Powerprinsesse

Kapitel 9 – Muskelmanden

Nedenstående er et uddrag af kapitlet ‘Muskelmanden’ – i bogen er der sket en trykfejl, så det hedder ‘Krudt i køleskabet’, det var egentlig også originaltitlen, men vi droppede det, fordi læserne måske ikke ville forstå referencen ‘krudt’. ‘Krudt’ er slang for steroider, og det giver mænd store muskler men erh … forringet blodforsyning – if you get the drift …
Vi springer ind lidt inde i kapitlet:

Kapitel 9: Muskelmanden

…

Nogle ting er så pinlige, at man bare ville ønske, at de ikke havde fundet sted. Og jeg skal ærligt indrømme, at det var lige før, at den her historie ikke kom med i bogen af den simple grund, at jeg simpelthen er totalt flov.

Flov over at synke så dybt.

Flov over at være så blind.

Flov over at have så lavt selvværd.

Der var engang, hvor jeg dunkede mig selv kraftigt i hovedet og skældte mig selv ud, når jeg var pinlig over eller irriteret på mig selv.
To ting har ændret sig på min rejse fra pæn pige til PowerPrinsesse:
For det første er jeg ikke mere bange for at være til grin eller bange for at gøre eller sige noget pinligt. Jeg vil ønske, at grunden var, at jeg endelig havde fundet den hellige indre ro eller fået en større livsindsigt. Sådan forholder det sig ikke. Jeg har simpelthen bare givet op og er holdt op med at spekulere over, hvordan andre nu synes, jeg gebærder mig. Det er ret let at give op, man skal sådan set bare gøre det. Du bliver meget mere fri, får det sjovere og interagerer meget nemmere med andre mennesker, når bevidstheden om de andres mening ikke konstant spøger i baghovedet.

For det andet er jeg holdt op med at skælde mig selv ud, når jeg kvajer mig. Det sker nemlig ret tit, og på et eller andet tidspunkt orkede jeg ganske enkelt ikke konstant at være uvenner med mig selv – det er ganske enkelt ikke er gavnligt for mit mentale og emotionelle indeklima.
Nogle mennesker er mere hardcore end jeg og fungerer bedst, når de spanker sig selv lidt. Jeg kan ikke lide smerte – hvis noget gør ondt, så går jeg i koma og bliver paralyseret. Smerte er ikke en drivkraft for mig, tværtimod. Jeg har fundet ud af, at når jeg har trådt i spinaten, så skal jeg pussenusse mig selv forstået på den måde, at jeg skal tale lidt til mig selv, som til et uartigt barn. ”Det, du gjorde, var ikke skide smart, men du er god nok, og nu sætter vi os ned og finder en løsning”.  Sagen er nemlig, at hvis jeg bliver uvenner med mig selv, så går jeg i sort og nægter at samarbejde med mig selv, og så bliver problemerne ikke løst. Med andre ord, må jeg behandle mig selv med en vis portion overbærenhed og ”cutte myself some slack”, så kan jeg bedre få talt mig selv til rette, det bliver rarere at være mig og jeg får mig selv op af det hul jeg er faldet i eller har gravet for mig selv.
I sig selv er det jo slemt nok at gennemgå et eller andet pinefuldt eller slet og ret åndssvagt, som måske oven i købet kunne være undgået. Så at straffe mig selv med selvhadske tanker, det er jeg simpelthen holdt op med, og det kan varmt anbefales.

***

”Gad vide, hvorfor han ser så utilnærmelig ud?”

Jeg tørrede sveden af panden og kantede mig forbi ham, da jeg skulle ud for at trække noget luft.

Den kolde aftenluft kølede min varme krop ned med det samme, sveden blev kold, og jeg gik ind igen.

”Altså kan du bestemme dig?”, han så på mig, der var intet glimt i hans øjne, de var blå og kolde, eller måske var de bare tomme.

”Jamen jeg bliver jo varm af det her – og hvis jeg ikke bliver kølet ned, så eksploderer jeg af varme. Og det ville jo give et frygteligt rod med alle mine indvolde klasket op ad væggene, ik?”, svarede jeg kækt i min endorfinrus.

’Hmprh”, mumlede han, ”ind med dig”.

