Kapitel 3 – Droppet over mail juleaften

”Hej skatter.

Jeg har tænkt lidt over tingene på turen herover. Faktisk har jeg for nogle uger siden mødt en anden, og jeg synes, at vi skal stoppe med at være kærester, men jeg elsker dig stadigvæk, og jeg vil altid være din ven. Håber det er okay med dig.

New York er et fedt sted at holde juleferie, og min fætter og jeg hygger os vildt meget. Om lidt skal vi op og træne, og i aften spiser vi bare en stille og rolig middag og ser nogle dvd’er – det er en stille og rolig måde at holde juleaften på. Jeg skulle hilse mange gange. Vi kan ses, hvis du har lyst, når jeg kommer tilbage.

Knus Thomas”

Jeg kiggede et øjeblik på skærmen. Rejste mig fra kontorstolen og gik ud i køkkenet og begyndte at vaske op. Da alt service var vasket og sat op i tørrestativet, gik jeg tilbage til computeren. Der var pauseskærm. Jeg bevægede musen, så pauseskærmen forsvandt, og den åbne mail stod på skærmen. Jeg læste mailen igen, men denne gang kun ordet ‘New’. ‘York’ var for langt et ord for mine øjne at læse.

Mobilen lå på skrivebordet, jeg tog den og tastede nummeret til Majken, min chef i fitnesscentret.

”BodyShape, det er Majken”, lød hendes dejlige stemme i telefonen.

”Hej Majken, det er Lone”, jeg kunne mærke, at min stemme dirrede lidt. ”Jeg kan altså ikke komme i dag. Jeg er altså virkelig ked af det, og måske kan jeg heller ikke komme i morgen”. Min stemme knækkede.

”Jamen, hvad er der sket?”, spurgte Majken bekymret.

”Vi skal ikke være kærester mere.”

Jeg kunne mærke, at min hånd klemte om telefonen.

”Jamen, jeg troede, han var på ferie?”

”Det er han også, han har lige skrevet en mail. Han har mødt en anden.”

Der var stille i røret et øjeblik.

”Har han slået op i en mail?”, spurgte Majken forundret.

”Erh, ja, det har han vist”, svarede jeg.

Da jeg havde lagt røret på, gik jeg ind i seng, pakkede mig ind i de to dyner og trak dem op over hovedet, men lavede en lille sprække, så jeg kunne trække luft ind. Varmen fra dynerne lagde sig som et beskyttende og bedøvende lag omkring mig, og jeg faldt i en drømmeløs søvn.

Nogle timer senere vågnede jeg, en smule groggy på grund af varmen, jeg havde jo sovet fuldt påklædt i mit træningstøj, indhyllet i to dyner. Jeg vraltede ud på badeværelset og satte mig på toilettet. Da jeg vaskede hænder, faldt mit blik på tandkruset, hvor der stod to tandbørster. En pink og en grøn. Vi havde ikke boet sammen, men havde skiftevis sovet hos hinanden de 2 ¾ år, vi havde været kærester.

Jeg kiggede på mit eget spejlbillede, tårerne piblede frem i øjnene.

”Jeg er også alt for kedelig og almindelig til sådan en som ham – og for tyk”, tænkte jeg.

Jeg gik ind til skrivebordet, hvor telefonen lå. 8 ubesvarede opkald.

”Shit!”, uret viste 15.50. Jeg havde sovet i over fem timer. Mine forældre havde ringet seks gange, og min lillesøster to gange. Jeg orkede ikke at gennemlytte beskederne på telefonsvareren. Planen havde været, at jeg skulle være derude kl. 15.30 og tage til julegudstjeneste med min mor og min søster kl. 16.

”Jeg kan ikke tage derud, jeg kan simpelthen ikke. Hvilken undskyldning kan man bruge for at slippe for juleaften”, tænkte jeg, mens mine fingre tastede nummeret.

Den ringede nogle gange, og min far tog telefonen.

”Hej far, det er mig”, sagde jeg med påtaget svag stemme, ”jeg har fået influenza, jeg har sovet indtil nu. Jeg er altså for syg til at komme til juleaften”.

”Nårh”, sagde min far, ”nu er det jo juleaften, så kan jeg ikke hente dig i bil, og så kan du ligge på sofaen med en dyne, og så kører jeg dig hjem igen i aften, eller du kan sove her i nat”.

”Erhj far, det tror jeg altså ikke rigtigt, at jeg kan”, jeg havde næsten ikke kraft til at argumentere for min sag, ”jeg har kvalme og feber og vil garanteret kaste op i bilen. Og så smitter jeg sikkert også”.

”Jarh”, sukkede han ”tag du at gå ind i seng og sov lidt, så ringer jeg klokken kvart i seks, og så lad os lige se, om ikke du får det bedre”. Hans tonefald afslørede ikke, om han troede på min influenzahistorie, eller om han bare troede, det var en undskyldning for at slippe for julemiddagen.

”Okay”, hviskede jeg, lagde på og gik tilbage i seng.

Jeg kravlede ned under dynen og lukkede øjnene, pludselig fik jeg svært ved at trække vejret. Jeg satte mig op i sengen og tog sweatshirt og t-shirt af. Jeg krængede min sports-bh af, smed den på gulvet og tog det andet tøj på igen. Det hjalp lidt. Jeg prøvede at trække vejret dybt, men kunne ikke, det var som om hele mit bryst og mave var blevet fyldt op med cement.

”Kan du ikke lige lade være med det?”, det var, som om Thomas stemme var lige ved mit højre øre, og jeg kunne næsten mærke fornemmelsen af hans sengetøj på min krop. Mindet om dengang, jeg havde prøvet at vække ham med et blowjob, var dukket op i min bevidsthed. Jeg havde ellers læst, at det var alle mænds drøm, og at hvis man virkelig ville tænde sin mand, så var det det, man skulle gøre. Men det virkede ikke for mig. Det var min skyld det hele. ”Jeg er dårlig at dyrke sex med”, tænkte jeg, ”og nu har han fundet en anden, som garanteret er rigtig god”.

