Kaptitel 8: Erotisk Dans for Kvinder

For nogle år siden så jeg tilfældigt, at TV3 søgte nye deltagere til programmet Sexskolen, hvilket jo betød, at de forberedte en ny sæson.

Sexskolen gik i al sin enkelthed ud på, at par, der havde lidt ondt sexlivet, kunne komme i ”skole” hos übersexologen Joan Ørting for at lære noget om forførelse, hvordan man tænder sin partner, forskellige slags sex og alverdens stillinger med det formål at genfinde gnisten og lysten til hinanden.
”Gad vide”, tænkte jeg, ”om der overhovedet er fokus på kvindernes evne til at nyde?”
En af mine kæpheste er jo, at når kvinder nyder sig selv, tænder de lettere og bliver automatisk også mere ”nyd-bare” for andre. Det er jo spild af tid at lære folk alverdens kinky og kærlige tricks og teknikker, hvis de grundlæggende slet ikke er i stand til at nyde eller modtage.

Pludselig fik jeg en indskydelse: ”Jeg har noget til kvinderne”.
Se, nu kender du mig måske allerede og ved, at jeg har brugt erotisk dans for kvinder til at sætte kvinder i stand til at nyde, modtage, slappe af og boble over af selv-kærlighed. Men dengang var det altså kun nogle få polterabends, som havde haft fornøjelsen af min undervisning, og jeg var ikke særligt rutineret eller velfunderet på nogen måde – men jeg vidste bare, at jeg havde fat i noget, som får kvinder til at blomstre og få saften tilbage i livet, og det var – og er – min mission.

Jeg fandt frem til produktionsselskabet, som stod bag programmet og sendte en mail:

Emne: Nydelse til Sexskolens kvindelige deltagere

Kære rette vedkommende.
Jeg kan se på TV3’s hjemmeside, at næste sæson af Sexskolen er på trapperne. Jeg underviser i ’erotisk dans for kvinder’, som har til formål at lære kvinder at nyde sig selv, modtage og give sig hen – og det er jo forudsætningerne for et dejligt sexliv. Jeg tror, det kunne være noget, de kvindelige deltagere ville have gavn af.

Jeg møder gerne op og fortæller lidt mere, hvis I har interesse herfor.

Venlig hilsen

Lone ’PowerPrinsesse’ Rasmussen

Jeg trak vejret dybt og trykkede ”send”. Nu var det ude af mine hænder, jeg havde fulgt min indskydelse, og så måtte der bare ske, hvad der ville ske – også hvis det var ingenting.

Der gik ikke ret mange timer, så fik jeg svar tilbage om, at de syntes, det lød mægtig spændende, og om jeg havde lyst til at kigge forbi på tirsdag for at vise, hvad det var og få en snak om, hvordan det eventuelt kunne integreres i programmet.

”Fedt!”, tænkte jeg og skrev tilbage, at det ville være mig en glæde at dukke op.

Dagen før kom der endnu en mail:

’Kære Lone – vi vil lige tjekke, hvor seervenligt det er, derfor har vi bedt et par stykker om at se på, så vi kan få deres reaktion. Er det i orden med dig?”

Det lød skam logisk nok, at noget uprøvet lige skal testes for seertække, så jeg skrev tilbage, at det var helt fint.

Det blev tirsdag, jeg hoppede på cyklen og satte kursen mod kontoret på ydre Nørrebro. På vejen derhen slog det mig, at jeg egentlig aldrig havde ”optrådt” på den måde før. Jeg havde jo undervist ret få gange og altid i lukkede fora med kvinder, som selv dansede med.
”Nu skal jeg jo vise dem, hvad det er, men hvad hvis de ikke forstår det eller ikke kan fornemme, hvad der sker i en kvindes krop, når hun overgiver sig gennem dans”, spurgte jeg lidt bekymret mig selv.

Jeg mærkede en lille rumsteren brede sig i min mave. ”Stop”, sagde jeg højt til mig selv, mens jeg trampede i pedalerne. ”Jeg har en mission – og det er, at kvinder skal nyde sig selv og deres krop. Slut!” Jeg skruede så højt op for MP3-afspilleren, at mine tanker opgav at få ørenlyd. Nogle gange er den bedste måde at bekæmpe frygt på at holde op med at tænke. Det kan være vanskeligt at stoppe tankerne, men så kan de ofte overdøves, og på kort sigt har det næsten samme effekt.

