Ærh, ja det er faktisk den ubehagelige og arvævsdannende sandhed om en situation, jeg befandt mig i for nogle år siden. Jeg gav Alt for Damerne min historie, fordi jeg synes, det er vigtigt at kaste lys på de tabuer, som befinder sig i vores bevidsthed. Sjovt nok er der enormt meget åbenhed omkring sex, men der er altså nogle sider af emnet, som alligevel ikke bliver belyst ordenligt)

Du kan drøne ned og købe Alt for Damerne i denne uge (og så kan du glæde dig til at læse min bog, for der står nemlig en del om den slags situationer og mere om, hvordan man træder ud af usikkerheden, som afvisning i intime siutationer giver).

Journalisten, Marianne, har virkelig en mission, som går ud på at hjælpe kvinder videre – og hvis hun på en eller anden måde kan skrive noget, som inspirerer, så er hun glad (har hun selv fortalt mig).

Og så til noget girly girly. Kjolen, jeg skulle fotograferes i er fra Stasia, og den er ååhhhh, så flot. Det tog os (fotografen Miklos, makeup-mirakelmageren, Solé og min assistent Sarah hele F I R E timer at få billederne i kassen … som det hedder). Jeg har foreviget det på video, fordi det er ret vildt for mig at blive makeuppet og stoppet i så flot en kjole og så skulle agere topmodel … total total girly girly og jeg nød hvert sekund!

P.S. Hvis nogen kender Stasia, som har designet kjolen, så lad hende gerne vide, at jeg hellere end gerne overtager kjolen, hvis den ikke sælger sig selv (og hun er også velkommen til at give mig den i bogfestgave …)

Torsdag 4. juni havde produktionsselskabet Strix og kildevandsfirmet Aquador inviteret til finalefest på Park Café i København.
Her kan du høre værten Ibi Støvring med kærlighed og stolthed proklamere, at der ikke findes 3′ere og høre Christinas takketale, hvor hun blandt andet siger, “vi bar hinanden frem”.
Der var sådan en dejlig stemning, og det var en fornøjelse at være med til.
Jeg stiftede nogle nye bekendskaber, og det må siges at være kæmpe ekstrabonus!

Jeg er storesøster – med stort S, faktisk så stort, at jeg gentagne gange, når jeg har mødt min lillesøster i køen på Jazzhouse med glæde i stemmen har udbrudt: ‘Guud hej lille søs-skattepige, hvad laver du ude så sent?  Min lillesøster er otte cm. højere end mig – og hun er 21 år. Så det er vel med rette, at hun vender øjne af mig og med en tilkæmpet overbærenhed og let (berettiget) irritation i stemmen forklarer sine studiekammerater, “ja, det er så min storesøster – hun tror stadigvæk, at jeg er 10 år!”

Min lillesøster reddede mig gennem den mørke skolegang, og hun er det menneske, jeg elsker højest på Jorden, og da jeg engang hørte en nybagt mor fortælle, hvordan hun pludselig stiftede bekendtskab med løvemoderinstinktet (aka “hvis du rører mit barn, slår jeg dig ihjel”), da hun havde født sin søn, konkluderede jeg i mit stille sind, at løvemoderinstinktet altså også kan aktiveres, når man bliver storesøster.

Storesøsterkærlighed er en ganske særlig størrelse, som for mig er tæt forbundet med storesøsterstolthed, og jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har været ved at revne af stolthed over at være storesøster til min lillesøster, fordi jeg bare synes, at hun er sådan en klog, kær, kærlig krølletop.

Gennem de sidste to år har jeg dog forsøgt at se hende en lille smule mindre som min lillesøster, som jeg skal passe på, og lidt mere som en ung kvinde, der skal eksperimentere med livets herligheder – i det hele taget har jeg prøvet at stikke storesøsterpiben lidt ind.

Men for  1½ måneds tid siden blev min storesøsterstolthed og -kærlighed  vækket til livet på en yderst overraskende måde.

Produktionsselskabet Strix, som producerer den såkaldt alternative skønhedskonkurrence ‘Aquadorable’, der i øjeblikket sendes på TV3 om torsdagen, ringede til mig og bad mig undervise deltagerne i lapdance med det formål at teste/udvikle/udfordre deres kvindelighed og sensualitet. Jeg tøvede lidt, da de nævnte aldersgruppen 18-23 år, da de kvinder, som henvender sig til mig ofte er fra sidst i 20′erne og op. Jeg mente ikke, at pigerne ville være i stand til at forstå den filosofi, som jeg underviser ud fra, der IKKE handler om at danse for at tænde en mand eller for at være så sexet som muligt, men derimod handler om at bruge dansens bevægelser som nøgle indtil et mentalt rum, hvor der er fuldstændig kontakt til den indre kerne,  til kroppen og til universets puls – og sjovt nok er det faktisk et temmelig sensuelt sted at befinde sig.

Det skulle vise sig, at jeg tog grundigt fejl og havde undervurderet pigerne gevaldigt – det lærte mig, at jeg fremover skal modstå fristelsen til at dømme folk på baggrund af deres alder.

At undervise pigerne var en kæmpe fornøjelse – og jeg må bare sige, at det var 8 x kærlighed ved første blik fra min side. Deres ærlighed, oprigtighed og ønske om finde ud af, hvad det var, jeg var hyret til at give dem var slående og kom i dén grad bag på mig.
Midt i det hele foldede mit storesøstergen sig ud for fuld udblæsning, hvad der gjorde det, ved jeg ikke – måske var det:

• - Amalie, som snakkede om angsten om at være for meget og som pludselig fik snakket sig selv frem til, at når man bare er selv, så kan man ikke være for meget, og at når nogen virker “for meget”, så er det fordi, de ikke er sig selv.
• - Christinas forbavsede ansigt da hendes hofter pludselig gik fra at bevæge sig i ryk til at flyde blødt og vuggende.
• - Kamillas bemærkning om, at hun helt glemte, at der var kameraer, fordi bevægelserne bare føltes så dejlige
• - Tinas indledende fnisen, som pludselig blev forvandlet til en fredfyldt aura
• - Gina, som ikke var så bekvem, men som alligevel blev og sagtens kunne, da hun gav sig selv lov
• - Stephanie, som fandt ud af, at det vigtigste er ikke, hvordan bevægelserne, men hvordan det føles at udføre dem
• - Michelle, der besidder en vidunderlig smittende ro, som mange, mange mennesker betaler tusindvis af kroner for at lære at meditere sig frem til.

Eller måske var det, da det gik op for Camilla, at kvindelighed i virkeligheden ikke har en dyt med kropsform at gøre, men derimod er en væsenskvalitet, som blandt andet giver sig til udtryk gennem evnen til at hengive sig, rumme nydelse og glædes ved sig selv.

På ægte storesøstermanér havde jeg lyst til at holde dem alle sammen ind til mig og kramme dem – ligesom jeg krammer min egen søster. I et øjeblik ønskede jeg, at mine erfaringer kunne flyde over i deres celler, så de ikke skal bruge år af deres liv på at føle sig usikre, på at være bange for at være for meget eller for lidt, på at jagte en kvindelighed, som allerede er der eller på at komme af med konsekvenser af andre menneskers dom. Jeg ville gerne have, at de skulle vide, at alle mennesker – selv dem, som ser toptjekkede ud på overfladen – i virkeligheden bare prøver at finde ståsted i tilværelsen og går rundt med samme usikkerheder, som de selv gør.