Der var et eller andet ved ham, der virkede temmelig tiltrækkende, uden jeg kunne sætte fingeren på, hvad det var. Imødekommende var han jo i hvert fald ikke. Måske var det den store klippefaste krop, han lignede en, der så let som ingenting ville kunne løfte mig op fra jorden.
Men det blev en fantastisk danseaften, og jeg måtte flere gange gå ud og trække luft og køle af. Ude på fortovet fik jeg lejlighed til at betragte den utilnærmelige. Han talte kun med sin makker, der mødte ind omkring midnat, men slet ikke med nogen af gæsterne i køen.

Når jeg på vej ud eller ind og kantede mig forbi ham, sagde han ikke et ord.
Topprofessionel eller utilnærmelig og lukket – hvilken af dem, det var, var ikke umiddelbart til at sige, men det virkede overmådelig tiltrækkende.

Da klokken nærmede sig 3, var det lukketid; jeg havde helt fred i hovedet og mærkede den vidunderlige fornemmelse af endorfiner i kroppen. Sikke en skøn aften!

Jeg fik min frakke i garderoben og gik ned ad trapperne. Den utilnærmelige stod på fortovet, jeg vinkede til ham, han nikkede med hovedet. Jeg har absolut intet talent for at spille kostbar, mystisk eller uopnåelig, så jeg gik hen til ham, ”det må være dejligt at stå en hel aften og se så mange glade mennesker”, sagde jeg.

”Næ”, sagde han, ”de fleste er fulde og står bare og lukker lort ud. Det er totalt belastende.”
”Øhh, nå, men øhh”, jeg evnede ikke lige at føre den samtale videre, så jeg smilede bare og sagde ”hej hej, vi ses i næste uge, hvis du er på arbejde der”.

Nogle dage senere skete der noget overmådelig interessant. En eftermiddag sad jeg med næsen i medicinbøgerne og var desperat efter at finde på en overspringshandling; og hvad er mere nærliggende end en lille surfetur på nettet. Den eftermiddag bragte internetstrømmen mig hen på Dating.dk. Jeg havde en profil, som dog aldrig havde bragt mig det store held. Jeg lavede en søgning på kriterierne: Mand, København 28-38, 180 cm, atletisk, ikke-ryger, kun profiler med billede. Der dukkede en lang liste op, og jeg fordrev tiden, som burde være brugt på at læse om kulhydratstofskiftet, på at klikke mig igennem profilerne.

Pludselig dukkede der et billede op af en skaldet fyr med bløde øjne, som smilede lidt genert. Det var den utilnærmelige! Jeg klikkede i hans fotoalbum, den var god nok. Han profiltekst var ret kort, og jeg husker den ikke så godt, udover at han brugte udtrykket ”at have en kæreste at varme sig hos”.
Jeg skrev et brev til ham: ”Hej, du ser sørme sød ud. Synes du ikke, at det – udover at få en kæreste – ville være dejligt med et hjemmestrikket tørklæde i dette kolde vejr. Det giver jo også varme …”

Min profil havde ikke billede på, så måske gad han slet ikke svare.

Men næste dag var der til min store overraskelse svar: ”Jo, det ville være dejligt, men det ene udelukker jo ikke det andet, vel? Tror i øvrigt ikke, at der er nogen, som strikker mere, men det er ellers en hyggelig og lidt nostalgisk tanke.”