Jeg ankom til kontorbygningen og trådte ind i elevatoren, jeg slukkede musikken og mærkede tankerne begynde igen. ”Lone”, sagde jeg til mig selv, ”du er på en mission, som ikke handler om dig, men som handler om, at du kan give noget videre til nogle kvinder, som de kan bruge til at elske sig selv og blive mere frie. Nu går du ind, og gør det, du gør, og hvis de kan bruge det, er det fint – og hvis de ikke kan, er det også fint. Slut – færdig!”

Receptionisten viste mig vej hen til et stort lokale med en kæmpe hjørnesofa, på sofabordet stod champagneflasker, jordbær, vindruer og nødder. ”Champagne kl. 11, det er nok festligt at arbejde i tv-branchen”, tænkte jeg ved mig selv.
Joan Ørting trådte ind af døren med sit karakteristiske krøllede, røde hår og sin appetitlige kavalergang. ”Hej Lone – er det dig, der er PowerPrinsessen?”, spurgte hun med et stort smil.
”Ja, det er det vist”, smilede jeg retur.

En mand kom ind ad døren og gik direkte hen til mig. ”Hej Lone – fedt, du kunne komme. Du kan bare sætte din cd på, så henter jeg lige resten.”

”Resten – resten af hvad?”, tænkte jeg, mens jeg fandt en stol frem og gjorde cd’en klar.

Det viste sig at være resten af hvem og ikke hvad, for et øjeblik senere var den store hvide hjørnesofa fyldt med mennesker, 15-17 stykker vil jeg tro.

I mailen havde han skrevet ”et par stykker”, og jeg havde jo tænkt, at ”et par stykker” måtte være en tre-fire mennesker – men det der var sgu da en gruppe! Gisp!

Joan havde placeret sit appetitlige væsen på stolen og smilede til mig på en måde, der ville have gjort mig helt blød i knæene, hvis jeg altså ikke havde været det i forvejen. Synet af de mange mennesker, som sad lænet tilbage i sofaen med champagne og vindruer, gjorde mig ærligt talt en smule utilpas. Først da gik det op for mig, at jeg faktisk var grunden til formiddagsfesten.
”Lone – du er her som repræsentant for en ny måde at udtrykke og opleve kvindelighed på. Dette handler ikke om dig – det handler om, at alle kvinder skal opleve selvkærlighed og nydelse. Du er en del af en revolution som skal gøre kvinder mere frie og saftige, dette vedrører alle kvinder og er meget større end lille dig, så sluk for hjernen, luk øjnene, åben hjertet og kom i gang”, messede jeg for mig selv.
Jeg er temmelig glad for, at sofafolket ikke kunne læse tanker, for så er det nok tvivlsomt, om de havde forstået sammenhængen mellem erotisk dans og kvindelighedsrevolution.

Musikken begyndte, tankerne forsvandt ud af hovedet, og min krop begyndte at bevæge sig over gulvet, rundt om Joan, langs væggen, tilbage på Joan, som smilede stort og var totalt i sit es. Jeg kunne mærke energien fra hendes væsen flyde over i mig, og jeg følte mig endnu mere kvindelig, modtagelig og åben.
Jeg sluttede nede på gulvet, da nummeret stoppede, alles øjne stirrede måbende og betaget på mig.  Det var lidt som at havne i et billede, der fryses – alle sad præcis, som de gjorde, da jeg begyndte. Nogle med glasset halvt løftet, andre med det samme jordbær i hånden. Der var ikke umiddelbart noget at spore i deres ansigter. Ikke andet end: ”Hold da op, hvad skete der lige der??” Det næste nummer gik i gang, så jeg rejste mig fra gulvet og slukkede for anlægget. Ingen sagde noget.
”Ehrm, det var det, jeg er færdig”, sagde jeg lidt afventende.

