Kapitel 10: ”Du stoler ikke på mænd”

”Du stoler ikke på mig.”
Øjnene var glasklare, hans hånd holdt mit baghoved, så det ikke ramte gulvet, og i det øjeblik føltes det, som om han med kirurgisk præcision havde stukket gennem alle lagene af beskyttelse og ramt lige dér, hvor min smerte var størst.
Der var ingen tvivl om, at han havde dyrket en eller anden form for pardans på ret højt niveau, for han formåede at føre mig rundt på gulvet, ind og ud under sin arm og kastede mig bagud ned mod gulvet – nogle gange bare en lille bevægelse bagud, andre gange næsten ned til gulvet.
Og lige pludselig, så lå jeg der. Han var stærk og støttede min ryg og mit hoved, og så åbnede han mit hjertes inderste dør med den bemærkning.
Der er nogle døre, som man ikke åbner af frygt for, at det, som viser sig at være bag dem, er et problem uden løsning. Andre gange bliver dørene åbnet for én, og hvis man forsøger at lukke den igen, så kan man være sikker på, at en anden person vil komme og agere hjertelåsesmed og tvinge døren op igen.
Jeg ved ikke, om det passer, men det virker som om, der er nogen døre, som simpelthen skal åbnes – og så kan man selv vælge, om det skal være nu eller om lidt, men der stopper valgmulighederne så også.

Vi fortsatte med at danse rundt blandt Københavns homocrowd, og da musikken sluttede, gav jeg ham et knus og takkede for dansen. Jeg måtte simpelthen være alene. Denne super lækre mand, der førte mig rundt på gulvet i valsestil til hård dance-musik havde formået at se ind i mit hjerte. Helt ind i det rum, der ellers havde været lukket ned så længe for at holde smerten tilbage. Men nu var døren blevet åbnet, og det var sket af en dødlækker bøsse midt på Københavns største bøssediskotek, Pan.

Da jeg kom ud på Strøget småregnede det, og jeg kunne ikke få hans klare, grønne øjne ud af hovedet. Bemærkningen, ”Du stoler ikke på mig”, ekkoede i mit hoved, og det var, som om den nægtede at forsvinde, før jeg havde taget stilling til sætningen.
”Det er rigtigt”, tænkte jeg, ”jeg stoler ikke på mænd”. Det var, som om mine ben kunne kollapse under mig hvert øjeblik, det skulle være, og jeg styrede hen mod en af bænkene, som står på Strøget foran jernrækværket, der indhegner Helligaandskirken.
”Jeg stoler ikke på mænd”, mine mundvige lavede den slags ufrivillige trækninger, som de gør, lige inden man brister i gråd. En bølge af håbløshed og dyb, dyb tristhed skyllede ind over mig, der var intet sted at gå hen, ingen at søge trøst hos, intet at gøre. Jeg lukkede øjnene, bøjede hovedet og prøvede at se ud, som om jeg bare var et af de fulde mennesker, som lørdag nat lige tager sig en lille lur, inden de går videre til næste sted.
Mens jeg sad der, dukkede en masse billeder og situationer op i min bevidsthed. Det var en hel filmcollage af øjeblikke, sætninger, fornemmelser, som stod helt tydeligt for mig.

***

”Far, skal du ikke have et billede ind på dit kontor af mig og mor?” Jeg var omkring 7 år og havde set nok amerikanske tv-serier til at vide, at en hver succesfuld mand havde billeder af sin familie på sit skrivebord, så kunne han kigge på dem i løbet af dagen og tænke på, hvor højt han elskede dem.
Han havde svaret, at det ikke lige passede sig i hans kontor, min 7-årige hjerne drog omgående den konklusion, at så elskede han ikke mig og min mor så højt, som mændene i fjernsynet elskede deres familie. Følelsen af skuffelse forplantede sig i min krop, og her så mange år efter lå den der åbenbart stadigvæk.