I løbet af de næste dage korresponderede vi lidt frem og tilbage, og jeg fik lidt mere at vide om ham, han hed Markus, læste til ingeniør, havde en datter på 6 år, spiste sundt, elskede science fiction-romaner, at han var til kamillethe, men ikke til kaffe og trænede vægte, men det fremgik jo af billedet – og det havde jeg jo observeret i virkeligheden, men det kunne jeg jo ikke sige. I øvrigt snoede jeg mig udenom hans forespørgsler på billede ved at lege it-udfordret og hævdede, at jeg ikke kunne finde ud af at uploade et billede. Jeg havde givet ham mit navn ’Lone’, men havde passet på ikke at nævne et ord om salsa.
Tænk, den utilnærmelige, der på den ene side var, ja helt utilnærmelig, men altså samtidig ønskede en kvinde at putte sig med og ovenikøbet gjorde sig som netdater.
Sikke en blanding af tilsyneladende selvmodsigelser. Projektet havde antaget helt nye dimensioner, som gjorde det ekstra interessant.
Endelig blev det torsdag, det var koldt, og jeg havde hue, halstørklæde og vanter på. Jeg kørte forbi 7-Eleven på vejen og fik pludselig en lys idé, jeg hoppede af cyklen og købte et æble og to bananer. Da jeg parkerede cyklen stod den utilnærmelige aka Markus i døren på sædvanlig vis med krydsede arme og stirrede ned i fortovet frem for sig.
Jeg gik hen til ham og rakte ham et æble og en banan. ”Frisk frugt til døren – det er ikke økologisk, men det er fuldt af gode tanker”, sagde jeg.

”Hold kæft mand, du er sgu’ da ikke helt normal”, han smilede skævt til mig og flyttede sig, så jeg kunne komme ind.

”He he, sejr!”, tænkte jeg, ”et smil!”

”Næ, det kan måske godt være”, sagde jeg grinene og stoppede foran ham, ”og hvis du er heldig, så medbringer jeg næste gang et tørklæde. Et hjemmestrikket tørklæde”. Jeg holdt en lille kunstpause og løftede øjenbrynene, ”nogle gange så savner man bare noget varmt i sit liv, synes du ikke? Og et hjemmestrikket tørklæde er jo et godt sted at starte.” Uden at vente på svar gik jeg forbi ham og ind i garderoben.
”Godt gået, Lone”, tænkte jeg ved mig selv.

Den aften skulle jeg tidligere hjem, og da jeg gik ud af døren, stod den utilnærmelige aka Markus lidt væk fra døren og kiggede på Rådhusuret. ”Farvel, kom godt hjem”, råbte jeg.

”Hey, stop”, råbte han, ”hvad mente du med alt det der tørklædestrikkesnak?”
Jeg spilede øjnene op og lagde ansigtet i helt overdrevne jeg-er-da-helt-uskyldig-agtige folder. ”Jeg mente bare, at det er dejligt at blive varmet, og det kan man jo blive af mange ting – blandt andet tørklæder”.
”Hold kæft, hvor du ævler”, sagde han og smilede igen skævt.

He he, smil nummer to var i hus, det tegnede godt!
”Hold nu op, Markus. Du ved jo, at jeg har ret, ik?”, sagde jeg og vendte mig om, så jeg kunne smile veltilfreds af mig selv, uden at han så det.

Langsomt begyndte jeg at gå mod min cykel.

”Hey, hvordan ved du, hvad jeg hedder?”, råbte han til min ryg, ”det har jeg sgu da ikke fortalt dig”.

Jeg vendte mig om og gik baglæns mod min cykel, og med det allermest underfundige smil, jeg kunne grave frem, sagde jeg: ”Joh, det har du faktisk.”

Jeg nåede hen til min cykel og vinkede til ham, han stod stadigvæk med armene over kors og huen trukket ned i panden. Et hjemmestrikket grønt halstørklæde med frynser ville se sjovt ud på ham.

Dagen efter var der et brev i indbakken på min datingprofil. Der stod kort og godt: ”Er du hende den skøre dansepige med frugten?”

”Ja, det er mig, men jeg er meget andet end det. Du er jo også meget andet end den utilnærmelige, skaldede dørmand.”
Han svarede ikke tilbage.
Heller ikke dagen efter, eller to dage efter. Og nej, hans net var ikke gået ned, han havde heller ikke tabt computeren på gulvet, han havde heller ikke tabt sine fingre på gulvet, og han var ikke død. Jeg kunne jo se på hans profilforside, hvornår han sidst havde været inde, og han var inde masser af gange, men det var åbenbart ikke for at svare mig.

Projektet var gået på grund et ikke særlig fedt sted. Og jeg nægtede at skrive til ham – lidt værdighed havde jeg dog … men det varede ikke så længe.

