malplaceret. Og tænk at kunne få lov at gå i byen og drikke vand uden at der bliver kigget skævt til én! Jeg er VILD med konceptet og det er med garanti ikke sidste gang jeg og min veninde gir’ den som danse-smølfer i Karmaklubben.
Min veninde var så vild med dj’ens musikvalg at hun blev nødsaget til at fortælle ham det inden vi gik – han takkede ved at give hende et stort knus!!! Det er da god karma
For øvrigt synes min veninde at hele det her blogger-find din indre glæde og energi-projekt lød som en rigtig god ting og syntes det er super fedt jeg har kastet mig ud i det.
Så det er to ting jeg har fået bekræftet gør mig glad:
1) at danse uden at begrænse mig selv og uden at tænke over hvad andre tænker om mig mens jeg gør det.
2) at blive ved med at dele ud af mig selv og mine tanker til dem der står mig nær istedet for at være bange for hvad der sker hvis jeg gør det - jeg ønsker jo at de gør det samme. Jeg håber at det kan være med til at knytte tættere bånd.
Flot
Og fedt at du kom afsted 
Arrrggghhh, har simpelthen haft lyst til at skrige mange gange i dag. Jeg hader at have menstruation!!! Eller rettere så hader jeg at jeg stort set hver måned skal bruge et døgns tid med smerter og ubehag – nemlig i forbindelse med min første menstruations-dag. Det kan selvfølgelig kureres med smertestillende piller. Men jeg foretrækker nu en gang at undgå at fylde min krop med piller, med mindre det er yderst nødvendigt.
Jeg hader ikke at være i stand til at gøre hvad jeg har lyst til. Men i dag har jeg valgt at give efter og give min krop lov til at hvile og slappe af i stedet for at bruge energi på at kæmpe.
Jeg har ikke sovet særlig godt i nat pga. uro og mavesmerter. Det betyder at jeg har tilbragt det meste af dagen på sofaen. Alt ting har hele dagen foregået i slowmotion da jeg simpelthen bare er mega træt og uden den store energi. Hele formiddagen og starten af eftermiddagen har jeg med jævne mellemrum haft vilde kramper i underlivet, samtidig med at det føles som om maven er ved at eksplodere
Egentlig havde jeg en aftale om at se film med en veninde. Men jeg har mest af alt lyst til bare at være alene og have fred og ro. Det giver jeg så mig selv lov til; også selvom jeg faktisk har det lidt bedre her til aften. I stedet for at slæbe mig af sted til min veninde (hun er blevet opereret og kan ikke komme ud endnu) for at overholde vores ikke helt faste aftale, ja så har jeg spurgt om det kan blive i morgen i stedet for. Kunne ikke helt lide det, for jeg får lidt dårlig samvittighed over at bryde aftaler. Tænker at det kan være den anden part føler sig svigtet, tilsidesat, bliver irriteret eller hvad ved jeg. Heldigvis sagde min veninde at det var helt ok, og selvfølgelig skulle jeg bare blive hjemme og pleje mig selv. Så slet ingen grund til bekymring! Måske lærer jeg en dag at lade være med at gøre tingene være end de er ved at forestille mig alle mulige ting inde i hovedet…
Det føles i hvert fald rart at lytte til mig selv og gøre det jeg finder bedst for mig selv, HURRA for det
En anden ting der har ramt mig i dag er at jeg nu ikke har grædt i en hel uge!!! Det er godt nok MEGET længe siden det er sket sidst. Det sidste lange stykke tid, et ½ år eller måske endda længere, har jeg næsten dagligt haft mindst én tudetur, fordi jeg bare har været så led og ked og træt af mange ting, og manglet overskud til at komme ovenpå. Tror at det er rigtig godt for mig at være blevet færdig med min uddannelse og komme ud af det evige pres fra opgaver, deadlines og præstationer. Jeg ved godt det også er en del af ”det virkelige liv” på arbejdsmarkedet. Derfor passer det mig egentlig fint hvis der går et par uger endnu førend jeg evt. er heldig og få et job. Jeg kan mærke at det er godt for mig at have tid til mig, få lidt ro på og bruge tiden på at finde mig og få ryddet ud i nogle af de ting der har været årsag til at jeg har været så trist.
For selvom jeg ikke er på toppen og er rigtig træt og ugidelig i dag, så er jeg ikke trist. Bag trætheden kan jeg fornemme en glæde og optimisme der ikke har været til stede længe. En tro på at tingene begynder at blive anderledes, og at det her projekt er med til at holde fokus og hjælpe mig på rette vej. Der er ingen der siger det bliver let, men jeg kan mærke at lysten og gejsten til at få det bedre og kæmpe den er der
Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig søndag aften.
Nu vil jeg smutte i køkkenet og finde ud af hvad jeg har lyst til at nære min krop med her til aften.
Hvorfor skal det være så dyrt at gå til Polefitness/stripfitness? Det er et af mine store ønsker at kaste mig ud i denne træningsform. Faktisk er det noget jeg har haft i tankerne i LANG tid, men ligesom så mange andre ting jeg godt kunne tænke mig, bare ikke rigtig har fået gjort noget ved. Nu forholder det sig heldigvis sådan at min danse-glade veninde jeg havde med i Karmaklubben i fredags har haft den samme tanke. Fredag eftermiddag fik vi endelig sat os ned og kigget på de forskellige hjemmesider/steder vi havde fundet, for at prøve at vælge nogle steder ud. Vi endte tilbage med 4 som vi synes lød/så bedst ud. Men altså når nu man som sagt ikke har noget job endnu og derfor har til udsigt at skulle leve på dagpenge det næste stykke tid, så er 500-650 kr. om måneden nu en gang en del penge!!! Ikke fordi alting skal gøres op i penge. Jeg er bestemt af den holdning at det er langt vigtigere at være glad og have det godt med sig selv end at have en overfyldt bankkonto. Alligevel må jeg være ærlig og sige at jeg synes det er mange penge at bruge på sådan noget.
så noget tyder på at jeg er ved at tage skridtet! Det hører I helt sikkert mere om når det er…
Mens jeg skriver dette kan jeg godt høre at det lyder en smule selvmodsigende. For mener jeg nu at jeg ikke er værd at spendere 500-600 kr. på om måneden? Det lyder da egentlig en smule fjollet! Samtidig tænker jeg at det er penge jeg ville kunne bruge på mange andre ting der også ville gøre mig glad og gøre mig godt. Fx massage, ansigtsbehandling, spare op til at rejse eller anden selvforkælelse.
Min mavefornemmelse siger mig dog at det ville gøre mig godt at starte til denne form for træning. Jeg trænger til at lære min krop lidt bedre at kende. Det forholder sig sådan at jeg i det store hele er rimelig tilfreds med min krop.
Nu har jeg som mange andre kvinder en tendens til altid at måle og sammenligne mig selv med andre kvinder og deres udseende. Det er gået op for mig at når jeg gør dette, ja så måler jeg ikke helheden. Jeg kigger og tænker: hun har større bryster = hun er kønnere, hun har et smukt ansigt = hun er smukkere end mig, hun har lange flotte ben = hun er flottere end mig osv. Og ja, jeg kan også kigge mig i spejlet og tænke: gid jeg havde større bryster, og gid jeg ikke havde korte kraftige ben (hvilket er svært at undgå når man hele livet har dyrket sport) og fokusere på andre dele af mig selv jeg synes er mindre heldig.
Men hvis nu man kiggede på helheden, så kan det godt være at hende med det smukke ansigt havde et par kilo for meget på sidebenene (ikke fordi det nødvendigvis gør én mindre smuk), og hende med de lange ben samtidig har ’skavanker’ osv. Ved ikke om dette kun giver mening i mit hoved???
Kigger jeg på helheden af min egen krop, så stemmer proportionerne vist nu en gang meget godt overens. Så det er ikke som sådan formen eller udseende på min krop jeg har problemer med. Jeg ved bare ikke altid helt hvad jeg skal gøre med den, hvordan jeg skal bruge den, bevæge den, hvordan den virker og reagerer osv. På den måde har jeg altid haft svært ved at forene mig med min krop. Jeg har svært ved at se mig selv som og føle mig tiltrækkende, sexet og dejlig.
Tilbage i november måned var jeg så heldig at have mulighed for at være med på Lone PP’s workshop i sensuel dans (eller hvad det nu blev kaldt) på Amager. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg har en idé om at lignende former for dans/træning kunne være med til at bringe mig i kontakt med denne side af mig selv; føle mig mere feminin, sensuel, lære mig selv bedre at kende og hjælpe til at lære at udtrykke mig selv.
Mens jeg har skrevet dette har min veninde og jeg fundet 2 steder hvor vi til at starte med gerne vil til en prøve time…
At bruge energi, giver energi!
Det er mit nye mantra. Egentlig ikke fordi det ikke er noget jeg vidste i forvejen. Jeg har i perioder bare svært ved at efterleve det. Bliver af og til hvirvlet ind i en ond cirkel af magelighed og ugidelighed. Jo mindre jeg får gjort, jo mindre gider jeg og jo mere får tingene lov til at vokse. Jeg er simpelthen for ‘god’ til at sige “jeg behøver ikke gøre det lige nu. Jeg gør det om lidt eller måske i morgen”! og så ender jeg med at glemme hvad jeg skulle og er pludselig for træt til at gøre det.
Men de sidste par dage er jeg igen blevet mindet om hvor meget mere energi, overskud og godt humør jeg får af at handle og få gjort de ting jeg sætter mig for, i stedet for at blive ved med at udskyde alting og på den måde bruge unødig energi på at tænke på de jeg burde/skulle have gjort. At investere energi i at tage action, bidrager til overskud på energi-kontoen.