”Mor, der er altså ingen drenge, som kan lide mig.”Jeg klagede min nød til min mor, som stod og lavede ostemad og ribenasaftevand til sin frustrerede 12-årige datter.
”Jo, det er jeg sikker på, at der er – de tør bare ikke sige det”, svarede min mor.
”Mor”, svarede jeg vredt, ”jo, for de sender kærestebreve rundt i klassen, og jeg får aldrig nogen”.
”Arh, lille skat – bare vent, det kommer.” Jeg husker følelsen af håbløshed i kroppen. Hun forstod det ikke. Men nogle uger senere fik jeg rent faktisk et kærestebrev. Problemet var bare, at det var fra en, som jeg egentlig ikke synes særligt godt om. Men hvis han nu var den eneste, som ville have mig, så var det jo dumt ikke at tage ham. Jeg satte kryds i ja-firkanten og lod mig nøjes med ham.
”Vi kan ikke snakke så meget sammen, for jeg gider altså ikke være nørd!”. Ordene ramte mig som en knytnæve lige i ansigtet. De kom fra min folkeskolekammerat Klaus. Vi havde ellers været lidt semikæresteatige i folkeskolens sidste år og var startet på samme gymnasium – vi havde oven i købet ansøgt om at komme i samme klasse. Men da vi var startet i gymnasiet, talte han ikke ret meget til mig mere, og en eftermiddag i oktober trak jeg ham til side og spurgte, hvad der var i vejen. Svaret var kommet prompte, og hans strategi virkede. Han blev en af de seje, som kom med til alle festerne og hang ud med ’de rigtige mennesker’, og jeg blev nørd. Vi talte ikke sammen de næste tre år – undtagen til gymnasiefesterne, når han blev fuld, så ville han sjovt nok gerne snakke. Den oktober eftermiddag besluttede jeg mig for, at mænd ikke var nogen, man kunne stole på.

***

Jeg åbnede øjnene og så nogle mennesker komme ud af kirken, den havde været åben på grund af natgudstjeneste. ”Bare jeg troede på Gud”, tænkte jeg ved mig selv. Så kunne jeg gå ind til præsten og fortælle om mine tanker, og så kunne vedkommende fortælle mig, at mennesker altid gør det bedste, de nu kan i den givne situation. Jeg ville nok få fortalt, at mænd (og alle andre) nogle gange opfører sig uhensigtsmæssigt og direkte dumt, men at der egentlig ikke ligger nogen ond intention bag.
Måske er det, du hører, ikke det, han siger.
Måske danser du til en melodi, han bare ikke kan høre den.
Måske bliver hans ønske om at redde sig selv udlevet på en sådan måde, at det sårer dig.

Og hvis du spurgte dine mænd, ville de sige, at deres hensigt aldrig havde været at såre dig, og de ville dybt (og ærligt) beklage, at konsekvensen var blevet sådan.
Mon ikke også præsten ville tale lidt om tilgivelse, om at man måtte tilgive folk deres uhensigtsmæssige adfærd og ikke bære nag; måske ville vedkommende også henlede min opmærksomhed på, at der havde været mange gange i mit liv, hvor jeg også havde udvist en adfærd, som var uhensigtsmæssig, uovervejet og endte med at såre en anden. ”Hm”, tænkte jeg, ”måske skulle man blive kristen”. Måske ville det hele ende med, at jeg ville give mit liv til Gud eller Jesus eller begge to, og de ville så tage alle mine problemer og til gengæld give mig en eller anden lyksalig ro. Det er jo populært visse steder.
Jeg rejste mig fra bænken og overvejede sagen et øjeblik, men det endte med, at jeg droppede tanken. Konceptet med, at mennesket er skabt i Guds billede og så alligevel er syndere, har aldrig helt givet mening for mig – men retfærdigvis skal det siges, at jeg heller ikke har undersøgt sagen særlig grundigt.
Døren til jeg-stoler-ikke-på-mænd-rummet var blevet åbnet og i sådan en grad, at jeg ikke kunne komme uden om at gøre noget ved det. Men hvor jeg skulle starte, og hvad jeg præcis skulle gøre, havde jeg absolut ingen anelse om.