Joan rejste sig og gav mig et stort knus, ”hvor ER du dejlig! Det skal vi da have med i programmet, ik?!”, udbrød hun og kiggede på sofafolket.

Produceren rømmede sig ”Ørhm, jo. Klart! Helt sikkert!” Sofamenneskene brød ud af deres freeze og klappede og smilede begejstret.

Derefter holdt vi et lille møde for at aftale, hvordan sagen rent praktisk skulle gribes an.

Vi blev enige om, at det i faget ”gymnastik” var oplagt, at kvinderne skulle danse med mig, og mændene skulle træne med en kvindelig bryder. Aftalen blev, at jeg, når parrene sad i deres ”klasseværelse” i studiet, skulle overraske dem med en dans, og efterfølgende skulle kvinderne så have to timers undervisning af mig, og når de så kom hjem til manden, skulle de vise, hvad de havde lært. I næste uges program skulle de så evaluere, om det var lykkedes dem at give slip, slappe af og nyde.

”Bare vi husker, at det primære formål med min undervisning ikke er at lære dem at danse for deres mand”, sagde jeg, ”hensigten er netop, at kvinderne ikke skal præstere eller se ud. De skal komme i kontakt med deres egen nydelse, lyst og saftighed. Så opdager de selvkærligheden, og så blomstrer sexlysten og sexlivet jo helt af sig selv”.
”Jamen programmet handler jo om, at de skal få et bedre sexliv”, sagde en af tv-folkene.
”Ja, men tingene hænger jo sammen”, svarede jeg, ”for det første kan man jo ikke nyde sex, hvis man slet ikke er i stand til at nyde. Og for det andet skal man også elske sig selv, ellers er det altså svært at åbne sig op og modtage kærlighed og fysiske kærtegn”.

”Eih, hvor er det bare rigtigt”, udbrød Joan.

Tv-gutten kiggede på os begge to. ”Når en kvindeekspert og en sexekspert siger det samme, er det nok formålsløst at argumentere.”

Joan og jeg smilede til hinanden.

Da jeg stod i elevatoren, blev jeg pludselig helt let i kroppen. Det var gået godt, og de havde forstået, hvad jeg ville med det.

Jeg ringede til Gitte, som omgående tog telefonen: ”Gæt, hvem der har lavet erotisk dans med Joan Ørting”, sagde jeg. ”Lone – du er den sejeste, jeg kender”, svarede hun.

I det øjeblik var jeg tilbøjelig til at give hende ret.

Ugen efter mødte jeg op i tv-studiet ude i Nordvest. Optagelserne var allerede gået i gang, og jeg betragtede parrene, som sad ved skolepultene. De fleste var i starten af 20’erne og havde meldt sig af forskellige årsager: Nogen havde fået børn og manglede tid og overskud, nogen havde svært ved at finde lysten, fordi der var gået vasketøj og karklud i den. Et af parrene oplevede, at kvinden savnede, at manden tog initiativ, hvor han til gengæld klagede over, at hun var for kontrollerende. Kvinden i et af de andre par var ked af sin krop og ville ikke ses nøgen.

”Perfekt”, tænkte jeg, ”de trænger til et saftigt kvindelighedsboost”.
Tidsplanen var skredet, så jeg skulle først lave mit lille surprise-nummer senere, og produceren bød mig med over til frokost.

Deltagerne snakkede løs, mens de spiste ved et langt bord for sig selv. Jeg satte mig ved det andet lange bord, hvor tv-folkene sad.
”Lone, har du lige tid et øjeblik?”, sagde en af tv-folkene og satte sig ved siden af mig. ”Det er bedst, hvis du danser med en mand – det vil ligesom virke bedre og give lidt mere guf til seerne”. Han kiggede indgående på mig, ”jeg kender jo parrene lidt, og vi skal helst ikke have, at deres kærester bliver jaloux, så jeg foreslår ham i den stribede skjorte eller ham i den blå t-shirt”, sagde han og nikkede over i retning af det andet bord.

”Øh, okay”, sagde jeg.

”Cool. Velbekomme, bare spis løs, det er sådan noget øko-mad.”