Fx så har haft mit strygebræt stående op ad væggen siden i lørdags. Det står bare og venter på at blive sat på plads tilbage i skabet. Jeg er gået forbi det mange gange hver dag og hver gang tænk “nå ja, det skal jeg også have sat på plads – lige om lidt”. Det står der endnu. Og hvor mange sekunder er det lige det tager at få ryddet af vejen…? Sådan kunne jeg blive ved med ting der ville kunne ordnes forholdsvis hurtigt og jeg ved ville give en form for tilfredsstillelse ved at få gjort. Hvorfor er det så lige jeg ikke bare GØR DET? Hmm, den må jeg vist tygge på…
At the end of the day har jeg det bare SÅ meget bedre med mig selv når jeg ved jeg har fået udrettet noget i stedet for at have gået rundt i cirkler og nået ingenting. Små ting tæller også med i regnskabet.
Selvfølgelig skal der være plads til at tilbringe eftermiddagen med at slappe af, se TV, læse eller lave ingenting. Det skal bare ikke være på bekostning af at praktiske gøremål hober sig op fordi jeg ikke får taget mig sammen til gøre noget ved det.
Jeg føler mig meget mere i live, stærk og glad når jeg handler på de ting jeg vil, i stedet for at skal analysere og overveje alting 117 gange bare for at være sikker på jeg tager den rigtige beslutning!
Det fik mig lige til at tænke på Elvis og denne sang
:
http://www.youtube.com/watch?v=BSkDQYe2FYw (her i en remix udgave)
A little less conversation, a little more action please,
All this aggravation ain’t satisfactioning me…
Nu vil jeg sætte mit strygebræt mm. på plads
Med ønske om en dejlig aften til jer alle
Kære Ida
Og jeg kan bare genkende rigtig mange ting fra mig selv som fx det med at have svært ved at aflyse pga fx skyldfølelse og vil den anden nu føle sig svigtet osv ? Og så viser det sig ofte at det slet ikke er noget problem for den anden, og man bliver BARE SÅ MEGET GLADERE NÅR MAN IND IMELLEM FÅR MÆRKET EFTER, OG VALGT FRA SELVOM AT DET ER SVÆRT !
Hvor er det bare super fedt at følge dig
Du gør dig rigtig mange gode og spænende overvejelser
Kærlig Hilsen Line
Kære Ida.
Selvfølgelig skal du starte til poledance. Jeg kender bestemt godt det med at spare sammen og bla bla bla. Problemet er bare hvordan vi lever livet mens vi venter på at tingene bliver bedre. De bliver bedre hvis vi gør et NU.
Jeg har lige skrevet på min egen blog inden jeg læser din. Og du skriver jo noget af forklaringen til mig. Jeg må igang med at gøre de gode ting derhjemme også.
TAK du har lige hjulpet mig.
Kh. Lone
Kære Line
Tak for det – dejligt at du også får noget ud af det. Og ja, det jo helt skørt som man kan bruge tid og energi på at bekymre sig om ting der viser sig slet ikke at være et problem :S Hvilket for mig hænger ret godt sammen med det at få gjort tingene i stedet for at trække det i langdrag – jo længere der går førend jeg får sagt fra/får vished/får spurgt osv. jo mere energi ‘spildes’ på unødvendig bekymring.
Knus fra mig
Dagens tema tager udgangspunkt i selvopfattelse vs. andres (formodede) opfattelse af én selv. Det er nemlig noget jeg har gjort mig en del tanker om på det sidste. Jeg har nu flere gange oplevet at folk har haft et billede af hvordan jeg er og hvordan jeg har det med mig selv, som jeg ikke helt synes stemmer overens med hvad jeg selv føler og med det kaos af tanker jeg ofte befinder mig i.
Som oftest oplever andre mig som sød (hvor har jeg til tider været træt af at blive kaldt sød. Der intet galt i at være sød, men jeg er sgu så meget mere end det), glad, smilende, positiv og som om jeg bare er meget godt tilfreds med alting. Mange oplever mig vist også som stærk, både psykisk og fysisk. At det er sådan andre ser mig er der som sådan ikke noget at sige til. Jer er blevet bevist om at det vist i store træk også er sådan jeg fremstiller mig selv. Også når det ikke stemmer overens med hvordan jeg rigtigt har det.
Fra jeg var ca. 12 år og de første tydelige minder om at det for alvor gik op for mig at min mor af og til drak, har jeg opbygget et image som den søde, evigt glade pige. I mange år gik jeg rundt med denne facade. Der var aldrig rigtig nogen der snakkede med mig omkring min mors drikkeri. De få der vidste besked prøvede i bedste mening at holde mig udenfor for at beskytte mig. Men det er lidt svært at skjule når mor 0g far midt om natten råber og skriger af hinanden så man vågner, og når mor falder over sine egne ben eller kaster op eller græder ved middagsbordet, når storebror bliver gal fordi mor har ‘stjålet’ hans sprut osv. – det skjuler man altså ikke lige for et barn. Mine forældre gjorde altid meget ud af at fortælle at det intet havde med mig at gøre, at det på ingen var min skyld, at jeg klarede det hele så flot og var sådan en stærk og dygtig pige, og at de elskede mig, og min bror selvfølgelig.
Men dagen efter min mor var faldet i, lod alle som om alt var fint igen og helt normalt. Det var også det billede vi havde ud ad til. Ikke fordi der direkte blev sagt at jeg ikke måtte tale om det, men når ingen andre i familien gjorde det, gjorde jeg heller ikke. Så alt imens alting af og til var rent kaos derhjemme og nogle gange græd mig i søvne, opretholdte jeg ud ad til et billede af at alting var fint. Jeg passede min skole, fik gode karakter, dyrkede sport i min fritid og virkede umiddelbart velfungerende.
Vi har altid fremstået som en ægte kernefamilie. En familie der tog på ture sammen, spillede spil, altid var på ferie, hvor alt var hjemmelavet (brød, pizza, syltetøj, saft, hjemmesyltede rødbedder osv. – alt var hjemmegjort) og som bare havde det godt sammen. Hvilket altsammen er rigtig nok. Sådan var det heldigvis også
Der er ingen tvivl om at min barndom/ungdom har været fyldt med fantastiske oplevelser, kærlighed, sammenhold og masser af gode minder. Jeg har en familie der vil gøre alt for mig og som kun vil mig det allerbedste.
Der var/er bare stadig en bagside. En bagside som kun ganske få kendte til indtil for et par år siden. I løbet af mine teenage år ønskede jeg så inderligt at snakke med nogen om min mor’s alkoholproblem og alt hvad det førte med sig, men vidste ikke hvor jeg skulle gå hen.
Så i en årrække på små 10 år lærte jeg altid at være glad og smilende, selv når jeg var trist eller vred. Følelser var, og er tildels stadig, noget jeg havde svært ved. Jeg var bange for at binde mig, bange for at lade folk vide hvem jeg virkelig var og viste forøvrigt ikke rigtig hvordan man gjorde. Jeg var bange for at de ikke skulle kunne lide mig eller min mor, som alle mine venner synes var sød og rar.
For ca. 6 år siden brød jeg for første gang for alvor tavsheden. Jeg kunne simpelthen ikke længere holde ud at leve på en løgn. Jeg kan huske i efteråret 2004 da jeg begyndte at gå til psykolog. Det var første gang i lang tid jeg oplevede at mærke efter og sætte ord på følelserne. Jeg havde et billede på det jeg beskrev mit liv før, som en lige vandret streg i et koordinatsystem – altid bare den samme følelse. Dette blev erstattet af en bølgende linie – med toppe og dale, med liv og foranding. Det var en helt ny fornemmelse.
Jeg har siden dag arbejdet på at skabe mere sammenhæng mellem hvem jeg er ideni og uden på. Det er stadig svært til tider. Især når jeg ikke har det godt og ikke rigtig ved hvorfor. Så gemmer jeg mig, trækker mig ind i mig selv og lades som i ‘gamle dage’ som om alt er godt. Men tænk en gang, det TAGER SÅ MEGET ENERGI! I løbet af det sidste år har jeg oplevet rigtig mange gange at have været ude blandt mine venner (både dem der kender til mine/mors problemer og dem der ikke gør), danset, hygget, været glad og smilende, men samtidig mærket den der prikkende fornemmelse af tårer der presser sig på. Når jeg så er gået der fra, har jeg haft en følelse af endelig at være sluppet væk så jeg kunne lade tårerne trille. Jeg har cyklet hjem mens tårende trillede, gået eller siddet i bussen og kæmpet for ikke at stortude. Når jeg har det sådan bruger jeg enorme mængder energi på at holde gråden tilbage. Det kan altså gøre det svært at være social og være i nuet når man bruger energi på ikke at græde.
Flere af mine ellers tætte veninder ved ikke rigtig hvor galt det har været. Jeg føler mig en smule falsk, som om jeg ikke er helt ærlig og tro overfor dem. Og vel heller ikke overfor mig selv. Men jeg har bare ikke orket at skulle igennem at dele det med dem, ikke haft oversuddet til det. Har ikke vidst hvad jeg skulle sige og hvor jeg skulle starte. Men jeg kan jo ikke forvente at de skal kunne læse mig, selvom jeg tit tænker at det da må stå lysende klart at jeg ikke har det helt godt. Men jeg ved også at jeg er mester i at skjule der er noget galt. Hmm, så nu er det vist på tide at jeg sætter mig ned og tænker lidt over hvad det egentlig er der har gjort mig så ked af det!!!
