Powerprinsesse

Skal man have pas med på sjælerejse?

marts 17th, 2009

Juni 2008

Hvordan finder man på at tage på sjælerejse? Jo, for mit vedkommende er svaret ganske enkelt – jeg blev simpelthen tilstrækkelig træt af at sovse rundt i de samme ting. Så midt i en af vores daglige morgensamtaler, foreslog Sofie at det måske kunne være en idé, hvis jeg talte lidt med min sjæl. Og jeg var tilstrækkelig ude i torvene og træt af det hele og tænkte derfor, at det måske kunne være en idé.

Jeg er ellers ikke så meget til sådan noget med tidligere liv og alt det der halløj – jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg helt skal forholde mig til det og synes egentlig, at der er rigeligt i dette liv at forholde sig til. Disse forbehold fremlagde jeg for Sofie, der beroligede mig med, at der kun ville komme det frem, som kunne give mig noget konstruktivt og i øvrigt lægger hun vægt på livet mellem livene. ”Godt så”, tænkte jeg, ”gad vide om man skal vaccineres og have pas med …”.

Som I måske kan fornemme, havde jeg – og har vist altid haft mine forbehold – og det er nok derfor, at min dejlige veninde ikke har bragt emnet på bane før nu, hvor jeg tilsyneladende er blevet så tilstrækkelig træt af at bokse med de samme ting til at være åben for denne måde at gribe sagerne an på.

Sofie og jeg har været veninder i over 10 år, og man kunne tro, at det ville være en forstyrrende faktor, men det var det ikke. Alt, hvad der har med sjæle og åndelige ting at gøre, er helt klart Sofies kernekompetence, og jeg gik ind til sagen med et åbent sind og et klart ønske om at få indsigt i de dele af mig selv, som sætter en stopper for min udfoldelse.

Jeg havde gjort mig klart hvilke områder, jeg gerne ville have indsigt i inden, og i punktform ser det sådan ud:

Jeg ønsker at forstå, hvorfor jeg har en tendens til at tiltrække folk (læs: især mænd) som skal ”reddes” – og hvorfor jeg indlader mig med dem. Jeg ønsker noget mere konkret klarhed omkring min retning i livet. Det er en glæde at få en ny idé i timen, men det resulterer i mit tilfælde med, at der er for mange luftkasteller og for få gennemførte idéer – det gør mig frustreret og giver mig en følelse af at være overvældet, som ikke er særlig konstruktiv.

Jeg havde nogle interessante oplevelser, som enten er sande eller ikke – måske er det noget, mit sind konstruerer for at give mig nogle svar og noget tryghed … I have no idea, men det faktisk også mindre relevant for mig. Det, som er vigtigt for mig, er, at jeg føler, der er blevet sat nogle brikker på plads i det puslespil – mit liv – som jeg er i gang med at lægge. Nedenfor vil jeg dele det med Jer, som havde størst betydning. Jeg kan ikke svare på noget som helst ”teknisk” omkring min oplevelse – det vil jeg overlade til Sofie i workshoppen 13. juni. Grunden til, at jeg fortæller Jer om det, er, at min oplevelse måske kan bidrage til noget brik-falden-på-plads hos et par af Jer.

Hele sessionen tog ca. 2,5 time, og da den indledende samtale var færdig, blev jeg bedt om at slappe af, og så flød Sofies blide stemme ind i min øregang og direkte ind i et område i hjernen og hele mit væsen slappede af. Detaljerne husker jeg simpelthen ikke, men der var noget med en strand, noget vand og noget lys og det var dejligt, dejligt,

dejligt.

Her midtvejs i klamamsen vil jeg gerne gøre det helt klart, at det for mig ikke har nogen som helst relevans, om mine oplevelser er ”sande” eller fri fantasi. Det, som er vigtigt for mig er, at jeg fik nogle indsigter, som har gjort en forskel i den måde, jeg gebærder mig på i tanke og handling.

Nedenfor vil jeg dele de to oplevelser, som havde størst betydning for mig:

Jeg oplevede mig selv som et slags lysvæsen siddende ved et rundt bord sammen med 5-6 andre, der også ”lyste”. Jeg havde en oplevelse af at genkende nogle af dem rundt om bordet, og identificerede dem som nogle af mine tætte venner. Jeg kiggede lidt rundt på de andre runde borde (der var ret mange), og jeg havde en oplevelse af at kende nogle af ”dem”, der sad ved de andre borde. Det var sådan en følelse af at sidde og lægge planer …

En stærk oplevelse var, da jeg pludselig havde en oplevelse af at være en ældre kvinde med gråligt opsat hår, der befandt sig i et baraklignende sted med en masse sårede soldater omkring mig. Jeg kunne mærke tårerne strømme ned ad mine kinder (altså Lone PowerPrinsesses kinder) og en enorm følelse af frustration og ked-af-det-hed fyldte min krop. Den ældre kvinde, som jeg oplevede mig selv som, havde en oplevelse af ikke at kunne redde alle dem, der lå omkring mig, og jeg helt dybt ulykkelig og følte mig dybt utilstrækkelig.

Jeg havde også en oplevelse af at skælde voldsomt ud på en person af overordnet rang, der besad en vis autoritet. Pludselig opstod en oplevelse af min far (nærmest pakket ind i den autoritære figur), som jeg skældte ud på, fordi der var et eller andet, jeg (i skikkelse af den ældre kvinde) var voldsomt utilfreds med. Og jeg oplevede mig selv marchere ud af kontoret og smække med døren!

Sofie guidede mig til den sidste dag i dette liv, og jeg oplevede en for stille accept af, at tingene var, som de var. At jeg havde gjort mit bedste, og at det var godt nok.

Om det er sandt eller ej – har jeg intet begreb om; men jeg kan klart sige, at der er opstået noget klarhed omkring mit ”redde-gen”. Det er gået op for mig, at der dybest set ikke er nogen menneske, der skal reddes – jeg kan præsentere folk for nogle idéer, nogle tanker og en livsfilosofi; og så kan de take it or leave it … vi mennesker har jo ret til at vælge – om vi så vælger bevidst eller ubevidst – og på hvilket grundlag vi træffer beslutninger ud fra, det er en hel klamamse.

Med hensyn til det autoritære vil alle, der kender mig, skrive under på, at jeg har meget vanskeligt med rammer og autoritet – og har tendens til at blive temmelig Rasmus-modsat. Jeg er glad for min evne til at sprænge rammer og til at gå nye veje – når det er sagt, så må jeg erkende, at min antipati mod rammer gør, at jeg er mere flyvsk, end jeg bryder mig om. Og det blev ret klart for mig, at noget, som er en styrke, hurtigt kan blive en spænden-ben-for-mig-selv, hvis jeg ikke lærer at forvalte den konstruktivt.

Nu kommer der noget af lidt mere flyvsk og uhåndgribelig karakter – så hold fast og husk, at ting kan fortolkes på forskellige måder. Som tidligere nævnt er det vigtigste for mig, at der er faldet nogle brikker på plads – om det faktuelle passer er mindre vigtig for mig – effekten er det afgørende.

Sofie guidede mig til et slags højere sted eller rum, hvor der sad tre skikkelser. En mørkhåret kvinde, som satte en slags træstamme ind i min krop (!!!), en mand som så lidt alvorlig ud, og en kvinde med langt lyst hår i en blå kjole, som udstrålende en stor, stille, styrke.

Ja, det lyder jo lidt flippet, men for mig giver det mening.

Jeg bruger ofte et træ som billede på det, jeg tror på. Det giver mig fred og ro at tænke, at den kraft, som sørger for at træerne gror, også virker gennem mig. Jeg finde det også betryggende at vide, at uanset hvor hård og kold vinteren har været, så bliver det altid forår. Jeg kan ikke forklare, hvordan den proces sker – men jeg kan konstatere, at det altid er blevet forår, og at træerne altid er sprunget ud.

Om det falder under kategorien religion eller filosofi eller lommepsykologi, må andre bedømme. Konklusivt kan jeg sige, at det gav mig en fantastisk følelse af fasthed og tillid – og jeg er ret spændt på at se, hvad det bringer. Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at holde oplevelsen af træstamme ved lige.

Den alvorlige mand gav mig en fornemmelse af, at jeg skal tage mit liv mere seriøst – det var ikke på nogen dårlig måde, men snarere noget i retning af, at ”hey, du har så meget at give, så lad være med at flintre rundt og kom nu lige i gang og af sted”. Og det er jo præcis det, jeg gerne vil, så måske havde jeg brug for at få et kærligt spark på denne måde.

Hende med det lyse hår i den blå kjole – ja, hun er der ligesom bare og er fast, rolig og stabil.

Hvad fik jeg ud af oplevelsen, og hvorfor deler jeg den med Jer i denne klamamse?

Jeg er blevet klar over, at der ikke er nogen mennesker, der skal reddes af mig. Jeg kan tilbyde noget input, og så kan folk tage det eller lade være – egentlig har jeg altid vidst det intellektuelt, men der var en slags trang i mig (som måske i virkeligheden havde mere med min egen tilfredsstillelse at gøre), og jeg har en oplevelse af, at der er et eller andet, som har lettet i den retning. Nu får vi se – I’ll keep u posted.

Med hensyn til klarheden over hvad jeg skal bruge mit liv på, er det blevet stadfæstet for mig, at jeg er på rette spor. Jeg interesserer mig for kvinder, og jeg interesserer mig for, hvordan livet bliver en glædelig oplevelse, og jeg ønsker at formidle en måde at leve på, der gør, at vi – uanset hvad livet bringer, og hvor det bringer os hen – kan navigere og være i det ud fra et roligt og tillidsfuldt mind-set.

Ja, det var så min sjælerejse – faktisk har jeg oplevet meget mere, men det skrevne ord egner sig ikke så godt til at formidle det. Derfor har jeg arrangeret en workshop med Sofie, så I, som har interesse for dette, kan høre, hvad hun har at sige om denne verden, den åndelige verden, livet som vi oplever det, og livet mellem livene.

Jeg håber, I har det godt, nyder det gode vejr og som altid modtages Jeres feedback med stor glæde.

Tak fordi I er med derude.

Frie Folder – fortsættelse

marts 17th, 2009

August 2008

Indledningsvis er særdeles vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har nogen personlige eller økonomiske interesser i Pia Struck og hendes firma. Vi er ikke veninder, og jeg har ikke andet forhåndskendskab til hende end det, jeg har fortalt. På linje med alle andre har jeg (med glæde) indbetalt kursusafgift.

Jeg sender det, jeg skriver, til gennemlæsning hos hende – simpelthen fordi jeg synes, det er på sin plads, når det, jeg skriver i så høj grad, vedrører hendes person og arbejde.

Jeg ville selv synes, at det var rart, hvis det var mig, der var hende – og i verdens mest læste bog, står der jo: ”Gør mod andre, som du ønsker, de gør mod dig”, så det prøver jeg så godt, som det er mig muligt J

Hvorfor fortæller du offentligt om din deltagelse i orgasmekurset?

Det hele startede, da jeg havde været inde at se Sex and The City, og der er en del, der falder mig for brystet i den film (og i serien i det hele taget – men det er en helt anden klamamse), og det er bl.a., at de omtaler sex utroligt meget: For lidt sex, for meget sex, sex med flere, sex med samme sex, sex i forskellige huller, sex i forskellige positioner og det kommer, der jo meget sjov ud af. Der er bare noget, de har glemt (hardcore SATC-fans må rette mig, hvis jeg tager fejl), nemlig det emne, der hedder noget i retning af: ’Jeg kan godt lide sex, intimitet etc. … men jeg har altså en fornemmelse af, at der er noget, jeg går glip af. Og jeg har længe haft lidt på fornemmelsen af, at der er flere tangenter på mit klaver, end jeg bruger. Med andre ord, at det kunne være en bedre oplevelse for mig end det er.’

Den side af sagen, mener jeg altså ikke, de fire newyorker-chicks har taget stilling til. Så det er – i mine øjne – et eksempel på et meget omtalt område (sex), som der bliver talt utroligt meget om, men meget af det, der bliver sagt er det samme og ofte er det overfladisk.

Mens jeg fordøjede filmen, tænkte jeg, at der simpelthen er for mange vigtige ting i denne verden, der ikke bliver sagt eller lagt frem i lyset. Og jeg tror såmænd ikke, det er fordi folk bevidst lyver – jeg tror snarere, at når sagerne er faldet på plads, så glemmer de, at der var en periode, der ikke var specielt fed. Nogle gange forholder det sig måske også således, at der er nogle problemer, som enten er pinlige at have – derfor bliver de tiet ihjel. Andre problemer giver ikke godt fjernsyn og omtales derfor ikke. Og nogle problemer er man måske bange for at erkende, fordi man frygter, at der ikke er en løsning på dem (jeg tror, det for mit vedkommende var en blanding af det første og det sidste).

Når der er kvinder rundt om i verden, som i skrivende stund på bestialsk vis frarøves deres fysiske lystorganer, er det så ikke nærmest min pligt at sørge for at bruge mine optimalt? Jeg indrømmer blankt, at det har taget meget lang tid for mig at komme hertil – og der er oplevelser undervejs, jeg gerne have været foruden. Så intentionen bag denne klamamse er ganske enkelt at stå frem og fortælle min historie så ærligt som muligt, for at det kan bruges som springbræt eller inspiration for andre. Forhåbentlig vil de så ikke vente så længe som jeg – og dem, som har ventet længere end mig, vil forhåbentlig komme ud af klappen (hvis de altså – vel at mærke – gerne vil ud af klappen).

Hvorfor meldte du dig til kurset?