Det blev torsdag, og jeg gjorde endnu et frugtindkøb i 7-Eleven, jeg parkerede cyklen og kiggede hen på døren, der stod en skikkelse – men den lignede ikke en klippe med en bold på toppen. Jeg gik hen til døren, dørmanden smilede venligt og åbnede døren for mig, ”velkommen til, hav en rigtig god aften”. Jeg var helt paf, havde mit lille inkognitostunt drevet den utilnærmelige aka Markus til at sige op??
Jeg var både lidt nedtrykt og lidt overrasket, da jeg gik ind i salsateket, men musikkens rytmer og den varme, imødekommende atmosfære fik overtaget min krop og mit sind, og nedtryktheden opløstes.

At danse salsa er for mig som at træde ind i, hvad der bedst kan beskrives som en tranceagtig bevidsthedstilstand. Jeg har flere gange præsteret at danse lige ved siden af nogen, jeg kender, men uden at registrere dem, så opslugt er jeg. Denne aften var ingen undtagelse, jeg var på dansegulvet hele tiden, undtagen når jeg gik på toilettet for at tørre sveden af panden og tage en slurk vand. At drikke for meget er en dårlig idé, for så rumsterer vandet rundt i maven, og det er ingen fornøjelse.

På vej til toilettet så jeg pludselig den utilnærmelige aka Markuss ansigt. Det tog mig et øjeblik at genkende ham, for han så noget anderledes ud i hvid t-shirt og jeans end i sort dørmandsuniform og hue. Heldigvis stod han sammen med en kammerat ved et bord, som var på vej hen til toilettet, så det var uundgåeligt at gå forbi deres bord.

”Hej med dig”, sagde jeg ”skal jeg lære dig at danse salsa?”

”Nix, det får du mig aldrig til”, sagde han, ”men du ser ud til at nyde det”.
”Oh yes”, grinede jeg og rakte hånden frem mod hans kammerat.

”Nårh ja, I kender jo ikke hinanden”, sagde den nu lidt mindre utilnærmelige aka Markus, ”Christian, det er Lone, Lone, det er Christian. Christian læser jeg med, og Lone kommer her ret meget – og så er hun min frugtdame”. Christian løftede øjenbrynene og kunne forståeligt nok ikke helt se, hvordan en svedende salsakvinde også kunne agere frugtdame. Jeg mærkede dansegulvet trække i mig, og henvendt til Markus sagde jeg ”nu kan du jo selv fortælle Christian, hvor heldig du er”, og så forlod jeg de to herrer og gik på toilettet.

”Han ser mere afslappet ud, når han er i civil”, tænkte jeg, ”så ligner han ham fra Dating.dk, som i grunden bare gerne vil have en kæreste”.
Og nu var han her som sig selv.

”Hurra, projektet fået vind i sejlene”, tænkte jeg videre.

En halv times tid senere var det tid tisse- og vandpause, og jeg spankulerede forbi dem igen og smilede så underspillet, frækt, forførende og kom-og-spis-mig-agtigt, jeg overhovedet kunne, inden jeg lod mig hvirvle ud på dansegulvet.

Det var ikke en generende eller distraherende faktor at vide, at den mindre utilnærmelige aka Markus var i rummet og måske indimellem kiggede på mig.
Jeg dansede løs, men registrerede dog alligevel på et tidspunkt, at de to venner ikke var, hvor de havde befundet sig hele tiden. Jeg kiggede over mod døren og så bagsiden af Markuss hoved forsvinde. ”Fuck, han var gået!”. Hjertet sank i livet på mig. ”What to do next?”
Jeg gik hen mod udgangen og gik ud på fortovet, jeg kunne se to silhuetter, den velkendte og Christians, gå op imod Rådhuspladsen.

Jeg følte mig en lille smule desperat og havde lyst til at råbe: ”Stop, jeg vil med.” Men jeg gjorde det ikke.
”Hvor går sådan to fyre hen?” spurgte jeg og kiggede op på Rådhusuret. Der var intet svar.
Jeg frøs og gik ind på dansegulvet igen, og pludselig slog det mig:

”Absalon – sådan nogle typer går på Absalon”.
Jeg løb ud i garderoben, fik min frakke og sprang op på cyklen.