For selvom det passer at jeg er en glad, positiv og stærk kvinde, så bliver jeg nødsaget til at acceptere og indse det ok ikke at være det altid. Jeg må også gerne være ked, bange, vred, såret, forvirret og sårbar. Det vil nok hjælpe på at jeg bliver MERE MIG, både overfor mig selv og andre
Puha, det blev en lang smøre – håber det hænger sammen!
Positiv eneri og varme tanker til Jer
Lige en kommentar eller tilføjelse til ovenstående.
Jeg er 26 år, men bliver ALTID bedømt til at være yngre. Når jeg er på mit fritidsjob i hjemmeplejen mener nogle af de gamle jeg er 18 og da ikke en dag over 20!!! Men generelt tror folk jeg er 2, 3, nogle gange 4 år yngre.
Jeg føler mig heller ikke som værende 26. Hvordan man så end lige ved hvordan det skal føles at være en bestemt alder!!! Men det er ikke pointen. Det jeg vil frem til er at jeg i mange sammenhæng har svært ved at se mig selv som en ung voksen kvinde og ikke en lille skræmt pige. Jeg tror faktisk det også har en hel del at sige mht. hvordan jeg opfatter mig selv og hvad jeg er i stand til. Det som om der er noget der ikke helt hænger sammen…
Måske vender jeg tilbage til dette ved lejlighed, men jeg vil lade det lige for nu og komme videre med dagens gøremål
Kære Ida
Kan godt genkende rigtig meget af det du skriver 
Kom lige til at tænke på noget og det er at man jo skal huske at SORGEN BLIVER MEGET MINDRE NÅR MAN DELER DEN MED NOGEN! TIL GENGÆLD BLIVER GLÆDEN DOBBELT SÅ STOR NÅR MAN DELER DEN MED NOGEN
Kære Ida F,
Det var så utroligt at læse dit indlæg – det er så fint beskrevet og jeg kan se mig selv hele vejen igennem. Jeg mistede min far for et år siden og det var første gang i mange år at jeg græd. Ikke fordi jeg ikke har haft lyst eller brug for at græde, men fordi jeg på samme måde som dig har haft en facade der vel nærmest var stivnet helt fast. Jeg græd uafbrudt i en uge…og derefter gik der 5 måneder før jeg pludselig, med 4 gæster på besøg brød sammen på badeværelsesgulvet. Det er stadig ikke let for mig at få hul igennem, men det er blevet lettere efter at jeg har indset at jeg er nødt til at tage mig af mig selv og leve for min skyld. Det er som om at vigtigheden af hvad andre synes er blevet mindre, efter jeg har tilladt mig at tænke på mig selv og mærke hvad jeg føler og har lyst til…og tit har jeg erfaret at når jeg er åben og sårbar bliver jeg positivt overrasket over andres reaktion…men det er svært at nå dertil.
Tak fordi du deler, det har sat en masse tanker igang.
Kærligst Ida
Kære Lone, Line og Ida – ihh, hvor blev jeg glad for Jeres søde og varme hilsner. Sidder ellers her og er en smule træt – var ude at fejre en venindes føs’dag i går, så det blev til et par skønne cocktails, dejligt selskab og et godt grin, men også lidt sent i seng!
Det gør det endnu mere meningsfuldt at dele.
Jeres dejlige hilsner gav mig lige lidt ekstra energi
Mange knus
Hmm, er ikke rigtig i det store skrive humør i dag. Kom jo lidt sent i seng i går efter en super hyggelig og sjov aften, hvor en af mine veninder’s fødselsdag blev fejret.
Alligevel er der lige et par ting.
Det første er at jeg har overbevist mig selv om at ja, gu skal jeg starte til Polefitness og dyrke min kvindelighed. Medmindre de prøvetimer jeg skal til i næste uge overbeviser mig om det modsatte, hvilket jeg næppe tror! Tak til Lone H for lige at skære ud i pap for mig at man skal gøre de ting man virkelig ønsker NU – og ikke vente. Tak for et kærligt skub på vejen
Det andet handler om i morgen. Jeg vil så gerne til Flirtefest (med ‘Karmaklubben’), men har ikke rigtig nogen der er oplagt at tage med. Desuden har en af mine veninder iviteret mig til hygge/fest/druk hjemme hos hende sammen med hendes kæreste og nogle af deres studiekammerater. Jeg havde lige overset datoen da jeg fik beskeden, så egentlig det var i sidste uge og meddelte jeg gerne ville komme forbi når jeg havde været i Karmaklubben. Det er hende jeg har skrevet om tidligere, som jeg plejede at være rigtig meget sammen med, men ikke har haft særlig meget kontakt med i næsten et år nu.
Nå, sagen er den at jeg jo gerne vil begge dele – typisk mig, skal jo ikke gå glip af noget! Tænker at jeg kunne tage til Flirtefest og hjem til min veninde senere. Men så er der lige det at jeg ikke ved hvem jeg kunne tage med til Flirtefest, da de oplagte ikke kan i morgen. Og jeg ved ikke helt om jeg er modig nok til at tage afsted alene!!! Synes det virker lidt ‘farligt’. Okay lyder måske skørt men alligevel, at møde op til fest uden at kende nogen med risiko for ikke at have nogen at snakke med eller danse med, synes jeg godt kan være lidt grænseoverskridende. Men vil gerne være med til merengue undervisningen og kan jo bare gå igen hvis jeg slet ikke føler mig tilpas.
Samtidig synes jeg jo også at det er sjovt nogen gange bare at gøre sådan nogle ting. Tage ud på egen hånd og få oplevelser som er MINE. At møde nye mennesker og snakke med dem jeg ikke kender. Jeg har det for det meste dog bedst med at have mindst én at følges med når jeg dukker op.
Uhh, det må jeg overveje i løbet af dagen…
Knus og varme hilsner til Jer derude
Selvfølgelig skal du afsted til dansefest i morgen
I hvert falde hvis du spøger mig……..Det gjorde du godt nok ikke 
Men nu får du altså min mening alligevel:)
SELVOM JEG VILD GERNE VILLE MED 
Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig ? Men jeg tog faktisk afsted til karmafest i København ! Jeg have godt nok en veninde jeg kunne overnatte hos, men ingen der ville eller turde tage med mig i karmaklubben! SÅ JEG TOG AFSTED ALENE 
OG DET VAR EN RIGTIG SPÆNENDE OPLEVELSE 
Forøvrigt kender du jo Lone ? Og hvis ikke var det da en god anledning til at få hilst på hende……..og måske en lille dans 
Det var faktisk meningen at jeg skulle have været med til dansefest i morgen!
Var nemlig meningen at jeg skulle have været med på lones “kast tryllestøv på alle de gode mænd” kursus i søndags. Men da det blev aflyst syntes jeg ikke at min økonomi og overskud var der til at tage hele vejen til København kun for dansefesten i morgen
Dag 11
Ja tror da vist også jeg bliver nødsaget til at sætte dage på, ellers ender jeg med slet ikke at kunne finde rundt i hvor langt jeg er nået.
Nu fik jeg aldrig skrevet i går, dag 10, så her kommer en lille opdatering. I DID IT!
Jeg tog til flirtefest helt på egen hånd. Torsdag aften skrev min veninde (hende jeg havde med i Karmaklubben sidste fredag) ellers at hun gerne ville med. Hun har dog været lidt småsyg i ugens løb, og skrev så i går formiddags at hun var blevet rigtig syg og måtte blive hjemme under dynen, øv 
Jeg diskuterede en del frem og tilbage med mig selv om jeg nu skulle tage afsted på egen hånd eller ej. Var jo godt nok nysgerrig efter at finde ud af hvad det var. På den anden side havde jeg jo også min venindes fest, som jeg egentlig havde sagt til at komme til. På den ene side havde jeg mest lyst til at holde mig til det kendte og trygge, dvs. tage hjem til min veninde. På den anden side var tanken om at udfordre mig selv og gøre noget, for mig, lidt grænseoverskridende ved at tage afsted til Flirtefest ret tiltrækkende.
Efter at have set Lone’s merague-video optaget i toget på vej hjem til Kbh. og læst Line’s besked ovenfor, så tænke jeg “gu skal jeg af sted”. For den eneste måde at flyttet sine grænser på og ændre sig selv, er jo netop ved at gøre ting man finder svært, ved at overvinde sin frygt. den frygt der tit holder mig tilbage for at gøre de ting jeg egentlig gerne vil. Og det værste der kunne ske var jo at jeg ikke havde lyst til at være der og så kunne jeg jo gå igen.
Men jeg sendte en sms til min veninde om at jeg stadig nok skulle komme til hendes fest, men jeg skulle altså lige til dans først. Så op på cyklen og afsted til Nørregade, med en lidt kildrende men fed fornemmelse i maven. Okay jeg gør det – og det føles lidt vildt, men super fedt.
Lige til at starte med var det nu lidt underligt at gå rundt uden at kende nogen og vide at ingen viste hvem jeg var. Men jeg besluttede at tage sagen i egen hånd og satte mig ned et tilfældigt tid og faldt i snak med hende ved siden af. Selvom jeg på et tidspunkt senere på aften sad alene, føltes det ikke ubehageligt. Jeg sad bare og kiggede på folk der dansede, indtog de mange sanseindtryk og fornemmede den gode, positive stemning. Jeg følte mig hverken udenfor, ensom eller på nogen måde malplaceret. Det blev da også kort efter til mere dansen.