Hvad gør man, når ens sexliv ikke kører på skinner hele tiden, og orgasmerne hverken når Samantha-højder eller ditto frekvens? Ja, det besluttede jeg mig for at finde ud af – og jeg er slet ikke færdig med mine opdagelsesrejser (faktisk har jeg lidt en fornemmelse af, at jeg måske kun lige har taget det første skridt på en rejse, som vil vare hele livet, da jeg forhåbentlig fortsat vil være i udvikling – eller afvikling afhængig af, hvordan man ser på det).

Jeg granskede min hjerne og kom i tanke om Pia Struck, som jeg har set i forskellige blade og på et par messer. For ca. 1½ år siden sad jeg til et netværksmøde med hende – så vidt jeg husker var der i alt fire kvinder og ca. fem gange så mange mænd i jakkesæt. Hun skulle præsentere sin virksomhed på 60 sekunder, og jeg husker ikke ordret, hvad hun sagde, men det var noget i retning af, at hendes virksomhed hjalp mænd med at få multiorgasmer og være bedre elskere for deres kvinder. I skulle have set os alle sammen i hovedet! Jeg tænkte dengang i mit stille sind, at enhver som kan stille sig op i orange blomstret kjole og fortælle om sprøjteorgasmer kl. 7.30 (jep, du læste rigtigt mht. tidspunktet) foran en så sammentømret forsamling af jakkesæt, virkelig måtte brænde for sin sag. Man kunne tydeligt fornemme på d’ herrer og få kvinder om bordet, at de syntes, at konen, Pia, havde hylende fis i kasketten – men Pia blev i sin kerne, stod på sine fødder og fortalte, hvad hun stod for. Og dét beundrer jeg altså virkelig – så jeg tænkte, at hun nok kunne hjælpe mig over mine hurdler og barrierer.

Var det pinligt?

Nu hvor jeg har fordøjet oplevelsen ca. 2½ uges tid, er jeg kommet til følgende konklusion: Forskellige mennesker har forskellige stærke sider, evner eller gaver, om man vil. Nogen har et utroligt tag på dyr, andre på børn. Nogen kan forudsige aktiemarkedet, andre kan skabe ro i en tandlægestol. Nogen har en særlig evne til at klippe hår eller sammensætte tøj. Nogen kan lave et festmåltid på ”det der lige er i køleskabet”, andre kan omsætte ord til et grafisk udtryk … og nogen har evnen til at få én til at føle, at orgasmeproblemer er lige så lidt pinligt som at få lagt bukser op eller ringe efter en vinduespudser.

Pia besidder altså den evne til at skabe et rum for (med fare for at lyde langhåret) heling af seksuelle sår eller vanskeligheder. Det var min egen personlige oplevelse (hermed ikke sagt at det vil være det samme for andre).

Hvad foregik der (detaljeret beskrivelse, tak!)?

Jeg dukkede op fredag kl. 18 i Jorcks Passage ved Strøget til ”videoaften”.

Vi så tre videoer:

Den første var ”Viva la Vulva – hurra for vores smukke kønsdele” (eller noget i den stil). Altså det kan godt være, at vi har forskellige ansigter, men prøv lige at gå 50-60 cm syd på, så kan man altså virkelig tale om forskellighed. Jeg sad simpelthen med åben mund og måbede over alle de kvinder, som viste sig på videoen. Der er så mange forskellige variationer og udformninger, farver og detaljer, at man ikke drømmer om det.

Den anden video, som vi så, ”Celebrating Orgasm – 5 individuelle sessioner”, mens vi spiste en sandwich, viste forløbet på en af Betty Dodsons workshops, hvor en gruppe af kvinder gennemgår en weekend med bl.a. fotografering og beundringsrunde af hinandens downstairs’er/kusse/miniprinsesser/vulva/udfyld selv, nogle gode samtalerunder er der også, anatomiundervisning og så selvfølgelig hands-on-orgasmetræning – jep i en cirkel. Jep, jeg måtte også lige lægge min sandwich fra mig et øjeblik, pludselig dér i sofaen foran fjernsynet gik det nemlig op for mig, hvad jeg havde begivet mig ud i.

Efter to videoer, sandwich og en hjerne der desperat prøvede at konstruere en undskyldning (død hund, kat, moster, ildebrand, forstuvet fod – nårh nej hånd, for det var hænderne og ikke fødderne, der skulle jo ikke bruges næste dag) var det kaffepause.

Tredje og sidste video, ”Selfloving – Betty og ni kvinder på orgasmeweekend” viste vist nok fem individuelle sessioner med Betty Dodson, som har uddannet Pia. Man så altså fem kvinder, der hver især havde en privat session med The Master Herself. Det var kvinder, der enten aldrig havde haft orgasme, havde svært ved det eller ville blive bedre. Jeg har så paf, at de formelle detaljer står lidt uklart, men det står særdeles klart for mig, at kvinderne på filmen fik noget hjælp, de kunne bruge.

”Hvilken hjælp?!”, tænker I sikkert. Jeg vil sammenligne det lidt med at lære at stå på ski med en skilærer. Man har jo sine egne ski på, og skilæreren guider og viser hvordan man bedst holder balancen på skiene, hvordan man standser, og hvilke bakker man senere kan begive sig over på, og hvordan man vedligeholder sine ski.

Så ja, det er onani med supervision. (Husk det om mennesker, der kan skabe trygge rammer – og kan ms. Dodson tilsyneladende også.)

Da videoerne var færdige, snakkede vi lidt om dem, og jeg sendte en kærlig tanke til de amerikanske kvinder, som havde ladet sig filme, så en nervøs skandinavisk pige kunne få en blid introduktion. Jeg følte mig særdeles nervøs, skrøbelig og lille-pige-agtig. Om Pia på en eller anden måde kunne fornemme det, ved jeg ikke, men hun sagde, inden jeg gik, at jeg i denne weekend skulle tænke på hende som en slags mor, der var der for at hjælpe og støtte mig i at blive bedre venner med min krop.

Hun spurgte også, om jeg foretrak, at hun deltog på lige fod med mig næste dag. Da jeg jo var eneste deltager på kurset, ville det betyde, at jeg skulle lave kussebeundring, -berøring etc. alene. Og jeg havde jo forestillet mig, at der var andre deltagere – så for at situationen skulle være så tæt på det, som jeg havde forestillet/frygtet, tog jeg med kyshånd i mod hendes tilbud om at være på ligefod (lige så afklædt) som mig selv.

Da jeg kørte hjem derfra, kørte min hjerne på højtryk for at finde en undskyldning for ikke at komme. Men jeg vil gentage min tak til de af Jer, der har været på kursus hos Pia, som sendte mails til mig med forsikringer om, at jeg bare skulle glæde mig og slappe af. Og tak til Jer, der sendte mails og roste mig for mit mod og bad om udførligt referat for selv at træde over grænsen. Havde det ikke været fordi, jeg på forhånd havde indviet Jer i mit projekt, tror jeg altså, jeg havde faket en influenza – men gad vide, om ikke Pia bare havde sagt noget i retning af, at så var jeg jo varm i forvejen J

Lørdag kl. 12 (vi havde fremskyndet mødetidspunktet en time, da jeg jo var eneste deltager) mødte igen op i Jorcks Passage – jeg var så urolig på vejen derind, at selv Nik og Jays musik (der ellers altid plejer at løfte mit humør og give mig energi) ikke slog til.

Pias brede smil og varme øjne bød mig velkommen, og vi småsludrede lidt, inden det var tid til at lære om den kvindelige anatomi; bl.a har klitoris 6000 nerveender (her må det lige bemærkes, at klitoris ingen som helst funktion har – udover at være lystorgan. Tyg lige på den engang. Mænd bruger jo deres primære lystorgan til at tisse med – men hos kvinder er det altså ren forlystelse – jeg vil ikke kommentere det yderligere, men lader det lige stå et øjeblik.)

Desuden så jeg, hvor ’vandhanerne’, der laver sprøjteorgasmer, sidder; det er vist udvidet pensum, og der er jeg ikke kommet til endnu. Der var en masse andre interessante ting, som jeg ikke anede til trods for mit tidligere medicinstudium – men jeg husker det ikke så tydeligt, da jeg egentlig mest var indstillet på at få denne eftermiddag overstået.

Første etape var beundring af kusse/vulva/u name it med spredte ben foran spejl og det hele – kvinde kend din krop! Jeg har aldrig set mig selv så indgående, og det var en speciel oplevelse, der udviklede sig til at blive en smuk oplevelse. Og jeg må indrømme, at der løb en tåre ned ad kinden, da det dybt inde fra mig blev klart, at jeg ikke har passet godt nok på min krop i den seksuelle henseende. Og sætningen ”min krop er mit tempel” dukkede frem i mit hoved – og jeg kunne mærke en beslutning, som kom helt inde fra mit inderste væsen, nemlig at der aldrig mere er nogen, som ikke har fortjent det, som får adgang til min krop – og det er MIG, der er vagt ved tempeldøren; jeg har et AK 47 gevær, jeg kan ikke bestikkes!

Fra beundring til berøring var anden etape. Pia viste, mig hvordan jeg skulle stryge, ae, gnide og gnubbe – altså hun viste på sig selv, vel at mærke. Og da det kørte, og var fint, så fremtryllede hun et stort monstrum – Magic Wand – som er et massageapparat til skuldre. Inkarnerede SATC-fans vil huske den episode, hvor Samantha vil bytte sin vibrator, der er gået i stykker. Manden i butikken insisterer på, at det ikke er en ’vibrator’, men et massageapparat; scenen ender med, at hun får dimsen byttet OG gavmildt deler ud af sin empiriske viden om de forskellige massageapparater til de kvinder, der går rundt i butikken, for at finde et massageapparat, der angiveligt skal bruges til ømme punkter på ryg og skulder – men som ifølge Samantha kan bruges på mere sydlige lokationer.

Man kan i øvrigt se de der apparater hos Pia på www.seksualshoppen.dk, og ja, de er nogle ordentlige gespænster, men de bruges udelukkende udvortes … så vidt jeg har forstået. Jeg kan godt forstå, at de er er et hit, fordi når de placeres på kønsbenet, så sender de den mest fantastiske vibration ned i hele underlivet, så hvis man har været sovende, bedøvet eller knock-outet i det område, så skal jeg lige love for, at det er en særdeles virksom og behagelig opvågning!

Og hvis nogen af Jer nu tænker, om jeg virkelig gjorde det med Pia ved siden af, ja så er svaret simpelthen ’ja’. Og det at hun nu gjorde, det hun nu gjorde ved siden af med sig selv, fik mig til at føle mig fuldkommen tryg, og jeg gled sådan ind i min egen verden. (Indrømmet: Der var et par gange, hvor der kom en stemme inden i hovedet, der sagde: ”Lone, hvad i alverden laver du hér”. Men jeg flyttede simpelthen opmærksomheden væk fra den stemme og koncentrerede mig om at føle mere nydelse i kroppen).

Bagefter lå jeg med en fantastisk følelse i kroppen og med en erkendelse af, at det altså er min ret, pligt og privilegium at nyde min krop – og som tidligere nævnt, har jeg en fornemmelse af, at det kun lige er begyndt.

Der er så meget at fortælle om denne oplevelse, men det er altså svært at nedfælde sort på hvidt, fordi jeg kan ikke rigtig sætte ord på de følelsesmæssige ting.

Hvordan er hun?

Hun er en høj dame med kort orange hår, levende øjne, stort smil og storblomstret orange kjole. Man kunne foranlediges til at putte hende i kassen med Beatles, Jimi Hendrix, fri hash demonstrationer, farverne brun, lilla og orange og andre levn fra 70’erne. Og til det kan jeg kun sige, at man aldrig skal dømme hunden på hårene (just for the record har jeg intet imod ting fra 70’erne – faktisk er jeg selv fra 1978).

Hendes tøjstil kan jeg ikke bruge til noget, men jeg kan virkelig bruge hendes ægthed, hendes engagement og hendes villighed til at bruge sig selv som læreredskab. Hun er utrolig gavmild med sin viden, og formåede som sagt at skabe et rum, hvor jeg følte mig tryg til at tale om mine egne seksuelle tvivlsspørgsmål, fortrydelser, mærkværdigheder, usikkerheder med samme afslappethed, som en samtale om råhvid maling kontra knækket hvid maling i stuens vægge.

Jeg ved, det lyder yderst besynderligt, men det var altså min oplevelse.

Hvad gjorde du bagefter?

Lørdag 12. juli kl. 16.45 satte jeg mig ned på en bænk på Strøget med en spøjs følelse af uvirkelighed og et øjebliks uovervindelighed. Lidt samme følelse, som da jeg løb maraton første gang, hvor jeg tænkte, at hvis jeg kunne løbe 42,195 km, så kunne jeg give mig kast med alt i denne verden.

Jeg havde lyst til at stille mig op på bænken og råbe til alle kvinderne i Strøgets lørdagseftermiddagsmylder: ”Hurra, det kan lade sig gøre at få hjælp til sine orgasmer – når jeg har taget skridtet, så kan I også!”

Hvordan har folk reageret?

1. veninde: ”Ih, Lone, det lyder som en god idé – tillykke med det!”

- hende har jeg kendt i snart 10 år, så hun har efterhånden hørt en del fra min side, og jeg kan ikke forstå, at hun kan blive ved med at være så tolerant og rumme mig – men det gør hun altså.

2. veninde: ”A hva’ for noget?” (jeg gentog) ”Kan man gå på kurser i dét!!!??” (jeg bekræftede) ”Undskyld mig lige, men skal du så ligge og onanere i en gruppe” (jeg meddelte, at jeg var eneste elev, så det var vel strengt taget ikke i en gruppe, men i par, da Pia jo ville være eneste anden person i rummet) ”Lone, du er bindegal!”

