Kapitel 1: Mor, jeg får aldrig nogen veninder

Dette kapitel indleder bogen, du får noget af min baggrundshistorie og lærer mine veninder at kende. Jeg elsker veninder – så kort kan det siges. Hver eneste repræsenterer en side i mig, og de har det til fælles, at de elsker mig – selvom jeg indimellem er umulig, går i hi eller har så mange projekter kørende, så de ikke hører fra mig i flere uger.
Først da jeg var i 20′erne fik jeg veninder – og det er måske derfor, at jeg sætter ekstra pris på dem – for jeg havde nemlig altid ønsket mig at få veninder.

Inden du læser første kapitel, så kan du lige hilse på min skønne veninde Chenette – hun optræder mange gange i bogen, fordi hun har en utrolig evne til at lytte og bringe mig selv tilbage til mig, når jeg er skøjtet ud af en tangent.
Begrebet ‘Chenettes sætning’ bruges ofte i bogens kapitler, fordi Chenette besidder en unik evne til at formulere visdom i meget korte sætninger – og jeg elsker kort og kontant kommunikation!
Og jeg elsker Chenette.

Uddrag af kapitel 1 – “Mor, jeg får aldrig nogen veninder!”

Der var en kvidren og en summen rundt om bordet, nye veninder, gamle veninder – nogen kendte hinanden, andre havde hørt om hinanden og mødtes endelig. Jeg kendte dem så godt, at jeg kunne se på deres mimik, hvad de talte om: Kristine og Ranka snakkede om sex, Chenette og Heidi snakkede om mødre, Mette og Vibeke snakkede om job, Kirsten, Sofie og Christina snakkede om børn, Henriette og Gitte snakkede om bøger, Anne-Marie snakkede med Mullepigen (min lillesøster), og jeg sad midt i det hele og var helt tom indeni.

Selv om jeg egentlig ikke skulle tisse, gik jeg ud på toilettet for at få et øjebliks ro. Jeg satte mig ned med albuerne på knæene og ansigtet i hænderne og tænkte tilbage på dengang, hvor jeg 15 år tidligere som 15-årig havde siddet i præcis samme stilling på min lyserøde sovesofa.

***

Jeg var kommet hjem fra gymnasiet en af de første dage i 1.g, jeg havde været så ulykkelig, havde følt mig akavet, udenfor og frem for alt ensom.

Min mor kom ind på værelset, satte sig ved siden af mig og spurgte, “Jamen lille skat, hvad er der dog i vejen?” Jeg drejede hovedet og kiggede på hende med en blanding af vrede og håbløshed: “Mor, jeg får aldrig nogen veninder!”

“Joh, du gør da, lille skat, du skal nok finde nogen at snakke med.”

“Nej, jeg gør ej”, svarede jeg vredt, “der er ikke nogen, som vil være sammen med mig.”

“Åh, lille skat, din tid skal nok komme”, trøstede hun.

“Jamen HVORNÅR?”, nærmest råbte jeg desperat.

“Det ved jeg ikke, men snart”, prøvede hun og aede mig på ryggen. Jeg rettede mig op med et sæt. “Ud! Gå ud af mit værelse!”, råbte jeg. Min hårdtprøvede mor gik modstræbende ud af værelset, og hun har siden fortalt mig, at den største sorg, når man er mor, er, når man ikke kan hjælpe sit barn. Hun var villig til at gøre alt og ofre alt for at beskytte mig, men hun kunne ikke beskytte mig fra mine egne tanker.

Hvordan skulle jeg nogensinde få et godt liv? Hvorfor fanden kunne jeg ikke være født som en anden pige? En som havde selvtillid, en som havde venner, en som kunne noget, en som var noget? En som vidste, hvad hun skulle sige i stedet for enten at sige noget dumt eller slet ikke sige noget. Bare jeg var blevet født som en, som andre så op til, i stedet for at det altid var mig, som beundrede alle mulige andre, og jeg ville aldrig have en chance for at blive som dem.

Jeg lagde mig ned i fosterstilling og rakte ud efter den lille, blå bog. ”Vejen til kraft – fastfood for sjælen” hed den. Den var skrevet af en kvinde ved navn Barbara Berger. For nylig havde jeg fået den af en klassekammerats far, dog havde jeg kun læst ganske lidt i den. Normalt slugte jeg omgående alle skønlitterære bøger, som kom min vej, men denne bog var en bog af en anden genre, nemlig om hvordan man ved at ændre sine tanker kunne ændre sit liv. Min klassekammerats far havde læst den som led i at forberede sig selv til en operation og var blevet så begejstret for den, og at han havde opfordret sin datter til at bortgive nogle eksemplarer.