Få minutter senere stod jeg foran det daværende Absalon eller ”den jyske ambassade”. Jeg gik ind og kiggede mig omkring, stemningen var helt anderledes end på et salsasted. Folk sad i baren, og snakken gik lystigt omkring de små borde, og en gut med en guitar spillede coverversioner af Bruce Springsteen. Jeg prøvede at se ud, som om jeg ledte efter nogen, hvilket jo sådan set var sandt nok, vedkommende vidste det bare ikke.
Da jeg gik længere ind i rummet, kunne jeg fornemme en bas dunke, og bag en glasdør så jeg et kæmpe lokale, som husede et diskotek.
”Nå, det var bedre”, tænkte jeg, barer har altså aldrig været mit rette element, jeg foretrækker til enhver tid et dansegulv. For at få adgang til diskoteket skulle tøjet lægges i garderoben, så det gjorde jeg. Det var interessant at betragte gæsterne. Fyrene så meget ens ud, og der var ingen tvivl om, at den utilnærmelige aka Markus med sit skaldede hoved og sine muskuløse tatoverede underarme ikke skilte sig synderligt meget ud.

Derimod passede jeg ret dårligt ind i den typiske kvindelige gæst, som var iklædt en del smykker, farvestrålende kort kjole og indbydende kavalergang. Jeg var iklædt mit sædvanlige danseoutfit, som bestod af t-shirt og jeans.

Jeg trådte ind i rummet, og min glæde var stor, da min indskydelse blev bekræftet: Oppe i baren stod den utilnærmelige aka Markus med kammerat Christian med hver deres fadøl i hånden og skuede ud over dansegulvet. Ind i mellem vekslede de nogle bemærkninger, som kunne tænkes at handle om de indbydende kavalergange og de korte, farvestrålende kjoler.

Pludselig blev jeg kold i maven. ”Det her er jo totalt stalker-agtigt”, tænkte jeg, ”jeg er simpelthen gået fra salsa for at begive mig ind på dette sted for at finde ham”. Jeg kunne mærke, at kulden i maven begyndte at bevæge sig ned mod mine fødder, og at de så småt skulle til at bevæge sig mod udgangen. Jeg kiggede på ham, som han stod der, og i mellemtiden flashede alle indtrykkene af ham igennem mit hoved. De krydsede arme og tavsheden, det skæve smil, som jeg havde set to gange, billedet på hans datingprofil og det mere blide indtryk, som jeg havde fået af ham gennem vores korrespondance – før han vidste, at hende, han skrev med, var mig.
”Normalt er det jo manden, der skal jagte kvinden”, tænkte jeg. Der foregik en afstemning inden i mig – gå hen til ham eller gå.

Jeg nåede ikke at få resultatet af afstemningen, for pludselig blev jeg overmandet af en form for beslutsomhed.
”Hvo’ intet vover, intet vinder!” Jeg hankede op i mig selv og gik over til makkerparret i baren.

Jeg stillede mig ved siden af ham. ”Nogen go’e damer?”, spurgte jeg ud i luften. Han vendte hovedet. ”Hey, hva’ fanden, hvad laver du her?”, udbrød han.
”Jamen jeg syntes ikke lige, at jeg havde set nok til dig”, ordene hang i luften, det lød fandme ikke særlig tjekket. Jeg blev kold i maven.

Han kiggede på mig: ”Jeg troede ikke, at du gad at gå i byen sådan nogle steder her.”

”Det gør jeg egentlig heller ikke, men for det første er det vel meget sundt at se noget andet indimellem, og for det andet så vil jeg godt vide, hvem du er, når du ikke har dørmandsuniform på og er sur og utilnærmelig.”

Han rynkede brynene. ”Synes du, at jeg er sur og utilnærmelig?”
”Nej”, skyndte jeg mig at svare, ”altså jeg tror, at en del af dig er det, men jeg har jo også set en anden side af dig, og den kan jeg rigtig godt lide”.
”Jamen du kender mig jo ikke”, sagde han og kiggede ned i sin øl.

”Lidt”, svarede jeg, ”og jeg har en klar forestilling om, hvilken dejlig mand du er, når du altså lige smelter lidt og dropper den lidt mere kølige og afvisende facon. Men det er måske nærmest nødvendigt for at danne en slags professionelt skjold over for alle de stive menneskers ævl.”