Jeg krøllede mig sammen i fosterstilling, mens cementfornemmelsen voksede fra maven og brystet helt op i halsen, og nu følte jeg virkelig, at jeg skulle kaste op.

Kaste op over mig selv. Jeg kunne ikke holde ud at være i min egen krop. Hvis jeg havde været i stand til at løbe, ville jeg have løbet væk, langt væk fra mig selv.

”Jeg kan godt forstå, at han ikke vil være sammen med mig, det vil jeg heller ikke”, tænkte jeg.

Jeg ved ikke, om jeg faldt i søvn, eller hvad jeg gjorde, men lyden af en sms fik mig ud af min boble. ”Måske er det Thomas”, tænkte jeg oplivet, ”han fortryder, for vi elsker jo hinanden, og så skal vi selvfølgelig være sammen”. Et øjeblik virkede det sandsynligt, at en sådan besked ville komme. Jeg sprang op af sengen og ind til telefonen.

”Du er fandme tarvelig :-(

Sms’en var fra min lillesøster, hun og min mor måtte være kommet hjem fra kirke og have fået fortalt historien af min far. Min søster troede tydeligvis ikke på influenzahistorien, og antog, at den blot var en dårlig undskyldning for at slippe uden om juleståhejet med familien. Min biologiske familie er lille, så ståhejet er ikke så stort.

Jeg kiggede på opslagstavlen, hvor der hang et billede af min søster. Midt i cementfornemmelsen kom der pludselig en halv kvadratcentimeters blødhed. ”Arrghh… hende kan jeg bare ikke svigte”, tænkte jeg.

Min fingrer tastede en besked tilbage,

”Det går lidt bedre, skat. Bare sig til far, at han kan hente mig. Men jeg bliver altså ikke og sover.”

Jeg gik hen til skabet for at finde noget at tage på, men det flød sammen for mig, det orkede jeg ikke. Jeg måtte se ud, som jeg så ud.

Der tikkede en besked ind igen:

”Fedt søs ;-) . Far siger, at han kører om fem.”

Jeg gik ud i entréen og tog støvler og frakke på, tog plasticposen med gaver.

”Jeg tjekker lige”, tænkte jeg ved mig selv og gik ind til computeren. Jeg trykkede på send/modtag-knappen, men der var ingen nye meddelelser.

Jeg gik ned på gaden og ventede på min far.

Min søster kom ud i entréen, da hun hørte hoveddøren gik.

”Jamen lille søs”, sagde hun og rynkede brynene, ”du er jo helt bleg. Er du virkelig syg?”

Jeg kunne mærke klumpen i halsen og tårerne springe op i øjnene. Jeg kunne ikke sige noget, men nikkede bare. På trods af aldersforskellen på 10 år var hun næsten lige så høj som mig, hun omfavnede mig og aede mig over håret og kyssede mig på panden, ligesom jeg plejede at gøre med hende.

”Du får det snart bedre, vi skal spise nu, og så kan du ligge inde i en af sofaerne, mens vi synger sange og åbner gaver. Du må gerne låne min dyne og hovedpude”, hviskede hun.

Hun tog min hånd, ”kom, jeg har sagt til mor, at vi to skulle sidde ved siden af hinanden.”

Vi gik ind til bordet, hvor min onkel, tante og fætter havde sat sig, min mor og hendes niece stod ved komfuret.

Min mor kiggede op, ”jamen lille skat, er du syg?”, hun lød helt overrasket.

Jeg nikkede og satte mig ved siden af min søster. Maden på tallerkenen så indbydende ud, men selv om jeg intet havde spist i løbet af dagen, var der absolut ingen appetit. Jeg tog gaflen i hånden og tog lidt mad, det voksede i munden på mig, og det forekom mig helt umuligt at synke. Jeg tog servietten op til munden og spyttede maden diskret ud i servietten – alle var optagede af at gå ombord i julemaden, så ingen tog notits af mit lille stunt.

Snakken gik ved bordet, og den officielle forklaring på min manglende appetit og deltagelse i samtalen var influenza, og det var også under dække heraf, at jeg, da de andre spiste risalamande, gik ind på sofaen i stuen med min søsters dyne og pude og lod som om, at jeg var faldet i søvn. På et tidspunkt må jeg virkelig være faldet i søvn, for jeg vågnede ved, at min søster aede mig på kinden, ”søs, jeg har samlet dine gaver i en pose, og mor har redt sengen i dit gamle værelse”, sagde hun.

”Jeg vil gerne hjem”, sagde jeg.

Min mor kom og lagde hånden på min pande.

”Du er ikke varm, så jeg tror ikke, du har feber, men du kan jo sagtens være syg alligevel – er du sikker på, at det ikke vil være bedst, om du sov her?”

Tårerne væltede op i mine øjne, hvorfor skulle jeg altid argumentere for alting, det eneste, jeg ville, var væk. Jeg prøvede at tale, men klumpen i halsen forhindrede det.

”Jamen lille skat, da – er der noget i vejen?”, min mor så undersøgende ned på mig.

Pludselig sprang jeg op af sofaen og råbte af mine lungers fulde kraft: ”Jeg vil bare hjem – og nu ringer jeg efter en taxa.”

Resten af familien var gået hjem, og min mor og søster så helt forskrækkede ud.

”Jamen skat, far kører dig selvfølgelig, du skal da ikke ringe efter nogen taxa.”

”Så sig til ham, at jeg vil køre omgående”, sagde jeg og marcherede ud i entréen. Mens jeg tog støvler på, råbte jeg ”og jeg kommer ikke til julefrokost i morgen”. Hele aftenen havde jeg ligget passivt som udskidt æblegrød, og pludselig uden nogen som helst form for advarsel var jeg eksploderet.