- tja, det kan man måske godt sige.

3. veninde: ”Hvor ER du modig!”

- modig ved jeg nu ikke, men jeg var simpelthen så træt af at være frustreret.

4. veninde: ”Jeg forstår ikke, at du vil udsætte dig selv for det”

- næ, men jeg havde jo pokker brug for noget hjælp på det område, så for mig var det jo ikke en oplevelse af at udsætte mig selv for noget. Tværtimod havde jeg udsat mig selv for alt for mange utilfredsstillende seksuelle oplevelser. Og jeg kan jo ikke være PowerPrinsesse og blive ved med at acceptere, at noget, som er direkte usundt for mig. Det tog mig så 12 år at komme til at indrømme overfor mig selv, at jeg havde brug for at få noget konkret hjælp – for jeg HAR læst alverdens bøger, men det var altså K O N K R E T hjælp, jeg skulle bruge – og det fik jeg.

Desuden har nogle skønne PowerPrinsesser sendt mails med opmuntringer – nogen har selv været på kursus og andre vil meget gerne høre om mine oplevelser, for selv at samle mod. Jeg kan kun anbefale det, og hvis ikke Pias form eller person er for dig, så find en anden, der kan hjælpe dig. I disse Google-tider er al information jo tilgængelig, så søg grundigt, ring op og snak eller send en mail, book en konsultation hvor I bare taler lidt sammen. Brug den tid, der skal til for at finde den rigtige – og viser dette sig at være forkert, så find en anden.

Har det hjulpet dig?

Ja – på flere måder!

Det vigtigste for mig personligt er, at jeg har fundet ud af, at det er fuldstændigt naturligt og i orden, at tingene tager tid (for mig i hvert fald). Jeg har også fundet ud af, at min lækre, dejlige mand, som i øvrigt vil gøre alverdens ting, for at jeg har det godt, jo ikke kender min krops fin-funktionaliteter (endnu – altså jeg har selv først lige fundet ud af det), så det ville da være skørt, hvis jeg ikke tog … øhm, sagen i egen hånd og gør det, der skal til – med tiden kan han så være med, og så kan vi jo finde på ting og sager sammen.

Ja, når nu jeg skriver det, kan jeg godt høre, at der vel ikke er noget revolutionerende i det – men jeg havde åbenbart brug for at få redet nogle tråde ud på dette område. Jeg kan godt mærke, at der er flere ting at redde ud, og at jeg lige skal integrere denne – for mig – nye tilgang til mit sexliv, men jeg føler meget stærkt, at det er vigtigt, at dette område af mit liv får den opmærksomhed, hjælp og støtte, som der er brug for.

En anden måde, som jeg føler mig hjulpet på er, at der på en eller anden måde, er blevet fjernet en mur. Så sent som for to dage siden, sad jeg med en gruppe powerprinsesser og talte om sex, orgasmer og andre vigtige sager. PowerPrinsesse (og sexolog) Katrine Berling www.katrineberling.dk, viste os gavmildt ting og sager fra sin legetøjskasse, og jeg lyttede (med åben mund og polypper) opmærksomt på hendes tips og gode idéer. Her er nemlig en kvinde, der – lige som Pia – har sat sig for at udforske og udvikle sin seksualitet fuldt ud. Jeg er i næsegrus beundring for de kvinder, fordi de deler deres erfaringer, således at sådan nogen som mig, kan få top-tips og få inspiration og konkret viden gennem deres oplevelser og erfaringer.

Udover at mekanikken fungerer mærk- og målbart meget bedre (faktisk har jeg i min 12 år lange virke som seksuelt aktivt væsen) har jeg fået endnu en milepælsoplevelse, lidt ala da jeg løb maraton første gang.

Det med seksualiteten har været så utroligt svært for mig, fordi jeg simpelthen har haft nogle seksuelle oplevelser, som jeg i bagklogskabens lys godt kunne have skånet mig selv for – især da jeg var yngre. Det har givet nogle skrammer både fysisk og psykisk, som har forhindret mig i at nyde sex fuldt ud. Jeg har givet sex for kærlighed (vist en klassiker) – eller rettere for illusionen om kærlighed. Jeg har haft sex, bare fordi jeg skulle bevise overfor mig selv, at jeg kunne score fyren. Jeg har udsat mig selv for sex, som simpelthen ikke var rart for mig, men ikke sagt noget – fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, og fordi jeg var bange for, at så gad han nok aldrig igen.

Når det så er sagt, har jeg også haft nogle rigtig smukke oplevelser, nogle piv-frække oplevelser, og alt i alt var der bare noget, der ikke var helt godt. Men fordi tingene var på den måde, betyder det jo heldigvis ikke, at det skal fortsætte – og jeg er vanvittig stolt af mig selv, fordi jeg tog mig selv i hånden og gik op til Pia.

Tænk bare – første gang, jeg begyndte at læse bøger for at finde nogen svar, var jeg 21, og det var først ni år efter, at jeg gjorde noget ved sagen.

Ni år.

Så kæreste prinsesser – Jer der har læst med så langt – gør noget ved det, hvis det seksuelle område halter (eller hvis noget andet livsområde halter). Der er mennesker, som bruger tid og penge på at uddanne sig og leve på en måde, så de kan hjælpe dig – det er deres erhverv, så pinligheden ligger udelukkende hos dig (har jeg erfaret og indset).

Jeg ved, at der er nogen af Jer, der måske har levet meget længere end 10 år med ting, der ikke har fungeret optimalt. Hop to it, hvis du, som jeg har tænkt over det i mange år.

Til Jer, som ikke har været i gang så længe, men som går og rumler med ting, som ikke rigtig er helt optimale. Gør mig en tjeneste og lad være med at være som mig – lad vær med at vente med at få hjælp.

Der er egentlig ikke rigtig noget i mit liv, jeg virkelig fortryder – dog ville jeg ønske, at jeg meget tidligere i livet, havde gjort noget konkret ved dette område. Så til Jer, der sidder derude og ikke helt ved om I tør – kan vi ikke aftale, at når jeg tør, så gør I også; I kan altid maile eller ringe til mig, så skal jeg nok støtte så godt, jeg kan.

Tak fordi I læser med – nu er I næsten oppe på 2000 modtagere af nyhedsbrevet, og jeg må indrømme, at var det ikke fordi, jeg følte, at det kursus også lidt var for at inspirere Jer til at gøre noget, I gerne vil, men måske ikke helt tør – så tror jeg ærlig talt, at jeg var bakket ud.

Så tusind tak fordi I giver mig mod til at (øhmm) folde mig ud for fuld styrke.

Min krop vibrerer!

marts 17th, 2009

September 2008

For ca. 3 uger siden var jeg en body-sds-gut ved navn René Grankvist (www.grankvist.dk hvis nogen skulle have interesse heri)

Jeg opsøgte ham, fordi min højre arm ikke har fungeret optimalt i en del år, i det jeg har ikke været i stand til at løfte noget tungt direkte ud til siden i strakt arm, så derfor mødte jeg op på Klinikken i Gothersgade.

Og det var altså en spøjs oplevelse – sådan lidt ud-ad-kroppen-agtigt, men I kan tro, jeg kom ind i kroppen af det!

Det er lidt svært for mig at forklare, hvad der egentlig skete, så det følgende er undertegnedes fuldstændige subjektive beretning (som jo altså det i øvrigt altid er).

René startede med at spørge mig om min grund for at opsøge ham, og jeg fortalte ham om mine besværligheder med at løfte højre arm direkte ud til siden.

Så for mig er der en særdeles fin synergieffekt mellem Pia Strucks orgasmekursus og Renés body-sds-behandling.

Det handler i begge situationer om at trække vejret dybt og lade kroppen give slip og flyde med.

Jeg er helt med på, at besøget hos Pia er ca. 70.000 gange mere grænseoverskridende end besøgene hos René. Og på en eller anden måde arbejdede jeg begge steder med at være fuldt tilstede i min krop og lade tingene ske i den.

Den oplevelse blev forstærket mange, mange gange da jeg var til anden behandling hos René. Han ordnede armen første gang (og det er så utroligt for mig, at jeg indimellem griber mig selv i at løfte højre arm direkte ud til siden, mens jeg venter på min cykel i et lyskryds). Mit motiv for at gå til den anden behandling var, fordi jeg kan mærke, at det der med at give slip, og lade følelserne opstå i kroppen er en rejse, jeg ikke er færdig med – jeg er vist kun lige begyndt. For mig har ’Erotisk dans for Kvinder’ fået mig et langt stykke vej – og nu er jeg gået i gang med de næste skridt.

(Jeg må dog indrømme, at jeg sagde til René, at min ryg var træt, og at det var derfor, jeg mødte op til anden behandling. Jeg kunne simpelthen ikke få over mine læber, at jeg kom for at give mere slip).

Jeg spurgte René om, hvad det egentlig er, der sker, når man bliver body-sds’et – for magen til summen, snurren og vibreren i håndflader og fodsåler, har jeg ganske aldrig nogensinde prøvet. Det kan sammenlignes med vibrationerne fra en centrifugerende vaskemaskine. At mærke sådan en følelse og … livsrytme i min krop var fuldstændig fantastisk, og jeg kunne have ligget og været i den oplevelse i timevis.

René svar til mig var noget i retning af, at kroppens spændinger og ’traumer’ på en eller anden måde er aflejret i kroppen. Og jeg kunne også mærke, at da han trykkede mig på maven i starten af sessionen, så spændte mine mavemuskler sig meget op. Længere hen i sessionen havde min mave givet så meget efter, at han kunne trykke maven helt i bund (ja, sorry, ringe formulering, men I ved vel, hvad jeg mener).

I mit tilfælde er det en stor ting at overgive mig så meget til en mands hænder, da jeg, som nævnt i de forrige nyhedsbreve, har ladet min krop være i nogle intime situationer, som ikke var optimale for mig – og nogle mænd som ikke skulle have haft adgang til min krop. Og uanset hvad, hvorfor og hvis skyld hvad er, så gider jeg ikke være præget af fortidens ar mere, så jeg har sat noget energi ind på at få ryddet op i det.

En anden ting, som var ret enestående for mig, var at trække vejret så dybt, og nogle gange gjorde det lidt knirke-ondt, når han trykkede, så der også kom et lille piv fra mig – men ikke på en dårlig måde. Bare sådan en verbal manifestation af en fysisk spænding.

Til dem, der synes, at det er lidt for meget at ligge og trække vejret meeeeget dybt og indimellem med lyd på og sige ”puuust”, kan jeg sige, at René trækker vejret lige så dybt, hvilket giver en rar følelse af rummelighed og samhørighed.

Efter en halv times tid på ryggen skulle jeg vendes om på maven og mens René gjorde det, han nu gjorde, boblede en latter frem – helt nede fra maven; og da besluttede jeg, at septembers klamamse skulle omhandle denne oplevelse.

At dømme efter Jeres respons på min beretning fra orgasmekurset, er jeg langt fra den eneste, som har brug for noget balance i det område, der handler om at give slip – både på kontrol og på gamle oplevelser – modtage uden at spekulere på at give og være 100 % til stede i kroppen. Mange af Jer skrev til mig, at I gerne ville gøre noget seriøst ved sagen, men et helt orgasmekursus ville simpelthen være for grænseoverskridende, i hvert fald i første omgang.

Det standpunkt har jeg fuld forståelse for.
Til Jer kan jeg altså varmt anbefale noget a la det, jeg har beskrevet ovenfor, fordi det var så utroligt forløsende, og så gik den der summen og snurren i gang med maximal styrke; og det var altså en virkelig god proces for min krop.

I de sidste par måneder har jeg haft en slags fandenivoldsk tilgang til mig selv. Forstået på den måde, at der er nogle områder af min personlighed, som jeg er virkelig træt af, og jeg ved jo om nogen, at der ER muligt at tænke anderledes, at gøre noget anderledes og derved opleve noget anderledes. Så det er jeg i gang med, og intentionen med at dele disse tanker og oplevelser med Jer er, at I også får inspiration og mod til at gøre noget ved det, I gerne vil gøre noget ved. Jeg hører meget gerne om Jeres oplevelser, små og store skridt på vejen og refleksioner derovre. Dybest set er vi jo alle i samme båd, og det er jo rart at vide, at man ikke er alene, men forbundet med andre og der er altid mindst en anden, som har gjort noget af det, man selv gerne vil.

Tak fordi I er derude bag skærmene – i mellemrummene mellem disse er der meget kærlighed og støtte til Jer, og husk at sige hej til mig, hvis vi mødes i en eller anden sammenhæng derude i verden.

Mange kærlige tanker fra en meget afslappet krop besjælet af en nysgerrig sjæl.

Kære Kamilla Bech Holten

marts 17th, 2009

Oktober 2008

Kære Kamilla.

For nogle måneder siden kørte jeg ind for at fylde benzin på bilen og så på en af forsiderne, at du var syg med kræft. Da jeg ikke har haft fjernsyn i mange år, anede jeg ikke, hvem du var, men din unge alder var nok til, at tårerne løb ned af kinderne på mig midt i bilen. Jeg var så irriteret på mig selv, fordi jeg er så følsom. Kender du den der reklame for karameller, hvor en bedstefar sidder med sit barnebarn på skødet? Gæt hvem, der har tårerne sprøjtende ud af øjnene! Nogle kalder det at have følelserne siddende uden på tøjet, det er nok meget godt formuleret – andre synes bare, at de er skaberi. Tja, who knows. Alene føler jeg mig dog ikke, for inde på FaceBook ser det ud til, at mange af dem, som har skrevet til dig, der har lige så mange følelser som mig.

