Klummer

Denne klumme skrives på min altan. Ved siden af mig står en kop the og en sød, lille hvid potteplante, som min veninde og navnesøster Lone gav mig, sidst hun var på besøg.

Hun kommer ikke på besøg mere, fordi hun er død, gået bort eller gået videre. Vælg selv.

For to år siden hvor det var lige så varmt som i disse dage, ringede min telefon. En blid stemme i den anden ende af røret fortalte, at hun to år før havde set mig demonstrere erotisk dans til en kvindemesse, og hun skulle til at relancere en natklub i København, “kan du undervise pigerne i dans”, sagde hun. Jeg tog en dyb indånding og gav mig til at forklare hende, at jeg IKKE underviste strippere i at strippe, men at jeg brugte dans til at danne nogle rammer, hvor helt almindelige kvinder kunne genopdage deres egen evne til nydelse og åbne for deres kvindelighed. Det havde intet som helst med strip at gøre, men pointen var at lade kvinder opdage, at den erotiske kraft – nydelse og sanselighed – skal dyrkes og have plads. For nogen – blandt andre mig – er det et enestående værktøj til at falde til ro i mig selv og finde selv-kærligheden frem. Hun lod mig tale færdig og fortalte så, at denne effekt NETOP var det, hun ville have ind i sin natklub. Tanken var at lave nogle arrangementer for de (primært yngre) kvindelige gæster fra kl. 21-23, og efterfølgende skulle der så være adgang for mænd. Det lød spændende, og vi aftalte at mødes den følgende uge.

Lone kom trippende på lilla stilletter, læderbukser og -jakke, fuldt makeup’et og med affarvet hår. Påklædningen, hende alder (jeg skød hende til midt i 40‘erne) og den blide, jyske stemme matchede slet ikke sammen i mit hoved. Vi krammede hinanden instinktivt og gik ind på natklubben.

“Der er ved at ske noget farligt”, sagde hun, “når jeg står i døren, kan jeg se, hvordan nogle af fyrene taler til deres kærester. Jeg har overværet tre piger blive puffet hårdt ind i væggen af deres kæreste … og de er gået hjem med ham igen; pigerne siger ikke fra.” Hun fandt to flasker vand frem fra baren. “Der er ikke langt fra puf til tæsk. Og verbale og følelsesmæssige tæsk er lige så slemme, som de fysiske.” Hun rakte mig den ene flaske vand, “faktisk er de følelsesmæssige og verbale tæsk værre, fordi dem er der ingen, der kan se, og de nedbryder ens selvtillid og selvrespekt.”

Ærligt indrømmet var jeg noget overrasket og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige.

“Sagen er, Lone, at når nogen fortæller dig, at du er nul og niks, at du ikke er værd at elske og at ingen vil have dig, så ender du med at tro på det. Især hvis du i forvejen er … tom.”
Denne samtale kom helt bag på mig. “Hvad mener du med tom”, spurgte jeg. Lone, tændte en cigaret og pustede den blå røg ud i det tomme natklublokale.

“Pigerne er tomme indeni, de hungrer efter bekræftelse”, Lone sprang ned af barstolen og vrikkede hen over gulvet, “Se mig, se mig, se mig”, vrængede hun skabet, “og de tørster efter kærlighed – knep mig, knep mig, knep mig”. Det er et cirkus, og nogle af pigerne kan sgu ikke holde til det – og det kan fyrene i virkeligheden heller ikke.

Jeg var helt paf. “Jamen, hvad vil du have, at jeg skal gøre”, spurgte jeg, “normalt holder jeg foredrag på arbejdspladser for lidt ældre kvinder, og dine diskoteksgæster er jo knapt nok 18 år”.

Hun tog en slurk af sin vand og kiggede intenst på mig med sine blå øjne, “du skal fylde disse piger op med selvkærlighed og med selvtillid, for når de har det, så vil de aldrig lade nogen gøre sig ondt.” Jeg rynkede panden og kiggede væk – det gør jeg altid, når jeg tænker. “Hallo”, hun hev mig i ærmet, “kom lige tilbage prinsesse, det er altså livsvigtigt!”. Hendes blå øjne blev mere og mere intense, “du skal lære dem at fylde sig selv op, så de de ikke ender i et voldeligt forhold – for det er fandme svært at komme ud af”.