Omkring kl. 23 besluttede jeg at tage videre hjem til min veninde. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at blive, men nu havde jeg gjort hvad jeg satte mig for og så var det ok at tage videre. Da jeg gik fra Flirtefesten var det helt sikkert med en god fornemmelse i maven. Jeg havde fået danset, snakket med folk jeg ikke kender og fået hils på Lone PowerPrinsesse for første gang.
Jeg var helt stolt og glad over at have overvundet mig selv og taget afsted – det føltes SÅ fedt. Ved med sikkerhed at hvis jeg ikke havde gjort det, ville det længe nage lidt i baghovedet – Ida, hvorfor var du sådan en bangebuks den dag? Hvorfor sprang du ikke bare ud i det, istedet for at vælge det sikre? Du bliver nødsaget til at gøre noget for at bryde dine vante mønstre!
Efter Flirtefesten havde jeg en fortsat rigtig hyggelig og sjov aften hos min veninde, så alt i alt en dejlig aften
Desværre havde jeg også en lidt kedelig oplevelse i torsdags, men den må følge senere…
Knus og kram fra hende-den-lidt-stolte
Hej Ida
Er spændt på at høre hvad du gjorde i fredags, og om du kom afsted til danse fest ?
Hej Line
Ved ikke om der er gået rod i indlægne her, men har skrevet om det ovenfor 
Jeps, jeg kom afsted
Så blev det søndag, og fastelavn og Valentines Day…
og også meget anderledes for mit vedkommende.
Eftersom jeg ikke har en kæreste har dagen nu mest stået på fastelavn. Men en RIGTIG hyggelig en af slagsen
Min mor har en rigtig rigtig god veninde der er babtist, så selvom min mor ikke er videre troende er hun af og til med sin veninde i kirke. Min mor har lært mange søde, dejlige, åbne og hjælpsomme mennesker at kende her i gennem. Bl.a. også nogle hun går til AA møder med. Jeg ser det som et godt miljø for hende at komme i; troende eller ej. Der er bare så meget kærlighed, støtte og imødekommenhed i den kirke. Og de laver også flere knap så højtidelige arrangementer.
I dag var der så fastelavns gudtjeneste. Min mor havde naturligvis sagt jeg var velkommen, og en af hendes gode AA venner havde også givet udtryk for at det ville blive lidt af en festdag. Og det må man sige. En hyggelig gudstjeneste med udklædte børn og voksne, sang og optræden af kirkens helt fantastiske gospelkor.
Dette blev efterfulgt af tøndeslagning og fødselsdags brunch afholdt af en af dem der kommer i kirken. Så det endte med klokken var omkring 15 da vi gik der fra. Hele dagen havde bare været så hyggeligt og det gør virkelig glad at komme ud blandt folk der er så glade, åbne og varme. Her er der ingen der dømmer nogen og alle små snakker med hinanden. Der var flere folk som min mor har fortalt en hel del om mig til og omvendt, men som jeg aldrig har mødt før i dag. Selvom jeg jo slet ikke kender dem, følte jeg mig godt tilpas og følte at jeg bare blev taget imod som den jeg er – det er sgu en dejlig fornemmelse
Faktisk kom jeg i går til at tænke på noget – det slog mig faktisk hvordan jeg nogen gange møder andre mennesker, eller måske rettere hvordan jeg tager i mod det de siger til mig. Jeg havde en oplevelse hjemme hos min veninde i fredags der fik mig til at indse at jeg har det med at føle andres spørgsmål osv. som en slags angreb. Som om jeg altid skal forsvare mig og den jeg er og de ting jeg gør. Jeg har det med at opfatte folks nygerrighed som noget negativt, som om de ikke forstår mig, synes jeg er dum eller hvad ved jeg. I løbet af aftenen kom en af vores venner forbi (temmelig fuld og meget underholdende!) og han begyndte at spørge mig en masse om min fremtid, jobsøgning, hvad jeg ville med min uddannelse osv. Flere gange sagde han “jamen jeg forstår det bare ikke”. Efterfulgt af ”Jeg vil bare gerne vide det, for jeg synes det spændende at vi hvor andre er på vej hen”. Da han blev ved med at spørge så jeg det netop som et angreb (har jeg fundet ud af her bagefter) eller en udspørgelse, hvor jeg skulle forsvare mig selv med mine svar. Det er da en fjollet måde at tænke på…
Hvor jeg vil hen med det her er, at jeg tror på jeg føler mig meget mere tilpas og bliver mere i stand til at være i nuet hvis jeg tager paraderne ned, hvis jeg tør tro på at folk spørger af oprigtig interesse og ikke vil mig noget dårligt. Så længe jeg gør hvad jeg føler er rigtigt for mig, og er i stand til at formidle dette til andre så bliver jeg også mere oprigtig overfor mig selv såvel som andre. Folk behøver jo ikke være enige med mig eller have de samme interesser.
Det er noget at det jeg har oplevet i dag – nemlig at være mig selv og have det godt med det. Nok forbi jeg har været i et rum hvor jeg følte der var plads til det. Ligesom jeg har ladet alle andre være som de er med deres forskelligheder uden at dømme dem.
Her til aften har jeg så bagt rugbrød og skønne æblemuffins, mums
Jeg har fået ryddet lidt op, sendt et par mails, snakket med min dejlige kære farmor og nu vil jeg lukke computeren og slappe af mens jeg nyder enden på en god dag.
Håber I også har haft en dejlig dag
Knus og kram
Hvor er du sej ida
Hvor var det bare fedt at du kom afsted ! Jeg må også indrømme at jeg er noget ærgelig over at jeg ikke tog til København alligevel fordi kurset med Lone var aflyst om søndagen 
Og endnu mere ærgelig over det nu hvor jeg fandt ud af at der jo var brunh om søndagen alligevel 
MEN ER DER JO IKKE NOGET AT GØRE VED NU 
Dag 13
Kan godt forstå du er lidt ærgelig over du ikke kom afsted, men nogen gange må man acceptere tingene ikke altid går helt som man kunne tænke sig – det kunne jeg i hvertfald godt være bedre til ind i mellem! MEN mon ikke du får chancen for at komme på eventyr i Kbh en anden gang – det håber jeg for dig 
Tak kære Line – føler mig også en smule sej
Og så til dagens status.
Er lidt øv over at det ene af de steder hvor min veninde og jeg gerne vil til Polefitness prøvetime først har plads i starten af marts – det synes jeg der er ALT for længe til
Til gengæld ringede jeg i dag til det andet sted vi gerne vil til prøvetime. Jeg snakkede med en rigtig søde dame. Nu har vi booket en prøvetime i morgen
JUHUUU hvor jeg glæder mig 
Nu jeg var i gang så har jeg sørme også bestilt tid hos frisøren i morgen
Har længe trængt til at få gjort noget ved mit hår, men som det så ofte sker er det bare blevet udskudt og udskudt og udskudt. Har aldrig haft en fast frisør. I efteråret fandt jeg så endelig en jeg rigtig godt kunne lide. Da det så var tid til at bestille tid igen, ja så havde hun selvfølgelig orlov – typisk! Men nu skal det være så har booket tid hos en af de andre i samme frisørsalon. Det bliver skønt.
I dag har jeg også været et smut i MATAS og købt en ansigtsmaske. Og senere i aften vil jeg have mig et fodbad
ahh, det gør godt at pleje sig selv – kan allerede mærke glæden, velværet og energi brede sig 
Har også købt artiskokker og vil lave dejlig artiskokcreme.
Men det nok bedste der er sket i dag er at min mor har ringet og sagt hun starter i et 3 ugers intensiv dagbehandlingsforløb for sit alkoholmisbrug. Dette bliver efterfulgt at 8 ugers efterbehandling. Hun har snakket om det for alvor siden starten af året. Hun har søgt om tilskud gennem kommunen, men det tager tid. Alt for meget papirarbejde og ventetid på svar. I fredags meddelte hun at hun ikke kunne klare at vente længere, da hun er kørt så langt ned og bare har det ELENDIGT
Så lige meget om det bliver for egen regning eller ej vil hun i behandling NU. Hun starter på onsdag. Jeg er så ubeskrivelig glad for hendes beslutning og håber sådan at det kan få hende ud af sit misbrug – for hendes, min og alle andre omkring hende’s skyld…
Positiv energi til Jer der måtte læse med
Kære Ida
Tror min computer er lidt langsom, nogle gange kommer indlægene først på senere ?
Har allerede noget i ærmet……hæ hæ 
Men det er jo dyrt for mig bare at tage til København og en lang rejse, så det skal planlægges ordentligt 
Og ikke noget jeg bare kan gøre hver gang der fx er fest i karma klubben, det gad jeg ellers godt at jeg kunne 
selvom der helt sikkert er nogle gode muligheder i København, så jeg må jo bare forsøge at få lokket den kære Lone til at lave nogle Power prinsesse tiltag her over i Jylland også 
Eller må jeg jo selv tage intativ;)
Hvor er det fedt at følge med i det du skriver
Men jeg kommer helt sikkert til København igen en anden gang
Men jeg er nu også glad for det liv jeg har fået skabt her mig her i Århus, og at jeg bor tæt på skov og strand
Og man kan jo ikke få det hele
Hvordan laver man forresten astikok cream, og er det godt ?
Fedt at du gør nogle gode ting for dig selv og mærker efter, DET ER VEJEN FREM:)
Og godt høre at din mor også tager ansvar for hendes problemer, og sørger for at få noget hjælp.