Få minutter efter sad jeg i bilen med min far, og da han bakkede ud af indkørslen, kunne jeg se min søster stå i vinduet. Jeg løftede hånden og vinkede til hende, hun vinkede forsigtigt tilbage.

Min far kunne ikke undgå at have hørt eksplosionen i stuen, men han kommenterede det ikke og spurgte ikke. Heldigvis.

”Så er vi her”, sagde han og standsede foran lejligheden, ”hvis du skifter mening med hensyn til julefrokosten i morgen, så må du ringe, så henter jeg dig”.

”Jeg skifter ikke mening, jeg vil bare have fred”, se jeg.

Han er en mand af få ord, som sjældent blander sig i noget, og det er nogle gange en fordel.

Da jeg kom ind i lejligheden, stod computeren stadigvæk og brummede. Jeg bevægede musen, så pauseskærmen opløstes. Jeg trykkede ”send/modtag”, der kom to mails fra bekendte i udlandet, som ønskede glædelig jul.

Intet fra Thomas.

Telefonen bippede i lommen, mit hjerte stoppede. Jeg vidste, fra da Thomas i sommer havde været på ferie hos sin fætter, at han sagtens kunne sende sms’er.

”Uanset hvad, så elsker jeg dig. Love fra din lillesøs. P.S. Du glemte dine gaver.”

”Mon han har åbnet min julegave”, jeg tænkte på den flot indpakkede bog, jeg havde givet Thomas med to dage i forvejen med strenge instrukser om ikke at åbne den før juleaften. Det var en fantastisk smuk Karma Sutra-bog med alle de originale billeder og beskrivelser. Selvom han var aktiv sportsudøver og så professionel, som man kunne blive inden for hans sport, havde det med sex aldrig rigtig kørt super godt. Faktisk havde det næsten ikke kørt. De gange, jeg havde været med ham ude til sportsarrangementer, kunne jeg fornemme de andre kvinders tanker, og enkelte havde oven i købet sagt det: ”Wauw, han er godt nok lækker, din kæreste. I må have det fantastisk sammen.” Jeg havde altid bare smilet lidt Mona Lisa-agtigt, som om det faktisk var så hot, at deres ører ville falde af, hvis jeg løftede sløret for bare en detalje.

Men det var løgn, også selv om jeg gennem alle årene brændende ønskede, at det skulle være virkeligt.

Nu havde jeg købt en bog om tantra til ham. ”Den kommer han til at læse med hende”, tænkte jeg. ”Det var ikke, fordi han ikke ville have sex, det var bare mig, han ikke ville have sex med. Det er mig, han ikke vil have.”

Pludselig var det, som om cementfornemmelsen i maven begyndte at røre på sig, lidt som lava der ulmer i en vulkan, og så kom det; al ked-af-det-heden, frustrationerne, vreden, skuffelsen, såretheden, raseriet, bebrejdelserne, det væltede ud som hulk, der rystede hele min krop, og højlydt gråd af den slags som resulterer i tårer og snot over det hele. Og sådan fortsatte det til tredje juledag, så ringede Sofie.

Indtil videre havde jeg sms’et til min søster en gang om dagen, at jeg ville ringe, når jeg fik det bedre, og indtil da bare ville have fred. Alle opkald fra hende og mine forældre havde jeg ignoreret.

Da Sofies nummer viste sig i displayet, tog jeg dog telefonen.

Hun kunne høre på den måde, jeg sagde ”hej” på, at der var noget galt, og jeg fortalte grådkvalt, hvad der var sket. Hun lyttede, var stille et øjeblik og sagde så, ”Jamen har du egentlig ikke altid godt vidst, at det ville gå sådan her?”

Et halvt år tidligere havde jeg siddet i vindueskarmen og snakket med Sofie om det fra min side stærkt ønskede, men ikke ret ofte eksisterende sexliv. Problemet var – i mine øjne – at vi ikke tilbragte så megen tid sammen, som jeg ønskede. Jeg elskede at være sammen med ham. Jeg kunne bedre lide mig selv, når jeg var sammen med ham, og jeg ville gerne have mere af det. Desuden var jeg desperat for at finde på noget, som kunne resultere i, at den kærlighed og det begær, jeg følte for Thomas, kunne blive realiseret. Alt det snakkede jeg med Sofie om en junidag siddende i vindueskarmen, men i stedet for at komme med nogle konkrete tips eller noget, jeg kunne gøre, spurgte hun, ”er du overhovedet sikker på, at I skal være kærester? Tror du ikke, at I ville fungere meget bedre som venner?”.

Jeg affejede omgående hendes spørgsmål. ”Nej, selvfølgelig skal vi være kærester; altså hallo, jeg elsker ham jo.”

Samtalen stod klokkeklar i min erindring og åbenbart også i Sofies.

Vi snakkede lidt videre og telefonsamtalen sluttede med, at Sofie proklamerede, at hun ville indstille søgningen efter en kæreste, ”jeg har på fornemmelsen, at manden i mit liv dukker op i år 2005, så indtil da vil jeg bare have det sjovt og score en masse mænd”, proklamerede hun.

Det kunne hun sagtens sige, ”jeg får aldrig, aldrig, aldrig lyst til at være tæt på nogen anden mand end Thomas. Jeg kommer aldrig til at elske nogen anden på den måde igen”, tænkte jeg, da vi havde lagt på.

Jeg trak dynen over hovedet, det var som om cementfølelsen igen eksploderede inden i mig, så alle de små cementstykker gnavede sig ind i hele indersiden af min krop. Smerten var så lammende, at jeg ikke kunne bevæge mig, og først den 31. december om formiddagen orkede jeg at sms’e svar tilbage på min søsters mange sms’er med spørgsmål om, hvad der dog var i vejen, om jeg virkelig var syg, og hvad jeg skulle nytårsaften.

”Jeg er bare lidt ked af det, fordi Thomas og jeg ikke er kærester mere.”

Telefonen ringede omgående, det var min søster, ”nu bliver jeg nødt til at tage den,” tænkte jeg.