Det viste sig, at Lone gennem 18 år havde været gift med en mand, der 5 gange havde været ved at kvæle hende, så hun mistede bevidstheden og utallige gange havde slået hende, brækket hendes ribben og … ja, listen er uendelig og uhyggelig.

Mens hun talte, kiggede jeg på hende med en blanding af afsky(over historierne) og forbavselse (hun virkede så tough og tjekket).

Samtalen her blev starten på en pudsigt venskab. Lone og jeg lavede nogle arrangementer på natklubben, som vi kaldte ‘Pink Power’.

“Pink” fordi Lone mente, at noget af det, som ville hjælpe pigerne med udfylde tomheden var, at de hver aften, eller når de var i krise eller følge sig tomme og fristede til at gå tilbage til en dårlig fyr, skulle forestille sig selv omgivet og opfyldt af en lyserødt, kærligt og nærende lys. Bag Lones rockerbitch-agtige ydre gemte der sig nemlig en meget spirituelt menneske, som var ved at komme frem. Men hun ville ikke selv sige noget – det var min opgave. Hendes var at spotte de piger, der havde brug for det, og hun ramte plet hver eneste gang. “Takes one to know one”, som man siger.
“Power”-delen kom selvfølgelig fra min PowerPrinsessefilosofi, så udover at lære dem nogle visualiseringsteknikker med lyserødt lys, lærte jeg dem om De 4 PowerPrinsessePrincipper og PowerPrinsesseSætningen. (Dem kan du læse om på www.powerprinsesse.dk)

Idéen var super god, og vi afholdt to arrangementer, men så fik vi begge afsindig travlt, og projektet gik i sig selv igen. Vores venskab beholdt vi, men mest på telefonbasis og så en kaffe i ny og næ. Men et år efter vores første telefonsamtale ringede hun en 9.15 en onsdag morgen.

“Lone, det er mig Lone, jeg sidder ude på Gentofte Hospital og skal undersøges. Jeg er så bange”.
Jeg sprang på cyklen og var derude et kvarter senere. Lone er – eller var – en type, som aldrig bad nogen om hjælp til noget. Hun har altid været vant til at klare sig selv, til ikke at være afhængig af nogen – det lærte hun som 6-årig, og det er lige tidligt nok, kan vi nok blive enige om.

Lone havde haft ondt i venstre ben en måneds tid og havde åndenød. Alt dette vidste jeg intet om, førend jeg kom derud. Hun fik taget en afsindig masse prøver og sendt hjem med besked om at komme igen om en uge. I løbet af den uge fik hun konstateret skimmelsvamp i sit hjem, og vi åndede lettet op. DET var forklaringen på åndenøden, og det med benet var måske bare en muskel forstrukket under træning.

Derfor var det med rimelig ro i sindet, at vi begav os ud på hospitalet for at få svar på prøverne, men vi fik ingen svar. Derimod fik vi besked på, at hun skulle have taget en lungevævsprøve. Hmprf, det havde vi ikke regnet med.

Lone blev bange. Jeg holdt hendes hånd og mindede hende om, at hvis det var meningen, at hun skulle være død, så havde hendes ex-mand nok haft held med at slå hende ihjel, og hun sad jo der spillevende ved siden af mig. “Nårh, ja”, sagde hun lidt anstrengt smilende, “ukrudt forgår ikke så let”.

Ugen efter kom vi derud, og lægen, der havde taget lungevævsprøven sad bag sit skrivebord. Vi havde kun akkurat sat os ned, så fløj det ud af munden på Lone, “jeg har kræft, ikke?” Det lød mere som en konstatering end som et spørgsmål, og lægen nikkede, “jo, det har du – i lungerne med metastaser i benet”. Lone knugede min hånd, jeg kiggede intenst på lægens navneskilt. Hun hed Bente.

De næste måneder var en mærkelig sammenkogt ret af håb og frygt, af gode læger og dårlige læger, af omsorgsfulde sygeplejersker og arrogante sygeplejersker, samtaler om, hvad der skulle ske med børnene, hvis hun døde tidligere end hun selv havde planlagt (89 år), skovture, standture … og kemoterapi.

Lone og jeg fulgtes til undersøgelser, samtaler og kemobehandlinger, og et øjeblik som har mejslet sig ind i min bevidsthed var, da sygeplejersken, som satte droppet med den første gang kemo i Lones hånd, sagde: “Nå, nu skal du bare forestille dig, at alle kræftcellerne bliver slået ihjel”.