Måske ser du oppe fra din sky, at der er en masse mennesker, som først og fremmest udtrykker deres sorg over, at du er væk, og mange roser dit ukrukkede, naturlige og hjertelige væsen. Langt de fleste af dem, som skriver, kendte dig jo slet ikke – så hvorfor skriver de til dig nu, hvor du er væk og formodentlig ikke har glæde af det?

At jeg skriver dette, og så mange mennesker skriver på FaceBook er måske et udtryk for, at vi prøver at minde os selv, om hvor skrøbeligt og kort livet i virkeligheden er, og hvor uvæsentlige og ligegyldige mange af vores dagligdagsdramaer og spekulationer er.

Måske findes der nogle svar dér, hvor du er nu – eller måske er der slet ingen svar at finde. Måske er det bare op til det enkelte menneske at beslutte, hvad der er vigtigt og hvornår. Og at blive ved med at huske på det, når hverdagen sætter ind med alle dens potentielle irritationsmomenter og faldgrupper.

Det er jo så nemt at glemme livets skrøbelighed – jeg ved ikke, om der overhovedet er nogen, som virkelig sætter tænderne i livet? Jeg gør det ikke nok – jeg bestræber mig på det, men må sige, at der er meget for mig at lære.

Et eksempel som ikke engang er et døgn gammelt: I aftes, var min mand ved at falde i søvn uden at putte mig tæt ind til sig, som han plejer; og gæt hvem der var helt sur og stram i betrækket! Indtil jeg kom i tanke om, du måske sad oppe på din sky og kiggede ned på mig, som lå der forurettet og fornærmet; jeg kunne næsten høre, at du sagde: ”Lone, tag dig sammen! Manden er jo bare helt træt, og den energi du lige nu bruger på at skumle og være knotten, kunne du jo vælge at bruge på at putte dig ind til ham! Voilá, så ligger I tæt sammen, og det er jo det, du gerne vil. Hvem der putter sig ind til hvem – det er fandme da lige meget!”

Måske var det dig, der talte.

Måske var det den del af mig, som hele tiden er klar over livets sande værdi og dets skrøbelighed, som talte. Den del af mig, som – nu hvor du er død, og den gang Natasja (du ved den unge sangerinde som bl.a. sang ”Op med ho’et”) døde – beder mig om at klappe i og fokusere på det, som egentlig er vigtigt.

For nylig er jeg nemlig begyndt at tænke over, om jeg måske bare skulle indimellem skulle klappe i for så at være mere konkret, kærlig og klar i spyttet, når jeg så siger noget. For der er faktisk en del af de ting, jeg har ytret i tidens løb, som har gjort mere skade og givet mere uro end gavn.

F.eks. skal jeg lære at lade være med give verbalt udtryk for min forurettelse/frustration over, at mine forældre ikke synes, at det, jeg laver, er fantastisk. Mon ikke du oppe fra din sky kan se, at de har gjort deres allerbedste? Og at der er mig, som render rundt hernede i tågen og synes, at de burde ditten og datten. Gad vide om du oppe fra din sky siger: ”Lone, det er dine forældres fortjeneste, at du overhovedet er her, så klap i og vær taknemmelig for det. Hold dig til vejret og det nyeste skuespil på Det Kgl. Teater, når du taler med dem, så er der ingen skænderier – og når du trænger til støtte, ros eller sparring, så tal med dine venner.”

Du har jo ret.

Der er ikke grund til at blive ved med at piske op i noget, som er overstået. Eller prøve at lave noget eller nogen om, som ikke kan eller vil ændres.

Oh, apropos Det Kgl. Teater; da din sygdom blev offentliggjort, synes jeg, at Kasper fik en lidt hård medfart i pressen. Ih, den lortepresse, tænker jeg nogle gange. Det, de (oftest) gør, er jo at stille tingene unuanceret og rigidt op. (der kan jo heller ikke stå så mange forklaringer på en forside, I guess.)

Det er dårlig stil at kommentere noget, man intet som helst aner om; de eneste som ved, hvad der sker i et forhold, er de to mennesker, som er i det – og nogen gange ved de det faktisk heller ikke engang selv! Men du skal vide, Kamilla, at de forsider, som beskæftigede sig med, hvad der var sket, og hvem der havde gjort hvad og hvorfor, og om det var fair, fik mig til at tænke over, at jeg aldrig nogensinde kan stille mig til dommer overfor nogen eller noget som helst.

Efter som livet har rullet gennem mig, er det blevet klart, at mennesker heller ikke er pålidelige – slet ikke fordi de vil lyve, men fordi alle har filtre. Filtrene sidder både på ørerne og på munden, så både det indgående og det udgående har ofte ret lidt med sandheden at gøre.

Hvad disse filtre består af, og hvad de påvirkes af, må altså være afgørende for kvaliteten af ens liv.

Derfra hvor du sidder nu, ser verden nok anderledes ud.

Nu kan du nok ikke se pointen i, at brokke sig højlydt over, at man skal vise sygesikringsbevis, når en pakke skal hentes på Posthuset. Det gjorde jeg i forgårs og var skide irriteret over, at jeg skulle gå hele den 10 minutter lange tur fra mit hjem til posthuset igen. Åh, det er så åndssvagt overhovedet at overveje at blive irriteret over sådan noget, Kamilla. Jeg er sund, stærk og solen skinnede; Nik og Jay og ”boing boing” på I-poden, og så trængte jeg faktisk til en pause fra computeren. Livet gav mig en pause, som jeg havde brug for. Alligevel brugte jeg den ekstra tur frem og tilbage på at være irriteret. Og det allerværste var, at jeg blev så sur på ham gutten bag disken. Ih, det er så pinligt; manden følger jo bare sine regler, og dem har han ikke selv lavet. Jeg får lyst til at krybe i et musehul over al den spildte energi, over al den tåbelighed jeg indimellem kan være ophavskvinde til og over hvor stinkende uopmærksom, jeg indimellem kan være.

Ved du hvad? Jeg vil bestræbe mig på ikke at blive irriteret over den slags situationer igen.

Nogle gange har jeg sådan lyst til at give mig selv et sidelæns karatespark, så hjernen ryster og øjnene ruller nogle gange. For det er sgu’ det, jeg indimellem har brug for.

Hjernen skal rystes fordi, jeg lige skal tjekke mine tanker, altså om det, jeg synes er uretfærdigt, ikke-orden, tarveligt, tåbeligt, åndssvagt eller frustrerende, nu i virkeligheden er det – eller om det bare er mig, som enten er smålig eller bange. Hvis jeg er smålig, så må jeg jo tænke på, hvordan tingene ser ud oppe fra dit perspektiv og se, om jeg kan lære noget af det. Hvis jeg bange, så må jeg tage mig af mig selv på den måde, som jeg ville gøre, hvis en anden var bange. Lige dele kærlighed, rummelighed og realisme.

Er det ikke absurd, at mennesker dø, før de får den ros, de fortjener. Det er helt skørt, at unge mennesker som dig, skal dø eller at to tårne fulde af mennesker skal eksplodere, før at folk, som mig, vågner op.

Måske er grunden til denne kollektive bevidstløshed, at mennesker er bange for at se tingene i øjnene. Der ville nok være en del at fortryde, chancer som har fået lov at passere, fordi angsten for at gribe dem af en eller anden mere eller mindre plausibel grund har været for stor.

Afveje, smutveje og omveje, som indeholder sjov, ballade og nydelse, er fravalgt til fordel for dydens, moralens og ”man-kan-da-ikke-tillade-sig’ernes” og ”hvad-hvis-nu’ernes” smalle vej.

Det ukendte forblev ukendt, fordi modet, frygten eller angsten vandt. Og man fandt aldrig ud af, om der i det hele taget var noget at frygte eller være bange for i det der ukendte. Eller om det i virkeligheden var meget sjovere og mere tilfredsstillende end det kendte.

Nu skal du jo begraves på fredag, og det bliver helt sikkert og forståeligt en tårevædet affære. Dine venner og familie vil nok tænke, hvorfor det skulle være dig af alle mennesker. De vil tænke, at det ikke er retfærdigt. Og sådan ville jeg også tænke. Det ville vi vist alle, hvis vi stod i deres situation.

Alle os, som ikke kender en pind til dig, Kamilla, men som alligevel er berørte af situationen og taster løs på FaceBook – hvad kan vi gøre? Kunne vi bruge denne berøring af vore følelser til noget konstruktivt i stedet for at fortsætte i samme trommerom?

Hvorfor sker disse ting, som sygdomme og ulykker, der virker så åbenlyst uretfærdige?
Har mennesker, som lander i din situation, bare spist forkert, ikke tænkt nok positive tanker eller havde Gud fået det forkerte ben ud af sengen? Hvad kan man have gjort for at fortjene det?

Jeg har intet fornuftigt svar på det – måske er du blevet klogere, nu da du har forladt denne dimension. Det eneste, jeg kan finde på, er, at mennesker som dig, hvis skæbne rykker ved vores fundamenter, måske har som livsmission at vække folk op og bringe noget perspektiv ind i tilværelserne rundt omkring.

Hvad er det, vi har brug for Kamilla?

Er det mere tid? Mere kærlighed? Mere nærvær? Eller er det et nyt perspektiv? Jeg hælder mest til det sidste, fordi:

- Tid er der jo nok af i virkeligheden, man kan bilde sig selv ind, at den er knap, men det er den ikke.

- Kærlighed er faktisk også nok af, problemet er måske at det ikke bliver givet eller modtaget så frit, som man kunne ønskes

- Nærvær, det er jo et af tidens buzz-words; og jeg ved ikke helt, om der er nogen, der egentlig ved, hvad nærvær betyder. Men det er vist det modsatte af et af tidens andre buzz-words ’multitasking’.

Skiftet i perspektiv står umiddelbart som det vigtigste for mig – for i vores del af verden er vi jo ret langt oppe i Maslows behovspyramide.
Gad vide om reaktionerne på din bortgang kan være en indikation af, at der måske er en anden behovspyramide, hvor vi ligger på bunden og kravler rundt.

Spørgsmålet, som stadigvæk rumsterer i mit indre, er: Når du er gået videre til næste trin på livets stige, hvad skal vi, som står her tilbage gøre? Skal vi kaste os ud i et vildt hedonistisk livsnydergilde? Skal vi gå noget mere i kirke? Aldrig mere spise gluten? Sige jobbet op og dyrke økologisk landbrug?

Vi kunne jo alle stå i din situation – faktisk når vi jo før eller siden alle der hen. Og måske er det en blanding af visheden om, at en hver af os kunne være dig, taknemmeligheden over at det ikke er og den snigende ”får jeg nok ud af mit liv og ville jeg være tilfreds, hvis døde nu”, som får folk som mig til at taste løs til en kvinde, jeg aldrig har kendte, og som garanteret ikke svarer tilbage.

Om de begivenheder, som indtræffer i livet, har en højere mening, eller om alt er tilfældigheder, og livet er lidt som at stå mellem radiobilerne i Tivoli, er jo en ældgammel filosofisk diskussion. Normalt elsker jeg at spekulere over den slags lommefilosofiske spørgsmål, men ved du hvad Kamilla, det vil jeg holde op med, fordi svaret finder jeg jo alligevel ikke ved at tænke.

Til gengæld kan jeg tænke over, hvad du mon ville sige – om mon ikke du ville sige, at jeg bare skulle gøre det, som gjorde mig glad og så lade være med at bekymre mig om ting, der dybest set er lige gyldige og især lade være med at begynde at lave problemer eller stressfaktorer ud af noget, som ikke er det.

Som tidligere nævnt har jeg aldrig set dig i tv, men Facebook kommentarerne tyder på, at seerne har nydt dit væsen på gennem fjernsynsskærmen. Du har næppe revolutioneret deres liv, men har alligevel formået at bidrage med noget opløftende og en ægte ligefremhed.

Og måske er det det alle os, som berøres af din skæbne, i virkeligheden tørster efter: Menneskelig varme, lige-til-hed og noget ægte. Måske indser vi lidt efter lidt, at vi sådan set bare skal bestræbe os på at bringe lidt lys og glæde ind i hinandens liv.

En god ven, hvis far gik bort nogle timer efter dig, sagde i forgårs til mig: ”Lone, som jeg sad dér ved siden af min far, gik det op for mig, at man tager intet med sig, når man forlader denne jord. Det eneste, som tæller, er hvem, der sidder rundt om ens seng.”

Er det det, vi skal gøre, Kamilla? Os der er tilbage, skal vi bare bringe noget mere varme og lys ind i hinandens liv? Is that it?

Skal vi prøve at se tingene fra dit perspektiv – og helst førend vi selv når derop?

Jeg har vistnok læst et sted, at den bedste måde, hvorpå man kan ære de døde, er at ære livet.

Betyder det, at vores gave til dig er, at vi lever på den måde, som du ville gøre, hvis du levede videre med de indsigter, du fik, da du var syg, eller som du har fået, nu hvor du ser tingene fra oven?

Betyder det i al sin enkelthed, at vi skal holde op med at spilde tiden med ”burder” og ”ja måske engang’er”. Betyder det, at vi – uanset om postmanden eller kæresten ikke danser efter vores pibe – fokuserer på at bringe noget hjertevarme og blidhed ind i de situationer, som vi løber ind i?

Nu vil jeg mærke efter og finde ud af, hvad det vil sige at ære livet, når ’man’ er mig – så vil jeg sende disse ord ud til nogle mennesker, og måske kan vi sammen bruge din afgang som en slags opvågning til det, som livet virkelig drejer sig om – hvad end det måtte være for hver enkelt af os.

