Hej alle sammen.
 Januar måned for 2 år siden blev jeg ramt af livet og dets afslutning – fra den ene dag til den anden mistede jeg først min far, som blev 67 år, han fik konstateret spiserørs cancer og i løbet af 35 dage var han død. Min mor valgte af mange årsager livet fra og satte sig til at pleje sin alkoholiker, 43 dage senere kunne jeg så også begrave hende, hun blev 66 år..….
Jeg gik i handle mode, det her var jo en forventet proces, vores forældre dør og vi liver videre……
I august 2008 lægger jeg efter 30 år smøgerne på hylde, nu skal det være slut…..
I september 2008 får jeg hvad jeg vil kalde min første og største ekstentielle krise, ever…..
I en lang periode vågnede jeg hver morgen og tænkte– er i dag den sidste dag i mit liv eller skal jeg lige tage en dag mere, jeg vælger at tage en dag mere. Stille og roligt rydder jeg vejen tilbage til hvor jeg ønsker at tilbringe resten af mit liv. Jeg er ikke helt nået frem endnu, men har dog trods alt formået at komme videre.
Små sejre bliver fejret og nydt for det er vigtig at jeg oplever at jeg kan og at jeg vil.
Det er vigtig at opleve at jeg bliver elsket men også at kunne stole på og tage imod fra andre – svigt laver store ar i sjæle
Det vigtig at vise overfor mig selv at jeg kan – det handler om at gennemføre en beslutning, noget jeg ikke har gjort før
Jeg er 47 år, gift med Kurt på 57. Jeg har 3 børn på 15, 17 og 21 år. Husholdningen tæller og 2 dejlige hankatte.
Jeg er selvstændig strategi og ledelses konsulent, Co-active coach, power pilates instruktør og studerende.
Jeg vil gerne danse med livet, genfinde den råstyrke som jeg ved lever i mig .
Og ikke mindst finde tilliden til mig selv og andre.
Kærlig hilsen Heidi.
Loading...
Kære Heidi.
Velkommen ombloggebord! Som du kan læse herinde, er der masser af kvindeligesøster love og alt den støtte, du kan ønske dig.
Kærligst
Lone
Kære Heidi.
Jeg glæder mig til at læse om din vej tilbage og ønsker dig alt godt. Det blier spændende at følge dig.
Knus fra Stine.
Kære Heidi,
Det lyder som om du har været igennem en hård tid. Hvor er du modig, at fortælle så åbent og ærligt om din krise.
Jeg glæder mig til at følge dig, i din rejse mod livsenergi og råstyrke.
Lyse tanker,
Rikke
Â
Dag 2 - Hvor svært kan det være….
Før mine forældre døde, besluttede jeg mig for at jeg skulle have en Master i Business Administration (MBA)og dette skulle foregå som fjernstudie på et engelsk universitet. Den længste uddannelse jeg har papir på og som rent faktisk er afsluttet er EFG-handel og kontor, siden er der løbet en række yderligere kompetencer på, men ingen afsluttet videregående uddannelse.
Jeg blev optaget og var i gang, da jeg måtte tage en pause i april 2008 – jeg skulle lige trække vejret engang og sunde mig ovenpå at mine forældres død.
I september 2008 er jeg på igen, klar til at kaste mig ud i livet som universitets studerende….
Nix, sådan skulle det ikke være, jeg var ikke i stand til at tænke to sammenhængende tanker så hvordan jeg kunne gennemføre et studie. Studiet blev sat på stand-by igen.
September 2009 var jeg klar….
Hele efteråret har jeg kæmpet med at komme i gang, så var der lige noget arbejde som kom i vejen, så skulle jeg til Bhutan på ferie, så var der juleferie og så videre. Det har hele tiden været et spørgsmål om for og imod. Når jeg er færdig og får hatten på så er jeg 50 år!!!!
Men jeg er på vej og har i dag lagt sidste hånd på den første opgave som skal afleveres – det er stort og det føles godt.
Også velkommen fra mig,
kærligst
Rikke w
kære Heidi!
Også velkommen herfra!
Hvor er det sejt at du skriver om alle de svære ting du har været igennem. Jeg kender lidt til det du snakker om – min far faldt om og døde uden noget varsel for et Ã¥r siden. Man kan aldrig vide hvrdan man reagere pÃ¥ sÃ¥adan noget, før man stÃ¥r i det. Jeg gik ogsÃ¥ i handle-mode og stod for begravelse, snakkede med advokat – og sÃ¥ havde jeg fornøjelsen af at skulle sørge for at grÃ¥dige familiemedlemmer ikke rippede min mor fuldstændigt!
Men da det hele var overstÃ¥et kunne jeg ikke andet end at tage pÃ¥ arbejde, komme hjem og ligge i sofaen…et halvt Ã¥r gik i uden at jeg opdagede det eller stort set sÃ¥ nogen mennesker…Og da jeg kom ud af boblen, mÃ¥tte jeg starte pÃ¥ en frisk for at finde ud af hvem jeg er…sÃ¥ det er jeg igang med nu.
God rejse – jeg glæder mig til at følge dig.
Kh Ida
DAG 3.
Hvor er jeg træt i dag, har mest af alt bare lyst til at hoppe under dynen, tænde for tossen og ignorer alle i huset. Euforien fra at have afleveret min opgave i går er ved at lægge sig og næste opgave begynder t presse på. Jeg er bagud med 1 opgave, den skulle have været afleveret i oktober. Derudover er forventes den næste i række at skulle være klar til aflevering i marts – det er sku ikke specielt godt gennem tænkt det her, nå men det når jeg vel også.
Min første fødte på 21 år vil gerne hentes fra arbejde – kaster mig lige ud i bilen og henter hende inden jeg kravler under dynen og hun laver mad J
DAG 3.
Nå hun ville ikke hentes alligevel og så tænkte jeg at skylder vist at sige tak.
Tak til jer alle for jeres søde hilsner de er rigtig dejlig og varmer meget omkring hjertet.
Der gik lige en masse andet i det hele og derfor blev der ikke skrevet ret meget på denne side, livet kom forbi.
Nu kunne jeg jo remse op alt det som er sket siden jeg sidst var på bloggen, men det giver ganske enkelt ikke mening. Et par ting giver dog mening at nævne, fordi de giver mig energi til at forsætte.
Fik 10 i min første opgave til uni, nu tro jeg på at jeg kan finde ud af det. Er nok også kommet frem til at jeg melder mig ud af arbejdsmarkedet efter sommerferien for at hellige mig mit studie, så jeg kan få min master inden jeg bliver 50
Har just dukket kaffe med en fantastisk kvinde som får mig til at føle mig set og værdsat, hvor er det dejligt. Mentalt er min krop og mit sind blevet kælet for og jeg har nydt det.
Der sker mange spændende ting omkring mig og jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg selv skaber det flow der er og tiltrækker de mennesker som kommer forbi.
Â
Puha er nu igen underdrejet i opgave skrivning – den skal afleveres d. 3.
MÃ¥ske jeg skulle overveje bare at blive fuldtids studerende…..
Kære Heidi
Man bliver jo stærk af modgang – men sÃ¥ stærk behøver man jo heller ikke at blive pÃ¥ en gang, at det giver mening at skulle begrave begge sine forældre. Heldigvis lyder det som om, at du er godt pÃ¥ vej tilbage til livet. Specielt dit sidste indlæg oser af livsglæde og energi mellem linierne – tillykke med dit 10-tal, godt gÃ¥et!!
Held og lykke bÃ¥de med dit studie, dit liv, din blog og alt andet omkring dig – jeg glæder mig til at følge dig.
kh Mette