Lone så helt forkert ud i hovedet og så ud som om, hun skulle til at græde. “Kan vi ikke forestille os, at kemoen får alle kræftcellerne til at opløses ligesom sæbebobler”, sagde jeg, “Lones krop skal vist ikke slås mere ihjel i dette liv”. Sygeplejersken, der hed Ruth smilede, “jo, I forestille Jer lige, hvad det skal være.”

“Champagne”, sagde Lone stille, “kemoen er ligesom champagnebobler, der bobler kræftcellerne væk”.

Ruth forlod rummet, og vi holdt hinanden i hånden gennem den første af seks følgende behandlinger.

En glædelig nyhed indtrådte i marts, da vi var på Herlev, “kræften sover”, sagde lægen, den har ikke spredt sig. Lone brast i gråd, og jeg kiggede indgående på hans navneskilt, Matthias hed han, men strategien hjalp ikke, og jeg brast også i gråd. Sikke en lettelse! En ubeskrivelig lettelse. Lone nu kunne se en fremtid for sig, hun ville uddanne sig til socialrådgiver og arbejde med voldsramte kvinder. “Jeg ved, hvordan de skal tackles”, havde hun engang sagt, “systemet arbejder mod dem. Da jeg endelig tog på krisecenter, var der intet personale, vi var alene om natten, alle var bange for at deres mænd fandt dem, og at systemet ville tage deres børn. Det skal gøres på en anden måde.”
Jeg var også lettet, fordi mit liv og min tid kunne blive min igen. Udover at Lone havde været syg med alt, hvad det indebar af praktiske ting, havde jeg også sagt farvel til en mand, jeg havde elsket højt og sagt goddag til en ny mand, jeg nu elsker højt, flyttet på en uge samt skrevet og udgivet en bog.

Så 10 dages ferie i maj i USA med min mand var tiltrængt – eller rettere 10 dage i sengen på hotelværelset. Jeg var nemlig træt helt ind i knoglerne og orkede intet.

Først i juni sendte Lone en sms, at hun var blevet indlagt for vand omkring hjertet. Jeg besøgte hende i juni på 17. etage på Herlev medbringende sushi og nektariner. Vi spiste sammen, eller vi prøvede at spise, ingen af os havde appetit.

“Lone, for fanden”, sagde jeg “du kan da ikke ligge herinde, når solen skinner, og alle de lækre, unge mænd går rundt i bar overkrop”. “Nej”, sagde hun, “jeg ved det godt, jeg skal se at komme ud herfra”.

Da jeg gik ud af døren, vendte jeg mig og blinkede til hende, men jeg sagde ikke “vi ses, Lonepige”, som sædvanligt. Indeni mig selv vidste jeg, at det gjorde vi ikke. Indtil nu havde jeg oprigtigt troet, at hun ville overleve kræften – hey, damen havde overlevet overgreb, som er så skrækkelige og bizarre, at du (forhåbentlig) ikke har fantasi til at forestille dig det, men med ét troede jeg ikke længere.

På cykelturen hjem fra Herlev græd jeg, faktisk hylede jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Selvom hun ikke var død endnu, bandede og svovlede jeg. Hvorfor var det ikke hendes ex-mand, som lå dér – han fortjente det. Hvorfor var det ikke ex-svigermoderen, som trods alt havde levet et helt liv. Hvorfor skulle det lige ramme en, som jeg kender.

Om natten sov jeg næsten ikke, og når det lykkedes mig at falde hen, så jeg hendes ansigt tæt på mig og vågnede med et sæt. Sådan var de næste par nætter, og jeg havde en ubehagelig uro i kroppen, som bedst kan beskrives som en følelse af at være indhyllet i et tungt, mørkt tæppe i en indelukket rum uden luft.

I løbet af de næste tre uger blev hun overflyttet til Frederikssund Hospital og lå i koma, men jeg tog ikke op og besøgte hende. Gennem hele behandlingsforløbet havde vi snakket, grædt, snakket, grinet, snakket, været stille og snakket – om små og store ting. Hendes historier – både de sjove og de afskyelige – lever videre i min bevidsthed, og for at være helt ærlig, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med dem, men indtil videre lægger jeg dem i en kasse inde i mit hoved.
Lones intention var at skrive en bog, når hun fik det bedre, hvor hun -  under pseudonym – ville fortælle sin historie. Meningen var, at andre kvinder, som også får tæsk af deres mænd, kunne se, at det kan lade sig gøre at komme væk, fylde sit eget tomrum ud med PinkPower og derved bryde cirklen.