***

Klokken var 20 en mandag aften nogle måneder senere. Jeg befandt mig på igen på et dansegulv, denne gang på et salsasted.  Jeg skulle på date med en fyr, som jeg havde mødt til et bryllup; vi havde opdaget en fælles glæde ved dans, han havde inviteret mig til salsa, som var et ret nyt territorium for mig. Et par gange tidligere havde jeg prøvet det, men det der med at lade en mand føre dansen og så skulle vrikke med hofterne, det var altså ikke blandt mine spidskompetencer.
Da klokken blev 20.30, var daten ikke dukket op. Jeg overvejede at gå hjem, men synet af den dansende menneskemængde og musikkens livslystige rytme fik mig til at blive.
En fyr bød mig op til dans, ”Altså jeg er komplet nybegynder”, sagde jeg, ”jeg kan kun grundtrin, og jeg kan ikke høre rytmen. Så vi kan kun danse, hvis du tæller rytmen og kun laver grundtrin. Gider du det?”
Fyren tog mig i hånden og grinede. ”Vi finder ud af det. Husk, at alle de gode engang har været helt nybegyndere.” Han satte mig i gang med grundtrinene og begyndte at tælle takterne, ”1 2 3 pause – 1 2 3 pause. Se det går jo fint”, sagde han opmuntrende, ”nu skal du bare blive ved med at lave grundtrin og holde rytmen, om lidt så drejer jeg dig ind under min arm”. Jeg må have set panisk ud i ansigtet, for med et stort grin sagde han ”tag det roligt, hvis du bare laver dine trin, så fører jeg, og så går det hele fint”.

Det gik rimeligt godt, og han må være udstyret med en særlig tålmodighed, for han dansede flere danse med mig, faktisk så mange, at jeg selv syntes, det begyndte at gå bedre, så længe jeg bare holdt mig til at tælle takten inde i hovedet.
Jeg dansede ikke mere den aften, men da jeg cyklede hjem, mærkede jeg en særlig gnist inde i kroppen, som gjorde det umuligt for mig at gå i seng, da jeg kom hjem. I stedet gik jeg på nettet og downloadede en masse salsamusik. Hele ugen smådansede jeg rundt med musikken i ørerne, øvede salsatrin og talte 1 2 3 pause – 1 2 3 pause for mig selv.

Næste uge mødte jeg igen op til salsa. Der stod en skaldet fyr i hvide løse bukser og hvid t-shirt, som så meget venlig ud.
”Ham spørger jeg”, tænkte jeg, trak vejret dybt og samlede alt mit mod.
”Hej, jeg er helt nybegynder, og jeg kan kun lave grundtrin, og kun hvis du tæller takterne højt i starten, men vil du danse med mig alligevel?”
Fyrens ansigt lyste op, ”Ja, selvfølgelig – du skal jo lige lære det”, han tog min hånd og gik ud på dansegulvet. Jeg klumrede i det i starten, han dansede lidt anderledes end ham fra sidst.
”Det, du skal huske, er at tage små skridt, lyt til rytmen og følg den, slap af i kroppen.”
”Hvordan skal jeg slappe af?”, spurgte jeg, ”jeg synes, det er meget anstrengende at tælle takter, passe på ikke at træde de andre over tæerne og få mine hofter til at vrikke”.
”Når du har danset nogle gange, så kommer det helt automatisk. Noget af det vigtigste er faktisk, at du slapper af i armen, så du kan lade dig føre af din dansepartner, og så flyder dansen. Hvis du er stiv i armen, er du svær at føre, og så bliver det anstrengt og flyder ikke så godt.” Jeg havde slet ikke overskud til at slappe af, jeg havde nok at gøre med at tælle 1 2 3 pause.

Vi dansede en del danse, og hver gang jeg kom ud af takt, talte han mig i gang igen med ”1,2,3, pause – 1 2 3 pause”. Efter et stykke tid måtte jeg have en rigtig siddende pause, så da nummeret sluttede, takkede jeg ham for dansen og præsenterede mig med navn. ”Det var en fornøjelse”, sagde han, ”jeg hedder Jack”.

