Kapitel 16: Klippeeffekten

Uddraget af kapitel 16 starter her:
…
Da jeg den 21. december ankom til hotellet, gik jeg direkte op på værelset, åbnede kufferten, tog et badehåndklæde og klipklappere og gik direkte ned til stranden. Håndklædet spredte jeg ud i skyggen af klipperne og gik ud som et lys til trods for, at jeg lige havde sovet fem timer i flyet og to timer i bussen fra lufthavnen til hotellet.

Nogle timer senere vågnede jeg med et sæt, helt desorienteret og tung i kroppen, men jeg blev med det samme rolig, da jeg så vandet skvulpe ind mod det sorte sand (på vulkanøer er sandet sort). ”Arh, jeg er jo på ferie!”

Jeg vendte mig om på maven og lagde højre kind mod håndklædet og kiggede på vandet.
Søvnen kom snigende, men blev pludselig afbrudt:
”Ar yu hire alon?”, sagde en stemme.

Jeg åbnede øjnene og så omridset af en flot mand sætte sig på hug ved siden af mig.
”Did yu djust arrive?”

”Ørh, yes”, sagde jeg og kiggede på ham. Flot mand – mørkhåret surfer-slash-livredder-type.
”I vill djust sit dåvn and tok to yu for a fev minuts”. (Bemærk, at det ikke var et spørgsmål, men en meddelelse)

”NO”, nærmest råbte jeg, og satte mig op på knæene, ”go away – I want peace and quiet”.

”Båt I vill djust tok to yu al little”, smilede han.

“Go away”, kommanderede jeg, “I want to be alone, I don’t want to talk. Leave. Now”.
Mandens ansigtsudtryk skiftede.

Han kunne jo ikke vide, at jeg 24 timer forinden pr. mail havde meddelt familie og nærmeste venner, at jeg ikke ønskede nogen form for kommunikation den næste uges tid. Jeg havde lovet at sende en sms, når jeg var ankommet, og en i midten af ferien, så de vidste, at jeg havde det godt – men frabad mig, at de skrev retur. Jeg måtte have ro også for alt den støj, der kan komme ud af velmente sms’er hjemmefra. Og på samme måde var smalltalk med en fremmed mand om vejret, størrelsen på den lille havfrue og hvad jeg lavede til hverdag bare en af de ting, der stod nederst på min liste over planlagte aktiviteter.

Jeg kiggede ham lige ind i øjnene, og han rejste sig og gik.

”Bitsj” hørte jeg ham mumle.

Jeg bebrejder ham slet, slet ikke. Den side indeholder jeg – og den viste sig her særdeles effektiv til at afvæbne feriestedets pågående velkomstkomité én gang for alle.

De næste to dage lå jeg hele dagen i skygge af klipperne på et håndklæde på maven iført cowboybukser og langærmet t-shirt. Jeg sov eller kiggede på vandet. Jeg læste ikke, jeg tænkte ikke – det var som om, at mit tankeapparat var brudt sammen– men så var der i det mindste ro i hovedet, og det var jo sådan set det, jeg var kommet for.
”Jeg glemte at have det sjovt”. Det var den første sætning, jeg havde tænkt i flere dage, som ikke var ”jeg skal tisse”, eller ”jeg er sulten”. Ordene stod inden i mit hoved, som var de malet på et lærred – jeg har aldrig prøvet det, hverken før eller siden.

Jeg satte mig op i skrædderstilling og kiggede ud over vandet, og med ét stod det soleklart for mig, at det, der var gået galt i 2008, var, at jeg simpelthen havde glemt at have det sjovt. Lige som den ene bølge tog den næste, havde den ene dag taget den anden, og jeg havde stille og roligt kørt mig selv i sænk.
Midt i alle mine bestræbelser på at opbygge PowerPrinsesse.dk, som noget kunne være en katalysator for andre kvinder, havde jeg selv glemt, som jeg ønskede at inspirere andre til: At mærke efter, at nyde så meget som muligt og at glædes over livets finurligheder.
How kikset!

Jeg skulle åbenbart holde jul på en vulcanø, førend det gik op for mig, at jeg var i den grad var kommet ud på et sidespor Men da alle de ydre påvirkninger var væk, kunne mudderet og grumset inde i mig falde til ro, og så kom der et par klare øjeblikke, hvor nogle helt simple – som jeg havde glemt i ting gik op for mig.

Der skete et eller andet i min krop, så pludselig jeg rejste mig fra klippernes skygge, tog håndklædet og lagde det ud i solen, krængede den langærmede t-shirt af, lagde mig på ryggen og spredte armene og benene ud til siden. Varmen fra solens stråler gled ind i min krop.
”Lonepige, du glemte, at det skulle være sjovt!”, tænkte jeg.