De bedste hilsner fra Mig
Kære Line,
som altid gør din hilsen glæde
Mht. artiskok creme så er det vel lidt i kategori med tzatziki og humus. Jeg har en opskrift der taget fra bogen “Suveræne salater og brillante buffeter:
Ca. 240 g. artiskok (nettovægt) fra dåse eller i olie
3 spsk friskrevet parmesan (eller færdigrevet)
2 dl cremefraiche
1 fed hvidløg
salt og peber
Det hele blendes sammen og smages til. Evt. tilsættes lidt af væden artiskokkerne har ligget i.
Jeg smagte artiskok creme for første gang i sommers da jeg fik et færdigkøbt glas med artiskok-hvidløgs creme (ved det kan fås i bl.a. Føtex) og det smagte vidunderligt. Fandt så ud jeg faktisk havde en opskrift på det! Men efter ingredienserne skrevet på det færdigkøbte glas bestod det ikke af andet en artiskok, olie, hvidløg og salt. Så det prøvede jeg i går og brugte: 1 dåse artiskok, 1 fed hvidløg, noget af saften fra dåsen, oliven olie og hørfrøolie, samt salt og peber. Det hele kom bare en tur i blenderen og vupti! Du må prøvede dig lidt frem med mængderne hvis du får lyst at prøve. Jeg synes som sagt det smager godt
Smager skønt som dip til gulerødder, agurkestave, chips og rodfrugter, eller smurt på et stykke brød med avocado skiver på, uhhmm.
Knus og kram.
Dag 14
I dag er sådan en af de dage hvor jeg synes tiden bare går, uden at jeg rigtig når noget som helst. Men nu har jeg jo heldigvis fri og ikke det store jeg SKAL nå til en bestemt tid. Og det har jeg været glad for i dag.
Jeg havde tid hos frisøren kl. 11. Da jeg kom viste det sig at hun var forsinket, hvilket betød jeg måtte side og vente i lidt over ½ time, blev vist næsten 45 min. I stedet for at blive irriteret (hvilket jeg nok kunne være blevet hvis jeg havde noget skulle nå bagefter), benyttede jeg lejligheden til at læne mig tilbage og nyde ikke at have travlt. Jeg fik serveret the og læste lidt uge blade, mens sneen stille dalede ned udenfor – egentlig meget hyggeligt.
Mens hende der skulle klippe mig gjorde sin kunde færdig, blev en anden sat til at vaske mit hår. Åhh, havde næsten glemt hvor skønt det er at blive nusset om. Mens jeg sad med balsam i håret fik jeg den skønneste hovedbundsmassage, ren afslapning
Nu er jeg så hjemme igen, lidt fattigere, en del kønnere og meget gladere. Det er dejligt at gøre noget godt for sig selv.
Om et par timer skal jeg så afsted til min Poledance prøvetime sammen med min veninde. Hun er lige flyttet her i weekenden og har nogle ting hun godt kunne tænke sig jeg hjalp hende med, så hun kan få det sidste på plads. Så efter prøvetimen skal vi hjem til hende, lave mad, flytte lidt ting på plads, tøsesladre og hygge
Uhhh, hvor jeg glæder mig. Er evig taknemmelig for at have skønne veninder i mit liv.
Tænker at dette kun kan ende som endnu en god dag
Mange knus og varme hilsner fra mig…
Dag 15
Vi havde en rigtig dejlig aften, hvor tiden som altid fløj afsted. Utrolig så nemt og lige til tingene kan være når man er på samme bølgelængde. Var hjemme kl. 01 så det blev lidt sent inden jeg kom i seng.
Sidder her med meget blandede følelser og har svært ved at finde mig selv. Glæde, sorg, spænding, bekymring, frygt, håb vælter rundt i et kaos. Jeg havde en super Poledance prøvetime i går. Min veninde som lige er flyttet kom til at køre forkert og kunne ikke nå det. Det betød så til gengæld at hun havde aftensmad parat da jeg meget træt dukkede op hos hende
Hele dagen i går kunne jeg mærke en begyndende halsbetændelse. Gør ondt hver gang jeg synker, øv øv
Så i dag står den på kamillete med honning og citron, mens jeg sidder og er ør i hovedet.
I går på vej til dans havde min mor ringet og lagt en besked på min tlf. svarer. Kunne høre på hendes stemme at hun havde drukket. Hendes rigtig gode ven fra AA havde også ringet til mig. Tænkte at det kun kunne betyde én ting – nemlig at den var gal med min mor. Jeg fik ringet til ham efter dansetimen, blot for at få bekræftet at han også havde kunne fornemme på min mor at hun var fuld. Hun var igen røget ud af det her “jeg kan ikke mere, jeg kan ikke klare det, nu gør jeg bare en ende på det hele” spor, som hun af og til gør. Min mor har flere gange sagt at hun aldrig kunne finde på at tage sit eget liv. Alligevel skræmmer det mig når hun i sit fuldskab siger sådan. Han havde beordret min mor til at komme hjem til ham. Meningen var jo at hun skulle starte i behandling i dag onsdag. Jeg blev fuldt med tvivl om min mor nu var godt i gang med at f*cke det hele op og tage en ordentlig tur så hun ikke ville komme afsted.
Her til formiddag har jeg snakket med min mors AA ven. Han ville fortælle at min mor var kommet afsted. En veninde var troppet op og taget af sted med hende. Og det var jo et positivt første skridt at hun var kommet af sted. Jeg er bare bange for om det holde eller ej. Han fortalte også at da min mor langt om længe endelig var dukket op havde han kunne hive 3 flasker sprut op ad hendes taske!!! Han har flere gange sagt til mig at med den adfærd min mor tør han slet ikke tænke på konsekvenserne hvis ikke der meget snart sker noget. Jeg er så frygtelig bange for at miste hende. Og samtidig så magtesløs og frustreret.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun kommer igennem første dag af sin behandling og at hun holder fast. Det ønsker jeg mig så brændende.
Har dog også fået lidt glæde her til morgen. En af dem jeg boede med da jeg var i Australien havde sendt mig en lang mail. Vi har ikke set hinanden siden vi tog afsked i Australien for 1½ år siden. Men vi holder kontakten og jeg ved med sikkerhed vi ses en dag. Hendes mail gjorde mig bare så glad og rørt – lige hvad jeg havde brug for
Kan ikke helt finde ud af hvor rodet dette indlæg blev, men som sagt hvirvler mange forvirrende tanker og følelser pt rundt i et kaos. Alligevel dybt inde i mig selv, gemt langt væk har troen på at det nok skal gå, selvom det her og nu er svært at se.
Positiv energi og mange knus fra mig
Kære Ida
Bliv endelig ved med det, uanset hvad der sker med din mor.
Jeg føler virkelig meget med dig ! Jeg er jo selv vokset op sammen med en mor som have mange selvmords forsøg da jeg var barn…….Og det er bare ikke sjovt der frygt man hele tiden kan have for at miste sin mor! Sammen med en masse andre følelser fx frustation og magtesløshed, og måske også vrede og skyldfølelse ? Det er bestemt ikke nemt. Jeg håber virkelig at det kommer til at gå godt og at hun kommer i behandling og får den hjælp hun har brug for. Og så kom jeg til at tænke på en ting som jeg også selv bøvler med, og det er at du skal jo huske ikke at tage ansvar for din mor. Det er jo ikke meningen at du sjak være MOR for din egen mor !
Men godt at se at du også samtidig har fokus på nogle af de gode ting der også sker i dit liv, og forsøger at huske dig selv på dem
Knus og Kærlige Tanker fra Mig
Kære Ida,
Nu til noget der handler om dig!
Hvordan gik din Poledance-prøve-time?
Tak for din velkomst af mig.
Kh Birgitte
Ja jeg vil også meget gerne høre om din pool danse time ? Og tak for opskriften på artiskok creme
Jeg have sjovt nok troet at det var en fantastisk creme man lavede og puttede i hovedet 
IKKE NOGET MAN SPISTE 
HA HA
Kære Birgitte,
Velbekommen
Kære Line,
Og tak for din anden hilsen også. Det jo ting jeg godt ved, men af og til har svært ved – især det med ikke at tage ansvar for min mor. Tror faktisk jeg vender tilbage til det i dagens indlæg om lidt!
HA HA HA, kan slet ikke komme mig over at du troede artiskok creme var noget der skulle smøres i ansigtet – hihi altså, den var sgu go
Og til Jer begge – min Poledance time gik super. Det var lidt svært til at stare med, men sådan er det jo med det meste nye man prøver! Der er godt nok meget teknik i det. Først kunne jeg slet ikke komme op i stangen. Tænkte “Ida, det da pinligt du er blevet så slap”. Heldigvis var det ikke så slemt og jeg kom efter det. Underviseren var helt vildt sød og god til at gå rundt og hjælpe – og hun roste mig og sagde hun syntes jeg gjorde det RIGTIG godt af en der aldrig har prøvet det før
Så det var en super god oplevelse, på trods af at jeg efter to dage virkelig kunne mærke hvor øm jeg er blevet – av av mine arme, hænder og skinneben og lige et blåt mærke på det ene knæ! Men igen, al begyndelse er svær – men jeg har helt sikkert mod på mere 
Knus og kram
Dag 18
Selvom jeg lige har været væk et par dage, så hænger jeg på endnu. Jeg kæmper videre. Kæmper for at holde fast i mig selv. Kæmper for at mærke efter og gøre hvad der er rigtigt for mig. Nogen gange er det nemt og lige til og jeg ved med det samme hvad jeg vil og ikke vil. Andre gange er det noget så svært og jeg kan slet ikke finde ud af hvad der sker. Sådan har det lidt været de sidste par dage. Som jeg sagde til min veninde den anden dag, så har jeg det som om at jeg bliver påvirket af en hel masse ting på én gang, uden helt at kunne finde ud af hvordan jeg skal forholde mig og uden at kunne finde ud af hvad det er der påvirker mig hvordan og vækker hvilke følelser i mig. Så er det jeg føler alt bliver kaos inden i og ikke ved hvilket ben jeg skal stå på.
