15 Responses to Står du under din sjæl?

1. Jane Thomassen siger:

   6. juli 2009 kl. 08:44

   Kære Lone.
   Jeg har lige “slugt” din nyheds video. Jeg ELSKER den og det, du siger -
   det giver så meget mening. Du siger, du ikke hjælper andre kvinder; det gør du i hvertfald! Du hjælper i form af at sætte ord på de tanker, jeg også rummer. Jeg arbejder også meget med at holde min indre ostemad under glasset i længere tid ad gangen (SKØNT billede) – og med: Er det her kærlighed til mig selv? Det er blevet mit nye mantra, som jeg  indvier “Gud og hver mand  (og ikke mindst kvinde)” i.
   Også en rigtig dejlig uge til dig, jeg glæder mig til næste ugebrev.
   Kærlig hilsen Jane
2. karen marie siger:

   6. juli 2009 kl. 09:15

   jeg synes det giver rigtig fin mening med ostemaden og glaset. og tror det er vigtigt at finde noget der bringer en der ind, som du har salsa så har jeg yoga. og jeg er altid glad og helt afslappet når jeg går derfra.:)

   mht at universet ikke tager noget uden at give noget tilbage, jeg har meget svært ved at tro på det. det sidste år har min familie mistet 4 familiemedlemmer; min fætter, grandfætter, min anden fætters nyf’ødte søn og min farmor. og det var ikke en trafikulykke eller noget i den stil. og det kan jeg simpelhent ikke se hvordan det skal være fair. og jeg tør ikke sige at det ikke kan blive værre nu, for hver gang vi har sagt det, så er det kun blevet værre. men jeg må vel bare tænke at på et eller andet tidspunkt så vender det?

   men som altid var det et dejligt indlæg:)

   kh karen marie
3. Nina siger:

   6. juli 2009 kl. 16:22

   Kære Lone,
   nu har jeg fået dine 4 sætniger printet ud, sætninger som stømmer min sjæl i møde. Jeg oplevede dig første gang på TV  i ´bag mennesket´, som fik mig til at gå på nettet og ´videre´ opleve dig. Det er bare så relevant og genkendeligt, hvad du siger og din måde at anskue sammenhænge og det støttende univers på. Først blev jeg lidt jaloux, eller måske misundelig over, at det ikke var mig, der sad der og formidlede denne herlighed, men sandheden er, at al den terapi jeg har været i, og alle de spirituelle forum jeg har deltaget i, indtil nu kun har givet mig lindring, men ikke blevet en integreret del af mit liv…det  vågner nu i mig, ved at se dig sidde her og dele. Faktisk løber tårerne og jeg røres over denne indsigt og at LIVET er, lige nu….
   Mit næste skridt bliver også at tage på kursus i weekenden.
   Tak for din naturlige ligefremhed og dejlige inspirationer: Det er kærlighed til mig selv.
4. Lene Heide siger:

   6. juli 2009 kl. 19:34

   Kære Lone PowerPrinsesse
    
   Mange tak fordi du deler ud af dit guld, din energi og din ærlighed – i den her uger ramte du mig lige midt i hjertet. Min ostemad har bevæget sig lidt væk fra sjæleglasset, men med dit indslag og Michael Jackson video(har hørt den 5-6 gange), kom glasset væsentlig tættere på og mit energibarometer røg op i området med glimt i øjet, overskud, udsigt til masser af muligheder, glæder og tillid. Jeg deler mange af de perspektiver på livet og verden, du fortæller om – og jeg glædes hver gang, jeg hører den version, det giver så meget mening. Mit liv handler i høj grad om at skabe det liv, jeg drømmer om på en måde, hvor jeg står ved mig selv og kigger i spejlet og tager ansvaret og kraften hjem. Livet er for mig en fantastik størrelse og der er nogle kræfter på spil, som vil os det bedste, hvis vi tillader det. Jeg tror, vi er midt i en tid, hvor vi skal til at folde livet ud på en ny måde og skabe med nydelse, glæde, lethed og selvfølgelig masser af kærlighed. Kærlighed kan flytte bjerge, hvis jeg ikke selv stå i vejen, hvilket jeg tror, jeg gør, når jeg min ostemad ikke er under glasset. Tak fordi du kom ind i min stue og puffede til mig, jeg fik flyttet mit fokus – Tak og lav en vidunderlig uge.
   Kh Lene
5. Lone PowerPrinsesse siger:

   6. juli 2009 kl. 21:13

   Kære Lene – tusind, tusind tak fordi du deler dine tanker – det glæder mig meget at høre, at det gav genklang hos dig.
   Jeg tror aldrig helt, at en ostemad “bare” bliver en ostemad igen

   Mange varme hilsner
   Lone
6. Lone PowerPrinsesse siger:

   6. juli 2009 kl. 21:14

   Kære Nina.
   Sikke dog nogle dejlige ord, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.
   Så jeg siger blot tusind tak, fordi du bruge tid på at skrive til mig – du kan tro, at det varmer her hos mig.