Lone havde været flov over det, hun havde udsat sig selv for, havde været for bange for at miste deres børn til at søge hjælp og for angst for, at exmanden vil opspore hende og slå hende ihjel. Med andre ord ville hun skrive den bog, hun selv havde haft behov for, men det skete altså ikke.

Lones afgang har fået mig til at tænke over, hvordan min krop og mit sind næres bedst; hvilke vaner og omstændigheder jeg skal ændre på for, at jeg kan blomstre. For det var jo grunden til, at hun kontaktede mig for to år siden, hun ville have mig til at hjælpe med at skabe en ramme, hvor de 18-årige gå-i-byen-piger kunne lære at få ro i sig selv, og tillid til at de kan blomstre og er værd at elske.

Mennesker er som potteplanter, de lever ikke evigt.
For at leve og blomstre skal de have næringsrig jord, sollys og vand,
Mit liv og dit liv slutter en dag, det kan ingen ændre på, men hvordan energien, timerne og tankerne forvaltes INDEN, den undgåelige død sætter ind, dér har vi til gengæld noget at skulle have sagt – og vigtigst af alt: Noget at gøre.

For at ære Lones minde og bruge hendes tidlige afgang til noget “fornuftigt”, har jeg besluttet mig for at bruge denne sommerferie på for alvor at finde ud af, hvad jeg skal gøre hver dag, hver uge, hver måned for at blive næret, så jeg kan blomstre i den tid, jeg har tilbage.

Hvis du har lyst, kan du gøre det samme, og jeg vil gerne høre, hvad der nærer dig. Skriv dine tanker nedenfor – det vil glæde og inspirere mig og de andre PowerPrinsesser.

Lones afgang fra Jorden har givet mig mod til at gøre noget, jeg længe har ønsket, men alligevel ikke rigtig fået rykket på. Nemlig et PowerPrinsesseGrundkursus, som afholdes 15. august i København – det kan du læse om her.

 

21 Responses to Klummer

  1. Camilla siger:

    Pu ha, Lone. Tak for at du delte det… men avs. Det gør ondt i maven at læse om!

  2. Zanne siger:

    Fantastisk historie. Det handler om at gøre det NU. Hvad venter du på?

  3. Inge siger:

    Præcis mine ord !!!
    Jeg er lige netop selv, i disse dage, blevet gjort opmærksom på, hvor kort livet er, og vi skal få det bedste ud af hver dag, uge, måned, år.
    Biopsi viste celleforandringer,- som heldigvis ikke var alarmerende alligevel !! Men det får en til at tænke sig om,- at livet er en gave, som man skal værdsætte og nyde hvert minut.

  4. Line Harriet siger:

    Kære dejlige Lone :)

    Jeg føler med dig……..Jeg har selv en kusine som døde af kræft for 1,5 år siden hun blev kun 34 år, og det var kun 6 uger efter at hun var blevet gift med hendes store kærlighed <3 Jeg var desværre ikke så tæt på min kusine, som jeg ville ønske at jeg have være……..men hun var et meget smukt og godt menneske, som berigende verden med hendes posiktive sind og hendes smittende og dejlige latter :) Hun have bestem ikke forstjent at dø så tidligt. Hun kæmpede alt for mange år med kræften, som 28 årig fik hun konstateret brystkræft.Men hun kom alligevel igennem det, og vi troede at hun var blevet helt rask.
    Så tak fordi at du deler :)
    Jeg ønsker dig alt det bedste <3

    Og sender dig en masse posiktive og kærlige tanker <3
    STORT KNUS FRA DIG TIL MIG :)
    Og til alle som kæmper i livet hvad enten det er til voldlige mænd, eller med dårligt selvværd eller kræft eller anden alvorlig sygdom <3