At blive Miss Aquadorable 2009 gør i det lange løb absolut ingen signifikant forskel på noget som helst – bare spørg de kvinder, som er modeller. Jeg har ladet mig fortælle, at mange meget smukke kvinder, har det lige som meget rige mennesker – de er et skridt tættere på håbløshed end andre, fordi i modsætning til – “grimmere” eller fattigere mennesker – har de ikke engang det håb, at hvis nu de bare var smukkere eller rigere, så var livet nok nemmere.
Det, som derimod er rigtig vigtigt, er den proces, pigerne går igennem – nogle opdager sider af sig selv, de ikke vidste eksisterede, andre sætter med stolthed deres grænse, mens andre bryder dem. Ganske som ‘in real life’.

Så hop ud i alle verdens vandfald, vandpytter og vandhuller – vær Funkydorable, GirlPowerly, Divalicious, PowerPrincessely eller Godesseious og lad aldrig nogen fortælle Jer, hvordan I skal være eller agere.
Livet giver særdeles effektiv feedback, så kick ass, tag konsekvensen af det og vær klog nok til at skifte spor, hvis der er noget, som ikke virker.
Tilværelsen drejer sig ikke om at være fejlfri og perfekt – den drejer sig om at finde fred med alt, hvad man indeholder, så kommer der ro, og et menneske i ro oplever den skønhed, der allerede er.

Synes du, at ovenstående giver mening? Har du en veninde, som måske kan blive inspireret af dette? Så copy-paste dette til hende – måske er det præcis de ord, hun har brug for at læse i dag.
Se programmet ‘Aquadorable’ på TV3, hvor jeg underviser i lapdance?
Gå ind på www.tv3.dk
- vælg web-tv
- vælg  ‘aquadorable’
- vælg sæson 2
- vælg program nr. 3
- jeg er på omkring 3 minutter inde i programmet

En meget sen nattetime inden jeg skulle medvirke i programmet ‘Aquadorable’ på TV3, gjorde jeg mig nogle tanker om de ting, som jeg ønskede at give videre til pigerne. Jeg var indkaldt som kvindeekspert til at hjælpe pigerne med at få deres sensualitet til at folde sig ud og booste deres evne til at nyde og give sig hen.
Det var en kanon oplevelse – men nogle dage inden gjorde jeg mig en del overvejelser, som du kan høre nedenfor.
Jeg taler lidt om vigtigheden af friheden for andres menneskers gode mening om en, og at angsten for at se dum ud tit stiller sig i vejen for livsglæden.
Du kan høre, at jeg taler til en ‘Trine’ – det er Trine T. fra DivaLab.dk, som er ghostwriter på min bog, som udkommer til efteråret. Bogen handler om PowerPrinsessefilosofien, og den får du meget mere at vide om senere.

Har du en veninde, som kan bruge noget af det, jeg siger? Gør hende opmærksom på denne blogpost, måske er det præcis det, hun har brug for at høre.

Musikken, som jeg nævner, blev desværre ikke brugt i programmet på TV3 (du kan se hele programmet på deres hjemmeside. Jeg er med i sæson 2, afsnit 3)
En af mine absolutte favoritnumre at danse og undervise til er ‘No need for words’ fra albummet Sweet Reality af Kaya. Det album er i øvrigt genialt – teksterne er hovedbundsmassage for sjælen.

Juli 2008

I 13-års alderen traf jeg en stor beslutning, som faktisk har været en drivende kraft i mig lige siden – nemlig, at der aldrig nogensinde skulle være nogen (voksne), som skulle begrænse mig. Det kom sig af, at jeg en sommer fandt glæden ved at bade uden badetøj – jeg husker egentlig ikke situationen, men jeg husker et kæmpe skænderi med min – hårdtprøvede – moder, som endte med, at hun ville sende mig hjem fra sommerhuset, hvis jeg fortsatte min uden-tøj-badning. Jeg blev simpelthen så arrig, vred, forurettet og gal, at jeg svor aldrig nogensinde at rette mig efter nogen eller nogens ”man skal”, ”man bør” og ”man kan da ikke tillade sig”-regler. Og jeg husker forundringen over, at ”man da ikke kan bade uden tøj”, når det nu føltes meget bedre uden … med andre ord, oplevede jeg badeturen helt anderledes, når den foregik uden tøj. Jeg argumenterede (højt) for mit standpunkt, men fik at vide at ”en lille bikini kan altså ikke gøre nogen forskel”.

Men det gjorde det jo netop.

Nu mens jeg skriver disse ord til Jer, går det op for mig, at det nok har været en mere skelsættende begivenhed og har præget min personligheds udvikling end jeg har været klar over. Der er nemlig ret få ting, som pisser mig af, og en af dem er, når ”pænhed/man bør/man kan da ikke …., tænk hvad de andre måtte tænke” (jeg mangler et bedre ord, men håber I forstår, hvad jeg mener), går forud for glæde, nydelse og frihed.

Denne situation dukkede frem fra min bevidsthed, da jeg var på Charlottenlund Badeanstalt i weekenden, der er jo en herre-, en dame- og en fællesafdeling, som min gode veninde Chenette har introduceret mig for. Faktisk lå jeg og tænkte nogle helt andre tanker, som skulle have været basis for en klamamse, og så kom jeg til at kigge mig omkring og så på de smukke kvinder som lå, sad og gik rundt med forskellige tildækningsgrader – for de fleste var tildækningsgraden 0% (det var jo udelukkende kvinder).

Om det var en blanding af solstik og for lavt blodsukker ved jeg ikke, men pludselig tænkte jeg, hvordan mon det ville se ud, hvis alle kvinder havde en tankeboble ligesom i tegneserierne, således at vi kunne se hinandens historie, hinandens nuværende situation og hinandens aktuelle spekulationer. Så brusede en følelse, som jeg kun kan kalde en slags kvinde-søster-kærlighed, ind over mig med en erkendelse af, at vi alle prøver at navigere i dette cirkus, der kaldes livet.

Alle kender til følelsen af ensomhed, angsten for at lave fejl, følelsen af at være udenfor, rådvild, rastløs og lost. Følelser, som opstår i os alle, og som kan være helt knusende.

De kan til gengæld også – efter kortere eller længere tid – være katalysatorer for livsændringer, giver en ny bevidsthed og et nyt perspektiv. De kan være lige det skub, der skulle til, og ind imellem er de et bevis på, at det værst tænkelige faktisk var til at overleve alligevel.

Og som jeg lå dér i solen, ønskede jeg, at visdommen, livserfaringerne og guldkornene fra de andre kvinder kunne koncentreres og drikkes som et tequila-shot. Jeg ønskede, at hele dameafdelingen kunne sidde i en cirkel ala Femølejr og fortælle deres historier. Jeg ville gerne høre eksempler på, hvordan livet folder sig ud og magisk og uventet manér; eksempler på hvordan tingene løser sig af sig selv, og på hvordan der pludselig viser sig en løsning, når man selv har opgivet helt.