   Mange kærlige hilsner
   Lone
7. Lone PowerPrinsesse siger:

   6. juli 2009 kl. 21:21

   Kære Karen Marie.
   Tak for dine gode tanker.
   Jeg forstår godt, hvordan du har det, og jeg tror, at et hvert menneske af kød og blod ville tænke som dig.
   Døden er jo en størrelse, som er meget svær at forholde sig til, fordi den er så ukendt og dog så frygtet.
   Emnet har dog været oppe at vende her, og når du har tid og føler lyst til det, så prøv at lytte til videoen her: http://powerprinsesse.dk/ugens/uge25/ Jeg havde glæden af at tale med en kvinde, som har været død, men som bliv genoplivet, og hendes tanker om livet og døden satte i hvertfald gang i mine egne om det emne.
   Meditationslæreren Henning Davernes to måneder gamle søn kom også herfra tidligt, og han fortæller lidt om det i videoen – måske kan hans måde at forholde sig til det på give dig noget støtte. Videoen er her: http://powerprinsesse.dk/web-tv/inspiration/henningdaverne/
   Du skal et godt stykke ind i videoen, før vi kommer til det – men hav tålmodighed.

   Jeg ønsker dig og dem, du elsker alt godt.

   Kærligst
   Lone
8. Lone PowerPrinsesse siger:

   6. juli 2009 kl. 21:22

   Kære Jane.
   Tak fordi du tog dig tid til at skrive – du kan tro, at jeg også går og hjernevasker mig selv med “Er dette kærlighed til mig selv”-sætningen.
   Det er utroligt dejligt for mig at vide, at jeg ikke er den eneste, som går og småsludrer med mig selv

   Mange varme hilsner
   Lone
9. Mille siger:

   7. juli 2009 kl. 18:10

   Kære Lone.

   Helle for ikke at være en ostemad, men være under min sjæls lys ;o)
   Det er et skønt billede! Tak for det!

   Jeg får sådan en lyst til at tale med dig om emnet, for lige det, fylder rigtig meget i mit liv.
   Jeg har nogle andre ord for det du beskriver, men vi taler om det samme.
   Sjælen er vores kerne, vores inderste væsen, vores kontakt med universet/Gud/ det guddommelige – der er mange navne for det. For mig, er ostemaden vores person-lig-hed. Alle de regler og normer vi retter os efter, alle de etiketter vi har taget og fået påsat os for at passe ind/ være korrekte og i bund og grund overleve. Og det, der er det spændende, er jo hvordan vi slipper “ostemaden” og kommer i kontakt med vores inderste kerne. Det kunne være interessant at høre mere om det.
   Og helle for at møde dig en dag og tale meget mere om det ;o) - det er så meget mere levende at snakke med mennesker, det øger tiden under vandglasset ;o)

   Kærligst Mille
10. Rikke siger:

    11. juli 2009 kl. 23:44

    Kære Lone!

    Du er så fantastisk inspirerende – også selvom jeg måske er ret ung og ikke lige din målgruppe!
    Fredag eftermiddag kommer jeg gående på en tysk tankstation – skal på toilettet, da jeg kommer ind kommer denne her mand hen til mig – han siger ikke noget trænger mig bare op og begynder at rage på mig diverse steder! Jeg blev fuldstændig blank… Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, på trods af jeg rent faktisk går til karate – jeg glemmer ALT hvad jeg kan og hvad jeg kan gøre – min far kommer heldigvis ind og det stopper ham! Siden da har mit hoved været tomt, jeg ryster og tårerne triller ned af mine kinder. Da jeg satte mig til at se din video hørte jeg præcist de ord jeg havde brug for at høre – det går over, man bliver ikke i en tilstand for evigt – du sagde meget der ramte mig, og at hører MJ’s fantastiske stemme fik mig i bedre humør!