Jeg satte mig med en kildevand og kiggede på alle de dansende.  Kvinderne hvirvlede ind og ud under deres dansepartneres arme. Nogen var øvede, så dansen flød, og det var en fornøjelse at se på deres glade, næsten lyksalige udtryk. Andre mindre rutinerede så væsentligt mere koncentrerede ud, og jeg kunne næsten høre, at der også blev talt 1 2 3 pause – 1 2 3 pause inde i deres hoveder.
Det var sjovt at se, hvordan de samme grundtrin blev til noget vidt forskelligt afhængigt af, hvem der udførte dem. Jeg kunne se, at takten var manden og kvindens fælles reference og ud fra den kunne de improvisere. Nogle gange dansede kvinden rundt om manden og lavede nogle spontane trin, men den fælles rytme gjorde, at de altid fandt hinanden og vendte tilbage til grundtrinene. Nogle dansede flere danse sammen, andre dansede en enkelt og skiftede partner. Alt afhængig af musikkens tempo og stemning vekslede parrene mellem at danse tæt, frækt og flirtende og mere stilrent og afrettet. Tempoet var ofte højt, og parrene talte ikke sammen, men der foregik tydeligvis en kommunikation mellem kroppene, og jeg bemærkede, at nogle par fik hinanden til at stråle på dansegulvet, og andre var mere neutrale. Kinda like life.
Jeg var dybt fascineret.
”Danse?”, jeg blev revet ud af mine betragtninger.
”Ørh, ja, gerne”, svarede jeg og rejste mig, ”men jeg er altså nybegynder – så er du advaret”.
Fyren svarede ikke, men tog fat om mig, og så gik han i gang, og jeg kunne slet ikke følge med.
”Erh, kan du tælle takten for mig?”, spurgte jeg ”jeg har ikke helt lært at følge den endnu”.
Han svarede ikke, men trommede takten på min ryg med sine fingerspidser, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. Jeg havde ikke brug for flere kropslige bevægelser. Jeg havde brug for en takttælling i øret.
Han begyndte at lave nogle avancerede trinkombinationer, svingede mig rundt og lavede dobbelte drejninger, jeg havde set de andre gøre, men jeg var ikke i nærheden af at være i stand til det.
Takten havde jeg for længst tabt, så i stedet gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at følge Jacks råd om at være løs i armen. Men jeg ikke kunne følge med, han dansede meget hurtigt og hvirvlede mig ind og ud under sin arm, og det føltes, som om den blev revet af. Jeg følte slet ikke, at vi dansede sammen, men snarere at han svingede mig rundt uden at være det mindste opmærksom på mig og mit niveau (eller mangel på samme).
”Du skal slappe mere af i armen, ellers kan jeg ikke føre dig.”
Jeg prøvede at tælle og prøvede at slappe af, men midt i det hele blev jeg pludselig rigtig ked af det.
”Dette her er slet ikke rart for mig”, tænkte jeg, og uden at tænke over det stoppede jeg og tog mig til øjet, ”hov, jeg tror, jeg har tabt min kontaktlinse”, løj jeg og gik ud på toilettet.
Jeg satte mig på brættet og trak vejret dybt. ”Det vil jeg simpelthen ikke igen. Salsa skal være sjovt, og det skal være en glæde. Jeg gider ikke danse med en eller anden, som bare smider mig rundt uden at være opmærksom på min krop.”
Fornemmelsen, som jeg fik i kroppen af at tænke ordene, virkede bekendt. Jeg smilede for mig selv, ”Arh, det var ligesom med aborten. Dengang havde jeg tænkt, at fra nu af skal sex kun være en glæde og en nydelse, og jeg vil kun have det med nogen, som er dejlige at dyrke det med – præcis det samme kan man jo sige om dans.”

Jeg forlod toilettet, og i spejlet fangede jeg mit eget blik.
”Husk, at du bestemmer, hvem du overgiver dig til, og du kan altid skifte mening”, stod der i mit blik.

Jeg gik ud på dansegulvet igen og passerede fyren fra før og sendte ham et venligt smil. ”Din dansestil er altså ikke noget for mig, men derfor kan vi jo godt sameksistere”, teleparterede jeg til ham. Han kiggede væk og så fornærmet ud.
”Well, det er mere vigtigt, at jeg har det godt, end at du kan lide mig”, tænkte jeg stolt.

Da jeg cyklede hjem den aften, gentog jeg den skaldede fyrs ord for mig selv:

Tag små skridt.
Lyt til rytmen og følg den.
Slap af i kroppen og lad dig føre.