I disse situationer sker der for det meste det at jeg prøver at skubbe det fra mig, lader være med at forholde mig til, ikke er i stand til sætte grænser, sige til og fra. Jeg ryger sådan lidt på “autopilot” og begynder at handle ud fra hvad andre vil/mener/synes og siger ja til ting uden at give mig tid til at finde ud af om det føles rigtigt for mig. Men jeg kæmper. Kæmper for at give mig selv lov til ikke altid at have et svar her og nu. For det er sgu da ok at sige til folk “det ved jeg ikke lige nu, det må jeg lige tænke over” eller bare sige “det vender jeg lige tilbage med”. Men jeg har tit sådan at jeg skal vide tingene her og nu, og ja så er det som sagt jeg handler uden at have mig selv med i det jeg gør.
Ved at have lyttet til mig selv og givet mig tid til at være MIG, har jeg formået at være i stand til at få (i hvertfald en smule) styr på det indre kaos jeg har oplevet de sidste par dage. Jeg har fået tingene skilt lidt ad – som om de sammenfiltrede kaotiske tråde er blevet viklet ud så jeg kan se dem en for en og finde ud af hvilke følelser der sidder i ende, se hvordan hver tråd påvirker mig. Men det kan godt lade sig gøre hvis jeg tager tid til at være alene, tid hvor jeg får kigget indad, uden der er alle mulige andre der hiver i mig, lige lægger andres meninger til side. Dog hjalp det også rigtig meget lige at få vendt nogle ting med en veninde – også selvom det var kort og via chat. Hun fik sat nogle tanker i gang. Men igen, kun ved at tage hendes ord til eftertanke og give mig selv lov til at reflektere over det bagefter gav det gavn.
Sagen er den at jeg mødte en fyr til Karmaklubben’s Flirtefesten. Vi dansede og snakked sammen bagefter. Det var hyggeligt og nemt, uden at han fik mig til at tænke wauw! Han fik alligevel mit nummer og vi snakkede om at få en kop kaffe en dag. Når jeg går ud - til fest eller i byen osv. – så har jeg tit med snakke med folk, uden at det behøver betyde jeg er interesseret. Jeg synes bare det er fedt at møde nye mennesker, velvidende at jeg sikkert aldrig vil se dem igen. Nå, men han skrev og spurgte om vi skulle mødes til en kop kaffe. Hvilket vi gjorde i onsdags. Først vidste jeg ikke helt om jeg havde lyst, men tænkte at det kunne vel ikke skade. For mig er det lidt af en overvindelse. Hvis jeg på forhånd tror at fyren ikke rigtig er noget for mig, hvis det ikke har sagt ‘klik’ ved første møde, så stikker jeg halen mellem benene i stedet for at give det en chance. Tænk nu hvis han er mere interesseret end mig. For så ved jeg ikke hvordan jeg skal sige det, hvordan jeg skal sige fra. Nu jeg skriver det, tror jeg faktisk at jeg ved at sige ja til at mødes, indirekte har sagt jeg er interesseret. Men for at finde ud af om der er noget, om han interessere mig eller ej, ja så bliver man jo netop nødsaget til at mødes. Lyder måske banalt og ikke fordi der noget nyt i det – det bare nyt for mig at gøre det til konkrete ord.
Nå, nu havde jeg jo været til Flirtefest uden at kende nogen som helst, og gjort meget andet i forbindelse med det her blogger projekkt, og tænke jeg lige så godt kunne ride videre på bølgen af at kaste mig ud i livet. Som sagt så gjort. Og jeg tog afsted helt afslappet, uden forventninger, med åbent sind og vigtigst af alt som MIG.
Det var igen hyggeligt og hverken akavet eller fyldt med pinlig tavshed. Men for mig var det heller ikke mere end det. Han er sød og flink, men der er ikke rigtig nogen gnist. Ikke noget der for mig til at tænke at jeg har lyst til ham. Måske vi kunne blive venner, men pt kan jeg ikke forestille mig mere end det.
Da vi sagde farvel ved caffeen spurgte at om jeg evt. ville kunne ses i weekenden. Fredag (altså i går) havde jeg aftaler og havde også en halv aftale lørdag, så sagde at det viste jeg ikke helt lige nu – hvilket var helt ok. Torsdag skrev ham så om vi skulle gå ud og spise lørdag og så kunne vi evt. tage en drink hos han bagefter. Min første tanke var “hold da op, tag det lige roligt”. Jeg vidste stadig ikke om jeg skulle noget lørdag og midt i mit kaos viste jeg heller ikke om jeg havde lyst til at mødes med ham. Men så var det jeg fik mærket efter. Og nej, jeg havde faktisk ikke lyst til hans forslag. Jeg syntes det virkede lidt for seriøst og som om han har nogle intentioner jeg ikke helt er med på (det var her min kære veninde var til god hjælp). Samtidig har jeg det ok med at skulle se ham igen, for at være lidt mere sikker på hvad jeg synes om ham. Det tog mig så næsten et døgn at svare tilbage på, tilgengæld havde jeg lyttet mig selv.
Det resulterede i at skrev til ham og sagde som det er at jeg pt er lidt ude af mig selv. Jeg skrev også at jeg desværre ikke kunne lørdag, men foreslog vi kunne spise brunch på lørdag. Han svarede tilbage at det var helt ok. Og jeg har handlet ud fra hvad jeg har lyst til – og gud hvor det føles godt
Er godt nok i skrive humør i dag – det ren terapi
Men tager lige en pause.
Knus og kh
Kære Ida,
Uha, uha hvor jeg kan huske dén følelse ( med kan mener jeg at; nu er jeg gift og på dén front ikke sårbar længere i forhold til intentioner..)
Jeg havde det lidt sådan at det var mændene der valgte mig…. fordi dem som jeg troede ville være helt fantastiske, altså dem der så virkelig godt ud (det var før jeg blev mor og stadig levede et liv på overfladen, hvor hver dag var en overlevelses-kamp…) de ville ikke have mig!! Og det ville de virkelig ikke!! Måske fordi jeg sendte en masse usikkerheds-signaler ud…. ?
Måske det ikke er ovenstående du mener, men det er ihvertfald lige hvad din bekskrivelse trigger i mig.
Jeg synes at det er virkelig flot at du FÅR mærket efter, om du egentlig har lyst til at mødes med ham, tillige at du giver udtryk for HVAD du har lyst til (brunch).
Det kan være svært at vide om, der er noget at bygge på med en mand, især hvis du har (ligesom jeg havde) en masse faste forestillinger om den perfekte mand og på den måde kan låse digselv fast i et uhensigtsmæssigt mønster…
Knus Birgitte
Dag 18 fortsat
Det gør mig rigtig glad at opleve at jeg meget naturligt falder ind blandt folk jeg ikke kender eller ikke kender så godt. Før i tiden kunne jeg meget hurtigt ende med at blive hende den stille og tilbagetrukne, der ikke turde blande sig og ikke følte hun havde noget særlig smart at sige eller byde ind med i forhold til de andre. Derfor betyder det så meget for mig at opdage at ved at være mig som jeg er og ved at være oprigtig, så vil folk mig godt alligevel. Kigger jeg på mig selv, så er det jo også når andre giver noget af dem selv at jeg finder dem interessante. Lader til at det også virker den anden vej 
) Men kan konstatere endnu en gang at danse og møde mennesker gør mig glad og giver mig energi. Ligesom det at være blandt mennesker hvor jeg bare føler mig “hjemme” gør. Altså blandt mennesker hvor jeg føler jeg ikke har brug for at sætte en facade op eller være noget jeg ikke er.