Jeg gled langsomt ind i søvnen med eftermiddagssolens stråler mod mit ansigt og hænderne begravet i det sorte sand – en dejlig, let fornemmelse spredte sig i min krop. Inden jeg faldt i helt i søvn nåede jeg at tænke ” Jeg skal have noget mere sjov – ikke pseudo-sjov, men good old fashioned fun”.
Nogle timer senere blev jeg vækket af en masse larm. Jeg åbnede øjnene, missede mod solen og så, at en gruppe unge mennesker spillede beachvolley. De grinede, råbte til hinanden og var fuldstændig opslugte af spillet, og de kastede sig hæmningsløst på maven for at nå en bold.

”De har det præcis, som jeg har det på et salsagulv”, tænkte jeg ved mig selv.

Hvis du har en eller anden form for aktivitet i dit liv, som gør, at du glemmer tid og sted, så ved du, hvor ekstremt energigivende det er at lade sig opsluge af et eller andet. Man tænker ikke – i hvert fald ikke ret meget – og det er, som om kroppen bare bevæger sig, og bagefter har man det fuldstændig fantastisk. Måske er kroppen træt, men sindet er helt renset, og man føler sig totalt frisk, klar og nærværende.

”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det sådan”, tænkte jeg ved mig selv, ”jeg mangler sjov og løssluppenhed”.
Det er ikke pseudosjov eller overfladesjov, jeg snakker om her. Det er mavekriblende, løssluppen sjov helt ind i cellerne, og det er hvert enkelt menneskes opgave at finde ud af, hvad det indebærer.

Med dette fornyede klarsyn rejste jeg mig fra mit healingsleje på stranden, pakkede en rygsæk og gik en lang tur op i klipperne langs vandet. Da jeg nogle timer senere vendte retur til byen, gik det op for mig, at det var blevet juleaften. Der var ikke så mange mennesker på gaden – nok fordi de sad og spiste spansk julemad i lyset af blinkende plasticjuletræer og tyske julesange bragende ud af højtalerne – så jeg havde næsten hele havnefronten for mig selv. Jeg satte mig på muren og stirrede ned i det sorte vand. Øjeblikket står meget klart for mig: den hvide skummende brænding, smadrede op mod klipperne, så det sprøjtede flere meter op i luften. Vi taler ikke en lille, lad Øresundsbrænding, men en voldsom, larmende brænding, fremkommet af kæmpe bølger, der har vokset sig store og mægtige på deres lange rejse over det enorme Atlanterhav.

Aftenluften føltes mild mod huden, varmen fra stenmuren steg op i kroppen på mig; jeg kiggede ned i brændingen og tænkte: De fleste mennesker lever nede i brændingen. De lever, der hvor man bliver væltet omkuld. Der hvor der pludselig kommer noget. Bang. Man vælter. Bang. Man kæmper sig op. Bang. Så bliver man væltet igen. Det er, som om man aldrig når at blive klar inden næste bølge. Man bruger al energien på at holde hovedet oven vande og, det går aldrig op for én, at der, hvor man befinder sig, bare er en del af et stort hav. For svømmede man bare 35 meter ud i vandet, så ville man komme væk fra brændingen og befinde sig et sted, hvor der godt nok er bølger, men slags, man kan svømme med. I brændingen er vandet temperamentsfuldt, utilregneligt og det vælter en omkuld. Længere ude er bølgerne måske store, men det kan lade sig gøre at flyde på dem.
Jeg hørte engang i Børneradio, at det ikke er bølgerne, som flytter skibene, selvom det ser sådan ud. Skibene flyttes af den havstrøm, der ligger som en mere konstant energi under bølgerne.

Det er børnelærdom, som er værd at skrive sig bag øret.

Nogle mennesker føler, at de dør en langsom og pinefuld… og ikke mindst kedelig død, hvis ikke livet er fuld af spænding og uforudsigelighed. De elsker det der adrenalinkick, de får, når de redder et eller andet på stregen. De elsker kampen, som de måske ved, er tabt på forhånd, jagten på det, de ved, er uopnåeligt – alt, hvad de foretager sig, lugter langt væk af drama.
Skulle der af en eller anden grund komme ro og stabilitet i deres liv for en kort stund, så bliver de rastløse og skaber omgående et nyt drama, så er der igen smerte, og alt er, som det plejer.

Jeg har en veninde, Annette, som engang sagde, at hun ikke kunne have forhold, hvor der bare var ro, for så savnede hun den der spænding. Jeg kiggede på hende og tænkte: “Jeg hader spænding.” For det gør jeg virkelig. Jeg kan heller ikke lide rutsjebaner, min grænse går ved den på Bakken. Jeg er kun til blide bølger, og slet ikke til brændinger – til trods for at jeg jævnligt opdager, at jeg befinder mig i en.

Tilbage til Annette – hun er, hvad man kunne kalde en dramajunkie og i øvrigt en lækker, karismatisk kvinde, som nedlægger mænd på stribe, og især dem er alt andet end rolige og pålidelige. En aften da hun var i kærestekrise, kom vi ind på hendes evne til at få plantet sig selv i hel masse drama.