***

Efter nogle ugers meget intensiv salsadansen blev jeg rigtig god. Min dansepartner, Niels, og jeg dansede fem gange om ugen. Han var meget dygtigere end mig og lærte mig en masse. Stort set konstant hørte jeg salsamusik for at få rytmen ind i kroppen, og snart kunne jeg synge med på mange af teksterne uden at forstå et kvæk. Det var fantastisk at opleve så mange nye (danse)sider af mig selv. Nogle mænd fik min flirtende, frække side frem, andre min sårbare side frem og med andre dansede jeg bare. Nogle mænd gav mig plads til, at jeg kunne fylde i dansen, og når jeg fik plads, så blev jeg først lidt usikker, men lidt efter lidt foldede jeg mig ud. Nogle dansede jeg super godt med, andre okay, og dem, jeg ikke havde dansekemi med, tja, dem dansede jeg bare ikke med.

***

På vej hjem fra endnu en endorfinfyldt danseaften cyklede jeg hjem gennem Strøget, og mit blik faldt på den grønne bænk foran Helligaandskirken, hvor jeg nogle måneder tidligere havde siddet og kommet frem til konklusionen, at jeg ikke stolede på mænd.
Der var lys i kirken, ”natkirke”, tænkte jeg og bremsede cyklen. Jeg sprang af og gik ind. Den var utrolig smuk, stille og oplyst af rigtig mange stearinlys. Der var midnatsgudstjeneste, og selvom jeg ikke rigtig hørte efter, registrerede jeg ordet ”tilgivelse”.

Jeg kom i tanke om den filmcollage om de udslagsgivende mænd i mit liv, som måneder tidligere havde gjort mig så trist, da jeg sad udenfor.
Jeg tyggede lidt på ordet tilgivelse. Et sted har jeg læst, at bærer man nag til folk, svarer det til selv at spise gift med henblik at dræbe en anden. ”De bebrejdende, skuffede, vrede og hævngerrige følelser og tanker er jo inde i mit hoved”, tænkte jeg, ”dem, som jeg er arrig på, de aner jo intet – det er min indre suppe, som bliver forurenet, forgiftet og forplumret”.
Da jeg nu var i kirke, og rammen ligesom var sat, lukkede jeg øjnene og tænkte på alle de mænd, jeg havde kendt, som kunne give mig grund til ikke at stole på mænd generelt. Jeg prøvede at se situationerne oppefra. Jeg kom frem til, at selvom resultatet var, at jeg var blevet såret og indimellem havde følt mig svigtet, så havde det faktisk ikke været deres intention. De havde klovnet i det, været ubetænksomme, lavet stikke-hovedet-i-busken-finten, og som jeg sad dér i stearinlysenes skær i kirkens store ro, så kunne jeg genkende varianter af mine egne handlemønstre i dem alle sammen.
”Hey, du der”, teleparterede jeg til figuren af Jesus, som hang på korset, ”kunne du ikke sige et eller andet opløftende og konstruktivt i stedet for at hænge der og dingle?”
Jeg lukkede øjnene, og så dukkede der en sætning op i mit hoved: ”Man skal også tilgive sig selv.”
”Tilgive sig selv?”
Jeg åbnede øjnene og kiggede op på figuren af Jesus. ”Hvis det er dig, som putter sætninger i hovedet på mig, så formulér dem venligst, så jeg kan forstå dem.”
Jeg lukkede igen øjnene, ”Vær blid ved dig selv”.
”Nårh,” tænkte jeg, ”det er jo det, Chenette plejer at sige. Nu forstår jeg, hvad du mener.”
Jeg gentog sætningen for mig selv og sank ned i den rolige, trygge fornemmelse, som ordene gav mig.
Efter nogle minutter rejste jeg mig og gik ud af kirken, hen til min cykel og begav mig hjem. Da min trætte krop endelig kom i seng, lagde jeg håndfladerne på maven, trak vejret og tænkte ”Jeg tilgiver alle – især mig selv”.
Inden jeg faldt i søvn, nåede jeg at tænke, at ham Jesus havde vist også sagt et eller andet om at elske sin næste som sig selv – ikke i stedet for sig selv.

Køb bogen nu

Det er nemt og bekvemt at købe bogen – posten klarer sagen, så har du bogen i postkassen om nogle dage.

Læs mere …

Du kan vælge at læse flere gratis uddrag af bogen.