”Jamen lille store søs, sikke noget, hvornår er det sket?” lød min søsters stemme.

Jeg fortalte hende historien i store træk.

”Slog han op i en mail?”

Jeg sukkede og tænkte på mit svar til Majken, ”erh, ja, det gjorde han vist”.

”Jamen, det er nytårsaften i aften, hvad skal du lave?”, spurgte hun.

”Jeg skal ligge i min seng”, jeg orkede ikke at tale mere.

”Ej søs, det går altså ikke, vi kommer og henter dig.”

”Nej, det vil jeg helst ikke, jeg er træt, og jeg vil helst være alene.”

Der blev stille i røret.

”Lone”, sagde min søster med så myndig en stemme, som en 13-årig kan mønstre, ”jeg kan altså ikke lide, at du er derinde hos dig selv alene, når det er nytårsaften. Det kan godt være, at du er ældst og klogest, men jeg er den yngste, og jeg får en dårlig aften, hvis jeg ved, at du er alene og ked af det. Kan du ikke komme herud – for min skyld. Så kan vi to i hvert fald være sammen. Vi er jo søstre, og vi er der altid for hinanden, det har du selv sagt!”

Jeg kunne jo intet stille op mod mine egne ord, så jeg indvilligede modstræbende i at blive hentet om en time.

Jeg gik ud på badeværelset og børstede for første gang i mange dage tænder, tog joggingtøj på; det virkede som en kraftanstrengelse, og jeg måtte sætte mig i en køkkenstol og faldt i staver. Udenfor var himlen helt skyfri, og solens stråler gav genskin i sneen. Det var en perfekt vinterdag af den slags, som indbyder til livsglæde.

Nogle dage tidligere – helt præcist d. 22. december om formiddagen – havde jeg cyklet fra Thomass lejlighed langs Strandvejen ud til Skovshoved Havn. Jeg havde følt mig trist, tung og uforløst; han var taget af sted tidligt om morgenen uden at vække mig, men havde bare kysset mig på panden. I virkeligheden havde jeg været vågen, faktisk havde jeg slet ikke sovet hele natten. Jeg havde haft lyst til at putte mig helt, helt tæt ind til ham, men det kunne jeg ikke, for så kunne han ikke sove. Sådan var de fleste gange, når vi sov sammen. Gennem hele vores forhold havde jeg tænkt, at det nok var fordi, at han var mere moden og spirituelt udviklet end mig. Jeg havde set mit puttegen som et svaghedstegn og havde fået overbevist mig selv om, at det jo var godt for mig at blive tvunget til at ikke have lyst til at putte. Nu hvor jeg fortæller det til dig, som sidder med bogen i hænderne, kan jeg godt høre, hvor tåbeligt det lyder – men jeg havde fået solgt mig selv idéen, om at jo mindre fysisk lyst jeg havde, des mere åndeligt udviklet var jeg!

Om formiddagen var jeg cyklet ud til Skovshoved Havn og havde sat mig på stengærdet, himlen var skyfri og solen strålede. Iført alt mit vintertøj havde jeg lagt mig på det brede stengærde og suget solens stråler til mig. Pludselig dukkede en sætning op i mit hoved: ”Uanset hvad der sker omkring dig, skal du bare kigge op”.

Mon en del af mig allerede havde fået færten af den mail, som 48 timer senere ville lande i min indbakke? Mon jeg prøvede at fortælle mig selv, at når alt tilsyneladende faldt sammen omkring mig, så skulle jeg bare kigge op og huske, at bag skyerne er himlen altid blå, og det bliver den ved med at være. Skyerne kommer og går, men den blå himmel består. I virkeligheden er det bare et spørgsmål om tid, før skyerne forsvinder, og solen igen er tilbage.

Jeg blev revet ud af mine kosmologiske overvejelser, da alarmen på min telefon bippede. Far ville være her om tre minutter, jeg gik ned på vejen. Imidlertid var det min mors bil, der trillede op ved fortovet. Jeg satte mig ind og så min mors triste, medfølende ansigt.

”Arh, lille Lone, Mullepigen har fortalt mig, hvad der er sket.”

Jeg mærkede klumpen i halsen vokse, og smerten i mit hjerte gjorde, at enten krympede sig sammen eller var lige ved at eksplodere.

”Han er da også en tarvelig skid, sådan bare at sende dig en mail – og så til jul”, min mor lød hidsig. ”Hvad bilder han sig ind!”

Jeg måtte stirre lige frem for mig.

Min mor sukkede dybt, ”ved du hvad, skat, du finder en, som er meget mere …”

”Stop, mor”, sagde jeg.

”Jamen skat, du finder en …”

”Stop, mor, luk din mund”, råbte jeg, ”jeg vil ikke høre mere. Ti stille”.

Min mor tav, og jeg fortsatte med at stirre ud i luften frem for mig.

At være mor til mig må indimellem være en vanskelig og utaknemmelig opgave, men jeg havde ikke engang overskud til at have dårlig samvittighed over at have råbt af hende.

Da vi ankom til mine forældres hus, gav jeg min far besked på, at jeg ville køres hjem kl. 00.20, og så gik jeg ellers direkte ind på min søsters værelse, lagde mig i hendes seng og nægtede at deltage i noget som helst.

Den 1. januar vågnede jeg i min egen seng, jeg havde drømt en hel masse mærkelige drømme og var slet ikke tæt på at være udhvilet. Præcis et år tidligere var jeg vågnet hjemme hos Thomas, vi havde brugt hele dagen på at lave lister over, hvad vi var taknemmelige for i det forgangne år, og over hvad vi gerne ville opleve i det kommende år.

Andenpladsen på min første liste var ”at være kæreste med Thomas” (førstepladsen var at være storesøster til min lillesøster). Førstepladsen på min anden liste var ”mere tid med Thomas”.