Og jeg husker tydeligt, at jeg engang sagde til hende: ”Hold nu op med at undre dig over, at han opfører sig som en idiot. Du elsker jo den type mænd. Du elsker spændingen og usikkerheden, du har gjort det masser af gange før – der er intet at undre sig over.”
”Ja, ja – jeg VED det godt”, grinede hun.

Annette kender sine slagsider – hvilket er en enorm styrke – og hun ved udmærket, hun står i brændingen, men det er dér, hun trives. Måske bliver hun en dag træt af dramaet – måske ikke. Jeg morer mig på sidelinjen, og så længe jeg kender hende, behøver jeg ikke at få fjernsyn.

Mine tanker blev afbrudt af menneskelatter, jeg kiggede op og så, at der havde samlet sig en del mennesker og kiggede ud over vandet. Måske skulle de have lidt luft ovenpå julemaden.

Nogle mennesker småsludrede, og andre stirrede ned i brændingen – det var, som om den havde en hypnotiserende virkning på folk.

Efter at have ligget brak de først tre dage kom den fysiske energi tilbage, og de følgende dage traskede jeg rundt på øen med min rygsæk. Hvis jeg troede på reinkarnation – jeg overvejer stadigvæk min holdning til dette emne – vil jeg absolut mene, at jeg må have været opdagelsesrejsende i et tidligere liv. Der få ting, jeg elsker så meget, som at bevæge mig rundt i et fremmed landskab, finde øde steder, kigge på firben og eksotiske blomster.

Dagen før ferien sluttede, fandt jeg et hele øde klippeområde, og kravlede så langt i klipperne, som jeg turde, lagde mig ned kiggede ud over havet. Brændingen var der stadigvæk, men langt, langt nede under mig, og fra dette perspektiv virkede den pludselig lille.
”Indimellem må jeg op på klippen”, tænkte jeg ”når jeg kommer op på klippen, så kan jeg se, hvordan tingene virkelig forholder sig”.
Så faldt jeg i søvn (surprise, surprise).

Da jeg vågnede tænkte jeg ikke mere over det med klippen, men det gjorde jeg til gengæld da jeg kom hjem og opfandt begrebet ”klippetid”.

På klippen er der ro og perspektiv, hvilket betyder, at man kan genfinde balancen og bliver klar over, hvad man i virkeligheden er bange for, frustreret over eller ked af.
Har man ikke lige en stor og solbeskinnet klippe i baghaven eller på altanen, er det gavnligt at vide, hvordan man så kan opnår klippetid. Som meget andet, er det meget individuelt, nogle af mine veninder andre løber ture, en fisker, to laver mad, en mediterer og eller havearbejde. For mit eget vedkommende er dans det mest effektive. Men er jeg bundulykkelig eller rigtig træt, så lægger jeg mig på ryggen med armene og benene ud til siden. Derefter påbegynder jeg en stille selvhjernevask med en sætning, som Sofie engang sagde til mig ”nu giver jeg slip, og lader tingene løse sig”.

Hvis det bliver for langhåret for dig, kan du også bare kigge dig selv i spejlet og minde dig selv om, at du står i en brænding, har slugt en masse vand hverken kan se eller høre, hvad der egentlig foregår.
Bevidstheden om, at du rent faktisk befinder dig i en brænding, er allerede første skridt på vej ud.

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men trods alle mine bestræbelser løber mine følelser med jævne mellemrum af med mig. Når det er de gode, er det jo som regel fint nok, men når angst og usikkerhed kommer op, så begynder problemerne i form af dramaer, formodninger og misforståelser. Løsningen er – for mig – omgående at komme op på klippen (indimellem ringer jeg til Sofie eller Chenette).
Det handler altså om at erkende over for sig selv (evt. med hjælp ude fra), hvor det er, man står, sætte sig op på klippen, se tingene udefra og oppefra og så stoppe dramatankerne.

En anden ting, jeg har bemærket er, at kommunikation i brændingen ikke er særlig frugtbar. Man er forpustet, har vand i munden og kan ikke tale klart, og ørerne er fulde af vand eller tang, så man kan faktisk heller ikke høre, hvad der bliver sagt.

Ord, der bliver sagt fra en brænding, er oftest aggressive, vrede og anklagende. I mit eget liv har jeg bemærket, at når jeg taler på den måde, så dækker det ofte over, at jeg i virkeligheden er ked af det, bange eller skuffet. Er det, man føler, og det der kommer ud af munden to forskellige ting, så skabes ikke et bæredygtigt indre miljø for slet ikke om at tale om, hvor forplumrede relationerne til andre mennesker bliver.
Der opstår noget ret magisk, når man er ærlig – især om følelser, som man er lidt småpinlig over at have, og man vil ofte opdage, at den anden part også føler noget andet, end det de umiddelbart giver udtryk for.

- Her slutter uddraget fra dette kapitel.

Køb bogen nu

Det er nemt og bekvemt at købe bogen – posten klarer sagen, så har du bogen i postkassen om nogle dage.

Læs mere …

Du kan vælge at læse flere gratis uddrag af bogen.