(Just for the record, har jeg dog aldrig været på Femølejr, men enden på den 13-årige Lones badetøjskonflikt blev, at jeg svor, at jeg, det år jeg blev 18, ville tage på Femølejr og holde en hel sommerferie i minus badetøj! For resten har jeg heller ikke drukket tequilashots indenfor de sidste 13 år, men I er med på, hvad jeg mener, formoder jeg).

For at køle hovedet og kroppen ovenpå alle disse følsomme tanker begav jeg min minus-badetøjsbeklædte krop ned i Øresund og nød fornemmelsen af vand i alle folderne. Jeg svømmede langs kysten og betragtede de mange badende mennesker, deriblandt nogle traditionelt klædte indvandrekvinder, der badede … med alt tøjet på. Jeg sendte en taknemmelig tanke op til den store logistikchef og takkede for at være født i et land, hvor jeg (i hvert fald efter min 18-års fødselsdag) frit og uden frygt for repressalier kan bade ohne Kleider (tysk: Uden tøj)

Tilbage på mit håndklæde dér i kvindeheaven priste jeg mig lykkelig for min smukke krop, jeg lå og fortrød mine teenageår, hvor jeg gemte den væk, bandede den væk og i det hele taget var så utilfreds med og sur på mig selv, at det i dag næsten ikke er til at forestille sig. Og som dråberne fra Øresund tørrede på min krop, kom jeg i tanke om sætningen: ”Livet er Universets gave til dig. Din gave til Universet er måden, hvorpå du lever/forvalter dit liv”.

Og så traf jeg en ny beslutning, hvilket nu går under navnet projekt Frie Folder, og første skridt er kursus hos seksualterapeuten Pia Struck. www.seksualterapi.dk
Jeg læste om hendes lærer, Betty Dodson (søg hende på www.youtube.com) for nogle år siden. Ms. Dodson er en yderst visionær kvinde, der har gjort kvinders seksuelle nydelse til sin mission. Senere blev jeg bekendt med hendes danske elev, som så er Pia.

Jeg har tilmeldt mig kurset ”niveau 1”, og har lige talt i telefon med hende. Hun lyder som en sympatisk kvinde, og jeg håber, at hun ligger inde med oxygenmaske, nervemedicin og en flaske vodka. For dette kursus er så grænseoverskridende for mig, at mit hjerte banker i dobbelttakt nu, hvor jeg kun skriver om det.

Kurset er bygget således op, at der er videoaften fredag kl. 18-23 (her er mænd velkomne) og …. øh praktisk kursus (ingen mænd) lørdag og søndag kl. 13-18. Jeg har ingen økonomiske eller andre interesser i at fortælle om det; jeg betaler det samme som alle andre (kr. 4500 for de tre dage. Kr. 500 pr. næse til videoaften, som man sagtens kan nøjes med i første omgang, siger Pia).

Min intention er at være ærlig og stå ved, at hele det der orgasmeræs, som alle kvinder tilsyneladende får så let som ingenting (i hvert fald hvis man skal dømme ud fra Sex and the City), er altså ikke tilfældet hos mig (og jeg tror ikke, jeg er den eneste). Derfor vil jeg gerne lære noget mere om mine folder, så der kan være endnu mere fest i folderne resten af mit liv. Sagt med andre ord skal mine folder og jeg på efteruddannelseskursus.

Jeg har helt ondt i maven af nervøsitet nu – men jeg har besluttet mig, fordi jeg føler, det vil være godt for mig … og hvis I har spørgsmål, som I ønsker, jeg stiller Pia, så skriv gerne til mig, så følger svarene i næste måneds klamamse.

Har nogen af Jer været på kursus hos hende, modtager jeg meget gerne en beroligende mail eller et styrkende opkald!
Nå, men jeg vil afslutningsvis klappe mig selv på skulderen, fordi jeg giver mig i kast med folde-feng-shui … Forsættelse følger om nogle uger.

Som altid modtages Jeres tanker, erfaringer, respons og input med taknemmelighed og varme – især om dette emne, da det er ude i grænseområdet for mig, så al hjælp modtages!

Mange kærlige tanker til alle derude bag skærmene.

Januar 2009

Kender du det, at man lægger sig ned fladt på ryggen på en sandstrand og puster ud efter trehundredeognogenoghalvtreds sindssygt hårde dage? Efter 3½ dag med så lidt aktivitet som overhovedet muligt, så tager man sin rygsæk på, går en tur, og bedst som man står og kigger ud over havet, så dukker der en eller anden indsigt op. Den 24. december gik følgende op for mig ”Lone, du glemte at have det sjovt!”

Er det ikke skørt, at undertegnede, der gør så utrolig meget ud af at nyde livet og bruge det så godt som muligt, simpelthen glemmer noget af det mest basale: Sjov. Sjov som i good old fashioned fun – ikke pseudoagtigt eller overfladisk sjov, men boblende, smittende, saftig sjov.

Jeg ved ikke, hvorfor i alverden det hele blev så alvorligt – men år 2008 var altså en barsk omgang for mig. Der skete store omvæltninger i mit privatliv (der blev tilbragt megen tåre-tid på stuetulvet). Til gengæld brød jeg også en grænse (tog på orgasmekursus hos Pia Struck (!!)), fik perspektiv på livet, da Kamilla B. Holten afgik fra dette liv og så oplevede jeg en snert af, hvordan det må være at gå ned med stress. Jeg glemte aftaler, kunne ikke holde styr på tankerne, og det hele blev ét kaos af træthed, udmattelse og følelsesmæssig udsultning.
Og det er jo noget besynderligt noget – fordi jeg elsker jo det, jeg laver; dog knækkede filmen et sted, og svaret kom altså dumpende juleaften på Tenerife (forhistorien er, at jeg simpelthen trak stikker ud til jul, fløj fra det hele og tog på ferie – jul på en sort lavastrand kan varmt anbefales!)

Nogle øjeblikke efter at dette slog mig, så kunne jeg mærke, smilet brede sig over mit ansigt – og heldigvis er jeg ret god til at være large overfor mig selv, når jeg har kvajet mig – så jeg grinede for mig selv, hankede op i min rygsæk og så daffede jeg ellers rundt og småfnes af mig selv og min åbenlyse kvajpandethed resten af ferien.

Og så tog jeg ellers en beslutning – eller rettere jeg blev taget af en beslutning: Nemlig, at år 2009 skal vies til nydelse, glæde og løssluppenhed. Og det hele skal være ægte, altså ikke noget pseudo- eller wanna-be-halløj. Min beslutning blev stadfæstet, da Trine Michelsen tidligere på ugen blev begravet efter at have været syg af kræft nogle år. Jeg er så super heldig at være i live, så nu skal der altså fyldes op på dén konto!

Jeg tror, at en af de vigtigste ting et menneske kan gøre, er finde ud af, præcis hvad der skal til, for at få den der boblende fornemmelse i maven – og vær opmærksom på, at det ikke overfladisk boblen, det er saftig, solid, livssaftigkraftig boblen, der er tale om.