Jeg slog op på en tilfældig side, og mit blik landede på nedenstående:

”… når først du begynder på den, vil du opdage at din taknemmelighedsliste bare bliver ved med at vokse. Bare det at se på denne liste, er en sikker måde til at få dig selv til at føle dig bedre tilpas og gladere, endnu var før du startede og det at påskønne og føle dyb taknemmelighed har den magiske evne til at åbne dit hjerte og tiltrække mere Gode ind i dit liv.”

Jeg rejste mig, gik hen til skoletasken og fiskede penalhus og notatblok frem.

”Taknemmelighedsliste” skrev jeg som overskrift.

Jeg satte to streger under overskriften.

“Jeg er taknemmelig for”, sagde jeg højt til mig selv, som for at prøve at hjælpe mig selv lidt på vej.

”Mullepigen”, skrev jeg på første linje.

Jeg satte kuglepennen ned på anden linje, men den skrev ingenting.

”Jeg er taknemmelig for”, gentog jeg for mig selv.

Det virkede, ”min cykel” skrev jeg på næste linje.

Tårerne sprang op i øjnene igen. ”Hvordan kan man lave en taknemmelighedsliste, når der ikke er noget som helst at være taknemmelig for?” Raseri, tristhed, skuffelse og frustration kørte rundt i min krop.

”Jeg er tyk. Der er ikke nogen, som gider være veninde med mig. Jeg ser altid kikset ud i tøjet, når jeg kommer i skole, selvom jeg selv syntes, at jeg var smart, da jeg gik hjemmefra. Jeg bliver ikke inviteret til festerne. Der er ingen drenge, som er interesserede i mig. Der er ingenting, jeg er rigtig god til. Mine forældre er tit sure, de har ingen venner, jeg tror ikke, de elsker hinanden”.

Mit hoved føltes helt tomt, men samtidig overfyldt. ”Jeg kan ikke engang finde noget ordentligt at være taknemmelig for”. Min lillesøster var (og er) mit livs største gave, men tænk af at have sin cykel på andenpladsen.

Taknemmelighedslisten var ikke nogen succes – tværtimod, jeg fik dårlig samvittighed over at være utaknemmelig; jeg havde jo så meget, og så føltes det alligevel som ingenting, også selvom jeg prøvede at sætte det hele i perspektiv ved at tænke på de små børn i Afrika.

”Måske skal jeg læse bogen fra begyndelsen”, tænkte jeg.

Jeg lagde notatblokken og kuglepennen fra mig, slog op på første side og lod blikket glide ned over teksten.

”Vi kan ændre vores liv ved at ændre vores tanker”.

Jeg læste sætningen nogle gange. “Hvordan kan man ændre sine tanker?,” tænkte jeg, “de er der jo bare, man kan da ikke lave dem om, for hvis man skulle kunne det, ville det jo kræve, at man kunne pille tankerne ud af hovedet for så at lave dem om.”

Jeg sukkede og lukkede bogen. “Hvis dette er livet, så ved jeg faktisk ikke rigtig, om jeg i det hele taget gider”, tænkte jeg. Heldigvis havde det store følelsesudbrud gjort mig udmattet, at jeg faldt i søvn og aldrig videre med den tanke.

***

Her mange år efter tænker jeg på den pige, som lå sammenkrøllet på sengen. Jeg ville ønske, at jeg kunne hoppe ind i en tidsmaskine og rejse tilbage til hende, lægge mig helt tæt ind til hende, holde om hende og hviske ind i hendes øre: ”Nu skal du bare tænke på dit liv som en af de film, der handler om, hvordan en pige, som føler sig superkikset og akavet, gennemgår en masse prøvelser, som udvikler hende. Når filmen slutter, så er hun glad, fri og i fuld gang med at leve livet for fuldt drøn. Hovedpersonen er dig, og de ting og sager, du kommer igennem i de næste år og gennem resten af dit liv, vil hjælpe dig til at blive mere dig selv.”

Det bankede blidt på døren, og med ét sluttede mit lille trip down memory lane; jeg trak nylonstrømperne op, kjolen ned, vaskede hænder og åbnede. Udenfor stod Chenette og spurgte med lidt bekymret mine: “Er du okay, Lone – du virker lidt stille her i aften?”

Jeg kiggede på hende, og sagde: “Ja, Chenette – jeg er helt okay.”

Hun omfavnede mig, og som jeg stod der med hendes arme omkring mig, kinden mod hendes kind og mærkede hendes rolige vejrtrækning, tænkte jeg: “Ja, min tid kom alligevel.”