  5. Lene siger:

    Hej Lone – Lone´s budskab er jo så sandt som det kan være. Mange kvinder har brug for selvkærlighed. Og forstår udemærket din holdning til at det ikke er “strip – se mig – jeg er lækker” det handler om men netop at vi kvinder nære vores krop og sjæl med selv bombardering af kærlighed på alle planer – vi må finde vores vej hver i sær til at understøtte denne opgave. Om det hedder Power prinsesse dans eller Zumba på stranden – same same :o ) bare én mærker kærligheden til sig selv – livet som så giver en en indre flamme til at give til andre . Har selv lige idag være på Gentofte – frisk pige 41 og stødte på for første gang i mit liv på at skulle tage stilling til hvad vil du nu gøre – det her er altså ikke at kimse af – øh hov – hvad er der sket? udefrakommende virus – øh okay – øh – fuck! hvad nu! Selv kærlighed selv kærlighed :o ) tak for dig og dejlig dag :o )

  6. Lone siger:

    Hej Lone
    Skelsættende oplevelser giver også et sug i maven – livet er lige nu og har ikke noget med retfærdighed eller retskaffenhed at gøre…. desværre.
    Tilbage i 2001 mødte jeg Patch Adams, som praktiserer glæden i hvert øjeblik (f.eks. gennem hospitalsklovne). En hel dag med glæde, latter og nogen gange tårer var en fantastisk oplevelse. En oplevelse der vendte min tilgang til verden. I dag har jeg det sådan, at når jeg føler mig nede eller oplever at livet tager hårdt fat går jeg ind på værelset, ser på billedet af Patch, genoplever mødet og kan mærke glæden folde sig ud helt ned på celleplan. Det betyder også at ved spørgsmålet “er dette her kærlighed til mig?” bliver svaret et ja, når glæden er tilstede og dermed også en indre ro. Glæden i nuet er, hvad nærer mig.
    Lone
     

  7. HanneF siger:

    Sødeste Lone – at miste er grimt og så uendelig trist. 

    Det gode er så, at det sætter så mange tanker i gang. De tanker, jeg har gjort mig de gange, jeg har mistet, er noget om at huske at bruge livet. Ikke udsætte det hele til i morgen – eller en anden dag, i hvert fald ikke det, der er væsentligt. Og hvad der er væsentligt, det kan man kun selv afgøre. Andres holdninger vedkommer ikke mig – overhovedet!!! (og jo selvfølgelig, hvis jeg har spurgt til dem – eller jeg er i et forum for at høre om dem eller sådan noget)

    Til min datters begravelse sagde præsten noget om, at de der var omkring os skulle hjælpe os (søster, far og mor) med ikke at blive besmittet med sorgen.  At vi skal bruge det liv, vi har – og at det var vores omgivelsers og vores egen pligt, at hjæpe os. Det leder mig hen til det andet, der for mig er væsentligt i livet; Be dedicatet! At være til stede i livet, lige præcis der, hvor jeg er. Jeg tilstræber at være tilstede fuldt og helt. For lige pludselig en dag, så er noget ikke mere – og så kan intet gøres om.

    Masser af kærlighed og kram til dig

  8. Elsebeth siger:

    Ja, der er mange ting i din historie. Både vold mod kvinder, kræft og at miste. Jeg kan relatere til de to sidste. For mig er sorgen kortvarig i forhold til savn. Men jeg er god til at gemme de gode minder i mig, så jeg savner dem med et smil.
    Fik selv kræft i underlivet som 20-årig. Overlevede mirakuløst :) Men det er som om at jeg glemmer den gave jeg fik for snart 25 år siden. Jeg elsker livet, men slår nogen gange mig selv i hovedet, fordi jeg ikke husker at nyde livet hver eneste dag. Sådanne historier får mig lige til at tænke mig lidt om.
    Tak Lone! Kærlige tanker til dig.
    Elsebeth ;-)
     

  9. Helle Skou-Nielsen siger:

    Kære Lone,

    Tak, fordi du delte denne historie med os – du er et meget varmt menneske, der tør stå inde for den, du er – og det, du tror på!

    Jeg sender dig et knus – og glæder mig trods alt over, at du midt i alt dette bruger sorgen konstruktivt. Det ville Lone have glædet sig over!