Måske skulle vi alle sammen lave en top-3 liste af ting, som stimulerer denne boblende løssluppen livslystighed og så lave mindst en af de tre ting hver dag. Nr. ét på min top-3 livslystighedsliste er helt klart dans. Ikke erotisk dans (selvom det også ligger højt på listen) men svedig, endorfinudløsende dansen-røven-ud-af-bukserne. Som reaktion på denne erkendelse rejste jeg hjem og skabte PinkPowerDans.

Det er så let at falde ind i en trummerum af arbejde, privathalløj og det kan altså blive dræende, hvis ikke man sørger for at få ladet batterierne op. En af de fejl, jeg har begået, er at være for træt til at lade batterierne op. I 2008 drattede jeg for tit om af træthed, hvor det klogeste på lang sigt ville have været at prioritere mindst en times dans – enten dansen-igennem på et eller andet diskotek eller salsa. (Vi kommer tilbage til salsa om lidt).
Jeg ved ikke, hvordan I har det, men det der med, at bylivet starter tidligst kl. 23 er fuldkommen skørt Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som har det sådan – derfor skabte jeg Karmaklubben, som er en månedlig danseklub for mænd og kvinder, som starter kl. 20. Så kender du nogen, som også får batterierne ladet op af at danse igennem, så kom og fyr den af på www.karmaklubben.dk. (Der blev altså noget fornuftigt ud af 2008 J)
Vi har haft nogle fantastiske fester so far – jeg synes, det er superfedt, at folk møder op kl. 20 og danser igennem.

Vil du høre lidt mere om PinkPowerDans, så se klippet her: http://www.youtube.com/watch?v=w-5CKe0cyyU

Med stor respekt for de herrer, som læser med, må jeg jo altså indrømme, at min store lidenskab i livet er kvinder – jeg elsker mænd, men mit hjerte brænder for kvinder og deres ve og vel.
Jeg har nogle dejlige oplevelser i ærmet til Jer (detaljerne skal lige på plads), men for at holde mig selv i ørerne og for at skabe en ramme til Jer skønne københavnske kvinder, har jeg lavet www.PinkPowerDans.dk
Det er lidt ala KarmaKlubben – men i PinkPowerDans er det altså kun for kvinder – og hvorfor så det? Som sagt – mit hjerte brænder for kvinder, og der sker altså noget helt fantastisk, når kvinder er sammen. Der er et eller andet lækkert, stimulerende, energiløftende, saftigt over det der kvinde-community.

Ja, så konklusionen på klamamsen er altså, at der hos undertegnede skal dyrkes nydelse, glæde og livslystig løssluppenhed i helt ekstrem stil. Jeg glæder mig til at se, hvad den beslutning vil føre med sig … I’ll keep u posted.

Inspiration, der kan fremme og give mig spændende oplevelser på denne rejse, modtages med meget stor glæde og taknemmelighed.

Og lige til sidst – husk fødselsdagsfesten på Pink på torsdag 5. februar som nævnt i starten af nyhedsbrevet. Det ville være så dejligt at få ansigt på de kvinder og mænd, som læser dette.

Nydelse, glæde og livslystig løssluppenhed herfra

I 13-års alderen traf jeg en stor beslutning, som faktisk har været en drivende kraft i mig lige siden – nemlig, at der aldrig nogensinde skulle være nogen (voksne), som skulle begrænse mig. Det kom sig af, at jeg en sommer fandt glæden ved at bade uden badetøj – jeg husker egentlig ikke situationen, men jeg husker et kæmpe skænderi med min – hårdtprøvede – moder, som endte med, at hun ville sende mig hjem fra sommerhuset, hvis jeg fortsatte min uden-tøj-badning. Jeg blev simpelthen så arrig, vred, forurettet og gal, at jeg svor aldrig nogensinde at rette mig efter nogen eller nogens ”man skal”, ”man bør” og ”man kan da ikke tillade sig”-regler. Og jeg husker forundringen over, at ”man da ikke kan bade uden tøj”, når det nu føltes meget bedre uden … med andre ord, oplevede jeg badeturen helt anderledes, når den foregik uden tøj. Jeg argumenterede (højt) for mit standpunkt, men fik at vide at ”en lille bikini kan altså ikke gøre nogen forskel”.

Men det gjorde det jo netop.

Nu mens jeg skriver disse ord til Jer, går det op for mig, at det nok har været en mere skelsættende begivenhed og har præget min personligheds udvikling end jeg har været klar over. Der er nemlig ret få ting, som pisser mig af, og en af dem er, når ”pænhed/man bør/man kan da ikke …., tænk hvad de andre måtte tænke” (jeg mangler et bedre ord, men håber I forstår, hvad jeg mener), går forud for glæde, nydelse og frihed.

Denne situation dukkede frem fra min bevidsthed, da jeg var på Charlottenlund Badeanstalt i weekenden, der er jo en herre-, en dame- og en fællesafdeling, som min gode veninde Chenette har introduceret mig for. Faktisk lå jeg og tænkte nogle helt andre tanker, som skulle have været basis for en klamamse, og så kom jeg til at kigge mig omkring og så på de smukke kvinder som lå, sad og gik rundt med forskellige tildækningsgrader – for de fleste var tildækningsgraden 0% (det var jo udelukkende kvinder).

Om det var en blanding af solstik og for lavt blodsukker ved jeg ikke, men pludselig tænkte jeg, hvordan mon det ville se ud, hvis alle kvinder havde en tankeboble ligesom i tegneserierne, således at vi kunne se hinandens historie, hinandens nuværende situation og hinandens aktuelle spekulationer. Så brusede en følelse, som jeg kun kan kalde en slags kvinde-søster-kærlighed, ind over mig med en erkendelse af, at vi alle prøver at navigere i dette cirkus, der kaldes livet.

Alle kender til følelsen af ensomhed, angsten for at lave fejl, følelsen af at være udenfor, rådvild, rastløs og lost. Følelser, som opstår i os alle, og som kan være helt knusende.

De kan til gengæld også – efter kortere eller længere tid – være katalysatorer for livsændringer, giver en ny bevidsthed og et nyt perspektiv. De kan være lige det skub, der skulle til, og ind imellem er de et bevis på, at det værst tænkelige faktisk var til at overleve alligevel.

Og som jeg lå dér i solen, ønskede jeg, at visdommen, livserfaringerne og guldkornene fra de andre kvinder kunne koncentreres og drikkes som et tequila-shot. Jeg ønskede, at hele dameafdelingen kunne sidde i en cirkel ala Femølejr og fortælle deres historier. Jeg ville gerne høre eksempler på, hvordan livet folder sig ud og magisk og uventet manér; eksempler på hvordan tingene løser sig af sig selv, og på hvordan der pludselig viser sig en løsning, når man selv har opgivet helt.

(Just for the record, har jeg dog aldrig været på Femølejr, men enden på den 13-årige Lones badetøjskonflikt blev, at jeg svor, at jeg, det år jeg blev 18, ville tage på Femølejr og holde en hel sommerferie i minus badetøj! For resten har jeg heller ikke drukket tequilashots indenfor de sidste 13 år, men I er med på, hvad jeg mener, formoder jeg).