Dette nummer skal slutte vores lille stund sammen, Kamilla. Tak fordi at du lyttede – jeg vil bestræbe mig på at lytte til dig, når du, og det du repræsenterer nu, taler til mig.

http://www.youtube.com/watch?v=byqZCHGhSc8

Nik og Jay: Kærlighedens komma

marts 17th, 2009

November 2008

Kære d’herrer Niclas og Jannik.

Inden vi går i gang, må jeg indledningsvis sige, at dette er en min del af en imaginær snak med Jer, som jeg har døbt ”indlednings-klamamse: Kærlighedens komma – et shout-out til Nik og Jay.

November måneds “rigtige” klamamse, er en analyse af sangen’Kommer Igen’, så den er døbt ‘Nik og Jay som pensum i dansktimerne’ - den kan I læse andetsteds på bloggen.

Da jeg så interviewet http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-18184622.html i morges, tænkte jeg, at vi tre skulle have en lille sludder – så her er mine ord … så må vi jo se, om de finder Jer.

Jeg håber, at I kan acceptere tiltaleformen, det er ikke for at lyde højtidelig, men for at tale til manden bag Nik og manden bag Jay. I er jo ikke en enhed – men to hele individer med hver jeres personlige historie og præferencer.

Da jeg i morges fandt ovenstående interview, fik jeg sådan lyst til at fortælle Jer, hvad den musik I har lavet eller været kanaler for eller hvordan I nu oplever det, og det I står for har betydet for mig. Overskriften ’Kærlighedens Komma’ er også valgt på baggrund af interviewet.

Da jeg hørte ’Kommer Igen’ tænkte jeg, ”så, nu er drengene blevet mænd” – det kræver virkelig mod, en følelse af at være på en mission og ærlighed at udgive et nummer om reinkarnation og ubetinget kærlighed. Jeres branche beskæftiger sig jo en del med den romantiske (og tit plagsomme) version af kærligheden, som kan være flygtig, baseret på formodninger og næsten i bygget en angst for, at ens kærlighedsobjekt finder en anden eller skrider.

Den kærlighed, som beskrives og efterlyses i det nye nummer, er det den ubetingede kærlighed, som ikke har noget med romantik at gøre – men som snarere er en energi eller et felt?

Tingene er jo nemme at forveksle, og nogle gange tror man, at noget skal hentes ude i verden – og i virkeligheden viser det sig at være inden i. Nogle gange søger man noget, som man faktisk allerede besidder uden at være klar over det.

Alle med den mindste lommepsykologiske sans er vel enige om, at alle mennesker søger at være elskede, som de nu er med alt bagage, skæve tæer og hele molevitten – man kunne sætte nogle andre ord på som anerkendelse, ønsket om at blive værdsat etc. Men vi kan vel blive enige om, at det i bund og grund betyder, at mennesker vil elskes.

Det pusseløjerlige (og nogle gange frustrerende) er bare, at kærlighed jo ikke kan gives – det kan til gengæld trigges. I min optik betyder det, at når jeg føler mig elsket af en eller anden, så er det fordi denne persons væsen på en eller anden måde får mig til at åbne for min egen kærlighedskanal med det resultat, at jeg føler mig elsket. Den samme person kan få mig lukke for min kærlighedskanal, hvis vedkommende udviser en adfærd, som gør mig bange eller usikker.

Denne afhængighed af andre menneskers gøren og laden (og mangel på gøren og laden) er noget skidt og resulterer i frustration og sårede følelser – det har I jo selv skrevet sange om. Det, jeg synes, er super interessant, er, at I nu er kommet på banen med et udtryk for en … højere form for kærlighed. Nemlig den, som er uafhængig af andre mennesker, men som måske er den grundlæggende del af os. Og hvordan får man adgang til den del af sig selv? Se d’herrer, nu nærmer vi os grunden til, at I to har en kæmpe plads i mit hjerte.

Noget af det, som mest effektivt blokerer den indre tilstand af kærlighed og tillid til universets udfoldelse, er tanker. Tanker, som er gennemsyrede af frygt, mistillid og antagelser, er skrækkelige – det ved I sikkert begge to; og forskellige mennesker har forskellige måder at forsøge at tøjle eller helt slukke for tankerne. Nogle tager stoffer, andre drikker sig i hegnet, andre snakker hele tiden, andre kan ikke være alene, andre bliver arbejdsnarkomaner – ja, det er mange måder, hvorpå man kan forsøge at undslippe sig selv. Forsøge … for man kan jo ikke undslippe sig selv – til gengæld er det muligt at stoppe tankemylderet.

En af mine foretrukne – udover meditation og samtaler med min veninde Sofie – er dans! Jeg ville ønske, I vidste, hvor mange gange Jeres musik har blæst min hjerne ud; jeg har løbet med det i ørerne, jeg har danset på stuegulvet, trampet i cykelpedalerne og på et eller andet tidspunkt er der blevet så få tanker i mit hoved, at jeg er kommet ind under min sjæls lys igen. Livet – som jeg oplever det – virker som en konstant bevægelse mellem at være under min sjæls lys og være udenfor i mørket. Selv om nogle af de mere indsigtsfulde blandt os siger, at man faktisk aldrig er udenfor sin sjæls lys – det hænder bare, at man har taget bind for øjnene og tror, at man er … yeah, whatever. Så må jeg jo sige, at Jeres musik hjælper mig med at tage bindet af.

For nogen tid siden fik Anni og Erik (formoder I ved, hvem taler om) en ordentlig tur gennem pressen, og den gang blev jeg simpelthen så forundret over, at der blev brugt så meget tryksværte på de to. Min konklusion blev, at især Anni på en eller anden måde triggede noget hos mange mennesker, siden historier om hende kunne sælge aviser. Den klamamse kan I finde her.

For Jeres vedkommende har kritikken jo gået på noget i retning af at være ”for meget” – som i for meget pop, for meget bling, for meget attitude, for meget alt muligt. Og man kunne skrive en lang smøre om, at være tro mod sig selv og sine ønsker og om retten til at skifte retning og mening og værdier, når tilværelsen viser en nogle nye perspektiver af livet. Men det vil jeg undlade.

Derimod vil jeg videregive en sætning, som har hjulpet mig med at blive under min sjæls lys:

”Den største frihed, er friheden for andres gode mening om dig”.

Den sætning er ikke så kynisk, som den umiddelbart kunne lyde. At gå efter andre menneskes anerkendelse og ros for det man laver, eller for den man er, udmunder sjældent i noget banebrydende eller tankevækkende. Laver man derimod tingene på den måde, som føles mest rigtigt i ens mave (eller hvor man nu har sin indre stemme/fornemmelse siddende), så vil der ofte være nogen, som reagerer negativt.

Jeg reagerer negativt, når jeg bliver bange, provokeret eller på anden vis udfordret i min grundvold. Og når jeg som følge af det kigger mig selv nærmere efter i sømmene, så bliver jeg som oftest lidt klogere på mine antagelser om verden – og indimellem bliver de så revideret eller helt erstattet af nogle andre.

Det kan jo være, at det også gælder for andre mennesker.

Konklusionen er altså, at d’herrer er sat i verden for at udfordre befolkningens mentalitet og for at give sådan nogen som mig noget musik, som får mig til at kigge op mod himlen i stedet for ned i jorden.

På falderebet, vil jeg være så fræk at antage, at d’herrer også i en eller anden grad kommer til – enten privat og måske i offentligt regi – at påvirke den kollektive bevidsthed, således at den ubetingede kærlighed, som vi talte om i starten bliver endnu mere synlig og tilgængelig.

Da jeg stod på løbebåndet i Fitnessdk og hørte ’Kommer Igen’ første gang, kom jeg i tanke om, at der i visse kulturer findes nogle ritualer, som gør drenge til mænd – ofte er det noget med at løse nogle opgaver og være alene. Formålet er at udvikle og udforske sin identitet og sine styrker. Nogle gange opdager man jo, at man er mere end det, man troede – og at det som synes stærkt i virkeligheden er svagt, og at ægte styrke i virkeligheden er noget helt andet end først antaget.

En mand med et betydeligt retorisk talent og gennemslagskraft sagde for ca. 2000 år siden ”I skal kende dem på frugterne” – med andre ord: virker det eller gør det ikke?

Ja, der lyder kryptisk – men der er jo ikke andet for end at eksperimentere lidt med sagerne, for på den måde at finde ud af, hvad der virker bedst for en selv.

Hvad betyder det, at drenge bliver til mænd og piger til kvinder?

På det spørgsmål er der vel lige så mange svar, som der er mennesker, og jeg vil lade det stå ubesvaret – det kunne jo være, at d’herrer kommer deres bud på det gennem et nummer en gang i fremtiden …

I mellemtiden vil jeg bestræbe mig på at lade mit liv være som en film, jeg selv gad at se.
D’herrer, tak fordi I er med på mit soundtrack.

Nik og Jay som pensum i dansktimerne

marts 17th, 2009

(Denne blog skulle oprindeligt have heddet ”… og så skabte Gud Nik og Jay” – men det droppede jeg, fordi jeg måtte:

1. løbe risikoen for at blive anklaget for gudsbespottelighed.
2. blive nødt til at definere hvad jeg lægger i begrebet ’Gud’, og denne klamamse bliver lang nok i forvejen.)

I løbet af de sidste måneder er der sket mange skyderier i København – jeg blev lidt deprim for nogle uger siden og havde lidt svært ved at rumme til tilsyneladende meningsløs vold – om vold kan have mening kan nok diskuteres, men jeg regner med, at I ved, hvad jeg mener: En knægt stikker en anden ned på gaden for at få hans hue, der er skyderier hist og pist og for nogle uger siden, var jeg faktisk temmelig træt af det hele. Oppe i mit lokale fitnesscenter befandt jeg mig på løbebåndet for at for få løftet energien, og så skete der noget, som ændrede hele min dag – og det bedste af et hele: Jeg fik ret i en formodning, jeg altid har haft siden 2002.
Hvis jeg nu synger: ”Det vi gør – det er ikke set før” – hvor mange smiler så et genkendelsens smil? Onsdag 19. november udkommer Nik og Jays opsamlingscd. Og denne måneds klamamse er tilegnet de to herrer, fordi deres musik på en eller anden magisk måde går lige i kroppen på mig og løfter min vibration. Det er måske store ord – men jeg har bevis herfor:

1. bevis: Den store beslutning at droppe medicinstudiet til fordel for at blive professionel PowerPrinsesse var hemmelig et godt stykke tid – og mange dage i træk løb jeg lange ture i det indre København i øssjasksilende regnvejr med d’herrer i ørerne. Beslutningen var rigtig (men svær) at træffe – og d’herrer var til stor hjælp, så jeg ikke fik tænkt det i stykker Jeg hjernevaskede jeg mig selv med Nik og Jays musik, for at holde de frygtsomme fortrydelsestanker i skak.

2. bevis: I vinteren 2008 havde jeg den helt store tur med hjertesmerte (de faste klamamselæsere husker det måske), som varede et godt stykke tid. Det var den slags, hvor man enten drikker sig i hegnet tre måneder i træk – også på hverdage eller lægger sig fladt på ryggen og græder, falder i søvn af udmattelse, græder igen o.s.v.

Efter tre måneder på den måde, skete det pludselig en onsdag eftermiddag tørrede jeg pludselig øjnene, satte mig op på gulvet, gik hen og satte ’Boing’ på og så dansede jeg rundt på gulvet i flere timer til alverdens Nik og Jay mix og alt deres gamle musik. Jeg dansede og dansede til, jeg drattede om på gulvet i en behagelig udmattelse og faldt for første gang i flere måneder i søvn – uden tårer.

3. bevis: Min guddatters første ord var … ”boing”!

Nå, men min formodning om d’herrer Nik og Jay har altid været, at de på en eller anden måde var symboler på noget nyt og talerør for noget større. Og den formodning blev til et faktum (for mig), da jeg på løbebåndet forleden hørte sangen ”Kommer igen” på The Voice Tv.

Prøv at høre med her: http://www.youtube.com/watch?v=Ul_U2JSUgDU

Husker I dansktimerne i skolen, hvor man skulle analysere digte, billeder og tekster?

Dengang spekulerede jeg ofte på, om Michael Strunge, Dan Turéll, Henrik Pontoppidan, Georg Brandes, H.C. Andersen, Benny Jensen og alle de andre digtere og forfattere, som man blev præsenteret for i dansktimerne, selv havde lagt alt den underforståede mening og symbolik i deres tekster, som dansklæreren fik fremanalyseret.

Inden kæden hopper helt af for Jer – kære læsere (som dog er vant til lidt af hvert fra denne kant, så mon ikke I hænger på) – så vil jeg gerne minde om, at man skal aldrig dømme folk på deres udtalelser i tv eller radio, fordi:

1. Indslagene og udtalelserne bliver klippet

2. Der stilles ofte nogle temmelig dumme spørgsmål, som er svære at svare på en intelligent måde.

3. Selv om man har et udadvendt job (eks. at være superstjerne i lille DK), er man ikke nødvendigvis særlig oplagt til at være enormt oplagt og imødekommende overfor alle. Jeg kan godt høre argumenterne om, at de to ting hører sammen – og til det er der bare at sige: ”Tja – nemmere sagt end gjort!”

Så NU skal vi til det!

Kodeknæk: Den fede skrift markerer det, jeg synes er mest interessant, og den kursiverede tekst er min kommentar.