    Kærlig hilsen

    Helle

  10. Kære Lone
    Sikke et følelsesmæssigt kaos det må have været for dig, at føle at du så hende for sidste gang. Mindet om hendes stemme og livagtighed er vigtigere end at opleve hende i koma.
    Jeg har selv gennem lang tid tænkt over, hvordan jeg kunne nære mig selv – og jeg har fundet ud af, at jeg bedst nærer mig selv, ved at hjælpe andre. Derfor har jeg kastet mig ud i et projekt, og det vil jeg bruge alt min energi på, at få op at stå. Jeg kunne faktisk godt bruge din hjælp i arbejdet med at få unge piger med en kronisk sygdom til at tænke på andet end deres sygdom. Jeg håber du har lyst og tid.
    Hvis ikke din tid er til det, så forsøger jeg selv, på bedste PP maner :o )
    Smil og kram til dig..
    Janne

  11. Mie siger:

    Kære Lone
    Puha den er lidt svær at læse, men hvor er det godt i, i det mindste,  fik tid til at sige farvel.Min bonusmor, gennem 17 år, døde af kræft for snart 3 år siden. Selv om jeg havde en måned til at kunne sige farvel til hende gjorde det stadig ondt da hun skulle videre.
    Det giver stof til eftertanke. Vil lige få rusket godt op i mig selv og huske at leve hver dag.
    Mange varme og kærlige hilsner sender jeg til dig

  12. Kære Janne.
    Tak for din søde mail – noget jeg har lært (eller rettere ikke har lært endnu, men øver mig på) er at huske og nære mig selv. Jeg har gang på gang konstateret, at hvis ikke jeg bliver fyldt op, så går der nogle måneder eller et års tid … så brænder jeg sammen. Så din tanke er smuk – bare husk, at du også skal have næring et andet sted fra.
    Tak for din forespørgsel, jeg vil meget gerne bidrage, hvor jeg kan, så skriv en mail til mig på lone@powerprinsesse.dk og fortæl, hvad projektet går ud på, hvor langt det er kommet, hvor i landet det er, og hvad du kunne tænke dig, at jeg skal gøre.
    Jeg glæder mig meget til at høre om det.

    Varme hilsner
    Lone

  13. Kære Helle med det fede Nordhjem-site!
    Tak for knuset, det modtager jeg med stor glæde.
    Som du kan læse i klummen, havde Lone nogle klare tanker om alt det der med at fylde sig selv op og ud … jeg vil bruge sommeren til virkelig at integrere de tanker … eller komme så langt jeg kan. For det står klarere og klarere for mig, at min livskvalitet daler betragteligt, når jeg har mindfuck og fnidderfnadder i hovedet og ikke er i alle mine celler.

    Igen tak for knuset Helle – jeg glæder mig til at krydse veje med dig igen.

    Kærligst
    Lone

  14. kathe siger:

    Kære Lone

    Min far døde også af lungekræft, så jeg kan godt sætte mig ind i hvordan du må føle og så alligevel ikke for vi er jo alle forskellige. Måske kan bogen “loven for tiltrækning” af Else Byskov” være af glæde for dig, som den er for mig.

    Mange venlige hilsener Kathe

  15. Kære Kathe.
    Tusind tak for dine ord og for boganbefalingen.
    Faktisk savner jeg ikke Lone som sådan … jeg har en klar oplevelse af, at hun har det godt. Det er nærmere den vægt, der pludselig kommer bag banaliteter som “lev livet hver dag som var det den sidste” og alle de andre såkaldte floskler.
    Tak fordi du skrev.

    Kærligst
    Lone

  16. Majken siger:

    Kære Lone.

    Tak for din kærlige og varme del-somhed af dig selv, dine tanker, dit liv. Jeg er sikker på, at dit brændende sind og store arbejde har spredt og spreder frø af glæde, spirende større selvbevidsthed og selvværd og ikke mindst frihed ind i så mange menneskers liv!

    Jeg er en af de 50.000 som for et par uger siden købte Q-bladet for juli. Jeg var på vej fra København til Jylland med mine forældre og købte kaffe til dem og bladet som forkælelse til mig selv. De følgende dage på besøg I den lille vestjyske hjemby SLUGTE jeg din bog! På mange punkter så jeg mig selv så tydeligt i dig og mange af dine beskrevne oplevelser og tanker. Du har inspireret og ramt mig på steder, hvor jeg føler, jeg har brug for at blive fyldt op.
    Et fantastisk ord, du bruger meget, er SAFTIGHED – noget saftigt forbinder jeg med sprudlende liv, varme, friskhed, passion og lidenskab! Hvor er det skønt, at blive mindet om det ord! Bare én af de mange ting, jeg kan nævne, du har mindet mig om eller bibragt mig… :)