Min mave rumsterede – og det var ikke fordi, den var sulten.
”Hej Lone”, sagde en kvinde og satte sig ned overfor mig. Jeg genkendte hende som en af sofafolkene fra ugen før. ”Det var altså helt vildt flot at se dig danse. Vi snakkede om det bagefter, og vi havde alle sammen forventet at se noget mere …”, hun søgte efter ordene, ”pornoagtigt eller sådan noget, men det var det jo bare overhovedet ikke”.
Jeg smilede til hende, ”beklager at måtte skuffe dig. Mange tror, at dette handler om, at kvinder skal se ud på en bestemt måde, danse for at glæde deres mand eller på anden måde gøre sig attraktiv.

For min skyld må de gøre, som de vil, når de kommer hjem – men når de er hos mig, skal fokus ligge på den indre følelse af velvære, glæde og totale selvnydelse, og det skal være NU – ikke når de har tabt 10 kg. De skal kunne nyde, elske og have fred med sig selv, som de er lige nu. Når de kan det, så slapper de af og åbner hjertet, og det smitter jo af på deres omgivelser – også på deres mand. Men de skal starte med sig selv – så følger resten automatisk.”

”Det er jo virkelig anderledes at tænke sådan”, sagde hun.

”Ja”, svarede jeg og sænkede stemmen: ”Vi laver en nydelsesrevolution for kvinder!”
Fornemmelsen i maven var stadigvæk ikke helt god.

”Nej! Det går simpelthen ikke at lave dansen på en mand”, tænkte jeg, ”det underminerer hele mit formål med at medvirke. Hvis jeg laver det på den stribede skjorte eller den blå t-shirt, kommer fokus væk fra kvindernes nydelse af sig selv, og det kommer i stedet til at handle om, hvad fyrene oplever. Det er ikke det, jeg vil.”

Da jeg havde tænkt den tanke til ende, kom der ro i maven – men what to do … jeg havde jo sagt ja.

Jeg gik ud på toilettet og satte mig på brættet for at få lidt ro.
”Hvad nu hvis de siger, at de så ikke kan bruge mig?”, tænkte jeg, ”så bliver det hele droppet”.

Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, og jeg brød mig ikke om at sige til tv-gutten, at jeg havde skiftet mening – jeg kunne jo bare have sagt nej, da han spurgte mig til frokost. ”Arh, hvad gør jeg?”, spurgte jeg mig selv.
Jeg rejste mig og kiggede i spejlet, ”Lone, hvorfor gør du det her?”, spurgte jeg mit spejlbillede. ”Vil du bare i tv, eller hvorfor er du egentlig her?” Jeg kiggede ind i mine egne blå øjne.

”Jeg er her, fordi jeg ikke tror på, at kvinder, som har ondt i sexlivet, får det bedre af at lære at sutte pik på en ny måde eller dresse sig op i lak og læder. Jeg tror, de skal finde nydelse og livskraft frem i sig selv, og det her dans er en fantastisk metode.”
”Godt”, sagde mit spejlbillede til mig, ”så sig til ham, hvordan du har det, hvad du står for, og hvad du vil”.

Jeg forlod toilettet og gik hen i kontrolrummet, hvor tv-gutten sad.
”Hej”, sagde jeg, ”jeg har skiftet mening. Det føles helt forkert for mig at gøre det med en mand, for det er ikke det, som min form for erotisk dans går ud på”.

”Jamen, om du viser det på en mand eller en kvinde, kan det ikke være ligegyldigt for dig? Du skal jo bare danse?”
”Nej, for hvis jeg danser på en mand, så kommer der fokus på mandens nydelse, og min hensigt er udelukkende at fokusere på at styrke kvindernes evne til at nyde sig selv og deres krop.”
”Ja det er fint med dig, men det andet er altså mere sexet, og det giver altså bare federe billeder. Vi laver jo et tvprogram,” insisterede han.