Den næste halvanden måned gik med at tjekke mail, sove uroligt, græde – ikke små fine dryppende tårer – men med snot og det hele, at have cementfornemmelse, klumper i halsen, tænke på vores gode oplevelser og kort sagt være ulykkelig. Nårh ja, så var der også lige en eksamen, som jeg mirakuløst fik mig samlet sammen til at møde op til, skrive hvad jeg kunne, hvilket tog cirka en time og et kvarter, og så gik jeg hjem i seng igen. Selvfølgelig bestod jeg ikke.

Midt i februar begyndte jeg så småt at bevæge mig udenfor igen. I halvanden måned havde jeg kun været i stand til at indtage kopsuppe fra Knorr, og mine lårmuskler var skrumpet mærkbart ind af halvanden måneds sengeleje.

Min første cykeltur gik ned til Den lille Havfrue. Jeg regnede med, at der nok ville være ro, da det ikke var sæson for japanske turister og andre forventningsfulde havfruefans. Det var sent på eftermiddagen, og vintermørket var faldet på. Mine øjne faldt på bænken, hvor Thomas og jeg ofte havde mødtes, når vi skulle gå tur. Jeg kunne ikke holde ud at standse op, men cyklede videre, det begyndte at småsne. ”Frisk luft er en overvurderet fornøjelse”, tænkte jeg og trådte til i pedalerne, et par kom gående imod mig. Det gav et stik i hjertet, ”det kunne have været os”, tænkte jeg, ”det har været os”.

Jeg nærmede mig parret. I løbet af et sekund snørede min hals sig sammen, og mine hænder knugede styret. Det var som om, at min krop førend mine øjne havde registrerede hvem, det var, som kom gående. Det var ham! Jeg cyklede forbi, og han løftede hånden og vinkede med et stort smil. Pigen ved siden af ham var noget lavere, og de gik tæt sammen. Tårerne væltede op i mine øjne, og mit blik blev sløret, som om jeg havde tabt kontaktlinserne. ”Jeg er ikke god nok til ham”, tanken ekkoede inde i mit hoved, opkastefornemmelsen stod i halsen, mens jeg trampede så hårdt i pedalerne, jeg kunne, for at komme hjem. Da jeg kunne se mine stuevinduer, begyndte jeg at hulke helt ukontrolleret. Jeg ville ind i min seng og aldrig, aldrig mere udenfor igen.

Jeg gik direkte ind i seng og pressede dynen op imod øjnene, som om det kunne fjerne billedet af Thomas og hans nye kæreste gå sammenslyngede ved Den lille Havfrue. Det hjalp ikke, for det var som om, at jo mere jeg pressede på øjnene, des tydeligere blev billedet.

Pludselig var det, som om en ild blussede op i mig; jeg blev vred. Rigtig, edderspændt rasende vred. Ikke på hende, men på ham. ”Hvad fanden bildte han sig ind, her havde jeg i næste tre år kæmpet med hans humørsvingninger, hans ’jeg har ondt i maven’, jeg havde i flere timer siddet tålmodigt og mediteret og sagt lyde, som skulle sætte mig i kontakt med universets puls – eller noget i den retning – når det eneste, jeg havde lyst til, var at komme i nærkontakt med ham. Jeg havde opmuntret ham til at fuldføre studentereksamen ved at tage hf-eksamen, jeg havde støttet ham gennem familiestridighederne, og dette var så hans måde at takke mig på? At være så fej at sende en mail – tænk at han var så kujonagtig bare at skrive en mail efter næsten tre år!”

Jeg var så vred på ham, at min krop dirrede, og jeg pressede tænderne hårdt mod hinanden, men jeg kunne stadigvæk ikke gøre andet end at ligge i sengen.

En flodbølge af mismodighed, håbløshed og sortsyn skyllede ind over mig, det var som om, at jeg druknede og langsomt blev kvalt i mine egne tanker.

”Hvorfor er jeg ikke en af de der seje kvinder, som ved, hvem hun er, hvad hun vil og ikke vil, som bare gør det, som gør hende lykkelig? En af dem som har så meget selvtillid, at hun ved, at når den ene mand går, så kommer den næste. Og i øvrigt er hun så skøn, tilfredsstillende og fantastisk at være sammen med, at der ikke er nogen, der går fra hende frivilligt.”

”Hvorfor er jeg så håbløs?”, spurgte jeg ned i dynen, som om jeg regnede med, at den kunne give mig svar.

Min mors ansigt dukkede op i mit hoved! ”Det er hendes skyld, for hvis hun havde været en stærk, tjekket, selvsikker og cool kvinde, så ville jeg have haft et ordentligt forbillede. Så det er da klart, at jeg ikke har en chance for at blive til noget, når jeg kommer fra sådan en mor.” Det lyder bizart, men på en eller anden måde var det som om, at jeg fik det lidt bedre, når nu jeg havde fundet en i øjeblikket plausibel årsag til min egen følelse af utilstrækkelighed. ”Der er min mors skyld!”

Efter lidt tid forsvandt den umiddelbare tilfredsstillelse dog, for hvis det var min mors skyld, at jeg var så kikset og håbløs, at Thomas ville forlade mig – hvad var der så at stille op? Man kan jo ikke lade være med at være nogens datter. Jeg mærkede flodbølgen skylle indover mig igen for fuld kraft. Det var som om, at hele ”mors skyld”-konceptet, som før havde virket lindrende, nu blev en sten om foden, der trak mig endnu længere ned end før.