For at køle hovedet og kroppen ovenpå alle disse følsomme tanker begav jeg min minus-badetøjsbeklædte krop ned i Øresund og nød fornemmelsen af vand i alle folderne. Jeg svømmede langs kysten og betragtede de mange badende mennesker, deriblandt nogle traditionelt klædte indvandrekvinder, der badede … med alt tøjet på. Jeg sendte en taknemmelig tanke op til den store logistikchef og takkede for at være født i et land, hvor jeg (i hvert fald efter min 18-års fødselsdag) frit og uden frygt for repressalier kan bade ohne Kleider (tysk: Uden tøj)

Tilbage på mit håndklæde dér i kvindeheaven priste jeg mig lykkelig for min smukke krop, jeg lå og fortrød mine teenageår, hvor jeg gemte den væk, bandede den væk og i det hele taget var så utilfreds med og sur på mig selv, at det i dag næsten ikke er til at forestille sig. Og som dråberne fra Øresund tørrede på min krop, kom jeg i tanke om sætningen: ”Livet er Universets gave til dig. Din gave til Universet er måden, hvorpå du lever/forvalter dit liv”.

Og så traf jeg en ny beslutning, hvilket nu går under navnet projekt Frie Folder, og første skridt er kursus hos seksualterapeuten Pia Struck. www.seksualterapi.dk
Jeg læste om hendes lærer, Betty Dodson (søg hende på www.youtube.com) for nogle år siden. Ms. Dodson er en yderst visionær kvinde, der har gjort kvinders seksuelle nydelse til sin mission. Senere blev jeg bekendt med hendes danske elev, som så er Pia.

Jeg har tilmeldt mig kurset ”niveau 1”, og har lige talt i telefon med hende. Hun lyder som en sympatisk kvinde, og jeg håber, at hun ligger inde med oxygenmaske, nervemedicin og en flaske vodka. For dette kursus er så grænseoverskridende for mig, at mit hjerte banker i dobbelttakt nu, hvor jeg kun skriver om det.

Kurset er bygget således op, at der er videoaften fredag kl. 18-23 (her er mænd velkomne) og …. øh praktisk kursus (ingen mænd) lørdag og søndag kl. 13-18. Jeg har ingen økonomiske eller andre interesser i at fortælle om det; jeg betaler det samme som alle andre (kr. 4500 for de tre dage. Kr. 500 pr. næse til videoaften, som man sagtens kan nøjes med i første omgang, siger Pia).

Min intention er at være ærlig og stå ved, at hele det der orgasmeræs, som alle kvinder tilsyneladende får så let som ingenting (i hvert fald hvis man skal dømme ud fra Sex and the City), er altså ikke tilfældet hos mig (og jeg tror ikke, jeg er den eneste). Derfor vil jeg gerne lære noget mere om mine folder, så der kan være endnu mere fest i folderne resten af mit liv. Sagt med andre ord skal mine folder og jeg på efteruddannelseskursus.

Jeg har helt ondt i maven af nervøsitet nu – men jeg har besluttet mig, fordi jeg føler, det vil være godt for mig … og hvis I har spørgsmål, som I ønsker, jeg stiller Pia, så skriv gerne til mig, så følger svarene i næste måneds klamamse.

Har nogen af Jer været på kursus hos hende, modtager jeg meget gerne en beroligende mail eller et styrkende opkald!
Nå, men jeg vil afslutningsvis klappe mig selv på skulderen, fordi jeg giver mig i kast med folde-feng-shui … Forsættelse følger om nogle uger.

Som altid modtages Jeres tanker, erfaringer, respons og input med taknemmelighed og varme – især om dette emne, da det er ude i grænseområdet for mig, så al hjælp modtages!

Mange kærlige tanker til alle derude bag skærmene.

Marts 2008

Jeg vil gerne benytte denne måneds klamamse til at sige tak til de kvinder (og mænd), der har kæmpet for, at dette lands kvinder i dag kan eje jord, blive skilt, få abort, gå på universitetet og gå deres egne veje … uden at spørge nogen om lov.

Mine tanker gik i lørdags – mens jeg gik hele dagen i naturen – til de kvinder, som er ”nogens ejendom”, som ikke må eje jord, som udelukkende er fødemaskiner, som straffes for at være seksuelle væsner, som fratages muligheder og retten til at udtrykke sig på grund af deres køn.

Mens jeg sidder her i min stol og skriver dette; mens du læser disse ord, sidder der et eller andet sted på denne jords overflade en kvinde på din alder. Hun og dig deler givetvis håb, drømme og ønsker for fremtiden; men hun har dårlige muligheder eller måske slet ingen – for at realisere sine ønsker, måske er hendes drømme for livet allerede bristet, fordi hun lever i en del af verden, hvor hun grundet sit køn, sociale placering eller andet ikke har mulighed for at udfolde sig fuldt ud.

D’damer! Vi har muligheden for at gøre stort set hvad i alverden, vi ønsker. Jeg er af den opfattelse, at verden ligger åben for os, der læser disse ord. Vi kan begynde at studere – eller stoppe med det. Vi kan skifte retning, mænd, tøj, kost, bopæl, hårfarve, religion eller politisk parti – uden at spørge nogen som helst om lov.

Det er ikke altid uden omkostninger at sadle om eller at gå mod strømmen – men vi har alle lov til det, fordi vi er frie.

Når jeg tænker på, at der lige i skrivende/læsende stund er en kvinde, som minder om mig – måske taler hun et andet sprog, måske klæder hun sig anderledes – der ville give alt i verden for at få de muligheder, jeg har og har adgang til; så bliver jeg så utrolig taknemmelig for min tilværelse, for jeg kan nemlig gøre præcis, hvad der passer mig – og det kan I også … Det er ikke uden omkostninger, omstruktureringer og prioriteringer – men muligheden er der!

Vi er alle frie – og den eneste virkelig begrænsning sidder mellem ørerne. Måske er det angsten for at fejle, for at blive afvist, angsten for ikke at lykkes godt nok eller at blive til grin. Angsten for ikke at leve op til forventningerne eller angsten for det ukendte. Og ved I hvad, damer – disse grunde er simpelthen ikke gode nok til at afholde dig for at folde dig ud i al din skønhed. Grib fat i livet, brug dine evner og fold dig ud – du behøver ikke redde sultne børn i Afrika, blive skilt eller få en radikal frisure. Men sug hele livet til dig og se det i al dets storhed.

Du er fri.

Du kan gå ud alene og gå hen, hvor du vil.

Du kan gå i præcis det tøj, du ønsker.

Du kan spise, hvad du vil, hvornår du vil, med hvem du vil.

Du kan sige det, du har på hjerte.

Du kan købe jord.

Du kan stemme.

Du kan beslutte dig for, hvilket aftryk du ønsker at sætte på verden og gøre det, der skal til for at komme i den retning.

Mit ønske for alle Jer – skønne kvinder – er, at I må tage en stund i løbet af de næste dage og tænke på de kvinder, som har de samme drømme, ønsker og følelser som Jer, men som ikke kan realisere ret meget grundet de omstændigheder, de befinder sig i. Jeg ønsker, at I for deres skyld bruger Jeres liv optimalt – fordi der sidder nemlig nogen, som ville give alt for at bytte sig til et par timer i dit tøj, i din stol.