Hmm, er godt nok blevet en smule træt, så nu må vi se hvad der kommer ud af skriveriet. I går var jeg nemlig til fødselsdagsfest hos to veninder. Jeg kender et par stykker af deres andre venner, men der var også en hel jeg ikke havde mødt før. Jeg havde endda lavet fødselsdags/lagkage til dem. De blev helt vildt glade, hvilket gjorde mig glad. Der er da egentlig en fantastisk ting, at blive glad over at gøre noget der gør andre glade
Det endte med at vi tog i byen. Og havde det fantastisk sjovt, fik danset, snakket med en masse mennesker og lavet skøre ting
Vi havde det så sjovt og dansede lige til det sidste og stedet lukkede. Endte med at komme i seng kl. 7.15 i morges! Sov til klokken var lidt i ti før jeg vågnede første gang. Fik halv-sovet lidt indtil kl. 11.30, så opgav jeg og måtte indse jeg ikke ville kunne falde i søvn igen. Det mærkelig er at jeg faktisk ikke er speciel træt – det kommer nok lige pludselig
Og så tilbage til Line’s kommentar tidligere vedr. at tage ansvar, have skyldfølelse osv. i forbindelse med min mor. Jeg kan 120% sige at skyldfølelsen har jeg lagt bag mig. Det har taget sin tid, men jeg tror det nu er ved at være et års tid siden jeg første gang rigtige mærkede det følelsesmæssigt at jeg på ingen møde føler skyld. Kan ikke huske om jeg har nævnt det tidligere, men har i rigtig mange år godt vidst i teorien/fornuften at min mors problemer ikke er noget jeg er skyld i, uden dog at være i standt til give slip på følelsen af skyld. Det var en befrielse da jeg oplevede at kunne give slip
Til gengæld er det her med ansvar virkelig noget jeg vil til at sætte fokus på og arbejde med. Jeg har de sidste dage indset at noget af mit indre kaos hænger sammen med at jeg har MEGET svært ved at skelne mellem hvornår jeg tager ansvar for hende og hvornår jeg er der for at støtte hende. Det noget jeg ikke har tænkt på før, men som giver rigtig god mening for mig. Der er simpelthen nogle grænser her jeg ikke har fået trukket, eller snarere aldrig har tænkt på at få trukket. Nu hun er startet i sin dagbehandling er det noget jeg er blevet endnu mere opmærksom på. For uden tvivl har jeg alt for mange gange været mor for min mor, og er det stadig. Jeg ønsker så brændende hun gennemfører behandlingen og kommer ud på den anden siden, til et liv uden alkohol. Det gør at jeg til tider ofrer mig og gør ting jeg ikke burde. Men når nu min mor stiller op når jeg har brug for det, så det vel ok jeg gør det samme for hende. Og så alligevel, det er jo hende der er moren!!! Kan helt klart se et mønster her. Min mor har nemlig tendens til at gøre det samme – til at gå længere for at hjælpe andre end hun egentlig burde, til at tilsidesætte sig selv og sine behov for andre, til at påtage sig mere end hun egentlig magter. Så er det vel ikke så mærkelig at jeg gør det samme. Børn spejler sig jo i og lærer af deres forældre.
Jeg vil øve mig i ikke hele tiden at ville have kontrol med hvad hun laver og hvor hun er, for det tager helt sikkert rigtig meget af min energi. Med min far og min bror kan der sagtens gå en uge mellem jeg har kontakt til dem uden at jeg spekulerer på det. Med min mor bliver jeg bekymret hvis der går én dag uden at have hørt fra hende! Kan mærke at der virkelig er noget at arbejde på her.
Jeg ved godt der snakkes meget om at det man fokuserer på vokser – hvilket jeg er helt enig i. På den anden side ved jeg med mig selv at jeg samtidig har behov for at fokuserer på og analysere de måske knap så positive følelser. Jeg har jo i mange år prøvet at skubbe ‘negative’ følelser fra mig i stedet for at bearbejde dem. Og det kan jeg ikke rigtig påstå der kommer noget godt ud af
At have fået lidt merer klarhed har givet mig fornyet energi. Efter at have været lidt ned i et par dage med træthed og forvirring, så føles det som om jeg er ved at kravle op ad igen
Håber ikke mit søvnunderskud har bidraget med for mange stavefejl og kryptiske formuleringer!
Jeg vil slutte her for idag.
Håber I får en dejlig lørdag aften
Kære Birgitte,
- som af en eller anden grund først dukkede op på min computer længe efter det tidspunkt der står på kommentaren. Teknikken lever vist sit helt eget liv.
tak for din hilsen
Nå, din hilsen har helt sikkert sat nye tanker i gang. Måske vender jeg tilbage til det. Lige nu har jeg noget helt andet jeg har lyst til at dele.
Kh Ida
Dag 19
Jeg sidder netop og ser sidste del af en dokumentar udsendelse på DR2, der handler om børn født af prostituerede i Calcuttas bordelkvarter. En Amerikansk fotograf er rest til Calcutta for at skildre livet som prostitueret, men optages i stedet af børnene født på bordellerne. Hun udstyrer børnene med kameraer for at de kan skildre deres eget liv. Hun kæmper for at kunne give børnene en lysere fremtid. Det ender med at børnene får deres billeder udstillet i USA og i Calcutta. Der kæmpes for at få børnene på kostskole – men ingen vil tage i mod børn af prostituerede, kriminelle, narkohandlende osv.
Disse børn lever under vilkår der er helt uffatelige når man sidder her i sin varme, trygge stue. De lever i et kaos, i dyb fattigdom, bliver ofte behandlet som var de ingenting værd, bliver nedværdiget, kaldt skældsord; og de fleste af dem har ingen chance for at få et andet liv – de er dømt til prostitution, fattigdom mm. Det er børn på en 8-10 år der udtrykker sig som voksne!
Det lykkes den Amerikanske fotograf at finde en skole der er villige til at tage imod børnene – men ikke alle får tilladelse til at forlade bordellet af deres mor, tante eller anden værge.
Trods disse vilkår viser børnene glæde og en vilje til at kæmpe for vejen og dagen. Man kan stadig læse glæde og begejstring i deres øjne. Dette sætter virkelig tingene i perspektiv. Jeg blev så enormt rørt af at se disse børn, der trods elendighed stadig kan holde modet oppe.
Så er det lige jeg tænker “hvis de kan – ja så kan jeg godt nok også”. Det er som mine egne problematiker, tanker, sorger osv. bliver det rene ingenting ved siden af. Jeg har nærmest alle forudsætninger for at leve mit liv og forme min tilværelse præcis som jeg ønsker – hvis jeg tør, hvis jeg tager initiativet til det og arbejder for det. Det var godt nok en tankevækker der satte tingene i perspektiv, og fik mig til at se at jeg har så mange muligheder og resourcer. Det er ‘bare’ om at udnytte det!
Uhh, hvor jeg føler energien for alvor er på vej tilbage
Føles som om jeg atter er ved at finde lysten og energien til at arbejde videre, SKØNT.
Nå, nu vil jeg dog børste tænder, putte mig under dynen og glæde mig til en ny dag i morgen. Livet er trods alt skønt, jeg glemmer det bare af og til
Knus og drøm sødt…
Kære Ida.
Damn you’re right!
Tjek dette interview med Michelle Hviid http://powerprinsesse.dk/video/inspiration/michelle/
Hun fik samme aha-oplevelse, som dig, da hun stod blandt nogle afrikanske kvinder.
Kærligst
Lone
Kære Lone,
TAK for linket – meget rammende og inspirerende.
Har selv flere gange haft oplevelsen af at være en lille bitte ‘ubetydelig’ brik i livets store puslespil og indse vi kun er her på lånt tid – så hvorfor ikke få det bedste ud af det.
Når jeg ser udsendelser som den i går og hører Michelle fortælle om kvinderne i Afrika, så føler jeg mig pludselig meget priviligeret. Og på en eller andet måde forpligtet til ikke at ‘waste what I got’. Ihh, hvor jeg elsker øjenåbnere
Dag 20
I dag har jeg nemlig været til min Poledance prøvetime nr. to – denne gang et nyt sted. Hvilket betyder at jeg skal til noget af det jeg hader (eller bare ikke er så god til!) – at vælge. Dog er jeg sikker på jeg gerne vil begynde ét af stederne, det er da en start 
Hmm, jeg må vist lave lidt for-og-imod. Måske den kommer op her en af dagene.
Har så atter fået bekræftet at jeg ikke er helt i så god form som jeg kunne ønske; uden dog at være helt håbløs
Lige nu er jeg træt, så det bliver ikke det store her fra i dag. Men jeg er træt på den gode ‘jeg har brugt min krop og er fysisk træt’-måde. Der føles skønt, og gør mig endnu mere sikker på at jeg altså skal til at starte med at dyrke mere regelmæssigt motion igen.
Her til aften har dog fået lavet en gang æble-pære marmelade, uhhmmm
Jeg har nemlig langt om længe fået alle æblerne fra min mors have hjem. Hun har fødevareallergi og kan ikke tåle æbler 
Men selvfølgelig har hun samlet dem og holdt dem koldt og mørkt siden efteråret; indtil datteren fik taget sig sammen til bruge dem! De sidste par uger har jeg derfor produceret æblemos, æble marmelade, æble-abrikos marmelade, æble muffins, æble tærte og nu også æble-pære marmelade. Jeg elsker simpelthen den slags ting. Jeg elsker at lave mad, bage, sylte mm. Det hygger jeg mig virkelig med. Kan uden problemer bruge et par timer på at tulle rundt i køkkenet for fornøjelsens skyld.
Nå, nu kalder sofaen og Sex & the city inden sengetid…
Knus
Dag 21
Trods at jeg på dag nr. 4 stadig har en hæs stemme der lyder som en der har røget for mange smøger, speed-snakket i 14 dage – eller åbentbart som en sexet rockmama (hvilket jeg lige har fået at vide efter at have snakket i telefon med en ven) - og startede dagen med at bruge 8 kleenex på at tømme næsen, samte hoste slim op så jeg kunne trække vejret, ja så har jeg egentlig masser af energi.
Forstår altså ikke altid min krop og hvordan den fungerer. Hvordan kan det være jeg nogle gange er mere frisk efter en tur i byen og 5 timers søvn end når jeg har fået lov at sove en hele natten lige til jeg vågner og derfor i teorien burde være frisk og vel udhvilet? Eller som nu, med hovedet fuld af snot har mere energi end når jeg er helt frisk og rask? I don’t get it…!
Nå, men i dag er energien blevet brugt til at få vasket alt mit vasketøj. Nu der alligevel skulle skiftes sengetøj så fik sengen og resten af soveværelsen en tur med støvklud og støvsugeren – hver en krog fra gulv til loft blev rengjort for støv og spindelvæv
Glæder mig helt til at skulle sove.