”Det er også min fars skyld”, kom jeg i tanke om, ”ja! Fandme så. Har jeg måske nogensinde set dem kysse? Nej. Jeg har måske nogensinde set dem være lykkelige? Nej”. Den bizarre lykkefølelse kom tilbage. ”Selvfølgelig kan jeg ikke finde ud af at få et godt parforhold, jeg har jo aldrig set, hvordan det ser ud, når to mennesker elsker hinanden og giver udtryk for det. Hvorfra skulle jeg vide, hvordan man gør. Det er deres skyld, at jeg ikke havde styrke til at gå fra Thomas. Det er deres skyld, at han gik fra mig, fordi jeg, som deres datter, har en dårlig parforholdskodning.” Jeg fik pludselig så meget energi, at jeg satte mig op i sengen. ”Selvfølgelig kan jeg ikke få en mand, som forguder, elsker og værdsætter mig, når min mor aldrig er blevet forgudet, elsket og værdsat af min far.” Jeg havde det meget bedre! Der var ikke ligefrem ro i min krop, men pinligheden og selvbebrejdelsen var transformeret til kampånd og lyst til at fortælle om min nye erkendelse.

”Hæ!” tænkte jeg og greb telefonen, ”det må jeg fortælle Chenette”.

Jeg ringede op og fortalte, med en i bakspejlet set næsten pervers begejstring, om min nye indsigt: At hele min elendighed var mine forældres skyld. Fordi de individuelt var nogle vatnisser, så var jeg det også. Og fordi deres forhold, set fra mit perspektiv, aldrig har været lidenskabeligt lykkeligt, så var det heller ikke muligt for mig at få et sådant forhold.

Da jeg havde fyret smøren af til hende, resulterede det ikke i en øjeblikkelig meningstilkendegivelse. Noget af det, jeg værdsætter højest ved Chenette, er, at hun som hovedregel tænker sig om, før hun taler, så det er særdeles velovervejet og gennemtænkt. Det kan jeg lære en del af.

Der gik længere tid, end der plejer, inden hun svarede.

”Lone, jeg vil gerne minde dig om, at dine forældre har gjort det bedste, de kunne; og det kan meget vel være, at du og de har to forskellige idéer om, hvad det bedste så er. Men at give dig og din søster den bedste start i verden og så gode forudsætninger som muligt har været deres intention.

Jeg kan godt forstå, at tanken om, at det er deres skyld, at det ikke gik med Thomas gør, at du får det bedre, men det er som at tisse i bukserne. Varmen holder meget kort tid, så bliver det koldt og lugtende.”

Jeg måbede i den anden ende af telefonen. Dels havde jeg jo regnet med, at hun ville erklære sig helt enig i min analyse og placering af skylden, og dels det var første gang i de tre år, jeg havde kendt Chenette, at hun havde brugt latrinære metaforer.

”Hvis du holdt op med at bebrejde dig selv for at have gjort noget forkert, så kan det jo være, at dit behov for at placere skyld hos dine forældre, hos dig selv eller hos Thomas forsvinder, og så tror jeg faktisk, at du får det bedre.”

Der var helt stille i telefonen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

”Der er ikke brug for mere ked-af-det-hed, Lone. Ikke i dig eller fra dig til andre. Det, der er brug for, er, at du er blid ved dig selv.”

Jeg kunne ikke rigtig sige noget oven på den smøre. ”Være blid ved mig selv”, jeg gentog sætningen højt.

”Ja”, svarede Chenette, ”du skal være blid ved dig selv”.

Efter nogle dage dukkede vreden igen op til overfladen, da jeg pludselig kom i tanke om noget den amerikanske talkshowværtinde Oprah Winfrey engang havde sagt. Jeg husker det ikke ordret, men pointen var, at grunden til, at hun var overbevidst om, at verden er et godt sted at være, er, at katastrofer altid bliver varslet. Først hviskes der i dit øre, så tales der i dit øre, så får du et prik på skulderen og så et lille puf med universets albue. Hvis du stadigvæk nægter at handle, så må universet gribe til kraftigere metoder, hvilket ofte vil være i form af et gevaldigt lods i røvet, så du flyver af sted. Dette kunne imidlertid være undgået, hvis du havde lyttet dengang, der bare blev hvisket til dig.

”Jeg har fandme da ikke fået nogen tegn på noget som helst”, tænkte jeg. Selvfølgelig havde der været stunder, hvor jeg var frustreret over, at vi egentlig mere var venner end kærester. Jeg havde tænkt, at sådan var det nok bare at være kæreste med ham, og at jeg havde godt af at lære at blive mere selvstændig og have mere ”nok i mig selv”. Mit hjerte bankede af arrigskab og forurettelse, men så dukkede et minde op: En eftermiddag havde jeg sludret med receptionisten i det fitnesscenter, hvor jeg havde studiejob. Et af medlemmerne, som jeg havde haft øjenkontakt med nogle gange tidligere, kom hen og flirtede voldsomt med mig. Jeg var meget overrasket over hans ligefremme facon og havde høfligt havde afslået hans tilbud om efter-trænings-kaffe -date. Jeg husker tydeligt, at jeg i et flash tænkte, ”den eneste måde, Thomas og jeg kommer fra hinanden på, er, hvis en af os finder en anden.”

Mindet stod klart – lige så klart som den samtale med Sofie, og det var, som om min vrede standsede et øjeblik.

”Er det det, som er sket? Har universet fikset det således, at han fandt en anden, så vi kunne komme fra hinanden?” Der blev stille inde i mig et øjeblik, men så blussede vreden op igen, og denne gang var den rettet i mod mig selv. ”Tænk, at jeg har været så dum. Tænk, at jeg har prøvet og prøvet og prøvet at være mere stille, at være mere sporty, at være mere klog, at være mere selvstændig, at være mindre følsom, at være mindre lidenskabelig.” Jeg har prøvet at lave mig selv om for at passe til ham og hans livsstil, og så ender det sådan her. Hvor er det pinligt at have så lidt selvfølelse, så lidt selvværd, så lidt tillid til sig selv.”

Den nye blanding af selvbebrejdende vrede og pinlighed var det værste indtil videre, men heldigvis ringede Sofie. Det var et stykke tid siden, jeg havde hørt fra hende.

Små to uger efter hun var startet på sin færd ud i internettets spændende verden, på rejse efter mænd at forlyste sig med, indtil Manden i Hendes Liv ville dukke op i 2005, havde hun mødt en fyr. Efter tre ugers intensivt kæresteri flyttede hun ind hos ham. Så selv om vi var på samme jord og i samme by, var hun i himlen, og jeg i helvede.