Nik & Jay – Kommer Igen (teksten er hentet på www.sweetlyrics.com)

(Nik)
jeg træder ud af min port, mandag morgen
sædvanlig trafik rundt om hovedbanegården
Folk på den ene og den anden side af loven

En mand, som jeg holder rigtig meget af, bliver politibetjent om otte måneder. Han er af ”anden etnisk baggrund end dansk”, som det så korrekt hedder. Jeg havde en lille hyggeting kørende med ham for nogle år siden, da han gik og drømte om at blive politibetjent. Jeg husker tydeligt hans svar, da jeg spurgte ham hvorfor. ”Lone, jeg vil gerne vise, at man godt kan være en del af det danske samfund, selvom man ikke hedder Hans eller Peter”. Chancerne for, at han endte på bagsædet af salatfadet i stedet for på forsædet, var rimelig store – hans omgangskreds og opvækst taget i betragtning. Men han har valgt noget andet – selvom det langt fra lå til højrebenet og ikke altid har været let. Hurra for H.

To andre mænd, J og M, som jeg også holder rigtig meget af, har begge tilbragt nogle perioder i skyggen – altså bag tremmer. Fælles for dem er, at de begge fik børn – og det blev deres redning og vej ud af de kriminelle miljøer. Livet blev pludseligt værdifuldt, og som M sagde: ”Når man har en lille prinsesse, så duer det sgu ikke, at de stikker i mig.” Og J sagde som konklusion på en længere snak: ”Jeg vil gerne have, at min søn skal være stolt af mig”

H, J og M er alle under 30, og de plyndrer jævnligt undertegnedes boghylder for alt, hvad der handler om personlig udvikling og brugbar spiritualitet. Jeg har i hvert fald lært aldrig at dømme mennesker på deres straffeattest.

Følger nogen mon med fra oven

Denne sidste linje er jo det spørgsmål, som optager mange sind, og som har været stridens æble i mange krige. Når man kaster et blik ud i verden, kan man foranlediges til at tro, at vedkommende, som burde have styr på tingene, enten har tømmermænd eller en speciel form for humor.

Men der er jo også den mulighed, at det ikke er ”nogen”, men snarere ”noget”, som på en eller anden måde holder tingene sammen. Og så er det vores opgave at forvalte dette ”noget” på en konstruktiv facon. Det ”noget” kunne måske være den kraft, som sørger for, at træerne springer ud om foråret – uanset hvor hård vinteren har været. Og måske er det ikke kun for oven – måske er det samme kraft, som sørger for at hjertet slår, at skægget/hårene på benene vokser. Måske er det den kraft, som jeg oplever, når jeg danser salsa, Nik og Jay oplever, når de laver et rim som sidder lige i skabet(eller hvad det nu hedder i den terminologi), og som I, der læser dette, også oplever på hver jeres måde.

(Jay)
For her nede fortæller forsiderne mig
At hele verden går den forkerte vej
Jeg prøver på ikke at tro på alt hvad jeg læser
Prøver på at tro på det bedste i mennesker

Se, netop dette skete for mig forleden, da jeg var helt deprim over de mange skyderier, men så reddede denne sang min tro på verden.
At to mennesker, som jo må siges at symbolisere popkulturen, tager emner som ubetinget kærlighed og reinkarnation op, gør mig simpelthen glad. Fordi det giver mig en fornemmelse af, at der er en meget smuk bevidsthed, som syder og bobler alle stedet – også på Voice Tv.
(Nik)
Der sidder fire mænd på en trappesten
Tomme blikke, Heroin
Byen vokser, Kaster skygger
Byen kan slå liv i stykker

(Jay)
Så hvordan kan jeg tænke på de penge jeg skal bruge
og om boligmarked mon vender nu

Trækker hætten over hovedet, går over vejen
for mon ikke det trækker op til regn

(omkvæd)
Hvor kommer det fra, hvor ender det henne
Det du møder på vej op møder du på vej ned
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen
og sig mig fik vi satset nok på kærlighed
Hvor kommer det fra, hvor ender det henne
Det du møder på vej op møder du på vej ned
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen
og sig mig fik vi satset nok på kærligheden

Så – nu er det, at jeg godt kunne tænke mig at høre d’herrer om, de mener, at mennesker kommer igen forstået som reinkarnation. Eller om de tænker, at deres musiske karriere skal genopfindes og have en form for højere formål, som måske – måske ikke – står klart for dem.

”Namasté” er en hilsen, som symboliseres ved en let forover bøjning af overkroppen og samlede håndflader foran brystet. Det betyder noget i retning af ”lyset i mig ser lyset i dig” eller ”the Christ in me salutes the Christ in you”. (Mens du læser videre, kan du gætte, hvem der udførte denne gestus i Go Morgen Danmark i mandags …)

’The Christ’ eller ’lyset’ kan efter mine begreber sagtens oversættes med kærlighed – og vi er altså ikke ovre i det romantiske udtryk for kærlighed. Snarere en form for energi, som på skrift er svær at beskrive eller definere.

Gad vide om d’herrer mener, at det er den slags kærlighed, som gør livet lidt nemmere for os alle sammen. Den kærlighed, som en slags olie i hverdagens maskineri. For mange hænger kærlighed og anerkendelse sammen – og måske er det i virkeligheden det, vi alle søger: En anerkendelse af vores væsen og en forsikring om, at vi er okay, som vi er.

Namasté til kassedamen.
Namasté til naboen i bilkøen.
Namasté til spejlbilledet.
Namasté til den man mest har lyst til at skælde ud.
Namasté til den som ikke returnerer dit smil.
Namasté som generel livsindstilling.
(nik)
Hvad med teenager piger der går glip deres ungdom
gir deres krop for en Dom Perignon,
siger deres job op for at blive berømt

(Jay)
blandt andet fordi du har solgt dem den drøm

Se det er selvindsigt! Det tegn på modenhed, refleksion og en bevidsthed om det ansvar, som følger med det privilegium, det er at få adgang til mange menneskers bevidsthed. Musik og musikvideoer påvirker jo mange mennesker hele tiden.
Vi kan godt blive enige om, at det ikke er alle af Nik og Jays tekster, som er lige gavnlige for lytterens selvfølelse og bevidsthed – men de er vel et ærligt udtryk for en sindsstemning. Denne sang er jo et fænomenalt bevis på, at d’herrers prioriteter ændrer sig, og det fede er, at de giver udtryk for det i dette nummer.
Hvad med hende jeg kender der så svær og modstå
hvad er det der gør hun er sin kæreste utro
hvad er det vi løber fra, hvad skal vi nå
Har vi glemt hvem vi er når vi når vores mål.

(Nik)
jeg har tanker for ti, tænker ting itu.

Udtrykket ”man er sin egen værste fjende” finder jeg helt rimeligt, i det ”man” er ens tanker. De fleste mennesker har en indre stemme kørende – og nogle gange er der flere stemmer, som oven i købet er uenige, og så er emnerne ofte ikke specielt opløftende.
Jeg kender en del mennesker, som har taget stoffer, drukket og på andre måder søgt at bedøve selv af den simple årsag, at de ikke kunne holde sig selv ud. Man behøver i virkeligheden ikke at indtage noget – man kan også være afhængig af andre menneskers selskab, fordi man ikke kan holde sit eget ud.
Jeg kender det selv alt for godt, hvordan tanker nærmest kan overtage, så det nærmest blive en besættelse. Og tankemylderet kan hurtigt få en på afveje – især når tankerne begynder at formode, antage og tro at kende sandheden om andre menneskers tanker og intentioner.
En af de bedste metoder til at få tankerne til at stoppe er meditation – og kan man ikke koncentrere sig om det, så har Byron Katie www.thework.com fire gode spørgsmål, som hjælper med at få afbrudt tankestrømmen.
Jeg har trådt på andre, jeg har været jaloux.
i 2001 stemte jeg på Anders Fogh
Men jeg ved bedre nu.

(Jay)
Fra Clubs fyldes med folk.
der fyldes med drugs som selvfølgelig vil slås.
og en knytnæve blev til en kniv.
der blev til en pistol der blev til et mistet liv

Ja, det er der jo tragiske eksempler på. Jeg har forsket lidt i den højere grund til, at mennesker udøver meningsls vold mod andre mennesker. Meget kort sagt er det – ifølge den tankegang – fordi et menneske, som hader sig selv, projicerer sit eget selvhad ud på andre mennesker. Så en voldsmand søger i virkeligheden at skade sig selv – men hans selv er altså lagt ud på en anden, om man så må sige.

Er dette tilfældet, er løsningen simpel.

At noget er simpelt, er ikke ensbetydende med, at det er let.

Men der er metoder. En af dem, der virker for mig, er at lægge håndfladen på maven, inden jeg sover, og blive ét med tanken: “Lone, jeg bliver hos dig – det hele løser sig”.
(Nik)
Men der er en ting jeg ikke fatter
det her land burde være i vatter
Ring til mig når kærligheden er her
Jeg skrider for min datter kalder (Faaar)

Med ”vatter” formoder jeg, at der menes, at dette land burde være i ligevægt eller balance. Det tager kun et blik at se, at vores del af verden befinder sig ret højt oppe i Pavlovs behovspyramide, dvs. vi suser ikke rundt og bekymrer os om, hvor næste ostemad skal komme fra. Den er der for de flestes vedkommende ude i skabet. Vore bekymringer er nok mere ovre i afdelingen af, ”hvordan får jeg mest muligt ud af mit liv, hvordan vil jeg leve det, og hvordan skal jeg få tid og plads til det hele.” Et land udgøres jo af dets indbyggere, så hvad kan vi gøre for selv at komme i ”vatter” – altså i balance. Godt spørgsmål.

Jeg tror, det har noget med kærlighed at gøre – ikke den der ”jeg-ææææælsker-dig-skat-kærlighed”, som gives til gengæld eller til få udvalgte, men en slags kærlighed, som flyder fra det dybeste i det ene menneske til det dybeste i det andet. Den kærlighed, som nogle mennesker mener, vi er skabt af og i grunden er.
(omkvæd)
Hvor kommer det fra, hvor ender det henne.
Det du møder på vej op møder du på vej ned.
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen.
og sig mig fik vi satset nok på kærlighed
Hvor kommer det fra, hvor ender det henne.
Det du møder på vej op møder du på vej ned.
kan jeg gøre det hele bedre når jeg kommer igen
og sig mig fik vi satset nok på kærlighed

ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH
ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH

og sig mig fik vi satset nok på kærlighed

ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH
ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH

jeg ved at der er større problemer i verden at tage sig af

ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH
ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH ÅH

men jeg starter med min egen verden i dag
Ja – dette står jo smukt alene.

Slut.

Om lidt vil jeg trykke på ’send’ og så glæde mig over, at I er derude. Det er utroligt dejligt at vide, at alle andre i virkeligheden også bumler rundt i verden, gør sig erfaringer, lærer af dem – lærer ikke af dem – og alt i alt gør deres bedste med det, vi nu har på et givent tidspunkt.

Nogle gange kan man fristes til at synes, at det, andre gør, ikke er godt nok eller direkte dårligt. Sagen er bare, at uanset hvordan man vender og drejer verden, så aner man absolut intet om, hvordan det er at være i andre folks sko – uanset om det er stiletter, sneakers, militærstøvler eller træsko. Men som Nik og Jay synger, så kan det jo være, at vi kommer igen, måske i andet fodtøj.

Uanset hvad man tror og ikke tro på, så kan jeg starte med min verden, du med din, og de andre med deres og så sige et lille lydløst ’namasté’ til hinanden.

”Lyset i mig ser lyset i dig” – også til dem, som tilsyneladende ser ud som om, at de ville ane, hvad det betyder. Man kan blive gevaldigt glædeligt overrasket.

I øvrigt kan jeg afsløre, at det var Jay (den karseklippede), som lavede Namasté i Go Morgen Danmark i mandags.

Det var enden på vistnok en af de længste klamamser, og nu vil jeg drøne ned i Fona og købe Nik og Jays opsamling … Jeg kan ikke kontaktes de næste to dage!

Kærlighedens komma – et shout-out til Nik og Jay

marts 17th, 2009

November 2008

Kære d’herrer Niclas og Jannik.

Inden vi går i gang, må jeg indledningsvis sige, at dette er en min del af en imaginær snak med Jer, som jeg har døbt ”Kærlighedens komma – et shout-out til Nik og Jay.

Den kærlighed, som beskrives og efterlyses i det nye nummer, er det den ubetingede kærlighed, som ikke har noget med romantik at gøre – men som snarere er en energi eller et felt?

Derimod vil jeg videregive en sætning, som har hjulpet mig med at blive under min sjæls lys:

”Den største frihed, er friheden for andres gode mening om dig”.

Det kan jo være, at det også gælder for andre mennesker.

En mand med et betydeligt retorisk talent og gennemslagskraft sagde for ca. 2000 år siden ”I skal kende dem på frugterne” – med andre ord: virker det eller gør det ikke?

Ja, der lyder kryptisk – men der er jo ikke andet for end at eksperimentere lidt med sagerne, for på den måde at finde ud af, hvad der virker bedst for en selv.

Hvad betyder det, at drenge bliver til mænd og piger til kvinder?

I mellemtiden vil jeg bestræbe mig på at lade mit liv være som en film, jeg selv gad at se.
D’herrer, tak fordi I er med på mit soundtrack.

Kira interviewer Lone

marts 17th, 2009

September 2007

Powerprinsesse, kan du fortælle lidt om din ide bag Powerprinsesse-konceptet?
Kort sagt er min mission at støtte kvinder i at gøre sig selv og deres basale følelsesmæssige menneskelige behov til det vigtigste i deres liv.

Det kræver flere ting:

- at kvinder indser, at når de har det godt og blomstrer, så smitter det af på omgivelserne (børn, mænd, kolleger, veninder, fremmede, alle!)