Og så har jeg været til Banko med min dejlige, kære, sjove farmor. Det er fast tirdags-event for hende. Og endnu en af de ting jeg i 100 år har sagt jeg synes kunne være hyggeligt at komme med til. Hyggeligt var det helt bestemt. Og jeg fik tilbragt tid med min famsi-mor der så godt som altid får mig til at grine. Tror ikke jeg kender nogen som hende der kan sige så mange pudsige ting. Og så er hun dejlig ligefrem – aldrig bleg for at fortælle hvis hun synes jeg har taget på, har en grim trøje på eller har fået en frisure der ikke klæder mig. Omvendt er hun lige så god til at give ros og fortælle hvor glad og stolt hun er når det går mig godt.
Nytårsaften fyldte hun 80 og har i mine øjne nået den alder hvor man ikke kan vide sig sikker på hvor længe hun har igen. Det har i dag mindet mig om hvor vigtigt det er at give sig tid til dem man har kær. Om så det er et besøg, en opringning, en mail, et brev, et postkort eller noget andet, det er måske mindre vigtigt. Jeg ved udemærket godt selv at det af og til er svært at få tid til. Det vil jeg arbejde på at blive bedre til.
Havde egentlig helt andre ting i tankerne for dette indlæg da jeg gik i gang, men det må vente til et andet tidspunkt
Knus og positive vibes til Jer.
Dag 22
Har så gjort mig nogle tanker omkring valg af Poledance sted. Prøver med lidt ‘højt tænkning’ – måske det hjælper.
De to steder valget står imellem er DivaLab i valby og Polefitness.nu lige ved Rådhuspladsen. Kan egentlig lide begge steder. De minder også en del om hinanden. De er begge ret små og intime, uden de store omklædningsforhold (hos Polefitness var der dog én bruser ude på deres ene toilet – var egentlig bare et stort badeværelse. og så et lille bitte fælles omklædning ude foran), og koster pt stort set det samme. Begge steder havde jeg en god oplevelse med min prøvetime. Så på den måde står det lige.
Kan godt lide DivaLab også har yoga, andet dans (sensuel dans, lapdance & sjov med osv.). Og at de har timer både aften og tidligere på dagen, hvilket er fint så længe jeg ikke arbejder! Men kan bedre lide beliggenheden for Polefitness… hmm. Hvis der er nogen der kender noget til nogle af steder er I meget velkomne til at komme med en kommentar
Det ‘sjove’ er at et eller andet sted tror jeg at jeg ville blive glad for det lige meget hvad jeg vælger. Alligevel sidder den der irriterende “hvad nu hvis” stemme i baghovedet. Hvilket den egentlig har en tendens til at gøre ret ofte når jeg skal beslutte noget. Så skal alting lige analyseres ned i mindste detalje, vendes og drejes, og alle forbehold tages – skal jo være helt sikker på at vælge det rigtige og at jeg ikke har overset noget! Så er der sgu da ikke noget at sige til at tingene har det med at løbe ud i sandet for mig.
Selvfølgelig kan det være en god ting at tænke tingene igennem før jeg handler, men der må altså være grænser. Har en forfærdelig vane med at bruge en masse energi på at trække tingene ud, så jeg til sidst ender med at træffe et mere eller mindre tilfældigt valgt. Nogle gange er det faktisk som om jeg venter på at nogen eller noget skal tage beslutningen for mig. Var der lige nogen der sagde noget om ejerskab og ansvar her. At ‘håbe’ på der sker noget som kan gøre beslutningerne bliver taget for mig, det er der sgu da ikke meget ansvar over, av av
Første skridt er som sagt at blive opmærksom på egne handlemøster - først da bliver man i stand til at ændre på dem
Det må blive dagens lille indsigt fra min side.
Kh fra mig
Kære Ida.
Jeg er ikke top-100 blogger, men jeg følger med i det meste herinde på hjemmesiden. Jeg nyder at følge med i alt hvad Projekt Powerprinsesse handler om!
Det er meget interessant, at læse hvad du skriver. Jeg kan virkelig genkende mig selv og mine tanker i dine beskrivelser. Jeg er fornylig startet på Suhrs (for 2 uger siden). Jeg kan se, at du har en bachelor i “Ernæring og Sundhed” som jo netop er den uddannelse, jeg er begyndt på. Jeg er spændt på at komme mere ind i det hele - i håbet om, at det så bliver endnu bedre! Alt er jo stadig meget nyt… Ved at læse om dig her på din blog, gør jeg mig store forhåbninger om, at kunne møde nogle på Suhrs, der er ligesom dig! For du virker som én, jeg virkelig ville nyde at være veninde med.
Jeg ville være taget til Lones’s flirtefest fredag den 12. februar, men jeg havde ikke været i god nok tid med planlægningen, og så kender jeg heller ikke så mange som ville finde sådan et arrangement lige så fantastisk som jeg selv… Altså kom jeg ikke afsted den dag. Da jeg efterfølgende læste, at du var taget derhen alene, ville jeg sådan ønske, at jeg havde gjort det samme, og måske endda på en eller anden måde kunne have mødt dig
Det er en meget stor fornøjelse at følge dig herinde! Du må have en fantastisk fredag, og weekend. Mange kærlige hilsner fra Julie
Kære Julie,
sikke dejligt at komme ‘herind’ til sådan en hilsen – det gjorde mig rigtig glad. Så tak fordi du tog dig tid til at skrive
Først og fremmest stort tillykke med dit nye studie, håber du bliver glad for det. Og ja, jeg er ganske rigtigt selv blevet færdig fra SUHR’S her i januar, dog fra den globale bachelor. Jeg har nydt min tid på SUHR’S. Jeg har mødt mange skønne mennesker gennem de 3½ år – håber du vil gøre det samme. Det kræver ‘bare’ man er villig til at se det, samt tør tro på hvis der er nogen man føler en connection med og ‘go for it’ (har selv brugt ca 2½ år på at finde ud af jeg rent faktisk kunne få en fantastisk veninde i en af mine medstuderende. Det på trods af at vi begge lang tid inden havde en fornemmelse af at vi kunne få et godt venskab!). Det er stadig noget jeg selv arbejder på.
Desuden har jeg sørget for at involvere mig i en del af alt det sociale, såsom DSR, være introelev, komme til fester/fredagsbarer mm., det også en måde at møde skønne folk
Som nu nok kunne læse i mit Flirtefest-indlæg, så er det heller ikke fordi jeg plejer at tage til fest alene. Men ja, tænk hvis du også var taget afsted og vi på en eller anden måde havde mødtes – lidt vild tanke!
Hvis du godt kan lide at danse kan det varmt anbefales at tage til Karmaklub i søpavilionen (måske du allerede været der). Næste fest er 12. marts og det er helt sikkert mig og min venindes plan at tage afsted. Så mangler du evt nogen at følges med er der altid plads til danseglade, og gerne lidt småskøre, mennesker i mit selskab – bare sig til!
Ellers vil jeg helt sikkert før eller siden dukke op til fredagsbar på SUHR’S, snakker nemlig stadig en del med nogle af dem fra årgangen under mig
Ønsker dig alt det bedste,
rigtig dejlig weekend til dig også
Knus Ida F
Dag 24
Kan godt jeg kører lidt i ring, men bliver lige nødsaget til at knytte en kommemtar til mit sidste indlæg om det her med at noget/nogle udefra skal tage beslutninger for mig. Efter at have skrevet indlæg tænkte jeg åbentbart videre. Måske det bare en måde at sige det samme på, men jeg fik efterfølgende den indskydelse at i forhold til at træffe beslutninger, handler det i høj grad også om at jeg gerne vil have andre til at bekræfte at jeg gør det rigtige. Selvom jeg et eller andet sted har taget en beslutning og truffet et valg, vil jeg gerne lige høre andres mening først istedet for bare at følge min egen mavefornemmelse. Det som jeg ikke rigtig tør følge den, og så lige vil have en andes mening også. Det er da skørt. Så fra nu af gælder det om at jeg følger min mavefornemmelse når jeg egentlig godt ved hvad jeg vil, men prøver at undertrykke det – i det mindste ind til nogen har bekræftet mig i at det er det rigtige jeg gør.
Det fik mig så til at tænke på noget andet i dag. Jeg har en lille rengøringstjans 1 gang om ugen, og ikke en gang når jeg går og gør rent er det muligt for mig at slå hjernen fra! Nå, men det der slog mig var at nogle gange er der måske bare ikke kun en løsning eller et valg der er det eneste rigtige. Så når jeg nogle gange bruger laaaang tid og MEGET energi på at finde ‘the one and only solution’, og synes det er helt umuligt, kan det så tænkes at det evt. er fordi den netop ikke findes? I think so…
Bare for at give et eksempel. Mens jeg gik og gjorde rent, overvejede jeg også hvad jeg havde lyst til at lave i aften. Hvad jeg fx ville sige hvis der var nogle der spurgte om jeg ville med ud/i byen eller noget? Havde jeg lyst til det? eller havde jeg mere lyst til at blive hjemme og bare være mig selv? Jeg nåede frem til den konklusion at begge dele ville faktisk virkelig være mig helt okay.
Det tror jeg, at jeg vil til at huske mig selv på når jeg har svært ved at træffe et valg: der kan være mere end én eneste løsning/måde at gøre tingene på/beslutning der er bedre end den anden…
Puha, hvor jeg synes tiden løber. Sådan er det når man tror man kan nå det hele på den halve tid. I stedet for at slå mig selv oven i hovedet med det jeg ikke har fået gjort, vil jeg være taknemmelig for de ting jeg trods alt har fået ud af dagen
Jeg er nemlig ved at blive rigtig træt, så får vist alligevel ikke rigtig noget ud af fortsætte mine gøremål.
Håber I alle må sove dejligt,
Knus Ida F