Midt i hendes begejstrede talestrøm om denne nye mand, standsede hun og spurgte til mig.

”Jeg synes, det er pinligt, Sofie”, sagde jeg, ”jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg har behandlet mig selv så dårligt. Jeg har jo aldrig været helt glad sammen med ham. Altså næsten. Men jeg har altid skulle skrue ned for mig selv, det gjorde jeg, og nu er han skredet med en anden. Jeg kan bare slet ikke forstå, at jeg kan være så dum og …”

”Stop lige engang”, sagde Sofie. ”Det lyder som om, du er meget sur på dig selv. Tror du ikke, du har brug for at elske dig selv lidt?”

”Det er fandme også grund til at være sur”, jeg orkede altså ikke noget lommepsykologiskterapeutisk elsk-dig-selv-pis! ”Jeg har været så dum og så svag og så blind – og ved du hvad, det værste er? Det er, at jeg valgte at være blind! Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke ville gå ret meget længere, og at det bare var et spørgsmål om tid. Du sagde det der til mig, om at det måske var bedst, at vi var venner. Det overhørte jeg. Engang i mit fitnesscenter kom jeg til at tænke på, at den eneste måde, vi kunne komme fra hinanden på, var, hvis en af os fandt en anden – altså den slags tanker tænker man sgu da ikke, hvis man er der, hvor man har det godt. Det burde bare have været mig, som havde fundet en anden – ikke ham! Jeg hader mig selv, fordi jeg er så dum!” Jeg var helt forpustet efter den maskingeværagtige salve.

”Lone, hvis det var min kæreste, som var skredet, og du talte så ubehageligt til mig, som du taler til dig selv, så gad jeg altså ikke at være veninde med dig.”

Sofie har indimellem med at formulere sig kort og præcist og uden dikkedarer – og så var den del af samtalen afsluttet.”

Her slutter uddraget af dette kapitel.
Jeg læser med stor interesse din kommentar, så skriv hvad du har oplevet, og hvad du tænker om dette emne.

Køb bogen nu

Det er nemt og bekvemt at købe bogen – posten klarer sagen, så har du bogen i postkassen om nogle dage.

Læs mere …

Du kan vælge at læse flere gratis uddrag af bogen.

 

6 Responses to Kapitel 3: Droppet over mail juleaften

  1. ageneta siger:

    Hej power prinsesse.
    Fedt at læse dette uddrag ,,for HOLD da helt op ,hvor jeg bare kan genkende præcis som du har haft det.Min kæreste igennem 3 år gik også fra mig ,,,,for 4 mdr siden . HAn skulle”være alene” som han sagde men  gik lige i armene på en anden kvinde . Hele sommerenhar jeg bebrejdet mig selv stolpe ned over hvor forkert og   kedelig jeg måtte være og at det var derfor han ikke ville være kæreste med mig mere. At mit liv bare var det rene ingenting i forholdet til HENDES, (den nye). Det er utroligt som vi kvinder bare vender det i mod os selv istedetfor at , som du jo også skriver, selv at handle efter de små vink som vi får, noget før. For dem fik jeg jo også, men valgte at ignorere dem. Og det er nok det værste vi kan gøre.

    Tak fordi du skriver det som det er.

    KH Agneta

  2. Charlotte siger:

    Tankevækkende skrivning….. og meget rammende… jeg håber at alle vil mærke noget når de læser din beretning… jeg håber at andre mærker det,,,, for så ved jeg at de har levet og mærket universet og hvis vi er omgivet at kærlige mennesker vil vi komme til at leve igen og for fanden, hvor vi lever når himlen igen viser sig….. og solen skinner altid (til jer der ikke har været der endnu )efterfølgende… husk det solen skinner os på dig…….. Lone jeg har mødt dig til et foredrag og jeg har set solen omkring dig…. den bevidste beslutning (med universets hjælp) giver os evnen til at lytte til os selv og mærke efter…”jamen” hvad er godt for mig… Du Lone er jo heldig…… Det krævede dig kun knap 3 år…..samt tiden til… du igen kunne kigge over skyerne… og se og mærke  solens stråler og se fremad ….med en helt speciel energi……og du og jeg vil fremover altid mærke efter og træffe beslutninger der vil gøre godt for os…. også selv om det til tider vil kræve svære beslutninger….  Vi ved at det vil være til vor eget bedste…og vi vil møde forundring og skepsis over vore beslutninger som kunne såre andre mennesker eller jeg vil snare skrive at det vil helt sikkert forekomme at andre vil blive såret…. men har vi først mærket solen og varmen i vore hjerter og mærket at give slip på os selv….. ( på den kedelige måde) selvtilliden…selvværdet…. bildt os ind.. at det er jo nok mig den er gal med…. og tingene bliver nok bedre….. o.s.v. til dem der læser det nu… kan jo fortsætte ramsen  i en uendelighed…. hvis du stadigvæk er typen der tænker det går nok.. det bliver nok bedre…. SÅ SØG HJÆLP NU………..din indre kvinde er………..VÆK… tænkte lidt over, hvilket ord jeg her skulle bruge og det lyder nok hårdt.. men tænk lige over det…. kan du mærke kvinden i dig og glæden ved livet og kan du mærke dit hjerte…..Jeg har efter 17 års ægteskab og rigtig rigtig mange hints fra universet givet slip og er ved at finde mit hjerte…. jeg er i en afgiftsningsfase… men tiden i seperation, bodeling og you name it… er “so fucking” . lige meget for hjerte banker, solen skinner, himlen er blå og det største af det hele er at mærke.. kvinden i mig selv….. ingen tvivl.. det er ingen dans på roser.. som du Lone beskriver skaber det en vrede og kan alle I kvinder der er på vej vende den vrede mod dig selv….ikke andre… vil det skabe helt vildt meget energi… du skal muligvis have hjælp fra venner.. eller af en prof….men du er på vej…    liv = bevægelse… bevægelse = liv…….. Det skal lige siges at jeg ikke har mødt en ny mand får at føle ovenstående… men jeg gør modsat  Lone….hvad hun afviste i fitness centeret… jeg tager imod go energi,  flirter og omgiver mig med positive mennesker og det er helt vildt utroligt, hvad livet giver en tilbage nå en kvinde sender sine  solstråler….ud…….Det lyder religiøst… det er det ikke – men når du rammes af livet,,,  og bliver dig selv taknemmelig for dine valg og mærker kvinden i dig selv…. SÅ BLIVER DET SKU LIDT HIMMELSK…….
    kæmpe knus til dig Lone og tillykke med bogen.. og held til dig der evt. skulle læse dette…..mit nye motto er ….just do it……. og universet hjælper dig…..du er ingenting for andre, hvis ikke du er noget for dig selv……….med andre ord for at udsende stråler skal du selv føle dig som en sol….. det hjælper at dyrke motion…. og komme ud i luften og mon ikke du som Lone vil få en henvendelse i fitness centeret eller et andet sted… om du tar’ imod er en anden sag…. følelsen er dejlig og den kommer ikke dårligt tilbage… go vind på din vej og må du mærke strålerne som Lone og jeg… håber Lone at det er ok at skrive sådan… har andre kvinder set dig “live” ved de hvad jeg mener…. du er bare en skøn kvinde…………………med et godt hjerte………….og mange mange stråler… der til stor glæde rammer MIG……må hellere stoppe ellers skal jeg da vist til at skrive en bog…griner ha’ en vidunderfuld torsdag….