    Min “ostemad” kører vidst meget frem og tilbage – er Manio Depressiv, så jeg har rigtig mange op og nedture, men når sygdommen er på sit laveste eller hvad man skal kalde det er jeg kun et lille stykke væk fra sjælen… Sommetider er jeg lige under. Jeg synes din ostemadsteori giver fin mening – og vil huske på den
    - det samme de fine ord “Er det kærlighed til mig?” det er et spørgsmål der skal inprintes i min hukommelse!

    Jeg glæder mig altid til at høre hvad du har at sige – jeg synes ihvertfald du er en stor inspiration!

    Knus Rikke
11. Lone PowerPrinsesse siger:

    13. juli 2009 kl. 20:16

    Kære Rikke.
    Tusind tak for din dejlige mail.
    Det var da en grim oplevelse, du har været ude for. Du er ikke alene, og det er sket for alle, at de har befundet sig en situation, hvor de er blevet fuldstændig blanke og nærmest gået i baglås. Det gode ved at have prøvet det, er, at nu har du haft den oplevelse af den slags, så du har nu gjort dig den erfaring, som gør, at du fra nu af har en form for refleks, som gør, at du fra nu af altid vil kunne råbe ‘væk’ eller ‘stop’ eller ‘skrid’ eller hvilket ord, det nu bliver for dig, så du bliver aldrig nogensinde mundlam igen – du er blevet den en gang for at udvikle den refleks, og det er nok! Fra nu af vil din ‘Er det kærlighed til mig og hvis det ikke er, så skrider jeg eller får dig til at skride-refleks’ så stærk, som den bliver.

    Nogle gange, så er det sådan, Rikke, at man får nogle væmmelige oplevelser, som man egentlig kunne ønske sig for uden, men på en eller anden måde, så definerer de den person, man bliver, fordi man udvikler et fokus og en styrke, som andre, der ikke har oplevet det, man har, ikke har (det var en lang sætning, men jeg håber, at du forstår, hvad jeg mener).

    Det glæder mig, at ostemadsmetaforen giver mening for dig – jeg har selv tænkt en del på den, siden jeg kom på den. Faktisk tror jeg, at noget af det vigtigste er, at ostemaden kan se sjælen hele tiden – nogle gange står man lige neden under, andre gange skøjter man rundt. Men for mit vedkommende, hvis jeg bare husker, at sjælen ikke flytter sig nogen vegne, og at jeg hvert øjeblik kan vende tilbage til den, så bliver livet nemmere.
    Måske kan man sammenligne det lidt med, at når det styrtøspisregner og kælderen flyder over, så er der altid sol ovenover det hele. Du ved, hvis det er gråt og vådt og man sætter sig op i flyvemaskinen, så på et tidspunkt så flyver den gennem de grå skyer, og op over dem, og deroppe er der altid blå himmel og lys – også selvom det ikke ser sådan ud. Og det er måske tricket – at være bevidst om solen og den blå himmel, som alligevel er der, selvom man ikke kan se det.
    Nogle gange må man gå i seng med en god bog og vente på at skyerne forsvinder, andre gange en ordentlig salsatur, en løbetur, en svømmetur (som jeg lige har taget) eller en ordentlig dansetur … nogle gange kan det få skyerne til at forsvinde. Andre gange bliver de.
    Men at huske på flyveturen op i himlen – altså huske på solen og den blå himmel – som altid er der, selv om man ikke kan se det, kan måske gøre, at man tager tingene lidt mindre tungt.

    Nå, det var en ordentig smøre.

    Jeg sender dig en gevaldig kærlig knuser og glæder mig til at høre fra dig igen.
    Og du kan tro, at du ikke er udenfor min målgruppe – jeg ved faktisk ikke rigtig om jeg har sådan en … det må jeg lige tænke over.

    Mange kærlige hilsner
    Lone
12. Dorte Lytje siger:

    29. juli 2010 kl. 09:36

    SKØN video og fantastisk metafor, Lone! Jeg tror jeg for bestandigt vil have et billede af et glas og en ostemad som symbol for ‘at være under sin sjæl’ Det minder mig om det, jeg plejer at kalde “In the vortex” “out of the vortex”? Er det mon det samme for dig – altså de 2 ting??