- at kvinder giver sig selv lov til at opdage deres feminine kraft. (Denne kraft har jeg en del at sige om, men vil overlade det til læseren at tygge lidt på, hvad det betyder for den enkelte.)

- at kvinder nyder godt af fællesskabet med andre kvinder og deler deres erfaringer.

- at kvinder opdager, at deres seksualitet kan bruges til meget andet end at sælge biler, is og vaskepulver. Det er en kraft, en energi, en måde at være på, som gør at de kommer til at elske sig selv så højt, at de begynder at handle ud fra kærlighed til sig selv.

En af de vigtigste øjeblikke for mig var, da jeg læste om en person, som havde været i audiens hos en kvindelig indisk guru. Vedkommende skrev om denne guru: ”She loves herself so much, it is hard not to love yourself in her presence”.

(Hun elsker sig selv så højt, det er svært ikke at elske sig selv i hendes nærvær).

Jeg synes, det er så inspirerende, det står i så skarp kontrast til alt, hvad de fleste er vokset op med. Nemlig at man skal koncentrere sig om alle andre og sætte sig selv til sidst.

PP-konceptet går ud på at sætte sig selv først, og ud fra det overskud, som man får af det, kan man dele ud til dem, som vil modtage.

For at sætte sig selv først på listen, så kræver det, at man ved, hvad man har brug for og tør bede om det eller sørge for at indrette sig, så man har det godt. Det er i sig selv en daglig udfordring og livsstil at finde ud af det og blive ved med at sætte det højest på listen.

Ja, denne form for tilgang til livet kræver, at man er vågen og i stand til at kommunikere sandfærdigt med sig selv.
Hvem er din målgruppe?
Kvinder i alle aldre med alle baggrunde, som ønsker at inkorporere mere frihed og kærlighed til sig selv i deres tilværelse. Og dem som allerede gør det, kan komme og inspirere os andre.

Så alle kvinder er der plads til.

Hvad hvis man har lavt selvværd og er bange for at andre lægger mærke til det?
Hvordan slår man sig så løs?
Jeg oplever dans som et direkte energiløft, hvor der ikke er nogen tanker om noget som helst – det er en form for fuldkommen væren-et med musikken og med kroppen. Noget af det skønneste for mig er, når jeg ikke tænker, men bare er til stede i øjeblikket– det er svært at sætte ord på, men jeg tror, at de fleste kender følelsen af at være helt opslugt i noget.

Hvad følelser fornemmer du at folk går med efter de har været i en time?
Mange af dem, som starter, synes, at det er meeeeget grænseoverskridende – men det er bare indtil, de oplever, hvad det går ud på. Det handler jo om, at bruge den erotiske kraft som et værktøj til at skabe et mere nydelses- og fredfyldt liv for sig selv. Den kærlighed og opmærksomhed som kvinder er lidt for gode til at give ud, skal de lære at give sig selv. Og når kvinder giver sig selv kærlighed og opmærksomhed, så begynder de at leve anderledes.

Som du selv har set, gør jeg meget ud af, at kvinderne skal give slip på gamle vaner og tanker og give sig selv lov til at folde sig ud med alt, hvad de har inden i. Så jeg oplever, at de virker lettere og mere levende. Jeg har flere eksempler på kvinder, som er begyndt til det erotisk dans og stille og roligt er begyndt at ændre deres livsstil. Flere er begyndt til salsa, som jo handler om glæde og livskraft, en er påbegyndt ny uddannelse, en er spontant begyndt at spise mere sund mad, fordi hun passer på sin krop.

Fælles for dem er, at de begynder at se på sig selv anderledes og derfor behandler de sig selv anderledes – med respekt, kærlighed og omsorg. Det er jo i sig selv et livsprojekt, og det er fantastisk at se det starte på denne måde.

Hvad er din baggrund for at starte Poweprinsesse.dk?
Som barn og teenager var jeg meget utilfreds, ked af det, følte mig forkert og udenfor og var i det hele taget ikke særlig glad. Når jeg ser tilbage på det, stammede meget af det fra en følelse af, at jeg var forkert, og hvis bare jeg var lige som de andre piger, så ville alt blive godt.

Sagen er bare, at jeg ikke blev som de andre piger – og jeg prøvede altså ret ihærdigt!

Jeg brugte oceaner af tid på at spekulere over, hvad andre mon tænkte og følte – og bryggede alle mulige historier sammen om, at der var ditten og datten i vejen med mig.

Efter gymnasiet tog jeg til London, hvor ingen kendte mig eller min historie, og jeg begyndte at blomstre op. Lidt efter lidt gik det op for mig, at jeg havde det fantastisk; jeg følte mig fri og lavede ikke andet end at arbejde på en restaurant og gå i byen og danse med nogle veninder, jeg fik derovre. Det der med at tænke på, hvad andre syntes om mig, begyndte jeg at vænne mig fra, og så oplevede jeg for første gang en følelse af frihed og af, at jeg var god nok og ikke behøvede at lave mig selv om for at være vellidt af andre.

Når jeg ser tilbage, var det nok en kombination af at være i en by, hvor ingen kendte mig, og jeg var helt anonym, men jeg var også begyndt at læse nogle bøger om, hvordan ens tanker påvirker ens oplevelse af verden og af andre mennesker.

Og det er jo præcis det, som PowerPrinsesse-organisationen er bygget op af: Tænk på en konstruktiv måde og dans som det passer dig.

Kan undervisningen tages med ind i soveværelset derhjemme?
Min intention er, at kvinderne tager en stærk kærlighed og omsorg for sig selv med hjem – og det er alle livets værelser. Jeg er ikke interesseret i at gøre kvinder sexede eller forførende. Derimod bestræber jeg mig på at skabe en ramme, hvor de oplever deres egen kærlighed og omsorg … til sig selv. De fleste kvinder giver af deres overskud og kærlighed til andre og glemmer sig selv. Jeg vil have kvinder til at huske sig selv, til at gøre sig selv til objekt for deres kærlighed, sådan at de bliver fyldt op af deres egen kærlighed.

Derfra kan de så leve frit, legende og med nydelse på alle livets områder – og den indstilling til livet vil afspejles i soveværelset og livets andre værelser.

Fungerer du også som en slags trøstende skulder for dem på dine hold, hvis de har kærlighedssorger eller andet de basker med?
Nogen henvender sig og får et par hypnosesessioner, hvis der er et eller andet, de bakser med. (red: Lone er hypnoterapeut til hverdag)

Men jeg tror, at de fleste føler sig godt hjulpet af de øvelser med vinduer og lys i kroppen, som vi laver til start og til slut i undervisningen.

Det er dog sket, at nogen har skrevet til mig – ofte fordi de selv står i en situation, jeg har skrevet om i et nyhedsbrev, og så svarer jeg selvfølgelig efter bedste evne.

Hvis du nu selv føler du måske ikke har så meget overskud eller er ked af noget, er det så ikke svært at finde overskuddet frem til at være ovenpå når du har hold? Har du et eksempel?
Jeg har ikke nogen intention om ”at være ovenpå”, for så ville jeg omgående få præstationsangst. Mit formål med at være der er jo bare at danne en ramme for kvinderne – og nogle gange er jeg fuld af energi og plaprer løs med alle, andre gange er jeg ikke. Og det er meget bevidst, at jeg ikke prøver at være noget, jeg ikke er.
For det første har jeg brugt de første 20 år af mit liv på det, med rigtigt dårligt resultat, og for det andet ville jeg lynhurtigt brænde ud, hvis jeg skulle forestille noget, jeg ikke er. Og sidst og vigtigst: Jeg siger jo ca. 30 pr. hold ”du er perfekt, som du er lige nu” – og det bestræber jeg mig på selv på at huske og leve efter – uanset hvordan jeg har det.

Sjovt nok er det sådan, at uanset hvordan jeg ellers har det, så har jeg det altid bedre efter holdene. Erotisk dans er enormt energigivende for mig – og går jeg og tumler med noget, er jeg i stand til at gøre det, som jeg beder mine elever om under afslapningen i starten – nemlig at tømme hovedet for tanker og bare koncentrere mig om, at lade musikken bevæge sig ind i kroppen, og så lade kroppen bevæge sig.

Synes du mænd generelt har svært ved at takle at kvinder er kede af det?
Det kommer an på, hvad kvinderne er kede af, og det kommer i meget høj grad an på, hvem manden er.

Hvis kvinden er ked af noget, som ikke har med manden at gøre; har jeg erfaret, at en del mænd er ret gode til at trøste – især når de får at vide, hvad man har brug for. Og det er kvindens job at fortælle, hvad hun har brug for.

Jeg har f.eks. fundet ud af, at det er ret virksomt at sige noget i retning af: ”Jeg er så ked af det og det, og jeg har ikke brug for, at du løser det, til gengæld har jeg brug for, at du holder om mig og er her, indtil jeg er rolig igen.” Det er brugsanvisningsagtigt, men det virker for mig og de mænd, som jeg har ringet til, når balancen er tippet for mig.

Lidt anderledes forholder det sig muligvis, når kvindens ked-af-det-hed omhandler noget manden eller deres forhold. Jeg tror, at mange – både mænd og kvinder – føler, at de nemt gør noget forkert, at de er utilstrækkelige og ikke slår til. Så hvis en kvinde giver udtryk for sine følelser ved at være ked af det, vil mange mænd muligvis fortolke det som noget i retning af: ”Jeg slår ikke til, jeg har gjort noget forkert”. Det kan opleves som en anklage, og vi ved alle, hvor ubehageligt det er at føle sig anklaget.

Jeg tror, løsningen er, at kommunikere ekstremt klart – først og fremmest med sig selv for at finde ud, af hvorfor man føler, som man gør. Derefter kan man involvere manden i sine tanker og oplevelser, men IKKE med det formål at få ham til at ændre sig (ændre andre kan man ikke, og det er i øvrigt ikke ens job), men med det formål, at han får en chance for at vide, hvad der foregår i ens indre, så kan kvinden fortælle ham, hvad hun gerne vil, og så kan han beslutte sig ud fra et informeret grundlag.

Hvordan skal kvinder forholde sig til mænd der lukker af, tror du?
Jeg kan ikke råde andre kvinder, da jeg alle situationer er individuelle; men jeg kan tage udgangspunkt i og dele mine erfaringer og tanker om dette:

I alle forhold synes jeg, det er meget vigtigt at blive på sin egen banehalvdel, så at sige.

Mange kvinder bruger oceaner af tid og energi på at tænke over og analysere ”hvorfor gør eller siger han sådan”, ”hvorfor gør eller siger han ikke sådan”, ”hvad mon der sker inden i ham” o.s.v. Jeg synes, kvinder skal bestræbe sig på at tænke over deres egen position i forholdet; eksempelvis hvorfor er det lige, man bliver med en mand, der lukker af? Hvorfor er det så vigtigt for dig, at han åbner sig – noget af det mest frustrerende og smertefulde, jeg har prøvet, er at forsøge at give nogen kærlighed og omsorg, som dybest set ikke er i stand til at modtage den. Så kan man bruge timer på at analysere og tænke over, hvorfor han ikke er i stand til at åbne sig – men det er altså mere frugtbart at finde ud af, hvorfor man selv bliver hos en mand, som ikke er i stand til at modtage det, man har at give.

Klar kommunikation i alle forhold er meget vigtigt. Derfor synes jeg, at hvis man finder sig selv med en mand, der lukker af, så er det en del af at passe på sig selv som kvinde, at man sætter sig med sin mand og rolig, kærligt og ærligt fortæller, hvordan hans reaktion eller mangel på samme påvirker en. Så kan han – evt. efter nogle dages tænketid – fortælle om han vil gøre noget ved sagen (evt. få noget støtte ude fra eller lign.) eller om han ikke vil.

Giver han udtryk for at have behov for at være knudemand i tre dage, uger eller måneder, så ved man det – eller synes han slet ikke, at det er noget problem eller ser han situationen helt anderledes, ja, så har man noget at forholde sig til og kan handle ud fra det.

Min erfaring er, at i de situationer er det faktisk kvinden (mig), der har brug for den kærlighed, jeg prøver at give ud. For det er møj-frustrerende at være med et menneske, som ikke vil modtage det, man ønske at give. Netop dette – at give sig selv kærlighed og omsorg – er noget af det vigtigste i hele PowerPrinsesse-konceptet. Den person, som du er med hele tiden, er den vigtigste – og det er jo dig. Når du har det godt og er følelsesmæssigt opfyldt, så kan du dele ud til dem, der er i stand til at modtage det, du har.

Meget kort sagt handler det ikke om at finde ud af, hvorfor han lukker af, men om hvorfor du vælger at være med en mand, der lukker af.

Hvad byder fremtiden på for Powerprinsesse.dk og Powerprinsessen?
Oh, dejligt spørgsmål, Kira.

Jeg har mange ting, som spirer og heldigvis møder jeg den ene skønne kvinde efter den anden at samarbejde med.

Stang-dans, som er en videreudvidelse af erotisk dans, kommer til Danmark til oktober 2007; og jeg glæder mig sådan til, at danske kvinder oplever den frihed, og følelse af at de kan meget mere, end de tror, som man oplever, når man flyver rundt om sådan en stang. Se mere på www.stangdans.dk

Jeg er også i gang med at skabe en del af Powerprinsesse.dk, som støtter kvindelige forretningsindehavere i deres drøm om egen forretning.