Jeg ved ikke, om man bliver ekstra taknemlig, når man får ting i sit liv, som man på et tidligere tidspunkt troede, at man aldrig ville komme i nærheden af.

Den aften, da vi fejrede min 30-års fødselsdag, blev det i hvert fald soleklart for mig, at en af de ting, som jeg havde ønsket brændende gennem hele min opvækst og teenageår, rent faktisk var sket for mig: Jeg havde fået veninder.

Rigtige veninder, som elsker mig – uanset om jeg begiver mig på eventyr i swingerklub eller slukker telefonen og går under jorden på ubestemt tid på grund af kærestesorger.

Pludselig ringede det på døren. Jeg gik ud og åbnede, og udenfor stod Barbara, hun havde ellers meldt afbud på grund af influenza, så overraskelsen – og glæden – var stor.

Barbara er min ældste veninde – altså rent aldersmæssigt – hun er ung og elastisk af sind og et levende bevis på sætningen ”age ain’t nothing but a number”. Og ja, det er den selv samme Barbara, der skrev bogen ”Vejen til kraft”, der så mange år tidligere, havde åbnet mine øjne for, at der faktisk fandtes flere forskellige måder at anskue livet på.

***

Mens hun fik overtøjet hængt op og gik rundt og hilste på alle mine andre gæster, tænkte jeg i et kort øjeblik tilbage på den aften, jeg mødte Barbara.

Min skolekammerats far, som havde foræret mig bogen, skulle være vært for et netværksmøde, der skulle holdes i deres hjem. Han havde inviteret Barbara og hendes ældste søn, Tim, til at holde et foredrag for alle de cigarrygende mænd, efter at middagen var indtaget. Os unge fik så lov til at sidde ovre langs væggen ved radiatoren i dagligstuen og lytte med til Barbaras foredrag.

Næsten hele aftenen står meget klart i min hukommelse, men et eller andet sted undervejs har jeg altså et black-out, for jeg husker intet af det, jeg nu fortæller dig. Barbara har fortalt mig, at mens hun stod og talte, var der en af de slipseklædte mænd, der begyndte at svine hende til. Han havde været meget grov i sine fornærmelser og mente kort og godt, at alt det, hun talte om og stod for, var noget populistisk sludder. Lige pludselig rejste der sig en ung pige op ovre i hjørnet (altså mig), og skældte denne her mand hæder og ære fra i flere minutter. Barbara har fortalt mig, at forsamlingen måbende hørte stuen havde været helt stille, mens jeg velformuleret og velartikuleret gav den ældre herre en verbal afklapsning, der sagde sparto. Og tænk, jeg kan ikke huske en pind! Og det var et rent tilfælde, at Barbara mange år senere fortalte mig om episoden den aften.

På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor meget den lille bog var starten på begyndelsen, og den fulgte mig gennem tyk og tyndt de næste fire år. Først som fast inventar i min skoletaske gennem gymnasiet og senere i min håndtaske.

Det ville være synd at sige, at jeg mestrede teknikkerne i den for selve tankegangen var helt ny for mig. Men det vigtigste var, at jeg havde fået et symbol på, at der måske kunne være en løsning på sagerne, at livet måske ikke behøvede at være sådan en besværlig affære.

***

Hvis denne fødselsdagsmiddag havde været en scene i traileren for en film – så ville jeg klart gå ind og se den. Der kom nogle gevaldige røverhistorier på bordet, og nogle særdeles interessante diskussioner blussede op som følge af venindernes meninger og erfaringer.

Alle, som har prøvet at befinde sig i et sådant selskab, ved, at alle kan byde ind med deres – og endnu mere interessant er det at opleve, hvordan samme historie eller situation fortolkes vidt forskelligt afhængigt af øjnene, der ser, og af hvad den enkelte har i bagagen.

Nole af de kvinder, som sad omkring bordet, havde selv fundet vej ind i mit liv, og andre havde jeg trukket ind i det. Jeg har hørt nogen sige, det er svært at få nye veninder, når man er over 25 år – det er absolut ikke min erfaring.

Det nyeste skud på stammen, Heidi, satte sig ved siden af mig. Hun er et strålende eksempel på, at man sagtens kan elske folk, før man egentlig kender dem.

I forbindelse med min deltagelse på Femina-messen i 2007 havde Heidi været min kontaktperson, og hendes blide, engleagtige stemme og positive væsen gjorde, at jeg glædede mig meget til at møde hende i levende live.

Jeg fik så fornøjelsen, da messen var en realitet i oktober 2007, og vi svingede så godt sammen, at jeg omgående tænkte, at hende måtte jeg altså have et eller andet at gøre med i fremtiden.