    Og så kan jeg jo kun give Christina Wedel ret.  Og jeg drømmer om (og er jo fortaler for) at der kommer et opgør med den fordom, at hvis man går op i sit ydre, så har man intet mellem ørerne!  Det er en af grundene til, at jeg fik lyst til at farve mig platinblond – blot for at modbevise og stædigt stå vil, at jeg må være præcist den udgave af mig selv, som jeg har lyst til  – udadtil som indadtil.
    Og én af mine måder at manifestere en god, sund kernefornemmelse og egentilstand, er ved at bruge det ydre som booster derfor.

    Jeg kunne lære meget mere om næring til mig selv via kost – til gengæld! Det har jeg planer om at mit efterår skal handle om.

    Og så tillykke med første runde af bogen!! Dén glæder vi os til!

    Mange kærlige knus
    Dorte Lytje
13. Lone PowerPrinsesse siger:

    30. juli 2010 kl. 17:56

    Kæreste DivaDorte (alle: Tjek hendes site)
    Jo, ‘the vortex’, som vistnok stammer fra Jerry og Esther Hicks er præcis det samme …. tror jeg.
    Mht. til dine efterårsplaner, så kan jeg varmt anbefale at lytte til min kære mand, http://www.sundhedsrevolutionen.dk – du kan downloade hans attitude til mad … at det skal nære på alle planer. Ellers kan du lige få et sæde, når vi holder foredrag i Nydelsesrevolutionen, som han og jeg har stiftet – mit forhold til mad (og sex) har nemlig forandret sig drastisk efter at han moslede ind i mit liv.

    Jeg har aldrig tænkt over det med dit hår – men jeg kan godt se dine bevægegrunde og synes det er fedt, at du gør det, som du vil.

    Sender dig mange kærlige knus

    P.S. Har opdaget et sted i København, der hedder DivaPizza og DivaCykler )

    Kærligst
    Lone
14. Delphina siger:

    13. september 2010 kl. 09:33

    Hej Lone, og I andre skønne PowerPrinsesser der eventuelt måtte læse med!

    Så bliver dette min første kommentar til dig. Godt nok til en lidt gammel video (håber ikke det gør noget), men jeg har selv et eller andet med metaforer, og her i weekenden lå jeg altså og snakkede med min dejlige kæreste om det her med at stå under sin sjæl. Og det blev lige pludselig til at sammenligne sjælen med en paraply – eventuelt med en masse gode post-its eller lignende under, med støttende sætninger der før har hjulpet en videre at tænke på, og eventuelt kan gøre det igen.

    Nu har du jo lavet rigtig mange gode videoer siden denne, og i en af dem mener jeg du siger noget med, at målet ikke nødvendigvis skal være et liv med bare solskin, solskin, solskin, hele tiden – men nærmere at kunne navigere godt og sikkert igennem det måske lidt sværere vejr, man jo også må forvente at rende ind i undervejs. Her kunne man måske se det som en paraply man kan være under, imens vejret hagler ned omkring en. Jovist, vejret er der stadig, det kan man ikke forhindre – men man kan til gengæld stille sig under paraplyen og stadig være ”sikker med sig selv” imens det er omkring en.

    Jeg ved ikke hvad du synes om den metafor, men nu syntes jeg i hvert fald lige jeg ville dele den, og eventuelt få feedback fra andre PowerPrinsesser der måtte have noget at sige til den – hvis de da stadig læser kommentarerne her. Ellers vil jeg bare sige dig et stort og hjerteligt TAK for at køre det her projekt, der har hjulpet og inspireret mig rigtig meget, og stadig gør det på flere områder – og det kan bestemt heller ikke udelukkes at du kommer til at se mig et par gange her i efteråret, hvor jeg blandt andet planlægger at få så mange af dine foredrag med som muligt, samt eventuelt også et KarmaKlub-besøg. Jeg er i hvert fald rigtig spændt på det, kan jeg love dig, og glæder mig rigtig meget til at opleve dig og PowerPrinsesse-energien live.

    Kærligst,
    Delphina.
15. Lone PowerPrinsesse siger:

    16. september 2010 kl. 10:57

    Kære Delphina.
    Tusind tak for din fine metafor – den er så fin, at man har sin paraply med. Et hvert menneske må så finde sin(-e) paraplyer. En af mine er at holde mig selv på maven og minde mig selv om, at jeg bliver hos mig selv.

    Kærligst
    Lone