”Jeg forstår, hvad du mener”, sagde jeg, ”men jeg er på en mission og jeg ved noget om, hvad der holder kvinder tilbage og om, hvad de inderst inde er bange for. Og fordi jeg selv har fået løst de problemer, har jeg et meget kvalificeret bud på, hvordan kvinder finder styrke, nydelse og livsglæde – og det er ikke i mænd. De skal fokusere på at lade den indre saftighed og lyst vokse, og når det flyder for dem, så kan de lukke mænd ind. Den lyst og nydelse, de leder efter, skal de finde i sig selv; så får de mod og lyst til at svinge i lysekronerne og gå på stylter til Nordpolen. Jeg er her med det ene formål at sætte dem i forbindelse med det sted i sig selv. Hvis jeg laver erotisk dans på en mand, så ryger hele pointen, og så vil jeg hellere helt lade være – og så må I finde en anden.”

Han kiggede op på mig fra sin stol, og der gik et øjeblik før hans svarede: ”Jamen, hvis det er sådan, du har det, så er det okay.”

Jeg gik ind i sminkerummet, her sad Joan og strålede. ”Lone”, sagde hun, ”jeg synes, at Lene skal have glæde af noget dansende PowerPrinsesse-energi”.

”Fint nok”, sagde jeg uden at ane, hvem Lene var.

Optagelserne gik i gang igen, og jeg stod ude bag ved og ventede på mit cue. Jeg kunne høre Joans indledning.
”Nu vil jeg introducere Jer for en kvinde, som er ekspert i at få kvinder til at slippe kontrollen og få dem ud af hovedet og ned i kroppen.”
Produktionslederen nikkede til mig, musikken begyndte, og jeg åbnede døren til ’klasseværelset’. Jeg er ikke i stand til at fortælle dig, hvordan Lene eller nogen af de andre reagerede, fordi en del af dansens effekt på mig er, at når musikken begynder at bevæge min krop, går jeg helt ind i mig selv og bemærker slet ikke, hvad der foregår omkring mig.
Men da jeg var færdig, og Lene satte sig op på sin plads, sagde hun: ”Der var jeg da lige ved at blive lesbisk.”

I de senere år jeg hørt den bemærkning nogle gange, og nogle kvinder bliver også helt skræmte over, at en anden kvinde kan vække sådan nogle følelser af vellyst i dem.

Her er der en meget vigtig pointe at lære: Sagen er jo, at når lysten indeni én bliver tændt – så svarer det til, at der er en kontakt, som der bliver trykket på. Det, som mange kvinder oplever til dans hos mig, er, at jeg trykker på kontakten – for mig er det kvindeligt søsterskab i smukkeste udgave.

Mekanismen er, at jeg tænder kontakten, de lyser – og så kan de vælge, hvem de vil trække ind i lyset. Nogle gange får man lyst til at kysse på den, som tænder ens lys(t), men det behøver man jo egentlig ikke. For når først lysten er tændt, kan man dele den med en anden, men man kan også bimle rundt i sin egen vellystsboble og mærke, hvor skøn man er uden at dele det med nogen.

Og det kan man så i virkeligheden ikke ret længe ad gangen, fordi kvinder (og mænd for den sags skyld), som er fyldt af vellyst, nydelse, selvkærlighed og glæde, har det med at smitte andre.

Har du lagt mærke til, at mennesker, som har fuldstændig fred med det, de er, er enormt behagelige at være sammen med? Det er de, fordi der ikke er nogen skjulte intentioner, de prøver ikke at lave nogen om, og man har en følelse af, at alt er okay, og tingene nok skal gå.

I virkeligheden tror jeg, at det er det, som alle søger – for hvis man virkelig er glad for den, man er, så er man jo heller ikke desperat for at få nogen ind i sit liv, bare for at vedkommende kan fortælle én at man er fantastisk og værd at elske.

Det korte af det lange er altså, at min undervisning ikke handler om at gøre sig attraktiv eller om at tænde sin mand – det en positiv bivirkning, men det må ikke være grunden til, at de ønsker at lære det.
Grunden til, at jeg er så konsekvent omkring det, er, at mange kvinder er så vant til at hige efter anerkendelse udefra, at det falder dem virkelig svært at glide ind i sig selv og opleve, at de er perfekte og ikke behøver andre menneskers kærlighed eller anerkendelse”.
Så er det jo selvfølgelig ironisk, at jeg har valgt de bevægelser, som strippere bruger til at fange mænds opmærksomhed med, til at bringe kvinder tilbage til sig selv. Jeg tror, at kvindekroppens varme, bløde kurver og evne til at give liv appellerer til noget helt fundamentalt i mennesket. Og dette bliver endnu tydeligere, når kvinder bruger kroppen til dans, for så ser man, hvordan kroppen slapper af, åbnes og på et tidspunkt bevæger kvinden sig ikke til musikken, men musikken bevæger hende.