Det blev så, da hun sidst i januar 2008 ringede til mig for at høre, om jeg var interesseret i at deltage i næste messe. Det var jeg, og inden vi sagde farvel, hørte jeg mig selv invitere hende til min 30-års fødselsdag. Hun takkede ja og dukkede op, til trods for at hun ikke kendte en sjæl og dårligt nok kendte mig, da vi kun havde mødtes sporadisk til messen og talt i telefon nogle gange.

“Ih, nogle skønne veninder, du har”, sagde hun, “især Chenette – hun er sørme god at tale med.”

“Ja”, grinede jeg, “hun kan noget helt specielt med at lytte og så sige et eller andet klogt”.

”Det er altså helt fantastisk at glide så nemt ind i en forsamling – for jeg kender dig jo slet ikke privat, men kun fra messen – og jeg tror stadigvæk ikke helt, jeg har forstået, hvad det der PowerPrinsesse-halløj egentlig går ud på. Altså, jeg har forstået så meget, at det der dans er et redskab, som kvinder kan bruge til at udvikle større kærlighed til sig selv, mere selvtillid og større evne til at nyde. Men hvorfor hedder det PowerPrinsesse?”

Jeg tog en slurk the. Heidi havde trykket på ”knappen” – det kunne blive en lang smøre.

”Hvordan navnet er kommet, kan jeg ikke svare dig på, fordi jeg aner det ikke – der var ikke noget spektakulært øjeblik, hvor jeg kom i tanke om det. Men jeg kan se i mine papirer, at domænet er købt i 2002.

Mange spørger mig om det, fordi de synes, at det er et fedt ord. Og jeg tror, at forskellige mennesker tillægger ordet forskellig betydning – især fordi det jo er sammensat af to ord, som mange tillægger en betydning i forvejen”.

”Når jeg tænker på ordet prinsesse får jeg umiddelbart associationer til noget svagt, naivt, sårbart og ansvarsfralæggende”. Heidi smagte lidt videre på ordet og så tænksom ud. ”For mig er prinsesser nogen, som sidder passivt i deres lyserøde balkjole og venter på, at prinsen på den hvide hest kommer og giver hende indhold i livet”.

Jeg svarede: ”Ja, det kan jeg godt forstå, sådan er der mange, der har det, men jeg forbinder ordet ‘prinsesse’ med nogle helt andre ting. Jeg får associationer til en kvinde, som har bevaret sin evne at være spontan, som med glæde og taknemmelighed modtager hjælp og omgiver sig med nogle mennesker, som støtter hende. Jeg vil give dig ret i det naive, men det kan i mange sammenhænge være en styrke, for så er der ingen forudindtaget mening om, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre og om mennesker er eller ikke er.

Med hensyn til sårbarheden, så er alle, både mænd og kvinder, jo sårbare – måske på forskellige områder, i forskellig grad og mere eller mindre synlig, men den findes i alle mennesker. Jeg har selv gjort alt i verden for at sætte et skjold op for at skjule den sårbarhed af angst for at virke svag. Men det holder jo alligevel ikke, for et skjold kan jo altid blive smadret eller falde fra hinanden, så oven i sårbarheden kommer angsten for at skjoldet nedbrydes. Så det er en falsk tryghed.” Heidi kiggede på mig med rynket pande, og det var vist ved at gå op for hende, at vi havde fat i en af mine kæpheste, og jeg fortsatte ufortrødent. ”Jeg ikke, at jeg er den eneste, som har det sådan, så forestil dig, hvis alle var lidt bedre til lade sårbarheden være synlig, så ville det være en hel del lettere at kommunikere med andre, fordi der ikke ville være 25 cm følelsesmæssigt jernskjold at kæmpe sig igennem. Når to mennesker står og råber til hinanden bag hver deres skjold, kan de hverken høre eller se hinanden klart”.

”Jamen, ville det ikke være mere cool, hvis du kaldte det ‘PowerDronning’?”, spurgte Heidi.

”Joh, men nu er det altså ordet ‘PowerPrinsesse’, der er i mine celler. Desuden er det jo en forudsætning for en dronning, at hun først har været prinsesse. Som med alt andet i livet, så skal man jo kunne kravle, før man kan gå. Og jeg tror, at mange kvinder har brug for at beherske de basale prinsesseegenskaber først.”

- Her slutter uddraget, inden der kommer en laaaaaang udredning af begrebet ‘PowerPrinsesse’.

Køb bogen nu

Det er nemt og bekvemt at købe bogen – posten klarer sagen, så har du bogen i postkassen om nogle dage.

Læs mere …

Du kan vælge at læse flere gratis uddrag af bogen.