Han sagde intet, men kiggede på mig, Christian havde vist fulgt med i samtalen med en halvt øre, men havde droppet det og var opslugt af at drikke shots med en lyshåret kvinde med ekstra indbydende kavalergang og langt, krøllet hår.
”Alle mennesker har skjold”, sagde han, ”også dig. Måske prøver du at virke som om, at du ikke har, men selvfølgelig har du det.”

Mit hjerte slog et ekstra slag – eller måske stod det stille.
”Det er jo det, man skal bruge kærester til. De skal smelte ens skjold med deres kærlighed”, sagde jeg.
Den utilnærmelige aka Markus kiggede på mig.
Og kiggede noget mere.
Arh, var jeg blevet for sentimental? Jeg havde jo ikke tænkt over, hvad jeg havde sagt, ordene var bare fløjet ud.
Han satte sin øl på bardisken, vendte sig om mod mig, lagde sine hænder på mine hofter og trak mig tættere hen til sig. I dette øjeblik er jeg ret sikker på, at mit hjerte stod stille i flere sekunder, og det sammenlagt med fornemmelsen af hans store hænder på mine hofter gjorde, at jeg var en tiendedel af en millimeter fra at besvime.
”Jeg har virkelig lyst til at kysse dig nu”, sagde han, og kombinationen af intensiteten i hans øjne og hans faste greb om mine hofter gjorde, at det eneste, jeg kunne sige, var, ”det var da en god idé”.

Og så kyssede han mig rigtig længe, og jeg smeltede. ”Jeg vidste, at han ikke var en hård banan”, tænkte jeg.

Første fase af projektet var lykkedes, utilnærmeligheden var smeltet væk.

Da vi havde kysset færdigt, og jeg åbnede øjnene, fangede jeg Christians blik. Han så helt uforstående ud, jeg ved af gode grunde ikke, hvad han tænkte, men mon ikke det var noget i retning af: ”Hun er sgu da lige kommet, og nu kysser de – hvad sker der?!”

Efter en halv times kysseri og kiggen hinanden ind i øjnene var jeg klar til at tage hjem. Måske blev jeg indhentet af overvældelse over, at første del af projektet var fuldført. Og da jeg proklamerede, at nu ville jeg tage hjem, så mente Markus, at det da ikke skulle være uden ham.

”Vi behøver ikke lave noget. Vi kan bare putte”, lokkede han på vej ud til garderoben.

Heldigvis var mit hjerte begyndt at slå igen, hvilket betød, at der også kom ilt til hjernen. Så jeg fik snoet mig udenom med et ”det var da et fantastisk tilbud, og det vil jeg rigtig gerne benytte mig af en anden gang i nær fremtid”.

Han lavede hundeøjne, ”arh, det kunne være så hyggeligt”.
Jeg havde et øjebliks indre uenighed, men kun for en kort stund, for situationen var faktisk så overvældende for mig, at det gjorde det nemt at stå fast.

I garderoben lå en blok med en kuglepen på disken, gad vide om de lå der til formålet.
”Men nu får du mit nummer”, sagde jeg, ”så kan du jo ringe og invitere mig på kamillethe”.

På vejen hjem tikkede en sms ind: ”Er du sikker på, at jeg ikke skal komme og putte dig ”
Jeg smilede for mig selv, nøden var delvist knækket.

”En anden gang. Jeg er frisk på kamillethe eller lignende.” Jeg var helt vild for at tale med ham, grave ned i ham og finde ud af, hvad den blanding af netdatende kamillethedrikkende bodybuilder ellers indeholdt.

I løbet af fredag eftermiddag tikkede en sms ind på min telefon
”Skal du i byen i aften?”
”Nix, tager aften på sofaen med bog og the.”
”Ok, hyg dig– jeg skal på arbejde i nat.”

Jeg gik i seng og faldt omgående i søvn, men blev vækket af den karakteristiske dut dut duttelut.
”Hvem sms’er på dette tidspunkt?”, tænkte jeg.