    Jeg ønsker dig en fredfyldt og frugtbar retræte-periode. Vær blid ved dig selv og giv dig selv plads! Vi er alle på vandring og har indimellem brug for oacer med skygge og ro for at finde tilbage til vores indre kilde :)

    Aller kærligst og de bedste tanker,
    Majken

  17. Lise-Lotte siger:

    Kæreste Lone
    Stort tak for den oplevelse, jeg sidder her og er rørt til tårer og klump i halsen og knude i maven.
    Hvor er du et fantastisk menneske, som er så dygtig at kunne sætte ord på dine følelser og tanker så det giver mening for andre (mig)
    Jeg har mistet mange igennem mit liv. Vi sørger forskelligt, men en ting som jeg ser ofte går igen er spørgsmålet omkring livet.
    Jeg sidder lige nu og tænker på det du skriver om at elske sig selv og føle sig så godt tilpas med sig selv og i sig selv. Forsøger også at finde ud af hvad der giver mig ro og næring. Måske skulle jeg tage at “hive stikket ud” (så godt som jeg nu kan i min situation) og finde ud af det. Bedre sent end aldrig :o )
    Jeg er lige blevet alene for nogle måneder siden. Det jeg tænkte for at kunne komme videre efter at være i chok, vrede, ked af det faserne kom jeg så til det jeg kalder handle fasen, hvad kan jeg gøre for at få mere glæde ind i mit liv igen tænkte jeg, salsa! var min første tanke…. men efter en sæson har jeg nu fundet ud af jeg er ikke helt dér endnu, hvor jeg har lyst til at flirte/lege selvom det kun er i dansen.
    Sorg er mange ting, både når nogle dør, og når et venskab slutter, men også hvis vi ikke kan finde ud af de helt store spørgsmål i livet.
    Jeg har lige købt en bog : Sorg – Den dybeste ære glæden kan få. Skrevet af Lise Trap. En meget interessant bog, du er velkommen til at låne.
    Jeg ønsker dig og Umahro en dejlig ferie.
    Stort knus og kram til dig
    Kh
    Salsa Lise-Lotte :o )
     

  18. Kære Elsebeth.
    Tak for dit input – og hvor er det dejligt, at du stadigvæk er med os.
    Det er godt at huske på livets små hvisk i øret og tak fordi du deler dit hvisk – det kan nok bruges af andre.

    Kærligst
    Lone

  19. Kæreste Mie.
    Tak for dine hilsner – ja, lad os huske at ruske lidt i os selv (på den dejlige måde) hver dag.

    Kærligst
    Lone

  20. Kæreste Lise-Lotte.
    Tak for din ærlighed og villighed til at lade mig og de andre kigge ind i dit hjerte.
    Husk, at “Universet tager aldrig noget, med mindre der kommer noget bedre” – og måske har du i virkeligheden fået dig selv tilbage.

    Prøv at kigge på denne video måske kan den give lidt inspiration.

    Kærligst
    Lone

  21. Kæreste Majken.
    Tusind tak for dine dejlige ord – det glæder mig, at din saftighed boostes. Det er altid godt at få sat ord på sagerne ;-)
    Tak for din gode sætning med rejsen og oasen – det er vist også en forudsætning for bibeholdelse af saftigheden.

    Kærligst
    Lone

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Connect with Facebook

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Trøstespiser du? Er du overdrevet optaget af, hvad du spiser? Kæmper du med de samme kilo? Kan du holde "den sunde linje" i noget tid, men falder så i vandet? Gennem 19 år kæmpede jeg med trøstespisning - og fandt en løsning, der har virket. Den får du på onlinekurset Få fred med din Mad.
- Elsker du at danse?
- Er du træt af at nattelivet starter så sent?
- Vil du møde andre danseglade mænd og kvinder?
Har du lyst til at komme til en fest, hvor dansegulvet koger kl. 20.30 ?
Kan du komme til København, Århus eller Vejle?
Så vil jeg invitere dig til dansefest i Karmaklubben
Har du læst bogen 'Fra pæn pige til PowerPrinsesse'? Den har fået sin helt egen hjemmeside. Her kan du anmelde den - eller læse en masse gratis kapitler.

Skal vi holde kontakten?

Abonnér på nyhedsbrevet, så sender jeg De 4 PowerPrinsesse-Principper lige til at hænge op på køleskabet. Du får også GRATIS inspirationsvideoer til din glæde og inspiration.