At sadle om

August 2007.

Fra mit synspunkt betyder ”at sadle om” at tænke anderledes om sig selv og sine egne evner.

Om det er en horoskopisk, numerologisk, genetisk eller helt fjerde årsag ved jeg ikke, men viljestyrke er ikke noget, jeg besidder. Min tanke var hele den første 1/5-del af mit liv (regner med at blive 100 år), at jeg nok bare var, som jeg var og måtte leve med det.

I, der kender lidt til min livsfilosofi og indstilling til tingene, ved, at noget af det, som jeg siger oftest er: ”Du er perfekt præcis, som du er lige nu”. Og det kan måske synes som en modsætning at ønske at ændre sig selv og alligevel elske sig selv helt og fuldstændigt, som man er.

Jeg mener, at kernen, det helt inderste, essensen af mig er helt perfekt, og det som er uden omkring ”det dybe mig” – altså min personlighed – er resultatet af en række omstændigheder, begivenheder og påvirkninger fra andre mennesker som jeg mere eller mindre bevidst har ladet mig påvirke af.

I den forbindelse er to ting interessante:

1. At udforske ”den dybe del” af mig

2. At se klart hvordan min personlighed er opbygget.

Ad 1) En af de mest virkningsfulde måder at komme i kontakt med en ”dybe del” er – efter min erfaring – at hengive mig til noget, hvor jeg glemmer alt om tid og sted. For mig er det dans, for andre er det hjemmesideprogrammering, maling, ridning, at sætte hår, ligge i karbad, fægte – u name it. Der er er et utal af aktiviteter, som giver ro og en oplevelse af forbindelse til den dybere del.

Jeg oplever, at det er her, styrke, visdom og klarhed hentes – og jeg har måttet sande, at nogle gange er forbindelsen fra den ydre til den indre del af mig meget stærk og klar – andre gange er den ikke.

Det er så mit ansvar at sørge for, at jeg – når der er vrøvl med forbindelsen mellem den ydre og den indre del af mig – gør noget, som gør forbindelsen klar igen.

Det kan være en aften med erotisk dans undervisning, en svedig gang salsa, en løbetur, en samtale med en god veninde eller nogle gange skal jeg simpelthen trække stikket ud og gå i seng.

Jeg mener, at en af de vigtigste ting i livet er at finde ud af, hvordan man får kæden sat på igen, når kæden hopper af. For det vil den gøre ind i mellem, og det er et livsvilkår (mener jeg og forbeholder mig i samme åndedrag ret til at skifte mening).

Ad 2) Der er alverdens teorier om personlighed – hvordan den opbygges, hvad der præger den, og hvad der er vigtigt og ikke i forbindelse med dannelsen af den. Mange spørgsmål knytter sig hertil – især det klassiske: Hvad er vi født med, og hvad tilegner vi os undervejs. Jeg vil spare os alle for en endnu længere klamamse og i stedet dele nogle tanker, erfaringer og observationer.

Jeg har observeret, at kvinders ve og vel i mange henseender ligger mig meget på sinde, det har det vist egentlig altid gjort. Nu hvor jeg er voksen og selv kan bestemme, hvad min energi brugs på, fylder jeg mine dage med hypnose af mænd og kvinder og på at skabe nogle rammer, hvor kvinder kan lege, finde tilbage til deres indre prinsesse/gudinde/hvadduvilkaldehende. Genfinde kærligheden til sig selv og handle der ud fra på alle livets områder – og jeg elsker det simpelthen!!

Jeg tror ikke, kvinders lyst, velvære og kærlighed til sig selv ville være så vigtig for mig, hvis jeg var vokset op i et andet miljø.

Det er ingen hemmelighed, at jeg brugte de første mange år af min tilværelse på at ønske, at mine forældre var anderledes. (Flere år end jeg har lyst til at indrømme).

Men der er gået en prås op for mig: Jeg har de perfekte forældre – for uden dem var jeg ikke den, jeg er i dag. Min far har vist mig, hvordan man rummer folk (han er psykiater og har vist efterhånden hørt en del ting), min mor har vist mig, hvordan omsorg ser ud. Hvis jeg ringede fra Kina og var blevet væk, bestjålet, syg eller havde hjemve og bad hende komme – så ville hun uden diskussion sætte sig på det første fly. Hun har vist mig, hvordan praktisk omsorg ser ud.

Det er nogle egenskaber, jeg er meget glad for at have taget med mig – for jeg kan se, at jeg også rummer folk og deres historier, og jeg ved, at når nogen i nød ringer, så kommer jeg. Og som min gode veninde, Chenette siger, ”det bedste, man kan gøre, er at møde op”.

Hr. og fru forældre har også præget mig med nogle ting, som jeg ikke er så glad for. Heldigvis er endnu en prås gået op for mig:

Jeg er voksen nu – og jeg kan til- og fravælge påvirkninger, fordi jeg er bevidst om, hvem der udstråler hvad i de miljøer, jeg kommer i.

Eksempelvis har jeg en relativt ny veninde – som jeg dog elsker så højt – og hun er det mest fokuserede og organiserede, jeg kender. Mette får simpelthen tingene organiseret og gjort. Hun afslutter det, hun begynder; de skibe, hun sætter ud, kommer i havn; det, hun laver, er der system i. Hendes blotte tilstedeværelse hjælper mig med at styrke og fremme den fokuserede og strukturerede side af mig selv … og den kræver en del øvelse og tålmodighed – men hun er tålmodig, jeg lærer og tænker jævnligt: ”Hvad ville Mette gøre nu?” … og hun ville gøre det, hun er i gang med, færdigt. Og jeg er allerede ved at blive meget bedre – babyskridt er også skridt!