Der er ingen af os, som læser dette, der absolut skal bruge resten af livet på at føde børn, vaske tøj og have hårdt manuelt arbejde – med mindre vi ønsker det. Men der er nogen kvinder, der i skrivende stund ikke har noget reelt valg.

Til ære for disse kvinder, vil jeg gerne støtte alle læsere af dette nyhedsbrev – og dem I sender det videre til – i at bruge Jeres liv. Brug op- og nedturene og vid, at uanset hvor mange hjerte-smerter. Du behøver hverken at redde hvaler eller sultne børn i Afrika; find ud af hvad du er god til og nyder at gøre, og find at inkorporere det i dit liv – om det skal være dit levebrød, delvise levebrød eller en hobby er ikke relevant. Det, der er relevant, er, at du i en eller anden grad bruger de evner, talenter og interessefelter, du har.

Hvis du ikke ved, hvad du er god til, hvad du nyder, eller hvordan du skal tjene penge på det – så se det som et projekt, som du giver dig tid til, og lad det folde sig ud for dig.

Giv dig selv lov til at blive overrasket over dig selv, og giv dig selv lov til at revidere og ændre kurs, når det er påkrævet

At leve et liv i fuld frihed – friheden fra andres gode mening, frihed fra ”man”, ”bør” og ”burde” – kræver ofte mod og evnen til at stå fast i modvind. Jeg har ofte oplevet i såvel mit som andres liv, at det ikke har været frihed, der manglede – men modet til at benytte friheden.

Faktum er, at ingen af os aner, hvor længe dette liv varer – og jeg vil bestræbe mig på at leve mit liv på en måde, som ærer de ofre, som kvinder i tidligere tider, har gjort for min frihed. Og det præcis formålet med PowerPrinsesse – at støtte mennesker i at leve livet med tillid, med nydelse og med taknemmelighed.

Tak fordi I lader disse tanker finde Jeres mailboks. Tak fordi I læser med – og tak fordi I gennem Jeres respons på nyhedsbrevene og foredragene lader mig vide, at jeg ikke er alene med mine ønsker, erfaringer, besværligheder og tænkerier. I skal vide, at de mails, I skriver til mig, printer jeg ud og samler i en stadig voksende mappe, som jeg kigger i, når jeg trænger til at huske, at jeg ikke er alene, men forbundet med alle Jer gennem den smukke tråd, som kaldes medmenneskelighed.

Efterskrift: Siden ovenstående blev nedfældet har en kvinde markeret sig i medierne. De har alle givet anledning til nogle taknemmelighedstanker hos mig:

- Kamilla Bech Holten som lige er gået i gang med en omgang kemo. Uanset hvor mange tanker om at ”alt er støtte” og ”Universet har tjek på tingene”, så er det bare svært at forlige sig med, at en smuk, strålende kvinde på 36 år ikke ved, om hun er her til næste år. Underligt nok er sandheden jo, at ingen af os i virkeligheden ved, om vi er her til næste år. Men en omstændighed, som den Kamilla Bech Holten er i, vækker virkelig mig op. Jeg har på det sidste snøvlet rundt i hjertesmerte og i en lidt tåget tilstand – og da jeg på en tankstation så overskriften på billedet af den smukt smilende unge kvinde, så blev jeg så rørt og mærkede, at jeg den sidste uge havde glemt at sætte livet i perspektiv. Jeg ønsker, at Kamilla – og alle de kvinder som er i gennem samme forløb – skal gå til sine kemobehandlinger med en viden om, at den lidet behagelige oplevelse, som I gennemgår lige nu, giver brændstof, motivation og (et tiltrængt) perspektiv til kvinder, som I ikke aner eksistensen af.
Jeg ved, det er en ringe trøst – og jeg ved ikke, om det virker – men jeg ønsker, at alle, som læser disse linjer lige lukker øjnene, sender en taknemmelighedstanke til Kamilla og andre i hendes situation. Tak fordi I minder os andre om, at livet i denne form IKKE er noget, der varer ved i en uendelighed – det hjælper mig med at leve klarere, lettere og mere kærligt i forhold til mig selv og andre.

Rigtig god påske til Jer alle – nyd solen, træk vejret og husk, at den kraft, som får påskeliljerne til at gro, forstår vi ikke – men den virker alligevel!

Kærlige tanker herfra

April 2008

Se, det er altså noget sjovt noget for mig at skrive disse klamamser. Jeg har nemlig skrevet en helt anden i fredags, som handler om at have holdninger. De sidste ugers medieomtale af Anni Brinch (”fra bordel til bonede gulve”), Kasper Bech Holten (”skvat!”) og nu senest Jeppe Kofoed (ja, det var jo noget med ”moralsk anstødeligt og utilgiveligt” – come on!!!”

Nå, men jeg har skrevet en lang klamamse om at have holdninger og om at forholde sig til det man ved, noget om (hvilket ofte ikke er særlig meget – især når det kommer til sager, som man ikke selv er part i). Den klamamse får I på et andet tidspunkt – for jeg har nemlig noget vigtigere på hjerte, som jeg gerne vil dele med Jer – og det handler om at have tillid til sig selv.

Jeg er nemlig begyndt på et kursus.

Et kursus i personligheds-afvikling – lur mig om ikke det kommer til at resultere i flere klamamser end denne.

Nå, men resultatet af denne weekend er for mit vedkommende: ”Lone, det vigtigste er tillid til dig selv”. Læreren er en skarp fætter og har tilsyneladende luret, at jeg godt kan være liiiiiiidt langsom i optrækket, så nu mens jeg skriver til Jer, kan jeg i øjenkrogen skimte et stort sort kryds (fed sprittusch) på min venstre håndryg. Det lavede han, så jeg kunne huske ”tillid til mig selv”.

De af Jer, som har hørt mig tale i mere end 10 min. vil vide, at jeg har stor tillid til ”kraften som får blomsterne op af jorden, og hårene på benene til at vokse”. (Oversættelse for Jer der ikke kender mig: Jeg tror på, at der i livet er et flow, som vil os det bedste, og at menneskets opgave er at lade være med at stå i vejen, men derimod at overgive sig, og lade tingene ske, som de gør).

Se, det var godt, at jeg lige skrev den oversættelse – for det står nemlig meget klart for mig, at det jo er ret vigtigt at beslutte mig for hvilken flod, jeg vil træde ned i – med specielt fokus på ”at træde ned i”, og så lade mig flyde med den. Pointe: Jeg (altså dig, der læser dette) har sgu’ også noget at skulle have sagt.

Det kan illustreres på følgende måde: Jeg bestemmer, om det er påskeliljer, pæretræer, roser eller tulipaner, der skal plantes – og så sørger kraften (der i øvrigt også sørger for, at hårene på benene gror – så den virker jo) for resten. Og det, som er det nye for mig, er, at jeg jo har noget at skulle have sagt om det, som kraften skal virke på.