Mange kvinder – og især deres mænd – klager over, at de har svært ved at slippe kontrollen, det kan både være i sengen, men så sandelig også uden for den. Mange sexologer siger at kvinder bare skal slappe af og giv sig hen; men når man nu ikke aner, hvordan det skal gøres, fordi man er vant til at være låst i kroppen eller fanget i hovedet eller slet ikke have kontakt mellem hoved og krop – hvad pokker skal man så stille op?
Jeg ved præcis, hvordan det føles, og jeg vil gerne opfordre til medfølelse! For kvinder, som vil kontrollere, er i virkeligheden usikre, utrygge eller bange – og det kan der jo være mange årsager til. Man kan være bange for ikke at være god nok, bange for at blive ”afsløret”, bange for at blive holdt udenfor, bange for at virke dum, bange for at være alene, bange for at blive ladt i stikken af livet eller bange for, at nogen vil gøre en fortræd.
Og når man er bange, så skal man gøres tryg; og tryghed kommer, når man med hele sig væsen ved, at den, man er, er værd at elske, at livet vil det bedste for én, og at bare fordi man har sagt A, behøver man ikke sige B.

Det kan være meget svært at rumme eller forstå – og jeg øver mig hver dag. Dans er for mig en af de mest effektive måder at erfare det på.

Jeg underviser altså ikke kvinder i at trylle rundt med en masse dansetrin – det lader jeg andre om. Min mission er gennem mit eget eksempel og erfaring at vise nogle måder, hvor på kvinder kan opløse angsten for at være for lidt eller for meget, så mere fred i hovedet, blive mere modige og elske sig selv højere. Og et af redskaberne er erotisk dans.
Nogle dage efter optagelsen i tvstudiet underviste jeg kvinderne i to timer, og det var den største fornøjelse. Jeg var lidt bekymret for, om de virkelig kunne koncentrere sig om at give slip på den ydre verden, når nu der dimsede lyd-, lys- og kamerafolk rundt. Men det gik over al forventning, og det var så smukt at se, hvordan hofterne langsomt blødte op, håret fik lov at svinge og et afslappet, nydelsesfuldt udtryk kom frem i øjnene på dem alle sammen.

En del af programmet var, at deltagerne skulle fortælle, hvordan det føltes at danse, og om dansen påvirkede deres selvtillid.
”Jeg kan mærke, at jeg ikke helt kan give los”, sagde en pige og en af de andre supplerede, ”ja, sådan har jeg det også – det er som om, at jeg er bange for at være for meget”.
”Nu skal jeg fortælle jer én ting”, hørte jeg mig selv sige, ”det med at være bange for at være ”for meget” er livet ganske enkelt for langt til. Pigerne så ud, som om de absolut ikke forstod, hvad jeg mente. ”Livet bliver en lang – i bedste fald kedelig og i værste fald anstrengende – omgang, hvis I aldrig tør at slippe jer selv løs. I er her ikke for at lære at bevæge røven lækkert. I er her for at få mod til at udfylde Jeres plads, bevæge Jer, som I lyster og mærke hvor pisse fedt det er at være kvinde – uden at tænke en pind på, hvordan I ser ud eller virker på andre. I skal mærke nydelse, saftighed og frihed – det er det, vi skal opøve sammen.”
De kiggede på mig, ”nårh, okay”, sagde den ene, og den anden nikkede, ”jamen så er det jo bare det, vi gør”.

Og det skal jeg love for, at de gjorde. Jeg var stolt af dem.

Køb bogen nu

Det er nemt og bekvemt at købe bogen – posten klarer sagen, så har du bogen i postkassen om nogle dage.

Læs mere …

Du kan vælge at læse flere gratis uddrag af bogen.