En gammel (ja, hun er faktisk på alder med min mor) veninde sagde til mig engang: ”Lone, I trust your intelligence”. Jeg var 19 år og skulle hjælpe hende med at sætte nogle plakater op til en bogmesse, hun deltog i. Det øjeblik glemmer jeg aldrig nogensinde, fordi der skete noget radikalt inden i mig: En voksen (jeg hører til den gruppe, der absolut ikke blev voksen som 18-årig) troede på mig. Hun mente, at jeg nok kunne finde ud af, hvilken plakat ville være bedst hvor. Den ene sætning såede et frø i mig, og for første gang fik jeg den tanke, at jeg måske nok egentlig kunne finde nogle intelligente måder at gøre tingene på.

Jeg husker den fornemmelse af paf-hed tydeligt, og den mærkes lige nu, hvor jeg deler det med Jer som en ”kan det virkelig være sandt” følelse af spirende frihed og selvtillid i min krop, og jeg kan nu mærke et smil brede sig på mine læber – præcis som den dag for 10 år siden.

Hvad har disse betragtninger med det at sadle om at gøre? Jo, når man (er undertegnede) skal man have vist, hvordan tingene ser ud. Det er ikke nok at sige ”du skal være mere fokuseret” – jeg skal se konkret, hvordan det ser ud at være fokuseret, uanset om det handler om at feng shuie sin computer, sit køkken eller sit hjemmesideprojekt. Kaster jeg et blik rundt i verden, så er der mange, der viser mig det, jeg ønsker at fremme i mig selv. Übergudinden Kirsten Stendevad, der har Gudindeskolen – www.pureevolution.net, er diva-gudinde-skøn med sine røde negle, sin rose i håret og sit væsen, der er så viist og pragtfuldt. Hun er altid utrolig feminin og farvestrålende, og jeg føler mig så feminin og smuk i hendes nærvær. Jeg er også blevet inspireret: Har lige købt en bunke røde hårelastikker, der matcher min røde taske. Hurra for de små skridt.

Pointe: Kirsten og Mette viser mig hvordan henholdsvis femininitet og fokus og struktur ser ud.

Midt i disse skønne kvinder, dukker pludselig to mænd op i mit hoved. Den ene er min gamle ven, Daniel, som har zappet sig selv ud af mit liv, men det er også okay, fordi han har givet mig en uvurderlig gave. Nemlig følgende sætning: ”Du er lige, som du skal være”. Det sagde han en for 5-6 år siden, hvor jeg beklagede mig over, at jeg synes, at jeg så for tyk ud i nederdel. Han svarede med de syv ord. Og den sætning gik lige ind i hjertet og giver stadigvæk genlyd – og den lyd gør jeg mit bedste for at sprede til andre kvinder.

Den anden mand er en engageret tidligere jurastuderende med store briller og en forkærlighed for kombinationen af slips og joggingtøj. Christian Stadil var taler til et møde for unge erhvervsfolk, som jeg sneg mig indtil, mens jeg stadigvæk læste medicin. Min situation var dengang en kamp mellem den bly i bagdelen, det kræver at læse medicin, og den ild for at skabe fora for kvinder og sætte ting i værk, der også brænder i den del af mig. Så jeg kæmpede mellem lægedrømmen og ”kvinde-kom-hjem-til-dit-elskede-selv-ambitionerne”. Den kamp foregik inden i mig og ved spørgsmålsrunden til sidst, mobiliserede jeg alt det mod, jeg havde, rakte hånden op og spurgte Christian, hvordan han havde vidst, at det var direktør for Hummel og ikke advokat, han skulle være. Han svarede noget i retning af: ”Jeg satte mig ned og fandt ud af, hvad jeg brugte mest tid på – og så gik jeg den vej”.

Vi lader billedet stå et øjeblik …

(Hvis nogen kender Christian Stadil, lad ham da venligst vide, at han fra nu af og gennem resten af alle sine liv (han er jo erklæret buddhist), kan sende alle kvinderne i sit liv til erotisk dans eller hypnose hos mig uden beregning – og det gælder selvfølgelig også ham selv (dog må det for hans vedkommende blive salsa i stedet for erotisk dans). Jeg er så taknemmelig for, at han ytrede den sætning, og jeg er så lykkelig for, at jeg havde åbnet ørerne og endelig mobiliserede modet – for den aften gik jeg hjem og lagde bøgerne om immunforsvaret på hylden én gang for alle.)

Konklusionen på Klamamsen er: Jeg er støttet i min omsadling – jeg skal bare åbne øjnene og kigge på dem, der er omkring mig til at hjælpe, støtte og inspirere. Og når alt kommer til alt, så er jeg mig selv, og det er jeg (meget langt om længe) blevet glad for – og andre gange er jeg gladere i mig selv end andre. Men udover at holde antennerne åbne og se, hvilke inspirationskilder der dukker op omkring mig – så er det mit allervigtigste ansvar at holde kontakten til den dybe del af mig selv, for så er jeg nemlig sikker på, at det, som jeg suger til mig, bliver gjort til mig på den måde som er en naturlig del af mig selv.

Den kontakt til den dybe del er den allervigtigste, og det er mit håb, at alle I skønne kvinder (og få mænd), som modtager dette, overvejer og tager tid til de aktiviteter (om det så er at ligge i sengen eller i Kongens Have nogle timer midt i hverdagens hurlumhej), som giver Jer glæde, fylder Jer op og genetablerer forbindelsen til det dybeste selv – for derinde er alle de svar, den styrke og det klarsyn som sørger for, at vi alle blomstrer på hver vores unikke facon. Når vi blomstrer, s

Hvornår vi åbner øjnene, ørerne og hjertet for andre og lader os inspirere af dem – det er op til os, vi har jo alle vores bevidsthed og vores frie vilje til at sadle om.