”Duuuh!!” Ja ja – jeg hører Jer – men som sagt er jeg langsom i optrækket, og det aspekt, altså at jeg har en indflydelse på, hvad der skal plantes, har jeg vel egentlig godt vidst – men det er det sorte kryds, som jeg fik i denne weekend, som gjorde mig opmærksom på, at jeg faktisk mangler tillid til mig selv. Der er nemlig en del af mig, som tvivler på, at jeg overhovedet er kompetent til at finde ud af, hvad der skal plantes – påskeliljer eller pæretræer?! Og mit mønster har indtil i går været, at jeg enten gik i seng i stedet for at vælge – og så kommer der selvfølgelig hverken påskeliljer, pærer eller noget som helst andet. Eller at jeg såede frøene i små urtepotter, satte dem i vindueskarmen med en intention om at plante dem i haven, når tiden var inde – men så glemte jeg at vande dem på grund af ren glemsomhed, uorganiserethed, så meget rod at jeg ikke kunne se dem og derfor glemte dem eller ren og skær opgivenhed fordi jeg ikke lige kunne se, hvordan de skulle plantes ud i haven. Uanset grunden var resultatet det samme: Ingen høst.

Og ved I hvad – jeg har også haft et andet mønster: Find mænd, der skal reddes! Se hans potentiale, og flyt himmel og hav, glem mig selv, så han kan udvikle sig til at blive den mand, han er inderst inde. Så kan jeg nemlig slippe for at koncentrere mig om at gøre det, der skal til, for at jeg spreder mine vinger og flyver. Se det er en klamamse i sig selv – og den (og mange andre indsigter får I i foredraget ”Konstruktiv Kærestesorg” (www.powerprinsesse.dk for datoer og foredragsindhold – og det handler ikke kun om kærestesorg).

Det er en proces – og nu er den i gang. I’ll keep u posted!

Nå, jeg blev dissekeret godt og grundigt i weekenden og nede under alt dette ligger: Lone – du mangler tillid til dig selv. Og der er visse punkter, hvor jeg har meget tillid – og det er jeg meget taknemmelig for. Dér, hvor jeg oplever den manglende tillid, er, hvor jeg skal beslutte mig for, hvilke løg der skal lægges i jorden. Eller rettere jeg skal beslutte mig for, hvilke løg jeg vil passe og pleje – og så i øvrigt have tillid til, at kraften, der sørger for, at hårene på benene vokser, at den også sørger for, at det, jeg lægger i jorden, vokser.

Og nu hvor jeg skriver dette, så kan jeg jo godt se, at jeg ikke ville tvinge pæretræer til at vokse et sted, hvor de ikke kan. Livet har nemlig lært mig forskellen på at yde indsats og på at blive ved med at knalde hovedet ind i en mur. Så jeg tror faktisk ikke, at jeg behøver at være så nervøs – for jeg kan faktisk komme i tanke om en del gange, hvor min mavefornemmelse har sagt ”nej”, ”hmmmm” eller ”vent lige lidt” – og hvor det har vist sig at være helt korrekt. Så jeg kan vel egentlig godt have tillid til mig selv og min evne til at mærke, skelne og vælge …

Dog – som det gik op for mig i weekenden – har jeg stadigvæk en del at lære på det område, så jeg går i gang i det små. Gutten, der afholder det famøse gør-det-mod-satte-af-hvad-du-plejer-på-de-områder-hvor-du-tåger-rundt-og-se-hvad-der-så-sker-kursus, er til handling, handling, handling. Han har absolut intet tilovers for intentioner, planer, ”jeg gør det i morgen” og dets lige – han er i den grad en handlingens mand – og det vil jeg tage til mig på følgende måde:

Jeg vil være bevidst om, at enhver handling jeg foretager – eller vælger ikke at foretage – skal være et udtryk for tillid til mig selv. Ordet ’tillid’ kunne nok erstattes med ’kærlighed’ – dog ligger der i ordet tillid (i lige netop denne sammenhæng) en styrke til at vælge: Pæretræer eller påskeliljer! Kærligheden til mig selv ligger nok i, at jeg elsker og værdsætter mig selv så højt, at jeg træffer nogle valg, sådan at jeg kan opleve endnu mere af livet og opleve endnu mere af det, jeg har i mig.

Det er jo sådan, at uanset hvor mange fisk, der er i vandet, så får man ingen, hvis man ikke putter en fiskesnøre i vandet! Det nytter ikke kun at købe fiskestangen – den skal B R U G E S.

Et kvarter gammelt eksempel er, at jeg puttede tomat og grøn peber i min pasta til aftensmad (normalt ville jeg bare have spist pasta med pesto), men jeg messede mit nye mantra: ”Lone, det vigtigste er tillid til dig” – og når jeg sørger for, at jeg får noget ordentlig mad indenbords – så er det et udtryk for tillid til mig selv (Jep, jeg er helt med på, at pasta med to tomater, en kvart peberfrugt og pesto ikke er ”ordentlig mad” – men for mig er det fremskridt).

Jeg håber, weekendens sætning kan inspirere nogen af Jer til at gøre et eller andet anderledes, hvor det er påkrævet. Det er som om, at livet får en anden kvalitet, når sætningen ”… er dette tillid til dig?” er en slags underlægningsmusik.

Ja, så i næste kvartal, som vi lige er trådt ind i, vil jeg øve mig i at bestemme, om jeg vil plante pærer eller påskeliljer og gøre det, der skal til, for at de får optimale vækstbetingelser, og selve væksten, altså det magiske i at noget vokser, det sørger kraften for.

Jeg skal holde Jer opdateret, og jeg vil meget, meget gerne høre fra de af Jer, som måtte ligge inde med erfaringer vedrørende tillid, små skridt til fuldførelse af projekter … og nemme aftensmadsretter til en, som spiser fisk – men ikke andet, der har haft en puls – modtages også gerne her i tillid-til-mig-selv-projektet. Jeg kan jo for pokker ikke have 200% tillid til mig selv, hvis jeg ikke engang prioriterer at finde ud af, hvordan jeg får noget næringsrigt at spise!

Tak for jeres tilstedeværelse, tak til Jer der skriver tilbage med egne refleksioner og erfaringer og tak fordi jeg føler, at jeg ikke er alene – men forbundet.

Kærlige tanker herfra

Maj 2008

Kære Anni.

Jeg håber, at disse linjer finder dig på en eller anden måde, og jeg håber helt inde fra mit hjerte, at du vil modtage hvert eneste ord i den ånd af kvinde-kærlighed, de er skrevet.

Du synes måske, det er store ord – det faktum at vi overhovedet ikke kender hinanden taget i betragtning – men sådan har jeg det altså med dig. Så jeg håber, at du vil modtage dette kærlige knus på papir/skærm, og at der er nogen hos dig, som giver dig nogle håndgribelige knus og den form for kærlighed og støtte, som du har brug for nu. Hvis du var hos mig, ville jeg lave en dejlig kop te ledsaget en flødebolle fra Magasin til dig; så ville jeg holde dig i hånden, så du kan mærke, at du ikke er alene, men at du er støttet, holdt af og favnet. Jeg ville stryge dig over håret, og så ville jeg sige til dig, som mine veninder (på hver deres måde) signalerer til mig, når jeg følelsesmæssigt er maraton-kick-bokse-agtig-ikke-sovet-i-tre-dage-flad-og-udkørt: ”Lone, jeg er din veninde, jeg elsker dig, som du er, og det hele løser sig på den bedste måde”.