Intentionen er, at kvinder støtter hinandens drømme; således, at når man står og skal købe en buket blomster, en kjole, en sandwich eller have massage, så kan man vælge en PP-butik. Så ved man, at hende, som har butikken, har et ønske om bidrage til andre kvinders livskvalitet. Med den viden vil det være en rigtig dejlig oplevelse at lægge sine penge og modtage den vare, som ellers kunne være ret ligegyldig. Og den glæde vil man mærke, hver gang kjolen tages på, når man tager en bid af sin frokost eller ved disken, mens buketten bindes.

Det handler om at skabe flere dejlige oplevelser for sig selv i hverdagen og samtidig støtte en anden kvinde i hendes drøm.

Endelig skal vores jyske og fynske med-prinsesser jo også have del i alt denne dejlighed, så jeg er så småt begyndt at rette blikket vest på for at se, hvordan det bedst kan lade sig gøre.

Hvad fremtiden byder på for mig – ja, det glæder jeg mig til at se. Jeg er holdt op med at lægge stramme planer, fordi min oplevelse er, at livet har ting i vente, som jeg slet ikke har kunnet forestille mig.

Jeg fylder mine dage med at støtte kvinder – enten via dans eller hypnose – i at elske sig selv og handle der ud fra, hvilket jo gavner alle dem, som kvinderne kommer i kontakt med.

Tænk, jeg troede, at jeg skulle være læge – nu er jeg hypnotiserende PowerPrinsesse ;o).

Jeg er så utrolig taknemmelig og føler mig som en af de heldigste kartofler i verden!

At sadle om

marts 17th, 2009

August 2007.

Fra mit synspunkt betyder ”at sadle om” at tænke anderledes om sig selv og sine egne evner.

Om det er en horoskopisk, numerologisk, genetisk eller helt fjerde årsag ved jeg ikke, men viljestyrke er ikke noget, jeg besidder. Min tanke var hele den første 1/5-del af mit liv (regner med at blive 100 år), at jeg nok bare var, som jeg var og måtte leve med det.

I, der kender lidt til min livsfilosofi og indstilling til tingene, ved, at noget af det, som jeg siger oftest er: ”Du er perfekt præcis, som du er lige nu”. Og det kan måske synes som en modsætning at ønske at ændre sig selv og alligevel elske sig selv helt og fuldstændigt, som man er.

Jeg mener, at kernen, det helt inderste, essensen af mig er helt perfekt, og det som er uden omkring ”det dybe mig” – altså min personlighed – er resultatet af en række omstændigheder, begivenheder og påvirkninger fra andre mennesker som jeg mere eller mindre bevidst har ladet mig påvirke af.

I den forbindelse er to ting interessante:

1. At udforske ”den dybe del” af mig

2. At se klart hvordan min personlighed er opbygget.

Ad 1) En af de mest virkningsfulde måder at komme i kontakt med en ”dybe del” er – efter min erfaring – at hengive mig til noget, hvor jeg glemmer alt om tid og sted. For mig er det dans, for andre er det hjemmesideprogrammering, maling, ridning, at sætte hår, ligge i karbad, fægte – u name it. Der er er et utal af aktiviteter, som giver ro og en oplevelse af forbindelse til den dybere del.

Jeg oplever, at det er her, styrke, visdom og klarhed hentes – og jeg har måttet sande, at nogle gange er forbindelsen fra den ydre til den indre del af mig meget stærk og klar – andre gange er den ikke.

Det er så mit ansvar at sørge for, at jeg – når der er vrøvl med forbindelsen mellem den ydre og den indre del af mig – gør noget, som gør forbindelsen klar igen.

Det kan være en aften med erotisk dans undervisning, en svedig gang salsa, en løbetur, en samtale med en god veninde eller nogle gange skal jeg simpelthen trække stikket ud og gå i seng.

Jeg mener, at en af de vigtigste ting i livet er at finde ud af, hvordan man får kæden sat på igen, når kæden hopper af. For det vil den gøre ind i mellem, og det er et livsvilkår (mener jeg og forbeholder mig i samme åndedrag ret til at skifte mening).

Ad 2) Der er alverdens teorier om personlighed – hvordan den opbygges, hvad der præger den, og hvad der er vigtigt og ikke i forbindelse med dannelsen af den. Mange spørgsmål knytter sig hertil – især det klassiske: Hvad er vi født med, og hvad tilegner vi os undervejs. Jeg vil spare os alle for en endnu længere klamamse og i stedet dele nogle tanker, erfaringer og observationer.

Jeg har observeret, at kvinders ve og vel i mange henseender ligger mig meget på sinde, det har det vist egentlig altid gjort. Nu hvor jeg er voksen og selv kan bestemme, hvad min energi brugs på, fylder jeg mine dage med hypnose af mænd og kvinder og på at skabe nogle rammer, hvor kvinder kan lege, finde tilbage til deres indre prinsesse/gudinde/hvadduvilkaldehende. Genfinde kærligheden til sig selv og handle der ud fra på alle livets områder – og jeg elsker det simpelthen!!

Jeg tror ikke, kvinders lyst, velvære og kærlighed til sig selv ville være så vigtig for mig, hvis jeg var vokset op i et andet miljø.

Det er ingen hemmelighed, at jeg brugte de første mange år af min tilværelse på at ønske, at mine forældre var anderledes. (Flere år end jeg har lyst til at indrømme).

Men der er gået en prås op for mig: Jeg har de perfekte forældre – for uden dem var jeg ikke den, jeg er i dag. Min far har vist mig, hvordan man rummer folk (han er psykiater og har vist efterhånden hørt en del ting), min mor har vist mig, hvordan omsorg ser ud. Hvis jeg ringede fra Kina og var blevet væk, bestjålet, syg eller havde hjemve og bad hende komme – så ville hun uden diskussion sætte sig på det første fly. Hun har vist mig, hvordan praktisk omsorg ser ud.

Det er nogle egenskaber, jeg er meget glad for at have taget med mig – for jeg kan se, at jeg også rummer folk og deres historier, og jeg ved, at når nogen i nød ringer, så kommer jeg. Og som min gode veninde, Chenette siger, ”det bedste, man kan gøre, er at møde op”.

Hr. og fru forældre har også præget mig med nogle ting, som jeg ikke er så glad for. Heldigvis er endnu en prås gået op for mig:

Jeg er voksen nu – og jeg kan til- og fravælge påvirkninger, fordi jeg er bevidst om, hvem der udstråler hvad i de miljøer, jeg kommer i.

Eksempelvis har jeg en relativt ny veninde – som jeg dog elsker så højt – og hun er det mest fokuserede og organiserede, jeg kender. Mette får simpelthen tingene organiseret og gjort. Hun afslutter det, hun begynder; de skibe, hun sætter ud, kommer i havn; det, hun laver, er der system i. Hendes blotte tilstedeværelse hjælper mig med at styrke og fremme den fokuserede og strukturerede side af mig selv … og den kræver en del øvelse og tålmodighed – men hun er tålmodig, jeg lærer og tænker jævnligt: ”Hvad ville Mette gøre nu?” … og hun ville gøre det, hun er i gang med, færdigt. Og jeg er allerede ved at blive meget bedre – babyskridt er også skridt!

En gammel (ja, hun er faktisk på alder med min mor) veninde sagde til mig engang: ”Lone, I trust your intelligence”. Jeg var 19 år og skulle hjælpe hende med at sætte nogle plakater op til en bogmesse, hun deltog i. Det øjeblik glemmer jeg aldrig nogensinde, fordi der skete noget radikalt inden i mig: En voksen (jeg hører til den gruppe, der absolut ikke blev voksen som 18-årig) troede på mig. Hun mente, at jeg nok kunne finde ud af, hvilken plakat ville være bedst hvor. Den ene sætning såede et frø i mig, og for første gang fik jeg den tanke, at jeg måske nok egentlig kunne finde nogle intelligente måder at gøre tingene på.

Jeg husker den fornemmelse af paf-hed tydeligt, og den mærkes lige nu, hvor jeg deler det med Jer som en ”kan det virkelig være sandt” følelse af spirende frihed og selvtillid i min krop, og jeg kan nu mærke et smil brede sig på mine læber – præcis som den dag for 10 år siden.

Hvad har disse betragtninger med det at sadle om at gøre? Jo, når man (er undertegnede) skal man have vist, hvordan tingene ser ud. Det er ikke nok at sige ”du skal være mere fokuseret” – jeg skal se konkret, hvordan det ser ud at være fokuseret, uanset om det handler om at feng shuie sin computer, sit køkken eller sit hjemmesideprojekt. Kaster jeg et blik rundt i verden, så er der mange, der viser mig det, jeg ønsker at fremme i mig selv. Übergudinden Kirsten Stendevad, der har Gudindeskolen – www.pureevolution.net, er diva-gudinde-skøn med sine røde negle, sin rose i håret og sit væsen, der er så viist og pragtfuldt. Hun er altid utrolig feminin og farvestrålende, og jeg føler mig så feminin og smuk i hendes nærvær. Jeg er også blevet inspireret: Har lige købt en bunke røde hårelastikker, der matcher min røde taske. Hurra for de små skridt.

Pointe: Kirsten og Mette viser mig hvordan henholdsvis femininitet og fokus og struktur ser ud.

Midt i disse skønne kvinder, dukker pludselig to mænd op i mit hoved. Den ene er min gamle ven, Daniel, som har zappet sig selv ud af mit liv, men det er også okay, fordi han har givet mig en uvurderlig gave. Nemlig følgende sætning: ”Du er lige, som du skal være”. Det sagde han en for 5-6 år siden, hvor jeg beklagede mig over, at jeg synes, at jeg så for tyk ud i nederdel. Han svarede med de syv ord. Og den sætning gik lige ind i hjertet og giver stadigvæk genlyd – og den lyd gør jeg mit bedste for at sprede til andre kvinder.

Den anden mand er en engageret tidligere jurastuderende med store briller og en forkærlighed for kombinationen af slips og joggingtøj. Christian Stadil var taler til et møde for unge erhvervsfolk, som jeg sneg mig indtil, mens jeg stadigvæk læste medicin. Min situation var dengang en kamp mellem den bly i bagdelen, det kræver at læse medicin, og den ild for at skabe fora for kvinder og sætte ting i værk, der også brænder i den del af mig. Så jeg kæmpede mellem lægedrømmen og ”kvinde-kom-hjem-til-dit-elskede-selv-ambitionerne”. Den kamp foregik inden i mig og ved spørgsmålsrunden til sidst, mobiliserede jeg alt det mod, jeg havde, rakte hånden op og spurgte Christian, hvordan han havde vidst, at det var direktør for Hummel og ikke advokat, han skulle være. Han svarede noget i retning af: ”Jeg satte mig ned og fandt ud af, hvad jeg brugte mest tid på – og så gik jeg den vej”.

Vi lader billedet stå et øjeblik …

(Hvis nogen kender Christian Stadil, lad ham da venligst vide, at han fra nu af og gennem resten af alle sine liv (han er jo erklæret buddhist), kan sende alle kvinderne i sit liv til erotisk dans eller hypnose hos mig uden beregning – og det gælder selvfølgelig også ham selv (dog må det for hans vedkommende blive salsa i stedet for erotisk dans). Jeg er så taknemmelig for, at han ytrede den sætning, og jeg er så lykkelig for, at jeg havde åbnet ørerne og endelig mobiliserede modet – for den aften gik jeg hjem og lagde bøgerne om immunforsvaret på hylden én gang for alle.)

Konklusionen på Klamamsen er: Jeg er støttet i min omsadling – jeg skal bare åbne øjnene og kigge på dem, der er omkring mig til at hjælpe, støtte og inspirere. Og når alt kommer til alt, så er jeg mig selv, og det er jeg (meget langt om længe) blevet glad for – og andre gange er jeg gladere i mig selv end andre. Men udover at holde antennerne åbne og se, hvilke inspirationskilder der dukker op omkring mig – så er det mit allervigtigste ansvar at holde kontakten til den dybe del af mig selv, for så er jeg nemlig sikker på, at det, som jeg suger til mig, bliver gjort til mig på den måde som er en naturlig del af mig selv.

Den kontakt til den dybe del er den allervigtigste, og det er mit håb, at alle I skønne kvinder (og få mænd), som modtager dette, overvejer og tager tid til de aktiviteter (om det så er at ligge i sengen eller i Kongens Have nogle timer midt i hverdagens hurlumhej), som giver Jer glæde, fylder Jer op og genetablerer forbindelsen til det dybeste selv – for derinde er alle de svar, den styrke og det klarsyn som sørger for, at vi alle blomstrer på hver vores unikke facon. Når vi blomstrer, s

Hvornår vi åbner øjnene, ørerne og hjertet for andre og lader os inspirere af dem – det er op til os, vi har jo alle vores bevidsthed og vores frie vilje til at sadle om.

Kort sagt

marts 17th, 2009

April 2007.

Dette er vist så klart og smukt, som det overhovedet kan udtrykkes:

“No matter what is happening in your life, every situation is teaching you what you need to learn to become more powerful. Everything that is happening is in some way helping you achieve your greatest potential, awaken your inner strength, and gain new levels of mastery. This truly is a loving generous, abundant, and caring universe, and you will always be given what serves you best.

You don’t need to change yourself – you only need to love yourself for who you are right now. As you love and accept who you are right now, you make it possible to move in new directions.”

« Forrige side — ← Older Entries

Newer Entries → — Næste side »

Blog

Kategorier

Nye kommentarer

Skal man have pas med på sjælerejse?

Frie Folder – fortsættelse

Min krop vibrerer!

Kære Kamilla Bech Holten

Nik og Jay: Kærlighedens komma

Nik og Jay som pensum i dansktimerne

Kærlighedens komma – et shout-out til Nik og Jay

Kira interviewer Lone

At sadle om

Kort sagt