    knus og tanker fra Charlotte (en kvinde i bevægelse)

  3. Kirsten siger:

    Hej Lone.

    Hvor er jeg altså bare lykkelig for at du er så ærlig og har skrevet den her bog, for jeg har det lige nu på præcis samme måde som du havde. Jeg er dog kun 18, men det er virkelig rart at vide at man ikke er den eneste der har det sådan.

    Jeg tror du hjælper rigtig mange piger og  kvinder på den her måde – i hvert fald hjælper du mig. Også med dine videoer, du gør at jeg får det rigtig godt med mig selv og jeg bliver faktisk lykkelig når jeg hører dig snakke og hører på det du siger. Jeg er rigtig meget taknemmelig for det du gør!

    Kærlig Hilsen Kirsten

    Kærlig Hilsen Kirsten

  4. Lisa Marie siger:

    Hej Lone.
    Jeg er SÅ glad for, at jeg har fundet denne side. Jeg har både grædt og grinet højlydt, mens jeg har læst de to første uddrag af din bog. Det rammer noget i mig, som får tårerne frem, men samtidig er der så meget humor i din måde at skrive på, at jeg det næste sekund trækker på smilebåndet.
    Hvor er det dejligt du vil dele dine oplevelser og erfaringer med os allesammen. Du er med til at gi’ mig et håb, om at jeg kan få det bedre. Tak for din ærlighed og inspiration!
    Mange varme hilsner Lisa Marie

  5. Lene siger:

    Hej Lone.

    Du skriver hudløst ærligt om dine oplevelser og føleler i forbindelse med et kærligsbrud.
    Jeg har selv modtaget en sms for nogle måneder siden fra min kæreste.
    Han skrev at han ville være sig selv ikke andet.
    Det er ikke første gang, at han har meldt ud på denne måde.
    Ligesom du -  har jeg holdt igen på mig selv - og bare ladet tiden gå med ham og jeg.
    Vi har været sammen ca. 6 år!

    Synes du skriver så dejligt ligefrem og får lyst til at købe din bog for at læse den hele.
    Tænker også at en nær veninde kan have særligt glæde af at læse den.

    Knus Lene

  6. Kære Lene.
    Tusind tak for din kommentar – af en eller anden grund har jeg først set den nu, mange måneder efter at du har skrevet den.
    Jeg sender dig et utroligt stort knus. At lade sig selv være i en relation, som er præget af så megen ‘frem-og-tilbage’, er ikke sjove og slet ikke befordrende for ens selvudfoldelse.
    Nu ved jeg jo ikke, hvordan sagerne står nu, Lene – men min første tanke er, at du må udvikle et forhold til dig selv. Et stærkt forhold, hvor du bliver hos dig selv og udvikler så stærk en selvfølelse, at du ganske enkelt ikke bliver i situationer, som gør ondt.
    For mig er det stadigvæk noget, jeg skal øve mig på – og hvis der er noget, jeg kan gøre for at støtte dig, så smid en mail på lone@powerprinsesse.dk og spørg løs, så laver jeg en video til dig.

    Kærligst
    Lone

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Connect with Facebook

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Trøstespiser du? Er du overdrevet optaget af, hvad du spiser? Kæmper du med de samme kilo? Kan du holde "den sunde linje" i noget tid, men falder så i vandet? Gennem 19 år kæmpede jeg med trøstespisning - og fandt en løsning, der har virket. Den får du på onlinekurset Få fred med din Mad.
- Elsker du at danse?
- Er du træt af at nattelivet starter så sent?
- Vil du møde andre danseglade mænd og kvinder?
Har du lyst til at komme til en fest, hvor dansegulvet koger kl. 20.30 ?
Kan du komme til København, Århus eller Vejle?
Så vil jeg invitere dig til dansefest i Karmaklubben
Har du læst bogen 'Fra pæn pige til PowerPrinsesse'? Den har fået sin helt egen hjemmeside. Her kan du anmelde den - eller læse en masse gratis kapitler.

Skal vi holde kontakten?

Abonnér på nyhedsbrevet, så sender jeg De 4 PowerPrinsesse-Principper lige til at hænge op på køleskabet. Du får også GRATIS inspirationsvideoer til din glæde og inspiration.