Som en stor del af Danmarks befolkning har jeg fulgt begivenhederne i dit liv på tv-programmerne (som du nok er pissetræt af at forholde dig til, så det nævner jeg ikke mere), på nettet og på formiddags- og sladderbladenes forsider – velvidende at jeg kun får en brøkdel af historien. Men det har jo virket, fordi jeg er altså sprunget i fælden med begge ben … fordi min opmærksomhed jo er blevet vakt, som du nok har gættet.

Hele det presse-menageri, du har været involveret i, har sat en del tanker i gang i hovedet på mig; nogle tanker som jeg aldrig rigtig har tænkt igennem før – nogle tanker om fordømmelse, meninger, angsten for at begå fejl og om tilgivelse.

I løbet af det sidste halve år har jeg befundet mig i en … mindre optimal situation (længere historie der i stikordsform lyder: Mand og kvinde mødes, mand er i lortesituation. Løsning: Tid, tid … og mere tid. Jeg er fristet til at tro, Anni, at vi to har én ting til fælles: Vi stod sidst i køen, da der blev delt tålmodighed ud oppe hos Gud – men jeg skal love dig for, at jeg øver mig. Det var vistnok Buddha, der sagde noget om, at hvis mennesket kan faste og vente, så vil det blive oplyst. Anni, jeg tror ikke, jeg bliver en oplyst mester i dette liv med mindre tålmodighed en dag kommer i en form, som kan indopereres!)

Ja, det er altså en speget situation, jeg står i, og hvis jeg selv stod udenfor og betragtede situationen udefra, ville jeg have flere kilometer mening, fordømmelse og en del ”man burde”, ”man kan da ikke” og ”kan du ikke bare”. Og nu er powerprinsesse-princip nr. 1: ”Alt er støtte”, så jeg har virkelig måtte grave dybt i hjertet og bide i græsset for at finde støtten. Der er meget, jeg er kommet frem til, som jeg ikke vil kede dig med, men noget af det vigtigste er, at jeg i fremtiden vil bestræbe mig på aldrig at dømme noget menneske, nogen situation eller nogen omstændighed – for what the hell do I know? Jeg skammer mig over de gange, hvor jeg har forholdt mig til noget eller nogen og udtalt mig om, hvad der var rigtigt og forkert … og nu ser jeg, hvor lidt jeg egentlig har vidst … og hvor lidt jeg egentlig ved om nogen eller noget, når det kommer til stykket.

I Biblen står der ”Thou shall not judge” (eller noget i den retning) – og det har jeg virkelig taget til mig efter at have været gennem denne omgang. Jeg tænker, om du måske oplever noget af det samme? Jeg er sikker på, at du for eftertiden aldrig nogensinde gider spilde et sekund på sladderblade, aldrig tager stilling til nogen eller noget ud fra en eller anden forside eller et tv-program, hvor der klippes hver 30. sekund, så seerne ikke får ret mange sammenhængende sætninger.

Udover at være fortaler for PowerPrinsesse-bevægelsen (du aner nok ikke, hvad det går ud på, men i al korthed handler det om at leve med en spirituel bevidsthed – og vi er altså ikke ovre i noget med røgelse eller håndlæsning – men snarere noget med at leve med en bevidsthed om, at den kraft, som sørger for at træerne springer ud, også arbejder gennem mennesket, og på den basis leve et tillidsfuldt og udbytterigt liv til glæde for en selv og ens omgivelser) er jeg også hypnoterapeut, og roden til mange fobier og vanskeligheder hos mange klienter er angsten for at fejle.

Mennesker har som oftest ikke noget imod at fejle, hvis de er alene, men tanken om at lave en kikser foran andre får dem helt ned med nakken. Og det kan vel oversættes til noget i retning af: ”Hvis de andre ikke kan lide mig/synes jeg er et fjols/tomhjernet/idiot/”for meget”/”for lidt” … det vil jeg ikke risikere. Derfor holder-jeg-kæft/tager-Valium/går-i-ét-med-tapetet/undlader-at-træffe-valg/henleder-opmærksomheden-på-andre”.

Og det jeg gerne vil sige i den forbindelse er, at jeg vil skide på, hvad du har gjort eller ikke gjort, eller hvem der har sagt eller ikke sagt hvad, hvornår eller hvorfor – det, jeg er interesseret i og gerne vil rose dig for, er dit mod til at stå frem med det, du er, som du er. Du har fået nogle drøje hug, synes jeg, og det må være ekstremt belastende; derfor vil jeg gerne minde dig om, at du ikke har gjort noget som helst forkert. Jeg vil gerne minde dig om, at du har ret til at være, som du er, og skulle nogen føle sig stødt, så kan de jo passende starte med at feje for egen dør – hvilket i øvrigt er et ret godt princip, har jeg erfaret.

Jeg håber, at du giver dig selv lov til at lægge dette bag dig. Jeg håber, du høster de erfaringer, som skal høstes – og det tror jeg, at du gør, fordi jeg oplever dig som et meget kvikt – og kærligt – væsen. Jeg håber, at du husker din ret til at have gjort dig nogle erfaringer (det er jo bl.a. det, livet går ud på) og til at sige til folk: ”Tak for interessen, men det orker/gider/vil jeg ikke tale om. Til gengæld kan jeg fortælle, at jeg nu spiser hørfrøolie til morgenmad, har anlagt en køkkenhave og det er fantastisk!” … eller noget i den stil.

Anni – get your gun!! (J Den havde du garanteret aldrig hørt før)

Når alt dette halløj har lagt sig, og du har fået – måske et nyt, bedre og mere solidt – fodfæste, så er jeg ret sikker på, at du kan vende dette til noget positivt og skyde en ny fase af dit liv i gang.

Tænk, hvor mange mennesker, der ikke tør at stå frem, som de egentlig ønsker – hvor mange mennesker, der bekymrer sig ekstremt over, hvad andre folk tænker – hvor mange mennesker, som afholder sig fra at gøre ting, fordi de er bange for, at lave fejl, og derfor kun lever et begrænset liv. Ja, det kan have nogle konsekvenser – men ved du hvad, Anni; du udviser meget mere gå-på-mod end mange andre – og dét er beundringsværdigt. Du tager nogle chancer og træffer nogle valg, og det kan jeg altså godt lide.

Så sødeste Anni – get your gun og skyd en hvid pil efter det, som dybest set er ligegyldigt, og som bunder i uvidenhed, sensationslyst og mangel på evne til at se tingene fra flere sider.

Når du er klar til det, så get your gun og skyd den nye fase i gang. Herfra har du masser af støtte, og husk at din proces måske er del af en større plan; når du slapper af, giver slip og stoler på, at livet vil dig det bedste, så folder tingene sig ud til alles fordel.

Jeg sender dig et meget stort kærligt knus og alle de gode vibrationer, du har brug for.

De kærligste hilsner

Lone

P.S.: Jeg har lavet to hypnosecd’er, som jeg meget gerne vil give dig, så du kan få lidt ro i dit sind og i din krop. Hvis du vil have dem, kan du – eller en anden ringe til mig på               51 25 95 55        eller maile mig – så sender jeg dem gerne direkte til dig eller til en eller anden, som ser dig en af dagene.