Det måtte være tidligt – eller sent – for det var stadigvæk sort udenfor.
Søvndrukkent rakte jeg ud efter min telefon ”Det har været en kold nat – jeg fryser. Kan du varme mig?” Jeg kunne mærke længslen efter at mærke varmen fra en anden krop. ”Selvfølgelig”, og så sendte jeg ham min adresse og faldt næsten i søvn igen.
Men kun næsten for da min højre fodsål rørte mit venstre underben, blev jeg pludselig lysvågen og sprang op af sengen – jeg havde en urskov … alle vegne! Lysvågen sprang jeg op og ud i bad – jeg nåede det lige, inden det ringede på døren.
Jeg åbnede, og der stod Markus, han så træt ud på en meget kær måde. Jeg stillede mig op på tæer og omfavnede ham, han holdt mig tæt ind til sig og lagde sit store skaldede hoved på min skulder. I det øjeblik brusede noget igennem mig, som bedst kan beskrives som en strøm af kærlighed – men det var ikke en romantisk kærlighed, det var snarere en kæmpe omsorg og den føltes … nærmest moderlig.

Da jeg viste ham ind i min lejlighed, føltes det på ingen måde fremmed eller førstegangsagtigt. Han gik ud på badeværelset og rumsterede lidt rundt, jeg gik i seng og vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Hvad skulle jeg forvente?, hvad ville der ske?
Markus kom ind i soveværelset iført boxershorts og t-shirt, han lagde sig ned i sengen ved siden af mig, trak mig ind til sig, kyssede mig på panden og sagde ”godnat, prinsesse”.
Jeg lå et øjeblik og lyttede til hans vejrtrækning, som blev dybere og dybere, musklerne i hans ansigt slappede af, og han lignede mest af alt et forvokset barn.

”Hvad er det lige, der foregår?” tænkte jeg. ”Det var ikke lige sådan her, jeg havde regnet med, at vi skulle tilbringe vores første nat sammen.”

Det gav et spjæt i ham, og han mumlede et eller andet, men faldt så til ro igen. Jeg strøg ham over den glatte isse, puttede mig ind til ham og faldt selv i søvn.

Om morgenen vågnede jeg ved, at han rejste sig fra sengen, stillede sig ud på gulvet, strakte sig og gabte højlydt. Han vendte sig om og kiggede på mig, ”godmorgen, prinsesse”.

Igen var der total mangel på akavethed, og det virkede som om, at han de sidste 10 år havde sagt og gjort det samme. Jeg kiggede på hans krop, den var omfangsrig og muskuløs på den specielle måde som hos mennesker, der har brugt andet end kosttilskud for at bygge musklerne op.
Han tog sit tøj på og bøjede sig ned over mig i sengen og kyssede mig på panden.

”Vi ses snart igen, prinsesse.” Og så gik han.

Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet, jeg følte mig godt og grundigt desorienteret. Jeg havde jo regnet med, at han på lidenskabelig vis ville have brugt alle sine muskler til at kaste mig rundt i lysekronerne. Og nu lå jeg her, og vi havde absolut puttet, og det var absolut dejligt. Men jeg var altså stadigvæk særdeles forundret over den udeblevne flå-tøjet-i-stykker-lidenskab. Så jeg følte mig både tilfreds og snydt på samme tid. Meget ambivalent. Meget sært!”

Her slutter uddraget – og åh, fortsættelsen, som du kan læse i bogen, er så pinlig, at jeg selv krummer tæer ved at læse det. Jeg var faktisk lige ved at udelade dette kapitel, fordi det fremgår, hvor utrolig tungnem jeg kan være – men hey, nu er det i hvertfald ingen hemmelighed, at jeg indimellem liiiiiige tager turen to gange rundt i den følelsesmæssige rundkørsel. Om ikke andet så giver det nogle historier, som er sjove at læse.

OnlineKursus – for dig der vil gå dybere …

Da bogen udkom, blev jeg ganske overvældet af de mange og lange mails, som jeg modtog fra læserne. Deres spørgsmål til mig om, hvordan powerprinsesseriet skal implementeres i hverdagen, inspirerede mig til at lave et onlinekursus, så alle uanset geografiske placering kan få det maksimale ud af bogen.

Køb bogen nu

Det er nemt og bekvemt at købe bogen – posten klarer sagen (hvis du ikke gider at gå ned i boghandleren), så har du bogen i postkassen om nogle dage.